Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

Man kan næsten se for sig hvordan Knud Romers knoer har været helt hvide mens han spruttende af vrede tampede løs på tasterne, i færd med at krænge den her bog ud af fingrene. Den er så fortættet, indigneret og indebrændt, og så samtidig forløst med en sjældent set elegance og sans for detaljen. Der er – og det ved vi jo – gået en god reklametekstforfatter tabt i Romer, det er åbenlyst.

Bogen handler om forfatterens egen opvækst på Falster, hvor man ikke har en chance hvis man har en tysk mor, som han har. Det beskrives i pinefulde detaljer, hvordan familien systematisk afskæres, spottes og isoleres, samtidig med at man også får tilbageblik til forældrenes og bedsteforældrenes liv.

Det hele fortalt præcist og kortfattet (bogen er også kort), men samtidig nøje vægtet. Romer sørger også stort set altid for lige at knytte en lille bemærkning eller fin hentydning til hver anekdote, og han blander overbevisende de store linjer med de små detaljer.

Falster lå så langt nordpå, at det aldrig blev rigtig sommer – og så langt sydpå, at det aldrig blev vinter. Det sneede ikke, og solen skinnede ikke, det regnede bare og var gråt og koldt og tåget, og blæsten slog ind fra Østersøen og fejede hen over de flade marker. Det var trøstesløst, og når vi nåede til december, stod der et juletræ på toppen af skorstenen på Nykøbing Sukkerfabrik, som om det havde tænkt sig at springe ud og begå selvmord.

Det er frygteligt, men også frygteligt godt. Man tager heldigvis sig selv i at tænke, at så slemt har det jo nok ikke været, det er jo kun en bog. Selv familieidyllen kan Romer spolere billedet af:

Det vigtigste for far var, at der var rent og ryddeligt, og juleaften var noget rod – det var et mas at få et træ ind i stuen – og når vi kom hjem fra kirken, blev der dækket bord og hygget og pyntet efter faste forskrifter, som gik ud på at mindske skaden og risikoen for brand. Han stillede en spand vand ved siden af træet og hentede kasserne med julepynt fra kælderen og lagde det frem på sekretæren, de gyldne kugler og de sølvfarvede kugler for sig. Så tale han lysestagerne og tog det samme antal lys frem fra beholdningen i skabet – der var nok til de næste 100 år – og hængte dem op. Det var ikke et dansk juletræ fyldt med alt muligt papirpynt og flag og overdækket med lametta, som så billigt ud – mor fnyste – og glaskuglerne og stearunlysene hang i en systematisk orden på vores juletræ, der var så tysk, at det gjorde ondt, og far satte en stjerne af stål i toppen som kronen på værket.

Det kan næsten irritere, så glat og velskrevet, bogen er. Så komprimeret og så overdrevet rent handlingsmæssigt: Ingen har da så dårlig en barndom? Man mistænker lidt Romer for ikke kun at ville fortælle en historie om sin barndom, men også at spille et spil, der går ud på at han skal se om han kan få læseren med på, at det rent faktisk er en historie om hans barndom. Mon ikke den tvivl er noget af det, han vil opnå – han har i hvert fald ordet i sin magt, det giver jeg ham…

2 thoughts on “Knud Romer: Den som blinker er bange for døden

  1. jeg husker at tænke mens jeg læste den for noget tid siden, at han skriver som om han udkrystaliserer nogle situationer som vi som læser selv skal læse ind i virkeligheden. Julen har måske ikke været helt så stiliseret grel, men eksemplet står alligevel. Og på den måde gav hans bog godt mening for mig.

  2. Jeg forstår faktisk overhovedet ikke hvad du mener – måske fordi det er sidst på arbejdsdagen.

    Men det lyder meget reflekteret – kan du ikke sætte lidt flere ord på? Hvad betyder det at han udkrystalliserer (i stedet for ex bare at beskrive)? Og hvad er det, jeg gør, når jeg læser noget ind i virkeligheden?

    Undskyld hvis det lyder lidt hårdt – det er slet ikke hensigten! Jeg skal bare lige være med…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *