granns.net

Armageddon var nok den største af den stribe af katastrofefilm, Hollywood spyttede ud i senhalvfemserne. Og plottet var enkelt: Bruce & co. flyver ud i rummet for at destruere asteroide med kurs mod jorden. Men det er set før. I den her:

Jeg citerer fra Wikipedias referat af plottet i filmen “The Green Slime” fra 1968:

A group of astronauts set out to stop a giant asteroid on a collision course with the planet Earth. They land on the asteroid, plant explosive charges and destroy it.

Hmmm… Sounds familiar? Men i modsætning til manuskriptforfatteren på Armageddon, vidste de i 60′erne, at der skal mere til. Så asteroide-sprængningen markerer faktisk bare begyndelsen på historien. Jeg citerer videre:

Afterwards they return to the staging area, a space station called Gamma 3 in orbit around the Earth. Unfortunately, a scientist from the mission had unwittingly stowed a luminous-green substance on his back which quickly mutates into one-eyed, tentacled monsters with the ability to discharge lethal bolts of electricity. The Gamma 3 crew fend off the alien creatures with their laser-based weaponry, only to discover the creatures feed off the energy which, in turn, allows them to multiply rapidly, sprouting the new creatures from their blood. As the creatures overrun the station the crew continues to fight back against overwhelming odds.

Nu snakker vi! På badmovies.org kan du læse mere om filmen og høre og se klip fra filmen. Og granns.net vil heller ikke stå tilbage, og bringer derfor filmens trailer, der er med sin jazzede retro-gru, vidunderligt fortidige effekter og overraskende uslimede slimvæsener er et kig værd i sig selv.

Jeg faldt i øvrigt over “The Green Slime” på Wikipedia ved hjælp af Jonas’ tip om, at man som startside kan sætte sin browser op til at vise en ny tilfældig Wkipedia-artikel og på den måde få dagens grin, lære noget man ikke vidste før – eller måske finde stof til et blogindlæg…

“Deal No Deal”, der i Danmark kører (eller har kørt) på TV2 med Casper Christensen som vært, er ret fjollet, synes jeg. Jeg har set ét program og har en stærk fornemmelse af, at så har man set dem allesammen. Den altid muntre Matthew Baldwin siger det bedst her.

…Og alligevel er der blevet skrevet en videnskabelig artikel om showet. Artiklen har endda været omtalt på forsiden af Wall Street Journal… Mere forventeligt er det, at man på TV2′s hjemmeside kan se billeder af og læse artikler om hver enkelt af Deal No Deal-pigerne (“Kuffertpigerne” lyder på en eller anden måde lidt forkert, synes jeg)…

…æren af at være mit yndlings-TV-program med Mikael Bertelsens “Den 11. time”. Bertelsen der sidder og småsludrer med Jørn Hjorting, mens de tager opkald fra seere og Bertelsen bliver skolet af Hjorting i small talk’ens kunst, er simpelthen bare godt tænkt.

Han (Bertelsen, ikke Hjorting) har en særlig evne til både at være tilstede og distanceret – ikke ulig Letterman, i øvrigt – der gør, at man aldrig rigtigt ved, hvor man har ham. Med sin underspillede facon ligner han en, der hele tiden er lige ved at grine, selv når han stiller alvorlige spørgsmål (samtidig er han lidt avorlig, selv når han griner). Og så evner han – igen: som Letterman – at overraske gæster og seere med sjove vinkler og pudsige spørgsmål. Og så tør han – i modsætning til Letterman – at provokere og bruge sig selv ærligt (eller hvad man nu siger med en fyr som ham).

Senest var Frank Hvam gæst. Så kan man vist ikke samle mere underspillethed i et studie i DR-byen. Du kan se nogle af programmerne på DR’s hjemmeside (det er ikke lykkedes mig at få skidtet til at virke, men det er nok noget med båndbredde).

Jeg har tidligere brokket mig over K-profil-tiltaget på Kommunikationsforum, hvor man kan oprette profiler, blogge og diskutere med ligesindede. Og jeg har egentlig lyst til at brokke mig noget mere over det. Jeg kunne for eksempel skrive:

…at stedet er hjemsted for ikke bare en, men flere falske profiler. De er dog ret sjove, men er det det, det (tre i træk, alligevel!) handler om?

…at netværket markedsføres ved at opfordre udvalgte mennesker til at oprette profiler, som ex Line er blevet det. Det er der sådan set ikke noget galt i – og så alligevel. Man markedsfører produkter og services, og en sådan salgshenvendelse giver i hvert fald mig en dårlig smag i munden, når den kommer fra et sted som Kforum – de burde da vide bedre.

…at der jævnligt er tekniske problemer. Men sådan er det vel, når man er i beta…

…at det øjensynligt er muligt at blive en slags K-profil-berømthed, som en vis Sophie Egede-Schrøder er blevet det ifølge denne artikel (fjerde afsnit i brødteksten) af Joachim Sperling. (Ikke et ondt ord om nogen af dem, i øvrigt!)

…at sitet har en mærkværdig feature i form af en side med en pauseskærm.

MEN jeg brokker mig ikke. For jeg har endelig gennemskuet, hvad K-profil egentlig er. Det er slet ikke det faglige netværk, det giver sig ud for. Tværtimod er det et godt, gedigent stykke underholdning. Reality-TV for kommunikationsbranchen. Et onlinespil, hvor det gælder om at få flest points, så man kan vinde. Hør for eksempel Joachim Sperlings opsummering:

“Det er nemt at se, om en person er outsider eller insider i branchen, og det skal man naturligvis lige tænke over, inden man kaster sin profil i grams. Hvis man efter to måneder stadig kun linker til sin chef og kun er blevet læst af 14 personer, er det måske spørgsmålet, om man ikke bare skulle chekke ud igen.”

Samme erkendelse må altså også gælde LinkedIn, som jeg heller ikke rigtig har vidst, hvad jeg skal bruge til (hvor jeg også af en eller anden grund har en profil). Men nu hvor det ligger klart, at det også der er et spil, hvor pointene bare hedder “Connections” har jeg straks taget konsekvensen og sendt invitationer ud til 13 gamle kolleger, jeg opsporede derinde.

Nu håber jeg bare ikke, jeg bliver alt for bidt af det. Men så kan jeg måske hyre en kineser, der til en billig penge kan spille mig op til det højeste level?…

Det er ikke kun Ungeren og de politisk partier, der er begyndt at udnytte nettets nye muligheder. Næh, også Faderhuset er kommet med på bølgen, og har nu fået en profil på MySpace.

Og de gør virkelig deres bedste for at være “ung med de unge”. Bedøm selv – og skru godt op for lyden, det er ganske morsomt

“Queen Margrethe II of Denmark is in your extended network“
Faderhusets venner inkluderer i øvrigt både Dronning Margrethe (der passende har valgt klassisk musik på sin side) og Anders Fogh (der mere progressivt har valgt Felix the Housecat som akkompagnement).

Dronningen er igen ven med både kronprinsesse Mary (hvis profil desværre er “private”), Borat og en vis “Smoking Jesus”. Tja, når hun nu selv har lagt smøgerne på hylden…