…tænkte jeg forundret, da jeg forleden havde lagt en god blanding af podcasts og dj-sets ind på den og derefter var begivet mig ud på en lang løbetur. Jeg skiftede flere gange til næste nummer, men det viste sig, at den kun skiftede mellem de “almindelige” numre - altså dem, der ikke ligger under “podcasts” i iTunes.
Nå, løsningen er faktisk ret enkel, om end jeg ikke helt er med på logikken i den: iPod Shuffle spiller kun podcasts, når den ikke står på shuffle. (…Man skal altså sætte den på “loop” - dvs. “spil numrene i rækkefølge”-indstillingen.)
Det er jo på sin vis meget praktisk, fordi man så kunne lægge alle sine podcasts først ind og vælge denne indstilling hvis man gerne ville høre dem, men til gengæld bare kan vælge “shuffle”-indstillingen, hvis man gerne vil høre musik og ikke afbrydes af kedelige podcasts.
Men hvad så hvis man, som mig, mest hører musik-podcasts, som jeg gerne vil have blandet sammen med resten af min musik, når jeg er ude at løbe? Faktisk har jeg kun “lange numre” (podcasts og dj-sets) på min Shuffle, som jeg så hører når jeg løber eller har forvildet mig ned i fitnesscentret, og på den måde gerne vil bruge som en slags “kæmpe-shuffle”.
Men det kan man altså ikke, for så bliver podcasts sorteret fra. Det er lidt pudsigt, at de på den måde kategoriseres som “andet” i forhold til almindelige musiknumre, da mange podcasts jo også er korte eller består af musik.
En løsning, der af og til virker, er selvfølgelig at hente de enkelte podcasts som mp3-filer på podcastets hjemmeside - så havner det ikke i “podcasts” i iTunes. Til gengæld kan man så heller ikke bruge den automatiske “subscribe”-funktion…
Selv om jeg bor på Amager og arbejder i City (eller “Midtbyen”, som man ville sige der hvor fire-toget kommer fra), er det sjældent, jeg rent faktisk har mulighed for at sige at “broen var oppe”, hvis jeg kommer lidt for sent. Jeg tror bropasserne har luret det der med, at der er mange, der skal møde lige på den anden side af broen klokken hel, eller måske er det en tilfældighed, men der er i hvert fald ikke noget skibstrafik underbroerne lige lidt i 8 og lidt i 9.
Men det er der til gengæld lidt over 9. Og det betyder, at når man endelig sandfærdigt kan sige, at broen var oppe, så er det en dag, hvor man allerede var forsinket.
Således også for mig i morges, hvor jeg lidt over ni ræser afsted med høj puls og høj rock i hovedtelefonerne i et forsøg på ikke at komme alt for sent. Og selvølgelig bliver ekstra stresset, da jeg oppe på det første stykke af broen så, at stopskiltet var nede.
Lige idet jeg sætter forden i jorden for at vente sammen med alle de andre cyklister, slutter det nummer, der kører på min iPod, og erstattes af Modest Mouse’s “Littel Motel”. Så soundtracket til broklapperne, der åbner sig, og skibet, der langsomt glider igennem, er altså Isaac Brock, der afdæmpet og messende gentager, at “that’s what I’m waiting for“. Præcis, og så endda på et nummer fra en plade, der hedder “We were dead even before the ship sank“. Det gjorde det nu ikke…
Det var meget rammende til den her situation, en slags ufrivillig ”frozen Langebro”. Hør selv, og forestil dig at du står på Langebro mens morgensolen kaster lange skygger, og du ikke kan gøre andet end at stå stille og vente de næste par minutter:
…og så videre ud i byen med mere høj rock i ørerne.
…eller sin begivenhed, dims, service eller hvad ved jeg, så har jeg tidligere pointeret, at det efter min mening ikke giver mening bare at sende pressemeddelelser eller masseudsendte mails til bloggere (selvom Cisions blogundersøgelse øjensynligt peger på noget andet).
Det mener jeg af to grunde: 1) Det er ikke “velset”, som i stemmer ikke med genren, kulturen, kald det hvad du vil, og 2) Blogs er netop ikke massemedier, men personlige medier - derfor vil bloggere tit også nusses bag ørerne og trykkes blidt på maven: De skal føle at de er blevet udvalgt til at få henvendelsen.
Så virksomheder eller konsulentbureauer, der gerne vil have omtale på blogs rundt omkring kan med fordel læse indlægget “How to pitch a blogger” på 27&more-bloggen. Det er ikke en mirakelkur, men jeg synes punkterne giver god mening.
