Begrænset udvalg
For det første er der selve udvalget af bøger og funktionerne på hjemmesiden. Der er i skrivende stund 2168 bøger at låne, hvilket jo ikke er mange. Men der er gode ting at finde, lige fra ny dansk litteratur (Helle Helle, Josefine Klougart fandt jeg) over klassikere (Herman Bang) til internationale bestsellere (Game of Thrones på dansk, eksempelvis.

Udvalget af fagbøger er sværere at gennemskue, og det virker som om der er rigtig mange læse let-håndbøger og knap så mange tungere fagbøger.

Manglende funktionalitet
Men alligevel er det for mange bøger til at man kan undvære nogle gode søge- og browse-features, hvis man da ikke lige præcis ved, hvad man leder efter. For i modsætning til det fysiske bibliotek kan man jo ikke kigge ned over hylderne på samme måde, og der er også begrænset plads på forsiden til at fremhæve bøger. Det kalder på lister, kategorier, tags, emner, “andre der har kigget på denne bog har også kigget på/lånt”-funktion eller mulighed for at bedømme bøgerne.

Men hvad får man? På forsiden en lille udstillingsfrise, en topliste over mest læste, et par anmeldelser fra litteratursiden.dk og en Facebookboks, hvor du kan se, hvad dine venner har anbefalet på siden. Fint nok til at pirre nysgerrigheden.

Men problemet kommer, når man skal et lag dybere ned. Kulturmagasinet Søndag Aften har beskrevet det ganske fint:

Fra forsiden kan man vælge blandt 5 emneområder: Biografier og erindringer, Krimi, Spænding, Børn og unge samt Skønlitteratur. Sådan ser ebogsverden altså ud fra ereolen.dk. Blandt 5 emner er der altså både plads til krimi og spænding. Og fx er der ingen faglitteratur!

Hvis man absolut vil finde faglitteratur, skal man klikke på “Alle titler”. Her får man så pt. 1.821 resultater – og i løbet af kort tid sikkert langt flere. Man kan vælge at sortere titlerne ud fra titel, forfatter eller udgivelsesår (udgivelsesår henviser til udgivelsesår for ebogen, så det er næppe den mest anvendelige sorteringsmekanisme, med mindre man vil checke de senest ankomne titler). På hver side kommer 10 titler, så skal man igennem hele listen, skal man klikke sig gennem mere end 180 sider!

Der er dog også en generel søgemulighed. Der er ingen forklaring til denne, men man kan nok gå ud fra, at der kan søges på alle mulige måder. Søger man på “matematik”, er Peter Høegs Fortællinger om natten blandt søgesvarene (og ja, ordet matematik indgår i beskrivelsen af bogen). Søger man på “Peter”, er både forfattere med dette fornavn og indholdsbeskrivelser med dette navn med i søgesvarene. Der er ikke nogen mulighed for mere præcis søgning og sortering.

Hvem står bag?
Derudover synes jeg på en eller anden måde det er problematisk, at der er en “køb”-funktion ved bøgerne. Men det har sikkert været forlagenes betingelse for at stille dem til rådighed (og med lidt god vilje kan man da også godt kalde det en service til de, der ikke blev færdige med bogen inden for den maksimale låne- og genlåne-tid). Funktionen er dog ikke aktiveret endnu, men det bliver den sikkert snart.

Søndag Aften problematiserer også konstellationen af offentlige og private interessenter, der står bag ereolen.dk. Læs det interessante indlæg…

At låne og læse virker fint
Nå, selve det at låne bøger, er – efter 5 minutters problemløs oprettelseshalløj og app-download – problemløst. man skal have et Adobe ID og hvis man – som jeg – vil læse bøgerne på iPad og/eller iPhone, skal man bruge app’en Bluefire. Det er relativt let at hente en bog derned.

Selve app’en er OK. Den har en fin “night”-funktion så man ikke irriterer sin sovende kæreste ved siden af, man kan lave bogmærker og det er let at finde rundt i bøgerne. Ekstremt irriterende er det dog, at man ikke kan synkronisere sine bogmærker eller hvor man er nået til mellem devices. Så i praksis ender man altså med at holde sig til en device – jeg læste Katrine Marie Guldagers “København” kun på min iPhone, selv om jeg af og til have iPad’en liggende lige ved siden af. Irriterende.

