Det er derfor let at affeje Apples ”nyhed” som en ”det er set før”-ting. Men jeg tror godt at det rent faktisk kunne blive til noget denne gang. Både på grund af platformen og dens udbredelse og smart factor, men lige så meget fordi det autentiske og nære i kommunikationen kun er blevet endnu vigtigere.

Jeg tror dog ikke, det vil gå hurtigt. For det første er der en naturlig tøven formuleret som ”hvad skal jeg bruge det til?” eller ”nu igen?”. For det andet kræver det to iPhone 4 (eller en anden device der kan bruge samme API) for at bruge Facetime, hvilket i sig selv lægger en dæmper på udbredelseshastigheden.

Jeg tror heller ikke, man vil bruge videosamtalen til alt det, man i dag bruger telefonsamtalen til. Der er for eksempel ingen grund til at kigge hinanden i øjnene for at minde den anden om, at han skal huske at købe mælk nede i Netto.

Hvornår? Med hvem?
Ikke mindst tror jeg det vil tage tid før der er etableret nogle normer for, hvordan og hvornår, man bruger videoopkald frem for et almindeligt telefonopkald.

Hvad hvis man ikke vil have, at personen i den anden ende skal se, at man har morgenhår? Hvad hvis man helst ikke vil have, at vedkommende ser hvor man er, hvis man eksempelvis ikke sidder på arbejdet, men i stedet arbejder derhjemme? Hvad hvis man egentlig ikke har tid til at snakke, og derfor sidder foran computeren og arbejder samtidig? Hvad hvis man ikke orker ikke kun at skulle lyde glad og overskudsagtig, men også ligne det? Hvad hvis det kun er en kort besked, man skal give?

Og hvis man så tager telefonen uden at slå video til (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), skal man så undskylde sig (”jeg er lige stået op, så…”)?

At skulle smile til kameraet er også at skulle gøre en ekstra indsats, og derfor vil det heller ikke være noget, man gør for alle og enhver. Det er vel mest oplagt når man skal snakke med de nære – kæresten, familien, vennerne – og ikke oplagt når det er telefonsælgeren fra Berlingske, der ringer. Og det er nok også her, de fleste vil starte med at forsøge.

Og så selvfølgelig når der er brug for den visuelle del af samtalen, eksempelvis hvis man skal præsentere noget for en kollega, vise noget frem eller vil formidle stemningen når man står på stadion og Spanien lige har vundet VM-finalen. Her kan jeg godt se fidusen!

Og hvad så med hvad man gør mens man snakker? Må man godt lave noget andet imens? Skal man kigge på hinanden hele tiden? Kan man føre en videosamtale i bussen?

Ligesom nogle er bedre til at snakke i telefon og bedre til at snakke ansigt til ansigt end andre, vil der naturligvis også være nogle, der er bedre til at videosamtale end andre. Nogen, som det falder mere naturligt.

Men i starten vil det være fremmed for de fleste. Så den største tøven bliver måske i virkeligheden ikke ”hvad skal jeg bruge det til?”, men ”hvordan gør man?”…

(Og i øvrigt: Hvad skal det hedde? Hvad bliver videoopkaldets svar på ”Jeg ringer lige”?)

For video kan rigtig meget. Mest af alt kan det, med Morten Gades ord, formidle med en meget stor følelse af ægthed og skabe en stor fascination hos brugeren, hvilket tekst kun meget sjældent kan. Og så kan det, brugt på den rigtige måde, faktisk også være let at bruge.

Et af de mest interessante – og spøjse! – indlæg var fra Mogens Nørgaard fra Miracle A/S, der havde taget en principbeslutning om at prøve at erstatte alle virksomhedens dokumenter med videoer. For hvorfor kan telefonlisten, referatet, oplægget, faq’en, virksomhedspræsentationen mm. ikke være en video? Egentlig en rigtig inspirerende tanke når man tænker over det.

Dogme eller prof?
Det kan selvfølgelig gøres mere eller mindre dogme-håndholdt. Søren Ejlersen fra Aarstiderne, der har videositet Madbio, var stærkt fortaler for den spontane, lavpraktiske tilgang. I den anden ende ligger eksempelvis Jyske Bank, der med jyskebank.tv har etableret en topprofessionel tv-kanal.

De fleste af de oplægsholdere, der delte deres erfaringer, var dog fortalere for noget, der ligger et eller andet sted midt imellem. Se eksempelvis her, hvad Novozymes har lært af deres første otte måneder med egen videokanal:

Et hovedbudskab var også, at video er blevet rigtigt stort, og at det vil blive meget, meget større. Og potentialet er der. Vi har aldrig kigget så meget på billeder på en skærm som nu: I 2009 så genemsnitsdanskeren mere end 3 timers TV hver dag! Og antallet af videosites i Danmark er i de sidste to år vokset fra 20 til (anslået) over 200.

Forhindringer…
Men jeg tænker også, at der er nogle åbenlyse forhindringer for videomediet på nettet.

SEO og søgbarhed
Selvfølgelig kan man tagge videoerne og give dem gode beskrivelser og alt det der, men et billede siger jo mere end tusind ord. Så man kan vel i sagens natur ikke give en præcis beskrivelse af indholdet.

Indeksering/skimbarhed (relateret til det forrige)
Det er også svært at overskue indholdet i en video. Den er ikke særligt let at skimme eller dele op i mindre bidder/”kapitler” – især ikke hvis der er tale om en video på mere end et par minutter.

Kommentering på specifikke dele af videoen
Det er også besværligt at kommentere på noget specifikt i en video som bruger – man er tvunget til eksplicit at henvise til det (som i “der, hvor han gør sådan…”). Det er særligt et problem, fordi en video åbner for så mange flere indtryk at kommentere på end en tekst.

…Sitet Winelibrary har dog en meget smart løsning på det, nemlig at brugerne kan kommentere på specifikke tidspunkter i deres videoer. Kommentarerne dukker så op når man når det punkt i afspilningen, og man kan også se på videoens tidslinje, hvor der er kommentarer (og tags!). Supersmart! Ulempen er selvfølgelig at man åbner op for en uendelig fragmentering af samtalen om videoen…

Lyd!
Og så tror jeg også, at lyden i videoer – altså selve det faktum, at der er lyd på – kan være et problem! Det  er eksempelvis en barriere for at se videoer på arbejdet, hvor meget af vores internetbrug jo foregår. Det er jo ikke fedt at kollegerne i storrumskontoret kan høre at man sidder og ser Ekstra Bladet TV i arbejdstiden (hvilket jo ikke er usansynligt, eftersom netnyheder jo er den nye kaffepause). Der mangler i hvert fald en eller anden blåstempling af video som lige så “seriøst” som gammeldags tekst på nettet…

NÅ, MEN det overordnede indtryk fra Videoday er stadig, at det er noget, der vil komme. Og jeg synes at der er rigtigt mange gode argumenter for at bruge det i sin kommunikation fordi det kan formidle tingene på en anden måde. Så det er jo bare at komme i gang!

Se også lidt billeder fra dagen hos Line P og se hvad der blev skrevet på Twitter om konferencen…

Og lad os så lige slutte af med at se Niels Hartvig fra Umbraco, der forsøger at se om et gammelt tv (et “tvtv”, som Mygdal kaldte det medie) kan overleve et møde med en økse.

Forargelse er åbenbart et godt brændstof, når det gælder om at få folk til at tænde for fjernsynet. Så kan man sidde og krumme tæer over de, der ikke ved bedre. Og grine af dem, ikke mindst. Det er der en af de forargede De Unge Mødre-seere, der har skrevet et speciale om. Og det har Politiken spurgt hende om:

Er det ikke en arrogant reaktion?
»

Det er da totalt arrogant. Dér sidder vi ressourcestærke kvinder i vores designermøbler og ler ad en gruppe i samfundet, som lever på en helt anden måde end os selv. Hvis det ikke er snobberi og åndshovmod, så ved jeg ikke, hvad det er. Blandt vores interviewpersoner oplevede jeg ingen social forståelse for de unge mødre og deres sociale arv fra hjem, hvor man ikke læser aviser, går på museum eller debatterer den nye bog af Hanne-Vibeke Holst«.

