For jeg løb med min iPhone og en Nike+-sensor i skoen. Og de fortalte mig at jeg kun havde løbet 8,9 km. Altså mere end 10 procent forskel på de to målemetoder. Og man vil jo gerne have nogenlunde præcise data – det er i hvert fald en af grundene til at jeg bruger systemet.

Nike+-teknologien bygger på et 40 år gammelt pricip:

“the amount of time a runner’s foot is in contact with the ground is inversely proportional to how fast he’s running and unaffected by slope or stride length. That means if you know how long that contact lasts, you can make a pretty good guess as to how fast the runner is going.” (læs evt. hele artiklen i Wired)

Sensoren i min sko måler med andre ord hvor lang tid kontakten med løbebåndet varer, og burde ifølge Nike kun have en fem-procents fejlmargin. Det er også mit (fuldstændig udokumenterede ikke verificerede) indtryk at det er ret præcist, når jeg løber i det fri.

Så er det løbebåndet, der i virkeligheden er galt på den? Jeg er i hvert fald ikke den eneste, der har oplevet problemet. Der er mange steder på nettet, hvor man diskuterer hvor akkurate løbebånd overhovedet er. Og også steder hvor man diskuterer hvor akkurat, Nike+ er, selvfølgelig.

Et bud på, hvordan det kan være, at der er uoverensstemmelse mellem de to, kommer i denne debattråd, hvor spørgsmålet er:

“I ran on a different treadmill and my Nike+ distance was much less than the treadmill distance (by like .8). Can someone explain why this might be?”

Det elegante svar er kort sagt:

“Because Nike is an evil corporation, hell bent on destroying your body and turning you into a confused, atrophied, blob.”

Jeg er ikke sikker på det er tilfældet, men nu er jeg i hvert fald på vagt.

I mellemtiden tror jeg, jeg prøver Runkeeper, som ikke måler distancer via sko-sensoren, men i stedet via iPhones indbyggede GPS. Så kan jeg jo sammenligne resultaterne med dem, jeg har fra Nike+-systemet ved at løbe de samme ruter. Og løber man på løbebånd, kan man i Runkeeper manuelt indtaste sin distance (og må derfor stole på løbebåndet).

Men jeg er stadig forvirret…

Lignende indlæg:

1. Ide: “Ud af hvor mange”-skalaen
2. Så er han tilbage! Men hvor var han?
3. Ja, det er det vel egentlig…

…Næsten. Og her har listen alligevel sin berettigelse. For man kan jo ikke cykle til mærkelig ambient-blip blop-musik, og nok heller ikke til meget klassisk – i hvert fald ikke i byens larm. Der skal alligevel ske noget.

Og med de ord, 2010’s bedste cykelskiver:

1. Turboweekend: Ghost of a Chance
Iørefaldende, friskt og bare herligt. Det lyder umiddelbart let og ubekymret, men det har alligevel noget kant. Den perfekte all-round-cykelplade!
Næsten lige så godt alternativ: Röyksopps Junior er måske lige lovlig lounge-lækkert, men man kan ikke nægte at der er nogle gode numre på…

2. Moderat: Moderat
En solid bund og masser af fantasifulde grooves gør at den her plade bare kører afsted i sit eget tempo. Bedst til at cykle op af en lang, men ikke så stejl bakke.
Næsten lige så godt alternativ: Troels Abrahamsens WHT er nok ikke til bakkekørsel, men den er sgu sprød alligevel.

3.  Soulsavers: Broken
Dystert og tålmodigt svingende – der er ikke meget nyt, men det synes jeg egentlig er en god ting. Egner sig til at cykle igennem byens affolkede gader mens der er kvindehåndboldlandskamp i TV.
Næsten lige så godt alternativ: Fever Ray. Samme beskrivelse gælder sådan set…

4. 2ManyDJs: Introversy “420 intros in 60 minutes”
Et enkelt koncept, som blev ført ud i livet da 2ManyDJs vikarierede for Rob Da Bank på BBC Radio 1. Det er ekstremt hektisk og derfor aldrig kedeligt, men det bliver heldigvis ikke for meget… Bedst til at cykle rigtig hurtigt!
Næsten lige så godt alternativ: Findes vist ikke, for det her er ret specielt…

5. Muse: The Resistance
Man kan sige hvad man vil, men det er sgu en plade der virker som en helhed og også har en stribe oplagte hits. Fin til bykørsel, hvis man altså kan time de røde lys med strygerpassagerne…
Næsten lige så godt alternativ: Raveonettes: In and Out of Control – til rockelskende cyklende, der ikke kan lide symfoniorkestre og/eller Queen-efterligninger i deres øretelefoner.

6. The Whitest Boy Alive: Rules
Lidt mere tempo på end forgængeren, men ellers ikke så meget nyt. Det svinger, og mere skal der ikke til. Også en meget fin all-round-cykelplade…
Næsten lige så godt alternativ: The New Wine: The New Wine (EP). Lyder næsten ligesom Øye & co. – måske var det derfor, de varmede op for dem på turneen?…

Relateret: Årets cykelplader 2008

Lignende indlæg:

1. Chok: 2008’s bedste cykelplade blev aldrig udgivet!
2. Årets plader. Og nyt: Årets cykelplader!
3. Dansk viking-B-film på vej. Eller?

Der er nu ikke så meget at fortælle. Ikke så meget fordi det ikke er en spændende by eller et spændende land – mere fordi det meste af turen gik op i hat og briller, øl og finsk sprut, tung mad og heavy metal-karaoke – du ved hvordan det er…

Men en ting er dog interessant og ligger nogenlunde usløret i erindringen. Nemlig at være i sauna.

Og da det jo er en finsk ting, så er der selvfølgelig regler og skikke forbundet med sådan noget, som vi danskere ikke er bekendte med, sauna-fornægtere som vi er.

Der er, som den venlige unge sauna-dørmand informerede os om, en særlig Finnish way at gå i sauna. Den indebærer at være i saunaen i lang tid, hvor man skiftevis bader, er i sauna og slapper af i omklædningsrummet eller endda udenfor (gerne i minusgrader). Derfor anbefalede han os at gå ned i supermarkedet og købe seks øl hver (!) inden vi gik ind, da han desværre selv kun kunne selve os light-øl. Så det gjorde vi.

Ja, kønt ser det ikke ud. Men det kan anbefales!

Og så er der nogle ting, som man åbenbart bare skal gøre, når man er i sauna. Her blev jeg særligt opmærksom på tre:

1. Når man forlader saunaen – og dermed passerer selve ovnen – skal man altid spørge de, der sidder tilbage, om den skal have lidt mere gas (altså om man skal hælde vand på stenene, og der dermed bliver skudt en bølge varm luft ud i saunaen).

2. Når man sidder i saunaen og bliver spurgt, om der skal gives gas med vand på stenene, skal man altid sige ja.

Lad mig straks her sige, at det altså ikke var en lille sauna, vi besøgte. Den kunne altså rumme en del mennesker, og det gav selvfølgelig også en vis trafik ind og ud. Og den kvikke læser har jo nok allerede regnet ud hvad det betød for temperaturen i saunaen. Den var – for en sauna-nybegynder som undertegnede – noget nær ulidelig.

Og det er her min tredje observation kommer ind i billedet:

3. I saunaen faldt vi i snak med en finne, som fortalte lidt om Finland og ikke mindst om saunaer. Og det er her min prustende fitnesssauna-medsidder kommer ind i historien, for vores finske ven indviede os i denne gyldne regel:

“You never show pain in the sauna. Never!”

(Nu plejer man at skrive “min kursivering”, hvis man kursiverer et citat. Men nu hørte jeg det jo blive udtalt, og jeg kan forsikre om, at det også blev udtalt med kursiv!) Det fremgår ikke hvad konsekvenserne ved ikke at følge hans råd er, men jeg skal ikke kunne garantere at der ikke har været øjeblikke i varmen hvor jeg ikke er kommet til det. Og man kan altså også konstatere, at det er blandt saunaeliten i Finland, at reglerne gælder. Men det er også godt at vide, hvis man skulle befinde sig dér på et tidspunkt!

Der er i øvrigt mange slags saunaer, fortalte vores finske ven os. Der findes blandt andet særlige røgsaunaer, som man skal sørge for at forberede ved at varme dem godt nok op og på den rigtige måde, så man ikke dør af røgforgiftning, når man går i saunaen. Det prøvede vi ikke… (Vi piskede os heller med birkegrene, som ellers var til rådighed i forafkølet stand og i rigeligt antal.)

Sjovt nok er der færre offentlige saunaer i Helsinki end nogensinde – kun tre (hvor af kun den ene, som vi var i, er brændeopvarmet!), mod tidligere over 80. Men det skyldes, lærte vi, at alle efterhånden har sauna derhjemme, også i lejlighedsbygninger. “How can you live without sauna”, som vi forundret blev spurgt.

Det kan ikke være helt CO2-venligt, tænker jeg. Gad vide om ikke man kunne gøre en forskel på den front med en “Sluk saunaen Helsinki”-kampagne – det ville i hvert fald være noget mere virksomt end vores egen vattede “Sluk lyset”-pendant. Finner, Ideen er hermed givet videre…

Der er ingen andre indlæg, der ligner det her!

Litteratur/guides
Der er mange gode rejsebøger til New York. Der er også mange dårlige.

Wallpaper-guiden er ikke værd at investere i. Den er alt for kort og alt for optaget af pæne billeder af hotelinteriør til at være bare en smule brugbar.

Lonely Planet er OK til baggrundsinfo og er god at have hvis man skal uden for Manhattan, hvor mange andre guidebøger kommer til kort. Men den er tung og ikke synderlig up to date. Og ikke mindst er du fælles med alle de andre om den, så du ender med at gå de samme steder hen som alle de andre turister.

Der er bøger, der i virkeligheden lige så meget er “portrætter af byen” – i denne kategori havde vi “New York New York” og “NYC – head over (high) heels” – som er meget sjove og gode til at give en ide om, hvad “man” gør i New York, men ikke overraskende ikke er meget bevendte som rejseguides.

Hvis man gerne vil vide hvor man skal shoppe, så skal man købe en “NYC Superguide“, som er en pdf, man betaler 20 dollars for at hente. Til gengæld er den opdateret med de nyeste butikker, barer mv. senest for en måned siden. Rigtig god.

Og så anbefaler jeg også “Not for tourists NYC” (der findes også en “Not for tourists Brooklyn”), som kan fås på bog, men meget mere praktisk, som iPhone-applikation. Den kan altid fortælle dig hvor der er gode restauranter, barer mv. i nærheden. Og ikke mindst kan den altid pege dig til nærmeste Starbucks, når du er tissetrængende. Uundværlig!

Endelig er det en god ide at finde en Village Voice eller købe en Time Out New York (kommer hver onsdag) når man ankommer. Der kan man læse om film, koncerter, teatret og hvor man ellers skal gå ud i byen lige nu.

Where to go?
Vi tog et område/kvarter af gangen og brugte en hel dag næsten alle de steder, vi var. Man skal ikke snyde sig selv for at komme uden for Manhattan – vi havde vores bedste dage i Brooklyn (dag i DUMBO med udsigt til Manhattan og aften omkring Smith St. og Boerum Hill) og i Williamsburg.

Derurover er der hyggeligt både i West Village/Meatpacking-området og i East Village/Lower East Side. Hvis man vover sig til Queens, så kan man snuppe både det verdensberømte graffitisted 5 pointz og MoMA-”dattermuseet” P.S.1 på et par timer – det kan anbefales.