Men der er altså rum til forbedring. Læs også om ereolen på digitaletanker.

Tegneserier på iPad!
Nu vi snakker om at læse på iPad, så har jeg også prøvet at læse lidt tegneserier på min. Og det er den altså som skabt til! Der findes flere apps hvor man kan hente tegneserier, men det er mest amerikanske serieforlag, der står for dem. Så hvis man – som jeg – gerne vil læse klassiske tegneserier, der ofte er europæiske, så skal man ud på sådan nogle halvskumle sites som det her, hvor brugerne deler scannede tegneserier som pdf- eller cbr-filer.

Det virker til gengæld fint, og dem henter man bare ned og læger over i en reader-app som ex førnævnte Bluefire eller Cloudreaders, som jeg brugte. Jeg har pløjet mig gennem en håndfuld af serien XIII, og det bliver ikke de sidste tegneserier, jeg henter.

Når jeg skriver “god juleplade”, så mener jeg primært noget andet og bedre end den årlige Absolute Christmas med det samme Tuborg-sneøl-cover og den samme samling ensformige julehits. Allerede inden man hører Last Christmas, Do They Know It’s Christmas og Jul Det’ Cool første gang i løbet af november hver år, er man allerede træt af dem. Men jeg mener også en plade, der stadig lyder af jul – det er der faktisk meget julemusik, der ikke gør.

Og så er det heldigt, at der rent faktisk findes masser af god – ja, god – julemusik. Her er listen der består af seks plader fra 57-65, to mere fra 2003 og to mere fra i år, i kronologisk rækkefølge:

1. Elvis Presley: The Christmas Album (1957)

Når kongen stemmer i “Here Comes Santa Claus” og det bopper derudaf med kontrabas og “ba-boobi-doobi”-kor, så bliver man bare glad! Og er det ikke det, en juleplade skal?

2. Ella Wishes You a Swinging Christmas (1960)

Det er Ella, og det swinger. Hvad mere har man brug for?

3. Johnny Cash: The Christmas Spirit (1963)

Det er knastørt, og nok ikke lige så spændende som livepladerne fra San Quentin eller Folsom, men selv når han er i hyggehumør, kan han noget, ham Johnny…

4. A Christmas Gift for You From Phil Spector (1963)

Lidt ekstra bjældeklang gør ikke den store forskel ovenpå alt det andet honning og fløde, Phil Spector allerede har smurt ud over numrene. Og når navne som “The Ronettes” spiller, så kan det jo kun være godt.

5. The Beach Boys’ Christmas Album (1964)

Når julesangene ryger igennem Wilson-maskinen og kommer firstemmige ud i den anden ende, er der ikke vildt meget jul tilbage. Til gengæld lyder det sprødt.

6. The Ventures Christmas Album (1965)

Hvis Quentin Tarantino nogensinde lavede en julefilm, ville det her være soundtracket. Det er surf rock-versioner af datidens hits, der alle lige pludselig bliver til versioner af klassiske julesange. Flabet!

Vi springer 70′erne over, for selv om Cash lavede flere juleplader (og Beach Boys var lige ved), så er den mest tidstypiske juleplade Carpenters’ “Christmas Portrait”, der lyder som den plade, man hiver ned fra hylden i Hollywood, hver gang man skal lægge musik på den næste familiejulekomedie. 80′erne var Wham og Band Aid, så videre derfra, og 90′erne var Mariah Carey og S.O.A.P., så dem springer vi også over, og går direkte videre til to halvnye og to helnye lytværdige juleskiver:

7. Harry Connick, Jr.: Harry For The Holidays (2003)

Michael Bublé kan lave lige så mange juleplader, han vil, men han kommer aldrig i nærheden af Harry. Det er lækker big band med en snert af New Orleans til at give lidt kant. Lækkert!

8. The Blind Boys of Alabama: Go Tell It On The Mountain (2003)

Soul/gospel-versioner af juleklassikere (altså nogle rigtige nogen, ikke dem fra 80′erne) med prominente gæstenavne som Tom Waits, MeShell Nedgeocello, George Clinton, Solomon Burke med flere.

