Cormac McCarthy: The Road

Den her bog er fantastisk. Intet mindre. Velfortalt, dramatisk, rørende og meget speciel.

Cormac McCarthys måde at skrive på leder mine tanker hen på Hemingway – bortset fra, selvfølgelig, at det ikke var meget science fiction, Hemingway fik fra hånden. Men han (McCarthy) kan noget med ikke at bruge for mange ord, og så alligevel male situationernes drama og det usagte i samtalerne frem i sine sparsomme beskrivelser.

We have to go, he said. We cant stay here.
The boy stared bleakly at the gray drifts.
Come on.
They made their way out to the fence.
Where are we going? the boy said.
We have to find the cart.
He just stood there, his hands in the armpits of his parka.
Come on, the man said. You have to come on.

He waded out across the drifted fields. The snow lay deep and gray. Already there was a fresh fall of ash on it. He struggled on a few more feet and then turned and looked back. The boy had fallen. He dropped the armload of blankets and the tarp and went back and picked him up. He wasalready shivering. He picked him up and held him. I’m sorry, he said. I’m sorry.

Ligesom McCarthys tidligere Blood Meridian, som jeg også har læst,  foregår The Road i en barsk verden – Blood Meridian i det endda meget Vilde Vesten og den her i en støvet, stille, kold og dyster postapokalyptisk nærfremtidsudgave af USA. Og  præmissen er den samme – det er hver mand for sig selv, godhed er en sjælden oplevelse og døden kan komme hvert øjeblik det skal være.

Men der er noget mere følsomt og smerteligt over den her historie. Jeg tror det er fordi hovedpersonerne er en far og hans lille søn, hvilket giver et meget meget fint glimt af lys og menneskelighed i alt mørket. Farens omsorg for sit barn – og omvendt – fornemmer man hele historien igennem, uanset hvor nøgternt fortællingen rulles ud. Det er en sjælden kunst.

McCarthy kan også noget med at beskrive voldsomme øjeblikke. Han gør det uden at bygge op til dem, men lader dem i stedet pludselig komme bag på en. Nogle gange så meget, at man lige skal læse lidt tilbage for at være sikker på at livsfare-faktoren lige er sprunget i vejret for hovedpersonerne. Det hænger også sammen med at det faktisk er overrakeskende lidt af bogen, der beskriver sådanne episoder – det er mest bestræbelserne på at undgå dem og på bare at finde det næste måltid og det næste sted at søge ly, der fylder. Det virker rigtigt godt.

Jeg kan næsten ikke vente til at få læst mere McCarthy. Jeg var lidt bekymret efter Blood Meridian fordi jeg synes den var noget kringlet skrevet. Sådan er The Road slet ikke. Jeg læste den også alt, alt for hurtigt.

Bogen kommer i øvrigt snart som film. Den anden McCarthy-filmatisering, No Country for Old Men, var jo ekstremt vellykket, og der går også gode rygter i forvejen om den her. Så den kan man jo glæde sig til ind til man får den næste McCarthy-bog i hænderne…

4 thoughts on “Cormac McCarthy: The Road

  1. Hej Erik

    Jeg vil holde fast i at The Road er fantastisk i al sin enkelhed. McCarthys Blood Meridian er lidt mere rå og spraglet – jeg har skrevet om den tidligere – måske er den mere dig?

    Jeg har ikke en liste med links til andre blogs her – måske burde jeg få det. Men jeg vil i hvert fald læse lidt med på din bogblog fremover – det er altid rart med inspiration!

    /Christoffer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *