granns.net

Den nye iPhone har Facetime, Apples navn for videosamtaler, som en af sine nye features. Det er dog egentlig ikke rigtigt nogen nyhed, for videosamtaler er blevet lanceret flere gange før, eksempelvis både af Skype og af telefonselskabet 3.

Det er derfor let at affeje Apples ”nyhed” som en ”det er set før”-ting. Men jeg tror godt at det rent faktisk kunne blive til noget denne gang. Både på grund af platformen og dens udbredelse og smart factor, men lige så meget fordi det autentiske og nære i kommunikationen kun er blevet endnu vigtigere.

Jeg tror dog ikke, det vil gå hurtigt. For det første er der en naturlig tøven formuleret som ”hvad skal jeg bruge det til?” eller ”nu igen?”. For det andet kræver det to iPhone 4 (eller en anden device der kan bruge samme API) for at bruge Facetime, hvilket i sig selv lægger en dæmper på udbredelseshastigheden.

Jeg tror heller ikke, man vil bruge videosamtalen til alt det, man i dag bruger telefonsamtalen til. Der er for eksempel ingen grund til at kigge hinanden i øjnene for at minde den anden om, at han skal huske at købe mælk nede i Netto.

Hvornår? Med hvem?
Ikke mindst tror jeg det vil tage tid før der er etableret nogle normer for, hvordan og hvornår, man bruger videoopkald frem for et almindeligt telefonopkald.

Hvad hvis man ikke vil have, at personen i den anden ende skal se, at man har morgenhår? Hvad hvis man helst ikke vil have, at vedkommende ser hvor man er, hvis man eksempelvis ikke sidder på arbejdet, men i stedet arbejder derhjemme? Hvad hvis man egentlig ikke har tid til at snakke, og derfor sidder foran computeren og arbejder samtidig? Hvad hvis man ikke orker ikke kun at skulle lyde glad og overskudsagtig, men også ligne det? Hvad hvis det kun er en kort besked, man skal give?

Og hvis man så tager telefonen uden at slå video til (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), skal man så undskylde sig (”jeg er lige stået op, så…”)?

At skulle smile til kameraet er også at skulle gøre en ekstra indsats, og derfor vil det heller ikke være noget, man gør for alle og enhver. Det er vel mest oplagt når man skal snakke med de nære – kæresten, familien, vennerne – og ikke oplagt når det er telefonsælgeren fra Berlingske, der ringer. Og det er nok også her, de fleste vil starte med at forsøge.

Og så selvfølgelig når der er brug for den visuelle del af samtalen, eksempelvis hvis man skal præsentere noget for en kollega, vise noget frem eller vil formidle stemningen når man står på stadion og Spanien lige har vundet VM-finalen. Her kan jeg godt se fidusen!

Og hvad så med hvad man gør mens man snakker? Må man godt lave noget andet imens? Skal man kigge på hinanden hele tiden? Kan man føre en videosamtale i bussen?

Ligesom nogle er bedre til at snakke i telefon og bedre til at snakke ansigt til ansigt end andre, vil der naturligvis også være nogle, der er bedre til at videosamtale end andre. Nogen, som det falder mere naturligt.

Men i starten vil det være fremmed for de fleste. Så den største tøven bliver måske i virkeligheden ikke ”hvad skal jeg bruge det til?”, men ”hvordan gør man?”…

(Og i øvrigt: Hvad skal det hedde? Hvad bliver videoopkaldets svar på ”Jeg ringer lige”?)

Deltog i dag (nu i går) på Videoday, som jeg havde været så heldig at vinde en billet til på Twitter (tak Mygdal!). Super inspirerende dag, der gav en lyst til at gå hjem og købe et Flip Cam til en tusse og komme i gang med optagelserne med det samme.

For video kan rigtig meget. Mest af alt kan det, med Morten Gades ord, formidle med en meget stor følelse af ægthed og skabe en stor fascination hos brugeren, hvilket tekst kun meget sjældent kan. Og så kan det, brugt på den rigtige måde, faktisk også være let at bruge.

Et af de mest interessante – og spøjse! – indlæg var fra Mogens Nørgaard fra Miracle A/S, der havde taget en principbeslutning om at prøve at erstatte alle virksomhedens dokumenter med videoer. For hvorfor kan telefonlisten, referatet, oplægget, faq’en, virksomhedspræsentationen mm. ikke være en video? Egentlig en rigtig inspirerende tanke når man tænker over det.

Dogme eller prof?
Det kan selvfølgelig gøres mere eller mindre dogme-håndholdt. Søren Ejlersen fra Aarstiderne, der har videositet Madbio, var stærkt fortaler for den spontane, lavpraktiske tilgang. I den anden ende ligger eksempelvis Jyske Bank, der med jyskebank.tv har etableret en topprofessionel tv-kanal.

De fleste af de oplægsholdere, der delte deres erfaringer, var dog fortalere for noget, der ligger et eller andet sted midt imellem. Se eksempelvis her, hvad Novozymes har lært af deres første otte måneder med egen videokanal:

Et hovedbudskab var også, at video er blevet rigtigt stort, og at det vil blive meget, meget større. Og potentialet er der. Vi har aldrig kigget så meget på billeder på en skærm som nu: I 2009 så genemsnitsdanskeren mere end 3 timers TV hver dag! Og antallet af videosites i Danmark er i de sidste to år vokset fra 20 til (anslået) over 200.

Forhindringer…
Men jeg tænker også, at der er nogle åbenlyse forhindringer for videomediet på nettet.

SEO og søgbarhed
Selvfølgelig kan man tagge videoerne og give dem gode beskrivelser og alt det der, men et billede siger jo mere end tusind ord. Så man kan vel i sagens natur ikke give en præcis beskrivelse af indholdet.

Indeksering/skimbarhed (relateret til det forrige)
Det er også svært at overskue indholdet i en video. Den er ikke særligt let at skimme eller dele op i mindre bidder/”kapitler” – især ikke hvis der er tale om en video på mere end et par minutter.

Kommentering på specifikke dele af videoen
Det er også besværligt at kommentere på noget specifikt i en video som bruger – man er tvunget til eksplicit at henvise til det (som i “der, hvor han gør sådan…”). Det er særligt et problem, fordi en video åbner for så mange flere indtryk at kommentere på end en tekst.

…Sitet Winelibrary har dog en meget smart løsning på det, nemlig at brugerne kan kommentere på specifikke tidspunkter i deres videoer. Kommentarerne dukker så op når man når det punkt i afspilningen, og man kan også se på videoens tidslinje, hvor der er kommentarer (og tags!). Supersmart! Ulempen er selvfølgelig at man åbner op for en uendelig fragmentering af samtalen om videoen…

Lyd!
Og så tror jeg også, at lyden i videoer – altså selve det faktum, at der er lyd på – kan være et problem! Det  er eksempelvis en barriere for at se videoer på arbejdet, hvor meget af vores internetbrug jo foregår. Det er jo ikke fedt at kollegerne i storrumskontoret kan høre at man sidder og ser Ekstra Bladet TV i arbejdstiden (hvilket jo ikke er usansynligt, eftersom netnyheder jo er den nye kaffepause). Der mangler i hvert fald en eller anden blåstempling af video som lige så “seriøst” som gammeldags tekst på nettet…

NÅ, MEN det overordnede indtryk fra Videoday er stadig, at det er noget, der vil komme. Og jeg synes at der er rigtigt mange gode argumenter for at bruge det i sin kommunikation fordi det kan formidle tingene på en anden måde. Så det er jo bare at komme i gang!

Se også lidt billeder fra dagen hos Line P og se hvad der blev skrevet på Twitter om konferencen…

Og lad os så lige slutte af med at se Niels Hartvig fra Umbraco, der forsøger at se om et gammelt tv (et “tvtv”, som Mygdal kaldte det medie) kan overleve et møde med en økse.

Surprise: De kloge, velstillede unge med længere uddannelser og en opvækst i de højere sociale lag kan godt lide at se reality-TV – det gælder ex åbenbart både Paradise Hotel og De Unge Mødre. Man ser det for at kunne pege fingre af de dumme deltagere og trygt kunne forvisse sig om at man selv er godt placeret og på rette vej. Og i hvert fald er bedre end at deltage i sådan noget.

Forargelse er åbenbart et godt brændstof, når det gælder om at få folk til at tænde for fjernsynet. Så kan man sidde og krumme tæer over de, der ikke ved bedre. Og grine af dem, ikke mindst. Det er der en af de forargede De Unge Mødre-seere, der har skrevet et speciale om. Og det har Politiken spurgt hende om:

Er det ikke en arrogant reaktion?
»

Det er da totalt arrogant. Dér sidder vi ressourcestærke kvinder i vores designermøbler og ler ad en gruppe i samfundet, som lever på en helt anden måde end os selv. Hvis det ikke er snobberi og åndshovmod, så ved jeg ikke, hvad det er. Blandt vores interviewpersoner oplevede jeg ingen social forståelse for de unge mødre og deres sociale arv fra hjem, hvor man ikke læser aviser, går på museum eller debatterer den nye bog af Hanne-Vibeke Holst«.

Så du er ikke stolt af dit eget segment?
»

På ingen måde. Det var da en ubehagelig aha-oplevelse for mig, da det gik op for mig, at dét at blive forarget over ’De Unge Mødre’ i virkeligheden var en underskudsreaktion, som handler om at stive sig selv af ud fra devisen: ’Det kan da godt være, at vi ikke lever op til alle de idealer, vi stiller til os selv om at være den perfekte mor, der tager lang uddannelse og gør karriere – men jeg gør det kraftedeme bedre end dem’«.

