Under valgkampen lovede han eksempelvis gratis håndklæder i alle hovedstadens svømmehaller, en ny isbjørn til byen zoologiske have og at parlamentet skulle blive “drug-free” i 2020. Han lovede angiveligt også en flok skolelever at bygge et Disneyland ved lufthavnen.

Her er kampagnevideoen, hvor partitoppen, der er plukket i Reykjaviks punkmiljø, synger om deres vision for byen – selvfølgelig til melodien “Simply the Best”:

Klik her for at se den indsatte video.

Gnarr blev ikke bare valgt ind. Hans parti, der bærer navnet “Det bedste parti”, blev det største parti i byrådet med 6 ud af de 15 pladser, og Gnarr er derfor nu blevet borgmester. New York Times har også historien, og skriver blandt andet:

In his acceptance speech he tried to calm the fears of the other 65.3 percent. “No one has to be afraid of the Best Party,” he said, “because it is the best party. If it wasn’t, it would be called the Worst Party or the Bad Party. We would never work with a party like that.”

With his party having won 6 of the City Council’s 15 seats, Mr. Gnarr needed a coalition partner, but ruled out any party whose members had not seen all five seasons of “The Wire.”

Det er en mand efter mit hoved! Men det er ikke sjov det hele:

“Just because something is funny doesn’t mean it isn’t serious,” said Mr. Gnarr, whose foreign relations experience includes a radio show in which he regularly crank-called the White House, the C.I.A., the F.B.I. and police stations in the Bronx to see if they had found his lost wallet.

THE polar bear idea, for example, was not totally facetious. As a result of global warming, a handful of polar bears have swum to Iceland in recent years and been shot. Better, Mr. Gnarr said, to capture them and put them in the zoo.

The free towels? That evolved from an idea to attract more tourists by attaining spa status for the city’s public pools, which have seawater and sulfur baths. For accreditation under certain European Union rules, however, a spa has to offer free towels, so that became a campaign slogan.

Det er både sjovere og mere alvorligt end Haugaard, og markerer da virkelig nye tider på rådhuset. Måske er det det, der skal til?…

Herhjemme har det nye parti Fælleslisten, der vil have mere fokus på Udkantsdanmark, ny fået et modsvar fra storbyens kreative klasse: Hipsterlisten. Her er de første ti – alle meget hippe – valgløfter:

• Samtlige historiske bygninger i København skal udsmykkes af Damien Hirst, Banksy og vores hjemlige kunstnere. Tal R er blevet stillet rundetårn i udsigt.
• Al industri, uromantisk landbrug og triviel produktion flyttes ud i Udkantsdanmark.
• Værnepligten afskaffes og erstattes af et års obligatorisk ophold på en kreativ højskole inden for musik, kunst, arkitektur, design eller creative business.
• Bjarke Ingels skal ha’ helt frie rammer og midler til udfoldelsen af sin visionære arkitektur.
• Bompenge ved alle indfaldveje, så fixien langt om længe kan nå sin topfart.
• Genoprettelse af Den Fri til alle jer kreative, der mangler det sidste klap på skulderen for at få sparke karrieren igang.
• Kirkeasyl i alle Nørrebros kirker.
• Personlig coaching over sygesikringen.
• Opdyrkelse af alle grønne arealer i København til bio-dynamisk jordbrug efter alle post-industrialist og DR2-vært, Frank Bonderøvs foreskrifter.
• Scala-bygningen rives ned og erstattes af verdens største chill-out område med fri chai, yoga, hvedegræs shots, terapi og meditation. Naturligvis koordineret af Kong Baden – “I lukker ikke flere ind med mindre de kommer fra Carlsberg!”

Smukt!

Jeg tror nu ikke den økonomiske krise har været alvorlig nok hernede til at bringe Hipsterlisten hverken i Borgerrepræsentationen eller Folketinget (jeg har også mine tvivl når det gælder Fælleslisten). Men læs indlægget på Copenhipster – det er sjovt (ligesom resten af bloggen, i øvrigt)!

De røde prikker er turistbilleder, de blå billeder fra lokale, mens de gule er dem, der ikke var mulige at bestemme.

