granns.net

Eksempel 1:
Sidste fredag fik jeg en ordentlig moppedreng af en “kunderapport” ind af brevsprækken sammen med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Rapporten var fra Kunde & Co., og jeg forstod den virkelig ikke. Godt nok skal der sikkert kun en enkelt ny storkundeopgave til at sådan en 100-siders-sag i det oplag har tjent sig selv hjem, men alligevel.

Rapporten lægger sig i en jovial business-tone (“Hvis du har Fulgt Kunde & Co. de sidste små 20 år, er det næppe nogen nyhed, at vi ser markedsføring som et hækkeløb”) med masser af de dyre ord (CRM, ROI, Corporate Concept, Corporate Alignment, Corporate Religion og “Kunde & Co.’s internetbaserede system til optimering af workflow…” – for bare at nævne nogle få) og også en del fyld (Eksempelvis laver de “Filmproduktion, viral film, virksomheds- og produktpræsentationer, film til kick off, mood films” – det klinger altså lidt af det samme for mig…).

Og så præsenterer den en lang række cases i artikler med titler som “Eventyrlig kampagne løfter akvavitkategorien” og “Ny kommunikation skaber fornyet dynamik omkring Codans position”, og som indeholder små testimonials, hvor kunderne siger stort set det samme, som Kunde & Co. har skrevet i selve artiklen.

Det er sgu old school. Virkelig 1.0. Instinktivt tænker jeg, at det også er gammeldags og uopfindsomt, men et bureau som Kunde & Co. har vel gjort deres hjemmearbejde, og man må gå ud fra at det virker. Det virker bare ikke opfindsomt :-)

Eksempel 2:
Helt anderledes principper ligger bag Wibroe, Duckert & Partners’ hjemmeside. På den er der ikke noget indhold fra bureauet selv. I stedet blot en række links i en fram-menu i venstre side, der viser forskellige Google-søgninger på resten af siden. En på bureauets navn, en på “Peoplegroup”, og så ellers på fem forskellige cases (ex en søgning på “Squash Buddies” og en på “Cybercity reklame”), og endelig en krak-søgning på bureauets navn når man klikker på “Kontakt”.

Meget opfindsomt! Det fik mig først til at tænke på Cluetrain Manifesto’s (site / Granns kommentarer) læresætning om, at samtalerne om ens virksomhed allerede findes derude, og man lige så godt kan forholde sig til dem. Hvor 2.0! Men på den anden side … det er jo ikke ligefrem fordi WDP selv blander sig i samtalerne – ja, faktisk siger de slet ikke noget selv på deres hjemmeside.

Det er altså i den helt modsatte grøft sammenlignet med Kunde & Co. Men i virkeligheden synes jeg, det ender med at fremstå som et sjovt kunst-agtigt web-eksperiment (og meta-bonus for at det er sitet selv, der ligger øverst i den ene Google-søgning, det viser). Interessant og anderledes er vist ordene.

Ingen af løsningerne synes jeg er optimale. Og ingen af løsningerne synes jeg åbner rigtigt op for en fornemmelse af, hvad virksomhederne står for og hvem der befolker dem (selv om Kunde-rapporten som sagt har masser af info om deres filosofier, modeller mv.). Jeg tror at sådan nogle bureauer får allerflest kunder gennem netværk (deres egne eller deres kunders), og det må man da kunne facilitere bedre i sine egne medier? Jeg ved dog ikke helt hvordan det skulle gøres…

Eksempel 3:
Lige til sidst vil jeg lige nævne en tredje måde at gøre tingene på. Jeg faldt over en hjemmeside for et hollandsk bureau, Kesselkramer, der i praksis består af en masse småsites, der alle er ekstremt grimme. Virkelig grimme, mener jeg (selv Jakob Nielsen ville være enig). Refresh siden eller klik lidt rundt via de forskellige bannere for at se de forskellige sites, der hver især er et site for et fiktivt, langt ude produkt eller foretagende.

