(ja, ok - overskriften er corny. Jeg ved det godt, men jeg kunne ikke lade være)

Claus Buhl har et interessant indlæg om, hvorvidt det er rent tyveri eller en naturlig del af vores remix-mashup-kultur, at musikken i en køkkenreklame, han har set, minder bemærkelsesværdigt meget om et gammelt Pointer Sisters-nummer (døm selv).

Det er klart en grov udnyttelse af det originale nummer, var min første tanke. Hvilket jeg også skrev i kommentarerne ovre hos Claus. Det eksempel, der har forarget mig mest, var da Danske Bank i en af deres første “Gør det du er bedst til”-reklamer brugte et stykke musik, der næsten var en eksakt kopi af Radioheads “Everything in its right place”.

Senere har Danske Bank måske fået et større musikbudget, for nu er det rent faktisk den “rigtige” version af rapperen Nas’ nummer “I can”, der spiller på seneste generation af bankens branding i reklameblokkene. På den anden side minder guitarstykket i en anden af de reklamer fra koncernen, der kører i øjeblikket, mig utroligt meget om guitarstykket i The Streets “Fit but you know it”. (Det er den pension-reklame med ham den irriterende sanger-fyr, der dukker op alle steder, men hver gang bliver afvist af en stakkels pensions-ignorant med et “whatever”.)

Jeg ville i øvrigt gerne have linket til de tilsvarende Danske Bank-reklamer, hvis jeg havde kune finde dem. Det kan jeg desværre ikke. Men er du PC-bruger, kan du måske - for banken har et arkiv over nogle af deres reklamefilm, som desværre kræver Windows og Media Player (damn you, Mac-incompatibility!).

I kommentarerne hos Claus gik jeg endda videre til at skelne mellem kommerciel udnyttelse af et stykke musik og musik for musikkens skyld. Men kan man virkelig se det på den måde? Bare fordi et stykke musik er et bestillingsarbejde, skal det vel ligne et andet stykke musik rigtig meget for at man kan tale om, at det bare er noget, der bliver spyttet ud af samlebåndet for indtjeningens skyld?

Og er der i virkeligheden noget galt med musik, der er blevet spyttet ud af et samlebånd? Instinktivt siger jeg ja, eksempelvis når det gælder det metervarestads, der skabes i hænderne på ferme sangskrivere, der følger en bestemt formel for at skrue det næste hit sammen til Britney, Christina, Mariah, Nelly eller nogle af de andre lignende figurer på musikscenen. Det er musik jeg hader af et godt hjerte (men mine følelser for det bliver som regel varmere efter en 10-15 fadøl).

Men det, at musikken bare er lavet for at tjene nogle penge, er måske først og fremmest en egenskab, vi som forbrugere tillægger den? For der er også masser af eksempler på samlebåndsmusik af højere kunstnerisk kvalitet: Kunstnere som Mark Knopfler/Dire Straits og Ryan Adams spytter(/ede) gerne en tre-fire plader ud om året, og producere som Pharell/Neptunes, Timbaland har også travlt. Og der er garanteret masser af andre eksempler (også på musik, som du synes har høj kvalitet, hvis du ikke mener det om dem, jeg har nævnt).

Så hvornår har en kunstner “solgt ud”? (jeg er stadig ikke så meget i tvivl når det gælder reklame-bestillingsarbejde-musikken)

Jeg har tidligere brokket mig over K-profil-tiltaget på Kommunikationsforum, hvor man kan oprette profiler, blogge og diskutere med ligesindede. Og jeg har egentlig lyst til at brokke mig noget mere over det. Jeg kunne for eksempel skrive:

…at stedet er hjemsted for ikke bare en, men flere falske profiler. De er dog ret sjove, men er det det, det (tre i træk, alligevel!) handler om?