Så du er ikke stolt af dit eget segment?
»

På ingen måde. Det var da en ubehagelig aha-oplevelse for mig, da det gik op for mig, at dét at blive forarget over ’De Unge Mødre’ i virkeligheden var en underskudsreaktion, som handler om at stive sig selv af ud fra devisen: ’Det kan da godt være, at vi ikke lever op til alle de idealer, vi stiller til os selv om at være den perfekte mor, der tager lang uddannelse og gør karriere – men jeg gør det kraftedeme bedre end dem’«.

Man kan vist roligt åbne Bourdieu-bogen og slå op på side 1. Som jeg husker det i Henrik Dahls læse let-version, har han et begreb, der hedder meconnaissance. Det betegner den systematisk manglende indsigt i betingelserne for ens egen praksis. Eller sådan noget lignende.

Altså: Man har nogle præferencer og holdninger, som man ikke selv kan se er formet af strukturerne omkring en og ens placering i disse strukturer (sådan meeeget simplificeret!). Eller med andre ord: De laveste socialgrupper vil gerne længere op, men vil også som regel sige, at de er godt tilfredse hvor de er, og drømmer om det simple liv osv. osv. De højeste, som jo kan skue ned på de andre, vil sige at de bestemt ikke kunne forestille sig dette “simple liv”, og at alle jo reelt har muligheden for at rykke på tværs af de sociale skel.

Lad os alle bladre om til dobbeltinterviewet med henholdsvis en af de Unge Mødre og en “Veninde på 1. klasse” (som vist er en slags virkelighedens 2900 Happiness. Eller noget.). Det illustrerer mekanismen meget godt. Prøv selv at læs. Virkelig! Heldigvis kan begge de interviewede også skue ud over egen næse og ditto manglende selvindsigt i egen praksis og erklære at den anden da også har noget, de ikke selv har…

(nå, det var lidt lang tid siden jeg fik luftet en af de tunge sociologer. Og ja, jeg ved godt, at det vist ikke hedder “strukturer” på Bourdieu’sk – jeg er desværre ikke så skarp i lige ham. Beklager. Nu skal jeg nok pakke bøgerne sammen igen :-))

Gad vide om TV-kanalerne, der sender de her programmer, i øvrigt ikke spekulerer i, at de i virkeligheden har to målgrupper. De, der identificerer sig med (eller ønsker at være som) deltagerne. Og de, der gør det modsatte, “godt det ikke er mig”-gruppen, som alligevel ikke kan lade være at kigge med.

Mon ikke? Hvorfor ellers udstille Paradise Hotel-deltagernes manglende viden eller knap så kvikke bemærkninger, som det beskrives i denne intellektuelle kærlighedserklæring til programmet på Informations hjemmeside (gå ikke glip af de fine kommentarer – Informations hjemmeside er afgjort det nye Avisen.dk!…).

På trods af kampagnerne er salget af Dell-computere, så vidt jeg ved, faldet støt de seneste år, også i Danmark. Så det sidste, man ønsker hos Dell er nok kritisk omtale i landsdækkende tv. Forløbet omkring DR-programmet Kontants behandling af Dell er derfor mildest talt uheldigt for virksomheden. Det er dog i og for sig også ganske sjovt (bare ikke for Dell, selvfølgelig) – så lad os lige tage en recap:

Tirsdag fulgte Kontakt op på en tidligere historie om Dell, der leverer defekte computere til nogle kunder og derefter leverer en kundeservice, der bestemt ikke gør sagen bedre. Kunderne stilles videre, gives forkerte råd, opfordres til at prøve at reparere deres computer selv – blandt andet.

Man kan sige meget om Dells praksisser – jeg kender dem selv ikke godt nok til at vide, om udsendelsen har fanget Dell på en virkelig dårlig dag eller om der rent faktisk er mange, der oplever dette ekstremt lave serviceniveau.