Det gælder især anbefalingen “only pitch a blogger with material the blogger actual writes and cares about”, særligt når man tænker på hvad det er, der er særligt ved blogmediet: Det personlige, det autentiske osv. osv.
(Måske hvis jeg så begynder at skrive en masse om iPhones, at nogen vil være så flinke at sende mig en, jeg kan skrive om? Nå, ikke. Back to the drawing board, så…)
27&more-indlægget tager sjovt nok udgangspunkt i et andet blogindlæg, der mere handler om, hvordan man pitcher til en journalist. Bliv dog ikke forvirret - det giver god mening i begge sammenhænge.
For en måneds tid siden var jeg ude og sejle i havkajak - det var smart, sjovt, ungt og hipt (og pissesjovt, i øvrigt). Det foregik ved Amager Strandpark - et herligt sted, hvor der også er andre fancy sportsgrene på fancy steder som eksempelvis “Copenhagen Cable Park”. Fedt nok, men ikke særligt Amager-agtigt, vel?
“Amager rundt” er mere rigtigt - det lyder på samme måde tilpas lorteø-lokalt og aspirerende til noget virkelig stort - the stuff dreams are made of. Det kunne passende dække over et etapeløb for hjemløse kørestolsbrugere eller sådan noget.
Er man knap så meget til det aktive, men stadig til noget, der klinger lidt af sport og lokalkolorit, kan man jo altid tage til “Amager Orgelmarathon”. Arrangementet har endda en tagline, der er helt Hollywoodthriller-værdig:
“10 amagerorganister sætter hinanden stævne til en fælles koncert med fransk musik fra det 19. og 20. århundrede på programmet.”
Jeg tror nu ikke, jeg tager derover. Men alligevel - man bliver helt lokalpatriotisk på sine gamle dage…
Den svenske blog (eller “blogg”) Passformen skrives efter mottoet “För att baksidan skvallrar om insidan”. Som en ung version af Henrik Dahl og Jørgen Duus med masser af postmoderne ironi typificiferes tilfældige mennesker ud fra deres bagdel. Det er bygget på mobilsnapshots og er i det hele taget superenkelt. En født succes!
På den måde kan man postulere alt muligt uden at have det store at have det i, og så alligevel er der jo et eller andet i det - ud over ironien, altså. Det er lidt ligesom stuffwhitepeoplelike, bare lidt mere, øh, “svensk”.
Ligesom mange andre danske bloggere modtog jeg noget tid siden en mail fra PR-firmaet Cision. Det er dem, der tidligere har bestemt, at min blog var mere indflydelsesrig end statsministerens, men lad nu dem om det - jeg lever fint i troen.
I mailen spurgte Cision om jeg ville svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene handlede om hvordan bloggere har det med blogging på opfordring fra ex bestemte firmaer eller ligefrem mod betaling, om man var villig til selv at skrive om bestemt produkter mod betaling og flere spørgsmål i den dur.
Man kan diskutere meget frem og tilbage om det ikke var spam overhovedet at sende mailen og om ikke man netop gik PR-branchens ærinde ved overhovedet at besvare spørgeskemaet. Derfor er der rigtigt mange, der ikke besvarede spørgeskemaet - forståeligt nok.
Det valgte jeg nu at gøre alligevel, ud fra den tankegang at “nogen skal jo fortælle dem, at deres nuværende tilgang i hvert fald ikke virker”.
Blogs er blevet en etableret del af mediebilledet på nettet, og det betyder også, at det vil blive genstand for virksomheders og PR-folks opmærksomhed. Og så kan man vel lige så godt medvirke til at kaste lys over, hvordan samspillet mellem ikke-kommercielle bloggere og kommercielle interesser kan fungere på en anstændig og langtidsholdbar facon.
Og her er min holdning, at det skal være synligt, når der er kommercielle interesser på spil, og at det i virkeligheden miskrediterer både produkt, virksomhed og PR-firma hvis tilgangen er at masseudsende mails til “populære” bloggere. Det ville jeg da gerne fortælle Cision.
(Jeg tror ikke selv, jeg kunne tænke mig at blogge “on demand” eller for penge/produkter på den måde, men man ved vel aldrig. Hvis nu jeg fik en mail fra et pladeselskab om, at de havde set at jeg tit bloggede om musik og at de på min last.fm-profil kunne se, at jeg havde hørt et bestemt band en del på det seneste, og a de derfor godt ville sende mig deres nyeste skive, og at jeg selv kunne bestemme om jeg ville skrive om den, så kunne det da måske godt være. Måske…)
På trods af det meget lille antal besvarelser - 72 (ud af de 220, mailen er blevet sendt til) - er undersøgelsen selvfølgelig alligevel blevet til en historie i pressen. Og man kan sige meget om både Cision for at sælge den ind og Børsen for at tage den op, men sådan er spillet nu bare.
Og historien er selvfølgelig vinklet sådan - i korte træk - at bloggere har det fint med at blogge for penge. Men mon ikke mange af de, der netop ikke har valgt at svare, er nogle af dem, der er mere kritiske (eller fromme - afhængigt af, hvordan man ser på det)? Det tyder reaktionerne erfterfølgende i hvert fald på.
En god pointe (som jeg læste et sted) i den sammenhæng synes jeg er, at mange af de “populære” bloggere, som er blevet bedt om at svare, nok er væsensforskellige fra størstedelen af de danske bloggere i dag - dem, som ex blogger på TV2,s Urbans blogportaler, og ikke på samme måde har en form for pionerårnd i forhold til mediet og genren.
Det gør jo undersøgelsen endnu mindre valid. Så hele diskussionen om den er, som Morten siger det, måske lidt af en storm i et glas vand?
På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.
Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.
(Og stadig i Wordpress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)
”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” - afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren
”Mit skrivebord klokken 12” - kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen
”To do” - måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.
”Broen var oppe” - jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.
Under den nyligt overståede ferie viste det sig, at vi ikke rigtigt havde noget musik med til at høre på de mange lange køreture (ingen cd’er med og min iPod-radio-dims gik ikke rigtigt igennem…). Og de lokale radiostationer gik ikke særligt godt igennem i det bjergfyldte landskab.
Heldigvis lå der i huset, vi havde lånt, en cd-mappe, som vi åbnede med stor forventning. Den indeholdt tre cd’er med klassisk musik (ikke lige køremusik i min bog!) og så en, der hed “Dansk Musik”. Så den blev det!
Og man finder hurtigt sine yndlige på sådan en skive. Derfor har vi hørt fire numre urimeligt mange gange i løbet af de sidste to uger:
Henning Stærk: Small Town, Saturday Night
Sko/Torp: On a Long Lonely Night
Michael Learns to Rock: The Actor
Gnags: Mr. Swing King
Og selvom man aner en socialrealistisk skildring af livet i provinsen hos Henning Stærk, selvom Søren Sko på en mærkelig facon både er sørgmodig, selvfed og lidt glad, og selvom Sasha Richters engelske udtale virkelig er en kunst i sig selv, så er det Mr. Swing King der er mest interessant på det lyriske plan. Det er virkelig fascinerende, hvad Peter A.G. har krænget ud af sig selv i en eller anden kurvandsrus.
Lad os prøve at kigge på første vers:
Fryden når vi ride ride ranke
Oppe på loftet af møllerens hus
Vi fløj til himmels og faldt ned i et hul med et sus
Fløj igennem luften på en sommerdag
Karruselkongen Mr. Swing King
Daddy stod i midten og husked alt fra dengang han selv var dreng
Der er afgjort et barndomstema på spil i de første tre linjer. Men man undres: Hvad er det for et hul, de faldt ned i? Derudover må “Fryden når vi ride ride ranke” være en af de mest mærkværdige åbningslinjer til en popsang. Derefter introduceres karrusel-temaet, som går igen i det absolut fængende omkvæd:
Karruselkongen - Mr. Swing King
Velkommen Mr. Swing King
Tanke har dog strejfet mig, om ikke “karruselkongen” blot er valgt fordi det i Peter A.G.’s mund rimer så smart på “velkommen”. I det hele taget stiger mistanken i løbet af sangen, om ikke teksten i virkeligheden består af småbidder, der hver for sig lyder fikse og finurlige, men sammen bare lyder rodet. Lad os derfor kigge på andet vers:
Når alting snerper sammen og blir cool og cash
Når alt bliver business og noget for noget
Så væk mig med jeg ved ikke hvad, kammerat, men vi finder på’et
Et steady blik i øjet når det flimrer ud
En hånd i tågen, når alting blir tåget
Væk mig med et nip af det som fugle får pip af og sådan noget
Efter lidt poetisk kritik af kapitalismen - det kommer man vist ikke uden om hos Gnags - går det op for lytteren, at Peter A.G. (eller måske bare “fortælleren”?) gerne vil vækkes - han sover eller drømmer åbenbart. Måske ligger det i forlængelse af barndomstemaet, men det er sikkert bare mit forsøg på at skabe sammenhæng. Under alle omstændigheder har det ikke meget med karruselkonger at gøre, tror jeg. Det er heller ikke til at sige, om det er kapitalismen, der får det til at flimre ud for Peter A.G. (ikke usandsynligt) eller karruselkongen, der er omtåget i anden del af verset. Det sidste lyder jo plausibelt, men betyder samtidig, at kapitalismen må være karrusellen, mens Peter A.G. er karruselkongen (som vel at mærke bliver omtåget og skal vækkes!).