…at netværket markedsføres ved at opfordre udvalgte mennesker til at oprette profiler, som ex Line er blevet det. Det er der sådan set ikke noget galt i - og så alligevel. Man markedsfører produkter og services, og en sådan salgshenvendelse giver i hvert fald mig en dårlig smag i munden, når den kommer fra et sted som Kforum - de burde da vide bedre.

…at der jævnligt er tekniske problemer. Men sådan er det vel, når man er i beta…

…at det øjensynligt er muligt at blive en slags K-profil-berømthed, som en vis Sophie Egede-Schrøder er blevet det ifølge denne artikel (fjerde afsnit i brødteksten) af Joachim Sperling. (Ikke et ondt ord om nogen af dem, i øvrigt!)

…at sitet har en mærkværdig feature i form af en side med en pauseskærm.

MEN jeg brokker mig ikke. For jeg har endelig gennemskuet, hvad K-profil egentlig er. Det er slet ikke det faglige netværk, det giver sig ud for. Tværtimod er det et godt, gedigent stykke underholdning. Reality-TV for kommunikationsbranchen. Et onlinespil, hvor det gælder om at få flest points, så man kan vinde. Hør for eksempel Joachim Sperlings opsummering:

“Det er nemt at se, om en person er outsider eller insider i branchen, og det skal man naturligvis lige tænke over, inden man kaster sin profil i grams. Hvis man efter to måneder stadig kun linker til sin chef og kun er blevet læst af 14 personer, er det måske spørgsmålet, om man ikke bare skulle chekke ud igen.”

Samme erkendelse må altså også gælde LinkedIn, som jeg heller ikke rigtig har vidst, hvad jeg skal bruge til (hvor jeg også af en eller anden grund har en profil). Men nu hvor det ligger klart, at det også der er et spil, hvor pointene bare hedder “Connections” har jeg straks taget konsekvensen og sendt invitationer ud til 13 gamle kolleger, jeg opsporede derinde.

Nu håber jeg bare ikke, jeg bliver alt for bidt af det. Men så kan jeg måske hyre en kineser, der til en billig penge kan spille mig op til det højeste level?…

…og det er der jo sådan set ikke noget nyt i. Men det er stadig ikke helt gået op for mange af de traditionelle medier, hvad de skal stille op. (disclaimer: her følger et meget langt indlæg om medier, der kører ud af en tangent og ikke rummer nogen klare konklusioner. Men du er meget velkommen til at læse videre - og også gerne uddybe i kommentarfelterne, så vi kan finde hoved og hale på det hele…)

Nye og gamle medier
I dag hørte jeg Noa Redington og Erik Rasmussen, der er henholdsvis redaktør på ugebrevet og direktør på Mandag Morgen, tale om mediebilledet som det ser ud i dag. Noa talte om det gamle og det nye mediebillede, hvor det gamle består af aviser, radio, fjernsyn osv., mens det nye mediebillede tegnes af internettet. Og det er her, udviklingspotentialet ligger.

Af samme grund konstaterede han, at alle de nye, “store” medier, der har set dagens lys i 2006, ikke har ændret mediebilledet væsentligt. For både de nye gratisaviser og TV2 News er skåret efter det gamle mediebillede. Bevares, Nyhedsavisen gør et hæderligt forsøg på deres hjemmeside, men der skal mere til, og det samme gælder for de andre traditionelle mediers internetversioner - nogle mere end andre, selvfølgelig.

Noa fremhævede tre ting, der kendetegner internettet i modsætning til de gamle medier: 1) Internettet er ekstremt billigt at bruge som kommunikationsplatform, og dermed som medie, 2) Det er ikke nationalt forankret, og 3) Det er en social teknologi, der gør det muligt at inddrage brugerne.

Alle kan - og vil - lave nyheder
Jeg hæfter mig særligt ved det sidste, men alle de tre nævnte kendetegn er jo medvirkende til, at alle kan lave nyheder til alle. Altså: Fra massemedier til en masse medier. Det betyder samtidig, som Erik også pointerede, at medieloyaliteten hos den enkelte medieforbruger falder kraftigt, særligt over for de gamle medier, fordi der i det hele taget er flere medier at vælge imellem.

Med stigningen i antallet af medier - og her tæller både blogs og onlineportaler som YouTube, Digg, Myspace og endda Flickr (og alle de andre lignende) med - er der altså uendeligt meget at vælge imellem, og det er altså op til den enkelte at “vælge sine nyheder” - eksempelvis ved at sammensætte sin egen portefølje af nyhedsleverandører. Heldigvis findes der nu også teknologier, der gør det muligt at følge med i langt flere medier end før - her tænker jeg specielt på RSS.

Men hvor står så de gamle medier, der jo netop har levet af at agere som nyhedsfilter for læserne/seerne? (samme problemstilling diskuteres i øvrigt i øjeblikket omkring filmanmeldelser: Hvad skal vi bruge de professionelle anmeldere til? Eksempelvis hos Information). Jo, en måde at gøre det på, er at involvere brugerne i “nyhedsdannelsen”, eksempelvis ved at lade dem levere historier eller billeder. Alt andet lige bliver man vel mere begejstret for et medie, man selv er med til at fylde indhold i.

Noa skelnede mellem nyhedsnarkomanen og nyhedsnarcissisten, som er de “typer”, som henholdsvis det gamle og nye mediebillede retter sig mod - ja, måske endda har skabt. Nyhedsnarkomanen vil have det nyeste leveret, sorteret og prioriteret af redaktionerne, mens -narcissisten kun gider læse/se det, hvis det er relevant i en grad så det handler om ham/hende selv. Det sidste er måske at gå lige lovlig vidt, men ingen tvivl om, at muligheden for selv at sammensætte sin egen personlige nyhedspakke og promovere sine helt egne nyheder er på vej frem.

Med et sådant fragmenteret mediebillede, hvor der altid er en anden vinkel på en historie og altid foregår diskussioner og debatter om relevante emner, bliver det mere og mere vigtigt at monitorere, hvad der sker rundt omkring, og hvad der er et potentielt issue. For griber man det tidligt nok, kan det let blive til en mulighed (hvad en nylig Southwest Airlines-sag er et slags eksempel på, mens Krak-sagen er et eksempel på det modsatte).

Mere kompleks baggrund for potentielle issues
Og det var netop også noget af det, Erik Rasmussen var inde på. Han snakkede om, hvordan issues opstår i dette nye mediebillede, og hvordan virksomheder bør reagere for at imødekomme den udvikling. Han fokuserede særligt på, hvad man kan kalde en slags “issue-konvergens”. Det vil sige, at forskellige områder ikke kan ses som uafhængige af hinanden: Terrorisme hænger sammen med økonomi, som hænger sammen med u-landsbistand, som igen skal ses i sammenhææng med den globale opvarmning osv. osv.

Det betyder samtidig, at det er nødvendigt at monitorere meget bredere, end man egentlig gør. En ting er prøve at finde ud af det, man ved at man ikke ved, for eksempel hvad virksomhedens konkurrenter går og laver. Men en anden ting er - tungen lige i munden her - at finde ud af det, man ikke ved at man ikke ved, men som kan være vigtigt for ens forretning. Og det er her, det bliver vigtigere at kunne ane de sammenhænge, der er mellem forskellige issues, så man bliver opmærksom på de nyheder og historier, der er relevante, selv om de umiddelbart handler om noget andet.

Med andre ord: I et mere komplekst mediebillede handler det om at se de sammenhænge, der er svære at se eller måske ikke en gang er opstået endnu. Så endnu mere magt og indflydelse til de, der evner at se disse sammenhænge. En virksomhed, der blot får dagens presseklip fra Infomedia leveret er fint rustet til at blive ved at gøre det, den gør, men vil blive tvunget til at agere reaktivt i forhold til eventuelle
issues, fordi den sansynligvis aldrig vil have set dem komme.

Problemet er bare, hvordan man kan vide, hvad man ikke ved at man ikke ved (fik du den?)? Især når der bliver flere og flere steder at kigge…

Jeg har lige opdaget Kommunikationsforums nye feature, profilnetværket “K-Profil”. Det ser ud til at have kørt siden november, men er - som sådan noget jo skal være - stadig i beta. Og indtil videre ligner det mest et profilnetværk for ansatte på Advice A/S.

Og jeg må sige, at jeg er skeptisk. Sitet er en blanding af LinkedIn (se hvem jeg er og hvad vi kan bruge hinanden til), Del.icio.us (se hvilke spændende ting, jeg har set for nylig) og en blog. Og det er jo fint. Men hvad så, hvis man allerede bruger en eller flere af de services (jeg bruger for eksempel alle tre)?

Det er dog en god pointe at forsøge at samle kommunikationsrelevante mennesker, links og meninger (i form af blogs) på et site. Men hvor går så grænsen for, hvad der er relevant? Og taber man ikke samtidig noget? Er der ikke mange ledere, ikke-kommunikations-konsulenter, HR-folk, IT-folk m.fl., der også er relevante at kende og høre? Men som måske ikke er repræsenteret, fordi det er et kommunikationsforum?

“Se hvor populær jeg er”
Så har sitet også den i konteksten lidt pudsige ting, at man kan se, hvor populær en person er. Man har nemlig “K-points” (jo flere links til og fra andre, jo flere points), og antallet af points bestemmer ens “K-rank” (altså “Krank”?). Og der synes jeg måske der går lige lovlig meget “se hvor mange venner, jeg har” i den.

Men altså, det skal da prøves. Så jeg har forsøgsvis oprettet en profil. Og det er forholdsvis let (dog fik jeg en fejl, hvis jeg prøvede at bruge HTML i min personlige beskrivelse). Jeg startede med en K-rank på 202 (jeg gætter derfor på, at jeg er bruger nr. 202), men efter at have linket til et par andre er jeg allerede oppe som nr. 83. Alright - the sky’s the limit!

Et par ønsker til forbedringer
Jeg ville dog synes, det var fedt, hvis man kunne integrere til/med andre sites og service, ex: a) Hente sit CV på LinkedIn, hvor rigtig mange nok allerede har en profilside? b) Hente sine links på Del.icio.us, som nogle også allerede bruger? og c) Hente blogindlæg fra sin egen blog, hvilket mange (efterhånden) også har? (det mindre fede alternativ ville være, at man kunne hente indhold fra disse sites når man opretter sin K-profil.)

Med tiden er det nok tanken, at blogindlæg og interessant links skal integreres med resten af indholdet på Kommunikationsforum. Det gør livet lettere for redaktionen, men forhåbentlig også for brugerne. Det vil give endnu mere liv og interaktivitet og dialog - forhåbentlig. Jeg foreslår straks, løst fra hoften:

RSS! Dels på links med bestemt keywords og fra bestemte brugere, dels på blogindlæg og kommentarer (ligeledes på keywords og brugere).

Visning af relevante blogindlæg, links og filer ved artiklerne på selve Kommunikationsforum.

At man skal kunne skjule et faneblad (ex “blog” eller “links og filer”) hvis man ikke bruger den pågældende feature på sin profil.

Og så er jeg altså lidt forbeholden over for navnet. “K-profil” lyder bare lidt for noller og klodset, synes jeg. Også fordi, de nu forsøger at gøre “K-[noget]” til et udsagnsord: En ting er, at man kan “Google” mig når man er inde på en profilside. Den køber jeg. “Technorati Christoffer Grann” er straks sværere at sluge - der tror jeg nok, jeg ville have bidt i det sure æble og skrevet “Søg på Christoffer Grann på Technorati”. Og helt galt går det så med næste mulighed: “K-forum Christoffer Grann”. Helt ærligt, det er altså en om’er…

Succes eller fiasko?
Det bliver spændende at se, hvordan sitet klarer sig. Ingen tvivl om, at der nok skal komme mange flere fede features og integration. Men spørgsmålet er, hvor meget og hvordan, det vil blibe brugt af brugerne. Jeg forestiller mig, at mange vil oprette en profil, men at kun få vil bruge det mere aktivt og jævnligt, dvs. blogge, dele links, skrive i gæstebøger og løbende tilføje nye kontakter.

På den anden side: Hvis man ved at blogge noget eller poste et interessant link kan blive vist i forbindelse med en meget læst artikel på Kommunikationsforum, så er der da sikekrt nogle, der vil bide på: Hvem vil ikke gerne gøre opmærksom på sig selv over for sine kolleger? Og kommunikationsfolk er jo notorisk kendt for at mene noget om alting og ingenting, så…

Samme problematik (”jeg har oprettet en profil, og hvad så?”) gør sig i øvrigt gældende for LinkedIn, synes jeg. Men der har K-profil trods alt en fordel, fordi det faglige indhold i form af blogs, links og artikler kan fungere som omdrejningspunkt for netværksdannelsen.

Et af 2006s buzzwords, “prosumer” har vist aldrig fået fat i folk. Nok mest fordi det er lidt småkikset. Nu har jeg så i TV-Avisen (!) set, hvad den næste betegnelse for den moderne forbruger er, nemlig “trysumer” (ingen definition - men mere senere).

Indslaget i TV-Avisen var lidt pudsigt. Det forløb i store træk nogenlunde sådan her - såvidt jeg husker (det er i skrivende endnu ikke tilgængeligt på dr.dk):

Speaker: “Som forbrugere bliver det vigtigere og vigtigere for os at have det sidste nye bla bla.”
[Klip til mand #1 i elektronikbutik]
Mand #1: Jeg kigger på den her telefon bla bla design bla bla.”
[Klip til mand #2 i elektronikbutik, der prøver en spillemaskine]
Speaker: “[Navn på mand #2] har allerede har en PS2, men gerne vil have PS3 når den kommer.”
Mand #2: “Jamen der er noget med grafikken bla bla.
[Klip til mand #3 i elektronikbutik]
Mand #3: “Jeg kigger på et nyt fjernsyn”
Speaker: “Har du ikke et fjernsyn?”
Mand #3: “Vi har faktisk flere. Men vi vil gerne have sådan en fladskærm.”
[Klip til fremtidsforsker]
Fremtidsforsker: “Vi vil altid gerne have det nyeste nye bla bla.”

OK - we get the point. Men så tager indslaget så en lidt sjov drejning. Nu handler det pludselig om, hvordan man får råd til den slags. Og det viser sig, fortæller speakeren, at det gør man ved at sælge det gamle på netauktioner. Det forklarer pludselig det billede, der også indgik i starten af indslaget, og som nu igen optræder: En adresselinje i en browser, hvor der indtastes “qxl.dk”.

Indslaget slutter med en reference fra studiespeakeren til bogen Future Shop, der siger et eller andet om fænomenet (men ikke bruger selve ordet, viser en søgning).

Nå. Så “trysumer” betyder på TV-Avisen-sprog bare, at man gerne vil være med på det nyeste nye. Det har Rogers vist allerede et bedre ord for, og der er da også mere til udtrykket. Der findes godt nok ikke så meget om det på nettet endnu - for eksempel er der ingen Wikipedia-artikel (gys!). Det optræder dog i trendwatching.org’s liste over trends, vi kommer til at se i 2007. Her er en foreløbig beskrivelse:

“Freed from the shackles of convention and scarcity, immune to most advertising, and enjoying full access to information, reviews, and navigation, experienced consumers are trying out new appliances, new services, new flavors, new authors, new destinations, new artists, new relationships, new *anything* with post mass-market gusto.”

