granns.net

Jeg har helt glemt at skrive, at jeg for et par uger siden fik den endelige godkendelse af mit speciale. Og det blev på begge de to fag, Kommunikation og Virksomhedsstudier, bedømt til et 12-tal (som jeg – lidt kryptisk, god nok – også har tweetet).

Og det er jo herligt. Et specialeforløb – især et, der er så langt som mit – kan let gøre at man mister fornemmelsen for, hvornår noget er godt nok, eller bare godt. Så egentlig havde jeg faktisk ikke de store fornemmelse for, hvor godt det, jeg havde lavet, var. Men både vejleder/censor-parret på Kommunikation og Virksomhedsstudier har altså bedømt det i top. Sjovt nok lægger de vægt på nogle lidt forskellige ting i deres udtalelser.

En ting kan de dog blive enige om! Jeg citerer fra de to udtalelser (min kursivering):

CG’s valg af teori og metode synes særdeles velovervejet, og hans kritiske forholden til sig teoriernes og metodernes forskellige styrker og svagheder skal fremhæves her, hvor ikke mindst CG’s forskellige meget detaljerede fodnoter yder en centralt bidrag til selvrefleksionen – om end det meget store antal fodnoter og det centrale indhold i mange af noterne måske kunne have givet anledning til at integrere nogle af dem i teksten.

Generelt er specialet veldisponeret og analysen underbygget med relevant teori, der viser forfatterens evne til at forholde sig til et givet emne på en kritisk og videnskabelig måde. Specielt kan fremhæves brugen af uddybende fodnoter som et godt supplement til den gennemførte analyse.

At der for store dele af noternes vedkommende var tale om, at der skulle skæres voldsomt i specialets længde, men at jeg ikke nænnede at smide meget af det, jeg skar ud, helt væk, og derfor smed det ned i noterne, siger vi ikke til nogen :-)

Så hvis du var i tvivl om det var noget, kan du nu kaste dig ud i læsningen af marathonværket med statens anbefaling i ryggen. Husk at læse fodnoterne.

For et par uger siden var jeg ude på mit gamle arbejde, Patent- og Varemærkestyrelsen, og snakke lidt om deres blog med udgangspunkt i mit speciale, som jo netop er en analyse af styrelsens blog. Et af de problemer, der går igen derude, og som sandsynligvis går igen i de fleste organisationer, der har en blog, er at bloggen sjældent kommer først i kampen om medarbejdernes tid. Det betyder, at det bliver svært at finde tid til at blogge, og at det er noget, man som regel skyder til “når man får bedre tid”.

Problemet er, at man aldrig får bedre tid. Og det er også mit indtryk, at det at blogge godt kan virke som en større opgave, end det tit behåver at være – måske fordi det er anderledes end bloggernes øvrige arbejde eller fordi det kan være lidt skræmmende at lægge navn til noget, der ligger så tilgængeligt for alle “derude på Internettet”.

Vi snakkede lidt om, hvordan ma nkan arbejde med den problemstilling som blogger. Og jeg tror at et muligt svar både kan gælde for tilgangen til det at blogge og til den konkrete planlægning. Eksempelvis:

Når man falder over noget, der er interessant, og dermed måske et blogindlæg værd, skal man ikke lægge det til side til man får bedre tid til at sætte sig ind i det, så man kan formidle alle facetterne af emnet. Prøv i stedet at sætte ex 20 minutter af og beslut på forhånd, at det, man har skrevet efter de 20 minutter enten skal lægges direkte på bloggen eller sendes videre til en anden skribent eller en anden, der kan arbejde videre med det.

(man kan jo for eksempelvis bruge den ganske fine 5min.dk, der altså også kan indstiles til ex 20 min.!)

Man kan også for at gøre det lettere rent faktisk at få skrevet noget hurtigt og i et tilgængeligt sprog prøve at skrive det, som man alligevel ville fortælle det til en kollega over frokosten nede i kantinen. Talesprog på skrift passer faktisk fint til bloggenren, og man kan ellers let komme til at gå for meget op i formidling og i at bruge de korrekte og præcise udtryk i stedet for at fortælle, hvad der var det interessante. Man fortæller også tit tingene i en anden rækkefølge p åden her måde, end hvis man tænkte i at skrive en mere klassisk “redegørelse” – i den mundtlige form kommer der noget fortælling med, som – selv om det bare er nogle “og så … og så …” – faktisk virker rigtigt godt.

Det handler altså i virkeligheden tit om at ændre sine egne forventninger som skribent til, hvad der kræves af et godt blogindlæg. Bare man sætter sig lidt ind i noget, ved man tit mere om det end de, der kommer til at læse ens blogindlæg. Og så er det jo ingen skam at lede læserne videre til nogen andre, der ved endnu mere!

Og hvis man slet ikke har tid, kan man jo altid mikroblogge i stedet. Twitter er jo det nye sort – og sort er jo virkelig oppe i tiden…

…det er noget af det, jeg har lært i forbindelse med mit speciale, som handler om corporate blogging og bruger Patent- og Varemærkestyrelsens blog som case (kan hentes som PDF nederst i dette indlæg).

Der er blevet skrevet en del om corporate blogging de seneste par år (knap så meget da jeg gik i gang for over to år siden!), men det synes nu som om at det er stilnet noget af, og blogs er blevet et standardredskab i kommunikationsværktøjskassen for mange organisationer og virksomheder. Mange er også allerede videre til det næste, hvad end det så måtte være.

Men det betyder ikke, at området ikke stadig rummer udfordringer. Det er i hvert fald min erfaring. Og det kommer også til udtryk i specialet, som mere specifikt handler om, hvordan en blog påvirker og påvirkes af den organisation, der driver den.

Bloggen “overspejler” organisationen
….For det gør den i høj grad. I Patent- og Varemærkestyrelsen har bloggerne både i meget høj grad taget genren og formen til sig – de er glade for at blogge og syne at det giver dem noget – men har samtidig svært ved at slippe de korporate eller organisationsmæssige tøjler, som deres arbejde lægger på dem.

Det giver sig udslag i knastør corp-speak (som kan være dobbeltslemt, når der er tale om embedsmænd), “over-neutrale” indlæg i abstrakte vendinger, fordi man på bloggen synes forpligtet til at skrive noget, når der sker noget, men bare fordi man skriver på en blog ikke kan mene mere eller skrive mindre “sikkert” end man kan andre steder.

Nu vil jeg godt lige pointere, at Patent- og Varemærkestyrelsens blog faktisk er lige så jordnær som den er abstrakt, og lige så ofte er morsom og letbenet som den er tung og kancellistisk. Men den er sjældent disse ting samtidig, og på den måde virker den lidt splittet – særligt fordi de forskellige måder at skrive på er mere eller mindre fordelt mellem forskellige skribenter (bloggen er en gruppeblog).

Og så er der en ting, der er genemgående for hele bloggen: Den er meget lidt personlig. Og det er noget, som man ellers som regel ser som et mere eller mindre definitorisk træk ved bloggenren. Det, at man skriver som sig selv i en åben, tilgængelig og måske anekdotisk tone med et strejf af humor, snarere end at skrive som marketingafdelingen, er netop noget af det, der giver bloggen allermest merværdi i sammenligning med andre medier, fordi det virker autentisk og skaber tillid.

Hvad gør man så?
Man kan selvfølgelig gøre forskellige ting for at imødekomme disse udfordringer. Nogle af de ting, jeg fremhæver, er vigtigheden af ledelsesopbakning til skribenterne ikke kun i opstartsfasen, men også når det bliver dagligdag, et helt klart billede af formål og målgrupper for bloggen og evt. etableringen af et fælles eller flere mindre fora, hvor bloggerne kan ideudvikle og give hinanden feedback.

Derudover har Patent- og Varemærkestyrelsen stor gavn af at have en fast tovholder på bloggen, som sørger for at holde den i gang og holde bloggerne til ilden, af at give de “tunge” faglige eksperter lov til også at skrive de lidt lettere indlæg til “folket” og af at blande korte notits-indlæg med længere analyser.

Der er flere rigtigt gode ideer at hente eksempelvis i artiklen Leading and Creating Collaboration in Dezentralized Organizations af Heather M. Caruso, Todd Rogers, og Max Bazerman, i blogindlægget 8 tips til implementering af sociale teknologier hos Connecta og i Andreas Johannsens blogindlæg At finde tonen som corporate blogger. For blot at nævne nogle få.

Hent specialet
Anders fra styrelsen har været så venlig at give mig lov til at offentliggøre specialet, og det kan derfor hentes her som PDF-fil, hvis man skulle være interesseret. Det handler selvfølgelig om meget mere, end jeg lige har nået at beskrive her.

Jeg har nu overstået min fjerde arbejdsdag på mit nye arbejde hos Danske Fysioterapeuter, hvor jeg sammen med Anne skal stå for foreningens aktiviteter på interwebben. Jeg synes allerede de (vi!) er langt fremme i forhold til at anvende nettet som kommunikationsplatform, blandt andet i kraft af en række meget omfattende hjemmesider, og der er også allerede sat flere mere brugerinvolverende skibe i søen: Der kommer både meget mere personaliseret indhold og noget profil-halløj for medlemmerne hvor de kan diskutere faglige problemstillinger og interagere på alle mulige andre måder. Og planerne for foreningens første blog er allerede langt undervejs. Alt sammen superspændende.