Man kan vist roligt åbne Bourdieu-bogen og slå op på side 1. Som jeg husker det i Henrik Dahls læse let-version, har han et begreb, der hedder meconnaissance. Det betegner den systematisk manglende indsigt i betingelserne for ens egen praksis. Eller sådan noget lignende.

Altså: Man har nogle præferencer og holdninger, som man ikke selv kan se er formet af strukturerne omkring en og ens placering i disse strukturer (sådan meeeget simplificeret!). Eller med andre ord: De laveste socialgrupper vil gerne længere op, men vil også som regel sige, at de er godt tilfredse hvor de er, og drømmer om det simple liv osv. osv. De højeste, som jo kan skue ned på de andre, vil sige at de bestemt ikke kunne forestille sig dette “simple liv”, og at alle jo reelt har muligheden for at rykke på tværs af de sociale skel.

Lad os alle bladre om til dobbeltinterviewet med henholdsvis en af de Unge Mødre og en “Veninde på 1. klasse” (som vist er en slags virkelighedens 2900 Happiness. Eller noget.). Det illustrerer mekanismen meget godt. Prøv selv at læs. Virkelig! Heldigvis kan begge de interviewede også skue ud over egen næse og ditto manglende selvindsigt i egen praksis og erklære at den anden da også har noget, de ikke selv har…

(nå, det var lidt lang tid siden jeg fik luftet en af de tunge sociologer. Og ja, jeg ved godt, at det vist ikke hedder “strukturer” på Bourdieu’sk – jeg er desværre ikke så skarp i lige ham. Beklager. Nu skal jeg nok pakke bøgerne sammen igen :-))

Gad vide om TV-kanalerne, der sender de her programmer, i øvrigt ikke spekulerer i, at de i virkeligheden har to målgrupper. De, der identificerer sig med (eller ønsker at være som) deltagerne. Og de, der gør det modsatte, “godt det ikke er mig”-gruppen, som alligevel ikke kan lade være at kigge med.

Mon ikke? Hvorfor ellers udstille Paradise Hotel-deltagernes manglende viden eller knap så kvikke bemærkninger, som det beskrives i denne intellektuelle kærlighedserklæring til programmet på Informations hjemmeside (gå ikke glip af de fine kommentarer – Informations hjemmeside er afgjort det nye Avisen.dk!…).

Computerproducenten Dell præsenteres primært for forbrugerne via deres to egne reklamekoncepter: Dels de enkle (og måske en lille bitte smule selvmodsigende) “Skræddersy en computer, der passer til dig. For eksempel den her!”-reklamer, dels de “Lollipop”-syngende mænd, der stamper knaldlyserøde netbooks ud i et fabriksunivers, der er som taget ud af en Pixarfilm.

På trods af kampagnerne er salget af Dell-computere, så vidt jeg ved, faldet støt de seneste år, også i Danmark. Så det sidste, man ønsker hos Dell er nok kritisk omtale i landsdækkende tv. Forløbet omkring DR-programmet Kontants behandling af Dell er derfor mildest talt uheldigt for virksomheden. Det er dog i og for sig også ganske sjovt (bare ikke for Dell, selvfølgelig) – så lad os lige tage en recap:

Tirsdag fulgte Kontakt op på en tidligere historie om Dell, der leverer defekte computere til nogle kunder og derefter leverer en kundeservice, der bestemt ikke gør sagen bedre. Kunderne stilles videre, gives forkerte råd, opfordres til at prøve at reparere deres computer selv – blandt andet.

Man kan sige meget om Dells praksisser – jeg kender dem selv ikke godt nok til at vide, om udsendelsen har fanget Dell på en virkelig dårlig dag eller om der rent faktisk er mange, der oplever dette ekstremt lave serviceniveau.

(Og don’t get me started om historien om at Dell-ansatte optræder anonymt som glade kunder i kommentarsporene på Kontants hjemmeside. En så stor virksomhed burde vide bedre – lad os lade den ligge der…)

Nej, det, der undrer mig mest er Dells måde at tackle DR-journalisten, Kåre Quist.

Det står vel efterhånden på side 1 i krisebogen – jeg tror faktisk nærmest, der ligger en “Hvis Kontant ringer”-manual et sted på Kommunikationsforum, og i hvert fald kan man komme til gå-hjem-møde om det – at man skal undskylde, love bod og bedring og tage sig af de specifikke sager, der tages op.

Det sidste har Dell gjort siden den første udsendelse om dem for en måned siden. Men de har valgt ikke at ville stile op til et interview, sikkert i et håb om at sagen (måske hjulpet af de “glade kunder”?) ville gå i sig selv igen. Da så Kontant tog sagen op igen, holder de stadig fast i den taktik – hvilket man vel egentlig må have respekt for.

