Paraplyhøjde-spillet
sep 5, 2011 1
Det er et svært spil at gå med paraply i København en regnfuld morgen.
En ting er hvordan man placerer paraplyen på den horisontale akse i forhold til sig selv. For langt frem og man risikerer at det regner ned på skuldertasken. For langt tilbage og dråberne, der triller ned fra paraplyens forreste side, falder lige ned på ens egne sko og bukser. Her kan den rutinerede paraplygænger eventuelt kompensere ved at vinkle paraplyen lidt. Husk i øvrigt at tage højde for vindforholdene!
En anden ting er, i hvilken højde man skal holde paraplyen! Her gælder det om at ramme den svære balance mellem at holde den så lavt, at man risikerer at prikke øjnene ud på andre fodgængere, og så højt, at den slet ikke skærmer et stort nok område længere.
At finde den rette “indstilling” på paraply-holde-armen er som regel ikke så svært, når man lige kommer ud af døren derhjemme. Men så støder man ind i de andre paraply-fodgængere…
Billedet viser umiddelbart velkoordineret paraplyfærdsel. Men bare vent til de støder ind i de "modgående". Så har vi balladen!
…Og det er her, spillet for alvor begynder. For den rette højde for mig er som regel også den rette højde for en del andre. Og ved op-/nedgangen til en metrostation – eller andre, lignende steder med høj fodgængerdensitet – færdes man så tæt, at man bliver nødt til at koordinere paraplyhøjde med de andre fodgængere.
Det er ikke nogen let sag! For som sagt er det acceptable højdeinterval for paraplyhold ikke stort – for lavt er potentielt farligt, for højt indebærer risiko for unødig regn på paraplyholderen selv. Læg dertil at menensker jo har forskellige højder og paraplyer forskellige størrelser og former! Der er med andre ord ekstremt begrænset manøvrerum.
Så her gælder det om at holde øjnene åbne og hele tiden justere sin egen paraply for at undgå det værste: Et paraplysammenstød. Det er en katastrofe, der i værste fald kan medføre flere sekunders uoverdækket stilstand i regnen. Man bliver våd og kommer ingen vegne – det er dobbelt ulykkeligt.
Samtidig er det et kynisk waiting game. For justerer de andre fodgængere i tide højden på deres paraplyer, behøver jeg jo ikke at justere min egen. Det siger derfor sig selv, at de, der er allerbedst til paraplyhøjde-spillet er dem, der slet ikke har opdaget, at det finder sted.
Men nu ved du det! God mandag…