9. A Very She & Him Christmas (2011)

Når Zooey Deschanel synger så nuttet og M. Ward spiller sin Hawaii-guitar så hyggeligt, så lyder julen ikke rød og hvid, men præcis lige så hipster-indie-pastelfarvet som resten af året. Og det er jo slet ikke så slemt…

10. Smith & Burrows: Funny Looking Angels (2011)

Forsangeren fra Editors synger julesange? Nej vel… Men der er nok også snarere tale om en mørk, tungsindig vinterplade fuld af bundsolide sange, der kan holde helt indtil dagene bliver lange igen.

Jeg har samlet lidt numre fra de af de ti plader, der er tilgængelige på Spotify, i en playliste sammen med nogle andre gode julenumre, hvoraf ingen selvfølgelig er med Wham eller Mariah Carey. Enjoy!

Åbn playlisten i Spotify

Bonus: Måske verdens mest triste julesang:

Jeg bruger Runkeeper på iPhone når jeg løber. Den plejer altid at skære lidt hjørner hist og her, men ikke noget i den her liga. Prøv lige at se her i lidt mere close up, altså:

Nå, den lyse side er, at statistikken nu siger, at jeg har løbet væsentlig længere end jeg i virkeligheden har gjort. Jeg er nu en bedre løber på papiret end i praksis…

Det er en god fagbog om indhold på hjemmesider. Bogen udmærker sig ved ikke at vælge en af de to traditionelle tilgange til emnet – enten den helt overordnede, hvor man skal lægge en stor forkromet strategi for det hele, eller omvendt et mere snævert fokus på design og usability.

I stedet fokus, som titlen nok afslører, på indholdet. Og her er den en tiltrængt reminder om to ting:

1. Indhold bliver ofte glemt lidt i processen, når man skal lave (nye) hjemmesider
2. Arbejdet med indholdet er ikke færdigt, bare fordi man går i luften

Fint opsummeret her:

“Content is not a feature. It is a complex, ever-evolving, intricate body of information that requires ongoing care and feeding. It’s not something you can check off on a list and be done with.”

Det kan man godt have tendens til at glemme lidt i det daglige arbejde, hvor man tit fokuserer på nye features og på nyt indhold i stedet for løbende revision af det gamle. Halvorson lægger samtidig op til en mere grundlæggende integration af web i organisationers arbejdsgange, i stedet for noget, man gør når ”selve arbejdet” er færdigt, og at man i højere grad hele tiden kobler webarbejdet til den overordnede strategi. Det kan jeg godt lide (også selv om det jo egentlig giver sig selv!).

Bogen er kort og overskuelig, skrevet i den der lidt joviale tone som engelsksprogede business mm.-bøger tit er skrevet i (men det går) og balancerer nogenlunde fint mellem de abstrakte ideer og de konkrete tips til handling.

Der er masser af tjeklister, man kan bruge i sit arbejde. Der er beskrevet faser, man kan køre sit projekt i, og hver af disse gennemgås omhyggeligt. Det er rigtig fint!

Bogen er dog også lidt over the top når den i vanlig amerikansk stil præsenterer ”content strategy” som en helt ny disciplin (og tilmed opfinder en tilsvarende ny stilling, ”content strategist”) – for det er jo ikke fordi, man ikke også tidligere har tænkt over sit indhold…

Men det er forfriskende at få en bog, der samler alle de relevante tilgange med indholdet som overordnet ledetråd i stedet for brugeroplevelsen!

Bogen er også rettet mod større virksomheder, hvor ressourcerne til at lave store analyser og auditere sit webindhold er rigelige – ex anbefales det at man lavet er stort excel-ark over alle sine sider, og for hver side lister ex url, titel, ansvarlig, budskab etc. Jeg står sammen med en kollega for omkring 20.000 siders indhold, så for os er det nok lige i overkanten. Så man må ligesom selv skalere bogen til danske orgnaisationsforhold.