Man kan shoppe alle steder. SoHo og 5th Av./Madison Av.-områderne var lidt hektiske, synes jeg. Så var både Brooklyn/Williamburg og East+West Village bedre. Generelt er tøjet lidt mere “sporty” derovre end herhjemme. (det er også rart at vide, hvis man gerne vil se lidt smart ud selv :-)), men man kan sagtens finde “europæisk” mode. Selv nogle af de europæiske designere var billigere derovre (men hvor længe bliver dollarkursen på en femmer?).

Et par specifikke steder, jeg lige vil nævne:
På Clover Club på Smith St. i Brooklyn er der live jazz hver onsdag. Den dag, vi var der, var det noget meget autentisk lydende 20′er-jazz med Chet Baker-vokal – virkelig herligt. Og fik jeg nævnt at de laver nogle supergode cocktails?

I det hele taget er Smith St. et fint sted med masser af butikker, restauranter og cafeer. Det samme gælder til dels også nabogaden Court St.

Nu vi snakker om cafeer: Hvis du befinder dig i NoLita-kvarteret, og er lidt sulten, så ligger der to rigtig gode cafeer/spisesteder lige ved siden af hinanden på Prince St.: Cafe Gitane  på hjørnet af Prince og Mott St. er fransk og serverer byens bedste couscous. Prøv et glas agurkesaft (!) til – det er overraskende godt. Cafe Habana er cubansk – her skal man spise majs, som man får serveret på en pind med masser af krydderi og ost på. Skyl ned med en Pacifico – ah!

Hvis du kun skal på et (kunst)museum i New York, så lad være at tage på MoMA. De har mange gode værker, men der er ingen sammenhæng i udstillingerne og alt for mange mennesker.

Hvis MoMA er som en dårlig “Best of the [indsæt selv årti]“-plade, så er Metropolitan til gengæld et fint udvalg af de bedste skiver fra samme periode. Her er færre af de helt store hits, men flere af de helt store kunstnere (jeg opgav at tælle Picasso’er), og vigtigst af alt: Det hele er pænt arrangeret i sammenhængende temaer og udstillinger. Museet er så stort, at du lige så godt kan opgive at se det hele – en slags amerikansk svar på Louvre – men kan til gengæld opfylde dit behov for at se alt fra oldgræske vaser, klassisk koreansk kunsthåndværk og maya-indianske åndemaner-kostumer, når du er træt af at kigge på kunst.

Hvis du nu alligevel tager på MoMA, så gem billetstumpen til gratis adgang på P.S.1, museets rebelske teenagebarn med beliggenhed i Queens. Fin eksperimenterende nymodens kunst i seje lokaler.

Gå ikke glip af en gåtur på den nye park The High Line, som er resultatet af årelangt arbejde for at få noget godt ud af resterne af den gamle togbane, hvor man indtil for 20 år siden transporterede kød rundt i The Meat Packing District. Men nu er det altså en park – arkitektonisk velgennemtænkt og et rigtig rart sted at nyde lidt solstråler og få en lille smule fred på det sydlige Manhattan.

Hvis du – ligesom undertegnede – ikke er til store musicals eller teateropsætninger, men hellere vil prøve noget lidt anderledes, så book en billet til et af de mange mindre teatre, der ligger i byen. I USA er der en lidt anden scenetradition end i Europa, med mindre fokus på smarte ideer og scenografi og mere på det intime samspil mellem skuespillerne – kort sagt: Et par stolerækker i et rum, så har man et teater. Det er forfriskende, og der er meget talent, får man indtryk af. Vi så stykket “Circle Mirror Transformation” på teatret Playwrights Horizons, som er kendt for at være nytænkende og præsentere opsætninger, der ender med at rykke over på Broadway. Det var fantastisk!

