granns.net

…er hvad Lois Kelly sammen med et par kolleger har fundet på. God ide – mange corporate blogs er enten lidt indholds-eller blodfattige. Hurtigt oversat er listen her – læs mere uddybende på Lois egen blog.

• Konferencer: Kommentér på talere, interessante pointer – evt. i listeform.
• Nye rapporter og analyser: Hvad er de tre-fem hovedpointer (Lois er glad for lister…)
• Relevante YouTube-videoer: Godt indhold, der ikke nødvendigvis behøver mange ord med på vejen.
• Boganbefalinger
• Mails eller andte fra medarbejdere/kunder/patrnere, der er værd at dele.
• Historier om mennesker. Kan give et billede af virksomhedens kultur.
• Kommentér nyhedshistorier: Hvad er relevant for jer/læserne og hvorfor?
• Møder med kunder: Hvad snakker de om og hvilket billed giver det af branchen?
• Et gæsteinterview: Send tre spørgsmål pr. mail til en person i branchen eller ekspert på området, og læg det hele på bloggen. Værdifuldt og samtidig let genereret indhold.
• Del virksomhedens best practices eller ledelsens staldtips, som andre kan lære af.
• Jeres egne præsentationer fra konferencer og møder
• “10 ting, der overraskede mig”… Igen: Lois er glad for lister, men de kan være en god og sjov måde at sige tingene på uden for meget omsvøb, og kan tit give plads til de lidt skævere vinkler. Hun foreslår ex ”10 ting, der overraskede mig i min første måned her i virksomheden”.
• Vær storsindet: Skriv om andre virksomheders bedrifter.
• Brug metaforer: Gør situationer vedkommende/forståelige for læseren ved at sammenligne med ex sport (en klassiker!)
• Konstruktiv kritik til andre blogs, udtalelser I pressen (deltag i samtalen…)
• Vælg side: Hvis der kører sager eller diskussioner I branchen, så fortæl hvor du/I står.
• Historiske paralleller: ”Det kan vi lære af fortiden”/”Det her minder mig om”…

Mange gode pointer, synes jeg. Ikke mindst når det gælder at få virksomheden lidt ud af de traditionelle korporate klæder, den har på i sine pressemeddelelser mm. Lister, anekdoter, kommentarer og “små hurtige” historier egner sig rigtig godt til blogformatet. Så skal man selvfølgelig bare have bloggerne med (det har Lois i øvrigt også skrevet om…).

Lois kommer i øvrigt på Community Conference i København snart.

Jeg har lige opsagt mit bredbåndsabonnement og mit fastnetabonnement hos TDC, da jeg skal flytte (og da det hhv er dyrere end hos alle de andre og ikke nødvendigt længere!).

Jeg havde en rigtig god oplevelse, da jeg ringede til kundeservice for at opsige det – det tog lige præcis halvandet minut at få klaret, og der var ingen sure miner eller næsvise spørgsmål hos damen i den anden ende af røret.
Men to dage efter får jeg så et brev med overskriften “Nedtagning af bredbåndsabonnement”, hvor de første par afsnit lyder:

“TDC har 30. december 2008 erfaret, at forbindelsen som dit TDC Bredbånd er etableret på bliver nedtaget.

Vi vil derfor bede dig om at kontakte kundeservice, således at vi kan aftale hvad der skal ske med din installation.

Du bedes kontakte os inden den 31. januar 2009 da din forbindelse ellers vil blive afbrudt denne dag.”

Ja, men det er jo for helvede det, jeg har bestilt hos jer. Og det er jo så ikke et problem, at telefonlinjen også lukkes. Men det virker som om at fastnet-divisionen og bredbåndsdivisionen ikke snakker sammen derinde? Eller at der når at blive genereret sådan et brev fordi fastnetabonnementet er blevet registreret som ophørt et nanosekund inden bredbåndsabonnementet? Hvis det er tilfældet, så skal systemet enten lige tweakes lidt, eller også skal kundeservicemedarbejderne lære at opsige bredbåndsabonnementet først i sådan et tilfælde. For sådan et brev kan da godt være forvirrende…

Nå, men selve opsigelsesprocessen var som sagt overraskende smertefri, hvilket var en positiv overraskelse og et eksempel på at også afviklingen af kunder er en del af kundecyklussen, man kan optimere.

Jeg har i øvrigt valgt at tegne bredbåndsabonnement hos Fullrate i den nye lejlighed. Overvejede kort Perspektiv Bredbånd, men kom lidt i tvivl efter at have læst om nogle dårlige kundeoplevelser på diverse forums.

…eller sin begivenhed, dims, service eller hvad ved jeg, så har jeg tidligere pointeret, at det efter min mening ikke giver mening bare at sende pressemeddelelser eller masseudsendte mails til bloggere (selvom Cisions blogundersøgelse øjensynligt peger på noget andet).

Det mener jeg af to grunde: 1) Det er ikke “velset”, som i stemmer ikke med genren, kulturen, kald det hvad du vil, og 2) Blogs er netop ikke massemedier, men personlige medier – derfor vil bloggere tit også nusses bag ørerne og trykkes blidt på maven: De skal føle at de er blevet udvalgt til at få henvendelsen.

Så virksomheder eller konsulentbureauer, der gerne vil have omtale på blogs rundt omkring kan med fordel læse indlægget “How to pitch a blogger” på 27&more-bloggen. Det er ikke en mirakelkur, men jeg synes punkterne giver god mening.

Det gælder især anbefalingen “only pitch a blogger with material the blogger actual writes and cares about”, særligt når man tænker på hvad det er, der er særligt ved blogmediet: Det personlige, det autentiske osv. osv.

(Måske hvis jeg så begynder at skrive en masse om iPhones, at nogen vil være så flinke at sende mig en, jeg kan skrive om? Nå, ikke. Back to the drawing board, så…)

27&more-indlægget tager sjovt nok udgangspunkt i et andet blogindlæg, der mere handler om, hvordan man pitcher til en journalist. Bliv dog ikke forvirret – det giver god mening i begge sammenhænge.

Ligesom mange andre danske bloggere modtog jeg noget tid siden en mail fra PR-firmaet Cision.  Det er dem, der tidligere har bestemt, at min blog var mere indflydelsesrig end statsministerens, men lad nu dem om det – jeg lever fint i troen.

I mailen spurgte Cision om jeg ville svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene handlede om hvordan bloggere har det med blogging på opfordring fra ex bestemte firmaer eller ligefrem mod betaling, om man var villig til selv at skrive om bestemt produkter mod betaling og flere spørgsmål i den dur.

Man kan diskutere meget frem og tilbage om det ikke var spam overhovedet at sende mailen og om ikke man netop gik PR-branchens ærinde ved overhovedet at besvare spørgeskemaet. Derfor er der rigtigt mange, der ikke besvarede spørgeskemaet – forståeligt nok.

Det valgte jeg nu at gøre alligevel, ud fra den tankegang at “nogen skal jo fortælle dem, at deres nuværende tilgang i hvert fald ikke virker”.

Blogs er blevet en etableret del af mediebilledet på nettet, og det betyder også, at det vil blive genstand for virksomheders og PR-folks opmærksomhed. Og så kan man vel lige så godt medvirke til at kaste lys over, hvordan samspillet mellem ikke-kommercielle bloggere og kommercielle interesser kan fungere på en anstændig og langtidsholdbar facon.

Og her er min holdning, at det skal være synligt, når der er kommercielle interesser på spil, og at det i virkeligheden miskrediterer både produkt, virksomhed og PR-firma hvis tilgangen er at masseudsende mails til “populære” bloggere. Det ville jeg da gerne fortælle Cision.

(Jeg tror ikke selv, jeg kunne tænke mig at blogge “on demand” eller for penge/produkter på den måde, men man ved vel aldrig. Hvis nu jeg fik en mail fra et pladeselskab om, at de havde set at jeg tit bloggede om musik og at de på min last.fm-profil kunne se, at jeg havde hørt et bestemt band en del på det seneste, og a de derfor godt ville sende mig deres nyeste skive, og at jeg selv kunne bestemme om jeg ville skrive om den, så kunne det da måske godt være. Måske…)

På trods af det meget lille antal besvarelser  – 72 (ud af de 220, mailen er blevet sendt til) – er undersøgelsen selvfølgelig alligevel blevet til en historie i pressen. Og man kan sige meget om både Cision for at sælge den ind og Børsen for at tage den op, men sådan er spillet nu bare.

Og historien er selvfølgelig vinklet sådan – i korte træk – at bloggere har det fint med at blogge for penge.  Men mon ikke mange af de, der netop ikke har valgt at svare, er nogle af dem, der er mere kritiske (eller fromme – afhængigt af, hvordan man ser på det)? Det tyder reaktionerne erfterfølgende i hvert fald på.

En god pointe (som jeg læste et sted) i den sammenhæng synes jeg er, at mange af de “populære” bloggere, som er blevet bedt om at svare, nok er væsensforskellige fra størstedelen af de danske bloggere i dag – dem, som ex blogger på TV2,s Urbans blogportaler, og ikke på samme måde har en form for pionerårnd i forhold til mediet og genren.

Det gør jo undersøgelsen endnu mindre valid. Så hele diskussionen om den er, som Morten siger det, måske lidt af en storm i et glas vand?

Du kan se hele undersøgelsen (som alle deltagerne i øvrigt har fået tilsendt) og spørgsmålene, og også læse om Cisions tanker om den i en artikel på Kommunikationsforum. Det bliver desuden diskuteret en del rundt omkring på blogs, eksempelvis hos Trine-Maria og Ernst Poulsen.

Alting på arbejdet handler i øjeblikket om overenskomstforhandlinger og i særlig grad om den forestående konflikt (forvirret? bliv klogere).

I den forbindelse skal man jo have nogle slogans, som kan kan skrive på T-shirts, kasketter, plakater og så videre, og som kan indgå i velmente og entusiastiske lejlighedssange når de strejkende skal holde stemmebåndene og sig selv varme mens de er ude og aktionere på de danske gader og stræder.

Derfor har vi selvfølgelig lagt hjernerne i blød og fundet på nogle af slagsen, som du om føje tid vil kunne se på bemeldte beklædningsgenstande og høre i de medfølgende sange.

Men vi har en håndfuld til overs. En lille kollektion, kan man vel nærmest kalde det, som blev til i frokostpausen. Og dér har de sikkert bedst af at blive, for de illustrerer – hvor velmente de end er – ikke rigtigt hvorfor det lige er, at vi strejker og såd’n.

Til gengæld knytter de på glimrende vis an til nogle kollektive myter, som de samtidig på postmoderne facon bryder med for at danne nye sammenhænge og dermed også blive til en slags meta-observation omkring selve sloganets natur. Eller noget.

Og derudover er der en klar rød tråd. Se selv:

Der er den klassiske, hvor man også altid kan skyde skylden på svenskerne:

Hisse-husse-hej-sa-sa
Vi vil have mere i løn!

Så er der spejderversionen, som har en god rytme:

Tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav
Vi vil have mere i løn!

Fodboldversionen, som ligesom giver anledning til at råbe ekstra højt:

Lå lå lå lå lå lå lå lå lååå
Vi vil have mere i løn!

Sidstnævnte kan man sagtens forestille sig flere varianter af. Men det må vist blive en anden gang…

(Note to self ved gennemlæsning af ovenstående: Jeg mangler en “Man skulle nok have været der”-kategori her på bloggen. Det kommer på to do-listen… )