Der var meget opmærksomhed og postyr i Blogdanmark over Gus Jensen, hvis blog viste sig at være skrevet af to fyre fra Computerworld PC World. Bloggen var en god parodi på den typiske personlige blog med sure, subjektive opstød på stribe, som der findes masser af.

Nu er den næste fake-blog på banen. Eller: det har den været et stykke tid, men den er først blevet opdaget nu. Det er en parodi på en anden slags typisk blog, nemlig sådan en, der er skrevet af en ung smart fyr, der smider om sig med web 2.0-ord.

…Og den er ret sjov, idet den balancerer meget godt på grænsen til at være for karikeret. I øvrigt er den også ganske godt udbygget, med små artikler, links til idolerne (Morten Albæk og Ole Henriksen, blandt andre!) og et CV også, såmænd. Se selv…

Spørgsmålet er bare, hvor længe, det holder. For det er vel ikke lige så sjovt anden gang?…

Nuvel, opmærksomheden har allerede været der. Startende hos Emme, hvor vi diskuterede det i kommentarfelterne på dette indlæg. Og Claus og Malou har også blogget om det. Og jeg springer også med på vognen, så noget må der være om det.
Sagen er dog også interessant, fordi bloggeren, en vis Bjarke Guldand Andersen, har formået at skabe sig et begyndende netværk på Kommunikationsforums nystartede netværksportal (som jeg tidligere har brokket mig over), hvor han har en profil. Det er sjovt, men også lidt at tænke over…

Det er ikke kun Ungeren og de politisk partier, der er begyndt at udnytte nettets nye muligheder. Næh, også Faderhuset er kommet med på bølgen, og har nu fået en profil på MySpace.

Og de gør virkelig deres bedste for at være “ung med de unge”. Bedøm selv - og skru godt op for lyden, det er ganske morsomt

“Queen Margrethe II of Denmark is in your extended network“
Faderhusets venner inkluderer i øvrigt både Dronning Margrethe (der passende har valgt klassisk musik på sin side) og Anders Fogh (der mere progressivt har valgt Felix the Housecat som akkompagnement).

Dronningen er igen ven med både kronprinsesse Mary (hvis profil desværre er “private”), Borat og en vis “Smoking Jesus”. Tja, når hun nu selv har lagt smøgerne på hylden…

Jeg har lige opdaget Kommunikationsforums nye feature, profilnetværket “K-Profil”. Det ser ud til at have kørt siden november, men er - som sådan noget jo skal være - stadig i beta. Og indtil videre ligner det mest et profilnetværk for ansatte på Advice A/S.

Og jeg må sige, at jeg er skeptisk. Sitet er en blanding af LinkedIn (se hvem jeg er og hvad vi kan bruge hinanden til), Del.icio.us (se hvilke spændende ting, jeg har set for nylig) og en blog. Og det er jo fint. Men hvad så, hvis man allerede bruger en eller flere af de services (jeg bruger for eksempel alle tre)?

Det er dog en god pointe at forsøge at samle kommunikationsrelevante mennesker, links og meninger (i form af blogs) på et site. Men hvor går så grænsen for, hvad der er relevant? Og taber man ikke samtidig noget? Er der ikke mange ledere, ikke-kommunikations-konsulenter, HR-folk, IT-folk m.fl., der også er relevante at kende og høre? Men som måske ikke er repræsenteret, fordi det er et kommunikationsforum?

“Se hvor populær jeg er”
Så har sitet også den i konteksten lidt pudsige ting, at man kan se, hvor populær en person er. Man har nemlig “K-points” (jo flere links til og fra andre, jo flere points), og antallet af points bestemmer ens “K-rank” (altså “Krank”?). Og der synes jeg måske der går lige lovlig meget “se hvor mange venner, jeg har” i den.

Men altså, det skal da prøves. Så jeg har forsøgsvis oprettet en profil. Og det er forholdsvis let (dog fik jeg en fejl, hvis jeg prøvede at bruge HTML i min personlige beskrivelse). Jeg startede med en K-rank på 202 (jeg gætter derfor på, at jeg er bruger nr. 202), men efter at have linket til et par andre er jeg allerede oppe som nr. 83. Alright - the sky’s the limit!

Et par ønsker til forbedringer
Jeg ville dog synes, det var fedt, hvis man kunne integrere til/med andre sites og service, ex: a) Hente sit CV på LinkedIn, hvor rigtig mange nok allerede har en profilside? b) Hente sine links på Del.icio.us, som nogle også allerede bruger? og c) Hente blogindlæg fra sin egen blog, hvilket mange (efterhånden) også har? (det mindre fede alternativ ville være, at man kunne hente indhold fra disse sites når man opretter sin K-profil.)

Med tiden er det nok tanken, at blogindlæg og interessant links skal integreres med resten af indholdet på Kommunikationsforum. Det gør livet lettere for redaktionen, men forhåbentlig også for brugerne. Det vil give endnu mere liv og interaktivitet og dialog - forhåbentlig. Jeg foreslår straks, løst fra hoften:

RSS! Dels på links med bestemt keywords og fra bestemte brugere, dels på blogindlæg og kommentarer (ligeledes på keywords og brugere).

Visning af relevante blogindlæg, links og filer ved artiklerne på selve Kommunikationsforum.

At man skal kunne skjule et faneblad (ex “blog” eller “links og filer”) hvis man ikke bruger den pågældende feature på sin profil.

Og så er jeg altså lidt forbeholden over for navnet. “K-profil” lyder bare lidt for noller og klodset, synes jeg. Også fordi, de nu forsøger at gøre “K-[noget]” til et udsagnsord: En ting er, at man kan “Google” mig når man er inde på en profilside. Den køber jeg. “Technorati Christoffer Grann” er straks sværere at sluge - der tror jeg nok, jeg ville have bidt i det sure æble og skrevet “Søg på Christoffer Grann på Technorati”. Og helt galt går det så med næste mulighed: “K-forum Christoffer Grann”. Helt ærligt, det er altså en om’er…

Succes eller fiasko?
Det bliver spændende at se, hvordan sitet klarer sig. Ingen tvivl om, at der nok skal komme mange flere fede features og integration. Men spørgsmålet er, hvor meget og hvordan, det vil blibe brugt af brugerne. Jeg forestiller mig, at mange vil oprette en profil, men at kun få vil bruge det mere aktivt og jævnligt, dvs. blogge, dele links, skrive i gæstebøger og løbende tilføje nye kontakter.

På den anden side: Hvis man ved at blogge noget eller poste et interessant link kan blive vist i forbindelse med en meget læst artikel på Kommunikationsforum, så er der da sikekrt nogle, der vil bide på: Hvem vil ikke gerne gøre opmærksom på sig selv over for sine kolleger? Og kommunikationsfolk er jo notorisk kendt for at mene noget om alting og ingenting, så…

Samme problematik (”jeg har oprettet en profil, og hvad så?”) gør sig i øvrigt gældende for LinkedIn, synes jeg. Men der har K-profil trods alt en fordel, fordi det faglige indhold i form af blogs, links og artikler kan fungere som omdrejningspunkt for netværksdannelsen.

Et af 2006s buzzwords, “prosumer” har vist aldrig fået fat i folk. Nok mest fordi det er lidt småkikset. Nu har jeg så i TV-Avisen (!) set, hvad den næste betegnelse for den moderne forbruger er, nemlig “trysumer” (ingen definition - men mere senere).

Indslaget i TV-Avisen var lidt pudsigt. Det forløb i store træk nogenlunde sådan her - såvidt jeg husker (det er i skrivende endnu ikke tilgængeligt på dr.dk):

Speaker: “Som forbrugere bliver det vigtigere og vigtigere for os at have det sidste nye bla bla.”
[Klip til mand #1 i elektronikbutik]
Mand #1: Jeg kigger på den her telefon bla bla design bla bla.”
[Klip til mand #2 i elektronikbutik, der prøver en spillemaskine]
Speaker: “[Navn på mand #2] har allerede har en PS2, men gerne vil have PS3 når den kommer.”
Mand #2: “Jamen der er noget med grafikken bla bla.
[Klip til mand #3 i elektronikbutik]
Mand #3: “Jeg kigger på et nyt fjernsyn”
Speaker: “Har du ikke et fjernsyn?”
Mand #3: “Vi har faktisk flere. Men vi vil gerne have sådan en fladskærm.”
[Klip til fremtidsforsker]
Fremtidsforsker: “Vi vil altid gerne have det nyeste nye bla bla.”

OK - we get the point. Men så tager indslaget så en lidt sjov drejning. Nu handler det pludselig om, hvordan man får råd til den slags. Og det viser sig, fortæller speakeren, at det gør man ved at sælge det gamle på netauktioner. Det forklarer pludselig det billede, der også indgik i starten af indslaget, og som nu igen optræder: En adresselinje i en browser, hvor der indtastes “qxl.dk”.

Indslaget slutter med en reference fra studiespeakeren til bogen Future Shop, der siger et eller andet om fænomenet (men ikke bruger selve ordet, viser en søgning).

Nå. Så “trysumer” betyder på TV-Avisen-sprog bare, at man gerne vil være med på det nyeste nye. Det har Rogers vist allerede et bedre ord for, og der er da også mere til udtrykket. Der findes godt nok ikke så meget om det på nettet endnu - for eksempel er der ingen Wikipedia-artikel (gys!). Det optræder dog i trendwatching.org’s liste over trends, vi kommer til at se i 2007. Her er en foreløbig beskrivelse:

“Freed from the shackles of convention and scarcity, immune to most advertising, and enjoying full access to information, reviews, and navigation, experienced consumers are trying out new appliances, new services, new flavors, new authors, new destinations, new artists, new relationships, new *anything* with post mass-market gusto.”

Se, nu nærmer vi os jo noget - også selv om det stadig er på Cluetrain-sprog. Som ikke bare beskriver at vi har flere penge, vi ikke ved hvad vi skal bruge til. Men også, at det ikke kun er vores forbrug, men også vores forbrugsmønstre, der er under forandring. For eksempel den måde, vi forholder os til marketing og reklamer, og hvordan vi orienterer os inden vi foretager et køb - for eksempel at læse blogs eller anden c2c-information. Ordet beskriver også, at vi er mere tolerante over for “dårlige køb”.

Men at man er helt “immune to most advertising” ved jeg nu ikke. Reklameindustrien følger jo også med, og det virkede i hvert fald ikke som om, de interviewede i indslagt var uafhængige af reklamer. Måske nærmest det modsatte. For reklamer og markedsføring er jo også med til at italesætte, hvad der er det nyeste nye?

Læs selv listen over trends i 2007 hos trendwatching.org (”Trysumers” er nr. 4)
Indslaget burde også snart kunne ses på TV-Avisens hjemmeside

Google er ved at blive overhalet indenom af andre søgeportaler, der virkelig ved, hvad brugerne vil have. For noget tid siden kom således Ms. Dewey, den frække dulle, der svarer igen, kommer med dumsmarte bemærkninger og bliver irritereret, hvis man åbner siden, men ikke taster noget i søgefeltet. Og hvem vil ikke gerne have lidt modspil, sådan midt i søgningen (øhhh…)?

Men nu er den her så, søgeportalen som for alvor kan tage kampen op. Det er frækt, det er overraskende, det er let at huske og det har et supergodt slogan. vi præsenterer: Slamfisse.dk - “Din indgang til søgning på nettet”. Det er det, de unge vil have.

Screendump fra slamfisse.dk. Og jep, det er et screendump - se selv.

Vi mangler bare et smart, web 2.0-agtigt logo. Og nå ja, for at blive virkelig populær blandt brugerne, skal slamfisse.dk selvfølgelig også lige slå ham her af pinden på Google-tronen først.

(Disclaimer: Jeg skal ikke kunne sige noget kvalificeret om søgeresultaterne hos hverken den ene eller den anden af de to søgende fruentimmere. Men prøv dig selv frem.)

Jeg er lige kommet igennem The Cluetrain Manifesto (med undertitlen “The End of Business as Usual”), som på mange måder udtrykker de tanker, der også ligger til grund for meget af al den hype, der er omkring blogging, web 2.0 og så videre.

Og det er en spændende bog, fordi den stiller spørgsmålstegn ved mange af de ting, der stadig i mange virksomheder betragtes som selvfølgelige. Og det er også det, bogen vil: Stille spørgsmålstegn og provokere.

Til gengæld vil forfatterne endelig ikke have, at man sætter Cluetrain i stedet for det, de kritiserer. Og god fornøjelse med det, siger jeg så. For det er vel på mange måder allerede sket. Og hvem kan også forvente at kunne skrive en kritik af noget uden at blive taget til indtægt for de tanker, der ligger bag ens kritik? Så bliver det da det første manifest, jeg kender til, det lykkes for…

Og det er her, jeg synes at bogen mister fodfæstet en smule. Den er nemlig fuld af pointer, der er gode som afsæt for kritik, men i sig selv fremstår en smule ubegrundede eller overdrevne. At jeg har læst bogen på den måde skyldes nok også, at jeg gerne vil kunne bruge den i mit speciale - og det er svært, hvis den ikke er velbegrundet og nøgtern, synes jeg.

Jeg køber gerne bogens grundpræmis om at markeder er samtaler. Og også, at der allerede findes samtaler om ens virksomhed, og man derfor lige så godt kan deltage i dem. Men det er til gengæld svært helt at skelne mellem hvornår forfatterne kritiserer på baggrund af allerede tydelige tendenser, hvornår det er deres egne meninger, der danner grundlag, og hvornår de bare maler fanden på væggen. Særligt kapitlet The hyperlinked organisation af David Weinberger, der handler om hvad fremkomsten af Nettet betyder for organisationer, synes jeg er lidt tyndt.

Et par konkrete eksempler, som jeg lige kort vil kommentere:

For det første er det en præmis gennem hele bogen, at traditionel marketing har spillet fallit. At man ikke kan narre forbrugerne, fordi de kan tale sammen over nettet, og det derfor er bedre at være åben og ærlig. Jeg er kun til dels enig. Almindelig marketingtankegang er også ganske udpræget i web 2.0- og endda blogverdenen, og jeg vil vove at påstå, at det også i ganske mange tilfælde er meget effektivt over for forbrugerne.

For det andet afskrives også mere eller mindre alle former for management over en bred kam som bullshit. Igen er jeg kun til dels enig. Dels ud fra samme præmis som før: Mange steder virker det jo fint. Men også fordi forfatterne fokuserer så stærkt på, at management kun handler om magt, og i praksis forhindrer medarbejderne i at lave det, de er bedst til. I begge tilfælde må det i mine øjne tilskrives nogle meget dårlige managers. At slippe tøjlerne og lade medarbejderne køre deres eget show er vel endda også en form for management?

For det tredje fremsættes den påstand, at det jo alligevel er umuligt at styre en organisation nu, hvor man har nettet. Medarbejderne vil alligevel hellere løse opgaver og problemer uden det bureaukrati, de gængse kommandoveje giver, og i stedet bruge deres netværk i og uden for organisationen. Igen vil jeg sige, at det vel er muligt at organisere sig, så opgaveløsning kommer frem for papirnusseri.

For det fjerde - og i forlængelse af det forrige - har det oppefra styrede (som i fra den korporate kommunikationsafdeling) korporate intranet spillet fallit. Medarbejderne skal selv frit kunne oprette, redigere og dele sider - for de har jo alligevel allerede lavet deres egne, anarkistiske, selvstyrede mini-intranets, hvor de kan udveksle meninger og viden, der virkelig betyder noget. Igen vil jeg sige, at den manglende tiltro til, at de korporate kommunikationsafdelinger har fingeren på pulsen og vil lade almindelige medarbejdere komme til udtryk, er lidt overdrevet. Det kan godt lade sig gøre (men jeg er enig i, at det er en god ide at lade medarbejderne komme til orde).