Så er det bare lige at komme i gang…

To eksempler – begge fra Kommunikationsforum – er Rene Fredensborg, der synes det er for indforstået og ikke skuer ud i verden og Søren Schultz Jørgensen, der synes det er herligt og overskudsagtigt at det er svært tilgængeligt og ikke lefler for nogen.

“Et magasin for, om og af københavnere”, står der på forsiden. Lad os lige gå det igennem:

“Et magasin” – ja, det er det vel. Men ikke den slags, som de to friske fyre på K-forum har anmeldt.

For med al den fiktion, det er fyldt af, er det nærmere en slags antologi (hvor de litterære indslag godt nok afbrydes hist og her af lidt fotoreportage og et par interviews). Men i bund og grund er det primært essays, erindringer og noveller, vi får serveret. Så lad os lige få den varedeklaration på plads.

Og hvad så med kvaliteten? Tjo, bum bum. Maria Gerhardt (Djuna Barnes), Claus Pogel, Martin Kongstad og Morten Lindberg (Master Fatman) stiller alle op med afdæmpede minder fra barndommen/ungdommen på/i hhv. Amager, Sydhavnen, Kartoffelrækkerne og Centrum/Hvidovre. Ikke noget at gøre et stort nummer ud af, desværre. Så er der et essay af Kim Las om en sang med I Got YOu on Tape – ok, men ikke noget særligt.

Jesper Dahl (Jokeren) bidrager med en velskrevet, men lidt klichefyldt novelle om en familiefar der ernærer sig som pusher. Ikke desto mindre et lyspunkt. Tüxen skriver en alternativ fortælling om det forliste parforhold. Og så er der også et romanuddrag af Roxanna Anne Albeck, der er ret fint.

Så alt i alt bestået, hvis man altså læser magasinet mere som en antologi. Interessant, varieret og med med flere gode bidrag.

Der er også noget, der nærmer sig journalistisk. Rune Skyum-Nielsen har leget med interviewformen i sit interview med DJ Tanja, hvilket virker rigtig godt. Maria Gerhardt kommer mindre heldigt fra det i sine interviews – de er alle ret uinteressante. Ex forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der desværre ikke handler så meget om Kidd, men mere om tilblivelsen af selve historien. Meget meta, men det er synd, fordi det er ikke den gode historie ( og så er det i øvrigt dårligt skrevet).

“For københavnere” – ja, det er det vel også (det er i hvert fald ikke for nogen andre end københavnere).

MEN det er nogle særlige københavnere – nogen, der interessererer sig for særligt litteratur og for musikscenen i Danmark. Ikke kun fordi meget af “Københavner” er skønlitterær af natur, men også fordi gruppeinterviewet med Jokum Rohde, Søren Ulrik Thomsen og Steen Jørgensen primært handler om danske forfattere og musikere – og der er altså ikke lige en faktaboks, der forklarer hvem Mogens Mogensen er.

Man skal også interesserer sig for fotografi – der er i hvert fald et par fotoserier i bladet. Nogle af dem flotte, og nogle af dem også lidt intetsigende.

Og så skal man generelt bare være lidt “med” på en eller anden udefinerbar måde. For det er vel ikke lige alle læsere, der umiddelbart kan nikke genkendende til at “Horder af københavnere med forskellige baggrund er på vej over til Sara” (Sara er flyttet til Los Angeles, som åbenbart er det nye)…

(og så kan han sige hvad han vil, ham Kongstad. Men er på den måde altså ret ekskluderende…)

“Om københavnere” – det kan der ikke være tvivl om.

MEN det er en bestem type københavnere. For eksempel hende Sara, som er flyttet til L.A., og som bliver stillet interessante spørgsmål som “Hvordan er vejret” og “Din sidste ret du lavede til aftensmad?” (svaret er “Mango”!). Eller Chris og Jesper, som gjorde sig i nattelivet “omkring årtusindeskiftet”. Eller Nadja og Christian, som “bor i en villalejlighed på Frederiksberg med deres to sammenbragte piger, der hedder noget så passende som Carmen og Electra.” (“Ud over solbriller og gamle filmplakater samler Christian også på vinylplader”!). Eller alle dem, der kom på U-Matic i ’86 (og det var vist “alle”).

