granns.net

I søndags deltog jeg i Copenhagen Marathon – mit første marathonløb. En stor oplevelse.

Jeg skriver “deltog i” og ikke “løb”, fordi jeg ikke løb hele vejen. “12 km med krampe” kunne jeg også have kaldt indlægget, for efter 30 km begyndte jeg så småt at mærke energien være væk og kramperne komme snigende, og de sidste 8 km brugte jeg på skiftevis at strække ud, småløbe og gå.

Det var hårdt. Og svært at forlige sig med at begynde at gå (men svært at lade være med krampe i forlår, baglår og læg i begge ben!), når nu man havde en målsætning om at løbe hele vejen.

Det var også mit mål at komme under 4 timer. Tiden endte på 4.08.23. Så egentlig en lille skuffelse, men bagefter er det glemt. Det er en stor oplevelse at gennemføre.

Efter ca. 25 km. Og også lige efter tyve minutters regnvejr. Stadig ved godt mod.

De sidste, smertefulde kilometer fylder nok 95 procent af min erindring om løbet. Og på den måde er der en verden til forskel på ex at løbe en halvmarathon og så komme ud over den grænse, hvor man risikerer at “ramme muren”, som det hedder når kroppens (kulhydrat)reserver er sluppet op. Jeg kan huske at jeg efter 25 km tænkte at “det er da ikke så slemt – hvor bliver den store prøvelse af?”. Det fandt jeg så ud af ikke så mange kilometer senere!

Lige nu tænker jeg både “aldrig igen” og “det vil jeg gøre bedre næste gang”. Jeg har dog ikke den store lyst til at løbe lige nu, men jeg tror nok jeg ender med at løbe et marathon igen en gang.

På opløbsstrækningen. Jeg tvang mig selv til at lunte de sidste 150 meter…

Skal du løbe marathon, så køb dig et par gode sko, følg et godt træningsprogram, prøv at løbe nogle “rigtige” løb (med nummer på brystet og væskestationer undervejs) og få nogle “heppere” til at stå undervejs på ruten. Andreas har flere gode råd i sit indlæg “Alle kan løbe en marathon”. Selv synes jeg – set i bakspejlet – ikke, jeg har trænet nok, så også det kan jeg vist gøre bedre (du kan se mine løbedagbog her).

Man kan se mine mellemtider (læg mærke til at det tog mig over 17 minutter at komme de sidste 2.195 km!) og også en video, hvor jeg kommer i mål med et helt tomt udtryk i ansigtet her på Politikens hjemmeside.

Tor Rønnow har taget billeder under hele turen (og den kvikke læser kan finde mig på to af dem!). Og her er en helt anden – og sjov – marathonhistorie…

Vi ses – måske – næste år…

Michelle Hviid er en frustreret Norvest-beboer. Hun skriver på sin blog:

Til sidst vil jeg ønske Islands Brygge tillykke med deres nye interaktive bænk til en million kroner. Den må være afsindigt sjovt at sidde på. Hvis ikke, så kan i jo hoppe en tur i Havnebadet, eller grille langs med Bryggen. Lege på en af legepladserne. Gå en tur på voldene. Tage en tur over cykel broen til Kalvebod Brygge og Diamanten.

Jeg vil også gerne lykønske Havnegade med deres nye forskønnelse og promenade. Hvor FEDT. Blomsterbede og bænke med udsigt til vandet og havnebusserne. Hvis man altså ikke lige orker Nyhavn, det nye skuespilhus eller Kongens Have den dag.

Og så er det, man kommer til at tænke på, hvad det er for principper, der ligger bag den måde, vi planlægger og forbedrer vores by(er). Er det for at opnå det, man kalder en “Bilbao-effekt” – altså at tiltrække turister ved at bygge opsigtsvækkende nye storbyggerier (det kunne vist også have heddet Dubai-metoden”…)? Eller er det for at at gøre den bedre for dem, der bor i den?

Michelle fik lejlighed til at spørge daværende Miljø- og teknikborgmester, da hun i efteråret havde lejlighed til at vise ham rundt i sit kvarter:

På min tur rundt i kvarteret spurgte jeg Klaus Bondam hvorfor alle Københavns ”elendigheder” havner ude hos os. Han svarede befriende ærligt og temmelig nedslående, at kommunen jo ikke støder på så meget modstand fra beboerne herude. Dem som kæmper med fattigdom, misbrug, integration, sprogproblemer osv har en tendens til ikke at skrive lange velformulerede klagebreve til kommunen.

Det synes jeg som gammel Norvestbeboer er ærgerligt. Man er klar over, at pengene er knappe, og det er vel også velkendt, at man tit kan få sin vilje lidt hurtigere, hvis man er vedholdende i sine krav til damen fra kommunen i den anden ende af telefonen, men kommunen burde vel netop have et helhedsperspektiv på byens udvikling og på, hvor der er størst behov. Men noget tyder desværre på, at politikerne har mere øje for, hvor der er stemmer at hente ved næste valg.

Øv!

Jeg har for nyligt tygget mig igennem tre nyere håndbøger i sociale medier, nemlig Lyt til elefanterne, Groundswell og NQ. Det er god og givende læsning, fordi de er udtryk for et nyt og friskt syn på kommunikationsdisciplinen og – synes jeg – en fornyet respekt for forbrugerne, kunderne, offentligheden eller hvad man nu kalder det.

På mange måder synes jeg kan man tale om en slags nyt paradigme for kommunikation, hvor man accepterer at man ikke kan kontrollere, spinne, styre alt, men også må være åben for at “ride med” på justere efter de input, der kommer udefra – små som store. Og også at man betragter disse udefrakommende “forstyrrelser” mere som muligheder end som potentielle kriser.

Den her tankegang er efterhånden blevet bredt ud til at dække de fleste områder af professionel kommunikation. Det sker dog altid med udgangspunkt i de sociale medier. Det mangler endnu, at de sociale medier og den værktøjskasse, der hører med, bliver en fast del af de traditionelle kommunikationsdiscipliner som ex issues management, forandringskommunikation. Se bare på Lundbeck, der øjensynligt demonstrerede en manglende vilje (og evne?) til at håndtere de sociale medier, da det kom frem, at et af deres produkter skal bruges, når der skal forestås henrettelser i USA.

De sociale medier er til gengæld blevet brugt fantasifuldt til PR-, HR- og især kampagneindsatser. Og de er også i Danmark efterhånden godt på vej til at blive en fast del af den politiske kommunikation – så måske er det på vej? Måske skal den professionelle kommunikatør fremover også være en sociale medier-blæksprutte? Det er i hvert fald tilfældet, hvis man kigger på denne ganske fine liste over 20 ting, en god PR-mand (m/k) skal kunne i dag.

En anden ting, der slår mig efter at have læst de tre bøger, er, at de alle tre tager udganspunkt i, ja nærmest har som grundpræmis, at “samtalen allerede findes derude”, og at man som virksomhed eller organisation lige så godt kan involvere sig i den. Men hvad nu hvis man er i en situation, hvor der ikke er nogen samtale, men man gerne vil skabe en? Det synes jeg er underbehandlet, dels fordi man altid videreformidler succeshistorier, men måske også fordi større eksempler som regel er bedre og mere kendte eksempler.

Man ender tit med konklusionen, at det kræver hårdt arbejde – og så er det, at det måske godt kan betale sig at tænke en ekstra gang over, hvad det præcise formål er med organisationens sociale medier-engagement, og om det er umagen værd. Præcis som Kim Elmose opfordrer til i et blogindlæg. Der er gode råd i alle de tre bøger til at starte en indsats op fra scratch, men det bliver ikke nemmere, fordi konkurrencen om opmærksomhed også på de sociale medier bare bliver større og større, og det ikke længere er nyt, smart og interessant at interagere med kommercielle interesser på Facebook eller lignende.

Det var bare lige for kradse lidt i overfladen. Og dér lader vi den så stå for nu.

Du kan læse mere om de tre gode, men meget forskellige bøger på min bogblog:

Anna Ebbesen og Astrid Haug: Lyt til elefanterne
Charlene Li & Josh Bernoff: Groundswell – Winning in a world transformed by social technologies
Jacob Bøtter: NQ – Involvering med sociale medier

Den amerikanske grafiske designer Nicholas Felton laver hvert år en personlig årsrapport. Det er fascinerende hvad der sker med trivielle oplysninger (hvor mange kilometer han har gået, hvor han har spist mest, hvilket musik han har hørt osv.) når det bliver præsenteret i en genre, som normalt er forbeholdt forretningsverdenen – det sætter faktisk begge dele i et lidt andet perspektiv.

Nu er jeg ikke grafisk designer. Desværre. Men jeg har alligevel samlet lidt tal på min gøre og laden i 2010. Det interessante ved de her tal og lister er, at der stort set udelukkende er tale om information, der er offentligt tilgængelig og kan findes på nettet. På nettet kan man se hvad jeg interesserer mig for, hvad jeg siger og mener om en masse ting, hvor tit og hvor langt, jeg løber, hvilket musik, jeg hører, og man kan også finde ud af rigtigt meget ved at kigge på de billeder, jeg lægger på nettet. For nu bare at nævne nogle få ting.