Men så skifter de alligevel mening og vælger at lukke Quist indenfor til et interview med den danske direktør. Og det er her, det går galt. Det er nærmest makabert.

For det første har han kun sat et kvarter af. Han har travlt og skal til et møde, siger han. Men han har jo selv valgt tidspunktet. Men OK, den giver vi ham – jo kortere tid kameraet kører, jo mindre chance for at sige noget dumt.

For det andet vil direktøren ikke rigtigt svare på noget. Faktisk virker han komplet uforberedt og ved ikke rigtigt, hvilket ben, han skal stå på. Hvis man ikke har formuleret et klart budskab, man forsøger at sælge, så kan man heller ikke regne med at få point for at stille op.

For det tredje har han ikke slukket sin mobiltelefon, som sjovt nok ringer lige da det begynder at brænde allermest på for ham. Mon ikke det er hans pressechef, der ringer for at sige, at han skal skynde sig væk så hurtigt som muligt?

Men det gør direktøren ikke – han lader sig faktisk overtale af Quist til ikke at tage telefonen og i stedet blive lidt endnu. Nu går det helt af sporet. Han redder den dog en lille, lille bitte smule til sidst ved hårdt presset at love, at Dell også gerne vil kigge på den store stak af klager, som Quist har med og kan smide på bordet med et tv-venligt klask.

Jeg tror ikke direktøren – eller pressechefen, for den sags skyld – rigtigt har set, hvad der er på spil. For hvad er det, Dell har, som så mange andre computerleverandører ikke har? Ja, det er vel deres image som kvalitetsleverandør, der yder god service. Så det skal man da værne om! “Undskyld”-formlen havde nok virket bedre her.

Det undrer mig dobbelt, fordi Dell jo for ikke lang tid siden i USA netop var gennem den helt store mediemølle, fordi deres kundeservice også derovre var elendig (og senere igen i forbindelse med en finansskandale). Og som en reaktion på det netop lukkede kunderne ind via deres ideastorm-projekt, for ligesom at signalere at man altså tog dem, der brugte de computere, man solgte, alvorligt. Og også fordi Dells salg altså stadig vist ikke går for godt – så en historie af den her karakter skal altså håndteres knivskarpt.

Se udsendelsen, der er skåret over den sædvanlige Kontakt-læst, for det næsten komiske interview med direktøren. Man får næsten ondt af ham.

Relateret: omtale af udsendelsen også hos Talegaver og Kommunikationsministeriet.

Toiletpapirreklamen er en svær genre – der er alt aldet lige tale om et produkt, der er svært at gøre sexet.

Man skulle tro, det i det mindste kunne gøres sjovt, men af tidligere toiletpapirreklamer kan jeg kun lige komme i tanke om Lambi-manden, der har foret skjorten med toiletpapir for at se stærk ud, og af en eller anden grund må hoppe i en swimmingpool, som selvfølgelig drænes helt tør da han gør det. Hmmm… Eller var det i virkeligheden køkkenrullens sugeevner, han demonstrerede?…

I øjeblikket kører der reklamer for Lotus toiletpapir i fjernsynet. Konceptet er, at der er en person ude på et toilet, som gør et eller andet spøjst med toiletpapiret, ex pigen, der har mistet sin kæreste og derfor udlever sine bryllupsdrømme med et toiletpapir-slør, eller fyren, der er træt af svigermor og derfor svinger toiletpapiret som et par nunchakuer til lyden af “Everybody Was Kung Fu Fighting”. Reklamerne afsluttes med det fantastiske slogan “Alle kan få brug for en Lotus pause”. Jeg kunne kun finde den på fransk:

Og så er det, jeg undrer mig: Hvad er det lige, Lotusfolkene tror at folk vil forbinde den efter dem opkaldte pause med? Jeg kan godt se reklamefolkenes ide med at toilettet er et sted, hvor man kan være sig selv, alene og få en lille pause. Men altså – de fleste gange jeg går på toilettet er det altså ikke det primære formål. Og bortset fra selve kummen og børsten er toiletpapiret vel den ting, der i allerhøjest grad leder tankerne hen på det, man normalt befinder sig på toilettet for at gøre.

Og så er det, jeg tænker, en “Lotus pause”? Seriously? I bedste fald er det en dårlig betegnelse for det, man også kan kalde “Nummer 2″ – i værste fald bare et dårligt gennemtænkt slogan. Nope – toiletpapir sælges bedst på at være billigt, blødt, miljøvenligt eller noget i den dur.

Nå, jeg vil smutte. Jeg skal lige have en “Lotus pause”, hvis I forstår hvad jeg mener…

(men OK, de har da fået mig til at skrive om det. Og de har fået de her to piger til at genindspille den ene af reklamerne. Så vi kan da i hvert fald huske det…)