…er helt bogstaveligt noget anderledes end københavnernes egne. Det kan man se på dette billede, der er en illustration af, hvor i København hhv. lokale og turister har fotograferet. Det er baseret på billeder lagt på billeddelingstjenesten Flickr.
De røde prikker er turistbilleder, de blå billeder fra lokale, mens de gule er dem, der ikke var mulige at bestemme.
Læg mærke til de to store røde koncentrationer på hvad der må være Tivoli og Strøget. Til gengæld fotograferer de lokale mere på især Nørrebro. (se kæmpestor version af billedet)
Det er da fascinerende. Og afspejler egentlig meget godt den følelse, man selv kan have, når man rejser. Nemlig at man de steder, man besøger, er udenforstående, fremmed. At man færdes i turisthobe sammen med de andre tilrejsende.
Men det er jo omvendt også et fænomen, der er svært at undgå, med mindre man kender nogle lokale. Mange af de blå prikker på illustrationen er jo garanteret også taget hjemme hos folk, og ikke nødvendigvis “ude i byen”. Der kommer man af gode grunde ikke som turist.
Men man ville nok ønske at man kunne?…
(der er flere illustrationer fra New York, Stockholm, Berlin og mange andre byer på Flickr)
Folkene bag Politikens ret fine Set i Byen-blog, der viser sjove eksempler på street art, grafitti og alt sådan noget, er på en eller anden måde faldet over mit indlæg om “kærlighedshængelåsene” på Bryggebroen. De spurgte mig, om de måtte bruge billedet på deres blog, og det sagde jeg selvfølgelig ja til.
Derfor kan du nu se mine københavnerbilleder på Set i Byen-bloggen. En overgang lå et af dem også på forsiden af pol.dk, om end et godt stykke nede, men det er vist fjernet igen nu.
I kommentarerne til Set i Byen-blogindlægget kastes der lidt mere lys over hvor skikken med som kærester at skrive sine navne på en hængelås og hænge den et offentligt sted kunne komme fra. Det er i hvert fald blevet observeret både i Østeuropa, Sevilla og Paris.
Derudover har jeg nu følt på egen krop/blog hvad det vil sige at blive udsat for journalisters citatpraksis. Det er vist ingen hemmelighed, at journalister ikke skammer sig over at bruge copy/paste-funktionen, hvilket jeg også tidligere har skrevet om. Og således har Ditte, der har skrevet Set i Byen-blogindlægget også mere eller mindre kopieret mit blogindlæg, også selv om de egentlig kun havde spurgt om lov til at bruge billederne.
Men fred være med det – jeg er bare glad for at billederne kommer ud. Det kunne dog have været fedt, hvis de havde gidet at linke til mit oprindelige blogindlæg. Men det er nok bare enten forglemmelse (måske?) eller endnu et eksempel på netavisernes dårlige linkpolitik (måske?)…
Opdatering 8/5: Hov, så dukkede der et pingback op på mit blogindlæg. Tak Ditte :-)
(og det er altså også helt OK at du har genbrugt min suttetræ-intro)
I det kvarter hvor jeg voksede op, var der et suttetræ. Det var ikke et træ, man suttede på, ja, faktisk var det ikke en gang et træ, men nærmere en busk. Men det var et sted, hvor forældre kunne gå hen med deres børn og hænge sutterne – helt bogstaveligt – når ungen var blevet stor nok til at ikke at bruge sut længere. En slags rituel overgang til den næste fase i livet (eller måske bare en skinmanøvre, der tjener til at gøre et pinefuldt øjeblik for barnet til en sjov leg?).
Det er åbenbart et kendt fænomen, der både kan slås op på Wikipedia og findes adskillige billeder af.
Så stod der sådan en busk og blomstrede med gennemtyggede sutter året rundt. Man kommer til at tænke på, hvem der startede?…
Nå, forleden observerede jeg starten på et nyt og lignende ritual. På Bryggebroen hang der nemlig to hængelåse hver med navnet på, hvad jeg formoder er et kærestepar. Således har både Emma & Flemming og Charlotte & Michael nu forkyndt deres kærlighed for verden med galvaniseret stål og forseglet den ved at smide nøglen i kanalen.
Det må det nye, urbane svar på at ridse i barken på et træ! Noget siger mig dog, at fænomenet alligevel ikke er helt nyt – jeg tror nok jeg har set det i – af alle steder – et rejseprogram om Kina med Troels Kløvedal, hvor man ligeledes skrev sine navne på en lås, som man låste fast på et rækværk ved en dyb kløft og derefter kastede nøglen ned i kløften.
Måske man skulle ned og købe en lås og være med på den nye trend?
