Jeg er lige faldet over denne artikel på Politikens hjemmeside. Lige efter faldt jeg sjovt nok over den igen - denne gang blot på Informations hjemmeside. Og det viser sig, at den også ligger på business.dk.

Det er oprindeligt Informations historie. Derefter er den altså havnet på de to andre netaviser. Det eneste, der er anderledes, er stort set at de begge har skåret lidt i manchetten og tilføjet et “skriver Information” til et af de første afsnit, og føjet et billede til historien. Resten af de næsten 900 ord er mere eller mindre identisk med originalen.

Derudover er der på business.dk-versionen rettet lidt i mellemrubrikkerne og tilføjet et “Kilde: Information” nederst. I Politiken-versionen er der til gengæld føjet lidt flere mellemrubrikker til.

Kan det virkelig være rigtigt, at både Politiken og Business-dk bare sådan tager en historie, bruger 3 minutter på at ændre lidt mellemrubrikker og i øvrigt føjer et enkelt eller to “skriver Information” ind, og så uden videre lægger den på deres egen side? Er der en hemmelig aftale mellem aviserne, jeg ikke kender til?

Døm selv: Her er en PDF med de tre artikler stillet op ved siden af hinanden og ændringerne fra originalen fremhævet. (som jeg gerne fjerner igen, hvis journalisten mener, det ikke er i orden at jeg lægger teksterne ud her på min egen hjemmeside)

Cenydd Bowles holdt oplæg på Reboot under overskriften “Beauty in Webdesign”. Han brugte kunstbegrebet mere eller mindre synonymt med skønhed, og allerede der kan man diskutere om han går galt. Men det giver mening på den måde, at web sites vel ideelt (også) skal kunne det samme som god kunst: Være æstetisk på en eller anden facon, som fascinerer, udfordrer eller bare blænder.

Det giver endnu mere mening når man kigger på de tre niveauer, vi erkender kunst (som altså i denne forbindelse er lig skønhed) på, som Bowles præsenterede. De tre niveauer er:

*Visceral: Appelerer det her umiddelbart til mig?
*Behavioural: Fungerer det for mig - er jeg glad for den måde, det opfører sig på?
*Reflective: Hvad får jeg ud af det her? Gør det mig lykkelig?

Han mente endvidere, at vi endnu kun er nået til webdesign, der fungerer på det andet niveau, og da det tredje niveau selvsagt er mere “tilfredsstillende” på lang sigt end det første, mener han altså, at vi ikke endnu laver webdesign, der for alvor gør folk lykkelige.

OK så. Lad mig lige understrege at webdesign i dene forbindelse ikke bare er farven på knapperne og valget af typografi. Det handler selvfølgelig også om interaktionsdesign, opbygning mv.

Og her bliver det mudret. For hvis man virkelig skal lave webdesign, der er tilfredsstillende på et refleksivt niveau, så bliver man jo også nødt til at inkludere et sites indhold og endda formål. Selve udseendet og opbygningen kan vel sjældent blive meget mere end godt håndværk?

Bowles nævnte selv Wefeelfine.org som et af meget få nuværende eksempler på “webdesign, er gør lykkelig”. Og her er selv sitet jo nærmest i sig selv en kunstinstallation, og jeg er enig - det er et fantastisk site. Men spørgsmålet står så tilbage: Kan hjemmesider med mere konventionelle formål og mere konventionelt indhold så nogensinde blive rigtigt skønne i den betydning, Bowles hentyder til?

Nå, Bowles selv definerer i hvert fald en række ting, vi selv kan gøre og tænke over, hvis vi vil arbejde henimod mere skønhed på internettet - og hvem vil ikke det. Bliv klogere/udfordret af slides’ne fra præsentationen. (Bonus: Der er også billeder af kunst!)

Andy Budd på Reboot fortæller om oplevelsesdesign på websites under titlen “Designing the user experience curve” ved at sammenligne oplevelse på et website med oplevelser i den virkelige verden.

Han lister syv tips til bedre design:

1. first impressions last
…som en varm velkomst til et hotel. Brugerne vil ofte bedømme kvaliteten af et website ud fra designet af forsiden på helt ned til 50 milisekunder.

2. attentive service
…som når hotelportieren hilser og åbner døren efter en lang dags sightseeing. Det giver værdi, hvis man eksempelvis laver gode “velkomstfeatures” på sit site.

3. personalisation and customisation
…som en personlig hilsen eller muligheden for at sammensætte sin egen kaffe på starbucks. Brugerne vil ex gerne betale for ikke at ligne en newbie.

4. attention to detail
…som designet af lyden når bildøren lukker. De små, sjove, varme detaljer kan betale sig at investere i.

5. feedback
…som når man får et bib eller en reaktion når man putter en quarter i en slot machine, og på den måde bliver opslugt af en feedback cycle. Feedback fortæller dig også, at der sker noge og hjælper til med at afstemme brugernes forventninger (ex ved ventetid: “du er nr. 3 i køen”).Design knapperne så de giver feedback når man klikker, og fortæl brugeren hvor langt, han er i ex en registrerings- eller checkout-proces (”People don’t like leaving things uncomplete”). Det er også vigtigt at have hjælpsomme og venlige “fejlbeskeder”.

6.make it fun
…som når man kan få lov at samle og dele, især hvis der er et payoff, hvis man samler “hele pakken” (eller får points for antal). Og som når man kan få lov at gå på opdagelse. Og som når man kan få lov at sigte efter et flueklistermærke i urinalet på et herretoilet. Brugerne kan lide at samle venner, “merits”/”badges” og lignende  -men hvis det bliver for bogstaveligt med points, går pointjagten ud over hele systemet.

7. create the perfect environment
…som når Starbucks går hele kaffekøbet til en oplevelse. Eller som Las Vegas! Det samme skal gøre sig gældende på hjemmesider.
Oplevelsesøkonomien længe leve.

Jeg var til web 2.0-seminar hos IBM i dag (ja, det lyder måske lidt selvmodsigende, men altså, det var jeg).

En deltager spurgte under et oplæg, om blogging ikke bare er gammel vin på nye flasker. Helt konkret sammenlignede hun det med diskussionsfora, og mente, at det var det samme fordi “man lagde noget ud, og så kunne andre svare”.

Og det er jo sådan set rigtigt nok. Og oplægsholderne havde da også lidt svært ved at sætte ord på, hvad det nu er, der er nyt og anderledes ved blogs, selv om der vist i rummet hang en eller anden fælles forståelse af, at det er de da. Så det endte lidt med et svar om, at blogging er hypet, og at diskussionsfora let sander til og sådan noget.

Jeg vil lige prøve at konkretisere, hvorfor blogging er anderledes end et diskussionsfora, og hvordan. Sådan bare lige for at få det på plads:

For det første: Kommunikationsmønstret er anderledes på blogs. På diskussionsfora kan enhver med adgang til forummet starte en tråd, som andre så kan svare på. På en blog er det til gengæld bloggeren, der starter de enkelte tråde.

Til gengæld er blogs i langt, langt højere grad linket med andre blogs, eksempelvis via links og trackbacks, ligesom det via pings til blogportaler og rss-teknologi er muligt for bloglæsere selv at danne sig deres eget overblik over en lang række blogs, og dermed selv bestemme, hvad han/hun vil følge med i. På et diskussionsforum er man snarere begrænset til at følge med i, hvad der lægges på netop dette forum.

For det andet: Teknologien er den samme, og så alligevel ikke. Blogs har nemlig som nævnt indbyggede teknologier (ping, rss), der går det muligt for dem uden besvær at forbinde sig til hinanden. Læg dertil blogrolls, widgets mm., der gør det muligt for bloggere at hente indhold fra andre steder på nettet.

Derudover er der stor forskel på, hvordan informationen er organiseret. Umiddelbart virker diskussionsfora, som sædvanligvis er opdelt i en række underkategorier, mere overskuelige. Men ofte vil de være så informationstunge, at det er svært at finde hvad man leder efter, hvis man ikke er jævnlig bruger.

Blogs virker til gengæld umiddelbart lidt svære at finde rundt i, fordi alting er ordnet kronologisk. Men det er som regel også muligt at søge i kategorier, tags og arkiver, og det kan i mine øjne være en stor fordel for de besøgende, at man på forsiden af en blog kun ser de 1, 3, eller 10 nyeste indlæg.

Og lad mig så lige fremhøve rss igen. For selv om diskussionsfora også kan være rss-enablede, er blogs en platform, der egner sig perfekt til rss-syndikering. Man kan abonnere på alle bloggens indlæg eller, hvis bloggeren ønsker det, kun på indlæg om bestemte emner. Ved et diskussionfora forestiller jeg mig, at det vil være svært ikke dels at få alt for meget ind via rss, og dels at meget af det, man ender med at få, vil være irrelevant.

For det tredje, og - synes jeg - allervigtigst: Der er store genre- og indholdsmæssige forskelle. Det kan både skyldes de mindre, tekniske forskelle, jeg har listet, de mennesker, der startede med at bruge blogmediet eller generelle (net)kulturelle tendenser, men faktum er: Blogging er en særlig genre, og på blogs foregår kommunikationen bare anderledes.

Jo, lige præcis på diskussionsfora vil der være mange af de samme personlige, ligefremmemåder at tale til hinanden på, men der vil oftest være tale om en mere snæver vifte af emner og samtalemønstre - som regel spørgsmål-svar eller holdning a-holdning b.

Det personlige præg og den personlige tone er derfor særlig for blogs - også de korporate. Man kan indkredse det nærmere i mange af de genreanalyser, der er lavet, men det er for mig den vigtigste forskel. Derudover altså også netværket, som bloggen indgår i via links, pings, trackbacks mm. - det påvirker jo også hvilke typer indhold, der optræder.

(det betyder selvfølgelig ikke, at alle bloggere/kommentatorer nødvendigvis bruger blogs i overensstemmelse med genrens fordringer - men genrer er jo også størrelser, der hele tiden er til forhandling. Trine-Marias eksempel med Post Danmark er et godt eksempel på, at mange af de besøgende på bloggen ikke umiddelbart bruger den til samtale, men som en klage-station. Men det er nok ikke et problem der skyldes bloggen, men noget større i forhold til selve virksomheden.)

Så jo, “man lægger noget ud, og så er der nogen, der svarer”. Men alligevel :-)

Ja, ok, overskriften er skåret lidt skarpt – der er masser af ikke-unge, der blogger, deler billeder, er på Facebook og som brugere genererer indhold til nettet (eller hvordan man nu definerer det der 2.0-noget).

Et eksempel
For et par uger siden lagde jeg sammen med min kollega en YouTube-video på mit arbejdes hjemmeside. Videoen, som vi selv har flikket sammen, er fra den igangværende strejke, og har derfor en række tags som ex ”strejke, ”konflikt” o.l.

Efter endt afspilning vises der i YouTube-videoer en række miniaturer af andre videoer – dem, der har samme tags som den, man har set. Man kan godt vælge dette fra, men hvorfor skulle man det?

Efter at have lagt videoen på hjemmesiden, blev vi efterfølgende spurgt om vi ikke kunne ”fjerne Enhedsliste-videoen” på hjemmesiden. Det forstod vi ikke umiddelbart, men det viste sig, at en af de relaterede videoer for vores video var af Johanne Schmidt-Nielsen (fra Enhedslisten), der udtrykker sympati for strejken. (Og det er sådan set meget forståeligt, at en fagforening ikke vil associeres med bestemte partipolitiske interesser.)

Vi havde faktisk godt set, at Enhedsliste-videoen optrådte som ”relateret” til vores egen video, men det faldt os slet ikke ind, at den kunne blive set som havende nogen forbindelse til vores hjemmeside – det er jo bare nogle emneord på YouTube, der genererer noget relateret indhold.

Men hvis man ikke er bekendt med logikkerne i YouTube er det da klart, at det vil se ud som om, at det er Enhedsliste-videoen er en del af vores hjemmeside, og at man kan se det som en bevidst handling fra vores – altså mit arbejdes – side.

Internt og eksternt indhold “flyder sammen”
Denne lille misforståelse er opstået fordi der er nogle andre logikker på spil i YouTube og lige så i mange af de andre webtjenester, der er kommet de seneste år. Tredjepartsservices som ex YouTube giver mulighed for at navigere videre ind i deres eget univers – også hvis de er embedded på andre hjemmesider.

Og på den måde flyder grænserne mellem hvad afsender selv har produceret og hvad der af andre årsager kobles på denne produktion, sammen. Og så tilbage til overskriftens spørgsmål – for dem, der er vant til at bruge disse nye tjenester kan godt skelne mellem det tilsigtede og det ”tilfældige”. Men hvis man ikke er vant til YouTube, og især hvis YouTube optræder inden for rammerne af en i øvrigt relativt traditionel hjemmeside, ja, så må det jo virker forvirrende.

Jeg mener nu stadig, man skal insistere på at bruge de her services i det omfang, man kan og på deres egne præmisser. For selv om eksempelvis YouTubes tags i det her tilfælde gav anledning til noget ikke helt ideelt relateret indhold, så vil det i længden udligne sig, det relaterede indhold til komme brugerne til gavn (og det er af samme grund, man ikke bare skal ændre på de tags, man giver sit indhold). Og ikke mindst vil man på sin egen hjemmeside kunne koble sig på nogle af de diskussioner eller strømninger, der foregår uden for ens egne mure – og omvendt.

Men hvad gør man indtil da?

Use appealing graphics, they create motivation
You have animation - please use with moderation
‘Cuz search engines can’t index the information

Tjek den her video, hvor man bliver belært om hvordan man bedst koder sit web site, så det bliver indekseret korrekt af søgemaskiner, loader hurtigst og bliver vist korrekt i alle forskellige browsere. Det hele formidlet af en kølig fyr over et laid back west coast groove:

Det holder!

You use CSS your page’ll load quicker
Clients satisfied like they eatin’ on a Snicker
They stuck on your page like you made it with a sticker
And then they convert, now that’s the real kicker
Made you a lil’ richer, your site a lil’ slicker
Design and codewritin’, man, I hope you get the picture

Du kan også se Chuck, som fyren hedder, rappe om link building, om at tjene penge på sine netkampagner, om at starte en pay-per-click-kampagne eller om social media.

Jeg blev forbløffet forleden, da jeg læste mig igennem det meste af debattråden på dette indlæg af Joachim Sperling på Business.dk om Apples iPhone (bemærk at kommentarerne står i “omvendt rækkefølge” - altså med den nyeste først. Modsat ex blogs). Det virkede kun som et spørgsmål om tid før Goodwins lov ville kunne finde anvendelse:

Goodwins lov: “As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches one.”

Men tele- og Apple-interesserede er åbenbart ikke de værste, når det kommer til at gå efter manden i stedet for bolden i en diskussion. Se selv her på Kommunikationsforum - det er faktisk ganske underholdende læsning. Og det er både professorer og praktikere, der mestrer mudderkastningens ædle kunst. Herunder lige et uddrag - det er Roy Langer der slår sig løs (det skal dog siges, at han ikke er alene om det!):

“Tak for denne omgang
Tåbeligheder vælter domino-brikker i en uendelig tåbelighed. Se fx Kim Nøhr Skibsted, Bjarne og Bjarne - der blot har meldt sig ud, den ene bl.a. af DKF, den anden ud af kommunikationsbranchen, selvom han er ansat i en kommunikationsvirksomhed. Den tredje spørger efter skæbnefælleskab, men har tilsyneladende aldrig hørt om tid og rum i sociologien.

Hvor dum har man lov til at være og samtidig at løbe rundt med et velbetalt direktør-visitkort i lommen? Fint at melde sig ud, men så hold da endelig kæft, kære venner! Ergo: Tåbeligheder giver blot yderligere plads til tåber og tabere.

Roy”

Det er forståeligt, at statsministeren er tyet til en ministerrokade for at rette op på sin popularitet og genvinde noget af sin indflydelse. Hans blog er nemlig kun nr. 44 på den liste over de 99 mest populære danske blogs, som netop er blevet offentliggjort.

Og hvem finder man på plads nr. 42, to pladser over stats-minizzle? Ingen ringere end Grann himself. Den lader vi lige stå et øjeblik.

…lidt længere endnu…

…OK så. Listens troværdighed, de bagvedliggende metoder og den forskningsmæssige kvalitet af gennemførelsen af undersøgelsen kan diskuteres - og bliver diskuteret.

For den bygger på antallet af links, mellem blogs, men hvilke links er inkluderet? Og er alle links lige meget værd? Og er undersøgelsen baseret på et udsnit eller den samlede mængde danske blogs? Og hvad kvalificerer egentlig en blog som værende dansk? Og giver det overhovedet mening at måle på blogpopularitet? Og så videre…

(Tak til Jonas, for at have gjort mig opmærksom på at jeg rent faktisk var på listen. Det forventede jeg ikke lige, og overså derfor mig selv ved første genemskimning…)

Der er nogen, der er tossede med kæmpekvinder. Eller med små mennesker. Eller med striktrøjer og andre strikkede sager. Eller med søde københavnske piger på cykel. Og det skal de da have lov til. Og til at udbrede det til glæde for andre ligesindede og til stor morskab - og muligvis også glæde - for alle os andre.

Selv er jeg tosset med at tage billeder lige ind i solen. Og gerne med et mellemgodt mobilkamera, så det bliver lidt grynet. Det er på en eller anden måde mest bare det at tage billedet, der er sjovt - jeg er bestemt ikke nogen stor fotograf. Jeg ved ikke hvad det er, men modlys, det er bare lige mig. Og hvis der ikke er en sol, så fotograferer jeg gerne andre ting, der lyser op.

granns.net kører på lavt blus i denne tid, da der også er et speciale, der gerne skal skrives. Det står endnu ikke klart, hvornår det er skrevet, men hæng på selv om indlægsfrekvensen er lav, så vender jeg frygteligt tilbage. På et tidspunkt. Forhåbentlig.

:-)

På linje med de fantastiske tjenester ugedag.dk og ugenr.dk, hvis navne gerne skulle være selvforklarende, er der nu også kommet en side med navnet isparisinjailrightnow.com. Bare hvis man stod og var i tvivl - for det kan da også være svært at finde rundt i…