(Og don’t get me started om historien om at Dell-ansatte optræder anonymt som glade kunder i kommentarsporene på Kontants hjemmeside. En så stor virksomhed burde vide bedre – lad os lade den ligge der…)

Nej, det, der undrer mig mest er Dells måde at tackle DR-journalisten, Kåre Quist.

Det står vel efterhånden på side 1 i krisebogen – jeg tror faktisk nærmest, der ligger en “Hvis Kontant ringer”-manual et sted på Kommunikationsforum, og i hvert fald kan man komme til gå-hjem-møde om det – at man skal undskylde, love bod og bedring og tage sig af de specifikke sager, der tages op.

Det sidste har Dell gjort siden den første udsendelse om dem for en måned siden. Men de har valgt ikke at ville stile op til et interview, sikkert i et håb om at sagen (måske hjulpet af de “glade kunder”?) ville gå i sig selv igen. Da så Kontant tog sagen op igen, holder de stadig fast i den taktik – hvilket man vel egentlig må have respekt for.

Men så skifter de alligevel mening og vælger at lukke Quist indenfor til et interview med den danske direktør. Og det er her, det går galt. Det er nærmest makabert.

For det første har han kun sat et kvarter af. Han har travlt og skal til et møde, siger han. Men han har jo selv valgt tidspunktet. Men OK, den giver vi ham – jo kortere tid kameraet kører, jo mindre chance for at sige noget dumt.

For det andet vil direktøren ikke rigtigt svare på noget. Faktisk virker han komplet uforberedt og ved ikke rigtigt, hvilket ben, han skal stå på. Hvis man ikke har formuleret et klart budskab, man forsøger at sælge, så kan man heller ikke regne med at få point for at stille op.

For det tredje har han ikke slukket sin mobiltelefon, som sjovt nok ringer lige da det begynder at brænde allermest på for ham. Mon ikke det er hans pressechef, der ringer for at sige, at han skal skynde sig væk så hurtigt som muligt?

Men det gør direktøren ikke – han lader sig faktisk overtale af Quist til ikke at tage telefonen og i stedet blive lidt endnu. Nu går det helt af sporet. Han redder den dog en lille, lille bitte smule til sidst ved hårdt presset at love, at Dell også gerne vil kigge på den store stak af klager, som Quist har med og kan smide på bordet med et tv-venligt klask.

Jeg tror ikke direktøren – eller pressechefen, for den sags skyld – rigtigt har set, hvad der er på spil. For hvad er det, Dell har, som så mange andre computerleverandører ikke har? Ja, det er vel deres image som kvalitetsleverandør, der yder god service. Så det skal man da værne om! “Undskyld”-formlen havde nok virket bedre her.

Det undrer mig dobbelt, fordi Dell jo for ikke lang tid siden i USA netop var gennem den helt store mediemølle, fordi deres kundeservice også derovre var elendig (og senere igen i forbindelse med en finansskandale). Og som en reaktion på det netop lukkede kunderne ind via deres ideastorm-projekt, for ligesom at signalere at man altså tog dem, der brugte de computere, man solgte, alvorligt. Og også fordi Dells salg altså stadig vist ikke går for godt – så en historie af den her karakter skal altså håndteres knivskarpt.

Se udsendelsen, der er skåret over den sædvanlige Kontakt-læst, for det næsten komiske interview med direktøren. Man får næsten ondt af ham.

Relateret: omtale af udsendelsen også hos Talegaver og Kommunikationsministeriet.

Man skulle tro, det i det mindste kunne gøres sjovt, men af tidligere toiletpapirreklamer kan jeg kun lige komme i tanke om Lambi-manden, der har foret skjorten med toiletpapir for at se stærk ud, og af en eller anden grund må hoppe i en swimmingpool, som selvfølgelig drænes helt tør da han gør det. Hmmm… Eller var det i virkeligheden køkkenrullens sugeevner, han demonstrerede?…

I øjeblikket kører der reklamer for Lotus toiletpapir i fjernsynet. Konceptet er, at der er en person ude på et toilet, som gør et eller andet spøjst med toiletpapiret, ex pigen, der har mistet sin kæreste og derfor udlever sine bryllupsdrømme med et toiletpapir-slør, eller fyren, der er træt af svigermor og derfor svinger toiletpapiret som et par nunchakuer til lyden af “Everybody Was Kung Fu Fighting”. Reklamerne afsluttes med det fantastiske slogan “Alle kan få brug for en Lotus pause”. Jeg kunne kun finde den på fransk:

Klik her for at se den indsatte video.