Vi kom også ud og se sport – det endte med en basketballkamp mellem Knicks og Celtics. Og ud over at niveauet er højt, så er det også en oplevelse ud over det sædvanlige, at alt er så mega-kommercialiseret. Der er musik under kampen og alt er sponsoreret af nogen (selv playlisten). Og så blev nationalsangen selvfølgelig afsunget af en spinkel 9-årig pige med en stemme som en 30-årig. Prøv det eller en footballkamp, hvis vejret er til det (eller baseball, hvis du er den rigtigt tålmodige type).

Bliv væk fra området omkring Times Square – også selv om den danske arkitekt Jan Gehl har været med til at lave det om, så det nu er gågade og udesidning og alt det der. Det er stadig et lyshelvede med masser af mennesker  – også af den slags, der vil sælge dig alt muligt. Tag japanermodellen: Op af subway’en, tag billedet, og så videre.

Jeg bliver lidt paralyseret når jeg træder ind i en Barnes & Noble megastore – der er simpelthen så meget at vælge imellem, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. New Yorks bedste (men ikke største) boghandel ligger i Williamsburg og hedder Spoonbill and Sugartown. Udvalget er rigtig godt med fokus på skønlitteratur, bøger om design, typografi, foto mv. og så alt det lidt skæve. Der kunne jeg sagtens have tilbragt mange timer.

Når jeg kommer tilbage, vil jeg nok også:
Høre jazz hjemme hos Marjorie Eliot, der hver søndag klokken 16 åbner sit hjem (555 Edgecombe Av., apt. 3F) op for alle, der gerne vil høre både etablerede og nye talenter inden for jazzen spille i stuen. Sådan har det været de sidste 14 år, og det er gratis.

Prøve en guidet tur med en, der virkelig kender byen eller en lille bid af den. Det kunne være en dansk journalist eller en lokal.

Lidt længere ud i Brooklyn og Williamsburg, hvor man ikke allerede snakker om at tingene ikke er som de var en gang og man måske kan være et skridt foran guidebøgerne når det gælder om at finde det næste nye…

Mere…
Du kan også se billeder fra vores tur, hvis du af en eller anden grund skulle have lyst til det.

Relateret: Blandt andet Granns tips til Berlin og observationer omkring antallet af argentinske steakhouses i Amsterdam.

Muligvis coming up: Granns guide til Helsinki (!)

Lignende indlæg:

1. Granns.rejseguides: Berlin
2. Rejseguides til spøgelsesbyer
3. Granns.net 2.0

Klik her for at se den indsatte video.

Jeg har ingen ord. Men jeg har set den et par gange, og tror lige jeg tager den en gang til.

Lignende indlæg:

1. Acoustic Moments pt. 1
2. Mon ikke Geoff Barrow også har set den?
3. Remixkulturens foreløbige lavpunkt – måske…

granns.net – nu med slideshow:

Og så kan C.V. Jørgensen ellers få ordet. Husk regnjakken i de kommende dage…

Lignende indlæg:

1. Sidste øjebliks mashup-anbefalinger til Roskilde
2. Kan man godt “abonnere” på RSS og andre gratis sager?
3. Remixkulturens foreløbige lavpunkt – måske…

Man skulle tro, det i det mindste kunne gøres sjovt, men af tidligere toiletpapirreklamer kan jeg kun lige komme i tanke om Lambi-manden, der har foret skjorten med toiletpapir for at se stærk ud, og af en eller anden grund må hoppe i en swimmingpool, som selvfølgelig drænes helt tør da han gør det. Hmmm… Eller var det i virkeligheden køkkenrullens sugeevner, han demonstrerede?…

I øjeblikket kører der reklamer for Lotus toiletpapir i fjernsynet. Konceptet er, at der er en person ude på et toilet, som gør et eller andet spøjst med toiletpapiret, ex pigen, der har mistet sin kæreste og derfor udlever sine bryllupsdrømme med et toiletpapir-slør, eller fyren, der er træt af svigermor og derfor svinger toiletpapiret som et par nunchakuer til lyden af “Everybody Was Kung Fu Fighting”. Reklamerne afsluttes med det fantastiske slogan “Alle kan få brug for en Lotus pause”. Jeg kunne kun finde den på fransk:

Klik her for at se den indsatte video.

