Chris Ware: Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth

Det er mit tredje forsøg ud i graphic novels på det seneste, og ligesom de to foregående, Homecomings og Watchmen, er der tale om rigtig god læsning med mange litterære kvaliteter.

Der er på en eller anden måde noget mærkeligt ved at læse en tegneserie, som tager så utrolig lang tid at læse som den her. Mange af de næsten 400 sider har utroligt mange små illustrationer, og det bliver derfor lidt af et granskningsarbejde at nå igennem en side. Det skal man lige vænne sig til.

Omvendt er der også mange mere sparsomt indholdsudfyldte sider med færre illustrationer og mindre tekst. Og Chris Ware er faktisk utroligt god til at udnytte den dynamik, der består i at kunne veksle mellem meget komprimerede og mere “tomme” sider. For der er både en masse følelser, men også en del tomhed, i historien.

Historien er egentlig enkel. Jimmy, en socialt forkrampet, genert og tilbageholdende fyr, modtager et brev fra sin far, som han aldrig har set. Brevet indeholder en flybillet – faren vil have at Jimmy kommer og besøger ham. Jimmy lader i store træk omverdenen styre sit liv, så han ender med at stige på flyet, og i løbet af historien udspiller det mærkelige og pinlige møde med faderen sig.

Ind imellem får vi også lange glimt af Jimmys farfar og hans far i en historie, der udspiller sig op til verdensudstillingen i 1893 i Chicago. Men temaerne er de samme: Fremmedgjortheden mellem far og søn og den generte søns forkrampede forhold til menneskerne omkring ham.

Det hele er fortalt vanvittigt fantasifuldt, med både stort fokus og plads til små tangenter, som når man ser Jimmys tanker om de mulige møder og forhold, han kunne få til de mennesker, han måder (men det bliver selvfølgelig aldrig til noget). Den naive streg er overraskende god til at skildre de tomrum, der svæver i rummet mellem personerne, og den gør også at man danner sig et meget utvetydigt billede af, hvad der foregår i deres hoveder.

Replikker og tekster er også meget velskrevne, og er ligesom hele stilen nogle steder tørt konstaterende, nogle steder med et trist glimt i øjet, sine steder faktisk ret sjove. Det hele er desuden holdt i matte, tørre efterårsfarver, Det virker meget effektivt.

Det er svært at beskrive bogen fyldestgørende – man skal næsten prøve at læse den. Man kan dog få et indtryk af stilen ved en simpel Google-billedsøgning på navnet.

Jeg købte Jimmy Corrigan efter at have læst Karsten Ifversens (ja, det må være ham man kender fra arkitekturstoffet?) meget begejstrede anmeldelse af den danske udgave på Politikens hjemmeside. Og når man researcher lidt, finder man da også ud af, at det er værk der har fået masser af positiv omtale. Og den skuffer altså heller ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *