…Burberry-halstørklæder er dømt out! Det er i stedet forbeholdt

a) Fanatiske fodboldfans, der bare vil slås - også kaldet casuals
(”Man ser tit folk med Burberry, Fred Perry, Ben Sherman, Henri Lloyd osv. og modefænomenet er stødt stigende. Mange ”rigtige” casuals, går derfor ikke så meget med de store mærker mere, men de vil altid beholde deres Burberry.”)

b) (Dum-)smarte fyre (Hvem sagde “Brian”?), der følger denne guide når de går i byen
(”Husk dit Burberry-halstørklæde, hvis istiden skulle starte igen i samme øjeblik du er i byen.”)

Den omtalte guide er i øvrigt ganske morsom. På samme måde som guiden til, hvordan man kan være mest irriterende til møder, som jeg tidligere har reklameret for.

(Disclaimer: Burberry-halstørklædet har utvivlsomt været out længe. Jeg er nok bare langsom. Jeg skal dog skynde mig at tilføje, at jeg aldrig selv har ejet et…)

Det er så populært med ønskelister i denne tid. Jeg er ikke særlig god til at finde på ønsker, hvilket altid resulterer i, at jeg får tallerkener, sokker, CD’er og andre “sædvanlige” ting. I år har jeg heller ikke fundet på særligt mange gode ønsker (halstørklæde, gammeldags morfar-tøfler og Tom Waits’ “Orphans” er det dog blevet til - så ved du det!).

Derfor har jeg i stedet lavet en liste over ting, jeg bestemt ikke ønsker mig. Listen er primært motiveret af, hvad jeg ser i reklamer i fjernsynet.

Tuborgs nye hjemmefadølsanlæg, der bruger rigtig meget strøm. Regner man strømforbruget sammen med prisen på 125 kr. for en fem-liters fustage og lægger lidt spild oveni, kan det hurtigt gå hen og blive nogle dyre øl.

Ivan Pedersens 40-års jubilæums bokssæt (det er ham fra Backstreet Backseat Boys (det er dem med, øhhh, den dér, du ved…)). Jeg er simpelthen ikke gammel nok…

Tom Kristensen Le Mans bokssæt. 9 (NI!) DVD’er med højdepunkter (findes der sådan nogle?) fra alle Le Mans-årene. Le mans er på min liste over uinteresser, og jeg tillader mig derfor høfligt at springe over.

CD-gavekort. Det er simpelthen så kedeligt. Så hellere en CD-hadegave, jeg kan bytte. Eller i det mindste et velment forsøg på at ramme min smag.

Det samme gælder for de fleste andre gavekategorier. De eneste undtagelser, jeg kan tænke på, er gavekort til Blockbuster eller måske til Paradis Is. Her er varerne svære at bytte…

Listen vil løbende bliver opdateret (disclaimer: muligvis vil den ikke løbende blive opdateret. Grann tager ikke ansvar for manglende opdatering. Eller for særlig meget andet, for den sags skyld…).

Føj eventuelt flere u-ønsker til i kommentarerne.

Den her fyr er ret imponerende. Live på et radioshow freestyler han imitationer af tre meget forskellige kendte rappere - og lyder altså præcis som dem. Det er imitationer af DMX, der ikke er så kendt her i Danmark - men han rammer ham altså godt - og så af Snoop Dogg og Jay-Z. Han imiterer også lige lidt LL Cool J i starten og slutningen. Se selv:

Jeg så det først hos Morten Lund.

Google er ved at blive overhalet indenom af andre søgeportaler, der virkelig ved, hvad brugerne vil have. For noget tid siden kom således Ms. Dewey, den frække dulle, der svarer igen, kommer med dumsmarte bemærkninger og bliver irritereret, hvis man åbner siden, men ikke taster noget i søgefeltet. Og hvem vil ikke gerne have lidt modspil, sådan midt i søgningen (øhhh…)?

Men nu er den her så, søgeportalen som for alvor kan tage kampen op. Det er frækt, det er overraskende, det er let at huske og det har et supergodt slogan. vi præsenterer: Slamfisse.dk - “Din indgang til søgning på nettet”. Det er det, de unge vil have.

Screendump fra slamfisse.dk. Og jep, det er et screendump - se selv.

Vi mangler bare et smart, web 2.0-agtigt logo. Og nå ja, for at blive virkelig populær blandt brugerne, skal slamfisse.dk selvfølgelig også lige slå ham her af pinden på Google-tronen først.

(Disclaimer: Jeg skal ikke kunne sige noget kvalificeret om søgeresultaterne hos hverken den ene eller den anden af de to søgende fruentimmere. Men prøv dig selv frem.)

Jeg skriver speciale og har i den forbindels to-tre dage hver uge, hvor jeg ikke arbejder, og derfor sidder hjemme og læser. I denne uge har jeg kun en dag - i dag. Men ikke længe efter at jeg havde sat mig ned og åbnet bøgerne (i dag stod den på “Offentlig kommunikation mellem ret og politik”) begyndte det.

Det var åbenbart netop dagen i dag, min underbo (tror jeg) havde valgt til at afhøvle gulve, højtryksspule sit kæmpeakvarium eller speedmakulere hele sin bogsamling. Jeg ved ikke hvad det var, men det larmede.

Så meget for læsning. Jeg besluttede i stedet at tage mit gode tøj og gå ned i fitnescentret, hvor man kan høre god musik. Nu er jeg lige kommet tilbage, og larmen er her fortsat. Øv!

jeg forvilder mig med jævne mellemrum ned i det lokale og ganske udmærkede - især til prisen - fitnesscenter. Her bliver man - som det sig hører til i fitnesscentre - udsat for forskellige udgaver af tidens popmusik, lige fra radio a la The Voice til diverse afarter af metervare-prøjsertechno-eurodance. På Granns musikkvalitets-skala befinder vi os et sted mellem dårligt og værre.

Du kender den sidste kategori - den, jeg kalder “metervare-prøjsertechno-eurodance” - på den monotone stortromme og bas, de uopfindsomme melodilinjer, instrumenteringen med lag på lag af glatte og skingre synths, på den evige byggen op og byggen ned i intensitet, og så på, at du efter at have hørt en time af den slags musik stadig ikke kan huske noget som helst af det, fordi det hele lyder fuldstændigt ens.

Lige indtil for nylig. For det eneste, der skulle kunne gøre, at man kan skelne numrene fra hinanden er en eventuel vokal. Og dem har fitnesscentret indtil videre sparet mig for. Men så kom DJ Aligator.

Ikke bare en enkelt skæring af vores iranskfødte, toiletbrætsformet-skæg-bærende ven blev det til. Næh, hele hans seneste opus måtte vi udsættes for, før der igen allernådigst blev skruet over på The Voice. Men da var det allerede for sent.

For DJ Aligator kan noget med tekster. Hvem husker for eksempel ikke hans fantastiske Whistle Song? Og hans seneste album indeholder flere tekstmæssige vidundere (og ifølge hans egen hjemmeside også en del hits: “Music is my language includes all the biggest hits such as Davaj Davaj, Protect your ears, Countdown, Music is my language, etc etc.” - jeg kan bedst lide de to “etc.” til sidst).

Jeg blev blandt andet meget forbløffet over sangen “Protect your ears”, hvor mester Ali repetitivt skriger netop dette. En modig udmelding af en mand, der netop lever af at spille alt for højt for alt for alt for mange mennesker. Men måske forsøger han blot med denne præventive indsats at sikre sig et publikum også om ti år?

Mest lige på kornet var dog sangen “Screw you”, der til fulde lever op til reptilpladevenderens tidligere bedrifter (som førnævnte “Whistle Song” såvel som “I wanna suck on your lollipop”). Sangen starter med lyden af en boremaskine, der rytmisk tændes og slukkes, alt imens DJ Aligators dybe råbende stemme på hypnotisk vis messer “I wanna screw you”. Så langt, så godt. Midt inde i sangen understreges budskabet yderligere af det, man vel kan kalde verset: “Everywhere I go, I always need a hole”. Og cirklen sluttes igen med “I wanna screw you”-omkvædet. Fantastisk!

Hele pladen er i øvrigt fyldt med masser af opmuntring til et imaginært live-publikum i form af massevis af “Let me hear you”-, “Louder”-, “Make some noise”-, “Clap your hands”-udråb og lignende. Men det er vel en del af genren? Eller også er bare fordi det så også kan bruges når DJ Aligator næste gang drager på playback-turné på landets provinsdiskoteker.

Ses vi dér? Det tror jeg nok, vi gør!

Som jeg tidligere har skrevet, har jeg fået ny computer - en smart, lille Mac. Min gamle computer var blevet noget gnaven og modvillig, hvorimod den nye er ganke flink. Det kan jeg lide.

Men det er synd for den, at den bare er “Mac” - det er der så mange, der hedder. Derfor tænkte jeg at den skulle have et navn. Og det skal vel være noget med “i”? Det hedder sådan nogle mac-dimser jo.

En af mine venner har lige fået en søn (altså en rigtig menneske-en - ikke en computer), som hedder Isak. Så den går ikke. Og både Ilmer og Ivan er ude på grund af associationerne til hhv. hashbong- og transportsfæren. Men jeg synes bestemt, at min computer er en dreng. Så derfor har jeg valgt at kalde den Igor. Eller rettere: iGor.

iGor lærer hurtigt. Her er et selvportræt, iGor har taget med sit indbyggede kamera. Dens lillebror, iPod, er også med på billedet. Det er iGor forneden:

Det er i øvrigt sjovt med navne. Der er nogle navne, der er - eller i hvert fald burde være - ligesom børneopsparinger: De må først bruges, når man har nået en vis alder. Måske er de fordi, man skal gøre sig fortjent til dem? Eller måske er det fordi, det bare er forkert med en to-årig, der hedder Torben?
Et par eksempler:

• Ewald - frigives først til brug når barnet fylder 70
• Preben - frigives først til brug når barnet fylder 35
• Johannes - frigives først til brug når barnet er fyldt 55 eller er blevet præst
• Find selv på flere…

Der er nogle situationer, hvor man pludselig har noget tilfælles med mennesker, man intet har tilfælles med (?!?). For eksempel når man er ude at sejle og møde en anden båd. Så hilser og vinker man pænt. Eller hvis hvis man møder nogen i sin opgang. Så smiler man også høfligt og hilser måske.

Der er også tilfælde, hvor reglerne ikke er så klare. For eksempel når man møder andre danskere i udlandet (det afhænger fx af, hvor langt ude, det er) eller når man sidder og venter på audiens et sted, som i et venteværelse eller i en receptionen.

Buschauffører er et folkefærd ikke ulig sejlere. Når de møder en anden buschauffør hilser de lige, dytter måske endda. Taxachauffører er omvendt ikke på samme måde på hilsefod med hinanden. Måske fordi der er så mange af dem?

På søndag skal jeg til Blogforum (som man stadig kan tilmelde sig). Det er et arrangement, hvor folk, der sejler på blog-havet, får lejlighed til at vinke til hinanden. Men heldigvis også snakke med hinanden og udveksle erfaringer. Om strøm- og vejforhold i blogosfæren, om anbefalelsesværdige steder at sejle hen og om forskellige skibstyper og ekstraudstyr.

Men der er jo rigtigt mange bloggere også i Danmark efterhånden. Så hvad er det lige, der gør, at man har noget at snakke om, bare fordi man har en blog? Det er jo ikke fordi, vi er fagfolk (jo, nogle har selvfølgelig en faglig interesse) inden for blogging. Og kan det ikke tænkes, at vi snævrer “blogging-rummet” ind, som Classy skriver?

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg glæder mig meget. Og at jeg gerne vil snakke andre bloggere. Og jeg er heldigvis ret sikker på, at der ikke bliver pinlig venteværelses-stemning - for de bloggere, jeg har mødt hidtil, har alle været meget søde og åbne - ligesom på deres blog. Så er det bare at se, om ikke vi også har noget tilfælles…
Vi ses på søndag.

Jeg har altid vidst, at jeg ikke er den eneste, der hedder Grann til efternavn, og endda også, at der er andre end min familie, der bruger selvsamme navn. Helt præcis er vi lige omkring 284 Grann’er (ifølge Danmarks Statistiks navnedatabase).

Jeg har endda en gang haft en bankrådgiver, der hed Grann. Han var en helt almindelig og ganske flink fyr. Det kan man til gengæld ikke sige om den seneste Grann, jeg har opdaget. Flink er han ganske sikkert, men helt almindelig er han til gengæld langt fra. Faktisk er jeg i tvivl om han nu også eksisterer andre steder end i det store kosmos og i det finske hjørne af internettet.

Juhan af Grann har en vision. Og en passion. Og en besked af helt L. Ron Hubbard’ske dimensioner til alle os almindeligt dødelige:

“I KNOW THAT THERE IS A GLORIOUS AND FABULOUS, STRANGE WORLD FAR BEYOND THE REALM OF HUMAN INTELLIGENCE. TO THE PRESENT HUMAN REALITY THIS WORLD, AND THE MERE KNOWLEDGE OF ITS EXISTANCE, COMES AS A SHOCK.”

Graver man lidt dybere finder man ud af, at den gode Juhan også er producer og instruktør med eget produktionsselskab, tidligere børneskuespiller (selvom han dog kun optræder i en af sine egne, senere film på IMDB), og har en noget makaber familiehistorie. Og igen: er en mand med en vision:

“The Universe, other civilizations in the cosmic, expansion of consciousness, the new human being and planet Earth with a thousand-year realm of peace are the main factors in this new great work with a vision of the future created by Grann. Juhan af Grann, called by the press “the Master of Picture and Sound”, always unconditionally seeks perfection in his works. “

Jeg kan også godt være lidt perfektionistisk af og til. Så det ligger nok til familien…

Hvis man kan lave mashups af Black Eyed Peas og AC/DC eller af 50 Cent og Pointer Sisters (sangene er lavet af en hr. DJ Mei Lwun), eller hvad måske med Depeche Mode og Kelly Clarkson (set og hørt hos en DJ Earworm), så kan man vel også remixe dagens avis?

Det har Classy i hvert fald tænkt - og gjort - og det er en glimrende måde at tygge sig igennem dagens nyheder på. Og som han selv siger, er det også et fint alternativ til de noget trivielle gratisaviser, vi begraver S-togene og os selv i i disse tider. I forhold til, hvad de byder på, så er nyheder som disse da meget sjovere:

“Ude 8-12 uger
22:11:Jesper Grønkjær undgår dog planen om skrøbelig kærlighed mellem far og priserne”

“Gratisaviser går op i finale
08:19: Vognlæs af Muhammed, En større dusør til faldende priser på Amager.”

Læs selv dagens nyhedsremix af Berlingske Tidendes onlineversion.