granns.net

Jeg bliver lige nødt til at poste traileren for dokumentaren om Roskilde Festival, som kommer til maj. Det ser udmærket ud – der er i hvert fald gjort meget ud af at få det til at ligne en rigtig film. I modsætning til den DVD, festivalen selv lavede for et par år siden (og som jeg i øvrigt var med til at stable på benene, hmmm…).

Der er også en hjemmeside for filmen. Premiere 16. maj…

Apropos Daft Punk, så har jeg efterhånden på en del musikblogs læst, at deres shows rundt omkring i USA skulle have været helt hysterisk gode, blandt andet på Lollapalooza-festivalen (læg mærke til, hvor mange, der rent faktisk står og filmer med deres mobiltelefoner – det er helt vildt). Læs også Pitchforks anmeldelse (og se flere live-billeder på Flickr).

Setup’et er en stor pyramidelignende ting, der laver nogle åbenbart helt fantastiske lyseffekter (hvem sagde mobildiskotek?), lange versioner af alle klassikerne fra Daft Punks sangkatalog, der bygges langsomt op til klimaks, og så to herrer med robotmasker, der står lige midt i det hele.

Det lød godt, tænkte jeg, og hoppede ind på Roskilde Festivals bandønske-side, hvor man kan komme med forslag til bands til næste års festival. Men forgæves:

Roskilde Festival holder en pause med registreringen af bandønsker.

For at fokusere arbejdet har vi særligt brug for at høre alle jeres ønsker i oktober og januar. Vi håber derfor, I vil vende tilbage da og give jeres bud på, hvilke bands og artister I gerne vil se til Roskilde Festival 2008.

Vi takker for de foreløbige ønsker til næste års festival og vender tilbage, når vi igen har brug for jeres mening.

Når I igen har brug for vores mening? Jamen så gemmer jeg den da bare, til I igen holder audiens for pøbelen, eller… Er det for meget at forlange, at I bare holder kanalen åben, og så venter med at checke databasen til I selv har tid?

Nå, festivalens brugerflade er i det hele taget på lavt blus i øjeblikket. Den ellers udmærkede blog holder vist lidt ferie (siger Shevy), men vender forhåbentlig snart tilbage igen. I mellemtiden er nordmændene allerede gået i gang med at tippe på og komme med ønsker til næste års bands. Så kan festivalens musikgruppe jo kigge dér, når de en gang har lyst til at høre, hvad gæsterne synes.

Nu har det handlet en del om Roskilde Festival her på det seneste, så jeg synes det vil være på sin plads lige at samle op på oplevelserne her et par dage efter festivalen (som samtidig er grunden til, at bloggeriet har ligget lidt stille de sidste par uger).

Det regnede, og så er det vist sagt. Heldigvis var der ikke rigtigt mudret på medarbejdercampingområdet, hvor jeg boede, og når jeg tænker tilbage, var det vel egentlig kun torsdag, der var gennemført irriterende heldagsregn. Det lykkedes mig da i hvert fald at være forbrændt i nakken (af solen, altså) allerede mandag, og blive det endnu mere i løbet af tirsdag.

Nå, men regnen torsdag gjorde også, at jeg kun så en halv time af Björk – så kunne mit regntøj ikke holde vandet ude længere. Ærgerligt, for det havde ellers været en god koncert so far. Men som tidligere beskrevet, så var det ikke den eneste koncert, jeg måtte gå glip af, da der var rigtigt mange programsammenfald i år af ting, jeg gerne ville se. Højdepunkterne var imidlertid stadig mange.

Det, der imponerede mig mest, var koncerten med Soulsavers feat. Mark Lanegan. Ikke fordi det var den bedste koncert, men fordi jeg aldrig har hørt en så stærk stemme som hr. Lanegans. Så dyb og hæs – det er lyden af whisky og cigaretter og det, der er værre – men samtidig imponerende kraftfuld. Og når man efterfølgende hører den i øvrigt gode plade derhjemme, er det da heller ikke helt det samme som at høre det live. Men koncerten varede kun 45 minutter, og blev leveret af syv saltstøtter, så topkarakter bliver det ikke til. Der er ikke noget live-footage med gruppen på Youtube, men der er en video til deres bedste nummer, “Revival”.