Og så er det, jeg undrer mig: Hvad er det lige, Lotusfolkene tror at folk vil forbinde den efter dem opkaldte pause med? Jeg kan godt se reklamefolkenes ide med at toilettet er et sted, hvor man kan være sig selv, alene og få en lille pause. Men altså – de fleste gange jeg går på toilettet er det altså ikke det primære formål. Og bortset fra selve kummen og børsten er toiletpapiret vel den ting, der i allerhøjest grad leder tankerne hen på det, man normalt befinder sig på toilettet for at gøre.

Og så er det, jeg tænker, en “Lotus pause”? Seriously? I bedste fald er det en dårlig betegnelse for det, man også kan kalde “Nummer 2″ – i værste fald bare et dårligt gennemtænkt slogan. Nope – toiletpapir sælges bedst på at være billigt, blødt, miljøvenligt eller noget i den dur.

Nå, jeg vil smutte. Jeg skal lige have en “Lotus pause”, hvis I forstår hvad jeg mener…

(men OK, de har da fået mig til at skrive om det. Og de har fået de her to piger til at genindspille den ene af reklamerne. Så vi kan da i hvert fald huske det…)

Klik her for at se den indsatte video.

Lignende indlæg:

1. Mon ikke Geoff Barrow også har set den?
2. Acoustic Moments pt. 1
3. We’re gonna crack open the big egg!!!

Tyrolean Air er slet ikke så sjovt som det lyder. Ikke at de ikke flyver fint og sikkert og alt det der, men med det navn havde jeg forventet at sikkerhedsinstruktionerne nærmest blev fremført jodlende, og at stewardesserne alle havde lederhosen på og måske kunne synge sange fra “The Sound of Music” på request. Der blev jeg skuffet…

Sådan her kunne de eksempelvis have set ud

(selskabet viste sig i stedet at være et mærkværdigt datterselskab af Austrian Airlines, hvorfor hele kabinepersonalet var klædt i rødt fra top til tå og der blev spillet vals inden take off og efter landing. Også interessant, men ikke nok!)

Lidt billeder fra den nyligt overståede tur til Slovenien og Kroatien (med et meget kort afbræk i Trieste) findes såmænd lige her til de interesserede…

Smugkig her:

Og det var lige her, du også kunne se hvad der gemte sig neden under skyerne på turen.

Lignende indlæg:

1. Ideer til fotoblogs, jeg nok aldrig får realiseret
2. "Log ind her og se hvad du hedder” – når kundeservicemanualen bliver taget lidt for bogstaveligt
3. Chok: 2008’s bedste cykelplade blev aldrig udgivet!

Bedste koncerter:

• Malk De Koijn – goes without saying
• Trentemøller – passede fint til Orange
• 2562 – fed eftermiddagsdubstep
• The Whitest Boy Alive – sikre vindere også 5. gang jeg så dem

…og Fleet Foxes, Kanye West, Gogol Bordello og Faith No More var også gode…
Bedste moments:

• At være backstage og opleve Mike Patton og resten af Faith No More på slap line fra halvtæt hold, især til sidst da hr. Patton var kommet i godt humør og lod som om han gik på line (!?!) på scenen mens bandet spillede lidt cirkustoner til. Herligt!
• Da Fleet Foxes-forsangeren ser den klassiske Alien+Ko-fane/figur i Arenateltet til bandets koncert og spontant udbryder “And that’s how cheese is made!”.
• Det tyske elektro-rap-band Deickkind, der består af en flok halvfede gutter i neontøj, der rapper sig igennem dårlig 90′er-dance med hoppeborge og trampoliner på scenen. Hold kæft der var gang i den! Her er de til en tidligere koncert:

Klik her for at se den indsatte video.

