Klassikeren The Big Picture, som er Boston Globes billedblog, hvor de i temaer samler aktualitets’ og nyhedsfotografi. Tænk World Press Photo.

Set i Byen er Politikens samling af street art og lignende. Både sjove og flotte ting imellem.

Lolitas er en svensk blog, der oftest bringer billeder med en støvet nordisk, melankolsk stemning. Og af en eller anden grund også af og til billeder af Kate Moss.

Jannike Viveka er min nye favoritfotoblog. Hvert indlæg er udvalgte billeder af en fotograf, hun har fundet. Når det altså ikke lige er en omgang fund fra Flickr. Altid spændende.

Informations fotoblog er ikke pressefotos, men kunstfotografi. Hvert indlæg stiller skarpt på en fotograf eller en udstilling, og ofte er de blevet til i samarbejde med kunstnerne.

Aerial Photography er lige præcis det, titlen antyder. Billeder taget fra luften. Det er ikke Yann Arthus-Bertrand-stilen, men nærmere mønstre og små sjove detaljer.

Darling, I’m eager er en tumblr fyldt med minimalistiske, stemningsfulde fotos.

A King of Kings (også Tumblr) er retrofarvede naturbilleder og støvede closeups.

Jeg samler selv billeder på Tumblr, når jeg falder over noget, der er sjovt, mærkeligt eller flot. Følg med på grann.tumblr.com (billede herunder).  Og ellers samler jeg løbende links på Delicious, hvis jeg finder spændende fotosites, eksempelvis hjemmesider for gode fotografer.

Links til andre gode fotosites er velkomne!

Når du sidder og arbejder ved din computer, skifter du mellem forskellige vinduer næsten 37 gange i timen i gennemsnit. Man springer mellem mail, tekstbehandling, hjemmesider og andre programmer (og så skal man jo også lige tjekke nyhederne, Facebook, Twitter og sin private mail, ikke?). I gennemsnit besøger computerbrugere 40 forskellige hjemmesider om dagen.

Med andre ord: Vi multitasker virkelig!

Den New York Times-artikel, jeg har tallene fra, handler om, hvordan det at multitaske hele tiden rent faktisk ændrer den måde, vores hjerne fungerer på:

Scientists say juggling e-mail, phone calls and other incoming information can change how people think and behave. They say our ability to focus is being undermined by bursts of information.

These play to a primitive impulse to respond to immediate opportunities and threats. The stimulation provokes excitement — a dopamine squirt — that researchers say can be addictive. In its absence, people feel bored.

Med andre ord: Hvis man ikke skifter vinduer hver halvandet minut, så keder man sig. Og det gør os ikke mere effektive når vi på den måde hele tiden jager det næste dopaminfix i form af en ny sætning på papiret, en ulæst mail eller et nyt tweet – tværtimod. Og hvem kender ikke den følelse, bare lidt?

Og det værste er, at det også påvirker hvordan vi fungerer når vi ikke sidder foran skærmen:

While many people say multitasking makes them more productive, research shows otherwise. Heavy multitaskers actually have more trouble focusing and shutting out irrelevant information, scientists say, and they experience more stress.

And scientists are discovering that even after the multitasking ends, fractured thinking and lack of focus persist. In other words, this is also your brain off computers.

Artiklen beretter om tests, hvor de deltagere, der sagde at de var vant til at multitaske til daglig, faktisk klarede sig dårligere når det gjaldt om at løse simple opgaver og koncentrere sig. Selv når testen gik ud på at løse flere forskellige af opgaverne samtidig. For de var i stedet på jagt efter det næste fix:

Other tests at Stanford, an important center for research in this fast-growing field, showed multitaskers tended to search for new information rather than accept a reward for putting older, more valuable information to work.

Forklaringen er i følge artiklen, at det er de dele af hjernen, der skal være opmærksomme på farer (altså nye ting), der hele tiden dominerer andre funktioner, eksempelvis at sætte mål for arbejdet og arbejde efter de mål. Så det er i virkeligheden noget meget primalt at ville læse den seneste Facebookstatus fra vennerne eller den nyeste nyhed på intranettet. At det så samtidig gør os rastløse og ukoncentrerede når computeren er slukket.