Læg mærke til de to store røde koncentrationer på hvad der må være Tivoli og Strøget. Til gengæld fotograferer de lokale mere på især Nørrebro. (se kæmpestor version af billedet)

Det er da fascinerende. Og afspejler egentlig meget godt den følelse, man selv kan have, når man rejser. Nemlig at man de steder, man besøger, er udenforstående, fremmed. At man færdes i turisthobe sammen med de andre tilrejsende.

Men det er jo omvendt også et fænomen, der er svært at undgå, med mindre man kender nogle lokale. Mange af de blå prikker på illustrationen er jo garanteret også taget hjemme hos folk, og ikke nødvendigvis “ude i byen”. Der kommer man af gode grunde ikke som turist.

Men man ville nok ønske at man kunne?…

(der er flere illustrationer fra New York, Stockholm, Berlin og mange andre byer på Flickr)

Det er derfor let at affeje Apples ”nyhed” som en ”det er set før”-ting. Men jeg tror godt at det rent faktisk kunne blive til noget denne gang. Både på grund af platformen og dens udbredelse og smart factor, men lige så meget fordi det autentiske og nære i kommunikationen kun er blevet endnu vigtigere.

Jeg tror dog ikke, det vil gå hurtigt. For det første er der en naturlig tøven formuleret som ”hvad skal jeg bruge det til?” eller ”nu igen?”. For det andet kræver det to iPhone 4 (eller en anden device der kan bruge samme API) for at bruge Facetime, hvilket i sig selv lægger en dæmper på udbredelseshastigheden.

Jeg tror heller ikke, man vil bruge videosamtalen til alt det, man i dag bruger telefonsamtalen til. Der er for eksempel ingen grund til at kigge hinanden i øjnene for at minde den anden om, at han skal huske at købe mælk nede i Netto.

Hvornår? Med hvem?
Ikke mindst tror jeg det vil tage tid før der er etableret nogle normer for, hvordan og hvornår, man bruger videoopkald frem for et almindeligt telefonopkald.

Hvad hvis man ikke vil have, at personen i den anden ende skal se, at man har morgenhår? Hvad hvis man helst ikke vil have, at vedkommende ser hvor man er, hvis man eksempelvis ikke sidder på arbejdet, men i stedet arbejder derhjemme? Hvad hvis man egentlig ikke har tid til at snakke, og derfor sidder foran computeren og arbejder samtidig? Hvad hvis man ikke orker ikke kun at skulle lyde glad og overskudsagtig, men også ligne det? Hvad hvis det kun er en kort besked, man skal give?

Og hvis man så tager telefonen uden at slå video til (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), skal man så undskylde sig (”jeg er lige stået op, så…”)?

At skulle smile til kameraet er også at skulle gøre en ekstra indsats, og derfor vil det heller ikke være noget, man gør for alle og enhver. Det er vel mest oplagt når man skal snakke med de nære – kæresten, familien, vennerne – og ikke oplagt når det er telefonsælgeren fra Berlingske, der ringer. Og det er nok også her, de fleste vil starte med at forsøge.

Og så selvfølgelig når der er brug for den visuelle del af samtalen, eksempelvis hvis man skal præsentere noget for en kollega, vise noget frem eller vil formidle stemningen når man står på stadion og Spanien lige har vundet VM-finalen. Her kan jeg godt se fidusen!

Og hvad så med hvad man gør mens man snakker? Må man godt lave noget andet imens? Skal man kigge på hinanden hele tiden? Kan man føre en videosamtale i bussen?

Ligesom nogle er bedre til at snakke i telefon og bedre til at snakke ansigt til ansigt end andre, vil der naturligvis også være nogle, der er bedre til at videosamtale end andre. Nogen, som det falder mere naturligt.

Men i starten vil det være fremmed for de fleste. Så den største tøven bliver måske i virkeligheden ikke ”hvad skal jeg bruge det til?”, men ”hvordan gør man?”…

(Og i øvrigt: Hvad skal det hedde? Hvad bliver videoopkaldets svar på ”Jeg ringer lige”?)

På den oprindelige “FOUCAULT ER BØSSE” er “ER” blevet rettet til “VAR” for at præcisere, at Foucault jo altså er (var!) død. Senere er tilføjet ordene “MEN HANS DILLER LEVER” som en både lavkomisk kommentar og en indforstået henvisning til den lidet kendte tyske klassiske filolog Hans Diller.

Det bliver ikke meget mere humanistisk-akademisk, sådan at kapre gadekunsten til at udtrykke sine egne indforståede ordspil i form af et værk, der i sig selv er udtryk for en lille dialog. Hvor meta-agtigt! Læs meget gerne den interessante diskussion af værket ovre på Torben Sangilds blog.

Hans Diller døde i øvrigt i 1977. Det fremgår i hvert fald af den tyske Wikipedia-side om ham. Hele værkets anden halvdel (altså tilføjelsen) er altså bogstaveligt talt løgn, og må derfor forstås i overført betydning: At hans ånd eller forskning – i modsætning til Foucaults – lever videre. Det er jo direkte provokerende, i og med at Foucault fortsat er en ofte anvendt teoretiker, og provokationen får yderligere luft af, at Hans Diller faktisk flirtede alvorligt med det tyske nazistparti (han var medlem) i tiden omkring 2. verdenskrig.

Der er altså mange lag i graffitien på Amager. Men sidste år var det slut med at godte sig over det. Noget, mange evighedsstuderende sikkert har ærgret sig over. Bygningen, der lagde mur til værket, blev revet ned, og der er nu kun en tom plads tilbage.

Der er dog sket noget i sagen igen! For på den byggeplads, som KUA efterhånden er blevet til (godt i øvrigt, at der endelig sker noget på den front) er der på en af træafskærmningerne ind til selve bygningerne lavet et nyt graffitiværk, der kopierer ordene fra det oprindelige mesterstykke, men i et noget andet udtryk.

Med andre ord: En gendigtning, en parafrase, en coverversion, ja måske ligefrem en pastiche! Så er det hornbrillerne på og frem med Baudrillard-bøgerne, folkens!

Visuelt er der nu ikke længere tale om den slags graffiti, man typisk forbinder med politiske slagord (som vi kender det fra muren på Assistenskirkegården) og simple tags, men snarere den slags, man kender fra større pieces, eksempelvis på s-togene. Det umiddelbare fokus er nu på æstetikken, og et sted inde i/bag den gemmer den oprindelige mere naivistiske form sig.

Ved således at flytte værkets akademiske diskurs ind i et andet kunsterisk udtryk, får det et nyt udtryk, som samtidig fordobles af bevidstheden om eksistensen af det oprindelige værk. Det svarer lidt til at lave en glad coverversion af en alvorlig sang (som eksempelvis Nouvelle Vagues easy listening-version af Love Will Teas Us Apart (original)).

Det er ikke bare meta – det er meta-meta, og må være guf for KUA-folket.

(Men jeg kunne nu bedre lide den gamle…)

Når du sidder og arbejder ved din computer, skifter du mellem forskellige vinduer næsten 37 gange i timen i gennemsnit. Man springer mellem mail, tekstbehandling, hjemmesider og andre programmer (og så skal man jo også lige tjekke nyhederne, Facebook, Twitter og sin private mail, ikke?). I gennemsnit besøger computerbrugere 40 forskellige hjemmesider om dagen.

Med andre ord: Vi multitasker virkelig!

Den New York Times-artikel, jeg har tallene fra, handler om, hvordan det at multitaske hele tiden rent faktisk ændrer den måde, vores hjerne fungerer på:

Scientists say juggling e-mail, phone calls and other incoming information can change how people think and behave. They say our ability to focus is being undermined by bursts of information.

These play to a primitive impulse to respond to immediate opportunities and threats. The stimulation provokes excitement — a dopamine squirt — that researchers say can be addictive. In its absence, people feel bored.

Med andre ord: Hvis man ikke skifter vinduer hver halvandet minut, så keder man sig. Og det gør os ikke mere effektive når vi på den måde hele tiden jager det næste dopaminfix i form af en ny sætning på papiret, en ulæst mail eller et nyt tweet – tværtimod. Og hvem kender ikke den følelse, bare lidt?

Og det værste er, at det også påvirker hvordan vi fungerer når vi ikke sidder foran skærmen:

While many people say multitasking makes them more productive, research shows otherwise. Heavy multitaskers actually have more trouble focusing and shutting out irrelevant information, scientists say, and they experience more stress.

And scientists are discovering that even after the multitasking ends, fractured thinking and lack of focus persist. In other words, this is also your brain off computers.