Og så er det, jeg undrer mig: Hvad er det lige, Lotusfolkene tror at folk vil forbinde den efter dem opkaldte pause med? Jeg kan godt se reklamefolkenes ide med at toilettet er et sted, hvor man kan være sig selv, alene og få en lille pause. Men altså – de fleste gange jeg går på toilettet er det altså ikke det primære formål. Og bortset fra selve kummen og børsten er toiletpapiret vel den ting, der i allerhøjest grad leder tankerne hen på det, man normalt befinder sig på toilettet for at gøre.

Og så er det, jeg tænker, en “Lotus pause”? Seriously? I bedste fald er det en dårlig betegnelse for det, man også kan kalde “Nummer 2″ – i værste fald bare et dårligt gennemtænkt slogan. Nope – toiletpapir sælges bedst på at være billigt, blødt, miljøvenligt eller noget i den dur.

Nå, jeg vil smutte. Jeg skal lige have en “Lotus pause”, hvis I forstår hvad jeg mener…

(men OK, de har da fået mig til at skrive om det. Og de har fået de her to piger til at genindspille den ene af reklamerne. Så vi kan da i hvert fald huske det…)

Klik her for at se den indsatte video.

• Konferencer: Kommentér på talere, interessante pointer – evt. i listeform.
• Nye rapporter og analyser: Hvad er de tre-fem hovedpointer (Lois er glad for lister…)
• Relevante YouTube-videoer: Godt indhold, der ikke nødvendigvis behøver mange ord med på vejen.
• Boganbefalinger
• Mails eller andte fra medarbejdere/kunder/patrnere, der er værd at dele.
• Historier om mennesker. Kan give et billede af virksomhedens kultur.
• Kommentér nyhedshistorier: Hvad er relevant for jer/læserne og hvorfor?
• Møder med kunder: Hvad snakker de om og hvilket billed giver det af branchen?
• Et gæsteinterview: Send tre spørgsmål pr. mail til en person i branchen eller ekspert på området, og læg det hele på bloggen. Værdifuldt og samtidig let genereret indhold.
• Del virksomhedens best practices eller ledelsens staldtips, som andre kan lære af.
• Jeres egne præsentationer fra konferencer og møder
• “10 ting, der overraskede mig”… Igen: Lois er glad for lister, men de kan være en god og sjov måde at sige tingene på uden for meget omsvøb, og kan tit give plads til de lidt skævere vinkler. Hun foreslår ex ”10 ting, der overraskede mig i min første måned her i virksomheden”.
• Vær storsindet: Skriv om andre virksomheders bedrifter.
• Brug metaforer: Gør situationer vedkommende/forståelige for læseren ved at sammenligne med ex sport (en klassiker!)
• Konstruktiv kritik til andre blogs, udtalelser I pressen (deltag i samtalen…)
• Vælg side: Hvis der kører sager eller diskussioner I branchen, så fortæl hvor du/I står.
• Historiske paralleller: ”Det kan vi lære af fortiden”/”Det her minder mig om”…

Mange gode pointer, synes jeg. Ikke mindst når det gælder at få virksomheden lidt ud af de traditionelle korporate klæder, den har på i sine pressemeddelelser mm. Lister, anekdoter, kommentarer og “små hurtige” historier egner sig rigtig godt til blogformatet. Så skal man selvfølgelig bare have bloggerne med (det har Lois i øvrigt også skrevet om…).

Lois kommer i øvrigt på Community Conference i København snart.