Se, nu nærmer vi os jo noget - også selv om det stadig er på Cluetrain-sprog. Som ikke bare beskriver at vi har flere penge, vi ikke ved hvad vi skal bruge til. Men også, at det ikke kun er vores forbrug, men også vores forbrugsmønstre, der er under forandring. For eksempel den måde, vi forholder os til marketing og reklamer, og hvordan vi orienterer os inden vi foretager et køb - for eksempel at læse blogs eller anden c2c-information. Ordet beskriver også, at vi er mere tolerante over for “dårlige køb”.

Men at man er helt “immune to most advertising” ved jeg nu ikke. Reklameindustrien følger jo også med, og det virkede i hvert fald ikke som om, de interviewede i indslagt var uafhængige af reklamer. Måske nærmest det modsatte. For reklamer og markedsføring er jo også med til at italesætte, hvad der er det nyeste nye?

Læs selv listen over trends i 2007 hos trendwatching.org (”Trysumers” er nr. 4)
Indslaget burde også snart kunne ses på TV-Avisens hjemmeside

…kommer fint til udtryk i den her ret sjove video. Den viser ideprocessen i et reklamebureau, lige fra brainstormmøder til præsentation af det endelige produkt.

Det, der er sjovt, er, at personernes rigtige replikker er skiftet ud med deres tanker, men måden de leverer dem på og deres kropssprog er ikke forandret. Det lyder sært, men det er ret sjovt! Videoen varer ca. 12 minutter.

Jeg har tidligere skrevet om PR-firmaet GCI Mannovs svære begyndelse i blogosfæren. Nu går det bedre for dem, og de skriver på deres blog om emner som kommunikationsstrategi og troværdighed, og har endda vovet sig ud i et indlæg om det der nymodens RSS-halløj. Men det virker rigtigt i forhold til, at det sikkert er deres kunder, der er den primære målgruppe for bloggen.

Sjovt nok har de også en underside af bloggen, der drives af kokken på deres kontor. Her er det meningen, at der være opskrifter på det mad, han laver. Det er et sjovt og lidt pudsigt kig ind i virksomheden Mannov, men ikke desto mindre et godt initiativ, synes jeg. PR-firmaer har traditionelt været lidt lukkede - det er jo ikke sig selv, de lever af at promovere.

Jeg tillader mig at foreslå nogle billeder af maden. Det kan være både sjovt, æstetisk og informativt. Som eksempelvis her. Jeg tillader mig også at undre mig over, at der ikke er nogle Mannov-medarbejdere, der har deres egen blog. Eller - hvis der er - at der ikke linkes til dem i blog roll’en. Men det er småting.

Et andet kommunikationsfirma, der har fået en blog, er 1508, der blogger på 15all.wordpress.com. Deres blog er lidt mindre korporat end Mannovs, og lidt mere fremme i skoen på sådan en “vi vil gerne være med på det der web 2.0″-agtig måde. Og der kommer af og til nogle interessante links med i købet, for eksempel dette indlæg om Powerpoint (som er ganske anderledes end et andet godt bud på, hvordan det kan gøres).

Begge blogs tegner på hver sin måde godt, synes jeg…

TDC er helt oppe på beatet når det gælder reklame, og vil heller ikke stå tilbage for gratisaviserne når det gælder om at genere trafikanterne. Derfor havde stort set alle cykler parkeret bag Hovedbanegården i dag fået et nyt sadelbetræk i løbet af dagen.

Betænksomt af dem at vælge en dag hvor det har regnet, så det har bare en minimal relevans. Jeg kan lige forestille mig hvordan marketingfolkene har siddet og gnedet sig i hænderne over deres påfund:

“Vi kan få dem fremstillet for 50 øre stykket, og så kan min søn og hans kammerat sætte dem på cyklerne - de skal bare have en tur på Burger King for det.”

Jeg har også hørt om “kør ordentligt i trafikken”-cykelbetræk. Det er måske en anelse mere forståeligt, men alligevel.