Rabih Alameddine: Hakawati

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved meget om arabisk litteratur. Men jeg har en ide om at når en bog af en i Danmark ukendt forfatter, som ikke er en “almindelig” spændingsroman eller lignende, bliver oversat til dansk, så bør der være noget ved den på den ene eller den anden måde (også når den får så gode ord med på vejen i udlandet). Jeg kendte heller ikke forfatteren Rabih Alameddine.

Jeg gik derfor ind til læsningen af den her bog med den mærkelige forventningskombination, at jeg ingen ide havde om hvad det ville være for en bog, men at den nok ville være god. Det var den heldigvis også.

“Hakawati” betyder “historiefortæller”, og bogen er også fyldt med både historier og ivrige historiefortællere. Historierne er mange, meget forskellige, og også af forskellig længde. Der er en 4-5 hovedtråde, som konstant veksler mellem hinanden, og samtidig alle afbrydes af andre, kortere historier, som personerne i hovedtrådene fortæller til læseren eller til hinanden.

Det bliver lidt forvirrende. Men jeg tror heller aldrig en stram struktur har været målet for Alameddine. For man overvældes af det store net af historier, som spindes igennem bogen, og som fortælles med lige dele alvor, sørgmod, humor og frækhed, afhængigt af historien. Alameddine er selv noget af en hakawati!

Rammehistorien handler om Osama, der rejser tilbage til Libanon for at besøge sin døende far. Der er også to andre nutidige hovedtråde: en om Osamas barndom og ungdom, hvor han lærer at spille oud og senere flytter til USA, og en om hans farfar, der selv er Hakawati.

Og så er der to mere “sagn-agtige” hovedtråde: en om Baybars, der udvikler sig fra slave til retfærdig og storslået kongehersker og en om emirens slave Fatima, som indgår en pagt med den onde djinn Afreet-Jehanam.

Og så er der selvfølgelig alle de andre små historier, som konstant indskydes i disse hovedtråde. De er også en væsentlig del af bogen.

Jeg synes faktisk de sjoveste historier var sagnhistorierne. De er en lystig og farverig blanding af det gamle testamente, koranen og 1001 Nats Eventyr med alt hvad det fører med sig af emirer og vesirer, djinner og dæmoner, forbandelser og forkyndelser og religiøse referencer.

Men familiekrøniken er også spændende, og giver både et billede af Libanons historie og skildrer alt fra oldefædres knækkede stolthed, onklers kvikke replikker og små drenges spirende voksenfølelser rigtig fint.

Bogens cover er i øvrigt ualmindeligt flot. Til gengæld irriterede det mig lidt under læsningen, at der var uforholdsmæssigt mange slåfejl og manglende ord – noget, som burde være undgået ved en bedre korrektur. Så er det også lige sagt…

PS. At jeg overhovedet har læst denne bog er et resultat af det, jeg har valgt at kalde Den nordatlantiske tilnærmelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *