Cenydd Bowles holdt oplæg på Reboot under overskriften “Beauty in Webdesign”. Han brugte kunstbegrebet mere eller mindre synonymt med skønhed, og allerede der kan man diskutere om han går galt. Men det giver mening på den måde, at web sites vel ideelt (også) skal kunne det samme som god kunst: Være æstetisk på en eller anden facon, som fascinerer, udfordrer eller bare blænder.

Det giver endnu mere mening når man kigger på de tre niveauer, vi erkender kunst (som altså i denne forbindelse er lig skønhed) på, som Bowles præsenterede. De tre niveauer er:

*Visceral: Appelerer det her umiddelbart til mig?
*Behavioural: Fungerer det for mig - er jeg glad for den måde, det opfører sig på?
*Reflective: Hvad får jeg ud af det her? Gør det mig lykkelig?

Han mente endvidere, at vi endnu kun er nået til webdesign, der fungerer på det andet niveau, og da det tredje niveau selvsagt er mere “tilfredsstillende” på lang sigt end det første, mener han altså, at vi ikke endnu laver webdesign, der for alvor gør folk lykkelige.

OK så. Lad mig lige understrege at webdesign i dene forbindelse ikke bare er farven på knapperne og valget af typografi. Det handler selvfølgelig også om interaktionsdesign, opbygning mv.

Og her bliver det mudret. For hvis man virkelig skal lave webdesign, der er tilfredsstillende på et refleksivt niveau, så bliver man jo også nødt til at inkludere et sites indhold og endda formål. Selve udseendet og opbygningen kan vel sjældent blive meget mere end godt håndværk?

Bowles nævnte selv Wefeelfine.org som et af meget få nuværende eksempler på “webdesign, er gør lykkelig”. Og her er selv sitet jo nærmest i sig selv en kunstinstallation, og jeg er enig - det er et fantastisk site. Men spørgsmålet står så tilbage: Kan hjemmesider med mere konventionelle formål og mere konventionelt indhold så nogensinde blive rigtigt skønne i den betydning, Bowles hentyder til?

Nå, Bowles selv definerer i hvert fald en række ting, vi selv kan gøre og tænke over, hvis vi vil arbejde henimod mere skønhed på internettet - og hvem vil ikke det. Bliv klogere/udfordret af slides’ne fra præsentationen. (Bonus: Der er også billeder af kunst!)

Andy Budd på Reboot fortæller om oplevelsesdesign på websites under titlen “Designing the user experience curve” ved at sammenligne oplevelse på et website med oplevelser i den virkelige verden.

Han lister syv tips til bedre design:

1. first impressions last
…som en varm velkomst til et hotel. Brugerne vil ofte bedømme kvaliteten af et website ud fra designet af forsiden på helt ned til 50 milisekunder.

2. attentive service
…som når hotelportieren hilser og åbner døren efter en lang dags sightseeing. Det giver værdi, hvis man eksempelvis laver gode “velkomstfeatures” på sit site.

3. personalisation and customisation
…som en personlig hilsen eller muligheden for at sammensætte sin egen kaffe på starbucks. Brugerne vil ex gerne betale for ikke at ligne en newbie.

4. attention to detail
…som designet af lyden når bildøren lukker. De små, sjove, varme detaljer kan betale sig at investere i.

5. feedback
…som når man får et bib eller en reaktion når man putter en quarter i en slot machine, og på den måde bliver opslugt af en feedback cycle. Feedback fortæller dig også, at der sker noge og hjælper til med at afstemme brugernes forventninger (ex ved ventetid: “du er nr. 3 i køen”).Design knapperne så de giver feedback når man klikker, og fortæl brugeren hvor langt, han er i ex en registrerings- eller checkout-proces (”People don’t like leaving things uncomplete”). Det er også vigtigt at have hjælpsomme og venlige “fejlbeskeder”.

6.make it fun
…som når man kan få lov at samle og dele, især hvis der er et payoff, hvis man samler “hele pakken” (eller får points for antal). Og som når man kan få lov at gå på opdagelse. Og som når man kan få lov at sigte efter et flueklistermærke i urinalet på et herretoilet. Brugerne kan lide at samle venner, “merits”/”badges” og lignende  -men hvis det bliver for bogstaveligt med points, går pointjagten ud over hele systemet.

7. create the perfect environment
…som når Starbucks går hele kaffekøbet til en oplevelse. Eller som Las Vegas! Det samme skal gøre sig gældende på hjemmesider.
Oplevelsesøkonomien længe leve.

En af mine gode venners far kan to jokes (hvilket, i øvrigt, er to flere end undertegnede). Den ene lyder nogenlunde sådan her:

Der sidder to mænd i en [indsæt tilfældigt sted her - lad os bare sige en togkupé]. Den ene tager en stegepande frem og begynder at slå sig selv hårdt i hovedet igen og igen med den. “Hvorfor slår du dig selv i hovedet med en stegepande”, spørger den anden mand, hvortil den første mand svarer: “Det er fordi det er så rart, når jeg holder op.”

Jeg er ikke sikker på hvad min vens far selv mener er moralen i den historie, men den har under alle omstændigheder blandt os gutter givet navn til fænomenet “stegepanden”, hvilket dækker over at nogen gør noget fordi det er rart når det holder op.

Og den definition kan faktisk strækkes og gradbøjes vidt, så betegnelsen kan finde anvendelse oftere end man tror. Jeg er eksempelvis på det seneste blevet meget glad for at drikke Manhattan, og den er der rent faktisk lidt “stegepande” over.

En Manhattan er faktisk sindrigt opbygget til at bringe maksimal stegepande-effekt til cocktailnyderen. Bevares, blandingen af Bourbon og rød vermouth (i forholdet ca. 2 til 1 - ja, dér er jeg lidt en tøsedreng, vil nogen nok mene) med et rundhåndet stænk af Angostura-bitter er ganske vist velsmagende når man lærer det lidt at kende, men det er også stærkt, lidt surt og ganske bittert.

Voila, ind kommer den sidste og meget afgørende ingrediens: Cocktailkirsebærret, som ligger og svømmer rundt stille og roligt på bunden af glasset mens man sipper sig igennem resten af drinken. Og for at forstå denne cocktails psykologi skal man være på det rene med, at cocktailkirsebær i sig selv altså ikke smager godt - de er søde og vamle og alt for meget. Men som punktum for bourbon-vermouth-angostura-kombinationen er det lige præcist rigtigt - sødt og rundt og rart og dejligt, og det perfekt modspil til selve drinken. Men det ville ikke smage nær så godt, hvis man ikke forinden havde pint sig igennem de 8-10 cl. stærk alkohol (eller have slået sig selv med en rigtig stegepande, for den sags skyld).

Selv foretrækker jeg at maksimere stegepandeeffekten i min Manhattan yderligere på flere måder: Drinken får et twist (også kaldet en lille smule citronskal) for ekstra surhed, og derudover anvendes ikke bare et enkelt, men hele tre cocktailkirsebær (også kaldet “Sørensen-style” blandt venner. Det er ikke mig, der Sørensen, men sjovt nok en, der hedder Sørensen), så man kan få tre gange stegepande i stedet for bare én.

Af samme grund har jeg købt ind så der er til at lave de næste par hundrede manhattans - også hvis de skal være til mig eller Sørensen (jeps - det skal være cocktailkirsebær på glas. De andre, tørre nogle, man køber i supermarkedet er ikke værd at investere i). En liter cocktailkirsebær, værsågod:

Jeg foretrækker desuden Wild Turkey eller Maker’s Mark på bourbonfronten. Og i forhold til den røde vermouth kan du jo altid konsultere smagenoterne.

…Den anden joke, min vens far kan, lyder i øvrigt sådan her (bemærk ligheden i opbygning):

Der sidder to mænd i en togkupé. Den ene tager en banan op af sin taske, kommer salt og peber på den, åbner derefter vinduet og smider bananen ud. Lidt efter tager han endnu en banan frem og gentager hele processen. Det sker et par gange før den anden mand spørger: “Hvorfor smider du bananerne ud af vinduet?”, hvortil den første mand svarer: “Kan du måske lide bananer med salt og peber?”

Jeg var til web 2.0-seminar hos IBM i dag (ja, det lyder måske lidt selvmodsigende, men altså, det var jeg).

En deltager spurgte under et oplæg, om blogging ikke bare er gammel vin på nye flasker. Helt konkret sammenlignede hun det med diskussionsfora, og mente, at det var det samme fordi “man lagde noget ud, og så kunne andre svare”.

Og det er jo sådan set rigtigt nok. Og oplægsholderne havde da også lidt svært ved at sætte ord på, hvad det nu er, der er nyt og anderledes ved blogs, selv om der vist i rummet hang en eller anden fælles forståelse af, at det er de da. Så det endte lidt med et svar om, at blogging er hypet, og at diskussionsfora let sander til og sådan noget.

Jeg vil lige prøve at konkretisere, hvorfor blogging er anderledes end et diskussionsfora, og hvordan. Sådan bare lige for at få det på plads:

For det første: Kommunikationsmønstret er anderledes på blogs. På diskussionsfora kan enhver med adgang til forummet starte en tråd, som andre så kan svare på. På en blog er det til gengæld bloggeren, der starter de enkelte tråde.

Til gengæld er blogs i langt, langt højere grad linket med andre blogs, eksempelvis via links og trackbacks, ligesom det via pings til blogportaler og rss-teknologi er muligt for bloglæsere selv at danne sig deres eget overblik over en lang række blogs, og dermed selv bestemme, hvad han/hun vil følge med i. På et diskussionsforum er man snarere begrænset til at følge med i, hvad der lægges på netop dette forum.

For det andet: Teknologien er den samme, og så alligevel ikke. Blogs har nemlig som nævnt indbyggede teknologier (ping, rss), der går det muligt for dem uden besvær at forbinde sig til hinanden. Læg dertil blogrolls, widgets mm., der gør det muligt for bloggere at hente indhold fra andre steder på nettet.

Derudover er der stor forskel på, hvordan informationen er organiseret. Umiddelbart virker diskussionsfora, som sædvanligvis er opdelt i en række underkategorier, mere overskuelige. Men ofte vil de være så informationstunge, at det er svært at finde hvad man leder efter, hvis man ikke er jævnlig bruger.

Blogs virker til gengæld umiddelbart lidt svære at finde rundt i, fordi alting er ordnet kronologisk. Men det er som regel også muligt at søge i kategorier, tags og arkiver, og det kan i mine øjne være en stor fordel for de besøgende, at man på forsiden af en blog kun ser de 1, 3, eller 10 nyeste indlæg.

Og lad mig så lige fremhøve rss igen. For selv om diskussionsfora også kan være rss-enablede, er blogs en platform, der egner sig perfekt til rss-syndikering. Man kan abonnere på alle bloggens indlæg eller, hvis bloggeren ønsker det, kun på indlæg om bestemte emner. Ved et diskussionfora forestiller jeg mig, at det vil være svært ikke dels at få alt for meget ind via rss, og dels at meget af det, man ender med at få, vil være irrelevant.

For det tredje, og - synes jeg - allervigtigst: Der er store genre- og indholdsmæssige forskelle. Det kan både skyldes de mindre, tekniske forskelle, jeg har listet, de mennesker, der startede med at bruge blogmediet eller generelle (net)kulturelle tendenser, men faktum er: Blogging er en særlig genre, og på blogs foregår kommunikationen bare anderledes.

Jo, lige præcis på diskussionsfora vil der være mange af de samme personlige, ligefremmemåder at tale til hinanden på, men der vil oftest være tale om en mere snæver vifte af emner og samtalemønstre - som regel spørgsmål-svar eller holdning a-holdning b.

Det personlige præg og den personlige tone er derfor særlig for blogs - også de korporate. Man kan indkredse det nærmere i mange af de genreanalyser, der er lavet, men det er for mig den vigtigste forskel. Derudover altså også netværket, som bloggen indgår i via links, pings, trackbacks mm. - det påvirker jo også hvilke typer indhold, der optræder.

(det betyder selvfølgelig ikke, at alle bloggere/kommentatorer nødvendigvis bruger blogs i overensstemmelse med genrens fordringer - men genrer er jo også størrelser, der hele tiden er til forhandling. Trine-Marias eksempel med Post Danmark er et godt eksempel på, at mange af de besøgende på bloggen ikke umiddelbart bruger den til samtale, men som en klage-station. Men det er nok ikke et problem der skyldes bloggen, men noget større i forhold til selve virksomheden.)

Så jo, “man lægger noget ud, og så er der nogen, der svarer”. Men alligevel :-)

Helt nyt på granns.net: Pladeparade. Et par af mine nye plader (dem af dem, som også er udgivet for nylig) - alle bedømt efter Grann-skalaen. Here goes:

Salem Al Fakir: This Is Who I Am (4 ud af 5)
En svensk dreng, der mest ligner Hodja fra Pjort, har lavet en plade, der mest består af lækker soul, men er tilsat nogle doser svensk folk og lige dele fed funk og fesen feeling. Men det virker: Han synger fantastisk (omend - som sagt - en smule fesent), og numrene er velskrevne og balancerer fint mellem at følge skabelonen og skeje lidt ud i ny og næ.

Så hvis man kan leve med, at der går langstrømpe-funk med violin og det hele i den af og til (og det kan jeg), så er det et godt bud på en søndag eftermiddag-skive. Han spiller i øvrigt alle instrumenterne selv. Start med “Good Song” eller titelnummeret.

Sam Sparro: Sam Sparro (4 ud af 8)
Det er ham med “Black & Gold”, som med god grund er blevet et ret stort hit. Resten af pladen er skåret efter den samme læst, og den der electrofunk-lyd kan godt blive lidt ensformig (og er også hørt før!) - selv om der absolut er andre gode numre på pladen. Jeg ville godt kunne nøjes med singlen på iTunes.

Quiet Village: Silent Movie (4 ud af 4)
Quiet Village er (for det meste) instrumentale og groovy beats. Forestil dig en blanding af U.N.K.L.E., Mad Lib og Zero 7 - så tror jeg vi rammer blandingen af funky bund og elegante strygere mm. meget godt. Selv om det fortrinsvist er instrumentalt, bliver det ikke ensformigt, og numrene er meget afvekslende. Åbneren kunne godt være soundtracket til en James Bond-film, mens “Circus of Horror” er mere 70′er-funky.

Hermed anbefalet! Nogle af numrene kan høres på pladens hjemmeside.

Death Cab for Cutie: Narrow Stairs (4 ud af 6)
Det må være svært at følge op på “Plans”, som var rigtig fin indie-pop-rock. Singlen “I Will Possess Your Heart” lovede rigtigt godt med sin lidt mere eksperimenterende opbygning og atmosfæriske lyd. Men resten af pladen er mere som det gamle, om end med lidt mere tryk på. Så ikke så meget nyt under solen, men et godt genhør.

Goldfrapp: Seventh Tree (4 ud af 6)
Der er ikke meget “Strict Machine” over Goldfrapps nye. Den minder snarere om Mazzy Star eller om deres egen afdæmpede debut, “Felt Mountain”: Stille sange, hvor Allison Goldfrapps småsære men dragende stemme kan flette sig ind i lydlandskaberne. Det er overvejende blødt og næsten akustisk, men man får dog lov at høre elektroniske knitrelyde og svævende synths af og til. Spændende at se hvordan det vil præsentere sig live.

Den iskolde og stålhårde “Machine Gun” fra Portisheads nye minder mig om Brad Fiedels intromusik til Terminator tilbage fra 1984. Er der ikke noget om det?

Ja, ok, overskriften er skåret lidt skarpt – der er masser af ikke-unge, der blogger, deler billeder, er på Facebook og som brugere genererer indhold til nettet (eller hvordan man nu definerer det der 2.0-noget).

Et eksempel
For et par uger siden lagde jeg sammen med min kollega en YouTube-video på mit arbejdes hjemmeside. Videoen, som vi selv har flikket sammen, er fra den igangværende strejke, og har derfor en række tags som ex ”strejke, ”konflikt” o.l.

Efter endt afspilning vises der i YouTube-videoer en række miniaturer af andre videoer – dem, der har samme tags som den, man har set. Man kan godt vælge dette fra, men hvorfor skulle man det?

Efter at have lagt videoen på hjemmesiden, blev vi efterfølgende spurgt om vi ikke kunne ”fjerne Enhedsliste-videoen” på hjemmesiden. Det forstod vi ikke umiddelbart, men det viste sig, at en af de relaterede videoer for vores video var af Johanne Schmidt-Nielsen (fra Enhedslisten), der udtrykker sympati for strejken. (Og det er sådan set meget forståeligt, at en fagforening ikke vil associeres med bestemte partipolitiske interesser.)

Vi havde faktisk godt set, at Enhedsliste-videoen optrådte som ”relateret” til vores egen video, men det faldt os slet ikke ind, at den kunne blive set som havende nogen forbindelse til vores hjemmeside – det er jo bare nogle emneord på YouTube, der genererer noget relateret indhold.

Men hvis man ikke er bekendt med logikkerne i YouTube er det da klart, at det vil se ud som om, at det er Enhedsliste-videoen er en del af vores hjemmeside, og at man kan se det som en bevidst handling fra vores – altså mit arbejdes – side.

Internt og eksternt indhold “flyder sammen”
Denne lille misforståelse er opstået fordi der er nogle andre logikker på spil i YouTube og lige så i mange af de andre webtjenester, der er kommet de seneste år. Tredjepartsservices som ex YouTube giver mulighed for at navigere videre ind i deres eget univers – også hvis de er embedded på andre hjemmesider.

Og på den måde flyder grænserne mellem hvad afsender selv har produceret og hvad der af andre årsager kobles på denne produktion, sammen. Og så tilbage til overskriftens spørgsmål – for dem, der er vant til at bruge disse nye tjenester kan godt skelne mellem det tilsigtede og det ”tilfældige”. Men hvis man ikke er vant til YouTube, og især hvis YouTube optræder inden for rammerne af en i øvrigt relativt traditionel hjemmeside, ja, så må det jo virker forvirrende.

Jeg mener nu stadig, man skal insistere på at bruge de her services i det omfang, man kan og på deres egne præmisser. For selv om eksempelvis YouTubes tags i det her tilfælde gav anledning til noget ikke helt ideelt relateret indhold, så vil det i længden udligne sig, det relaterede indhold til komme brugerne til gavn (og det er af samme grund, man ikke bare skal ændre på de tags, man giver sit indhold). Og ikke mindst vil man på sin egen hjemmeside kunne koble sig på nogle af de diskussioner eller strømninger, der foregår uden for ens egne mure – og omvendt.

Men hvad gør man indtil da?

Det var vist ikke nogen succes at sælge Ace of Base-billetter til 5-600 kroner stykket. Det har imidlertid ikke skræmt arrangørerne af All 90s - den store 90er fest.

(Og lineuppet ser da også “fint” ud: Right Said Fred, Dr. Alban, Haddaway, Robin S, Corona og Snap!. Jeg tror nu nok, jeg springer over alligevel, men billetten kan blive din for 350 kroner…)

Linket til All 90s herover er til Billetlugen. Det er fordi selve arrangementet har en ualmindeligt irriterende hjemmeside (eller er det bare mig, der hader hjemmesider, der laver lyd?). Næsten lige så irriterende som The Plaze i Nykøbing. Men de kan vist også placeres i samme genre…

Det er en særlig kunstform at kunne følge 90′er-hitopskriften, som de ovenstående navne gjorde - og dengang var det jo virkelig det, folk (eller nogen folk, i hvert fald) ville have.

Fantastisk (og) dårlig musik
Noget helt andet er at lave musik med en målsætning om at så få som muligt skal kunne lide det. Det er i hvert fald hvad to russere har gjort. De har nemlig lavet musik baseret på, hvilke instrumenter, vokaltyper, sangstrukturer og tekstemner, færrest mennesker bryder sig om.

Resultatet er med Krogsholms ord “et 25 minutter langt stykke musik, hvor en sopran rapper atonalt om cowboys, mens baslinjen spilles på tuba og med breaks på banjo og et børnekor synger om Labour Day, jul og Yom Kippur. Blandt meget andet.”

Og det er ret mærkeligt. Men faktisk også pissemorsomt. Und dig selv at høre det. Det er meningsmålingskunst af bedste skuffe!

Jeg bliver lige nødt til at poste traileren for dokumentaren om Roskilde Festival, som kommer til maj. Det ser udmærket ud - der er i hvert fald gjort meget ud af at få det til at ligne en rigtig film. I modsætning til den DVD, festivalen selv lavede for et par år siden (og som jeg i øvrigt var med til at stable på benene, hmmm…).

Der er også en hjemmeside for filmen. Premiere 16. maj…

Use appealing graphics, they create motivation
You have animation - please use with moderation
‘Cuz search engines can’t index the information

Tjek den her video, hvor man bliver belært om hvordan man bedst koder sit web site, så det bliver indekseret korrekt af søgemaskiner, loader hurtigst og bliver vist korrekt i alle forskellige browsere. Det hele formidlet af en kølig fyr over et laid back west coast groove:

Det holder!

You use CSS your page’ll load quicker
Clients satisfied like they eatin’ on a Snicker
They stuck on your page like you made it with a sticker
And then they convert, now that’s the real kicker
Made you a lil’ richer, your site a lil’ slicker
Design and codewritin’, man, I hope you get the picture

Du kan også se Chuck, som fyren hedder, rappe om link building, om at tjene penge på sine netkampagner, om at starte en pay-per-click-kampagne eller om social media.