granns.net

Deltog i dag (nu i går) på Videoday, som jeg havde været så heldig at vinde en billet til på Twitter (tak Mygdal!). Super inspirerende dag, der gav en lyst til at gå hjem og købe et Flip Cam til en tusse og komme i gang med optagelserne med det samme.

For video kan rigtig meget. Mest af alt kan det, med Morten Gades ord, formidle med en meget stor følelse af ægthed og skabe en stor fascination hos brugeren, hvilket tekst kun meget sjældent kan. Og så kan det, brugt på den rigtige måde, faktisk også være let at bruge.

Et af de mest interessante – og spøjse! – indlæg var fra Mogens Nørgaard fra Miracle A/S, der havde taget en principbeslutning om at prøve at erstatte alle virksomhedens dokumenter med videoer. For hvorfor kan telefonlisten, referatet, oplægget, faq’en, virksomhedspræsentationen mm. ikke være en video? Egentlig en rigtig inspirerende tanke når man tænker over det.

Dogme eller prof?
Det kan selvfølgelig gøres mere eller mindre dogme-håndholdt. Søren Ejlersen fra Aarstiderne, der har videositet Madbio, var stærkt fortaler for den spontane, lavpraktiske tilgang. I den anden ende ligger eksempelvis Jyske Bank, der med jyskebank.tv har etableret en topprofessionel tv-kanal.

De fleste af de oplægsholdere, der delte deres erfaringer, var dog fortalere for noget, der ligger et eller andet sted midt imellem. Se eksempelvis her, hvad Novozymes har lært af deres første otte måneder med egen videokanal:

Et hovedbudskab var også, at video er blevet rigtigt stort, og at det vil blive meget, meget større. Og potentialet er der. Vi har aldrig kigget så meget på billeder på en skærm som nu: I 2009 så genemsnitsdanskeren mere end 3 timers TV hver dag! Og antallet af videosites i Danmark er i de sidste to år vokset fra 20 til (anslået) over 200.

Forhindringer…
Men jeg tænker også, at der er nogle åbenlyse forhindringer for videomediet på nettet.

SEO og søgbarhed
Selvfølgelig kan man tagge videoerne og give dem gode beskrivelser og alt det der, men et billede siger jo mere end tusind ord. Så man kan vel i sagens natur ikke give en præcis beskrivelse af indholdet.

Indeksering/skimbarhed (relateret til det forrige)
Det er også svært at overskue indholdet i en video. Den er ikke særligt let at skimme eller dele op i mindre bidder/”kapitler” – især ikke hvis der er tale om en video på mere end et par minutter.

Kommentering på specifikke dele af videoen
Det er også besværligt at kommentere på noget specifikt i en video som bruger – man er tvunget til eksplicit at henvise til det (som i “der, hvor han gør sådan…”). Det er særligt et problem, fordi en video åbner for så mange flere indtryk at kommentere på end en tekst.

…Sitet Winelibrary har dog en meget smart løsning på det, nemlig at brugerne kan kommentere på specifikke tidspunkter i deres videoer. Kommentarerne dukker så op når man når det punkt i afspilningen, og man kan også se på videoens tidslinje, hvor der er kommentarer (og tags!). Supersmart! Ulempen er selvfølgelig at man åbner op for en uendelig fragmentering af samtalen om videoen…

Lyd!
Og så tror jeg også, at lyden i videoer – altså selve det faktum, at der er lyd på – kan være et problem! Det  er eksempelvis en barriere for at se videoer på arbejdet, hvor meget af vores internetbrug jo foregår. Det er jo ikke fedt at kollegerne i storrumskontoret kan høre at man sidder og ser Ekstra Bladet TV i arbejdstiden (hvilket jo ikke er usansynligt, eftersom netnyheder jo er den nye kaffepause). Der mangler i hvert fald en eller anden blåstempling af video som lige så “seriøst” som gammeldags tekst på nettet…

NÅ, MEN det overordnede indtryk fra Videoday er stadig, at det er noget, der vil komme. Og jeg synes at der er rigtigt mange gode argumenter for at bruge det i sin kommunikation fordi det kan formidle tingene på en anden måde. Så det er jo bare at komme i gang!