Jeg havde en rigtig god oplevelse, da jeg ringede til kundeservice for at opsige det – det tog lige præcis halvandet minut at få klaret, og der var ingen sure miner eller næsvise spørgsmål hos damen i den anden ende af røret.
Men to dage efter får jeg så et brev med overskriften “Nedtagning af bredbåndsabonnement”, hvor de første par afsnit lyder:

“TDC har 30. december 2008 erfaret, at forbindelsen som dit TDC Bredbånd er etableret på bliver nedtaget.

Vi vil derfor bede dig om at kontakte kundeservice, således at vi kan aftale hvad der skal ske med din installation.

Du bedes kontakte os inden den 31. januar 2009 da din forbindelse ellers vil blive afbrudt denne dag.”

Ja, men det er jo for helvede det, jeg har bestilt hos jer. Og det er jo så ikke et problem, at telefonlinjen også lukkes. Men det virker som om at fastnet-divisionen og bredbåndsdivisionen ikke snakker sammen derinde? Eller at der når at blive genereret sådan et brev fordi fastnetabonnementet er blevet registreret som ophørt et nanosekund inden bredbåndsabonnementet? Hvis det er tilfældet, så skal systemet enten lige tweakes lidt, eller også skal kundeservicemedarbejderne lære at opsige bredbåndsabonnementet først i sådan et tilfælde. For sådan et brev kan da godt være forvirrende…

Nå, men selve opsigelsesprocessen var som sagt overraskende smertefri, hvilket var en positiv overraskelse og et eksempel på at også afviklingen af kunder er en del af kundecyklussen, man kan optimere.

Jeg har i øvrigt valgt at tegne bredbåndsabonnement hos Fullrate i den nye lejlighed. Overvejede kort Perspektiv Bredbånd, men kom lidt i tvivl efter at have læst om nogle dårlige kundeoplevelser på diverse forums.

Det mener jeg af to grunde: 1) Det er ikke “velset”, som i stemmer ikke med genren, kulturen, kald det hvad du vil, og 2) Blogs er netop ikke massemedier, men personlige medier – derfor vil bloggere tit også nusses bag ørerne og trykkes blidt på maven: De skal føle at de er blevet udvalgt til at få henvendelsen.

Så virksomheder eller konsulentbureauer, der gerne vil have omtale på blogs rundt omkring kan med fordel læse indlægget “How to pitch a blogger” på 27&more-bloggen. Det er ikke en mirakelkur, men jeg synes punkterne giver god mening.

Det gælder især anbefalingen “only pitch a blogger with material the blogger actual writes and cares about”, særligt når man tænker på hvad det er, der er særligt ved blogmediet: Det personlige, det autentiske osv. osv.

(Måske hvis jeg så begynder at skrive en masse om iPhones, at nogen vil være så flinke at sende mig en, jeg kan skrive om? Nå, ikke. Back to the drawing board, så…)

27&more-indlægget tager sjovt nok udgangspunkt i et andet blogindlæg, der mere handler om, hvordan man pitcher til en journalist. Bliv dog ikke forvirret – det giver god mening i begge sammenhænge.

I mailen spurgte Cision om jeg ville svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene handlede om hvordan bloggere har det med blogging på opfordring fra ex bestemte firmaer eller ligefrem mod betaling, om man var villig til selv at skrive om bestemt produkter mod betaling og flere spørgsmål i den dur.

Man kan diskutere meget frem og tilbage om det ikke var spam overhovedet at sende mailen og om ikke man netop gik PR-branchens ærinde ved overhovedet at besvare spørgeskemaet. Derfor er der rigtigt mange, der ikke besvarede spørgeskemaet – forståeligt nok.

Det valgte jeg nu at gøre alligevel, ud fra den tankegang at “nogen skal jo fortælle dem, at deres nuværende tilgang i hvert fald ikke virker”.

Blogs er blevet en etableret del af mediebilledet på nettet, og det betyder også, at det vil blive genstand for virksomheders og PR-folks opmærksomhed. Og så kan man vel lige så godt medvirke til at kaste lys over, hvordan samspillet mellem ikke-kommercielle bloggere og kommercielle interesser kan fungere på en anstændig og langtidsholdbar facon.

