Det er en god fagbog om indhold på hjemmesider. Bogen udmærker sig ved ikke at vælge en af de to traditionelle tilgange til emnet – enten den helt overordnede, hvor man skal lægge en stor forkromet strategi for det hele, eller omvendt et mere snævert fokus på design og usability.

I stedet fokus, som titlen nok afslører, på indholdet. Og her er den en tiltrængt reminder om to ting:

1. Indhold bliver ofte glemt lidt i processen, når man skal lave (nye) hjemmesider
2. Arbejdet med indholdet er ikke færdigt, bare fordi man går i luften

Fint opsummeret her:

“Content is not a feature. It is a complex, ever-evolving, intricate body of information that requires ongoing care and feeding. It’s not something you can check off on a list and be done with.”

Det kan man godt have tendens til at glemme lidt i det daglige arbejde, hvor man tit fokuserer på nye features og på nyt indhold i stedet for løbende revision af det gamle. Halvorson lægger samtidig op til en mere grundlæggende integration af web i organisationers arbejdsgange, i stedet for noget, man gør når ”selve arbejdet” er færdigt, og at man i højere grad hele tiden kobler webarbejdet til den overordnede strategi. Det kan jeg godt lide (også selv om det jo egentlig giver sig selv!).

Bogen er kort og overskuelig, skrevet i den der lidt joviale tone som engelsksprogede business mm.-bøger tit er skrevet i (men det går) og balancerer nogenlunde fint mellem de abstrakte ideer og de konkrete tips til handling.

Der er masser af tjeklister, man kan bruge i sit arbejde. Der er beskrevet faser, man kan køre sit projekt i, og hver af disse gennemgås omhyggeligt. Det er rigtig fint!

Bogen er dog også lidt over the top når den i vanlig amerikansk stil præsenterer ”content strategy” som en helt ny disciplin (og tilmed opfinder en tilsvarende ny stilling, ”content strategist”) – for det er jo ikke fordi, man ikke også tidligere har tænkt over sit indhold…

Men det er forfriskende at få en bog, der samler alle de relevante tilgange med indholdet som overordnet ledetråd i stedet for brugeroplevelsen!

Bogen er også rettet mod større virksomheder, hvor ressourcerne til at lave store analyser og auditere sit webindhold er rigelige – ex anbefales det at man lavet er stort excel-ark over alle sine sider, og for hver side lister ex url, titel, ansvarlig, budskab etc. Jeg står sammen med en kollega for omkring 20.000 siders indhold, så for os er det nok lige i overkanten. Så man må ligesom selv skalere bogen til danske orgnaisationsforhold.

Så er det bare lige at komme i gang…

To eksempler – begge fra Kommunikationsforum – er Rene Fredensborg, der synes det er for indforstået og ikke skuer ud i verden og Søren Schultz Jørgensen, der synes det er herligt og overskudsagtigt at det er svært tilgængeligt og ikke lefler for nogen.

“Et magasin for, om og af københavnere”, står der på forsiden. Lad os lige gå det igennem:

“Et magasin” – ja, det er det vel. Men ikke den slags, som de to friske fyre på K-forum har anmeldt.

For med al den fiktion, det er fyldt af, er det nærmere en slags antologi (hvor de litterære indslag godt nok afbrydes hist og her af lidt fotoreportage og et par interviews). Men i bund og grund er det primært essays, erindringer og noveller, vi får serveret. Så lad os lige få den varedeklaration på plads.

Og hvad så med kvaliteten? Tjo, bum bum. Maria Gerhardt (Djuna Barnes), Claus Pogel, Martin Kongstad og Morten Lindberg (Master Fatman) stiller alle op med afdæmpede minder fra barndommen/ungdommen på/i hhv. Amager, Sydhavnen, Kartoffelrækkerne og Centrum/Hvidovre. Ikke noget at gøre et stort nummer ud af, desværre. Så er der et essay af Kim Las om en sang med I Got YOu on Tape – ok, men ikke noget særligt.

Jesper Dahl (Jokeren) bidrager med en velskrevet, men lidt klichefyldt novelle om en familiefar der ernærer sig som pusher. Ikke desto mindre et lyspunkt. Tüxen skriver en alternativ fortælling om det forliste parforhold. Og så er der også et romanuddrag af Roxanna Anne Albeck, der er ret fint.

Så alt i alt bestået, hvis man altså læser magasinet mere som en antologi. Interessant, varieret og med med flere gode bidrag.

Der er også noget, der nærmer sig journalistisk. Rune Skyum-Nielsen har leget med interviewformen i sit interview med DJ Tanja, hvilket virker rigtig godt. Maria Gerhardt kommer mindre heldigt fra det i sine interviews – de er alle ret uinteressante. Ex forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der desværre ikke handler så meget om Kidd, men mere om tilblivelsen af selve historien. Meget meta, men det er synd, fordi det er ikke den gode historie ( og så er det i øvrigt dårligt skrevet).

“For københavnere” – ja, det er det vel også (det er i hvert fald ikke for nogen andre end københavnere).

MEN det er nogle særlige københavnere – nogen, der interessererer sig for særligt litteratur og for musikscenen i Danmark. Ikke kun fordi meget af “Københavner” er skønlitterær af natur, men også fordi gruppeinterviewet med Jokum Rohde, Søren Ulrik Thomsen og Steen Jørgensen primært handler om danske forfattere og musikere – og der er altså ikke lige en faktaboks, der forklarer hvem Mogens Mogensen er.

Man skal også interesserer sig for fotografi – der er i hvert fald et par fotoserier i bladet. Nogle af dem flotte, og nogle af dem også lidt intetsigende.

Og så skal man generelt bare være lidt “med” på en eller anden udefinerbar måde. For det er vel ikke lige alle læsere, der umiddelbart kan nikke genkendende til at “Horder af københavnere med forskellige baggrund er på vej over til Sara” (Sara er flyttet til Los Angeles, som åbenbart er det nye)…

(og så kan han sige hvad han vil, ham Kongstad. Men er på den måde altså ret ekskluderende…)

“Om københavnere” – det kan der ikke være tvivl om.

MEN det er en bestem type københavnere. For eksempel hende Sara, som er flyttet til L.A., og som bliver stillet interessante spørgsmål som “Hvordan er vejret” og “Din sidste ret du lavede til aftensmad?” (svaret er “Mango”!). Eller Chris og Jesper, som gjorde sig i nattelivet “omkring årtusindeskiftet”. Eller Nadja og Christian, som “bor i en villalejlighed på Frederiksberg med deres to sammenbragte piger, der hedder noget så passende som Carmen og Electra.” (“Ud over solbriller og gamle filmplakater samler Christian også på vinylplader”!). Eller alle dem, der kom på U-Matic i ’86 (og det var vist “alle”).

Og så er meget af indholdet altså – som bladet også er blevet kritiseret for – koncentreret om personligheder, der ligger lidt tilbage i firserne. Så er der de to fra “omkring årtusindeskiftet”, og så er det et langt (men godt!) interview med DJ Tanja, der huserede primært i halvfemserne på de elektroniske klubber i København. Og interviewet med koryfæerne Rohde, SUT og Jørgensen, som vel heller ikke er dem, der “rykker” mest p.t.

Egentlig er det næsten kun forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der er helt topaktuel. Ærgerligt at den ikke er værd at læse.

“Af københavnere” – det kan man vist ikke rigtigt sige noget til. Også selv om Rene Fredensborg lidt drillende kalder Martin Kongstad for “Konge af Tisvilde”.

For lige at opsummere, så burde “Et magasin for, om og af københavnere” nok erstattes af noget i retning af “Nærmest en litterær antologi for kulturnørdede københavnere, der er “med”, om byens kultur mestendels for 10-25 år siden skrevet af en ekstremt heterogen redaktion.”

…Så der er virkelig tale om en nicheudgivelse. Eller sådan ender “Københavner” i hvert fald med at fremstå, selv om det måske bare er resultatet af et ønske om at lade de gode historier tale for sig selv.

På mange måder synes jeg kan man tale om en slags nyt paradigme for kommunikation, hvor man accepterer at man ikke kan kontrollere, spinne, styre alt, men også må være åben for at “ride med” på justere efter de input, der kommer udefra – små som store. Og også at man betragter disse udefrakommende “forstyrrelser” mere som muligheder end som potentielle kriser.

Den her tankegang er efterhånden blevet bredt ud til at dække de fleste områder af professionel kommunikation. Det sker dog altid med udgangspunkt i de sociale medier. Det mangler endnu, at de sociale medier og den værktøjskasse, der hører med, bliver en fast del af de traditionelle kommunikationsdiscipliner som ex issues management, forandringskommunikation. Se bare på Lundbeck, der øjensynligt demonstrerede en manglende vilje (og evne?) til at håndtere de sociale medier, da det kom frem, at et af deres produkter skal bruges, når der skal forestås henrettelser i USA.

De sociale medier er til gengæld blevet brugt fantasifuldt til PR-, HR- og især kampagneindsatser. Og de er også i Danmark efterhånden godt på vej til at blive en fast del af den politiske kommunikation – så måske er det på vej? Måske skal den professionelle kommunikatør fremover også være en sociale medier-blæksprutte? Det er i hvert fald tilfældet, hvis man kigger på denne ganske fine liste over 20 ting, en god PR-mand (m/k) skal kunne i dag.

En anden ting, der slår mig efter at have læst de tre bøger, er, at de alle tre tager udganspunkt i, ja nærmest har som grundpræmis, at “samtalen allerede findes derude”, og at man som virksomhed eller organisation lige så godt kan involvere sig i den. Men hvad nu hvis man er i en situation, hvor der ikke er nogen samtale, men man gerne vil skabe en? Det synes jeg er underbehandlet, dels fordi man altid videreformidler succeshistorier, men måske også fordi større eksempler som regel er bedre og mere kendte eksempler.

Man ender tit med konklusionen, at det kræver hårdt arbejde – og så er det, at det måske godt kan betale sig at tænke en ekstra gang over, hvad det præcise formål er med organisationens sociale medier-engagement, og om det er umagen værd. Præcis som Kim Elmose opfordrer til i et blogindlæg. Der er gode råd i alle de tre bøger til at starte en indsats op fra scratch, men det bliver ikke nemmere, fordi konkurrencen om opmærksomhed også på de sociale medier bare bliver større og større, og det ikke længere er nyt, smart og interessant at interagere med kommercielle interesser på Facebook eller lignende.

Det var bare lige for kradse lidt i overfladen. Og dér lader vi den så stå for nu.

Du kan læse mere om de tre gode, men meget forskellige bøger på min bogblog:

Anna Ebbesen og Astrid Haug: Lyt til elefanterne
Charlene Li & Josh Bernoff: Groundswell – Winning in a world transformed by social technologies
Jacob Bøtter: NQ – Involvering med sociale medier

Nu er jeg ikke lige i målgruppen (den er nok lidt yngre end jeg er), så jeg var mest derinde for at se giraffen. Og derfor har jeg selvfølgelig en stribe “sur gammelfar”-kommentarer. Men der er også nogle ting, der er gjort rigtigt smart i det koncept.

Lanceringsstrategi: Vist nok ret genial
Det gav rigtig god foromtale ikke at sige så meget, men bare bygge en stor afskærmning foran facaden på butikken, så man ikke kunne se, hvad der skete på byggepladsen. Det skyldes selvfølgelig det stærke brand, kæden har, og som rygtet var løbet i forvejen om. Der kan ikke være brugt mange reklamekroner – det var ren gratis omtale det hele (men var det genialt eller var det egentlig bare københavnermedierne, der gjorde sig selv rundtossede?).

Casting af ekspedienter: Godt tænkt
En central del i konceptet er, at ekspedienterne skal være lækre (og, var mit indtryk, kun lige akkurat myndige). Og derfor castede man folk på gaden og holdt auditions. Ud over at det giver pæne ekspedienter, så bidrager det også til indtrykket af, at den her butik er anderledes – noget andet. Og så var det med til at bygge forventningen op inden åbningen.

Butiksfacade og dørmandspolitik: Smart
A&F-butikkerne er kendt for altid at have køer af ventende kunder udenfor (det var der dog ikke da jeg var der, men jeg har oplevet det i New York). Men den er så også det eneste, der vidner om, at der er noget til salg inden bag døren, for der er ikke udstillet noget tøj i vinduerne.

Til gengæld er der en dørmand, og han er selvfølgelig lækker. Jeg formoder at han har mere bar mave når vejret er bedre end det var i dag. Heldigvis – synes jeg – var der også nogle “dør-piger”, og de var selvfølgelig også rare at kigge på. Man kunne endda få taget et billede af sig selv med nogle af alle de mange dørmænd m/k (de stod klar med polaroidkameraet), hvis man ville.

Jeg sprang over, men der var masser af mennesker, der tog billeder af sig selv i butikken, både med og uden dørmænd og/eller ekspedienter. Butikken var nu ikke noget særligt (omend lidt labyrintisk indrettet), så det siger nok mere om selve brandet og konceptet.

Sådan så det ikke ligefrem ud. Det gemmer de sikkert til om sommeren. Og hvor bliver dansen af?

Duftkanon: For meget
En del af konceptet er også, at A&F har en særlig duft. Den skal man selvfølgelig have i næsen i butikken, og derfor er der dyser, der sørger for at sende denne vellugt i konstant og rigelig rotation. Faktisk så rigelig, at man kan dufte det et stykke op af Købmagergade. Også så rigelig, at man lugter af det resten af dagen. Det er jo egentlig smart at man på denne måde kan distribuere sit duftvandmærke viralt via sine kunder.

Men det er ret irriterende at gå rundt og lugte af Abercrombie & Fitch resten af dagen. Især hvis man ikke er en mand – vi konkludere i hvert fald, at det nok var en mandeduft. Og det er irriterende at de varer, man køber, skal vaskes før de kan bruges, fordi de jo også lugter.

Man kan (selvfølgelig) også købe duften – sammen med flere andre – i butikken.

Relateret til duftkanonen var musikken, der blev blæst ud i butikken med mindst lige så stor styrke som duften. Min umiddelbare mistanke er at A&F har sin helt egen remixer, der tager en god blanding af gamle kendinge, tidens popmusik og i øjeblikket også julemusik og giver det en tur i dåselyds-dance-maskinen. Det passer fint til konceptet, og jeg er egentlig overrasket over, at man ikke kunne købe en A&F-compilation (ideen er hermed giver videre).

Det må være ulideligt at stå i den forretning en hel dag, tænker jeg. Men de kan sikkert tage, de unge friske mennesker…

Ekspedient-manual: Absurd
Ekspedienterne skal ikke bare stå og se godt ud. Eller rettere: Ekspedienterne skal sørge for at stå og se godt ud på en bestemt måde. De skal nemlig stå og danse, når de ikke lige har noget tøj at lægge sammen eller en kunde at hjælpe – for ligesom at understrege den løsslupne feststemning, som lækkerheden og musikken ligesom også skal være med til at skabe. Ud over at det er fjollet, så var det faktisk ikke så meget dansen, jeg så. Måske de lige skal i gang?

Derudover skal de hilse på alle kunderne med et kækt smilende “Hey, what’s up?” (hos nogle fik vi dog det helt ureglementerede “Hey, what’s going on?” i stedet). Måske er det en ung og smart-modreaktion til de mange års “Vi taler dansk”-tegnefilm? Jeg ved ikke rigtigt, hvad det handlede om.

Og det gælder ikke bare dømændene m/k, men alle ekspedienterne, hvilket resulterer i at man går rundt i et veritabelt “Hey, whats up?”-helvede og er gammelmandsforvirret om, hvorvidt man nu skal spørge dem på dansk eller engelsk om, hvor fanden kassen egentlig er henne (den er til generel oplysning gemt på øverste etage, så langt væk fra indgangen, man kan komme)…

Service: Forfærdelig
Vi spurgte om en skjorte fandtes i en anden størrelse, som ikke lige lå fremme, hvilket fik ekspedientens kække smil til at erstattes af noget, der mere mindede om pauseskærm. Det tog hende da også næsten ti minutter at undersøge det på lageret og vende tilbage med beskeden om, at det var der ikke. Den samme oplevelse fik vi igen med en anden skjorte – og en anden ekspedient – lidt senere.

Ved kassen fik vi også lov at vente fem-ti minutter på at blive ekspederet. På trods af at butikken var fyldt med lækre små dansealfer var der kun tre kasseekspedienter. Så selve kundeoplevelsen lod en del tilbage at ønske. Og er det ikke den gode oplevelse, der gør, at man kommer tilbage? Man har vel kun brug for ét billede med ham den lækre dørmand?

At tøjet så overhovedet ikke er i min smag, er en helt anden sag (det er stort set umuligt at få noget, der ikke 1) har sweatshirttykkelse (gælder også t-shirts og skjorter), og 2) har en elg (A&F’s logo) eller noget større og mere iøjefaldende klistret på brystet. Det er ikke lige mig. Men de fik da lokket mig derind for at se hvad det var :-)

Overraskende nok var det heller ikke særligt dyrt (synes jeg). og det overrasker mig egentlig lidt, for når man får en oplevelse sammen med en vare, så er det som regel en måde at tilføre varen værdi og dermed hæve prisen – det er jo regel nummer et i oplevelsesøkonomien. Og som ovenstående også vidner om, så er iscenesættelsen og forventningen noget større end den faktisk oplevelse.

1. Creators – blogger, uploader videoer og skriver artikler;
2. Critics – skriver anmeldelser og kommentarer, deltager i fora og bidrager til wikier;
3. Collectors – benytter RSS, tjenester som delicious og stemmer artikler op og ned på tjenester som Digg eller aNyhed;
4. Joiners – har en profil på tjenester som Facebook;
5. Spectators – læser blogs og ser videoer men deltager ikke;
6. Inactives – er slet ikke med.

I begyndelsen af i år besluttede de at tilføje en ekstra kategori til disse 6, nemlig den, de kalder Conversationalists. Det er dem, der opdaterer deres status på sociale netværk og – især – benytter sig af Twitter.

Ud over at give Twitter et sted, hvor den passer ordentligt ind i kategorierne, så synes jeg også det giver overordentligt god mening at skelne mellem dem, der konverserer og dem, der blot kommenterer. Det er nemlig to vidt forskellige ting!

Det faldt mig ind da jeg læste kommentarerne på denne Ekstra Bladet-artikel. Artiklen handler om Odders borgmester, der er utilfreds med at hans kommunaldirektør får mere i løn end han selv gør. Det kan man mene om, hvad man vil.

…Og det tillader kommentatorerne sig så at gøre. Jeg bed særligt mærke i denne korte udveksling:

…Som jeg synes ganske godt illustrerer hvorfor en critic ikke nødvendigvis er det samme som en conversationalist. Begge de to herover er klart critics, og ikke interesseret i dialogen, men mere i at tåge ud med deres egne kæpheste eller nedgøre de andres. Det er en helt anden rolle at positionere sig selv i.

Nu er debatkulturen på Ekstra Bladet nok også et ekstremt eksempel, men man finder også lignende tendenser på eksempelvis Information. Læs i øvrigt også gerne resten af kommentarerne på Ekstra Bladet-artiklen – det er altså underholdende stof.

Hos Forrester blogger de i øvrigt også om deres research om sociale medier, hvis man vil vide mere.

Det er derfor let at affeje Apples ”nyhed” som en ”det er set før”-ting. Men jeg tror godt at det rent faktisk kunne blive til noget denne gang. Både på grund af platformen og dens udbredelse og smart factor, men lige så meget fordi det autentiske og nære i kommunikationen kun er blevet endnu vigtigere.

Jeg tror dog ikke, det vil gå hurtigt. For det første er der en naturlig tøven formuleret som ”hvad skal jeg bruge det til?” eller ”nu igen?”. For det andet kræver det to iPhone 4 (eller en anden device der kan bruge samme API) for at bruge Facetime, hvilket i sig selv lægger en dæmper på udbredelseshastigheden.

Jeg tror heller ikke, man vil bruge videosamtalen til alt det, man i dag bruger telefonsamtalen til. Der er for eksempel ingen grund til at kigge hinanden i øjnene for at minde den anden om, at han skal huske at købe mælk nede i Netto.

Hvornår? Med hvem?
Ikke mindst tror jeg det vil tage tid før der er etableret nogle normer for, hvordan og hvornår, man bruger videoopkald frem for et almindeligt telefonopkald.

Hvad hvis man ikke vil have, at personen i den anden ende skal se, at man har morgenhår? Hvad hvis man helst ikke vil have, at vedkommende ser hvor man er, hvis man eksempelvis ikke sidder på arbejdet, men i stedet arbejder derhjemme? Hvad hvis man egentlig ikke har tid til at snakke, og derfor sidder foran computeren og arbejder samtidig? Hvad hvis man ikke orker ikke kun at skulle lyde glad og overskudsagtig, men også ligne det? Hvad hvis det kun er en kort besked, man skal give?

Og hvis man så tager telefonen uden at slå video til (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), skal man så undskylde sig (”jeg er lige stået op, så…”)?

At skulle smile til kameraet er også at skulle gøre en ekstra indsats, og derfor vil det heller ikke være noget, man gør for alle og enhver. Det er vel mest oplagt når man skal snakke med de nære – kæresten, familien, vennerne – og ikke oplagt når det er telefonsælgeren fra Berlingske, der ringer. Og det er nok også her, de fleste vil starte med at forsøge.

Og så selvfølgelig når der er brug for den visuelle del af samtalen, eksempelvis hvis man skal præsentere noget for en kollega, vise noget frem eller vil formidle stemningen når man står på stadion og Spanien lige har vundet VM-finalen. Her kan jeg godt se fidusen!

Og hvad så med hvad man gør mens man snakker? Må man godt lave noget andet imens? Skal man kigge på hinanden hele tiden? Kan man føre en videosamtale i bussen?

Ligesom nogle er bedre til at snakke i telefon og bedre til at snakke ansigt til ansigt end andre, vil der naturligvis også være nogle, der er bedre til at videosamtale end andre. Nogen, som det falder mere naturligt.

Men i starten vil det være fremmed for de fleste. Så den største tøven bliver måske i virkeligheden ikke ”hvad skal jeg bruge det til?”, men ”hvordan gør man?”…

(Og i øvrigt: Hvad skal det hedde? Hvad bliver videoopkaldets svar på ”Jeg ringer lige”?)

For video kan rigtig meget. Mest af alt kan det, med Morten Gades ord, formidle med en meget stor følelse af ægthed og skabe en stor fascination hos brugeren, hvilket tekst kun meget sjældent kan. Og så kan det, brugt på den rigtige måde, faktisk også være let at bruge.

Et af de mest interessante – og spøjse! – indlæg var fra Mogens Nørgaard fra Miracle A/S, der havde taget en principbeslutning om at prøve at erstatte alle virksomhedens dokumenter med videoer. For hvorfor kan telefonlisten, referatet, oplægget, faq’en, virksomhedspræsentationen mm. ikke være en video? Egentlig en rigtig inspirerende tanke når man tænker over det.

Dogme eller prof?
Det kan selvfølgelig gøres mere eller mindre dogme-håndholdt. Søren Ejlersen fra Aarstiderne, der har videositet Madbio, var stærkt fortaler for den spontane, lavpraktiske tilgang. I den anden ende ligger eksempelvis Jyske Bank, der med jyskebank.tv har etableret en topprofessionel tv-kanal.

De fleste af de oplægsholdere, der delte deres erfaringer, var dog fortalere for noget, der ligger et eller andet sted midt imellem. Se eksempelvis her, hvad Novozymes har lært af deres første otte måneder med egen videokanal:

Et hovedbudskab var også, at video er blevet rigtigt stort, og at det vil blive meget, meget større. Og potentialet er der. Vi har aldrig kigget så meget på billeder på en skærm som nu: I 2009 så genemsnitsdanskeren mere end 3 timers TV hver dag! Og antallet af videosites i Danmark er i de sidste to år vokset fra 20 til (anslået) over 200.

Forhindringer…
Men jeg tænker også, at der er nogle åbenlyse forhindringer for videomediet på nettet.

SEO og søgbarhed
Selvfølgelig kan man tagge videoerne og give dem gode beskrivelser og alt det der, men et billede siger jo mere end tusind ord. Så man kan vel i sagens natur ikke give en præcis beskrivelse af indholdet.

Indeksering/skimbarhed (relateret til det forrige)
Det er også svært at overskue indholdet i en video. Den er ikke særligt let at skimme eller dele op i mindre bidder/”kapitler” – især ikke hvis der er tale om en video på mere end et par minutter.

Kommentering på specifikke dele af videoen
Det er også besværligt at kommentere på noget specifikt i en video som bruger – man er tvunget til eksplicit at henvise til det (som i “der, hvor han gør sådan…”). Det er særligt et problem, fordi en video åbner for så mange flere indtryk at kommentere på end en tekst.

…Sitet Winelibrary har dog en meget smart løsning på det, nemlig at brugerne kan kommentere på specifikke tidspunkter i deres videoer. Kommentarerne dukker så op når man når det punkt i afspilningen, og man kan også se på videoens tidslinje, hvor der er kommentarer (og tags!). Supersmart! Ulempen er selvfølgelig at man åbner op for en uendelig fragmentering af samtalen om videoen…

Lyd!
Og så tror jeg også, at lyden i videoer – altså selve det faktum, at der er lyd på – kan være et problem! Det  er eksempelvis en barriere for at se videoer på arbejdet, hvor meget af vores internetbrug jo foregår. Det er jo ikke fedt at kollegerne i storrumskontoret kan høre at man sidder og ser Ekstra Bladet TV i arbejdstiden (hvilket jo ikke er usansynligt, eftersom netnyheder jo er den nye kaffepause). Der mangler i hvert fald en eller anden blåstempling af video som lige så “seriøst” som gammeldags tekst på nettet…

NÅ, MEN det overordnede indtryk fra Videoday er stadig, at det er noget, der vil komme. Og jeg synes at der er rigtigt mange gode argumenter for at bruge det i sin kommunikation fordi det kan formidle tingene på en anden måde. Så det er jo bare at komme i gang!

Se også lidt billeder fra dagen hos Line P og se hvad der blev skrevet på Twitter om konferencen…

Og lad os så lige slutte af med at se Niels Hartvig fra Umbraco, der forsøger at se om et gammelt tv (et “tvtv”, som Mygdal kaldte det medie) kan overleve et møde med en økse.

Forargelse er åbenbart et godt brændstof, når det gælder om at få folk til at tænde for fjernsynet. Så kan man sidde og krumme tæer over de, der ikke ved bedre. Og grine af dem, ikke mindst. Det er der en af de forargede De Unge Mødre-seere, der har skrevet et speciale om. Og det har Politiken spurgt hende om:

Er det ikke en arrogant reaktion?
»

Det er da totalt arrogant. Dér sidder vi ressourcestærke kvinder i vores designermøbler og ler ad en gruppe i samfundet, som lever på en helt anden måde end os selv. Hvis det ikke er snobberi og åndshovmod, så ved jeg ikke, hvad det er. Blandt vores interviewpersoner oplevede jeg ingen social forståelse for de unge mødre og deres sociale arv fra hjem, hvor man ikke læser aviser, går på museum eller debatterer den nye bog af Hanne-Vibeke Holst«.

