Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten

Det er svært ikke at drage paralleller mellem Intet nyt fra Vestfronten og Hemingways A Farewell to Arms. På mange måder minder de ved første nedslag om hinanden: Det er selvbiografiske beretninger om 1. verdenskrigs rædsler, om længslen efter hjem, fred og kvindeligt selskab og om hvad krigen gør ved mennesket.

Men Hemingway var kun ambulancefører, og hovedpersonen i hans bog er alligevel noget af en livsnyder, der også får plads til at nyde livet i Italien. I Intet nyt fra Vestfronten er vi helt nede i skyttegravene med hvad der dertil hører af detaljerede udpenslinger af krigens handlinger og deres konsekvenser. Det er skræmmende læsning, når man ved at bogen er selvbiografisk:

“Minekaster,” siger han og peger i vejret.

I grenene hænger lig. En nøgen soldat sidder fast i en gaffelgren, han har endnu hjælmen på hovedet, ellers er han uden klæder. Kun den ene halvdel af ham hænger deroppe, en overkrop, som benene mangler på.

“Hvad er der sket?” spørger jeg.

“Han er blevet skudt ud af sit tøj,” knurrer Tjaden.

Kat siger: “Det er komisk. Nu har vi allerede set det et par gange. Når sådan en mine overrumpler en, så bliver man faktisk skudt ud af tøjet. Det er lufttrykket, der gør det.”

Jeg søger videre. Det forholder sig virkelig sådan. Et sted hænger uniformspjalterne for sig, et andet sted klæber en blodig grød sig fast, som engang var menneskelige lemmer. Dér ligger et legeme, som kun har en las af underbukser hængende på det ene ben og om halsen kraven af våbenfrakken. Ellers er han nøgen, tøjet hænger rundt om i træet. Begge arme mangler, som om de var revet af. Den ene af dem opdager jeg tyve skridt bort i et buskads.

Samtidig er der her også mere fokus på kammeratskabet mellem de unge rekrutter, ligesom soldaternes tanker om krigens følger og de ar, den sætter i deres sind, også beskrives ret bogstaveligt.På den måde virker bogen faktisk som en tidlig forløber for andre krigsberetninger som ex Full Metal Jacket, The Thin Red Line og Band of Brothers.

Vi er alle enige om, at det går os lige sådan; ikke kun os her; men overalt, enhver, som er i den samme situation, den ene noget mere, den anden noget mindre. Det er en fælles skæbne for vores generation.

Albert siger det: “Krigen har gjort os unyttige til alt.”

Han har ret. Vi er ikke mere nogen ungdom. Vi vil ikke mere storme verden. Vi er slået. Vi flygter for os selv. For vort liv. Vi var atten år gamle og var lige begyndt at elske verden og tilværelsen; vi måtte skyde på den. Den første granat, som slog ned, ramte vores hjerter. Vi er udelukket fra alt arbejde, fra al stræben, fra alt fremskridt. Vi tror ikke mere på det; vi tror på krigen.

Det har ikke Hemingways elegance og afmålthed, men det er til gengæld ikke til at tage fejl af, hvad forfatteren vil sige. Og det er meget virkningsfuldt.

Bogen er i øvrigt ganske godt oversat af Tom Kristensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *