På linje med de fantastiske tjenester ugedag.dk og ugenr.dk, hvis navne gerne skulle være selvforklarende, er der nu også kommet en side med navnet isparisinjailrightnow.com. Bare hvis man stod og var i tvivl - for det kan da også være svært at finde rundt i…
Min anden Reboot-oplevelse var lige så god og inspirerende som den første. Et par tanker om, hvad der kunne gøres endnu bedre næste år:
Jeg foreslår til næste år at hjemmesiden giver mulighed for at generere sit eget Reboot-program. Jeg brugte i hvert fald meget tid i løbet af konferencen på at sidde og (gen)læse om programpunkterne, fordi jeg ikke kunne huske, hvad jeg på forhånd havde tænkt mig at se. Det burde have været en smal sag, når man nu alligevel havde mulighed for på sitet at angive, om man synes en session var interessant og om man havde tænkt sig at dukke op. Morten har lavet en lille ting, så du selv kunne gøre det i Google Calendar, men det var da oplagt at gøre på selve Reboot-sitet.
Jeg synes i øvrigt, at sitet er interessant og spændende, og at det faktisk fungerede udmærket på trods af den kritik, det fik (for at være for brugerfjendtligt og for ulogisk bygget op). Men det er de helt banale ting, der fungerer: Kommentardiskussioner på session-beskrivelserne, folks profiler, muligheden for at tilkendegive at en session er interessant osv.
Jeg forstår til gengæld ikke præcist, hvilken rolle de nøgleord, hver artefakt (hvad er det i øvrigt for et ord?) har, spiller. Derfor har jeg heller ikke brugt “try me”-funktionen. Og så kunne man måske have tilføjet en eller anden visning af, hvad folk siger om Reboot andetsteds på nettet: Blogs (Technorati), billeder (23, Flickr) og andet (Twitter, Jaiku). Det er da oplagt. Jeg sad alligevel og fulgte med både på Jaiku-kanalen og på Technorati, og af og til også på 23 (hvor der også er en gruppe) og Flickr.
Og så synes jeg, Micropresentations-formatet faktisk fungerede overraskende godt: En taler får mulighed for at vise 15 slides, og hver slide kan vises i 20 sekunder (med et ur, der tæller ned på skærmen), og på en session kan man nå seks-syv folk på scenen. Det giver fokuserede præsentationer, hvor der skal skæres ind til benet og der ikke er tid til udenomssnak. Særligt den første dag var der interessante præsentationer, og jeg endte faktisk med at gå til en senere session på grund af den gode mikropræsentation, taleren (Leisa Reichelt) havde givet. Så mit forslag: Læg mikropræsentationerne tidligt i programmet, så de kan fungere som en slags teasere for de mere udfoldede versioner, der så kommer senere i programmet.
Det var det. Stor ros til arrangørerne i øvrigt!
I deres talk i går om “Trust” her på Reboot brugte Alexander Ljung og Eric Wahlforss Luhmanns tillidsbegreb til at definere, hvad det er, sociale medier på nettet kan/bør kunne, nemlig reducere kompleksitet. Den ideelle sociale platform skal være tillidsskabende i sig selv og gøre det lettere at have tillid til andre (eller i hvert fald gøre det lettere at bestemme, hvem man vil have tillid til), og det er vigtigt fordi man på den måde slipper for at “starte forfra” hver gang, man skal interagere med en anden, fordi man ved, hvor man har vedkommende (eller har besluttet at stole på at man ved det) - man reducerer kompleksiteten.
Luhmann har samtidig i sin systemteori en ide om, at for at reducere kompleksitet øger systemer (men det kan på sin vis også overføres til mennesker) deres kommunikation. På den måde ved andre, hvor de har systemet, og systemet får også lettere ved at bestemme, hvor det har de andre. Og jo højere kompleksiteten er (eksempelvis i form af noget så simpelt som mængden af information), jo større er behovet for at reducere den - altså hele tiden have styr på, hvor man “har” andre.
På den måde kan systemerne flytte sig rund mellem hinanden samtidig med, at de hele tiden har styr på, hvor de andre systemer er. Luhmann bruger en cellemetafor for systemernes måde at flytte sig rundt mellem hinanden: De flytter sig rundt og skubber lidt til hinanden og finder på den måde hele tiden deres plads i forhold til hinanden.