Værste moments:

• Kanye Wests lidt for selvhøjtidelige/selvmedlidende attitude stak lidt en kæp i hjulet for en ellers ret fed koncert.
• Fem gamle røvhuller der synes de skulle lege lejrbål på medarbejdercamping stak lidt en kæp i hjulet for en ellers velfortjent nattesøvn fredag ud på morgenen.
• Esben Danielsen (talsmand for Roskilde Festival) på scenen for at overrække underskrifter til Connie Hedegaard og penge til Folkekirieks Nødhjælp. Esben, jeg ved du har travlt, men jeg anbefaler alligevel et engelskkursus hen over vinteren!
• Esben toppes alligevel af Connie Hedegaard, som endnu mere har brug for det kursus! At have en sådan kvinde til at repræsentere DK internationalt er decideret pinligt efter at man hørte hende føre sig frem med sin direkte barnlige udtale af de engelske gloser på Orange Scene. Kald mig bare pedantisk, men jeg synes nu bare ikke at “sank juu” sådan klinger rigtigt af hverken Rock’n'roll eller storpolitik.
• Ham fra Folkekirkens nødhjælp gjorde sig i øvrigt heller ikke så godt. Han havde ellers som modtager af alle de indsamlede pantmidler en oplagt mulighed for at tale til publikum, da hans job jo sådan set bestod i at takke for at de havde drukket så meget.

Men OK, det var vist også et svært publikum, de havde:

Klik her for at se den indsatte video.

Lignende indlæg:

1. Brugerinvolvering på Roskilde Festival IV: Under festivalen
2. Brugerinvolvering på Roskilde Festival III: Hjemmesiden skaber relationer til og imellem publikummer
3. Brugerinvolvering på Roskilde Festival V: Opsamling i listeform

Men så er det godt, man har Internettet! For så er der jo bare nogle andre, der laver en alternativ guide til festivalens program, der tør kalde en spade for et spade og et møgband for et møgband. Se eksempelvis denne guide, hvor alle de optrædende får 1 til 5 stjerner og er beskrevet noget anderledes end på festivalens hjemmeside.

Der er også andre mere nicheprægede guides, eksempelvis til jazz på festivalen eller til elektronisk musik (eller mangel på samme). (lidt relateret: guide til YourSpace-programmet).

Den klart sjoveste guide at læse er dog bibliotekaren Karsten Olesens, der i år udkommer for syvende gang. Og det er både informativt, men i særdeleshed underholdende – mere end jeg husker at den tidligere har været. Hør eksempel beskrivelsen af det interessante navn Gang Gang Dance, som

“lyder som afrikanske perkussionister der står på en flodbred og battler deres talenter overfor en håndfuld vestlige kulturturister – med grime og dubstep!”

Dem har jeg kun endnu mere lyst til at se nu! Eller hvad med finske Paavoharju, som får følgende ord med på vejen:

“Musikken, på nu to albums siden 2005, er sære barkskrab fra gamle ekkoer i skove, folkemusik i den mest nære og direkte dialog med sang, lette anslag på klaveret, kvindelig skønsang fra moser og mellem blomster”.

Det lyder da heller ikke dårligt. Men der er også kunstnere, der virkelig får på puklen. Hør for eksempel hvad Olesen mener om Lil Wayne og hans brug af autotune:

“…autotune? Gå frygtsomt ind på DR’s hjemmeside, slå op under satire, og find her siden for Pharfar og Chapper, derefter deres video med Hønse og Krasser der gir den gas med ”Damhussangen” – verdens bedste autotunesang, og ren røv at trutte i for Timbaland. Og Lil Wayne.”

Det er rene ord for pengene! Jeg skrev også om Karsten Olesens guide for to år siden.

Lignende indlæg:

1. Brugerinvolvering på Roskilde Festival IV: Under festivalen
2. Brugerinvolvering på Roskilde Festival I: Hvorfor nu det?
3. Top og flop på Roskilde Festival