Lidt statistik:

• Antal medlemmer: Lidt over 10.000
• Hyppighed af fejring af det ene eller det andet med morgenbrød på arbejdspladsen: 75% (3 ud af 4 dage indtil videre)
• Andel af ansatte, der kunne slå mig på en 5-kilometer: stort set dem alle sammen, tror jeg (mange ansatte er ivrige løbere, og jeg er allerede blevet spurgt om jeg ikke også ville deltage i Alt For Damernes kvindeløb. Ved ikke helt hvad jeg skal lægge i det…)

…Og hvad så med specialet, vil den opmærksomme læser nok spørge. Jo, det er bestemt ikke glemt, svarer jeg prompte (og får dermed samtidig sagt, at det dog heller ikke på nogen måde er afleveret). Det betyder, at jeg p.t. skriver speciale efter arbejde og i weekenderne. Det er allerede stressende, men også OK. Jeg er til gengæld meget glad for at slippe for dagpengeverdenen i første omgang efter aflevering – den har jeg hørt mange grusomme historier om.

Der er rigtigt mange mennesker, der starter en blog. Og for rigtigt mange af dem – inklusiv undertegnede – har der nok været et element af “sådan en skal man vel have i disse dage” som årsag til at starte den. Ikke dermed sagt, at det er den eneste årsag, men det har måske været medvirkende, at det kan virke som om, man ikke rigtigt er “noget” på nettet eller er med på noderne, hvis man ikke har én. (Det kan måske også forklare, hvorfor så mange blogs relativt hurtigt dør igen.)

Men hvad så med organisationer, der starter blogs? Er det også sådan, at de gør det fordi de er et vist pres fra omgivelserne?

Sådan kan det i hvert fald forklares ud fra den del af organisationsteorien, der ser organisationer som isomorfe. Dvs. at organisationer indretter sig efter omverdenens (statens, branchens, offentlighedens) mere eller mindre eksplicitte krav uden at skele til, om opfyldelsen af disse krav nødvendigvis gavner organisationen.

Det betyder samtidig, at forskellige organisationer med samme omgivelser vil efterligne hinanden. Det kunne eksempelvis gælde virksomheder i samme branche, offentlige styrelser eller interesseorganisationer. Det vil sige, at den første, der prøver noget nyt, snart vil efterfølges af andre. Og at jo senere, man følger efter, jo mere gør man det bare for at “være med”.

DiMaggio & Powell, to af teoretikerne med denne position, skriver, at “As an innovation spreads, a threshold is reached beyond which adoption provides legitimacy rather than improves performance”. Med andre ord: Det er god skik snarere end det er god forretning.

Der er tre typer mekanismer, der kan få en organisation til at forandre sig:

1.  Koesive mekanismer i form af tvangsmæssigt pres fra fx lovgivning eller regler
2. Normeriske mekanismer i form af moralsk pres fra omgivelserne
3. Mimetiske mekanismer, hvor kollektivt konstruerede facts anses som selvfølgelige, og man derfor bare “gør som de andre”.

Her er blogging interessant. Det er klart, at virksomheder ikke blogger fordi der er (koesive) regler om det. Men det kan være svært at skelne, hvorvidt de blogger, fordi der er et (normerisk) krav om åbenhed, autenticitet og ærlighed fra omgivelserne, eller fordi de  bare har fået det (mimetiske) indtryk, at “selvfølgelig gør man da det”.

Og når jeg læser bøger eller blogs, der handler om, hvorfor det lige er, virksomheder skal blogge, kan jeg da også godt komme i tvivl.

Jeg kan godt se at det er den efterhånden ældgamle diskussion om berettigelsen af PR, der bare har fået et tvist her: Hvorfor skal vi legitimere os til omverdenen? kan vi ikke bare gøre som A.P. Møller og holde kæft og gøre vores arbejde?

Men det, jeg synes, der er væsentligt at spørge sig selv om er, om der virkelig er behov for en blog eller organsationen bare oplever behovet. Og så er det klart, at man heller ikke får svare ved at prøve sig frem, for hvis man oplever behovet, vil man selvfølgelig også opleve en nytteværdi.
Derfor er det interessant at følge forsøgene på at etablere metoder til at måle bloggings ROI. Det har jeg godt nok ikke så meget tiltro til, fordi det ikke endnu er lykkedes at finde en måde at måle ROI for PR mere generelt.

Indtil vi finder ud af, om det rent faktisk er værd at have sådan en blog, kan isomorfibegrebet i hvert fald forklare udbredelsen af blogging…