Tom Armitage fremhævede i sin talk om “Manners for web 2.0″ Facebooks “Poke him”-funktion. En funktion, der i sig selv ikke gør noget, men som på sin vis er en måde at øge kommunikationen på: “You’ve been poked”. Noget lignende gør sig gældende i Twitters’ “What are you doing?” og i lignende nye webmedier som Jaiku, IM eller blogging.
Med andre ord: Man kommunikerer mere - og mere åbent - hele tiden for at fortælle andre, hvor man. Og fordi man på baggrund af den kommunikation og den feedback, man får, hele tiden kan bestemme, hvor andre er. Og det er, som Stowe Boyd formulerede det i sin talk (UPDATE: Omfattende kommentarer/referat til Stowe Boyds talk her), nødvendigt at være en del af det kommunikationsflow hele tiden.
…Gerne (eller som en selvfølge) gennem flere medier, og som en udvikling, der står i modsætning til at fokusere på enkelte individuelle opgaveløsninger. For flowet vil også give udslag på den måde, vi arbejder (bedst på): “Network productivity trumps personal productivity”.
(det var lidt rodet, indrømmet. Beklager… Gå gerne videre ud af tangenten i kommentarerne)
I sin micro presentation om “Ambient intimacy” nævnte Leisa Reichelt i en sidebemærkning, at hun en dag var blevet helt forskrækket over på Last.fm at se, at Robbie Williams rent faktisk var den kunstner, hun hørte næstmest.
Det fik mig til at tænke på, om de sociale rum, vi bevæger os rundt i på nettet og de spilleregler, de har, også potentielt kan have den modsatte virkning af, hvad der er meningen?
Eksempel: At man vælger at høre noget bestemt musik fordi det så vil figurere på statistikkerne over, hvad man hører. Eller bare at skippe videre fra et nummer før det er helt færdigt, fordi det så ikke kommer til at optræde på ens “recently played”-visning på ens blog.
Nu er det ikke fordi, jeg skammer mig over min last.fm-playlist - men et eller andet sted ligger det da i baghovedet, at det siger noget om mig, hvordan min Last-fm-profil ser ud, og at den profil udelukkende er styret af, hvad jeg hører.
Kan man forestille sig det samme med Twitter, Jaiku, Flickr eller blogging? Ex at man blogger noget for at være “blog-agtig”? Eller føler, at man “snart bør Twitte”? Og kan de kommunikationsstrukturer, vi selv har skabt og valgt at bruge, på den måde virke tilbage på os på måder, der - vel egentlig - er uhensigtsmæssige?
Bare en tanke…
(…som selvfølgelig er nært beslægtet med diskussionen af, hvordan man kan/skal forholde sig til sin digitale identitet i forhold til sin fysiske identitet, som både Jeremy Keith og Markus Breuer har snakket om tidligere på dagen. Dem hørte jeg desværre ikke…)
På Reboot benyttede Robert Paterson sin taletid (UPDATE: Han har nu lagt sine slides online) på at fremme en aristotelisk tanke om, at alting i sig har et iboende potentiale til at blive det, det optimalt kan blive. Det forudsætter, at det har de rigtige (op)vækstbetingelser. Det billedlige symbol herpå var Fibonacci-sekvensen - altså den talsekvens, hvor hvert tal er summen af de to forrige, og som giver en pæn og nydelig spiral, hvis man tegner den i kvartcirkler.
Det er et mønster, der også findes i naturen (eksempelvis i blomkål!). Og Paterson mener, at det går igen i mennesket. Dels i det enkelte menneskes udvikling og i den måde, mennesker optimalt danner sociale relationer.
Hans pointe var den, at det allermest essentielle, når man opdrager et barn, starter en virksomhed eller organiserer en aktivitet, er at starte det rigtigt. Altså give det de optimale betingelser for at udvikle sig til det, det har potentialet til.