Ellers var Whitest Boy Alive som altid gode, og bestemt værd at misse The Who for. Ikke alle er dog enige i den påstand, men Soundvenues anmelder har helt åbenlyst været til en helt anden koncert end jeg var. Døm selv – koncerten kan høres på DR’s hjemmeside. Andre feststemte højdepunkter var CSS, Booka Shade, Seun Kuti, Hayseed Dixie og Bonde do Role, mens jeg i den mere afdæmpede afdeling blev meget positivt overrasket over både The National og Moi Caprice live.

Blandt de store navne var der mindre at råbe hurra for. Beastie Boys var efter min mening bedre end anmeldelserne giver indtryk af, men led dog under dårlig og alt for lav lyd. Red Hot Chili Peppers var som forventet absurd ringe (!), mens Arcade Fire var solide, men ikke rigtigt nåede publikum. Muse var det eneste af de store navne, jeg så, der rigtigt leverede varen.

De to nye scener synes jeg også var en stor succes. Især Astoria, der afløste den ellers meget populære Ballroom, var et rigtigt godt scenerum til det stille om dagen og til festen om aftenen. Og verdensmusikken befandt sig jo fint rundt omkring på alle de andre scener også. I Cosmopol synes jeg faktisk ikke at så meget var anderledes end da det hed Metropol, kun var der lidt andre slags musik repræsenteret, og det kunne scenen sagtens rumme.

Så var jeg blevet lokket til at skrive lidt på Jaikus Roskilde Festival-channel, og jeg havde også slået sms-updaten til under festivalen. Jeg synes aldrig rigtigt, det blev vedkommende hverken at skrive eller læse om andre, der er taget hjem/er til en helt vildt fed koncert/bare lige vil bemærke, at solen gerne snart må skinne/er trætte af regnen/fortsæt selv listen. Formatet passede meget bedre til eksempelvis Reboot, hvor flere kendte hinanden, hvor der ikke var så mange deltagere og det i det hele tage var lettere at forholde sig til det, der blev skrevet. Men hvad – det var første år, så det skal nok finde et bedre leje, hvor det kommer til at fungere. Der er i hvert fald potentiale til noget relevant og brugbart. Jeg postede også et par billeder i Roskilde-fotogruppen på 23, (blandt andet et find Holger ræven-billede) og her er konklusionen lidt den samme.

I øvrigt var det fint at møde folkene bag festivalen blog, som jeg af og til stødte ind i i min sektions (InfoMarketing) arbejdsområde i Mediebyen. Mediebyen var i øvrigt lidt federe i år, men mest fordi der ikke var helt så mudret, og fordi der var et tørt kontor at arbejde i. Og afslutningsvis skal det også bemærkes, at den interne festivalfodboldturnerings fair play-pris for andet år i træk blev vundet af InfoMarketing. Jeps!

Vi ses næste år. Jeg krydser allerede fingre for at Musikgruppen booker nogle af de navne, de ikke fik med i år: Maxïmo Park, Hot Chip, Bloc Party, The Pipettes, MF Doom (som rent faktisk var på plakaten, men blev fjernet inden den røg i trykken) osv. osv. Flere af de nævnte udgiver faktisk plader i løbet af det næste års tid. Det samme har jeg hørt om både Dave Gahan, WhoMadeWho, Jamie Lidell, Common, Madvillain, Portishead og Def Leppard, der kunne være et overraskende wild card til at levere et godt grin på festivalen næste år (altså kun Def Leppard, ikke alle de andre. Men dem må festivalen stadig godt invitere!).

Vi ses dér, dér…

Sidste år var det ikke særligt mange koncerter på Roskilde, som jeg gerne ville se, som jeg endte med at misse. Der var selvfølgelig lige den ret pakkede søndag, hvor blandt andet Raconteurs (og Ryuichi Sakamoto, har jeg efterfølgende set i programmet) blev ofret. I år er det anderledes, hvilket både skyldes at programmet i år er særdeles godt, men også at spilleplanen bare ikke er faldet heldigt ud.

Det er selvfølgelig et kæmpe puslespil, programlæggerne skal have til at gå op. Men jeg tror de tænker meget i nationaliteter (“så går alle nordmændene derhen, og resten kan gå derhen”) og i ikke at lægge de få metalbands oveni hinanden. Det undrer mig eksempelvis, at John Legend og Talib Kweli spiller samtidig – det er da festivalens største og tredjestørste Hip hop/R&B-navn (det næststørste er Clipse), så der må da være mange, der gerne vil se begge koncerter.

Nå, jeg skal ikke se John Legend, men der er stadig koncertsammenfald dér, såvel som på alt for mange andre tidspunkter. Et udsnit:

Torsdag kl. 18 spiller Arcade Fire samtidig med Jens Lekman, som jeg lige har opdaget. Men jeg holder mig nok til Arcade. kl. 20-ish er valget en del sværere: At få startet festen med et brag hos LCD Soundsystem vs. at få et skud hip hop hos Talib Kweli vs. at stå midt i mængden når Killers spiller “When You Were Young”. Jeg tror jeg ender på en halv LCD og en halv Kweli og springer Killers over.

Fredag er der ikke noget, jeg egentlig brænder for at høre før først på aftenen, hvor jeg så til gengæld får rigtigt travlt. Beastie Boys vs. Klaxons er ikke et svært valg – Beastierne var så fede i 98, at de skal høres igen), men senere spiller Trentemøller, som nok kommer til at overlappe med CSS og Queens of the Stone Age, der spiller samtidig en time senere. Her har jeg ikke truffet mit valg endnu. Til gengæld er der derefter igen ikke rigtigt noget, jeg virkelig brænder for, så det bliver nok lidt shoppen rundt mellem Peter, Bjorn & John og Lee “Scratch” Perry og såd’n.

Lørdag går det helt galt. Først det spøjse bluegrass-coverband Hayseed Dixie samtidig med Thomas Dybdahl. Ham har jeg heldigvis set nogle gange tidligere (men problemet er, at han altid er god). Derefter en rigtigt svær beslutning: De udmærkede Oh No Ono vs. oplevelsesrockerne Flaming Lips vs. gangstarap 2.0 med Clipse vs. atmosfærisk folk-lounge med Soulsavers. Øv! Jeg tror jeg køber lidt Flaming Lips bare på deres rygte for at være fantastiske live og så smutter videre til Soulsavers.

Men vi er ikke færdige med de svære lørdagsbeslutninger endnu. For senere spiller The Whites Boy Alive, som er en af de ting, jeg har glædet mig allermest til, samtidig med The Who, som vel på årets festival er navnet, man bør se (tæt fulgt af Arcade Fire. Men de er rods alt ikke oppe i tresserne). Og senere igen ligger de to glade dansekoncerter med belgiske Goose og brasilianske Bonde de Role også samtidig. Hmmm. (Til gengæld får Red Hot Chili Peppers ikke rigtig konkurrence på deres timeslot først på natten – i hvert fald ikke, hvis man ikke er til Tiestös halvfemsertrance. Så dem bliver man nok nødt til at tage med i mangel af bedre.)

Søndag er der kun et rigtigt slemt sammenfald, men det er til gengæld også en trepartsforhandling. Muse, der spillede en yderst seværdig og kraftfuld koncert for to år siden spiller samtidig med både Timbuktu og den franske legende Laurent Garnier (nej, ikke fordi han har opfundet noget shampoo – det har han ikke). Muse skal jeg se, og så må jeg jo se, hvad jeg ellers kan nå. (Det er i øvrigt på samme tidspunkt, at nordmændene samles – de skal over på Arena og se Datarock.)