Så du er ikke stolt af dit eget segment?
»

På ingen måde. Det var da en ubehagelig aha-oplevelse for mig, da det gik op for mig, at dét at blive forarget over ’De Unge Mødre’ i virkeligheden var en underskudsreaktion, som handler om at stive sig selv af ud fra devisen: ’Det kan da godt være, at vi ikke lever op til alle de idealer, vi stiller til os selv om at være den perfekte mor, der tager lang uddannelse og gør karriere – men jeg gør det kraftedeme bedre end dem’«.

Man kan vist roligt åbne Bourdieu-bogen og slå op på side 1. Som jeg husker det i Henrik Dahls læse let-version, har han et begreb, der hedder meconnaissance. Det betegner den systematisk manglende indsigt i betingelserne for ens egen praksis. Eller sådan noget lignende.

Altså: Man har nogle præferencer og holdninger, som man ikke selv kan se er formet af strukturerne omkring en og ens placering i disse strukturer (sådan meeeget simplificeret!). Eller med andre ord: De laveste socialgrupper vil gerne længere op, men vil også som regel sige, at de er godt tilfredse hvor de er, og drømmer om det simple liv osv. osv. De højeste, som jo kan skue ned på de andre, vil sige at de bestemt ikke kunne forestille sig dette “simple liv”, og at alle jo reelt har muligheden for at rykke på tværs af de sociale skel.

Lad os alle bladre om til dobbeltinterviewet med henholdsvis en af de Unge Mødre og en “Veninde på 1. klasse” (som vist er en slags virkelighedens 2900 Happiness. Eller noget.). Det illustrerer mekanismen meget godt. Prøv selv at læs. Virkelig! Heldigvis kan begge de interviewede også skue ud over egen næse og ditto manglende selvindsigt i egen praksis og erklære at den anden da også har noget, de ikke selv har…

(nå, det var lidt lang tid siden jeg fik luftet en af de tunge sociologer. Og ja, jeg ved godt, at det vist ikke hedder “strukturer” på Bourdieu’sk – jeg er desværre ikke så skarp i lige ham. Beklager. Nu skal jeg nok pakke bøgerne sammen igen :-))

Gad vide om TV-kanalerne, der sender de her programmer, i øvrigt ikke spekulerer i, at de i virkeligheden har to målgrupper. De, der identificerer sig med (eller ønsker at være som) deltagerne. Og de, der gør det modsatte, “godt det ikke er mig”-gruppen, som alligevel ikke kan lade være at kigge med.

Mon ikke? Hvorfor ellers udstille Paradise Hotel-deltagernes manglende viden eller knap så kvikke bemærkninger, som det beskrives i denne intellektuelle kærlighedserklæring til programmet på Informations hjemmeside (gå ikke glip af de fine kommentarer – Informations hjemmeside er afgjort det nye Avisen.dk!…).

På trods af kampagnerne er salget af Dell-computere, så vidt jeg ved, faldet støt de seneste år, også i Danmark. Så det sidste, man ønsker hos Dell er nok kritisk omtale i landsdækkende tv. Forløbet omkring DR-programmet Kontants behandling af Dell er derfor mildest talt uheldigt for virksomheden. Det er dog i og for sig også ganske sjovt (bare ikke for Dell, selvfølgelig) – så lad os lige tage en recap:

Tirsdag fulgte Kontakt op på en tidligere historie om Dell, der leverer defekte computere til nogle kunder og derefter leverer en kundeservice, der bestemt ikke gør sagen bedre. Kunderne stilles videre, gives forkerte råd, opfordres til at prøve at reparere deres computer selv – blandt andet.

Man kan sige meget om Dells praksisser – jeg kender dem selv ikke godt nok til at vide, om udsendelsen har fanget Dell på en virkelig dårlig dag eller om der rent faktisk er mange, der oplever dette ekstremt lave serviceniveau.

(Og don’t get me started om historien om at Dell-ansatte optræder anonymt som glade kunder i kommentarsporene på Kontants hjemmeside. En så stor virksomhed burde vide bedre – lad os lade den ligge der…)

Nej, det, der undrer mig mest er Dells måde at tackle DR-journalisten, Kåre Quist.

Det står vel efterhånden på side 1 i krisebogen – jeg tror faktisk nærmest, der ligger en “Hvis Kontant ringer”-manual et sted på Kommunikationsforum, og i hvert fald kan man komme til gå-hjem-møde om det – at man skal undskylde, love bod og bedring og tage sig af de specifikke sager, der tages op.

Det sidste har Dell gjort siden den første udsendelse om dem for en måned siden. Men de har valgt ikke at ville stile op til et interview, sikkert i et håb om at sagen (måske hjulpet af de “glade kunder”?) ville gå i sig selv igen. Da så Kontant tog sagen op igen, holder de stadig fast i den taktik – hvilket man vel egentlig må have respekt for.

