granns.net

Jeg har efterhånden i nogle år brugt link-gemme-sitet Delicious til at gemme links og til at følge med i, hvad andre gemte af interessante links.

For nylig besluttede Yahoo, som er ejere af Delicious, at tjenesten ikke er en prioriteret indsats hos dem længere (der går endda rygter om at den helt nedlægges). Det er lidt uklart, hvad der ender med at ske, men den kommer i hvert fald ikke til at leve videre i Yahoo-familien (hvor den også er blevet noget stedmoderligt behandlet de sidste par år!). Den ser dog heldigvis heller ikke ud til at blive slået ihjel lige med det samme.

Derfor er jeg nu på forsøgsbasis gået over til at bruge den konkurrerende tjeneste Pinboard i stedet. Det betyder, at mine links fremover kan findes her. Og feed-url’en til at abonnere på dem her.

Mine links vil fortsat være synlige i højre side på granns.net.

Måske vil jeg hoppe tilbage til Delicious, afhængigt af, hvad der sker. Men Pinboard ser rigtig fint ud, snakker godt sammen med andre tjenester som Instapaper, Google Reader og Twitter, som jeg også bruger, og har også både Google Chrome-extensions og Firefox-plugins og alt sådan noget. Så nu giver jeg det en chance, og så kan det være, jeg bliver glad for det…

Jeg vil fortsat følge med i  hvilke links, mit delicious-netværk poster. Men giv lige et praj hvis I kommer over på Pinboard – så kan vi netværke derovre i stedet!

Vær opmærksom på, at det koster ca. 8 dollars at oprette sig på Pinboard. Der er ikke noget abonnement. Hvis man ikke vil betale, så er der andre alternativer til Delicious. Jeg valgte bare Pinboard, fordi det er den, der kan mest af det, jeg skulle bruge, og fordi det var helt uproblematisk at overføre mine over 3000 gemte links fra Delicious til Pinboard.

Mit seneste blogindlæg er i let omskrevet form blevet transmogrifferet om til en artikel på Kommunikationsforum. Det var det om bloggen Dagpengeland, der er en beskrivelse af det absurde system, man trækkes igennem som arbejdsløs.

Strategien: Gør det uudholdeligt
Mere præcist handler det primært om et forløb hos en såkaldt anden aktør, dvs. et privat firma, som de ledige sendes i forløb hos. I tilfældet Dagpengeland er det et jobsøgningskursus hos firmaet Integro.

Så vidt jeg ved får anden aktør-firmaerne en signifikant beløb, hvis man kommer i arbejde under/efter et forløb hos dem. Og hvis man skal tage Dagpengeland for gode varer – og det gør jeg, selv om jeg aldrig selv har været igennem sådan et forløb, for der er mange, der kan nikke genkendende til bloggens beskrivelser – så synes strategien hos Integro at være, at gøre det så ulideligt for kursisterne, at de gør deres yderste for at finde et job på egen hånd så hurtigt som muligt.

På den måde behøver man jo heller ikke at forny sig. Once ulidelig, altid ulidelig – en sikker vinderstrategi!

“Den der trekant over de ting, vi har brug for”
Se bare det seneste indlæg, hvor man i forløbet er nået til nye psykologiske dybder. For eksempel har de godt styr på den teoretiske ballast, idet kursisterne præsenteres for “den der trekant over de ting, vi har brug for”.

Ikke at de sådan rigtigt bruger den til noget. Men det er da en fin slide!

Efterfølgende bliver det endnu mere intenst, varsles der:

»Nå, skal vi lige trække noget luft? Så tager vi OFUS-personlighedstesten efter pausen. Kender I den? Lige en advarsel så: Den er dyb. Den er rigtig dyb. Gud-da-jøsses, siger jeg bare. Man kan godt lige tænke, huuuuu-uuu, den går gånnåk lige tæt nok på. Det er der mange, der siger til os bagefter. For man får altså nogle ting at vide, det gør man.«

Det hele varetages af ingen ringere end Integros grundlægger. Det er med andre ord lidt ligesom at nå til slutmonsteret i et computerspil. Og hun er da om ikke andet speciel, hende Jytte.

Læs selv indlægget – det er et langt guldkorn!

Besøg fra ministeren
Nå, virkeligheden fortsætter med at overgå fantasien. Det viser sig nemlig, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg har været på besøg hos Integro. Og ”hun lagde især vægt på, at Integro er en virksomhed, der arbejder på et seriøst og gennemprøvet grundlag,” skriver de på deres hjemmeside.

Og her må man give dem ret. Det virker som en overmåde gennemtestet nyfortolkning af Kafkas ”Processen”: Ingen ved hvad de laver der, men der synes at være et klart og velstruktureret system på plads til at administrere formålsløsheden.

Ministeren var også særligt interesseret i en bestemt ting:

”Og hun havde da også et helt konkret spørgsmål, som hun gerne ville drøfte med Integro. Og det handler om, hvorledes Integro som anden aktør kan hjælpe ministeren med at tackle den kritik, der har været af jobcentrenes brug af anden aktør og de metoder, som nogle aktører anvender i deres forløb. Her kunne ledelsen i Integro fortælle ministeren om de seriøse metoder, som Integro anvender for at hjælpe ledige ud på arbejdsmarkedet og ikke mindst om, hvorledes metoderne er udviklet over mange år og gennemprøvet af tusindvis af kursister. Ministeren og Integro er enig om, at det i høj grad handler om at de private aktører skal blive bedre til at informere seriøst om deres arbejde, og at den nye brancheforening har en stor opgave foran sig på netop dette område. ”

Ministeren er altså med i den dystre alliance, der synes, at systemet bare kører derudaf som det skal. Nu skal vi bare have overbevist resten af verden om det.

God fornøjelse med det!

Absurditeterne fortsætter i øvrigt også på Facebook, hvor Dagpengeland har fået en velfortjent hyldestside.

Nu har jeg aldrig prøvet at være arbejdsløs. 7-9-13. Bank under bordet.

Og det er da heller ikke noget, man får mere lyst til at prøve, når man læser bloggen Dagpengeland, der er en personlig beretning om, hvad man skal trækkes igennem som nyuddannet og arbejdsløs akademiker. Politikerne kan sige mange finde ord om, hvad der vigtigt i indsatsen på det område, men de blegner ligesom lidt, når man via bloggen oplever, hvordan et jobsøgningskursus foregår hos Integro, der udbyder kurser i AF-regi 24 steder i Danmark:

En af deltagerne rækker hånden op. Hun kan ikke helt forstå, hvorfor hun er på dette jobsøgningskursus. Hun har nemlig fået konstateret sclerose og med den sygdom er hun ikke arbejdsparat – slet ikke når hun også skal have kræfter til at passe sine to børn. Istedet venter hun på at komme i såkaldt arbejdsprøvning. Sclerosen gør hende træt, men ellers mener lægerne at sygdommen kan holdes nede med medicin, fortæller kursusdeltageren.

Britta er typen, der er god til at forklare selv det allermest komplicerede helt enkelt, sådan lidt som om hun taler til børn. Det er dejligt nemt at forstå. Og emnet sclerose er ingen undtagelse.

»Ved I hvad sclerose er?«, spørger Britta forsamlingen og svarer selv: »Det er en frygtelig, frygtelig sygdom, der ender med at man sidder hjælpeløst bundet til en rullestol.«

»Aaaarh?«, siger en af kursusdeltagerne.

»Jo«, svarer Britta.

Dagpengeland er knastørt konstaterende, bidende skarpt og vrængende skrevet – det minder mig lidt om Michel Houllebecqs stil. Det er næsten for meget, men man fornemmer at det nok skyldes de næsten surrealistiske oplevelser, der videreformidles. Og selvfølgelig får vi sikkert kun genfortalt de situationer, der har fået forfatteren til at tage sig til hovedet, da han oplevede dem, og ikke de brugbare ting, der forhåbentlig har været. Men det er alligevel nok til at give et meget skræmmende billede af virkeligheden i den danske aktiveringsindsats.

Hvad med eksempelvis den her godbid af en sætning:

»Vi tager udgangspunkt i den enkelte, men naturligvis under hensyntagen til økonomi. Det betyder at vi først og fremmest vægter økonomi. Sådan er det.«, som en af jobcentrets medarbejdere udtrykte det.

Ja, udgangspunkt i den enkelte. Man får virkelig et personligt, skræddersyet forløb, som det så glimrende illustreres her:

»Læg mærke til, at jeg ikke spurgte efter jeres navn da I kom, men efter jeres personnummer. Det er fordi, vi her i vores system registrerer jer efter personnummer og ikke navn. Jeg spurgte efter jeres personnummer og så kunne jeg se, hvad I hedder. Så spurgte jeg om I hedder det og det. På den måde tjekkede jeg om det var den rette person, der dukkede op her.«

Og noget tyder i det hele taget på, at der er tale om et system, der er gået helt i stå (eller måske i selvsving) og har lukket sig fuldstændigt om sig selv. Det virker i hvert fald som om at udsynet til resten af verden ikke er det, der præger arbejdsgangene mest:

»Vi sender jer på jobsøgningskursus nu her. I har måske læst, at det ikke er alle de her jobsøgningskurser, der er lige populære. Ja, jeg vil sige det sådan, at vi endnu ikke har oplevet folk sige, “det var vel godt nok godt, det her. Giv mig lige en tur til!”
Men det er altså fordi folk ikke fatter, hvad det går ud på. Når vi sætter folk til at stable søm eller finde ud af hvilken fugl de er, så er det jo ikke for sjov. Det er en samarbejdsøvelse! «

»S-A-M-A-R-B-E-J-D-S-Ø-V-E-L-S-E!«, gentager han og kigger på forsamlingen med det der “jeg har fattet det, men det har I ikke”-look.

Beskrivelserne af undervisningssessionerne hos Integro er vildt sjove. Og kursisterne har endda fået uddelt de overhead-slides, der bliver brugt på kurserne, som så også bringes på bloggen – det er heldigt, for de er underholdende.

»Altså, det her kursus er jo for folk under 30 år«, siger en kursusdeltager.

»Ja?«, svarer Britta spørgende.

»De fleste af os kan jo godt bruget nettet«, siger min medkursist og fortsætter: »Jeg synes bare det er svært at tage det seriøst, når I udleverer sådan noget undervisningsmateriale her.«

»Jamen, det kan da godt være at du kan finde ud af det«, svarer Britta. »Men hvad med alle dem, der ikke kan?«

Den er svær at komme igen på. Det må kursusdeltageren også sande.

Men hvordan finder man så jobs på det der internets?

Åh nej, ikke anførselstegn. De er så besværlige at indtaste. Der må da være en anden måde, et andet tegn, et-eller-andet?

Bindestreg er markant nemmere end anførselstegn. Tak.

Åh, sådan. Javel.

Integros kurser er virkelig for alle. Selv de mange grafikere med internethandikap kommer styrket ud.

Men selv om det er sjovt, er det jo i virkeligheden mest tragisk. Jeg kan godt se at et system, der er så skrækkeligt at befinde sig i, at man vil gøre alt for at slippe ud af det, fungerer fint som redskab til at få folk i arbejde. Men det er nok en sandhed, der gælder mere i opgangstider end i krisetider. Og det er vel også spørgsmålet, om det er sådan, vi gerne vil indrette vores samfund, og sådan, vi vil behandle de, der ikke kan finde arbejde.

Det kan i hvert fald ikke være hverken særligt udviklende eller motiverende.

Men det skal ikke afholde dig fra at læse Dagpengeland. Det er den bedste blog, jeg er faldet over i lang tid. Så skynd dig derind og læs de fire indlæg, der ligger indtil videre!

I dag var jeg inde i den nye Abercrombie & Fitch flagship store. Det er den, der efter lang tids “vi er lige på trappen” og hemmelighedsfuldt byggeplads-setup nu er åbnet på Købmagergade i København, lige over for Illum.

Nu er jeg ikke lige i målgruppen (den er nok lidt yngre end jeg er), så jeg var mest derinde for at se giraffen. Og derfor har jeg selvfølgelig en stribe “sur gammelfar”-kommentarer. Men der er også nogle ting, der er gjort rigtigt smart i det koncept.

Lanceringsstrategi: Vist nok ret genial
Det gav rigtig god foromtale ikke at sige så meget, men bare bygge en stor afskærmning foran facaden på butikken, så man ikke kunne se, hvad der skete på byggepladsen. Det skyldes selvfølgelig det stærke brand, kæden har, og som rygtet var løbet i forvejen om. Der kan ikke være brugt mange reklamekroner – det var ren gratis omtale det hele (men var det genialt eller var det egentlig bare københavnermedierne, der gjorde sig selv rundtossede?).

Casting af ekspedienter: Godt tænkt
En central del i konceptet er, at ekspedienterne skal være lækre (og, var mit indtryk, kun lige akkurat myndige). Og derfor castede man folk på gaden og holdt auditions. Ud over at det giver pæne ekspedienter, så bidrager det også til indtrykket af, at den her butik er anderledes – noget andet. Og så var det med til at bygge forventningen op inden åbningen.

Butiksfacade og dørmandspolitik: Smart
A&F-butikkerne er kendt for altid at have køer af ventende kunder udenfor (det var der dog ikke da jeg var der, men jeg har oplevet det i New York). Men den er så også det eneste, der vidner om, at der er noget til salg inden bag døren, for der er ikke udstillet noget tøj i vinduerne.

Til gengæld er der en dørmand, og han er selvfølgelig lækker. Jeg formoder at han har mere bar mave når vejret er bedre end det var i dag. Heldigvis – synes jeg – var der også nogle “dør-piger”, og de var selvfølgelig også rare at kigge på. Man kunne endda få taget et billede af sig selv med nogle af alle de mange dørmænd m/k (de stod klar med polaroidkameraet), hvis man ville.

Jeg sprang over, men der var masser af mennesker, der tog billeder af sig selv i butikken, både med og uden dørmænd og/eller ekspedienter. Butikken var nu ikke noget særligt (omend lidt labyrintisk indrettet), så det siger nok mere om selve brandet og konceptet.

Sådan så det ikke ligefrem ud. Det gemmer de sikkert til om sommeren. Og hvor bliver dansen af?

Duftkanon: For meget
En del af konceptet er også, at A&F har en særlig duft. Den skal man selvfølgelig have i næsen i butikken, og derfor er der dyser, der sørger for at sende denne vellugt i konstant og rigelig rotation. Faktisk så rigelig, at man kan dufte det et stykke op af Købmagergade. Også så rigelig, at man lugter af det resten af dagen. Det er jo egentlig smart at man på denne måde kan distribuere sit duftvandmærke viralt via sine kunder.

Men det er ret irriterende at gå rundt og lugte af Abercrombie & Fitch resten af dagen. Især hvis man ikke er en mand – vi konkludere i hvert fald, at det nok var en mandeduft. Og det er irriterende at de varer, man køber, skal vaskes før de kan bruges, fordi de jo også lugter.

Man kan (selvfølgelig) også købe duften – sammen med flere andre – i butikken.

Relateret til duftkanonen var musikken, der blev blæst ud i butikken med mindst lige så stor styrke som duften. Min umiddelbare mistanke er at A&F har sin helt egen remixer, der tager en god blanding af gamle kendinge, tidens popmusik og i øjeblikket også julemusik og giver det en tur i dåselyds-dance-maskinen. Det passer fint til konceptet, og jeg er egentlig overrasket over, at man ikke kunne købe en A&F-compilation (ideen er hermed giver videre).

Det må være ulideligt at stå i den forretning en hel dag, tænker jeg. Men de kan sikkert tage, de unge friske mennesker…

Ekspedient-manual: Absurd
Ekspedienterne skal ikke bare stå og se godt ud. Eller rettere: Ekspedienterne skal sørge for at stå og se godt ud på en bestemt måde. De skal nemlig stå og danse, når de ikke lige har noget tøj at lægge sammen eller en kunde at hjælpe – for ligesom at understrege den løsslupne feststemning, som lækkerheden og musikken ligesom også skal være med til at skabe. Ud over at det er fjollet, så var det faktisk ikke så meget dansen, jeg så. Måske de lige skal i gang?

Derudover skal de hilse på alle kunderne med et kækt smilende “Hey, what’s up?” (hos nogle fik vi dog det helt ureglementerede “Hey, what’s going on?” i stedet). Måske er det en ung og smart-modreaktion til de mange års “Vi taler dansk”-tegnefilm? Jeg ved ikke rigtigt, hvad det handlede om.

Og det gælder ikke bare dømændene m/k, men alle ekspedienterne, hvilket resulterer i at man går rundt i et veritabelt “Hey, whats up?”-helvede og er gammelmandsforvirret om, hvorvidt man nu skal spørge dem på dansk eller engelsk om, hvor fanden kassen egentlig er henne (den er til generel oplysning gemt på øverste etage, så langt væk fra indgangen, man kan komme)…

Service: Forfærdelig
Vi spurgte om en skjorte fandtes i en anden størrelse, som ikke lige lå fremme, hvilket fik ekspedientens kække smil til at erstattes af noget, der mere mindede om pauseskærm. Det tog hende da også næsten ti minutter at undersøge det på lageret og vende tilbage med beskeden om, at det var der ikke. Den samme oplevelse fik vi igen med en anden skjorte – og en anden ekspedient – lidt senere.

Ved kassen fik vi også lov at vente fem-ti minutter på at blive ekspederet. På trods af at butikken var fyldt med lækre små dansealfer var der kun tre kasseekspedienter. Så selve kundeoplevelsen lod en del tilbage at ønske. Og er det ikke den gode oplevelse, der gør, at man kommer tilbage? Man har vel kun brug for ét billede med ham den lækre dørmand?

At tøjet så overhovedet ikke er i min smag, er en helt anden sag (det er stort set umuligt at få noget, der ikke 1) har sweatshirttykkelse (gælder også t-shirts og skjorter), og 2) har en elg (A&F’s logo) eller noget større og mere iøjefaldende klistret på brystet. Det er ikke lige mig. Men de fik da lokket mig derind for at se hvad det var :-)

Overraskende nok var det heller ikke særligt dyrt (synes jeg). og det overrasker mig egentlig lidt, for når man får en oplevelse sammen med en vare, så er det som regel en måde at tilføre varen værdi og dermed hæve prisen – det er jo regel nummer et i oplevelsesøkonomien. Og som ovenstående også vidner om, så er iscenesættelsen og forventningen noget større end den faktisk oplevelse.

Nogle gange kan man godt få det indtryk, at 99 procent af alle de billeder, der findes på nettet, er lolcats, folk der falder på næsen eller mærkelige animerede gif-filer. Og skal man selv finde de gode billeder, kan man hurtigt bruge mange timer på at rode rundt på ex Flickr eller 23. Men det behøver man nu ikke – her er otte fotoblogs, jeg følger med på, og som på hver deres måde bringer spændende, flotte og anderledes billeder. Jeg anbefaler at følge deres rss-feeds.

Klassikeren The Big Picture, som er Boston Globes billedblog, hvor de i temaer samler aktualitets’ og nyhedsfotografi. Tænk World Press Photo.

Set i Byen er Politikens samling af street art og lignende. Både sjove og flotte ting imellem.

Lolitas er en svensk blog, der oftest bringer billeder med en støvet nordisk, melankolsk stemning. Og af en eller anden grund også af og til billeder af Kate Moss.

Jannike Viveka er min nye favoritfotoblog. Hvert indlæg er udvalgte billeder af en fotograf, hun har fundet. Når det altså ikke lige er en omgang fund fra Flickr. Altid spændende.

Informations fotoblog er ikke pressefotos, men kunstfotografi. Hvert indlæg stiller skarpt på en fotograf eller en udstilling, og ofte er de blevet til i samarbejde med kunstnerne.

Aerial Photography er lige præcis det, titlen antyder. Billeder taget fra luften. Det er ikke Yann Arthus-Bertrand-stilen, men nærmere mønstre og små sjove detaljer.

Darling, I’m eager er en tumblr fyldt med minimalistiske, stemningsfulde fotos.

A King of Kings (også Tumblr) er retrofarvede naturbilleder og støvede closeups.

Jeg samler selv billeder på Tumblr, når jeg falder over noget, der er sjovt, mærkeligt eller flot. Følg med på grann.tumblr.com (billede herunder).  Og ellers samler jeg løbende links på Delicious, hvis jeg finder spændende fotosites, eksempelvis hjemmesider for gode fotografer.

Links til andre gode fotosites er velkomne!