Og så er meget af indholdet altså – som bladet også er blevet kritiseret for – koncentreret om personligheder, der ligger lidt tilbage i firserne. Så er der de to fra “omkring årtusindeskiftet”, og så er det et langt (men godt!) interview med DJ Tanja, der huserede primært i halvfemserne på de elektroniske klubber i København. Og interviewet med koryfæerne Rohde, SUT og Jørgensen, som vel heller ikke er dem, der “rykker” mest p.t.

Egentlig er det næsten kun forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der er helt topaktuel. Ærgerligt at den ikke er værd at læse.

“Af københavnere” – det kan man vist ikke rigtigt sige noget til. Også selv om Rene Fredensborg lidt drillende kalder Martin Kongstad for “Konge af Tisvilde”.

For lige at opsummere, så burde “Et magasin for, om og af københavnere” nok erstattes af noget i retning af “Nærmest en litterær antologi for kulturnørdede københavnere, der er “med”, om byens kultur mestendels for 10-25 år siden skrevet af en ekstremt heterogen redaktion.”

…Så der er virkelig tale om en nicheudgivelse. Eller sådan ender “Københavner” i hvert fald med at fremstå, selv om det måske bare er resultatet af et ønske om at lade de gode historier tale for sig selv.

Men der er også nogle grundlæggende problemer. Det, der gjorde bloggen så fantastisk underholdende, var, at man hele tiden nev sig selv i armen, fordi virkeligheden gang på gang overgik ens værste mareridt om håbløs- og formålsløsheden i aktiviteterne, man udsættes for, hvis man står uden for arbejdsmarkedet. Den følelse forsvinder, synes jeg, når man flytter fortællingen over i et semi-fiktionaliseret univers, som sådan en tv-føljeton er (og også ville være, selv hvis den holdt sig helt stramt til bloggen uden overhovedet at digte lidt videre, som man har valgt at gøre).

I stedet får man en slags konstruerethed, hvor situationerne næsten virker for kunstige og pinlige (skuespillerne spiller også lige til kanten og nok også lidt til). Det underbygges kun af, at hovedpersonen Lau ofte kigger indforstået ind i kameraet, som om man har en fælles forståelse med ham af, at det jo også er for mærkeligt, det her. I stedet burde man gå efter at skabe en mere dokumentarisk fornemmelse, synes jeg.

Men der er også gode ting. De pinlige tavsheder og akavede samtaler virker fint. Og så bliver det spændende at se, hvordan man kan integrere de vilde plancher, som næsten var det sjoveste på bloggen, i tv-formatet.

Men døm selv: Her er pilotafsnittet. Nedenunder en to minutters teaser.

Pilot:

Teaser:

Jeg har tidligere skrevet to blogindlæg om Dagpengeland (det første og det andet). Det ene blev også til en artikel på Kommunikationsforum.

En ting er hvordan man placerer paraplyen på den horisontale akse i forhold til sig selv. For langt frem og man risikerer at det regner ned på skuldertasken. For langt tilbage og dråberne, der triller ned fra paraplyens forreste side, falder lige ned på ens egne sko og bukser. Her kan den rutinerede paraplygænger eventuelt kompensere ved at vinkle paraplyen lidt. Husk i øvrigt at tage højde for vindforholdene!

En anden ting er, i hvilken højde man skal holde paraplyen! Her gælder det om at ramme den svære balance mellem at holde den så lavt, at man risikerer at prikke øjnene ud på andre fodgængere, og så højt, at den slet ikke skærmer et stort nok område længere.

At finde den rette “indstilling” på paraply-holde-armen er som regel ikke så svært, når man lige kommer ud af døren derhjemme. Men så støder man ind i de andre paraply-fodgængere…

Billedet viser umiddelbart velkoordineret paraplyfærdsel. Men bare vent til de støder ind i de "modgående". Så har vi balladen!

…Og det er her, spillet for alvor begynder. For den rette højde for mig er som regel også den rette højde for en del andre. Og ved op-/nedgangen til en metrostation – eller andre, lignende steder med høj fodgængerdensitet – færdes man så tæt, at man bliver nødt til at koordinere paraplyhøjde med de andre fodgængere.