Men så skifter de alligevel mening og vælger at lukke Quist indenfor til et interview med den danske direktør. Og det er her, det går galt. Det er nærmest makabert.

For det første har han kun sat et kvarter af. Han har travlt og skal til et møde, siger han. Men han har jo selv valgt tidspunktet. Men OK, den giver vi ham – jo kortere tid kameraet kører, jo mindre chance for at sige noget dumt.

For det andet vil direktøren ikke rigtigt svare på noget. Faktisk virker han komplet uforberedt og ved ikke rigtigt, hvilket ben, han skal stå på. Hvis man ikke har formuleret et klart budskab, man forsøger at sælge, så kan man heller ikke regne med at få point for at stille op.

For det tredje har han ikke slukket sin mobiltelefon, som sjovt nok ringer lige da det begynder at brænde allermest på for ham. Mon ikke det er hans pressechef, der ringer for at sige, at han skal skynde sig væk så hurtigt som muligt?

Men det gør direktøren ikke – han lader sig faktisk overtale af Quist til ikke at tage telefonen og i stedet blive lidt endnu. Nu går det helt af sporet. Han redder den dog en lille, lille bitte smule til sidst ved hårdt presset at love, at Dell også gerne vil kigge på den store stak af klager, som Quist har med og kan smide på bordet med et tv-venligt klask.

Jeg tror ikke direktøren – eller pressechefen, for den sags skyld – rigtigt har set, hvad der er på spil. For hvad er det, Dell har, som så mange andre computerleverandører ikke har? Ja, det er vel deres image som kvalitetsleverandør, der yder god service. Så det skal man da værne om! “Undskyld”-formlen havde nok virket bedre her.

Det undrer mig dobbelt, fordi Dell jo for ikke lang tid siden i USA netop var gennem den helt store mediemølle, fordi deres kundeservice også derovre var elendig (og senere igen i forbindelse med en finansskandale). Og som en reaktion på det netop lukkede kunderne ind via deres ideastorm-projekt, for ligesom at signalere at man altså tog dem, der brugte de computere, man solgte, alvorligt. Og også fordi Dells salg altså stadig vist ikke går for godt – så en historie af den her karakter skal altså håndteres knivskarpt.

Se udsendelsen, der er skåret over den sædvanlige Kontakt-læst, for det næsten komiske interview med direktøren. Man får næsten ondt af ham.

Relateret: omtale af udsendelsen også hos Talegaver og Kommunikationsministeriet.

Man skulle tro, det i det mindste kunne gøres sjovt, men af tidligere toiletpapirreklamer kan jeg kun lige komme i tanke om Lambi-manden, der har foret skjorten med toiletpapir for at se stærk ud, og af en eller anden grund må hoppe i en swimmingpool, som selvfølgelig drænes helt tør da han gør det. Hmmm… Eller var det i virkeligheden køkkenrullens sugeevner, han demonstrerede?…

I øjeblikket kører der reklamer for Lotus toiletpapir i fjernsynet. Konceptet er, at der er en person ude på et toilet, som gør et eller andet spøjst med toiletpapiret, ex pigen, der har mistet sin kæreste og derfor udlever sine bryllupsdrømme med et toiletpapir-slør, eller fyren, der er træt af svigermor og derfor svinger toiletpapiret som et par nunchakuer til lyden af “Everybody Was Kung Fu Fighting”. Reklamerne afsluttes med det fantastiske slogan “Alle kan få brug for en Lotus pause”. Jeg kunne kun finde den på fransk:

Klik her for at se den indsatte video.

Og så er det, jeg undrer mig: Hvad er det lige, Lotusfolkene tror at folk vil forbinde den efter dem opkaldte pause med? Jeg kan godt se reklamefolkenes ide med at toilettet er et sted, hvor man kan være sig selv, alene og få en lille pause. Men altså – de fleste gange jeg går på toilettet er det altså ikke det primære formål. Og bortset fra selve kummen og børsten er toiletpapiret vel den ting, der i allerhøjest grad leder tankerne hen på det, man normalt befinder sig på toilettet for at gøre.

Og så er det, jeg tænker, en “Lotus pause”? Seriously? I bedste fald er det en dårlig betegnelse for det, man også kan kalde “Nummer 2″ – i værste fald bare et dårligt gennemtænkt slogan. Nope – toiletpapir sælges bedst på at være billigt, blødt, miljøvenligt eller noget i den dur.

Nå, jeg vil smutte. Jeg skal lige have en “Lotus pause”, hvis I forstår hvad jeg mener…

(men OK, de har da fået mig til at skrive om det. Og de har fået de her to piger til at genindspille den ene af reklamerne. Så vi kan da i hvert fald huske det…)

Klik her for at se den indsatte video.