Hvad angår det enkelte menneske brugte han som eksempel det faktum, at børn, der har lært et vist antal ord i to-års-alderen (= har fået de optimale udviklingsbetingelser) har lært mange flere ord allerede i 15-års-alderen (= i højere grad har realiseret deres potentiale - eller er blevet til en pæn spiral!). De, der derimod havde lært bare halvt så mange ord i to-års-alderen, havde kun lært en femtedel ord i 15-års-alderen, og kom faktisk aldrig rigtigt videre (= de blev bare en cirkel, og ikke en spiral).
Hvad angår relationen mellem mennesker, brugte Paterson organiseringen af de romerske legionærer som eksempel. Det viser sig nemlig, at de er organiseret i delenheder, der rent størrelsesmæssigt giver de bedste muligheder for udviklingen af den mest holdbare organisering over tid: delenheder på 7-8 mennesker, organiseret i større enheder på 70-80. Beregningerne gik hen over hovedet på mig (var de der overhovedet?), men tallene giver god mening ex i forhold til, hvor mange rigtigt gode venner, man kan have (7-8?).
Egentlig ikke noget nyt under solen. Aristoteles’ tanke, om at enhver ting i sig har potentialet - ja, nærmest viljen - til at realisere sig til sin optimale tilstand (ideen om sit væsen), er jo ikke filosofisk/fænomenologisk holdbar, men er en god måde at tænke på mennesket på. Og menneskets optimale tilstand - det, vi vil - er ifølge Paterson at være i touch og conversation med hinanden. Touch ikke nødvendigvis forstået som fysisk kontakt, men at “komme hinanden ved”.
Hvem sagde web 2.0?
…eller er der et eller andet forkert i, at det danske herrehåndboldlandshold reklamerer for Nutella? (så passer det bedre med mine forestillinger, at Michael Laudrup reklamerer for Ota Solgryn)
…eller har de folk, der har fundet på Roskilde Banks slogan “København findes i virkeligheden - gør din bank også det?” (eller sådan noget lignende) set Philadelphia Eksperimentet og måske Allegro lidt for mange gange?
…eller har de danske supermarkedskæder fødselsdag lige lovligt ofte? (i disse dage er det Fakta, der fejrer, at de fylder 26. Jeg tror bare marketingfolkene har slået 2d20 for at finde det tal…)
Beklager - det skulle bare lige ud. Så kan der bootes!
De fleste virtuelle verdener imiterer i relativ høj grad den “virkelige”, fysiske verden. Men i de virtuelle af slagsen guides vi ofte af elektroniske markører af forskellig art. Mest tydeligt i de, der rent faktisk skal fungere som paralleller til den fysiske verden: I Google Maps markeres steder med røde pile og tekstfelter.
Men også i computerspil får man lidt ekstra hjælp. I Grand Theft Auto er der en pil, der viser hvilken vej, man skal køre. I World of Warcraft står avatarernes navne svævende over hver af dem. Og lignende eksempler kan sagtens findes i andre computerspil eller i Second Life, for den sags skyld.
Det er ting, der umiddelbart og intuitivt giver mening for os i de virtuelle rum, de fungerer i. Men hvad sker der hvis man løfter markørerne ud af deres virtuelle sammenhæng og loader dem ind i vores dagligdag i stedet?
Det har den hollandske kunstner Aram Bartholl udforsket, og det er der kommet nogle pudsige scenerier ud af. Men de er samtidig også interessante, fordi de provokerer os til at tænke over, hvor grænserne går, hvordan vi forestiller os verden, og om de virtuelle verdener måske i nogle tilfælde er lettere at navigere rundt i?
Jeg forstår ikke hvad det er med det der Twitter. Jo jo, jeg er med på at det er en måde at fortælle verden hvad man lige render og laver - at man derfor kan holde sine venner og bekendte opdateret og på den måde vedligeholde sit netværk.
Men helt ærligt, hvad er lige gevinsten af at få at vide at dem man kender er på vej hjem fra arbejde, lige har bestilt pizza eller synes Casper Christensen bare er for sjov?
Det lugter langt væk af sammensværgelse. Og Matthew Baldwin har gravet sandheden frem…
Jeg har tidligere brokket mig over K-profil-tiltaget på Kommunikationsforum, hvor man kan oprette profiler, blogge og diskutere med ligesindede. Og jeg har egentlig lyst til at brokke mig noget mere over det. Jeg kunne for eksempel skrive:
…at stedet er hjemsted for ikke bare en, men flere falske profiler. De er dog ret sjove, men er det det, det (tre i træk, alligevel!) handler om?
…at netværket markedsføres ved at opfordre udvalgte mennesker til at oprette profiler, som ex Line er blevet det. Det er der sådan set ikke noget galt i - og så alligevel. Man markedsfører produkter og services, og en sådan salgshenvendelse giver i hvert fald mig en dårlig smag i munden, når den kommer fra et sted som Kforum - de burde da vide bedre.
…at der jævnligt er tekniske problemer. Men sådan er det vel, når man er i beta…
…at det øjensynligt er muligt at blive en slags K-profil-berømthed, som en vis Sophie Egede-Schrøder er blevet det ifølge denne artikel (fjerde afsnit i brødteksten) af Joachim Sperling. (Ikke et ondt ord om nogen af dem, i øvrigt!)
…at sitet har en mærkværdig feature i form af en side med en pauseskærm.
MEN jeg brokker mig ikke. For jeg har endelig gennemskuet, hvad K-profil egentlig er. Det er slet ikke det faglige netværk, det giver sig ud for. Tværtimod er det et godt, gedigent stykke underholdning. Reality-TV for kommunikationsbranchen. Et onlinespil, hvor det gælder om at få flest points, så man kan vinde. Hør for eksempel Joachim Sperlings opsummering:
“Det er nemt at se, om en person er outsider eller insider i branchen, og det skal man naturligvis lige tænke over, inden man kaster sin profil i grams. Hvis man efter to måneder stadig kun linker til sin chef og kun er blevet læst af 14 personer, er det måske spørgsmålet, om man ikke bare skulle chekke ud igen.”
Samme erkendelse må altså også gælde LinkedIn, som jeg heller ikke rigtig har vidst, hvad jeg skal bruge til (hvor jeg også af en eller anden grund har en profil). Men nu hvor det ligger klart, at det også der er et spil, hvor pointene bare hedder “Connections” har jeg straks taget konsekvensen og sendt invitationer ud til 13 gamle kolleger, jeg opsporede derinde.
Nu håber jeg bare ikke, jeg bliver alt for bidt af det. Men så kan jeg måske hyre en kineser, der til en billig penge kan spille mig op til det højeste level?…
…og det er der jo sådan set ikke noget nyt i. Men det er stadig ikke helt gået op for mange af de traditionelle medier, hvad de skal stille op. (disclaimer: her følger et meget langt indlæg om medier, der kører ud af en tangent og ikke rummer nogen klare konklusioner. Men du er meget velkommen til at læse videre - og også gerne uddybe i kommentarfelterne, så vi kan finde hoved og hale på det hele…)
Nye og gamle medier
I dag hørte jeg Noa Redington og Erik Rasmussen, der er henholdsvis redaktør på ugebrevet og direktør på Mandag Morgen, tale om mediebilledet som det ser ud i dag. Noa talte om det gamle og det nye mediebillede, hvor det gamle består af aviser, radio, fjernsyn osv., mens det nye mediebillede tegnes af internettet. Og det er her, udviklingspotentialet ligger.
Af samme grund konstaterede han, at alle de nye, “store” medier, der har set dagens lys i 2006, ikke har ændret mediebilledet væsentligt. For både de nye gratisaviser og TV2 News er skåret efter det gamle mediebillede. Bevares, Nyhedsavisen gør et hæderligt forsøg på deres hjemmeside, men der skal mere til, og det samme gælder for de andre traditionelle mediers internetversioner - nogle mere end andre, selvfølgelig.
Noa fremhævede tre ting, der kendetegner internettet i modsætning til de gamle medier: 1) Internettet er ekstremt billigt at bruge som kommunikationsplatform, og dermed som medie, 2) Det er ikke nationalt forankret, og 3) Det er en social teknologi, der gør det muligt at inddrage brugerne.