Artiklen beretter om tests, hvor de deltagere, der sagde at de var vant til at multitaske til daglig, faktisk klarede sig dårligere når det gjaldt om at løse simple opgaver og koncentrere sig. Selv når testen gik ud på at løse flere forskellige af opgaverne samtidig. For de var i stedet på jagt efter det næste fix:

Other tests at Stanford, an important center for research in this fast-growing field, showed multitaskers tended to search for new information rather than accept a reward for putting older, more valuable information to work.

Forklaringen er i følge artiklen, at det er de dele af hjernen, der skal være opmærksomme på farer (altså nye ting), der hele tiden dominerer andre funktioner, eksempelvis at sætte mål for arbejdet og arbejde efter de mål. Så det er i virkeligheden noget meget primalt at ville læse den seneste Facebookstatus fra vennerne eller den nyeste nyhed på intranettet. At det så samtidig gør os rastløse og ukoncentrerede når computeren er slukket.

Det kan kun være en udvikling, der vil blive forstærket. Flere og flere bruger smartphones og er på hele tiden. Og  hvad sker der når det ikke først er som voksen, man udsættes for det her, men gennem hele sin opvækst?

Det er egentlig ret bekymrende.

Siden jeg læste artiklen, har jeg forsøgt at minimere antallet af programmer, jeg har åbent ad gangen, og antallet af opgaver, jeg sidder og arbejder på samtidig. Jeg ved ikke om det virker, men det føles egentlig meget rart.

Læs selv artiklen. Og prøv at tæl hvor mange gange, du skifter vinduer i morgen på arbejdet…

“Granns.tv” har nok lange udsigter, men derfor kan man jo godt gøre et spagt forsøg. De få videoer, jeg har skudt på min iPhone, er som hovedregel af fulde folk i underbelyste lokaler, der mumler uforståeligt. Sikkert ganske underholdende, men nogen stor vedvarende værdi har det næppe.

Men det skal jo gerne være egenproduceret indhold. Så derfor var det heldigt, at jeg i gemmerne også fandt den her video af nogle æg, der hopper mens de koger . Fuldstændig håndholdt optaget i Granns eget tv-køkken.

Det er på en mærkelig måde ekstremt fascinerende, og der er jo også en slags ægge-tema allerede her på sitet. Det er lyden, der gør forskellen, så skru gerne op. Enjoy!

Læs mere om video på nettet i det forrige indlæg.

For video kan rigtig meget. Mest af alt kan det, med Morten Gades ord, formidle med en meget stor følelse af ægthed og skabe en stor fascination hos brugeren, hvilket tekst kun meget sjældent kan. Og så kan det, brugt på den rigtige måde, faktisk også være let at bruge.

Et af de mest interessante – og spøjse! – indlæg var fra Mogens Nørgaard fra Miracle A/S, der havde taget en principbeslutning om at prøve at erstatte alle virksomhedens dokumenter med videoer. For hvorfor kan telefonlisten, referatet, oplægget, faq’en, virksomhedspræsentationen mm. ikke være en video? Egentlig en rigtig inspirerende tanke når man tænker over det.

Dogme eller prof?
Det kan selvfølgelig gøres mere eller mindre dogme-håndholdt. Søren Ejlersen fra Aarstiderne, der har videositet Madbio, var stærkt fortaler for den spontane, lavpraktiske tilgang. I den anden ende ligger eksempelvis Jyske Bank, der med jyskebank.tv har etableret en topprofessionel tv-kanal.

De fleste af de oplægsholdere, der delte deres erfaringer, var dog fortalere for noget, der ligger et eller andet sted midt imellem. Se eksempelvis her, hvad Novozymes har lært af deres første otte måneder med egen videokanal:

Et hovedbudskab var også, at video er blevet rigtigt stort, og at det vil blive meget, meget større. Og potentialet er der. Vi har aldrig kigget så meget på billeder på en skærm som nu: I 2009 så genemsnitsdanskeren mere end 3 timers TV hver dag! Og antallet af videosites i Danmark er i de sidste to år vokset fra 20 til (anslået) over 200.

Forhindringer…
Men jeg tænker også, at der er nogle åbenlyse forhindringer for videomediet på nettet.

