granns.net

Dagpengeland, bloggen der beskrev absurditeterne i dagpengesystemet, er muligvis på vej som tv-serie. I hvert fald er der lige blevet offentliggjort et pilotafsnit. Og det virker egentlig lovende.

Men der er også nogle grundlæggende problemer. Det, der gjorde bloggen så fantastisk underholdende, var, at man hele tiden nev sig selv i armen, fordi virkeligheden gang på gang overgik ens værste mareridt om håbløs- og formålsløsheden i aktiviteterne, man udsættes for, hvis man står uden for arbejdsmarkedet. Den følelse forsvinder, synes jeg, når man flytter fortællingen over i et semi-fiktionaliseret univers, som sådan en tv-føljeton er (og også ville være, selv hvis den holdt sig helt stramt til bloggen uden overhovedet at digte lidt videre, som man har valgt at gøre).

I stedet får man en slags konstruerethed, hvor situationerne næsten virker for kunstige og pinlige (skuespillerne spiller også lige til kanten og nok også lidt til). Det underbygges kun af, at hovedpersonen Lau ofte kigger indforstået ind i kameraet, som om man har en fælles forståelse med ham af, at det jo også er for mærkeligt, det her. I stedet burde man gå efter at skabe en mere dokumentarisk fornemmelse, synes jeg.

Men der er også gode ting. De pinlige tavsheder og akavede samtaler virker fint. Og så bliver det spændende at se, hvordan man kan integrere de vilde plancher, som næsten var det sjoveste på bloggen, i tv-formatet.

Men døm selv: Her er pilotafsnittet. Nedenunder en to minutters teaser.

Pilot:

Teaser:

Jeg har tidligere skrevet to blogindlæg om Dagpengeland (det første og det andet). Det ene blev også til en artikel på Kommunikationsforum.

Det er et svært spil at gå med paraply i København en regnfuld morgen.

En ting er hvordan man placerer paraplyen på den horisontale akse i forhold til sig selv. For langt frem og man risikerer at det regner ned på skuldertasken. For langt tilbage og dråberne, der triller ned fra paraplyens forreste side, falder lige ned på ens egne sko og bukser. Her kan den rutinerede paraplygænger eventuelt kompensere ved at vinkle paraplyen lidt. Husk i øvrigt at tage højde for vindforholdene!

En anden ting er, i hvilken højde man skal holde paraplyen! Her gælder det om at ramme den svære balance mellem at holde den så lavt, at man risikerer at prikke øjnene ud på andre fodgængere, og så højt, at den slet ikke skærmer et stort nok område længere.

At finde den rette “indstilling” på paraply-holde-armen er som regel ikke så svært, når man lige kommer ud af døren derhjemme. Men så støder man ind i de andre paraply-fodgængere…

Billedet viser umiddelbart velkoordineret paraplyfærdsel. Men bare vent til de støder ind i de "modgående". Så har vi balladen!

…Og det er her, spillet for alvor begynder. For den rette højde for mig er som regel også den rette højde for en del andre. Og ved op-/nedgangen til en metrostation – eller andre, lignende steder med høj fodgængerdensitet – færdes man så tæt, at man bliver nødt til at koordinere paraplyhøjde med de andre fodgængere.

Det er ikke nogen let sag! For som sagt er det acceptable højdeinterval for paraplyhold ikke stort – for lavt er potentielt farligt, for højt indebærer risiko for unødig regn på paraplyholderen selv. Læg dertil at menensker jo har forskellige højder og paraplyer forskellige størrelser og former! Der er med andre ord ekstremt begrænset manøvrerum.

Så her gælder det om at holde øjnene åbne og hele tiden justere sin egen paraply for at undgå det værste: Et paraplysammenstød. Det er en katastrofe, der i værste fald kan medføre flere sekunders uoverdækket stilstand i regnen. Man bliver våd og kommer ingen vegne – det er dobbelt ulykkeligt.

Samtidig er det et kynisk waiting game. For justerer de andre fodgængere i tide højden på deres paraplyer, behøver jeg jo ikke at justere min egen. Det siger derfor sig selv, at de, der er allerbedst til paraplyhøjde-spillet er dem, der slet ikke har opdaget, at det finder sted.

Men nu ved du det! God mandag…

I dag er min datter en uge gammel.

Under graviditeten havde vi lavet en spilleliste, som vi spillede for hende af og til ved at sætte et sæt hovedtelefoner på mors mave.

Meget nørdet, I know. Og jeg har intet belæg for at det gør nogen forskel – det tror jeg faktisk slet ikke, det gør. Men det var vel lige så meget noget, vi selv kunne tage os til mens vi ventede.

Og så var det sjovt at tænke over, hvad der skulle med på spillelisten. Hvilken musik spiller man for sit ufødte barn? Det er vel om ikke andet en slags hensigtserklæring om, hvilken musikalsk opdragelse, man vil give sit barn (ud over selvfølgelig melodien fra Teletubbies og hele “De små synger”…).

Her er det, vi spillede for hende (i fuldstændig tilfældig rækkefølge):

1. Brian Eno: Ultramarine
2. Johnny Cash: I Walk The Line
3. Cornelis Vreeswijk: Deirdres Samba
4. Kraftwerk: The Model
5. Alice Cooper: Poison
6. Elvis Presley: Suspicious Minds
7. Nik & Jay: Boing!
8. Povl Dissing: Kvælerslangen
9. Prince: Kiss
10. The Notorious B.I.G.: Juicy
11. The Sugarhill Gang: Rapper’s Delight
12. Duke Ellington & John Coltrane: In A Sentimental Mood
13. Ella Fitzgerald & Louis Armstrong: Can’t We Be Friends
14. Jan Johansson: Visa Från Utanmyra
15. Beethoven Symphony #6 In F, Op. 68, “Pastoral” – 3. Allegro
16. Nielsen Symphony No 3 “Sinfonia espansiva” – Maskarade Overture – Aladdin Suite
17. The Beach Boys: I Get Around
18. The Beatles: Can’t Buy Me Love
19. Bruce Springsteen: Atlantic City
20. David Bowie: Life On Mars?
21. Rolling Stones: Gimme shelter
22. Milton Nascimento: Tudo Que Você Podia Ser
23. AC/DC: Back In Black
24. Lisa Ekdahl: Vem Vet
25. Oscar: Livet Är En Smörgås
26. Sebastian: Nana
27. Bob Marley & The Wailers: Is This Love
28. The Ramones: Blitzkrieg Bop
29. José González: Heartbeats
30. Bill Withers: Ain’t No Sunshine
31. Raphael Saadiq: Sure Hope You Mean It
32. Sam Cooke: A Change Is Gonna Come
33. Stevie Wonder: As
34. Depeche Mode: Walking In My Shoes

Mangler der noget?

I søndags deltog jeg i Copenhagen Marathon – mit første marathonløb. En stor oplevelse.

Jeg skriver “deltog i” og ikke “løb”, fordi jeg ikke løb hele vejen. “12 km med krampe” kunne jeg også have kaldt indlægget, for efter 30 km begyndte jeg så småt at mærke energien være væk og kramperne komme snigende, og de sidste 8 km brugte jeg på skiftevis at strække ud, småløbe og gå.

Det var hårdt. Og svært at forlige sig med at begynde at gå (men svært at lade være med krampe i forlår, baglår og læg i begge ben!), når nu man havde en målsætning om at løbe hele vejen.

Det var også mit mål at komme under 4 timer. Tiden endte på 4.08.23. Så egentlig en lille skuffelse, men bagefter er det glemt. Det er en stor oplevelse at gennemføre.

Efter ca. 25 km. Og også lige efter tyve minutters regnvejr. Stadig ved godt mod.