Men rundt omkring på disse sites har bureauet alligevel formået at flette lidt selvpromovering ind hist og her, blandt andet i form af videoer, eksempler på kampagner mm. Prøv at klikke på nogle links – måske er du også heldig (jeg fandt en meget flot video på det site, der reklamerer for en “få sluppet sommerfugle løs til dit bryllup”-service!).

Der er stadig ikke meget samtale over det. Men det er i hvert fald kreativt. (jeg læste om det her).

I dag fik nogen på arbejdet leveret noget i en kasse. På kassen var der logoer og tagline for det firma, der havde lavet produktet, som blev leveret. Jeg kan ikke huske firmanavnet, men taglinen var:

“Visual presentation products”

Inde i kassen var der en opslagstavle…

Jeg blev forbløffet forleden, da jeg læste mig igennem det meste af debattråden på dette indlæg af Joachim Sperling på Business.dk om Apples iPhone (bemærk at kommentarerne står i “omvendt rækkefølge” – altså med den nyeste først. Modsat ex blogs). Det virkede kun som et spørgsmål om tid før Goodwins lov ville kunne finde anvendelse:

Goodwins lov: “As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches one.”

Men tele- og Apple-interesserede er åbenbart ikke de værste, når det kommer til at gå efter manden i stedet for bolden i en diskussion. Se selv her på Kommunikationsforum – det er faktisk ganske underholdende læsning. Og det er både professorer og praktikere, der mestrer mudderkastningens ædle kunst. Herunder lige et uddrag – det er Roy Langer der slår sig løs (det skal dog siges, at han ikke er alene om det!):

“Tak for denne omgang
Tåbeligheder vælter domino-brikker i en uendelig tåbelighed. Se fx Kim Nøhr Skibsted, Bjarne og Bjarne – der blot har meldt sig ud, den ene bl.a. af DKF, den anden ud af kommunikationsbranchen, selvom han er ansat i en kommunikationsvirksomhed. Den tredje spørger efter skæbnefælleskab, men har tilsyneladende aldrig hørt om tid og rum i sociologien.

Hvor dum har man lov til at være og samtidig at løbe rundt med et velbetalt direktør-visitkort i lommen? Fint at melde sig ud, men så hold da endelig kæft, kære venner! Ergo: Tåbeligheder giver blot yderligere plads til tåber og tabere.

Roy”

Er det bare mig, eller er det lidt mærkeligt at det er så fantastisk, at man nu selv kan lave ringetoner i iTunes for “kun” 1 dollar? Jeg mener, der er vel masser af gratis software, der kan bruges til at lave ringetoner. Og selv i iTunes kan man selv vælge, hvornår sange skal starte og slutte, når man afspiller dem, så den feature kunne man jo også bare bruge.

Nu er jeg ikke typen, der skal have den nyeste med Britney (eller noget musik overhovedet) som ringetone. Det undrer mig bare. For det var da ikke fordi det skortede på rigtige nyheder i den seneste keynote…

(Relateret: iPod Touch ser i øvrigt rigtig fin ud. Og det gør mig ikke det store, at man ikke kan snakke i telefon i den – sådan en har jeg allerede (en telefon, altså). Det virker logisk at have en device til ting, man lige hurtigt skal (snakke i telefon, knipse billeder) og en anden til lidt mere omfattende/længerevarende operationer (lytte til musik, surfe på nettet). Tveskov peger på en glimrende artikel om netop dette.)

…eller er der et eller andet forkert i, at det danske herrehåndboldlandshold reklamerer for Nutella? (så passer det bedre med mine forestillinger, at Michael Laudrup reklamerer for Ota Solgryn)

…eller har de folk, der har fundet på Roskilde Banks slogan “København findes i virkeligheden – gør din bank også det?” (eller sådan noget lignende) set Philadelphia Eksperimentet og måske Allegro lidt for mange gange?

…eller har de danske supermarkedskæder fødselsdag lige lovligt ofte? (i disse dage er det Fakta, der fejrer, at de fylder 26. Jeg tror bare marketingfolkene har slået 2d20 for at finde det tal…)

Beklager – det skulle bare lige ud. Så kan der bootes!