Som en kort opfølgning på sidste indlæg om video på nettet: Hvis det er noget, der bliver stort, og so ein ding og så videre, så gælder det jo om at finde sin niche på markedet for video på internettet.
“Granns.tv” har nok lange udsigter, men derfor kan man jo godt gøre et spagt forsøg. De få videoer, jeg har skudt på min iPhone, er som hovedregel af fulde folk i underbelyste lokaler, der mumler uforståeligt. Sikkert ganske underholdende, men nogen stor vedvarende værdi har det næppe.
Men det skal jo gerne være egenproduceret indhold. Så derfor var det heldigt, at jeg i gemmerne også fandt den her video af nogle æg, der hopper mens de koger . Fuldstændig håndholdt optaget i Granns eget tv-køkken.
Det er på en mærkelig måde ekstremt fascinerende, og der er jo også en slags ægge-tema allerede her på sitet. Det er lyden, der gør forskellen, så skru gerne op. Enjoy!
Deltog i dag (nu i går) på Videoday, som jeg havde været så heldig at vinde en billet til på Twitter (tak Mygdal!). Super inspirerende dag, der gav en lyst til at gå hjem og købe et Flip Cam til en tusse og komme i gang med optagelserne med det samme.
For video kan rigtig meget. Mest af alt kan det, med Morten Gades ord, formidle med en meget stor følelse af ægthed og skabe en stor fascination hos brugeren, hvilket tekst kun meget sjældent kan. Og så kan det, brugt på den rigtige måde, faktisk også være let at bruge.
Et af de mest interessante – og spøjse! – indlæg var fra Mogens Nørgaard fra Miracle A/S, der havde taget en principbeslutning om at prøve at erstatte alle virksomhedens dokumenter med videoer. For hvorfor kan telefonlisten, referatet, oplægget, faq’en, virksomhedspræsentationen mm. ikke være en video? Egentlig en rigtig inspirerende tanke når man tænker over det.
Dogme eller prof?
Det kan selvfølgelig gøres mere eller mindre dogme-håndholdt. Søren Ejlersen fra Aarstiderne, der har videositet Madbio, var stærkt fortaler for den spontane, lavpraktiske tilgang. I den anden ende ligger eksempelvis Jyske Bank, der med jyskebank.tv har etableret en topprofessionel tv-kanal.
De fleste af de oplægsholdere, der delte deres erfaringer, var dog fortalere for noget, der ligger et eller andet sted midt imellem. Se eksempelvis her, hvad Novozymes har lært af deres første otte måneder med egen videokanal:
Et hovedbudskab var også, at video er blevet rigtigt stort, og at det vil blive meget, meget større. Og potentialet er der. Vi har aldrig kigget så meget på billeder på en skærm som nu: I 2009 så genemsnitsdanskeren mere end 3 timers TV hver dag! Og antallet af videosites i Danmark er i de sidste to år vokset fra 20 til (anslået) over 200.
Forhindringer…
Men jeg tænker også, at der er nogle åbenlyse forhindringer for videomediet på nettet.
SEO og søgbarhed
Selvfølgelig kan man tagge videoerne og give dem gode beskrivelser og alt det der, men et billede siger jo mere end tusind ord. Så man kan vel i sagens natur ikke give en præcis beskrivelse af indholdet.
Indeksering/skimbarhed (relateret til det forrige)
Det er også svært at overskue indholdet i en video. Den er ikke særligt let at skimme eller dele op i mindre bidder/”kapitler” – især ikke hvis der er tale om en video på mere end et par minutter.
Kommentering på specifikke dele af videoen
Det er også besværligt at kommentere på noget specifikt i en video som bruger – man er tvunget til eksplicit at henvise til det (som i “der, hvor han gør sådan…”). Det er særligt et problem, fordi en video åbner for så mange flere indtryk at kommentere på end en tekst.
…Sitet Winelibrary har dog en meget smart løsning på det, nemlig at brugerne kan kommentere på specifikke tidspunkter i deres videoer. Kommentarerne dukker så op når man når det punkt i afspilningen, og man kan også se på videoens tidslinje, hvor der er kommentarer (og tags!). Supersmart! Ulempen er selvfølgelig at man åbner op for en uendelig fragmentering af samtalen om videoen…
Lyd!