SEO og søgbarhed
Selvfølgelig kan man tagge videoerne og give dem gode beskrivelser og alt det der, men et billede siger jo mere end tusind ord. Så man kan vel i sagens natur ikke give en præcis beskrivelse af indholdet.

Indeksering/skimbarhed (relateret til det forrige)
Det er også svært at overskue indholdet i en video. Den er ikke særligt let at skimme eller dele op i mindre bidder/”kapitler” – især ikke hvis der er tale om en video på mere end et par minutter.

Kommentering på specifikke dele af videoen
Det er også besværligt at kommentere på noget specifikt i en video som bruger – man er tvunget til eksplicit at henvise til det (som i “der, hvor han gør sådan…”). Det er særligt et problem, fordi en video åbner for så mange flere indtryk at kommentere på end en tekst.

…Sitet Winelibrary har dog en meget smart løsning på det, nemlig at brugerne kan kommentere på specifikke tidspunkter i deres videoer. Kommentarerne dukker så op når man når det punkt i afspilningen, og man kan også se på videoens tidslinje, hvor der er kommentarer (og tags!). Supersmart! Ulempen er selvfølgelig at man åbner op for en uendelig fragmentering af samtalen om videoen…

Lyd!
Og så tror jeg også, at lyden i videoer – altså selve det faktum, at der er lyd på – kan være et problem! Det  er eksempelvis en barriere for at se videoer på arbejdet, hvor meget af vores internetbrug jo foregår. Det er jo ikke fedt at kollegerne i storrumskontoret kan høre at man sidder og ser Ekstra Bladet TV i arbejdstiden (hvilket jo ikke er usansynligt, eftersom netnyheder jo er den nye kaffepause). Der mangler i hvert fald en eller anden blåstempling af video som lige så “seriøst” som gammeldags tekst på nettet…

NÅ, MEN det overordnede indtryk fra Videoday er stadig, at det er noget, der vil komme. Og jeg synes at der er rigtigt mange gode argumenter for at bruge det i sin kommunikation fordi det kan formidle tingene på en anden måde. Så det er jo bare at komme i gang!

Se også lidt billeder fra dagen hos Line P og se hvad der blev skrevet på Twitter om konferencen…

Og lad os så lige slutte af med at se Niels Hartvig fra Umbraco, der forsøger at se om et gammelt tv (et “tvtv”, som Mygdal kaldte det medie) kan overleve et møde med en økse.

På godt og ondt blev jeg mindet om i hvor høj grad universitetsverdenen kan være sprogligt og metodemæssigt socialiserende og ekskluderende på sin egen snobbede og egentlig ret verdensfjerne måde:

• Det giver altid point at sige noget klogt, men ikke nødvendigvis at sige noget brugbart.  Derfor er der altid fokus på observationer (gerne kritiske) frem for på eksempelvis praktiske anbefalinger.
• Det er mindst lige så godt at bruge energi på at dække sig ind teoretisk, metodisk og videnskabsteoretisk som det er at komme med gode analyser og skarpe pointer. Og en analyse eller en diskussion kan sagtens konkludere hvad der i praksis er “bom bom, tjah – på den ene side og på den anden side”.
• Det gælder om at skrive klogt: Gerne lange, snørklede sætninger med indskud, forbehold, uforklarede begreber, henvisninger og i det hele taget en uforholdsmæssig høj grad af akademiseren (Det kan egentlig være fint, hvis man mestrer at gøre det på en overskuelig og uprætentiøs måde, men det gør de færreste desværre. De få, der kan det, er som regel forskere og ikke studerende).

…Men da jeg læste projektet, blev heldigvis også mindet om hvor gode observationer, man egentlig kan komme med, når man har god tid til at læse, analysere og diskutere et problem.  Og især om, hvor opslugt man kan blive af et lillebitte hjørne af verden (den virkelige eller den teoretiske), når man bare sætter sig nok ind i det.