Og her er min holdning, at det skal være synligt, når der er kommercielle interesser på spil, og at det i virkeligheden miskrediterer både produkt, virksomhed og PR-firma hvis tilgangen er at masseudsende mails til “populære” bloggere. Det ville jeg da gerne fortælle Cision.

(Jeg tror ikke selv, jeg kunne tænke mig at blogge “on demand” eller for penge/produkter på den måde, men man ved vel aldrig. Hvis nu jeg fik en mail fra et pladeselskab om, at de havde set at jeg tit bloggede om musik og at de på min last.fm-profil kunne se, at jeg havde hørt et bestemt band en del på det seneste, og a de derfor godt ville sende mig deres nyeste skive, og at jeg selv kunne bestemme om jeg ville skrive om den, så kunne det da måske godt være. Måske…)

På trods af det meget lille antal besvarelser  – 72 (ud af de 220, mailen er blevet sendt til) – er undersøgelsen selvfølgelig alligevel blevet til en historie i pressen. Og man kan sige meget om både Cision for at sælge den ind og Børsen for at tage den op, men sådan er spillet nu bare.

Og historien er selvfølgelig vinklet sådan – i korte træk – at bloggere har det fint med at blogge for penge.  Men mon ikke mange af de, der netop ikke har valgt at svare, er nogle af dem, der er mere kritiske (eller fromme – afhængigt af, hvordan man ser på det)? Det tyder reaktionerne erfterfølgende i hvert fald på.

En god pointe (som jeg læste et sted) i den sammenhæng synes jeg er, at mange af de “populære” bloggere, som er blevet bedt om at svare, nok er væsensforskellige fra størstedelen af de danske bloggere i dag – dem, som ex blogger på TV2,s Urbans blogportaler, og ikke på samme måde har en form for pionerårnd i forhold til mediet og genren.

Det gør jo undersøgelsen endnu mindre valid. Så hele diskussionen om den er, som Morten siger det, måske lidt af en storm i et glas vand?

Du kan se hele undersøgelsen (som alle deltagerne i øvrigt har fået tilsendt) og spørgsmålene, og også læse om Cisions tanker om den i en artikel på Kommunikationsforum. Det bliver desuden diskuteret en del rundt omkring på blogs, eksempelvis hos Trine-Maria og Ernst Poulsen.

I den forbindelse skal man jo have nogle slogans, som kan kan skrive på T-shirts, kasketter, plakater og så videre, og som kan indgå i velmente og entusiastiske lejlighedssange når de strejkende skal holde stemmebåndene og sig selv varme mens de er ude og aktionere på de danske gader og stræder.

Derfor har vi selvfølgelig lagt hjernerne i blød og fundet på nogle af slagsen, som du om føje tid vil kunne se på bemeldte beklædningsgenstande og høre i de medfølgende sange.

Men vi har en håndfuld til overs. En lille kollektion, kan man vel nærmest kalde det, som blev til i frokostpausen. Og dér har de sikkert bedst af at blive, for de illustrerer – hvor velmente de end er – ikke rigtigt hvorfor det lige er, at vi strejker og såd’n.

Til gengæld knytter de på glimrende vis an til nogle kollektive myter, som de samtidig på postmoderne facon bryder med for at danne nye sammenhænge og dermed også blive til en slags meta-observation omkring selve sloganets natur. Eller noget.

Og derudover er der en klar rød tråd. Se selv:

Der er den klassiske, hvor man også altid kan skyde skylden på svenskerne:

Hisse-husse-hej-sa-sa
Vi vil have mere i løn!

Så er der spejderversionen, som har en god rytme:

Tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav
Vi vil have mere i løn!

Fodboldversionen, som ligesom giver anledning til at råbe ekstra højt:

Lå lå lå lå lå lå lå lå lååå
Vi vil have mere i løn!

Sidstnævnte kan man sagtens forestille sig flere varianter af. Men det må vist blive en anden gang…

(Note to self ved gennemlæsning af ovenstående: Jeg mangler en “Man skulle nok have været der”-kategori her på bloggen. Det kommer på to do-listen… )