Alting på arbejdet handler i øjeblikket om overenskomstforhandlinger og i særlig grad om den forestående konflikt (forvirret? bliv klogere).

I den forbindelse skal man jo have nogle slogans, som kan kan skrive på T-shirts, kasketter, plakater og så videre, og som kan indgå i velmente og entusiastiske lejlighedssange når de strejkende skal holde stemmebåndene og sig selv varme mens de er ude og aktionere på de danske gader og stræder.

Derfor har vi selvfølgelig lagt hjernerne i blød og fundet på nogle af slagsen, som du om føje tid vil kunne se på bemeldte beklædningsgenstande og høre i de medfølgende sange.

Men vi har en håndfuld til overs. En lille kollektion, kan man vel nærmest kalde det, som blev til i frokostpausen. Og dér har de sikkert bedst af at blive, for de illustrerer - hvor velmente de end er - ikke rigtigt hvorfor det lige er, at vi strejker og såd’n.

Til gengæld knytter de på glimrende vis an til nogle kollektive myter, som de samtidig på postmoderne facon bryder med for at danne nye sammenhænge og dermed også blive til en slags meta-observation omkring selve sloganets natur. Eller noget.

Og derudover er der en klar rød tråd. Se selv:

Der er den klassiske, hvor man også altid kan skyde skylden på svenskerne:

Hisse-husse-hej-sa-sa
Vi vil have mere i løn!

Så er der spejderversionen, som har en god rytme:

Tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav
Vi vil have mere i løn!

Fodboldversionen, som ligesom giver anledning til at råbe ekstra højt:

Lå lå lå lå lå lå lå lå lååå
Vi vil have mere i løn!

Sidstnævnte kan man sagtens forestille sig flere varianter af. Men det må vist blive en anden gang…

(Note to self ved gennemlæsning af ovenstående: Jeg mangler en “Man skulle nok have været der”-kategori her på bloggen. Det kommer på to do-listen… )

Filmmagasinet Ekko har i seneste nummer (som jeg desværre ikke har læst. Og som ikke kan findes på nettet) sat nogle filmbranchefolk til at anmelde filmanmeldere.

Og branchefolkene er ikke mindre kritiske end anmelderne plejer at være - tværtimod. Eksempelvis får både Christian Monggard fra Information og Per Juul Carlsen fra Filmland på DR kun 3 ud af 6 stjerner.

Det synes de selvfølgelig begge er dybt uretfærdigt. Og de følger sig misforstået. Det kan man læse sig til, for de blogger begge to for deres respektive medier.

Monggard betvivler at de fleste anmeldere ikke netop prøver at opfylde de krav, som branchefolkene mener de i højere grad bør leve op til. Og det lyder rigtigt. Han pointerer også, at branchefolkene vel også har et bestemt - og noget andet end anmeldernes - ståsted som grundlag for deres vurderinger. Igen er jeg enig - der er vel en årsag til, at det netop er semiakademiske “super-filmseere”, der anmelder - de har en anden involvering i mediet end ex instruktørens, der nok er mere følelsesmæssig og teknisk.

Juul Carlsen svarer igen med en slags gen-anmeldelse (formet som et “interview med mig selv”). Og kritiserer netop også det, at filmfolkene forventer en eller anden form for saglig gennemgang af alle film efter nogle bestemte kriterier.

Men begge to indrømmer de også, at det sætter deres virke i perspektiv at rollerne bliver byttet om. Jeg tror at man som filmanmelder nogen gange kan glemme, at der er mennesker, der har brugt nogle gange flere år på at skabe det, man kan gøre kort proces med i sin anmeldelse. Men den kynisme er vel egentlig også nødvendig…

Historien sætter også nogle tanker i gang hos mig. For hvad er de gode anmeldelse egentlig? Særligt når nu alle og enhver kan skrive deres mening om alt mellem himmel og jord på deres egen blog…

Er det eksempelvis godt, hvis anmeldelsen i sig selv har en vis “litterær” kvalitet - eller skal den snarere være nøgtern og indeholde de samme elementer hver gang? Branchefolkene efterlyser eksempelvis at ting som det visuelle og teknisk skal have mere plads, og at anmeldelsen skal fokusere på, hvad filmen vil tilskueren.

Men efter min mening giver det mening at tilrettelægge anmeldelsen efter filmen. Som Monggard skriver, er der altså bare nogle film, der indbyder mere til at blive tolket på end andre.

Derudover synes jeg netop at det - paradoksalt nok - er blevet endnu vigtigere, at anmelderen bruger sig selv i anmeldelsen og ikke kun forsøger at beskrive og vurdere filmen “objektivt” og komme hele vejen rundt om den. De fleste har vel nogle bestemte anmeldere, de helst “følger” og efterhånden lærer at kende - og dermed også stoler på kan fremhæve netop det, der gør en film god eller dårlig?

Bonusinfo: Du kan også selv blive kritiker. NatFilm søger filmentusiaster, der vil være jurymedlemmer til uddelingen af Kritikerprisen (ja, sjovt at den hedder kritikerprisen, når det nu ikke er (professionelle) kritikere, der uddeler den…).

Bonusspørgsmål: Gad vide hvad Monggard og Juul Carlsen havde fået på Grann-skalaen?

Da jeg var i Rio var jeg, som jeg skrev i mit tidligere indlæg, ude at se et kunstmuseum. Grunden til at jeg så det var imidlertid ikke kunsten, men selve bygningen, kunsten bliver fremvist i. Vi så godt nok selve udstillingen (som viste sig at være om arkitekten, der havde tegnet museet: Oscar Niemeyer), fordi vi nu alligevel var der, og fordi vi også lige ville se bygningen indvendig (og også fordi det kun kostede 12 kroner). Men formålet med turen var at se bygningen. Så vi snupper lige et par billeder mere af den:

Og det fik mig til at tænke på den tendens, der har været, til at bygge museer, der er bemærkelsesværdige og spektakulære alene i kraft af deres arkitektur.

For hvorfor lige museer?

Og hvad betyder det for (oplevelsen af) den kunst, der bliver udstillet?

Jeg er sikker på at det booster besøgstallet til selve stedet og i visse også tiltrækker flere turister til selve området/byen, når man bygger et lækkert museum. Samtidig er et museum belejligt nok også et sted, hvor der i forvejen er åbent for besøg.

Og det er vel egentlig også meget naturligt, at man gerne vil kunne præsentere kunst i omgivelser, der i sig selv er æstetisk behagelige, interessante eller udfordrende. Men i de fleste af de ny, flotte museumsbygninger, jeg har været i, er selve udstillingslokalerne som regel mere anonyme, almindelige, ja, “museumsagtige”. Der skal jo kunne hænge billeder på væggene, ikke…

Til gengæld er det kun få af stederne, jeg rent faktisk er taget til for at se udstillingen. Faktisk anede jeg hverken om det førnævnte museum i Rio, Guggenheim i Bilbao, det tilsvarende i New York eller det jødiske museum i Berlin (som jeg alle tæller som sådan nogle “designede” museer) noget særligt om, hvad der egentlig blev udstillet.

Og tilsvarende kan jeg faktisk ikke rigtigt huske hvad jeg så nogen af stederne. OK - det hører med til historien at jeg blev positivt overrasket over en Wim Wenders-fotoudstilling i Bilbao. Men ellers er jeg blank. Og er det egentlig ikke lidt synd for kunsten? (eller for den vist nok meget store og kedelige udstilling om jødisk kultur i mellemkrigstiden i Tyskland, der vist nok var at se i Liebeskinds museum i Berlin?)

I søndags kom jeg hjem fra lidt over to uger i Argentina og Brasilien. Og tænk, jeg blive ikke en gang hverken røvet eller truet i Rio!!! (omend jeg steg ud af flyveren med en god portion opbygget paranoia efter at have hørt masser af historier og rygter, men det forsvandt heldigvis hurtigt).

Turen startede i Buenos Aires og gik med et par mellemstationer derfra nordpå til Iguazu. Derefter med fly til Rio, hvor vi først havde nogle dage i Badebyen Buzios og derefter et par dage i selve Rio. Et par højdepunkter:

1. Iguazu
Der hvor Argentina, Brasilien og Paraguay støder op til hinanden ligger et lille område tæt pakket af 270 vandfald, mange af dem kæmpestore. De billeder, jeg har med hjem derfra, er en meget utilstrækkelig beskrivelse af, hvordan det ser ud og føles at stå omringet af smukke vandfald og ikke kunne høre sidemanden for larmen fra vandet, der falder 80 meter. Men I får lige et skud derfra alligevel:

2. Buenos Aires
Buenos Aires kan som sådan ikke byde på nogen rigtig store sites, med mindre man meget optaget af landets historie eller musicalen Evita. Men der er noget særligt over byens stemning, når der danses tango på gadehjørnerne eller når man er på marked i den gamle bydel, San Telmo. Der skal jeg helt sikkert tilbage til! Og nå ja, så er det også en rigtig fed by at shoppe i, skulle jeg hilse og sige - ikke mindst fra min kæreste…

3. Udsigten fra Sukkertoppen i Rio
Der var fuldstændig tåget, da vi var oppe på Corcovado (der, hvor Kristusstatuen står), så det fik vi ikke meget ud af. Heldigvis stod vi på toppen af byens andet vartegn, den store “knold” der kaldes Sukkertoppen, lige ved solnedgangstid. Der kan man virkelig se, hvordan byen ligger klemt ind mellem vandet og bjergene.

4. En god bøf
Det er ikke for sjov når man siger, at man får serveret godt kød i Argentina. Det gælder faktisk også Brasilien.

5. På Natklub i Lapa
I Rios mere trendy kvarter ligger der en del natklubber, hvor de spiller samba og det, der ligner, og både i nye og mere klassiske former. Vi var på en af de store, Rio Scenarium, der er indrettet i en gammel og kæmpestor treetagers antikvitetsbiks, og hvor både unge og gamle dansede til livemusikken. Og efter at have kigget lidt og forsikret os om, at der ikke var nogen faste regler for, hvordan man skulle gøre det, vovede vi os også ud i at stå og trippe lidt i udkanten af danskegulvet. Det var sjovt!

6. Oscars Niemeyers arkitektur
Oscar Niemeyer er arkitekten, der har tegnet/planlagt Brasiliens hovedstad, Brasilia, som vi desværre ikke besøgte. Til gengæld er der mange eksempler på hans arbejde i Rio, og vi fik da set lidt af det. Jeg blev mest imponeret over hans flyvende tallerken af et museum, der ligger ud til vandet lige på den anden side af Rio. Det skilte sig virkelig ud, og var også enormt flot. Det er i øvrigt Sukkertoppen i baggrunden:

7. Caipirinha
…Som vel er Brasiliens nationaldrik. De smager altså lidt bedre når man sidder på Copacabana…

Der er lidt flere billeder at se på 23. Redaktionen må i øvrigt efter dybdeborende observationer og omstændige optællinger indrømme, at der rent faktisk er flere argentinske steakhouses i Buenos Aires end i Amsterdam. I Buenos Aires hedder de bare restauranter.

Formiddag inden jeg skal i lufthavnen. På vej ned til bageren - Jaguaren skilter med formiddagspriser (”Fisker, 13 kr.”!), Slagteren skilter som sædvanligt med tilbud på finker og inde i bageren spiller Laid Back med Bakerman mens jeg køber Limfjordsporter-boller.

Granns.net kører på lavt blus de næste to uger, da vi har valgt at sende hele redaktionen til Sydamerika for at finde ud af, om det overhovedet kan lade sig gøre at samle flere agentinian steakhouses på et sted end de har gjort i Amsterdam. For der er fandeme mange…

Vi vender tilbage med resultatet så snart det er i hus!

Eksempel 1:
Sidste fredag fik jeg en ordentlig moppedreng af en “kunderapport” ind af brevsprækken sammen med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Rapporten var fra Kunde & Co., og jeg forstod den virkelig ikke. Godt nok skal der sikkert kun en enkelt ny storkundeopgave til at sådan en 100-siders-sag i det oplag har tjent sig selv hjem, men alligevel.

Rapporten lægger sig i en jovial business-tone (”Hvis du har Fulgt Kunde & Co. de sidste små 20 år, er det næppe nogen nyhed, at vi ser markedsføring som et hækkeløb”) med masser af de dyre ord (CRM, ROI, Corporate Concept, Corporate Alignment, Corporate Religion og “Kunde & Co.’s internetbaserede system til optimering af workflow…” - for bare at nævne nogle få) og også en del fyld (Eksempelvis laver de “Filmproduktion, viral film, virksomheds- og produktpræsentationer, film til kick off, mood films” - det klinger altså lidt af det samme for mig…).

Og så præsenterer den en lang række cases i artikler med titler som “Eventyrlig kampagne løfter akvavitkategorien” og “Ny kommunikation skaber fornyet dynamik omkring Codans position”, og som indeholder små testimonials, hvor kunderne siger stort set det samme, som Kunde & Co. har skrevet i selve artiklen.

Det er sgu old school. Virkelig 1.0. Instinktivt tænker jeg, at det også er gammeldags og uopfindsomt, men et bureau som Kunde & Co. har vel gjort deres hjemmearbejde, og man må gå ud fra at det virker. Det virker bare ikke opfindsomt :-)

Eksempel 2:
Helt anderledes principper ligger bag Wibroe, Duckert & Partners’ hjemmeside. På den er der ikke noget indhold fra bureauet selv. I stedet blot en række links i en fram-menu i venstre side, der viser forskellige Google-søgninger på resten af siden. En på bureauets navn, en på “Peoplegroup”, og så ellers på fem forskellige cases (ex en søgning på “Squash Buddies” og en på “Cybercity reklame”), og endelig en krak-søgning på bureauets navn når man klikker på “Kontakt”.

Meget opfindsomt! Det fik mig først til at tænke på Cluetrain Manifesto’s (site / Granns kommentarer) læresætning om, at samtalerne om ens virksomhed allerede findes derude, og man lige så godt kan forholde sig til dem. Hvor 2.0! Men på den anden side … det er jo ikke ligefrem fordi WDP selv blander sig i samtalerne - ja, faktisk siger de slet ikke noget selv på deres hjemmeside.

Det er altså i den helt modsatte grøft sammenlignet med Kunde & Co. Men i virkeligheden synes jeg, det ender med at fremstå som et sjovt kunst-agtigt web-eksperiment (og meta-bonus for at det er sitet selv, der ligger øverst i den ene Google-søgning, det viser). Interessant og anderledes er vist ordene.

Ingen af løsningerne synes jeg er optimale. Og ingen af løsningerne synes jeg åbner rigtigt op for en fornemmelse af, hvad virksomhederne står for og hvem der befolker dem (selv om Kunde-rapporten som sagt har masser af info om deres filosofier, modeller mv.). Jeg tror at sådan nogle bureauer får allerflest kunder gennem netværk (deres egne eller deres kunders), og det må man da kunne facilitere bedre i sine egne medier? Jeg ved dog ikke helt hvordan det skulle gøres…

Eksempel 3:
Lige til sidst vil jeg lige nævne en tredje måde at gøre tingene på. Jeg faldt over en hjemmeside for et hollandsk bureau, Kesselkramer, der i praksis består af en masse småsites, der alle er ekstremt grimme. Virkelig grimme, mener jeg (selv Jakob Nielsen ville være enig). Refresh siden eller klik lidt rundt via de forskellige bannere for at se de forskellige sites, der hver især er et site for et fiktivt, langt ude produkt eller foretagende.

Men rundt omkring på disse sites har bureauet alligevel formået at flette lidt selvpromovering ind hist og her, blandt andet i form af videoer, eksempler på kampagner mm. Prøv at klikke på nogle links - måske er du også heldig (jeg fandt en meget flot video på det site, der reklamerer for en “få sluppet sommerfugle løs til dit bryllup”-service!).

Der er stadig ikke meget samtale over det. Men det er i hvert fald kreativt. (jeg læste om det her).

Nu handler det ikke normalt særligt meget om sport her på bloggen. Men det er da også mere for de filmiske kvaliteter, introen til Spike Jonzes (m.fl.) skaterfilm Fully Flared er interessant. Brugen af special effects (og sikkert også noget CGI) gør det anderledes end de fleste andre skaterklip, jeg har set. Og nå ja, musikken passer også rigtigt godt til - det er M83’s nummer “Lower Your Eyelids to Die with the Sun” (@ HypeMachine).

Se - og hør - selv. Jeg synes det er vanvittigt flot:

Musik-bonusinfo: Der er nyt på vej fra WhoMadeWho og Gnarls Barkley. (Begge links peger til smagsprøver, og begge smagsprøver lyder godt. Enjoy!)

Jeg har været så (u)heldig at få en pakke Bassett’s Allsorts foræret. Der er imidlertid ikke tale om den traditionelle lakridskonfekt, Bassett’s Liquorice Allsorts (som er grundigt beskrevet på slikleksikon.org). Nope, der er tale om lakridskonfekt uden lakrids (!?!) i form af Basset’s Fruit Allsorts.

Konceptet er enkelt: Man har fjernet lakridsen, der jo eller udgjorde en dynamisk duo (eller måske ligefrem en tasty treenighed) sammen med kokos-sukker-”frugt”-pladerne (som der jo som regel er to af - deraf treenigheden), og erstattet det med noget rødt, halvsurt (jeg kunne have skrevet “syrligt”, men jeg synes alligevel det klinger lidt for positivt) stads. Derudover har man også valgt lige at give farverne et ekstra neon-nøk.

Resultat: Lakridskonfekt hvor man savner smagen af lakrids, bliver irriteret over det sure røde stads og synes, det hele er lidt for neonfarvet. Fruit Allsorts, be gone! Og til gavegiveren: bare de almindelige næste gang tak.

I er hermed advaret!

Bonuslinks for de slik- og Tolkien interesserede: Modeller af de store slag fra Ringenes Herre - udført i slik!
The Battle of Helm’s Deep
The Battle of Minas Tirith

(set hos Emme)

I dag fik nogen på arbejdet leveret noget i en kasse. På kassen var der logoer og tagline for det firma, der havde lavet produktet, som blev leveret. Jeg kan ikke huske firmanavnet, men taglinen var:

“Visual presentation products”

Inde i kassen var der en opslagstavle…

I Wallpapers city guides er der ingen mennesker på nogen billederne. Det gælder i hvert fald guiden til Rio, som jeg netop har erhvervet mig, og de billedeksempler der ligger på hjemmesiden.

Man bladrer derfor igennem side efter side med flotte bygninger, fantastiske sites og elegante hoteller, klubber og restauranter. Men det føles ikke som om det kunne være et rart/fedt/spændende sted at være - kun at se. Man får indtryk af, hvor flotte steder er - men det er vel ikke kun derfor, man rejser? Og det står i stærk modsætning til teksterne i bogen, der igen og igen bruger ord som “atmosphere”, “buzz”, “people” i deres beskrivelse af stederne.

Men man må give dem at (billed)stilen er gennemført: selv strande og strandpromenader på Ipanema er menesketomme - men til gengæld får man heller ikke lov at se det store panorama - kun udsnit bliver det til. Der er nok mennesker sådan nogle steder lige meget hvor tidligt, man står op…

Gad vide om de i guiden til New York har et billede af Times Square? Eller andre lignende steder? … Jeg tvivler, når man ved, hvor svært det kan være at få ryddet sådan nogle steder for mennesker …