granns.net

Jeg har lige læst Kristina Halvorsons bog ”Content Strategy for the Web”.

Det er en god fagbog om indhold på hjemmesider. Bogen udmærker sig ved ikke at vælge en af de to traditionelle tilgange til emnet – enten den helt overordnede, hvor man skal lægge en stor forkromet strategi for det hele, eller omvendt et mere snævert fokus på design og usability.

I stedet fokus, som titlen nok afslører, på indholdet. Og her er den en tiltrængt reminder om to ting:

1. Indhold bliver ofte glemt lidt i processen, når man skal lave (nye) hjemmesider
2. Arbejdet med indholdet er ikke færdigt, bare fordi man går i luften

Fint opsummeret her:

“Content is not a feature. It is a complex, ever-evolving, intricate body of information that requires ongoing care and feeding. It’s not something you can check off on a list and be done with.”

Det kan man godt have tendens til at glemme lidt i det daglige arbejde, hvor man tit fokuserer på nye features og på nyt indhold i stedet for løbende revision af det gamle. Halvorson lægger samtidig op til en mere grundlæggende integration af web i organisationers arbejdsgange, i stedet for noget, man gør når ”selve arbejdet” er færdigt, og at man i højere grad hele tiden kobler webarbejdet til den overordnede strategi. Det kan jeg godt lide (også selv om det jo egentlig giver sig selv!).

Bogen er kort og overskuelig, skrevet i den der lidt joviale tone som engelsksprogede business mm.-bøger tit er skrevet i (men det går) og balancerer nogenlunde fint mellem de abstrakte ideer og de konkrete tips til handling.

Der er masser af tjeklister, man kan bruge i sit arbejde. Der er beskrevet faser, man kan køre sit projekt i, og hver af disse gennemgås omhyggeligt. Det er rigtig fint!

Bogen er dog også lidt over the top når den i vanlig amerikansk stil præsenterer ”content strategy” som en helt ny disciplin (og tilmed opfinder en tilsvarende ny stilling, ”content strategist”) – for det er jo ikke fordi, man ikke også tidligere har tænkt over sit indhold…

Men det er forfriskende at få en bog, der samler alle de relevante tilgange med indholdet som overordnet ledetråd i stedet for brugeroplevelsen!

Bogen er også rettet mod større virksomheder, hvor ressourcerne til at lave store analyser og auditere sit webindhold er rigelige – ex anbefales det at man lavet er stort excel-ark over alle sine sider, og for hver side lister ex url, titel, ansvarlig, budskab etc. Jeg står sammen med en kollega for omkring 20.000 siders indhold, så for os er det nok lige i overkanten. Så man må ligesom selv skalere bogen til danske orgnaisationsforhold.

Så er det bare lige at komme i gang…

Nå, jeg har jo også læst det der blad, “Københavner”. Som mange har ment meget om da det kom ud for en måneds tid siden.

To eksempler – begge fra Kommunikationsforum – er Rene Fredensborg, der synes det er for indforstået og ikke skuer ud i verden og Søren Schultz Jørgensen, der synes det er herligt og overskudsagtigt at det er svært tilgængeligt og ikke lefler for nogen.

“Et magasin for, om og af københavnere”, står der på forsiden. Lad os lige gå det igennem:

“Et magasin” – ja, det er det vel. Men ikke den slags, som de to friske fyre på K-forum har anmeldt.

For med al den fiktion, det er fyldt af, er det nærmere en slags antologi (hvor de litterære indslag godt nok afbrydes hist og her af lidt fotoreportage og et par interviews). Men i bund og grund er det primært essays, erindringer og noveller, vi får serveret. Så lad os lige få den varedeklaration på plads.

Og hvad så med kvaliteten? Tjo, bum bum. Maria Gerhardt (Djuna Barnes), Claus Pogel, Martin Kongstad og Morten Lindberg (Master Fatman) stiller alle op med afdæmpede minder fra barndommen/ungdommen på/i hhv. Amager, Sydhavnen, Kartoffelrækkerne og Centrum/Hvidovre. Ikke noget at gøre et stort nummer ud af, desværre. Så er der et essay af Kim Las om en sang med I Got YOu on Tape – ok, men ikke noget særligt.

Jesper Dahl (Jokeren) bidrager med en velskrevet, men lidt klichefyldt novelle om en familiefar der ernærer sig som pusher. Ikke desto mindre et lyspunkt. Tüxen skriver en alternativ fortælling om det forliste parforhold. Og så er der også et romanuddrag af Roxanna Anne Albeck, der er ret fint.