Det er ikke nogen let sag! For som sagt er det acceptable højdeinterval for paraplyhold ikke stort – for lavt er potentielt farligt, for højt indebærer risiko for unødig regn på paraplyholderen selv. Læg dertil at menensker jo har forskellige højder og paraplyer forskellige størrelser og former! Der er med andre ord ekstremt begrænset manøvrerum.

Så her gælder det om at holde øjnene åbne og hele tiden justere sin egen paraply for at undgå det værste: Et paraplysammenstød. Det er en katastrofe, der i værste fald kan medføre flere sekunders uoverdækket stilstand i regnen. Man bliver våd og kommer ingen vegne – det er dobbelt ulykkeligt.

Samtidig er det et kynisk waiting game. For justerer de andre fodgængere i tide højden på deres paraplyer, behøver jeg jo ikke at justere min egen. Det siger derfor sig selv, at de, der er allerbedst til paraplyhøjde-spillet er dem, der slet ikke har opdaget, at det finder sted.

Men nu ved du det! God mandag…

Under graviditeten havde vi lavet en spilleliste, som vi spillede for hende af og til ved at sætte et sæt hovedtelefoner på mors mave.

Meget nørdet, I know. Og jeg har intet belæg for at det gør nogen forskel – det tror jeg faktisk slet ikke, det gør. Men det var vel lige så meget noget, vi selv kunne tage os til mens vi ventede.

Og så var det sjovt at tænke over, hvad der skulle med på spillelisten. Hvilken musik spiller man for sit ufødte barn? Det er vel om ikke andet en slags hensigtserklæring om, hvilken musikalsk opdragelse, man vil give sit barn (ud over selvfølgelig melodien fra Teletubbies og hele “De små synger”…).

Her er det, vi spillede for hende (i fuldstændig tilfældig rækkefølge):

1. Brian Eno: Ultramarine
2. Johnny Cash: I Walk The Line
3. Cornelis Vreeswijk: Deirdres Samba
4. Kraftwerk: The Model
5. Alice Cooper: Poison
6. Elvis Presley: Suspicious Minds
7. Nik & Jay: Boing!
8. Povl Dissing: Kvælerslangen
9. Prince: Kiss
10. The Notorious B.I.G.: Juicy
11. The Sugarhill Gang: Rapper’s Delight
12. Duke Ellington & John Coltrane: In A Sentimental Mood
13. Ella Fitzgerald & Louis Armstrong: Can’t We Be Friends
14. Jan Johansson: Visa Från Utanmyra
15. Beethoven Symphony #6 In F, Op. 68, “Pastoral” – 3. Allegro
16. Nielsen Symphony No 3 “Sinfonia espansiva” – Maskarade Overture – Aladdin Suite
17. The Beach Boys: I Get Around
18. The Beatles: Can’t Buy Me Love
19. Bruce Springsteen: Atlantic City
20. David Bowie: Life On Mars?
21. Rolling Stones: Gimme shelter
22. Milton Nascimento: Tudo Que Você Podia Ser
23. AC/DC: Back In Black
24. Lisa Ekdahl: Vem Vet
25. Oscar: Livet Är En Smörgås
26. Sebastian: Nana
27. Bob Marley & The Wailers: Is This Love
28. The Ramones: Blitzkrieg Bop
29. José González: Heartbeats
30. Bill Withers: Ain’t No Sunshine
31. Raphael Saadiq: Sure Hope You Mean It
32. Sam Cooke: A Change Is Gonna Come
33. Stevie Wonder: As
34. Depeche Mode: Walking In My Shoes

Mangler der noget?

Jeg skriver “deltog i” og ikke “løb”, fordi jeg ikke løb hele vejen. “12 km med krampe” kunne jeg også have kaldt indlægget, for efter 30 km begyndte jeg så småt at mærke energien være væk og kramperne komme snigende, og de sidste 8 km brugte jeg på skiftevis at strække ud, småløbe og gå.

Det var hårdt. Og svært at forlige sig med at begynde at gå (men svært at lade være med krampe i forlår, baglår og læg i begge ben!), når nu man havde en målsætning om at løbe hele vejen.

