granns.net

“The big egg is a lot bigger”:

Jeg har ingen ord. Men jeg har set den et par gange, og tror lige jeg tager den en gang til.

Jeg kom af vanvare til at bevæge mig ind på “Gratis ting”-delen af Facebooks markedsplads. Her kan man selvfølgelig finde brugte boxmadrasser, billedrørs-TV samt hamstere, guldfisk, sumpskildpasser og andre kæledyr (“Gratis – 4 aflivningstruede missere”). Men der er også et godt grin at hente i flere af de mange opslag, hvoraf de vist ikke alle er helt reelle. Prøv for eksempel at se de her to:

GRATIS – www.webradioen.dk
Indrykket af Jimmie Højlund Pedersen d. 15. juni.
Gratis ting – Gratis ting | 1 views | Anmeld
Hej Alle,
Min far Anders har en hjemmeside hvor man kan afspille alle netradioer i verden. Det er rigtig smart. Linket til siden er her http://www.webradioen.dk I øvrigt har han også en hjemmeside der hedder www.barebilligt.dk den skulle i tage at besøge.. Det kan være der er noget i kan bruge.

og

GRATIS – Talkum i stride strømme
Indrykket af Villads Claes d. 9. december.
Gratis ting – Gratis ting | 2 views | Anmeld
Jeg har en masse dåser talkum, som jeg troede jeg ville få brug for, men som jeg ikke fik brugt. man kan putte det på tæerne, så fjerner det fugt og lugt, eller på hænderne hvis man ikke vil have den fedtede følelse når man rører ved ting, eller man kan pudre børnenumser og meget meget andet. Hvem har nogle D-batterier? jeg mangler dem til en lygte. Skriv til mig! Jeg bor i Århusområdet

Herligt :-)

For en måneds tid siden var jeg ude og sejle i havkajak – det var smart, sjovt, ungt og hipt (og pissesjovt, i øvrigt). Det foregik ved Amager Strandpark – et herligt sted, hvor der også er andre fancy sportsgrene på fancy steder som eksempelvis “Copenhagen Cable Park”. Fedt nok, men ikke særligt Amager-agtigt, vel?

“Amager rundt” er mere rigtigt – det lyder på samme måde tilpas lorteø-lokalt og aspirerende til noget virkelig stort – the stuff dreams are made of. Det kunne passende dække over et etapeløb for hjemløse kørestolsbrugere eller sådan noget.

Er man knap så meget til det aktive, men stadig til noget, der klinger lidt af sport og lokalkolorit, kan man jo altid tage til “Amager Orgelmarathon”. Arrangementet har endda en tagline, der er helt Hollywoodthriller-værdig:

“10 amagerorganister sætter hinanden stævne til en fælles koncert med fransk musik fra det 19. og 20. århundrede på programmet.”

Jeg tror nu ikke, jeg tager derover. Men alligevel – man bliver helt lokalpatriotisk på sine gamle dage…

Ikke alle lige originale, men hvad:

”Ord Delings Bloggen” – aversions-dokumentation

”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” – afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren

”Mit skrivebord klokken 12” – kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen

”To do” – måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.

”Broen var oppe” – jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.

Jeg faldt i dag mens jeg så lidt fjernsyn over et program, hvor to hold af meget overvægtige mennesker kæmpede mod hinanden om at opnå det største samlede procentuelle ugentlige vægttab. Ja, konceptet vidner bestemt også om, at TV-branchen har været nødt til at sætte fantasien på arbejde for at finde på nye måder, folk kan krænge deres sjæl ud på skærmen på. Det er lang tid siden, man bare kunne spærre 10 mennesker inde i et hus og se hvad der skete.

Det er svært at vurdere, om reality-tv som sådan er et fænomen, der er på vej nedad. At dømme ud fra de programzapninger, jeg jævnligt foretager når der er reklamepauser eller bare ikke er noget overhovedet i TV, er der i hvert fald kommet flere forskellige reality-programmer. Folk får ordnet have, bliver gift, køber og sælger huse, får fedtsugninger, børn og nye møbler, spærres inde og ude, og indgår i alle mulige forskellige slags spilkoncepter for åben skærm. Der er bestemt noget for enhver smag.