Så alt i alt bestået, hvis man altså læser magasinet mere som en antologi. Interessant, varieret og med med flere gode bidrag.

Der er også noget, der nærmer sig journalistisk. Rune Skyum-Nielsen har leget med interviewformen i sit interview med DJ Tanja, hvilket virker rigtig godt. Maria Gerhardt kommer mindre heldigt fra det i sine interviews – de er alle ret uinteressante. Ex forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der desværre ikke handler så meget om Kidd, men mere om tilblivelsen af selve historien. Meget meta, men det er synd, fordi det er ikke den gode historie ( og så er det i øvrigt dårligt skrevet).

“For københavnere” – ja, det er det vel også (det er i hvert fald ikke for nogen andre end københavnere).

MEN det er nogle særlige københavnere – nogen, der interessererer sig for særligt litteratur og for musikscenen i Danmark. Ikke kun fordi meget af “Københavner” er skønlitterær af natur, men også fordi gruppeinterviewet med Jokum Rohde, Søren Ulrik Thomsen og Steen Jørgensen primært handler om danske forfattere og musikere – og der er altså ikke lige en faktaboks, der forklarer hvem Mogens Mogensen er.

Man skal også interesserer sig for fotografi – der er i hvert fald et par fotoserier i bladet. Nogle af dem flotte, og nogle af dem også lidt intetsigende.

Og så skal man generelt bare være lidt “med” på en eller anden udefinerbar måde. For det er vel ikke lige alle læsere, der umiddelbart kan nikke genkendende til at “Horder af københavnere med forskellige baggrund er på vej over til Sara” (Sara er flyttet til Los Angeles, som åbenbart er det nye)…

(og så kan han sige hvad han vil, ham Kongstad. Men er på den måde altså ret ekskluderende…)

“Om københavnere” – det kan der ikke være tvivl om.

MEN det er en bestem type københavnere. For eksempel hende Sara, som er flyttet til L.A., og som bliver stillet interessante spørgsmål som “Hvordan er vejret” og “Din sidste ret du lavede til aftensmad?” (svaret er “Mango”!). Eller Chris og Jesper, som gjorde sig i nattelivet “omkring årtusindeskiftet”. Eller Nadja og Christian, som “bor i en villalejlighed på Frederiksberg med deres to sammenbragte piger, der hedder noget så passende som Carmen og Electra.” (“Ud over solbriller og gamle filmplakater samler Christian også på vinylplader”!). Eller alle dem, der kom på U-Matic i ’86 (og det var vist “alle”).

Og så er meget af indholdet altså – som bladet også er blevet kritiseret for – koncentreret om personligheder, der ligger lidt tilbage i firserne. Så er der de to fra “omkring årtusindeskiftet”, og så er det et langt (men godt!) interview med DJ Tanja, der huserede primært i halvfemserne på de elektroniske klubber i København. Og interviewet med koryfæerne Rohde, SUT og Jørgensen, som vel heller ikke er dem, der “rykker” mest p.t.

Egentlig er det næsten kun forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der er helt topaktuel. Ærgerligt at den ikke er værd at læse.

“Af københavnere” – det kan man vist ikke rigtigt sige noget til. Også selv om Rene Fredensborg lidt drillende kalder Martin Kongstad for “Konge af Tisvilde”.

For lige at opsummere, så burde “Et magasin for, om og af københavnere” nok erstattes af noget i retning af “Nærmest en litterær antologi for kulturnørdede københavnere, der er “med”, om byens kultur mestendels for 10-25 år siden skrevet af en ekstremt heterogen redaktion.”

…Så der er virkelig tale om en nicheudgivelse. Eller sådan ender “Københavner” i hvert fald med at fremstå, selv om det måske bare er resultatet af et ønske om at lade de gode historier tale for sig selv.

Jeg har for nyligt tygget mig igennem tre nyere håndbøger i sociale medier, nemlig Lyt til elefanterne, Groundswell og NQ. Det er god og givende læsning, fordi de er udtryk for et nyt og friskt syn på kommunikationsdisciplinen og – synes jeg – en fornyet respekt for forbrugerne, kunderne, offentligheden eller hvad man nu kalder det.