Derfor er tallene og listerne egentlig bare “optællinger” af offentligt tilgængeligt data. Det eneste, jeg så har tilføjet, er smagspræferencer enkelte steder (ved ex at kåre “de bedste” i en eller anden kategori). Til gengæld kårer jeg i år ikke de bedste cykelplader…

Men her er Granns personlige årsrapport. Lad os kalde det en betaversion:

---

Tweets: 255

Heraf nævnt i Tveskovs Twitmøllen™ 2010:

1. Bullshit bingo-sprog = “bureaussisk”? (1. dec)
2. Fantastisk forkortelse: Dansk Institut for Militære Studier, DIMS… (10. sept.)
3. Hvor heldig/uheldig har man *egentlig* lov at være? Er der regler? Og hvem laver dem? (12. juni)

---

Pics på Flickr: 6.875

Heraf offentlige: 4.063
Taget i 2010: 1.142
Billeder postet på Tumblr: 531

---

Kilometer løbet: 607,6

Længste distance 23,4 km

---

Dage i udlandet: 29

Rotterdam: 2×3
Hamburg: 3
Marrakech: 7
Kjuge: 3
Paris: 4
Stockholm: 5
Malmø: 1

---

FS-checkins: 185

Mayorships: 4
(Blandt andet hos: Min frisør)
Oftest set her: Danske Fysioterapeuter og 2300 Norgesgade

---

Bøger læst (færdig): 15

Bedste skønlitterære reads:

Miranda July: No one belongs here more than you.
Dave Eggers: Zeitoun
Mark Z. Danielewski: House of Leaves
Chris Ware: Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth

Bedste faglitterære reads:

David Byrne: Bicycle Diaries
Rem Koolhaas: Delirious New York
Herfra hvor vi står (red. Edvard Nørregård-Nielsen)
Steven Levitt & Stephen J. Dubner: Freakonomics

---

Blogindlæg: 26

Links på Delicious/Pinboard: 744
Heraf tagget med “photographers”: 41
Links til absurde dyrehjemmesider delt på Facebook: 4

---

Sange hørt: 12.449

Svarende til 34 om dagen

Bedste koncerter:

Jamie Lidell på Jazzhouse, november
Stereo Total på Loppen, maj
Prince i Forum, oktober
Robyn på Roskilde Festival, juli
Amorphis på Amager Bio, november

Heavy rotation:

1. Mulatu Astatke – Yekermo Sew
2. Menahan Street Band – Make the Road by Walking
3. Miike Snow – Animal
4. Metallica – Whiskey in the Jar
5. Miike Snow – Song for No One
6. Foo Fighters – All My Life
7. Queens of the Stone Age – Go With The Flow
8. Hot Chip – And I Was A Boy From School

De bedste nye plader:

Kanye West: My beautiful dark twisted fantasy
Janelle Monáe: The ArchAndroid
Per Vers: 10-20-30
Hot Chip: One Life Stand
Bruce Springsteen: The Promise
Sage Francis: Li
Yoav: A Foolproof Escape Plan
Shackleton: Fabric 52

Mest hørte:

1. Bruce Springsteen
2. Hot Chip
3. Jan Johansson
4. David Bowie
5. The Beatles
6. Miike Snow
7. Kanye West
8. Mulatu Astatke

---

Du kan selvfølgelig selv gå mere på opdagelse ved at besøge mig på Twitter, Flickr, Runkeeper, Foursquare, Last.fm, Min bogblog, Pinboard, Facebook og Tumblr. Der er links i menuen til højre på granns.net.

Måske skulle jeg allerede nu begynde at samle data til nye kategorier, der kan præsenteres næste år. Emme er eksempelvis begyndt at gøre op, hvor meget slik og kage, hun spiser.  Jeg kunne jo tælle hvor mange TV-serie-afsnit, jeg ser, hvor mange glas vin, jeg drikker eller hvor mange gange kæden hopper af min cykel fordi jeg ikke gider at smøre den. Hmmm – eller måske ikke…

Hos Kottke faldt jeg over links til to lister over de bedste filmplakater fra 2010. Her er to af dem, som jeg synes på elegant vis formår at fortælle filmens historie med et billede.

Og her er to, der bare er fede på retro-måden. Jeg kender ikke “Carlos”, men hvis den er lige så god som plakaten er sej, så skal den ses…