Men måske er er det et tegn på, at reality-genren bare er ved at blive en del af alle de tv-koncepter, vi kendte i forvejen. For der er vist ingen tvivl om, at TV generelt har oplevet sin storhedstid. Vi er på vej væk fra flowmedier (“lad os se hvad der kommer nu”), for i stedet at kaste os over on demand-medier (“duer ikke, næste”). Og nå ja, så er vi jo også i højere og højere grad på vej mod deltagelse frem for passiv konsumption. Det er vist old news efterhånden.

Hvor passer reality-begrebet ind i det nye mediebillede?
Og det er her, jeg undrer mig over reality-tv. For jo, godt nok er der nogen, der deltager, men det er stadig TV, der i ekstrem grad er designet til tilskueren, som regel ud fra enten “Hvad hvis det var mig?”- eller “Godt det ikke er mig!”-princippet. Det er den passive udlevelse af det følelsesregister, der udfolder sig på skærmen, der er i fokus. Betegnelsen følelsesporno er godt nok en kliche, men det er altså også en god betegnelse for genren.

Og så er der det med flow vs. on demand. For det, der slog mig ved den afmagringskonkurrence, jeg nævnte indledningsvis, var, hvor langsomt det gik. Det er typisk for genren, men det sprang bare virkeligt i øjnene (måske på grund af manglen på indhold).

Det handlede i høj grad om at strække små, afgørende øjeblikke i det uendelige: Den tykke kvindes ansigtsudtryk lige inden hun får at vide, hvor meget hun har tabt sig, suppleres med interviewbidder med de andre deltagere, inden værten trækker det hele lidt ekstra i langdrag før hun endelig giver den stakkels kvinde sit tal. Men inden hun gjorde det, kunne vi lige nå en reklameblok og derefter en gentagelse af de sidste godt og vel to minutter, vi lige havde set inden reklamerne.

Er det den nye slags fjernsyn? Den, der som en falleret kaptajn bliver på den synkende skude, mens alt det, der er mere interessant, for længst er flyttet videre til andre platforme? Det går jo for fanden så uendeligt langsomt! Og der er åbenbart også gået reality-tv i resten af sendefladen: Emme synes i hvert fald at også, at TV-avisen er alt for langsom i sin fortælleform. Hun er vant til nettet. Og hun er nok ikke den eneste.

Reality on demand?
Så hvad bliver det næste? Følelsesporno er kommet for at blive, og mon ikke den, ligesom almindelig porno, nok kan finde sin plads på det der internet? Men hvordan passer den ulidelige dvælen ved de øjeblikke, hvor følelserne hænger allermest i laser uden på tøjet, sammen med, at medier i dag skal være hurtigere, altid videre til det næste, og med mulighed for bare at springe videre, hvis man ikke synes, det er interessant.

For reality-genren, som den ser ud på TV, er jo bestemt ikke velegnet til at springe rundt i. Det er vel netop med-, ud- og indlevelsen i lidelser og succeser, nedture og opture, der får folk til at se det. Og den får man ikke, hvis man spoler videre til den næste cliffhanger. For selv cliffhangerne er jo strukket ud i det uendelige.

Eller har vi i virkeligheden allerede den slags reality-on demand-genre, jeg efterlyser? For eksempel i Lonelygirl15’s videoer og alle de lignende ting, nettet flyder over med (eksempelvis også en del blogs)? Og er vi så bare blevet mere kompetente mediebrugere (åh, de klicheer), så vi er i stand til at leve med og leve os ind i det, selv om vi samtidig spoler, springer, skipper rundt i og mellem forskellige tilbud?

ELLER ser vi måske bare slet ikke den slags ting for indlevelsens skyld, men bare for at få et billigt grin?

…alle dem, der var med i Star Wars?