Det var også mit mål at komme under 4 timer. Tiden endte på 4.08.23. Så egentlig en lille skuffelse, men bagefter er det glemt. Det er en stor oplevelse at gennemføre.

Efter ca. 25 km. Og også lige efter tyve minutters regnvejr. Stadig ved godt mod.

De sidste, smertefulde kilometer fylder nok 95 procent af min erindring om løbet. Og på den måde er der en verden til forskel på ex at løbe en halvmarathon og så komme ud over den grænse, hvor man risikerer at “ramme muren”, som det hedder når kroppens (kulhydrat)reserver er sluppet op. Jeg kan huske at jeg efter 25 km tænkte at “det er da ikke så slemt – hvor bliver den store prøvelse af?”. Det fandt jeg så ud af ikke så mange kilometer senere!

Lige nu tænker jeg både “aldrig igen” og “det vil jeg gøre bedre næste gang”. Jeg har dog ikke den store lyst til at løbe lige nu, men jeg tror nok jeg ender med at løbe et marathon igen en gang.

På opløbsstrækningen. Jeg tvang mig selv til at lunte de sidste 150 meter…

Skal du løbe marathon, så køb dig et par gode sko, følg et godt træningsprogram, prøv at løbe nogle “rigtige” løb (med nummer på brystet og væskestationer undervejs) og få nogle “heppere” til at stå undervejs på ruten. Andreas har flere gode råd i sit indlæg “Alle kan løbe en marathon”. Selv synes jeg – set i bakspejlet – ikke, jeg har trænet nok, så også det kan jeg vist gøre bedre (du kan se mine løbedagbog her).

Man kan se mine mellemtider (læg mærke til at det tog mig over 17 minutter at komme de sidste 2.195 km!) og også en video, hvor jeg kommer i mål med et helt tomt udtryk i ansigtet her på Politikens hjemmeside.

Tor Rønnow har taget billeder under hele turen (og den kvikke læser kan finde mig på to af dem!). Og her er en helt anden – og sjov – marathonhistorie…

Vi ses – måske – næste år…

Til sidst vil jeg ønske Islands Brygge tillykke med deres nye interaktive bænk til en million kroner. Den må være afsindigt sjovt at sidde på. Hvis ikke, så kan i jo hoppe en tur i Havnebadet, eller grille langs med Bryggen. Lege på en af legepladserne. Gå en tur på voldene. Tage en tur over cykel broen til Kalvebod Brygge og Diamanten.

Jeg vil også gerne lykønske Havnegade med deres nye forskønnelse og promenade. Hvor FEDT. Blomsterbede og bænke med udsigt til vandet og havnebusserne. Hvis man altså ikke lige orker Nyhavn, det nye skuespilhus eller Kongens Have den dag.

Og så er det, man kommer til at tænke på, hvad det er for principper, der ligger bag den måde, vi planlægger og forbedrer vores by(er). Er det for at opnå det, man kalder en “Bilbao-effekt” – altså at tiltrække turister ved at bygge opsigtsvækkende nye storbyggerier (det kunne vist også have heddet Dubai-metoden”…)? Eller er det for at at gøre den bedre for dem, der bor i den?

Michelle fik lejlighed til at spørge daværende Miljø- og teknikborgmester, da hun i efteråret havde lejlighed til at vise ham rundt i sit kvarter:

På min tur rundt i kvarteret spurgte jeg Klaus Bondam hvorfor alle Københavns ”elendigheder” havner ude hos os. Han svarede befriende ærligt og temmelig nedslående, at kommunen jo ikke støder på så meget modstand fra beboerne herude. Dem som kæmper med fattigdom, misbrug, integration, sprogproblemer osv har en tendens til ikke at skrive lange velformulerede klagebreve til kommunen.

Det synes jeg som gammel Norvestbeboer er ærgerligt. Man er klar over, at pengene er knappe, og det er vel også velkendt, at man tit kan få sin vilje lidt hurtigere, hvis man er vedholdende i sine krav til damen fra kommunen i den anden ende af telefonen, men kommunen burde vel netop have et helhedsperspektiv på byens udvikling og på, hvor der er størst behov. Men noget tyder desværre på, at politikerne har mere øje for, hvor der er stemmer at hente ved næste valg.

Øv!