Begrænset udvalg
For det første er der selve udvalget af bøger og funktionerne på hjemmesiden. Der er i skrivende stund 2168 bøger at låne, hvilket jo ikke er mange. Men der er gode ting at finde, lige fra ny dansk litteratur (Helle Helle, Josefine Klougart fandt jeg) over klassikere (Herman Bang) til internationale bestsellere (Game of Thrones på dansk, eksempelvis.

Udvalget af fagbøger er sværere at gennemskue, og det virker som om der er rigtig mange læse let-håndbøger og knap så mange tungere fagbøger.

Manglende funktionalitet
Men alligevel er det for mange bøger til at man kan undvære nogle gode søge- og browse-features, hvis man da ikke lige præcis ved, hvad man leder efter. For i modsætning til det fysiske bibliotek kan man jo ikke kigge ned over hylderne på samme måde, og der er også begrænset plads på forsiden til at fremhæve bøger. Det kalder på lister, kategorier, tags, emner, “andre der har kigget på denne bog har også kigget på/lånt”-funktion eller mulighed for at bedømme bøgerne.

Men hvad får man? På forsiden en lille udstillingsfrise, en topliste over mest læste, et par anmeldelser fra litteratursiden.dk og en Facebookboks, hvor du kan se, hvad dine venner har anbefalet på siden. Fint nok til at pirre nysgerrigheden.

Men problemet kommer, når man skal et lag dybere ned. Kulturmagasinet Søndag Aften har beskrevet det ganske fint:

Fra forsiden kan man vælge blandt 5 emneområder: Biografier og erindringer, Krimi, Spænding, Børn og unge samt Skønlitteratur. Sådan ser ebogsverden altså ud fra ereolen.dk. Blandt 5 emner er der altså både plads til krimi og spænding. Og fx er der ingen faglitteratur!

Hvis man absolut vil finde faglitteratur, skal man klikke på “Alle titler”. Her får man så pt. 1.821 resultater – og i løbet af kort tid sikkert langt flere. Man kan vælge at sortere titlerne ud fra titel, forfatter eller udgivelsesår (udgivelsesår henviser til udgivelsesår for ebogen, så det er næppe den mest anvendelige sorteringsmekanisme, med mindre man vil checke de senest ankomne titler). På hver side kommer 10 titler, så skal man igennem hele listen, skal man klikke sig gennem mere end 180 sider!

Der er dog også en generel søgemulighed. Der er ingen forklaring til denne, men man kan nok gå ud fra, at der kan søges på alle mulige måder. Søger man på “matematik”, er Peter Høegs Fortællinger om natten blandt søgesvarene (og ja, ordet matematik indgår i beskrivelsen af bogen). Søger man på “Peter”, er både forfattere med dette fornavn og indholdsbeskrivelser med dette navn med i søgesvarene. Der er ikke nogen mulighed for mere præcis søgning og sortering.

Hvem står bag?
Derudover synes jeg på en eller anden måde det er problematisk, at der er en “køb”-funktion ved bøgerne. Men det har sikkert været forlagenes betingelse for at stille dem til rådighed (og med lidt god vilje kan man da også godt kalde det en service til de, der ikke blev færdige med bogen inden for den maksimale låne- og genlåne-tid). Funktionen er dog ikke aktiveret endnu, men det bliver den sikkert snart.

Søndag Aften problematiserer også konstellationen af offentlige og private interessenter, der står bag ereolen.dk. Læs det interessante indlæg…

At låne og læse virker fint
Nå, selve det at låne bøger, er – efter 5 minutters problemløs oprettelseshalløj og app-download – problemløst. man skal have et Adobe ID og hvis man – som jeg – vil læse bøgerne på iPad og/eller iPhone, skal man bruge app’en Bluefire. Det er relativt let at hente en bog derned.

Selve app’en er OK. Den har en fin “night”-funktion så man ikke irriterer sin sovende kæreste ved siden af, man kan lave bogmærker og det er let at finde rundt i bøgerne. Ekstremt irriterende er det dog, at man ikke kan synkronisere sine bogmærker eller hvor man er nået til mellem devices. Så i praksis ender man altså med at holde sig til en device – jeg læste Katrine Marie Guldagers “København” kun på min iPhone, selv om jeg af og til have iPad’en liggende lige ved siden af. Irriterende.

Men der er altså rum til forbedring. Læs også om ereolen på digitaletanker.

Tegneserier på iPad!
Nu vi snakker om at læse på iPad, så har jeg også prøvet at læse lidt tegneserier på min. Og det er den altså som skabt til! Der findes flere apps hvor man kan hente tegneserier, men det er mest amerikanske serieforlag, der står for dem. Så hvis man – som jeg – gerne vil læse klassiske tegneserier, der ofte er europæiske, så skal man ud på sådan nogle halvskumle sites som det her, hvor brugerne deler scannede tegneserier som pdf- eller cbr-filer.

Det virker til gengæld fint, og dem henter man bare ned og læger over i en reader-app som ex førnævnte Bluefire eller Cloudreaders, som jeg brugte. Jeg har pløjet mig gennem en håndfuld af serien XIII, og det bliver ikke de sidste tegneserier, jeg henter.

Jeg bruger Runkeeper på iPhone når jeg løber. Den plejer altid at skære lidt hjørner hist og her, men ikke noget i den her liga. Prøv lige at se her i lidt mere close up, altså:

Nå, den lyse side er, at statistikken nu siger, at jeg har løbet væsentlig længere end jeg i virkeligheden har gjort. Jeg er nu en bedre løber på papiret end i praksis…

Det er en god fagbog om indhold på hjemmesider. Bogen udmærker sig ved ikke at vælge en af de to traditionelle tilgange til emnet – enten den helt overordnede, hvor man skal lægge en stor forkromet strategi for det hele, eller omvendt et mere snævert fokus på design og usability.

I stedet fokus, som titlen nok afslører, på indholdet. Og her er den en tiltrængt reminder om to ting:

1. Indhold bliver ofte glemt lidt i processen, når man skal lave (nye) hjemmesider
2. Arbejdet med indholdet er ikke færdigt, bare fordi man går i luften

Fint opsummeret her:

“Content is not a feature. It is a complex, ever-evolving, intricate body of information that requires ongoing care and feeding. It’s not something you can check off on a list and be done with.”

Det kan man godt have tendens til at glemme lidt i det daglige arbejde, hvor man tit fokuserer på nye features og på nyt indhold i stedet for løbende revision af det gamle. Halvorson lægger samtidig op til en mere grundlæggende integration af web i organisationers arbejdsgange, i stedet for noget, man gør når ”selve arbejdet” er færdigt, og at man i højere grad hele tiden kobler webarbejdet til den overordnede strategi. Det kan jeg godt lide (også selv om det jo egentlig giver sig selv!).

Bogen er kort og overskuelig, skrevet i den der lidt joviale tone som engelsksprogede business mm.-bøger tit er skrevet i (men det går) og balancerer nogenlunde fint mellem de abstrakte ideer og de konkrete tips til handling.

Der er masser af tjeklister, man kan bruge i sit arbejde. Der er beskrevet faser, man kan køre sit projekt i, og hver af disse gennemgås omhyggeligt. Det er rigtig fint!

Bogen er dog også lidt over the top når den i vanlig amerikansk stil præsenterer ”content strategy” som en helt ny disciplin (og tilmed opfinder en tilsvarende ny stilling, ”content strategist”) – for det er jo ikke fordi, man ikke også tidligere har tænkt over sit indhold…

Men det er forfriskende at få en bog, der samler alle de relevante tilgange med indholdet som overordnet ledetråd i stedet for brugeroplevelsen!

Bogen er også rettet mod større virksomheder, hvor ressourcerne til at lave store analyser og auditere sit webindhold er rigelige – ex anbefales det at man lavet er stort excel-ark over alle sine sider, og for hver side lister ex url, titel, ansvarlig, budskab etc. Jeg står sammen med en kollega for omkring 20.000 siders indhold, så for os er det nok lige i overkanten. Så man må ligesom selv skalere bogen til danske orgnaisationsforhold.

Så er det bare lige at komme i gang…

Klassikeren The Big Picture, som er Boston Globes billedblog, hvor de i temaer samler aktualitets’ og nyhedsfotografi. Tænk World Press Photo.

Set i Byen er Politikens samling af street art og lignende. Både sjove og flotte ting imellem.

Lolitas er en svensk blog, der oftest bringer billeder med en støvet nordisk, melankolsk stemning. Og af en eller anden grund også af og til billeder af Kate Moss.