Se også lidt billeder fra dagen hos Line P og se hvad der blev skrevet på Twitter om konferencen…

Og lad os så lige slutte af med at se Niels Hartvig fra Umbraco, der forsøger at se om et gammelt tv (et “tvtv”, som Mygdal kaldte det medie) kan overleve et møde med en økse.

Surprise: De kloge, velstillede unge med længere uddannelser og en opvækst i de højere sociale lag kan godt lide at se reality-TV – det gælder ex åbenbart både Paradise Hotel og De Unge Mødre. Man ser det for at kunne pege fingre af de dumme deltagere og trygt kunne forvisse sig om at man selv er godt placeret og på rette vej. Og i hvert fald er bedre end at deltage i sådan noget.

Forargelse er åbenbart et godt brændstof, når det gælder om at få folk til at tænde for fjernsynet. Så kan man sidde og krumme tæer over de, der ikke ved bedre. Og grine af dem, ikke mindst. Det er der en af de forargede De Unge Mødre-seere, der har skrevet et speciale om. Og det har Politiken spurgt hende om:

Er det ikke en arrogant reaktion?
»

Det er da totalt arrogant. Dér sidder vi ressourcestærke kvinder i vores designermøbler og ler ad en gruppe i samfundet, som lever på en helt anden måde end os selv. Hvis det ikke er snobberi og åndshovmod, så ved jeg ikke, hvad det er. Blandt vores interviewpersoner oplevede jeg ingen social forståelse for de unge mødre og deres sociale arv fra hjem, hvor man ikke læser aviser, går på museum eller debatterer den nye bog af Hanne-Vibeke Holst«.

Så du er ikke stolt af dit eget segment?
»

På ingen måde. Det var da en ubehagelig aha-oplevelse for mig, da det gik op for mig, at dét at blive forarget over ’De Unge Mødre’ i virkeligheden var en underskudsreaktion, som handler om at stive sig selv af ud fra devisen: ’Det kan da godt være, at vi ikke lever op til alle de idealer, vi stiller til os selv om at være den perfekte mor, der tager lang uddannelse og gør karriere – men jeg gør det kraftedeme bedre end dem’«.

Man kan vist roligt åbne Bourdieu-bogen og slå op på side 1. Som jeg husker det i Henrik Dahls læse let-version, har han et begreb, der hedder meconnaissance. Det betegner den systematisk manglende indsigt i betingelserne for ens egen praksis. Eller sådan noget lignende.

Altså: Man har nogle præferencer og holdninger, som man ikke selv kan se er formet af strukturerne omkring en og ens placering i disse strukturer (sådan meeeget simplificeret!). Eller med andre ord: De laveste socialgrupper vil gerne længere op, men vil også som regel sige, at de er godt tilfredse hvor de er, og drømmer om det simple liv osv. osv. De højeste, som jo kan skue ned på de andre, vil sige at de bestemt ikke kunne forestille sig dette “simple liv”, og at alle jo reelt har muligheden for at rykke på tværs af de sociale skel.

Lad os alle bladre om til dobbeltinterviewet med henholdsvis en af de Unge Mødre og en “Veninde på 1. klasse” (som vist er en slags virkelighedens 2900 Happiness. Eller noget.). Det illustrerer mekanismen meget godt. Prøv selv at læs. Virkelig! Heldigvis kan begge de interviewede også skue ud over egen næse og ditto manglende selvindsigt i egen praksis og erklære at den anden da også har noget, de ikke selv har…

(nå, det var lidt lang tid siden jeg fik luftet en af de tunge sociologer. Og ja, jeg ved godt, at det vist ikke hedder “strukturer” på Bourdieu’sk – jeg er desværre ikke så skarp i lige ham. Beklager. Nu skal jeg nok pakke bøgerne sammen igen :-))

Gad vide om TV-kanalerne, der sender de her programmer, i øvrigt ikke spekulerer i, at de i virkeligheden har to målgrupper. De, der identificerer sig med (eller ønsker at være som) deltagerne. Og de, der gør det modsatte, “godt det ikke er mig”-gruppen, som alligevel ikke kan lade være at kigge med.

Mon ikke? Hvorfor ellers udstille Paradise Hotel-deltagernes manglende viden eller knap så kvikke bemærkninger, som det beskrives i denne intellektuelle kærlighedserklæring til programmet på Informations hjemmeside (gå ikke glip af de fine kommentarer – Informations hjemmeside er afgjort det nye Avisen.dk!…).