Og så tror jeg også, at lyden i videoer – altså selve det faktum, at der er lyd på – kan være et problem! Det er eksempelvis en barriere for at se videoer på arbejdet, hvor meget af vores internetbrug jo foregår. Det er jo ikke fedt at kollegerne i storrumskontoret kan høre at man sidder og ser Ekstra Bladet TV i arbejdstiden (hvilket jo ikke er usansynligt, eftersom netnyheder jo er den nye kaffepause). Der mangler i hvert fald en eller anden blåstempling af video som lige så “seriøst” som gammeldags tekst på nettet…
NÅ, MEN det overordnede indtryk fra Videoday er stadig, at det er noget, der vil komme. Og jeg synes at der er rigtigt mange gode argumenter for at bruge det i sin kommunikation fordi det kan formidle tingene på en anden måde. Så det er jo bare at komme i gang!
Og lad os så lige slutte af med at se Niels Hartvig fra Umbraco, der forsøger at se om et gammelt tv (et “tvtv”, som Mygdal kaldte det medie) kan overleve et møde med en økse.
Jeg har lige læst et RUC-projekt. Og gruer nu en lille smule for den dag, jeg selv hiver mit speciale eller et andet af mine gamle projekter frem fra skuffen for at kigge i det igen.
På godt og ondt blev jeg mindet om i hvor høj grad universitetsverdenen kan være sprogligt og metodemæssigt socialiserende og ekskluderende på sin egen snobbede og egentlig ret verdensfjerne måde:
Det giver altid point at sige noget klogt, men ikke nødvendigvis at sige noget brugbart. Derfor er der altid fokus på observationer (gerne kritiske) frem for på eksempelvis praktiske anbefalinger.
Det er mindst lige så godt at bruge energi på at dække sig ind teoretisk, metodisk og videnskabsteoretisk som det er at komme med gode analyser og skarpe pointer. Og en analyse eller en diskussion kan sagtens konkludere hvad der i praksis er “bom bom, tjah – på den ene side og på den anden side”.
Det gælder om at skrive klogt: Gerne lange, snørklede sætninger med indskud, forbehold, uforklarede begreber, henvisninger og i det hele taget en uforholdsmæssig høj grad af akademiseren (Det kan egentlig være fint, hvis man mestrer at gøre det på en overskuelig og uprætentiøs måde, men det gør de færreste desværre. De få, der kan det, er som regel forskere og ikke studerende).
…Men da jeg læste projektet, blev heldigvis også mindet om hvor gode observationer, man egentlig kan komme med, når man har god tid til at læse, analysere og diskutere et problem. Og især om, hvor opslugt man kan blive af et lillebitte hjørne af verden (den virkelige eller den teoretiske), når man bare sætter sig nok ind i det.
Jeg skrev en gang selv sammen med en gruppe et projekt om socialkonstruktionismen – en erkendelsesteoretisk retning der grundlæggende siger, at virkelighed og sandhed kun er det, vi selv konstruerer gennem vores handlinger og sprogbrug. I det projekt var vi rigtigt gode til de snørklede formuleringer og argumenter (det ligger ligesom i emnevalget). Her er et godt guldkorn, jeg lige har gravet frem:
Der melder sig dog endnu et problem med den relativistiske holdning til sandhedsbegrebet. Burr hævder, at der ikke er noget, der er mere sandt end andet. Men hvordan kan hun gøre dette uden at mene, at netop denne påstand er sand? Man må gå ud fra, at hun selv anser den påstand, hun fremsætter for at være sand – hvorfor skulle hun ellers fremføre den? Og hvis man antager dette, bliver det en selvmodsigelse; det eneste, der er absolut sandt, er at der ikke er en absolut sandhed.
Det løser ikke problemet, hvis Burr tilføjer, at andre meninger i princippet kan være lige så gyldige som hendes egne, da dette også leder til en selvmodsigelse af typen ’det, jeg siger, er ikke sandt’. Hvis man lyver, fortæller man sandheden, og hvis det er sandheden, man siger, så er det jo løgn.
Med andre ord tilbageviser Burrs påstand sig selv uanset, hvordan den fremstilles.
Den lader vi lige stå et øjeblik…
Alle skulle læse en universitetsopgave en gang imellem (måske bare ikke lige min om socialkonstruktionismen)! Både som en slags sprogligt reality check, men også for at blive lidt klogere på verden – et lillebitte hjørne ad gangen.
Der er sket en meget lille, men alligevel forholdsvis synlig ændring på granns.net og lillebror, bogbloggen: Jeg har ændret den font, der bruges.
Det har jeg gjort ved hjælp af @font-face-css-reglen, som alle de store browsere nu understøtter. Det betyder kort sagt, at man kan bruge en font på sit site uden at brugeren skal have den installeret på sin computer. I stedet henviser man til en font-fil, som ligger på nettet et sted.
Med andre ord: Slut med kun at skulle vælge mellem Arial, Verdana, Baskerville og alle de andre usual suspects, som man kender lidt for godt fra Word.
Den font-fil, man skal henvise til, kan enten ligge på dit eget site eller et andet sted på nettet. Nu har jeg ikke lige licens til nogle fonte, så jeg har valgt det sidste. Det lyder meget teknisk, men det er det sådan set ikke – der er flere simple services, man kan bruge.
Jeg har brugt Typekit, som kommer både i en gratis version og i flere betalingsversioner, hvor man kan vælge mellem flere fonte. (“Prisen” for at bruge den gratis version er, at du får en lille Typekit-boks nederst til højre på din side, som jeg også har det nu – men den generer egentlig ikke, synes jeg)
Her opretter man en profil, sætter et lille stykke kode ind på sit site, vælger en font og peger på den i sin css. Sådan!
Jeg har valgt fonten Droid Serif, som jeg synes er meget fin. Sådan lidt legende og krummeluret, men også let at læse. Den er ikke helt god i overskrifterne, men det er alligevel meget bedre end før!
Allerhelst ville jeg have brugt fonten Tisa, som ex bliver brugt her hos Frank Chimero, men den er kun med i betalingsversionerne, så det bliver næste gang.
Folkene bag Politikens ret fine Set i Byen-blog, der viser sjove eksempler på street art, grafitti og alt sådan noget, er på en eller anden måde faldet over mit indlæg om “kærlighedshængelåsene” på Bryggebroen. De spurgte mig, om de måtte bruge billedet på deres blog, og det sagde jeg selvfølgelig ja til.
Derfor kan du nu se mine københavnerbilleder på Set i Byen-bloggen. En overgang lå et af dem også på forsiden af pol.dk, om end et godt stykke nede, men det er vist fjernet igen nu.
I kommentarerne til Set i Byen-blogindlægget kastes der lidt mere lys over hvor skikken med som kærester at skrive sine navne på en hængelås og hænge den et offentligt sted kunne komme fra. Det er i hvert fald blevet observeret både i Østeuropa, Sevilla og Paris.
Derudover har jeg nu følt på egen krop/blog hvad det vil sige at blive udsat for journalisters citatpraksis. Det er vist ingen hemmelighed, at journalister ikke skammer sig over at bruge copy/paste-funktionen, hvilket jeg også tidligere har skrevet om. Og således har Ditte, der har skrevet Set i Byen-blogindlægget også mere eller mindre kopieret mit blogindlæg, også selv om de egentlig kun havde spurgt om lov til at bruge billederne.
Men fred være med det – jeg er bare glad for at billederne kommer ud. Det kunne dog have været fedt, hvis de havde gidet at linke til mit oprindelige blogindlæg. Men det er nok bare enten forglemmelse (måske?) eller endnu et eksempel på netavisernes dårlige linkpolitik (måske?)…
Opdatering 8/5: Hov, så dukkede der et pingback op på mit blogindlæg. Tak Ditte :-)
(og det er altså også helt OK at du har genbrugt min suttetræ-intro)
David Byrne: Bicycle Diaries Et af årets bedste reads ind til videre for mig! En stor positiv overraskelse… David Byrne var forsanger i Talking Heads og har siden deres storhedstid fortsat med at udgive plader og indgå i diverse konstellationer og projekter inden for kunst og musik generelt. Blandt andet har han udgivet roste plader sammen med både Brian Eno [...]
Chris Ware: Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth Det er mit tredje forsøg ud i graphic novels på det seneste, og ligesom de to foregående, Homecomings og Watchmen, er der tale om rigtig god læsning med mange litterære kvaliteter. Der er på en eller anden måde noget mærkeligt ved at læse en tegneserie, som tager så utrolig lang tid at læse som den her. [...]