Jannike Viveka er min nye favoritfotoblog. Hvert indlæg er udvalgte billeder af en fotograf, hun har fundet. Når det altså ikke lige er en omgang fund fra Flickr. Altid spændende.

Informations fotoblog er ikke pressefotos, men kunstfotografi. Hvert indlæg stiller skarpt på en fotograf eller en udstilling, og ofte er de blevet til i samarbejde med kunstnerne.

Aerial Photography er lige præcis det, titlen antyder. Billeder taget fra luften. Det er ikke Yann Arthus-Bertrand-stilen, men nærmere mønstre og små sjove detaljer.

Darling, I’m eager er en tumblr fyldt med minimalistiske, stemningsfulde fotos.

A King of Kings (også Tumblr) er retrofarvede naturbilleder og støvede closeups.

Jeg samler selv billeder på Tumblr, når jeg falder over noget, der er sjovt, mærkeligt eller flot. Følg med på grann.tumblr.com (billede herunder).  Og ellers samler jeg løbende links på Delicious, hvis jeg finder spændende fotosites, eksempelvis hjemmesider for gode fotografer.

Links til andre gode fotosites er velkomne!

1. Creators – blogger, uploader videoer og skriver artikler;
2. Critics – skriver anmeldelser og kommentarer, deltager i fora og bidrager til wikier;
3. Collectors – benytter RSS, tjenester som delicious og stemmer artikler op og ned på tjenester som Digg eller aNyhed;
4. Joiners – har en profil på tjenester som Facebook;
5. Spectators – læser blogs og ser videoer men deltager ikke;
6. Inactives – er slet ikke med.

I begyndelsen af i år besluttede de at tilføje en ekstra kategori til disse 6, nemlig den, de kalder Conversationalists. Det er dem, der opdaterer deres status på sociale netværk og – især – benytter sig af Twitter.

Ud over at give Twitter et sted, hvor den passer ordentligt ind i kategorierne, så synes jeg også det giver overordentligt god mening at skelne mellem dem, der konverserer og dem, der blot kommenterer. Det er nemlig to vidt forskellige ting!

Det faldt mig ind da jeg læste kommentarerne på denne Ekstra Bladet-artikel. Artiklen handler om Odders borgmester, der er utilfreds med at hans kommunaldirektør får mere i løn end han selv gør. Det kan man mene om, hvad man vil.

…Og det tillader kommentatorerne sig så at gøre. Jeg bed særligt mærke i denne korte udveksling:

…Som jeg synes ganske godt illustrerer hvorfor en critic ikke nødvendigvis er det samme som en conversationalist. Begge de to herover er klart critics, og ikke interesseret i dialogen, men mere i at tåge ud med deres egne kæpheste eller nedgøre de andres. Det er en helt anden rolle at positionere sig selv i.

Nu er debatkulturen på Ekstra Bladet nok også et ekstremt eksempel, men man finder også lignende tendenser på eksempelvis Information. Læs i øvrigt også gerne resten af kommentarerne på Ekstra Bladet-artiklen – det er altså underholdende stof.

Hos Forrester blogger de i øvrigt også om deres research om sociale medier, hvis man vil vide mere.

Når du sidder og arbejder ved din computer, skifter du mellem forskellige vinduer næsten 37 gange i timen i gennemsnit. Man springer mellem mail, tekstbehandling, hjemmesider og andre programmer (og så skal man jo også lige tjekke nyhederne, Facebook, Twitter og sin private mail, ikke?). I gennemsnit besøger computerbrugere 40 forskellige hjemmesider om dagen.

Med andre ord: Vi multitasker virkelig!

Den New York Times-artikel, jeg har tallene fra, handler om, hvordan det at multitaske hele tiden rent faktisk ændrer den måde, vores hjerne fungerer på:

Scientists say juggling e-mail, phone calls and other incoming information can change how people think and behave. They say our ability to focus is being undermined by bursts of information.

These play to a primitive impulse to respond to immediate opportunities and threats. The stimulation provokes excitement — a dopamine squirt — that researchers say can be addictive. In its absence, people feel bored.

Med andre ord: Hvis man ikke skifter vinduer hver halvandet minut, så keder man sig. Og det gør os ikke mere effektive når vi på den måde hele tiden jager det næste dopaminfix i form af en ny sætning på papiret, en ulæst mail eller et nyt tweet – tværtimod. Og hvem kender ikke den følelse, bare lidt?

Og det værste er, at det også påvirker hvordan vi fungerer når vi ikke sidder foran skærmen:

While many people say multitasking makes them more productive, research shows otherwise. Heavy multitaskers actually have more trouble focusing and shutting out irrelevant information, scientists say, and they experience more stress.

And scientists are discovering that even after the multitasking ends, fractured thinking and lack of focus persist. In other words, this is also your brain off computers.

Artiklen beretter om tests, hvor de deltagere, der sagde at de var vant til at multitaske til daglig, faktisk klarede sig dårligere når det gjaldt om at løse simple opgaver og koncentrere sig. Selv når testen gik ud på at løse flere forskellige af opgaverne samtidig. For de var i stedet på jagt efter det næste fix:

Other tests at Stanford, an important center for research in this fast-growing field, showed multitaskers tended to search for new information rather than accept a reward for putting older, more valuable information to work.

Forklaringen er i følge artiklen, at det er de dele af hjernen, der skal være opmærksomme på farer (altså nye ting), der hele tiden dominerer andre funktioner, eksempelvis at sætte mål for arbejdet og arbejde efter de mål. Så det er i virkeligheden noget meget primalt at ville læse den seneste Facebookstatus fra vennerne eller den nyeste nyhed på intranettet. At det så samtidig gør os rastløse og ukoncentrerede når computeren er slukket.

Det kan kun være en udvikling, der vil blive forstærket. Flere og flere bruger smartphones og er på hele tiden. Og  hvad sker der når det ikke først er som voksen, man udsættes for det her, men gennem hele sin opvækst?

Det er egentlig ret bekymrende.

Siden jeg læste artiklen, har jeg forsøgt at minimere antallet af programmer, jeg har åbent ad gangen, og antallet af opgaver, jeg sidder og arbejder på samtidig. Jeg ved ikke om det virker, men det føles egentlig meget rart.

Læs selv artiklen. Og prøv at tæl hvor mange gange, du skifter vinduer i morgen på arbejdet…

For video kan rigtig meget. Mest af alt kan det, med Morten Gades ord, formidle med en meget stor følelse af ægthed og skabe en stor fascination hos brugeren, hvilket tekst kun meget sjældent kan. Og så kan det, brugt på den rigtige måde, faktisk også være let at bruge.

Et af de mest interessante – og spøjse! – indlæg var fra Mogens Nørgaard fra Miracle A/S, der havde taget en principbeslutning om at prøve at erstatte alle virksomhedens dokumenter med videoer. For hvorfor kan telefonlisten, referatet, oplægget, faq’en, virksomhedspræsentationen mm. ikke være en video? Egentlig en rigtig inspirerende tanke når man tænker over det.

Dogme eller prof?
Det kan selvfølgelig gøres mere eller mindre dogme-håndholdt. Søren Ejlersen fra Aarstiderne, der har videositet Madbio, var stærkt fortaler for den spontane, lavpraktiske tilgang. I den anden ende ligger eksempelvis Jyske Bank, der med jyskebank.tv har etableret en topprofessionel tv-kanal.

De fleste af de oplægsholdere, der delte deres erfaringer, var dog fortalere for noget, der ligger et eller andet sted midt imellem. Se eksempelvis her, hvad Novozymes har lært af deres første otte måneder med egen videokanal:

Et hovedbudskab var også, at video er blevet rigtigt stort, og at det vil blive meget, meget større. Og potentialet er der. Vi har aldrig kigget så meget på billeder på en skærm som nu: I 2009 så genemsnitsdanskeren mere end 3 timers TV hver dag! Og antallet af videosites i Danmark er i de sidste to år vokset fra 20 til (anslået) over 200.

Forhindringer…
Men jeg tænker også, at der er nogle åbenlyse forhindringer for videomediet på nettet.

SEO og søgbarhed
Selvfølgelig kan man tagge videoerne og give dem gode beskrivelser og alt det der, men et billede siger jo mere end tusind ord. Så man kan vel i sagens natur ikke give en præcis beskrivelse af indholdet.

Indeksering/skimbarhed (relateret til det forrige)
Det er også svært at overskue indholdet i en video. Den er ikke særligt let at skimme eller dele op i mindre bidder/”kapitler” – især ikke hvis der er tale om en video på mere end et par minutter.

Kommentering på specifikke dele af videoen
Det er også besværligt at kommentere på noget specifikt i en video som bruger – man er tvunget til eksplicit at henvise til det (som i “der, hvor han gør sådan…”). Det er særligt et problem, fordi en video åbner for så mange flere indtryk at kommentere på end en tekst.

…Sitet Winelibrary har dog en meget smart løsning på det, nemlig at brugerne kan kommentere på specifikke tidspunkter i deres videoer. Kommentarerne dukker så op når man når det punkt i afspilningen, og man kan også se på videoens tidslinje, hvor der er kommentarer (og tags!). Supersmart! Ulempen er selvfølgelig at man åbner op for en uendelig fragmentering af samtalen om videoen…

Lyd!
Og så tror jeg også, at lyden i videoer – altså selve det faktum, at der er lyd på – kan være et problem! Det  er eksempelvis en barriere for at se videoer på arbejdet, hvor meget af vores internetbrug jo foregår. Det er jo ikke fedt at kollegerne i storrumskontoret kan høre at man sidder og ser Ekstra Bladet TV i arbejdstiden (hvilket jo ikke er usansynligt, eftersom netnyheder jo er den nye kaffepause). Der mangler i hvert fald en eller anden blåstempling af video som lige så “seriøst” som gammeldags tekst på nettet…

NÅ, MEN det overordnede indtryk fra Videoday er stadig, at det er noget, der vil komme. Og jeg synes at der er rigtigt mange gode argumenter for at bruge det i sin kommunikation fordi det kan formidle tingene på en anden måde. Så det er jo bare at komme i gang!

Se også lidt billeder fra dagen hos Line P og se hvad der blev skrevet på Twitter om konferencen…

Og lad os så lige slutte af med at se Niels Hartvig fra Umbraco, der forsøger at se om et gammelt tv (et “tvtv”, som Mygdal kaldte det medie) kan overleve et møde med en økse.

I mailen spurgte Cision om jeg ville svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene handlede om hvordan bloggere har det med blogging på opfordring fra ex bestemte firmaer eller ligefrem mod betaling, om man var villig til selv at skrive om bestemt produkter mod betaling og flere spørgsmål i den dur.

Man kan diskutere meget frem og tilbage om det ikke var spam overhovedet at sende mailen og om ikke man netop gik PR-branchens ærinde ved overhovedet at besvare spørgeskemaet. Derfor er der rigtigt mange, der ikke besvarede spørgeskemaet – forståeligt nok.

Det valgte jeg nu at gøre alligevel, ud fra den tankegang at “nogen skal jo fortælle dem, at deres nuværende tilgang i hvert fald ikke virker”.

Blogs er blevet en etableret del af mediebilledet på nettet, og det betyder også, at det vil blive genstand for virksomheders og PR-folks opmærksomhed. Og så kan man vel lige så godt medvirke til at kaste lys over, hvordan samspillet mellem ikke-kommercielle bloggere og kommercielle interesser kan fungere på en anstændig og langtidsholdbar facon.

Og her er min holdning, at det skal være synligt, når der er kommercielle interesser på spil, og at det i virkeligheden miskrediterer både produkt, virksomhed og PR-firma hvis tilgangen er at masseudsende mails til “populære” bloggere. Det ville jeg da gerne fortælle Cision.

(Jeg tror ikke selv, jeg kunne tænke mig at blogge “on demand” eller for penge/produkter på den måde, men man ved vel aldrig. Hvis nu jeg fik en mail fra et pladeselskab om, at de havde set at jeg tit bloggede om musik og at de på min last.fm-profil kunne se, at jeg havde hørt et bestemt band en del på det seneste, og a de derfor godt ville sende mig deres nyeste skive, og at jeg selv kunne bestemme om jeg ville skrive om den, så kunne det da måske godt være. Måske…)

På trods af det meget lille antal besvarelser  – 72 (ud af de 220, mailen er blevet sendt til) – er undersøgelsen selvfølgelig alligevel blevet til en historie i pressen. Og man kan sige meget om både Cision for at sælge den ind og Børsen for at tage den op, men sådan er spillet nu bare.

Og historien er selvfølgelig vinklet sådan – i korte træk – at bloggere har det fint med at blogge for penge.  Men mon ikke mange af de, der netop ikke har valgt at svare, er nogle af dem, der er mere kritiske (eller fromme – afhængigt af, hvordan man ser på det)? Det tyder reaktionerne erfterfølgende i hvert fald på.

En god pointe (som jeg læste et sted) i den sammenhæng synes jeg er, at mange af de “populære” bloggere, som er blevet bedt om at svare, nok er væsensforskellige fra størstedelen af de danske bloggere i dag – dem, som ex blogger på TV2,s Urbans blogportaler, og ikke på samme måde har en form for pionerårnd i forhold til mediet og genren.

Det gør jo undersøgelsen endnu mindre valid. Så hele diskussionen om den er, som Morten siger det, måske lidt af en storm i et glas vand?

Du kan se hele undersøgelsen (som alle deltagerne i øvrigt har fået tilsendt) og spørgsmålene, og også læse om Cisions tanker om den i en artikel på Kommunikationsforum. Det bliver desuden diskuteret en del rundt omkring på blogs, eksempelvis hos Trine-Maria og Ernst Poulsen.

Det er oprindeligt Informations historie. Derefter er den altså havnet på de to andre netaviser. Det eneste, der er anderledes, er stort set at de begge har skåret lidt i manchetten og tilføjet et “skriver Information” til et af de første afsnit, og føjet et billede til historien. Resten af de næsten 900 ord er mere eller mindre identisk med originalen.

Derudover er der på business.dk-versionen rettet lidt i mellemrubrikkerne og tilføjet et “Kilde: Information” nederst. I Politiken-versionen er der til gengæld føjet lidt flere mellemrubrikker til.

Kan det virkelig være rigtigt, at både Politiken og Business-dk bare sådan tager en historie, bruger 3 minutter på at ændre lidt mellemrubrikker og i øvrigt føjer et enkelt eller to “skriver Information” ind, og så uden videre lægger den på deres egen side? Er der en hemmelig aftale mellem aviserne, jeg ikke kender til?

Døm selv: Her er en PDF med de tre artikler stillet op ved siden af hinanden og ændringerne fra originalen fremhævet. (som jeg gerne fjerner igen, hvis journalisten mener, det ikke er i orden at jeg lægger teksterne ud her på min egen hjemmeside)

Det giver endnu mere mening når man kigger på de tre niveauer, vi erkender kunst (som altså i denne forbindelse er lig skønhed) på, som Bowles præsenterede. De tre niveauer er:

*Visceral: Appelerer det her umiddelbart til mig?
*Behavioural: Fungerer det for mig – er jeg glad for den måde, det opfører sig på?
*Reflective: Hvad får jeg ud af det her? Gør det mig lykkelig?

Han mente endvidere, at vi endnu kun er nået til webdesign, der fungerer på det andet niveau, og da det tredje niveau selvsagt er mere “tilfredsstillende” på lang sigt end det første, mener han altså, at vi ikke endnu laver webdesign, der for alvor gør folk lykkelige.

OK så. Lad mig lige understrege at webdesign i dene forbindelse ikke bare er farven på knapperne og valget af typografi. Det handler selvfølgelig også om interaktionsdesign, opbygning mv.

Og her bliver det mudret. For hvis man virkelig skal lave webdesign, der er tilfredsstillende på et refleksivt niveau, så bliver man jo også nødt til at inkludere et sites indhold og endda formål. Selve udseendet og opbygningen kan vel sjældent blive meget mere end godt håndværk?

Bowles nævnte selv Wefeelfine.org som et af meget få nuværende eksempler på “webdesign, er gør lykkelig”. Og her er selv sitet jo nærmest i sig selv en kunstinstallation, og jeg er enig – det er et fantastisk site. Men spørgsmålet står så tilbage: Kan hjemmesider med mere konventionelle formål og mere konventionelt indhold så nogensinde blive rigtigt skønne i den betydning, Bowles hentyder til?

Nå, Bowles selv definerer i hvert fald en række ting, vi selv kan gøre og tænke over, hvis vi vil arbejde henimod mere skønhed på internettet – og hvem vil ikke det. Bliv klogere/udfordret af slides’ne fra præsentationen. (Bonus: Der er også billeder af kunst!)