R2D2 er blevet taget for spirituskørsel, Princess Leia røg ud i et misbrug, Chewbacca er blevet amerikansk statsborger, og C3PO har udgivet en tegneserie. Det er vist kun Harrison Ford, der rigtigt har formået at bygge videre på Star Wars’ succes – de andre har bare fået dårlig hud og grimt hår…

Hvis du i øvrigt brænder for at vide, hvad der skete med Eddie the Eagle (laver reklamer og underviser), hende fra Cosby & Co. (fik sit talkshow taget off the air), Monica Lewinsky (hun er lige blevet kandidat) eller Right Said Fred (hhv. ejer et fitnesscenter og er vært for et program, der hedder Gaytime TV), så er der hjælp at hente.

…når de første vinterblege mænd drister sig til at spille ølkroket i bar mave. Her er det forrige weekend med Grann i bar mave bag kameraet…

Relateret: Kendis-forårsbebuder

Jeg forstår ikke hvad det er med det der Twitter. Jo jo, jeg er med på at det er en måde at fortælle verden hvad man lige render og laver – at man derfor kan holde sine venner og bekendte opdateret og på den måde vedligeholde sit netværk.

Men helt ærligt, hvad er lige gevinsten af at få at vide at dem man kender er på vej hjem fra arbejde, lige har bestilt pizza eller synes Casper Christensen bare er for sjov?

Det lugter langt væk af sammensværgelse. Og Matthew Baldwin har gravet sandheden frem…

Armageddon var nok den største af den stribe af katastrofefilm, Hollywood spyttede ud i senhalvfemserne. Og plottet var enkelt: Bruce & co. flyver ud i rummet for at destruere asteroide med kurs mod jorden. Men det er set før. I den her:

Jeg citerer fra Wikipedias referat af plottet i filmen “The Green Slime” fra 1968:

A group of astronauts set out to stop a giant asteroid on a collision course with the planet Earth. They land on the asteroid, plant explosive charges and destroy it.

Hmmm… Sounds familiar? Men i modsætning til manuskriptforfatteren på Armageddon, vidste de i 60′erne, at der skal mere til. Så asteroide-sprængningen markerer faktisk bare begyndelsen på historien. Jeg citerer videre:

Afterwards they return to the staging area, a space station called Gamma 3 in orbit around the Earth. Unfortunately, a scientist from the mission had unwittingly stowed a luminous-green substance on his back which quickly mutates into one-eyed, tentacled monsters with the ability to discharge lethal bolts of electricity. The Gamma 3 crew fend off the alien creatures with their laser-based weaponry, only to discover the creatures feed off the energy which, in turn, allows them to multiply rapidly, sprouting the new creatures from their blood. As the creatures overrun the station the crew continues to fight back against overwhelming odds.

Nu snakker vi! På badmovies.org kan du læse mere om filmen og høre og se klip fra filmen. Og granns.net vil heller ikke stå tilbage, og bringer derfor filmens trailer, der er med sin jazzede retro-gru, vidunderligt fortidige effekter og overraskende uslimede slimvæsener er et kig værd i sig selv.

Jeg faldt i øvrigt over “The Green Slime” på Wikipedia ved hjælp af Jonas’ tip om, at man som startside kan sætte sin browser op til at vise en ny tilfældig Wkipedia-artikel og på den måde få dagens grin, lære noget man ikke vidste før – eller måske finde stof til et blogindlæg…

“Deal No Deal”, der i Danmark kører (eller har kørt) på TV2 med Casper Christensen som vært, er ret fjollet, synes jeg. Jeg har set ét program og har en stærk fornemmelse af, at så har man set dem allesammen. Den altid muntre Matthew Baldwin siger det bedst her.

…Og alligevel er der blevet skrevet en videnskabelig artikel om showet. Artiklen har endda været omtalt på forsiden af Wall Street Journal… Mere forventeligt er det, at man på TV2’s hjemmeside kan se billeder af og læse artikler om hver enkelt af Deal No Deal-pigerne (“Kuffertpigerne” lyder på en eller anden måde lidt forkert, synes jeg)…