De sidste, smertefulde kilometer fylder nok 95 procent af min erindring om løbet. Og på den måde er der en verden til forskel på ex at løbe en halvmarathon og så komme ud over den grænse, hvor man risikerer at “ramme muren”, som det hedder når kroppens (kulhydrat)reserver er sluppet op. Jeg kan huske at jeg efter 25 km tænkte at “det er da ikke så slemt – hvor bliver den store prøvelse af?”. Det fandt jeg så ud af ikke så mange kilometer senere!

Lige nu tænker jeg både “aldrig igen” og “det vil jeg gøre bedre næste gang”. Jeg har dog ikke den store lyst til at løbe lige nu, men jeg tror nok jeg ender med at løbe et marathon igen en gang.

På opløbsstrækningen. Jeg tvang mig selv til at lunte de sidste 150 meter…

Skal du løbe marathon, så køb dig et par gode sko, følg et godt træningsprogram, prøv at løbe nogle “rigtige” løb (med nummer på brystet og væskestationer undervejs) og få nogle “heppere” til at stå undervejs på ruten. Andreas har flere gode råd i sit indlæg “Alle kan løbe en marathon”. Selv synes jeg – set i bakspejlet – ikke, jeg har trænet nok, så også det kan jeg vist gøre bedre (du kan se mine løbedagbog her).

Man kan se mine mellemtider (læg mærke til at det tog mig over 17 minutter at komme de sidste 2.195 km!) og også en video, hvor jeg kommer i mål med et helt tomt udtryk i ansigtet her på Politikens hjemmeside.

Tor Rønnow har taget billeder under hele turen (og den kvikke læser kan finde mig på to af dem!). Og her er en helt anden – og sjov – marathonhistorie…

Vi ses – måske – næste år…

Michelle Hviid er en frustreret Norvest-beboer. Hun skriver på sin blog:

Til sidst vil jeg ønske Islands Brygge tillykke med deres nye interaktive bænk til en million kroner. Den må være afsindigt sjovt at sidde på. Hvis ikke, så kan i jo hoppe en tur i Havnebadet, eller grille langs med Bryggen. Lege på en af legepladserne. Gå en tur på voldene. Tage en tur over cykel broen til Kalvebod Brygge og Diamanten.

Jeg vil også gerne lykønske Havnegade med deres nye forskønnelse og promenade. Hvor FEDT. Blomsterbede og bænke med udsigt til vandet og havnebusserne. Hvis man altså ikke lige orker Nyhavn, det nye skuespilhus eller Kongens Have den dag.

Og så er det, man kommer til at tænke på, hvad det er for principper, der ligger bag den måde, vi planlægger og forbedrer vores by(er). Er det for at opnå det, man kalder en “Bilbao-effekt” – altså at tiltrække turister ved at bygge opsigtsvækkende nye storbyggerier (det kunne vist også have heddet Dubai-metoden”…)? Eller er det for at at gøre den bedre for dem, der bor i den?

Michelle fik lejlighed til at spørge daværende Miljø- og teknikborgmester, da hun i efteråret havde lejlighed til at vise ham rundt i sit kvarter:

På min tur rundt i kvarteret spurgte jeg Klaus Bondam hvorfor alle Københavns ”elendigheder” havner ude hos os. Han svarede befriende ærligt og temmelig nedslående, at kommunen jo ikke støder på så meget modstand fra beboerne herude. Dem som kæmper med fattigdom, misbrug, integration, sprogproblemer osv har en tendens til ikke at skrive lange velformulerede klagebreve til kommunen.

Det synes jeg som gammel Norvestbeboer er ærgerligt. Man er klar over, at pengene er knappe, og det er vel også velkendt, at man tit kan få sin vilje lidt hurtigere, hvis man er vedholdende i sine krav til damen fra kommunen i den anden ende af telefonen, men kommunen burde vel netop have et helhedsperspektiv på byens udvikling og på, hvor der er størst behov. Men noget tyder desværre på, at politikerne har mere øje for, hvor der er stemmer at hente ved næste valg.

Øv!