Alle kan - og vil - lave nyheder
Jeg hæfter mig særligt ved det sidste, men alle de tre nævnte kendetegn er jo medvirkende til, at alle kan lave nyheder til alle. Altså: Fra massemedier til en masse medier. Det betyder samtidig, som Erik også pointerede, at medieloyaliteten hos den enkelte medieforbruger falder kraftigt, særligt over for de gamle medier, fordi der i det hele taget er flere medier at vælge imellem.
Med stigningen i antallet af medier - og her tæller både blogs og onlineportaler som YouTube, Digg, Myspace og endda Flickr (og alle de andre lignende) med - er der altså uendeligt meget at vælge imellem, og det er altså op til den enkelte at “vælge sine nyheder” - eksempelvis ved at sammensætte sin egen portefølje af nyhedsleverandører. Heldigvis findes der nu også teknologier, der gør det muligt at følge med i langt flere medier end før - her tænker jeg specielt på RSS.
Men hvor står så de gamle medier, der jo netop har levet af at agere som nyhedsfilter for læserne/seerne? (samme problemstilling diskuteres i øvrigt i øjeblikket omkring filmanmeldelser: Hvad skal vi bruge de professionelle anmeldere til? Eksempelvis hos Information). Jo, en måde at gøre det på, er at involvere brugerne i “nyhedsdannelsen”, eksempelvis ved at lade dem levere historier eller billeder. Alt andet lige bliver man vel mere begejstret for et medie, man selv er med til at fylde indhold i.
Noa skelnede mellem nyhedsnarkomanen og nyhedsnarcissisten, som er de “typer”, som henholdsvis det gamle og nye mediebillede retter sig mod - ja, måske endda har skabt. Nyhedsnarkomanen vil have det nyeste leveret, sorteret og prioriteret af redaktionerne, mens -narcissisten kun gider læse/se det, hvis det er relevant i en grad så det handler om ham/hende selv. Det sidste er måske at gå lige lovlig vidt, men ingen tvivl om, at muligheden for selv at sammensætte sin egen personlige nyhedspakke og promovere sine helt egne nyheder er på vej frem.
Med et sådant fragmenteret mediebillede, hvor der altid er en anden vinkel på en historie og altid foregår diskussioner og debatter om relevante emner, bliver det mere og mere vigtigt at monitorere, hvad der sker rundt omkring, og hvad der er et potentielt issue. For griber man det tidligt nok, kan det let blive til en mulighed (hvad en nylig Southwest Airlines-sag er et slags eksempel på, mens Krak-sagen er et eksempel på det modsatte).
Mere kompleks baggrund for potentielle issues
Og det var netop også noget af det, Erik Rasmussen var inde på. Han snakkede om, hvordan issues opstår i dette nye mediebillede, og hvordan virksomheder bør reagere for at imødekomme den udvikling. Han fokuserede særligt på, hvad man kan kalde en slags “issue-konvergens”. Det vil sige, at forskellige områder ikke kan ses som uafhængige af hinanden: Terrorisme hænger sammen med økonomi, som hænger sammen med u-landsbistand, som igen skal ses i sammenhææng med den globale opvarmning osv. osv.
Det betyder samtidig, at det er nødvendigt at monitorere meget bredere, end man egentlig gør. En ting er prøve at finde ud af det, man ved at man ikke ved, for eksempel hvad virksomhedens konkurrenter går og laver. Men en anden ting er - tungen lige i munden her - at finde ud af det, man ikke ved at man ikke ved, men som kan være vigtigt for ens forretning. Og det er her, det bliver vigtigere at kunne ane de sammenhænge, der er mellem forskellige issues, så man bliver opmærksom på de nyheder og historier, der er relevante, selv om de umiddelbart handler om noget andet.
Med andre ord: I et mere komplekst mediebillede handler det om at se de sammenhænge, der er svære at se eller måske ikke en gang er opstået endnu. Så endnu mere magt og indflydelse til de, der evner at se disse sammenhænge. En virksomhed, der blot får dagens presseklip fra Infomedia leveret er fint rustet til at blive ved at gøre det, den gør, men vil blive tvunget til at agere reaktivt i forhold til eventuelle
issues, fordi den sansynligvis aldrig vil have set dem komme.
Problemet er bare, hvordan man kan vide, hvad man ikke ved at man ikke ved (fik du den?)? Især når der bliver flere og flere steder at kigge…
