granns.net

For et stykke tid siden blev jeg opmærksom på sitet ereolen.dk, som er bibliotekernes seneste forsøg udi udlån af ebøger. Længe ventet, godt initiativ, men ikke helt uden problemer.

Begrænset udvalg
For det første er der selve udvalget af bøger og funktionerne på hjemmesiden. Der er i skrivende stund 2168 bøger at låne, hvilket jo ikke er mange. Men der er gode ting at finde, lige fra ny dansk litteratur (Helle Helle, Josefine Klougart fandt jeg) over klassikere (Herman Bang) til internationale bestsellere (Game of Thrones på dansk, eksempelvis.

Udvalget af fagbøger er sværere at gennemskue, og det virker som om der er rigtig mange læse let-håndbøger og knap så mange tungere fagbøger.

Manglende funktionalitet
Men alligevel er det for mange bøger til at man kan undvære nogle gode søge- og browse-features, hvis man da ikke lige præcis ved, hvad man leder efter. For i modsætning til det fysiske bibliotek kan man jo ikke kigge ned over hylderne på samme måde, og der er også begrænset plads på forsiden til at fremhæve bøger. Det kalder på lister, kategorier, tags, emner, “andre der har kigget på denne bog har også kigget på/lånt”-funktion eller mulighed for at bedømme bøgerne.

Men hvad får man? På forsiden en lille udstillingsfrise, en topliste over mest læste, et par anmeldelser fra litteratursiden.dk og en Facebookboks, hvor du kan se, hvad dine venner har anbefalet på siden. Fint nok til at pirre nysgerrigheden.

Men problemet kommer, når man skal et lag dybere ned. Kulturmagasinet Søndag Aften har beskrevet det ganske fint:

Fra forsiden kan man vælge blandt 5 emneområder: Biografier og erindringer, Krimi, Spænding, Børn og unge samt Skønlitteratur. Sådan ser ebogsverden altså ud fra ereolen.dk. Blandt 5 emner er der altså både plads til krimi og spænding. Og fx er der ingen faglitteratur!

Hvis man absolut vil finde faglitteratur, skal man klikke på “Alle titler”. Her får man så pt. 1.821 resultater – og i løbet af kort tid sikkert langt flere. Man kan vælge at sortere titlerne ud fra titel, forfatter eller udgivelsesår (udgivelsesår henviser til udgivelsesår for ebogen, så det er næppe den mest anvendelige sorteringsmekanisme, med mindre man vil checke de senest ankomne titler). På hver side kommer 10 titler, så skal man igennem hele listen, skal man klikke sig gennem mere end 180 sider!

Der er dog også en generel søgemulighed. Der er ingen forklaring til denne, men man kan nok gå ud fra, at der kan søges på alle mulige måder. Søger man på “matematik”, er Peter Høegs Fortællinger om natten blandt søgesvarene (og ja, ordet matematik indgår i beskrivelsen af bogen). Søger man på “Peter”, er både forfattere med dette fornavn og indholdsbeskrivelser med dette navn med i søgesvarene. Der er ikke nogen mulighed for mere præcis søgning og sortering.

Hvem står bag?
Derudover synes jeg på en eller anden måde det er problematisk, at der er en “køb”-funktion ved bøgerne. Men det har sikkert været forlagenes betingelse for at stille dem til rådighed (og med lidt god vilje kan man da også godt kalde det en service til de, der ikke blev færdige med bogen inden for den maksimale låne- og genlåne-tid). Funktionen er dog ikke aktiveret endnu, men det bliver den sikkert snart.

Søndag Aften problematiserer også konstellationen af offentlige og private interessenter, der står bag ereolen.dk. Læs det interessante indlæg…

At låne og læse virker fint
Nå, selve det at låne bøger, er – efter 5 minutters problemløs oprettelseshalløj og app-download – problemløst. man skal have et Adobe ID og hvis man – som jeg – vil læse bøgerne på iPad og/eller iPhone, skal man bruge app’en Bluefire. Det er relativt let at hente en bog derned.

Selve app’en er OK. Den har en fin “night”-funktion så man ikke irriterer sin sovende kæreste ved siden af, man kan lave bogmærker og det er let at finde rundt i bøgerne. Ekstremt irriterende er det dog, at man ikke kan synkronisere sine bogmærker eller hvor man er nået til mellem devices. Så i praksis ender man altså med at holde sig til en device – jeg læste Katrine Marie Guldagers “København” kun på min iPhone, selv om jeg af og til have iPad’en liggende lige ved siden af. Irriterende.

Men der er altså rum til forbedring. Læs også om ereolen på digitaletanker.

Tegneserier på iPad!
Nu vi snakker om at læse på iPad, så har jeg også prøvet at læse lidt tegneserier på min. Og det er den altså som skabt til! Der findes flere apps hvor man kan hente tegneserier, men det er mest amerikanske serieforlag, der står for dem. Så hvis man – som jeg – gerne vil læse klassiske tegneserier, der ofte er europæiske, så skal man ud på sådan nogle halvskumle sites som det her, hvor brugerne deler scannede tegneserier som pdf- eller cbr-filer.

Det virker til gengæld fint, og dem henter man bare ned og læger over i en reader-app som ex førnævnte Bluefire eller Cloudreaders, som jeg brugte. Jeg har pløjet mig gennem en håndfuld af serien XIII, og det bliver ikke de sidste tegneserier, jeg henter.

Helt ærligt. Prøv lige at se på den her ruteoptegnelse fra min løbetur i går. Den grønne linje er den rute, jeg løb, mens den røde er den rute, min gps har registreret:

Jeg bruger Runkeeper på iPhone når jeg løber. Den plejer altid at skære lidt hjørner hist og her, men ikke noget i den her liga. Prøv lige at se her i lidt mere close up, altså:

Nå, den lyse side er, at statistikken nu siger, at jeg har løbet væsentlig længere end jeg i virkeligheden har gjort. Jeg er nu en bedre løber på papiret end i praksis…

Jeg har lige læst Kristina Halvorsons bog ”Content Strategy for the Web”.

Det er en god fagbog om indhold på hjemmesider. Bogen udmærker sig ved ikke at vælge en af de to traditionelle tilgange til emnet – enten den helt overordnede, hvor man skal lægge en stor forkromet strategi for det hele, eller omvendt et mere snævert fokus på design og usability.

I stedet fokus, som titlen nok afslører, på indholdet. Og her er den en tiltrængt reminder om to ting:

1. Indhold bliver ofte glemt lidt i processen, når man skal lave (nye) hjemmesider
2. Arbejdet med indholdet er ikke færdigt, bare fordi man går i luften

Fint opsummeret her:

“Content is not a feature. It is a complex, ever-evolving, intricate body of information that requires ongoing care and feeding. It’s not something you can check off on a list and be done with.”

Det kan man godt have tendens til at glemme lidt i det daglige arbejde, hvor man tit fokuserer på nye features og på nyt indhold i stedet for løbende revision af det gamle. Halvorson lægger samtidig op til en mere grundlæggende integration af web i organisationers arbejdsgange, i stedet for noget, man gør når ”selve arbejdet” er færdigt, og at man i højere grad hele tiden kobler webarbejdet til den overordnede strategi. Det kan jeg godt lide (også selv om det jo egentlig giver sig selv!).

Bogen er kort og overskuelig, skrevet i den der lidt joviale tone som engelsksprogede business mm.-bøger tit er skrevet i (men det går) og balancerer nogenlunde fint mellem de abstrakte ideer og de konkrete tips til handling.

Der er masser af tjeklister, man kan bruge i sit arbejde. Der er beskrevet faser, man kan køre sit projekt i, og hver af disse gennemgås omhyggeligt. Det er rigtig fint!

Bogen er dog også lidt over the top når den i vanlig amerikansk stil præsenterer ”content strategy” som en helt ny disciplin (og tilmed opfinder en tilsvarende ny stilling, ”content strategist”) – for det er jo ikke fordi, man ikke også tidligere har tænkt over sit indhold…

Men det er forfriskende at få en bog, der samler alle de relevante tilgange med indholdet som overordnet ledetråd i stedet for brugeroplevelsen!

Bogen er også rettet mod større virksomheder, hvor ressourcerne til at lave store analyser og auditere sit webindhold er rigelige – ex anbefales det at man lavet er stort excel-ark over alle sine sider, og for hver side lister ex url, titel, ansvarlig, budskab etc. Jeg står sammen med en kollega for omkring 20.000 siders indhold, så for os er det nok lige i overkanten. Så man må ligesom selv skalere bogen til danske orgnaisationsforhold.

Så er det bare lige at komme i gang…

Nogle gange kan man godt få det indtryk, at 99 procent af alle de billeder, der findes på nettet, er lolcats, folk der falder på næsen eller mærkelige animerede gif-filer. Og skal man selv finde de gode billeder, kan man hurtigt bruge mange timer på at rode rundt på ex Flickr eller 23. Men det behøver man nu ikke – her er otte fotoblogs, jeg følger med på, og som på hver deres måde bringer spændende, flotte og anderledes billeder. Jeg anbefaler at følge deres rss-feeds.

Klassikeren The Big Picture, som er Boston Globes billedblog, hvor de i temaer samler aktualitets’ og nyhedsfotografi. Tænk World Press Photo.

Set i Byen er Politikens samling af street art og lignende. Både sjove og flotte ting imellem.

Lolitas er en svensk blog, der oftest bringer billeder med en støvet nordisk, melankolsk stemning. Og af en eller anden grund også af og til billeder af Kate Moss.

Jannike Viveka er min nye favoritfotoblog. Hvert indlæg er udvalgte billeder af en fotograf, hun har fundet. Når det altså ikke lige er en omgang fund fra Flickr. Altid spændende.

Informations fotoblog er ikke pressefotos, men kunstfotografi. Hvert indlæg stiller skarpt på en fotograf eller en udstilling, og ofte er de blevet til i samarbejde med kunstnerne.

Aerial Photography er lige præcis det, titlen antyder. Billeder taget fra luften. Det er ikke Yann Arthus-Bertrand-stilen, men nærmere mønstre og små sjove detaljer.

Darling, I’m eager er en tumblr fyldt med minimalistiske, stemningsfulde fotos.

A King of Kings (også Tumblr) er retrofarvede naturbilleder og støvede closeups.

Jeg samler selv billeder på Tumblr, når jeg falder over noget, der er sjovt, mærkeligt eller flot. Følg med på grann.tumblr.com (billede herunder).  Og ellers samler jeg løbende links på Delicious, hvis jeg finder spændende fotosites, eksempelvis hjemmesider for gode fotografer.

Links til andre gode fotosites er velkomne!

Charlene Li og Josh Bernoff har (blandt andet i deres bog Groundswell) kategoriseret seks måder, folk går til sociale medier på (her gengivet fra dSenestes anmeldelse af bogen):

1. Creators – blogger, uploader videoer og skriver artikler;
2. Critics – skriver anmeldelser og kommentarer, deltager i fora og bidrager til wikier;
3. Collectors – benytter RSS, tjenester som delicious og stemmer artikler op og ned på tjenester som Digg eller aNyhed;
4. Joiners – har en profil på tjenester som Facebook;
5. Spectators – læser blogs og ser videoer men deltager ikke;
6. Inactives – er slet ikke med.

I begyndelsen af i år besluttede de at tilføje en ekstra kategori til disse 6, nemlig den, de kalder Conversationalists. Det er dem, der opdaterer deres status på sociale netværk og – især – benytter sig af Twitter.

Ud over at give Twitter et sted, hvor den passer ordentligt ind i kategorierne, så synes jeg også det giver overordentligt god mening at skelne mellem dem, der konverserer og dem, der blot kommenterer. Det er nemlig to vidt forskellige ting!

Det faldt mig ind da jeg læste kommentarerne på denne Ekstra Bladet-artikel. Artiklen handler om Odders borgmester, der er utilfreds med at hans kommunaldirektør får mere i løn end han selv gør. Det kan man mene om, hvad man vil.

…Og det tillader kommentatorerne sig så at gøre. Jeg bed særligt mærke i denne korte udveksling:

…Som jeg synes ganske godt illustrerer hvorfor en critic ikke nødvendigvis er det samme som en conversationalist. Begge de to herover er klart critics, og ikke interesseret i dialogen, men mere i at tåge ud med deres egne kæpheste eller nedgøre de andres. Det er en helt anden rolle at positionere sig selv i.

Nu er debatkulturen på Ekstra Bladet nok også et ekstremt eksempel, men man finder også lignende tendenser på eksempelvis Information. Læs i øvrigt også gerne resten af kommentarerne på Ekstra Bladet-artiklen – det er altså underholdende stof.

Hos Forrester blogger de i øvrigt også om deres research om sociale medier, hvis man vil vide mere.