For det femte slår denne anarkistiske tankegang også igennem i, hvordan vidensmedarbejdere fremstilles: For dem er deadlines noget, der hæmmer deres arbejde, og sænker kvaliteten af det. Deadlines kan da godt være en god ting? Og ikke mindst kan de hjælpe til at en organisation hænger sammen, fordi den ene del af organisationen ved, hvad den anden del laver og hvornår de er færdige, så de kan planlægge og koordinere deres indsatser på tværs.

Det var et par kritiske tanker om en ellers tankevækkende (også på den gode måde) bog. Det skal sige at bogen er seks år gammel - hvilket kan være medvirkende til, at jeg synes nogle af dens fremstillinger er lidt firkantede.

Til blogforum stillede Joachim og Jesper spørgsmålet “Er en weblog et teknisk format eller en genre?” Mit svar vil være: Begge dele - og mere til!

For mig at se er det svært at trække en skarp grænse for, hvad en blog er. For blogging er også udtryk for - og dermed tæt forbundet med - nogle (idealistiske) tanker, som for eksempel kommer til udtryk i Cluetrain Manifesto. Derfor giver det selvfølgelig stadig mening at tale om, hvad en weblog er. Men for mig giver det mere mening at tale om, om ikke de tanker, der ligger bag blogging, ikke viser sig flere steder?

Jeg ser fire niveauer, hvor man kan kigge efter “noget”. I hvert fald hvis der er tale om blogging en korporat sammenhæng:

1. Webloggen
2. Den hjemmeside hvor webloggen ligger/virksomhedens hjemmeside
3. Anden kommunikation fra virksomheden
4. Virksomhedens handlinger

Tag som eksempel mit arbejde, Patent- og Varemærkestyrelsen. På vores weblog kommer en bestemt persona/række af personaer til udtryk. men den/de stemme(r), man finder på webloggen vil samtidig kune tages som repræsentant for selve organisationen.

Weblog-personaen er dog også forskellig fra resten af vores hjemmeside, som er knap så dialogisk orienteret, mere statisk og knap så selv-kommenterende (den går ikke så tit i meta, som man siger).

Igen forskellig herfra er Patent- og Varemærkestyrelsens kommunikation i foldere, på plakater, på messer, i pressen etc. Og igen forskellig herfra er den måde, Patent- og varemærkestyrelsen rent faktisk handler på: I det politiske system, over for kunder etc.

Så fik jeg lige skrevet mig lidt væk fra der hvor jeg startede. Men det giver dog anledning til et par spørgsmål:

• Hvordan passer det sammen med eksempelvis Luhmanns tillidsbegreb, der fordrer en konsistent kommunikation og også konsistens mellem ord og handling? Eller formuleret mere mundret: Kan man godt have en weblog og samtidig have som mål at integrere sin kommunikation?
• Er det overhovedet en gyldig analysemodel? Det er jo nogle ganske udmærkede analytiske skel mellem de fire niveauer, men i praksis vil modtagere sjældent opleve flere niveauer (samtidig), ex på grund af RSS-feeds, der jo springer minimum et niveau over.
• Kan man i en eller anden tillempet form også bruge samme tankegang for personlige weblogs?
• Find selv på flere (spørgsmål eller svar)…

I septembernummeret af Wired var der en guide til at lave sit eget web 2.0 startup. Det fulgte formlen “It’s a [market] site that uses [hyped tech 1] and [hyped tech 2] to do [service] in a [architechture]. We call it [navn].” Eksempel:

“It’s a photo site that uses tagging and RSS to do search in a community. We call it Flickr.”

Se selv hele modellen

Nu kan du også selv lave din eget web 2.0-ting med Web Two Point Oh!. Eksempel:

Your company name:

Squiechnoink

Your company product:
community dating via shockwave

Web | Comments (0)