I år vil jeg prøve at modstå indskydelsen til altid at vælge de store navne. Dem vælger man som regel ud fra en “de må være gode, og hvornår får jeg nogensinde chancen for at se dem igen”-tankegang. Men det er som regel ved de små koncerter i teltene, man får sine bedste oplevelser. Derfor undrer det mig da også, at festivalen ikke præsenterer Lounge-scenen og måske endda Spoken Word-teltet i programmet ved siden af de andre koncerter. Det er synd.

Og nå ja, det hele kompliceres yderligere af, at min kæreste garanteret også har nogle præferencer. De er slet ikke kalkuleret med i det ovenstående, så det skal nok blive spændende. For eksempel tror jeg allerede nu, at vi nok bliver nødt til at gå hver sin vej søndag, når Muse og Timbuktu spiller samtidig. Jeg er til engelsk teatralsk stadionrock og hun er til svensk rap med højt humør. Forhåbentlig finder vi sammen igen :-)

I alle de år, jeg har været på Roskilde Festival, har jeg altid som noget af det første trawlet nærmest alle bandbeskrivelserne i det lille officielle programhæfte igennem. På den baggrund blev de sikre koncerter suppleret med andre navne, der på en eller anden måde lød interessante.

Problemet er bare, at alle navne lyder relativt interessante i programmet, fordi det er festivalen selv, der beskriver dem. Og selvfølgelig skal festivalen da være entusiastisk omkring alle bands på festivalen (ellers ville den jo ikke have hyret dem), men man kunne godt savne en kritisk røst af og til.

Og den er nu fundet! For hvert år gennemgår Karsten Olesen fra Musikbibliotek.dk programmet og giver sin uforbeholdne mening om det – og han lægger ikke fingrene imellem. Og man kan være nok så uenig med ham, men i det mindste ved man, hvor han “kommer fra”.

Langt henad vejen er jeg nu på bølgelængde med hr. Olesen: The Whitest Boy Alive er et must, mens Dizzee Rascal er stærk overvurderet. Hayseed Dixie skal nok blive sjovt, mens Red Hot Chili Peppers har set bedre dage. Hør selv lidt af Olesens beskrivelse af Kiedis & co.:

James Brown opfandt funk’en, efterfølgende giganter som George Clinton og Prince videreudviklede den – og Red Hot Chili Peppers (US) vulgariserede den så helt ned på funk’ens absolut laveste evolutionstrin: gymnasieklassernes øvere.

(…)

Og mens vi venter skal der bare lige citeres fra ”Stadium Arcadium”’s ”Snow (Hey Ho)”: ”Hey oh, listen what I say, oh/ Come back and hey oh,/ look at what I say, oh”. Men det må man så gi’ dem! Den fæle funk passer fint med de fæle ord. Ret skal være ret.

Der er dog også masser af steder, jeg ikke er enig med Olesen. for eksempel trodser jeg nok hans advarsel og ser både CSS, The Killers og Björk. Og allerlængst fra mig synes jeg, han er når det gælder Thomas Dybdahl og Muse. Om Dybdahl hedder det:

Live har Dybdahl ellers fascineret, og så mange gange har han været på plakaten i DK, at man kun kan frygte at han over Smatten adresserer os på dansk, f.eks. kaster os et varmt: ”Scream for me, Copenhagen!”. Det ville da være originalt, være det skarpe knivhjul på den retningsløse pizzamusik han nu senest er begyndt at kaste på sin bolledej.

…Og om Muse:

hvor mange gange kan man – egentlig – skære den samme plade? Tja, svært at sige, men indtil videre må en kandidat til at vinde prisen være Muse (UK), for hvem det er lykkedes at gentage den samme samling riller fem gange (det inklusive et soundtrack, som faktisk har karakter af et fuldt album) ml. 1999-2006, flot!

Forsanger Matt Bellamy lyder mest som plat på Thom Yorke fra Radiohead, men også som en hystade der har nogen efter sig, som en hastig klient på flugt fra sin psykolog – som han lige har opdaget netop var forfølgeren.

Det er hårde ord. Men det er også et frisk pust. Læs selv videre hos Musikbibliotek.dk – hele guiden kan hentes som pdf. (via)