På mange måder synes jeg kan man tale om en slags nyt paradigme for kommunikation, hvor man accepterer at man ikke kan kontrollere, spinne, styre alt, men også må være åben for at “ride med” på justere efter de input, der kommer udefra – små som store. Og også at man betragter disse udefrakommende “forstyrrelser” mere som muligheder end som potentielle kriser.

Den her tankegang er efterhånden blevet bredt ud til at dække de fleste områder af professionel kommunikation. Det sker dog altid med udgangspunkt i de sociale medier. Det mangler endnu, at de sociale medier og den værktøjskasse, der hører med, bliver en fast del af de traditionelle kommunikationsdiscipliner som ex issues management, forandringskommunikation. Se bare på Lundbeck, der øjensynligt demonstrerede en manglende vilje (og evne?) til at håndtere de sociale medier, da det kom frem, at et af deres produkter skal bruges, når der skal forestås henrettelser i USA.

De sociale medier er til gengæld blevet brugt fantasifuldt til PR-, HR- og især kampagneindsatser. Og de er også i Danmark efterhånden godt på vej til at blive en fast del af den politiske kommunikation – så måske er det på vej? Måske skal den professionelle kommunikatør fremover også være en sociale medier-blæksprutte? Det er i hvert fald tilfældet, hvis man kigger på denne ganske fine liste over 20 ting, en god PR-mand (m/k) skal kunne i dag.

En anden ting, der slår mig efter at have læst de tre bøger, er, at de alle tre tager udganspunkt i, ja nærmest har som grundpræmis, at “samtalen allerede findes derude”, og at man som virksomhed eller organisation lige så godt kan involvere sig i den. Men hvad nu hvis man er i en situation, hvor der ikke er nogen samtale, men man gerne vil skabe en? Det synes jeg er underbehandlet, dels fordi man altid videreformidler succeshistorier, men måske også fordi større eksempler som regel er bedre og mere kendte eksempler.

Man ender tit med konklusionen, at det kræver hårdt arbejde – og så er det, at det måske godt kan betale sig at tænke en ekstra gang over, hvad det præcise formål er med organisationens sociale medier-engagement, og om det er umagen værd. Præcis som Kim Elmose opfordrer til i et blogindlæg. Der er gode råd i alle de tre bøger til at starte en indsats op fra scratch, men det bliver ikke nemmere, fordi konkurrencen om opmærksomhed også på de sociale medier bare bliver større og større, og det ikke længere er nyt, smart og interessant at interagere med kommercielle interesser på Facebook eller lignende.

Det var bare lige for kradse lidt i overfladen. Og dér lader vi den så stå for nu.

Du kan læse mere om de tre gode, men meget forskellige bøger på min bogblog:

Anna Ebbesen og Astrid Haug: Lyt til elefanterne
Charlene Li & Josh Bernoff: Groundswell – Winning in a world transformed by social technologies
Jacob Bøtter: NQ – Involvering med sociale medier

I dag var jeg inde i den nye Abercrombie & Fitch flagship store. Det er den, der efter lang tids “vi er lige på trappen” og hemmelighedsfuldt byggeplads-setup nu er åbnet på Købmagergade i København, lige over for Illum.

Nu er jeg ikke lige i målgruppen (den er nok lidt yngre end jeg er), så jeg var mest derinde for at se giraffen. Og derfor har jeg selvfølgelig en stribe “sur gammelfar”-kommentarer. Men der er også nogle ting, der er gjort rigtigt smart i det koncept.

Lanceringsstrategi: Vist nok ret genial
Det gav rigtig god foromtale ikke at sige så meget, men bare bygge en stor afskærmning foran facaden på butikken, så man ikke kunne se, hvad der skete på byggepladsen. Det skyldes selvfølgelig det stærke brand, kæden har, og som rygtet var løbet i forvejen om. Der kan ikke være brugt mange reklamekroner – det var ren gratis omtale det hele (men var det genialt eller var det egentlig bare københavnermedierne, der gjorde sig selv rundtossede?).

Casting af ekspedienter: Godt tænkt
En central del i konceptet er, at ekspedienterne skal være lækre (og, var mit indtryk, kun lige akkurat myndige). Og derfor castede man folk på gaden og holdt auditions. Ud over at det giver pæne ekspedienter, så bidrager det også til indtrykket af, at den her butik er anderledes – noget andet. Og så var det med til at bygge forventningen op inden åbningen.