Det kan kun være en udvikling, der vil blive forstærket. Flere og flere bruger smartphones og er på hele tiden. Og  hvad sker der når det ikke først er som voksen, man udsættes for det her, men gennem hele sin opvækst?

Det er egentlig ret bekymrende.

Siden jeg læste artiklen, har jeg forsøgt at minimere antallet af programmer, jeg har åbent ad gangen, og antallet af opgaver, jeg sidder og arbejder på samtidig. Jeg ved ikke om det virker, men det føles egentlig meget rart.

Læs selv artiklen. Og prøv at tæl hvor mange gange, du skifter vinduer i morgen på arbejdet…

Klik her for at se den indsatte video.

Jeg har ingen ord. Men jeg har set den et par gange, og tror lige jeg tager den en gang til.

GRATIS – www.webradioen.dk
Indrykket af Jimmie Højlund Pedersen d. 15. juni.
Gratis ting – Gratis ting | 1 views | Anmeld
Hej Alle,
Min far Anders har en hjemmeside hvor man kan afspille alle netradioer i verden. Det er rigtig smart. Linket til siden er her http://www.webradioen.dk I øvrigt har han også en hjemmeside der hedder www.barebilligt.dk den skulle i tage at besøge.. Det kan være der er noget i kan bruge.

og

GRATIS – Talkum i stride strømme
Indrykket af Villads Claes d. 9. december.
Gratis ting – Gratis ting | 2 views | Anmeld
Jeg har en masse dåser talkum, som jeg troede jeg ville få brug for, men som jeg ikke fik brugt. man kan putte det på tæerne, så fjerner det fugt og lugt, eller på hænderne hvis man ikke vil have den fedtede følelse når man rører ved ting, eller man kan pudre børnenumser og meget meget andet. Hvem har nogle D-batterier? jeg mangler dem til en lygte. Skriv til mig! Jeg bor i Århusområdet

Herligt :-)

“Amager rundt” er mere rigtigt – det lyder på samme måde tilpas lorteø-lokalt og aspirerende til noget virkelig stort – the stuff dreams are made of. Det kunne passende dække over et etapeløb for hjemløse kørestolsbrugere eller sådan noget.

Er man knap så meget til det aktive, men stadig til noget, der klinger lidt af sport og lokalkolorit, kan man jo altid tage til “Amager Orgelmarathon”. Arrangementet har endda en tagline, der er helt Hollywoodthriller-værdig:

“10 amagerorganister sætter hinanden stævne til en fælles koncert med fransk musik fra det 19. og 20. århundrede på programmet.”

Jeg tror nu ikke, jeg tager derover. Men alligevel – man bliver helt lokalpatriotisk på sine gamle dage…

”Ord Delings Bloggen” – aversions-dokumentation

”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” – afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren

”Mit skrivebord klokken 12” – kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen

”To do” – måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.

”Broen var oppe” – jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.

Det er svært at vurdere, om reality-tv som sådan er et fænomen, der er på vej nedad. At dømme ud fra de programzapninger, jeg jævnligt foretager når der er reklamepauser eller bare ikke er noget overhovedet i TV, er der i hvert fald kommet flere forskellige reality-programmer. Folk får ordnet have, bliver gift, køber og sælger huse, får fedtsugninger, børn og nye møbler, spærres inde og ude, og indgår i alle mulige forskellige slags spilkoncepter for åben skærm. Der er bestemt noget for enhver smag.

Men måske er er det et tegn på, at reality-genren bare er ved at blive en del af alle de tv-koncepter, vi kendte i forvejen. For der er vist ingen tvivl om, at TV generelt har oplevet sin storhedstid. Vi er på vej væk fra flowmedier (“lad os se hvad der kommer nu”), for i stedet at kaste os over on demand-medier (“duer ikke, næste”). Og nå ja, så er vi jo også i højere og højere grad på vej mod deltagelse frem for passiv konsumption. Det er vist old news efterhånden.

Hvor passer reality-begrebet ind i det nye mediebillede?
Og det er her, jeg undrer mig over reality-tv. For jo, godt nok er der nogen, der deltager, men det er stadig TV, der i ekstrem grad er designet til tilskueren, som regel ud fra enten “Hvad hvis det var mig?”- eller “Godt det ikke er mig!”-princippet. Det er den passive udlevelse af det følelsesregister, der udfolder sig på skærmen, der er i fokus. Betegnelsen følelsesporno er godt nok en kliche, men det er altså også en god betegnelse for genren.

Og så er der det med flow vs. on demand. For det, der slog mig ved den afmagringskonkurrence, jeg nævnte indledningsvis, var, hvor langsomt det gik. Det er typisk for genren, men det sprang bare virkeligt i øjnene (måske på grund af manglen på indhold).

Det handlede i høj grad om at strække små, afgørende øjeblikke i det uendelige: Den tykke kvindes ansigtsudtryk lige inden hun får at vide, hvor meget hun har tabt sig, suppleres med interviewbidder med de andre deltagere, inden værten trækker det hele lidt ekstra i langdrag før hun endelig giver den stakkels kvinde sit tal. Men inden hun gjorde det, kunne vi lige nå en reklameblok og derefter en gentagelse af de sidste godt og vel to minutter, vi lige havde set inden reklamerne.

Er det den nye slags fjernsyn? Den, der som en falleret kaptajn bliver på den synkende skude, mens alt det, der er mere interessant, for længst er flyttet videre til andre platforme? Det går jo for fanden så uendeligt langsomt! Og der er åbenbart også gået reality-tv i resten af sendefladen: Emme synes i hvert fald at også, at TV-avisen er alt for langsom i sin fortælleform. Hun er vant til nettet. Og hun er nok ikke den eneste.

Reality on demand?
Så hvad bliver det næste? Følelsesporno er kommet for at blive, og mon ikke den, ligesom almindelig porno, nok kan finde sin plads på det der internet? Men hvordan passer den ulidelige dvælen ved de øjeblikke, hvor følelserne hænger allermest i laser uden på tøjet, sammen med, at medier i dag skal være hurtigere, altid videre til det næste, og med mulighed for bare at springe videre, hvis man ikke synes, det er interessant.

For reality-genren, som den ser ud på TV, er jo bestemt ikke velegnet til at springe rundt i. Det er vel netop med-, ud- og indlevelsen i lidelser og succeser, nedture og opture, der får folk til at se det. Og den får man ikke, hvis man spoler videre til den næste cliffhanger. For selv cliffhangerne er jo strukket ud i det uendelige.

Eller har vi i virkeligheden allerede den slags reality-on demand-genre, jeg efterlyser? For eksempel i Lonelygirl15′s videoer og alle de lignende ting, nettet flyder over med (eksempelvis også en del blogs)? Og er vi så bare blevet mere kompetente mediebrugere (åh, de klicheer), så vi er i stand til at leve med og leve os ind i det, selv om vi samtidig spoler, springer, skipper rundt i og mellem forskellige tilbud?

ELLER ser vi måske bare slet ikke den slags ting for indlevelsens skyld, men bare for at få et billigt grin?

R2D2 er blevet taget for spirituskørsel, Princess Leia røg ud i et misbrug, Chewbacca er blevet amerikansk statsborger, og C3PO har udgivet en tegneserie. Det er vist kun Harrison Ford, der rigtigt har formået at bygge videre på Star Wars’ succes – de andre har bare fået dårlig hud og grimt hår…

Hvis du i øvrigt brænder for at vide, hvad der skete med Eddie the Eagle (laver reklamer og underviser), hende fra Cosby & Co. (fik sit talkshow taget off the air), Monica Lewinsky (hun er lige blevet kandidat) eller Right Said Fred (hhv. ejer et fitnesscenter og er vært for et program, der hedder Gaytime TV), så er der hjælp at hente.

Relateret: Kendis-forårsbebuder

Men helt ærligt, hvad er lige gevinsten af at få at vide at dem man kender er på vej hjem fra arbejde, lige har bestilt pizza eller synes Casper Christensen bare er for sjov?

Det lugter langt væk af sammensværgelse. Og Matthew Baldwin har gravet sandheden frem…