Man bør dog ikke lægge sig fast på en bestemt fortolkning allerede. For efter endnu et omkvæd kommer det psykedeliske C-stykke, som vi skynder os at bringe:
Ta’ toget fra den dybe brønd
Elektrisk sporskift og bomme rejser sig og blinker
Lidt á la H.C. Andersen
Og papmachebjerge
Og underlige dværge
Står og vinker
Og selv de største mænd bli’r lisom børn igen…
Ja, man troede lige, man havde grejet den, og så melder der sig flere spørgsmål igen: Hvad er det for et tog, man kan tage nede i en brønd? Og hvordan kan bomme (og muligvis også elektriske sporskift) blinke “lidt á la H.C. Andersen”? Og hvad er det for noget papmachebjerge og underlige dværge (igen et fint, fikst rim i sig selv - det må man give ham!).
Er det drømmemotivet fra forrige vers, der fortsættes? Det passer ikke umiddelbart med kapitalismen som drømmetilstanden, vel? Næh, snarere må man formode at det er et helt andet tema (”vanvid”?), der introduceres, omend den sidste linje antyder, at vi skal trække tråde til de indledende barndomsbilleder.
Jeg tror aldrig helt, vi bliver kloge på den sang. I stedet slutter vi af med en video af netop Peter A.G., der er med i et kinesisk tv-program, hvor han får høretelefoner på og skal synge de kinesiske sange, han hører, hvorefter nogle kinesere skal gætte sangene (og her troede man kun det var Michael Learns to Rock og Pretty Maids, der slog igennem i Østen). Afslutningsvis mimes der til netop Mr. Swing King. Enjoy!
Nu hvor sommeren er forbi vil jeg ikke snyde læserne for en ny udgave af granns rejseguides. Tidligere har vi mestendels koncentreret os om storbyer, men denne gang går turen til Languedoc.
Mere præcist til området omkring det sted, hvor vejret fra Middelhavet og vejret fra Atlanterhavet mødes og i skøn forening skaber masser af skyer (og også en del regn). Lige præcis dér havde vi intetanende lånt et hus i en lille fransk bjergby.
Og der var i sandhed tale om et særligt mikroklima - en slags omvendt orkanens øje - der er blå himmel hele vejen udenom, men lige dér var der for det meste overskyet. Det var åbenbart lige det sted, hvor skyer af engelsk og italiensk herkomst mødtes for at hænge ud. I den anledning bringer vi lige et par billeder af de franske skyer i deres forskellige former.
Der blev dog også tid til at se og opleve lidt - og en del af det faktisk i solskin. Et par højdepunkter:
Gorges d’Heric er en fem km lang slugt, som for det første byder på en flot tur fra bunden og op - der er ca. 300 meters højdeforskel. For det andet løber der en kilde i slugten, som skaber en masse bassiner på hele turen, lige fra helt små til ret store. Man kan finde sin egen swimmingpool og ligge og dase på klipperne.
Her er et snapshot af slugten og et af mig, der hopper ud i et af bassinerne.
Caroux er en højslette ikke langt fra Gorges d’Heric (de rigtigt toughe kan klare begge dele på en dag på en lang vandretur). Man kører i bil op til 1000 meters højde til den lille by Douch, vandrer op gennem en skov og genem et lyngområde før man lige pludselig står med panoramaudsigt over Orb-dalen, der ligger 800 meter længere nede. Husk madpakken.
Her er lidt lyng-view og mig i karate kid-positur (spørg mig ikke hvorfor) på en af klipperne.
I Frankrig er det også en oplevelse i sig selv købe ind, både på markedet og i supermarkedet. Og det er fantastisk at kunne køre ind på en vingård og købe lokal vin. Hvad mange ikke vidste er at ELF-tanken i Faugeres faktisk har et godt udvalg af de rigtigt gode lokale vine - spørg efter vinen og du bliver lukket om i baglokalet til herlighederne. Jeg anbefaler Chateau des Estanilles - den var god (også i overskyet vejr)!