Jeg skrev en gang selv sammen med en gruppe et projekt om socialkonstruktionismen – en erkendelsesteoretisk retning der grundlæggende siger, at virkelighed og sandhed kun er det, vi selv konstruerer gennem vores handlinger og sprogbrug. I det projekt var vi rigtigt gode til de snørklede formuleringer og argumenter (det ligger ligesom i emnevalget). Her er et godt guldkorn, jeg lige har gravet frem:

Der melder sig dog endnu et problem med den relativistiske holdning til sandhedsbegrebet. Burr hævder, at der ikke er noget, der er mere sandt end andet. Men hvordan kan hun gøre dette uden at mene, at netop denne påstand er sand? Man må gå ud fra, at hun selv anser den påstand, hun fremsætter for at være sand – hvorfor skulle hun ellers fremføre den? Og hvis man antager dette, bliver det en selvmodsigelse; det eneste, der er absolut sandt, er at der ikke er en absolut sandhed.

Det løser ikke problemet, hvis Burr tilføjer, at andre meninger i princippet kan være lige så gyldige som hendes egne, da dette også leder til en selvmodsigelse af typen ’det, jeg siger, er ikke sandt’. Hvis man lyver, fortæller man sandheden, og hvis det er sandheden, man siger, så er det jo løgn.

Med andre ord tilbageviser Burrs påstand sig selv uanset, hvordan den fremstilles.

Den lader vi lige stå et øjeblik…

Alle skulle læse en universitetsopgave en gang imellem (måske bare ikke lige min om socialkonstruktionismen)! Både som en slags sprogligt reality check, men også for at blive lidt klogere på verden – et lillebitte hjørne ad gangen.

Det har jeg gjort ved hjælp af @font-face-css-reglen, som alle de store browsere nu understøtter. Det betyder kort sagt, at man kan bruge en font på sit site uden at brugeren skal have den installeret på sin computer. I stedet henviser man til en font-fil, som ligger på nettet et sted.

Med andre ord: Slut med kun at skulle vælge mellem Arial, Verdana, Baskerville og alle de andre usual suspects, som man kender lidt for godt fra Word.

Den font-fil, man skal henvise til, kan enten ligge på dit eget site eller et andet sted på nettet. Nu har jeg ikke lige licens til nogle fonte, så jeg har valgt det sidste. Det lyder meget teknisk, men det er det sådan set ikke – der er flere simple services, man kan bruge.

Jeg har brugt Typekit, som kommer både i en gratis version og i flere betalingsversioner, hvor man kan vælge mellem flere fonte. (“Prisen” for at bruge den gratis version er, at du får en lille Typekit-boks nederst til højre på din side, som jeg også har det nu – men den generer egentlig ikke, synes jeg)

Her opretter man en profil, sætter et lille stykke kode ind på sit site, vælger en font og peger på den i sin css. Sådan!

Jeg har valgt fonten Droid Serif, som jeg synes er meget fin. Sådan lidt legende og krummeluret, men også let at læse. Den er ikke helt god i overskrifterne, men det er alligevel meget bedre end før!

Allerhelst ville jeg have brugt fonten Tisa, som ex bliver brugt her hos Frank Chimero, men den er kun med i betalingsversionerne, så det bliver næste gang.

Derfor kan du nu se mine københavnerbilleder på Set i Byen-bloggen. En overgang lå et af dem også på forsiden af pol.dk, om end et godt stykke nede, men det er vist fjernet igen nu.

I kommentarerne til Set i Byen-blogindlægget kastes der lidt mere lys over hvor skikken med som kærester at skrive sine navne på en hængelås og hænge den et offentligt sted kunne komme fra. Det er i hvert fald blevet observeret både i Østeuropa, Sevilla og Paris.

Derudover har jeg nu følt på egen krop/blog hvad det vil sige at blive udsat for journalisters citatpraksis. Det er vist ingen hemmelighed, at journalister ikke skammer sig over at bruge copy/paste-funktionen, hvilket jeg også tidligere har skrevet om. Og således har Ditte, der har skrevet Set i Byen-blogindlægget også mere eller mindre kopieret mit blogindlæg, også selv om de egentlig kun havde spurgt om lov til at bruge billederne.

Men fred være med det – jeg er bare glad for at billederne kommer ud. Det kunne dog have været fedt, hvis de havde gidet at linke til mit oprindelige blogindlæg. Men det er nok bare enten forglemmelse (måske?) eller endnu et eksempel på netavisernes dårlige linkpolitik (måske?)…

Opdatering 8/5: Hov, så dukkede der et pingback op på mit blogindlæg. Tak Ditte :-)
(og det er altså også helt OK at du har genbrugt min suttetræ-intro)