Dilleren lever igen på KUA – for en stund
jun 25, 2010 0
I nogle år kunne man over for KUA-bygningerne se et stykke graffiti, der er gået hen og blevet noget af en klassiker.
På den oprindelige “FOUCAULT ER BØSSE” er “ER” blevet rettet til “VAR” for at præcisere, at Foucault jo altså er (var!) død. Senere er tilføjet ordene “MEN HANS DILLER LEVER” som en både lavkomisk kommentar og en indforstået henvisning til den lidet kendte tyske klassiske filolog Hans Diller.
Det bliver ikke meget mere humanistisk-akademisk, sådan at kapre gadekunsten til at udtrykke sine egne indforståede ordspil i form af et værk, der i sig selv er udtryk for en lille dialog. Hvor meta-agtigt! Læs meget gerne den interessante diskussion af værket ovre på Torben Sangilds blog.
Hans Diller døde i øvrigt i 1977. Det fremgår i hvert fald af den tyske Wikipedia-side om ham. Hele værkets anden halvdel (altså tilføjelsen) er altså bogstaveligt talt løgn, og må derfor forstås i overført betydning: At hans ånd eller forskning – i modsætning til Foucaults – lever videre. Det er jo direkte provokerende, i og med at Foucault fortsat er en ofte anvendt teoretiker, og provokationen får yderligere luft af, at Hans Diller faktisk flirtede alvorligt med det tyske nazistparti (han var medlem) i tiden omkring 2. verdenskrig.
Der er altså mange lag i graffitien på Amager. Men sidste år var det slut med at godte sig over det. Noget, mange evighedsstuderende sikkert har ærgret sig over. Bygningen, der lagde mur til værket, blev revet ned, og der er nu kun en tom plads tilbage.
Der er dog sket noget i sagen igen! For på den byggeplads, som KUA efterhånden er blevet til (godt i øvrigt, at der endelig sker noget på den front) er der på en af træafskærmningerne ind til selve bygningerne lavet et nyt graffitiværk, der kopierer ordene fra det oprindelige mesterstykke, men i et noget andet udtryk.
Med andre ord: En gendigtning, en parafrase, en coverversion, ja måske ligefrem en pastiche! Så er det hornbrillerne på og frem med Baudrillard-bøgerne, folkens!
Visuelt er der nu ikke længere tale om den slags graffiti, man typisk forbinder med politiske slagord (som vi kender det fra muren på Assistenskirkegården) og simple tags, men snarere den slags, man kender fra større pieces, eksempelvis på s-togene. Det umiddelbare fokus er nu på æstetikken, og et sted inde i/bag den gemmer den oprindelige mere naivistiske form sig.
Ved således at flytte værkets akademiske diskurs ind i et andet kunsterisk udtryk, får det et nyt udtryk, som samtidig fordobles af bevidstheden om eksistensen af det oprindelige værk. Det svarer lidt til at lave en glad coverversion af en alvorlig sang (som eksempelvis Nouvelle Vagues easy listening-version af Love Will Teas Us Apart (original)).
Det er ikke bare meta – det er meta-meta, og må være guf for KUA-folket.
(Men jeg kunne nu bedre lide den gamle…)