Butiksfacade og dørmandspolitik: Smart
A&F-butikkerne er kendt for altid at have køer af ventende kunder udenfor (det var der dog ikke da jeg var der, men jeg har oplevet det i New York). Men den er så også det eneste, der vidner om, at der er noget til salg inden bag døren, for der er ikke udstillet noget tøj i vinduerne.

Til gengæld er der en dørmand, og han er selvfølgelig lækker. Jeg formoder at han har mere bar mave når vejret er bedre end det var i dag. Heldigvis – synes jeg – var der også nogle “dør-piger”, og de var selvfølgelig også rare at kigge på. Man kunne endda få taget et billede af sig selv med nogle af alle de mange dørmænd m/k (de stod klar med polaroidkameraet), hvis man ville.

Jeg sprang over, men der var masser af mennesker, der tog billeder af sig selv i butikken, både med og uden dørmænd og/eller ekspedienter. Butikken var nu ikke noget særligt (omend lidt labyrintisk indrettet), så det siger nok mere om selve brandet og konceptet.

Sådan så det ikke ligefrem ud. Det gemmer de sikkert til om sommeren. Og hvor bliver dansen af?

Duftkanon: For meget
En del af konceptet er også, at A&F har en særlig duft. Den skal man selvfølgelig have i næsen i butikken, og derfor er der dyser, der sørger for at sende denne vellugt i konstant og rigelig rotation. Faktisk så rigelig, at man kan dufte det et stykke op af Købmagergade. Også så rigelig, at man lugter af det resten af dagen. Det er jo egentlig smart at man på denne måde kan distribuere sit duftvandmærke viralt via sine kunder.

Men det er ret irriterende at gå rundt og lugte af Abercrombie & Fitch resten af dagen. Især hvis man ikke er en mand – vi konkludere i hvert fald, at det nok var en mandeduft. Og det er irriterende at de varer, man køber, skal vaskes før de kan bruges, fordi de jo også lugter.

Man kan (selvfølgelig) også købe duften – sammen med flere andre – i butikken.

Relateret til duftkanonen var musikken, der blev blæst ud i butikken med mindst lige så stor styrke som duften. Min umiddelbare mistanke er at A&F har sin helt egen remixer, der tager en god blanding af gamle kendinge, tidens popmusik og i øjeblikket også julemusik og giver det en tur i dåselyds-dance-maskinen. Det passer fint til konceptet, og jeg er egentlig overrasket over, at man ikke kunne købe en A&F-compilation (ideen er hermed giver videre).

Det må være ulideligt at stå i den forretning en hel dag, tænker jeg. Men de kan sikkert tage, de unge friske mennesker…

Ekspedient-manual: Absurd
Ekspedienterne skal ikke bare stå og se godt ud. Eller rettere: Ekspedienterne skal sørge for at stå og se godt ud på en bestemt måde. De skal nemlig stå og danse, når de ikke lige har noget tøj at lægge sammen eller en kunde at hjælpe – for ligesom at understrege den løsslupne feststemning, som lækkerheden og musikken ligesom også skal være med til at skabe. Ud over at det er fjollet, så var det faktisk ikke så meget dansen, jeg så. Måske de lige skal i gang?

Derudover skal de hilse på alle kunderne med et kækt smilende “Hey, what’s up?” (hos nogle fik vi dog det helt ureglementerede “Hey, what’s going on?” i stedet). Måske er det en ung og smart-modreaktion til de mange års “Vi taler dansk”-tegnefilm? Jeg ved ikke rigtigt, hvad det handlede om.

Og det gælder ikke bare dømændene m/k, men alle ekspedienterne, hvilket resulterer i at man går rundt i et veritabelt “Hey, whats up?”-helvede og er gammelmandsforvirret om, hvorvidt man nu skal spørge dem på dansk eller engelsk om, hvor fanden kassen egentlig er henne (den er til generel oplysning gemt på øverste etage, så langt væk fra indgangen, man kan komme)…

Service: Forfærdelig
Vi spurgte om en skjorte fandtes i en anden størrelse, som ikke lige lå fremme, hvilket fik ekspedientens kække smil til at erstattes af noget, der mere mindede om pauseskærm. Det tog hende da også næsten ti minutter at undersøge det på lageret og vende tilbage med beskeden om, at det var der ikke. Den samme oplevelse fik vi igen med en anden skjorte – og en anden ekspedient – lidt senere.

Ved kassen fik vi også lov at vente fem-ti minutter på at blive ekspederet. På trods af at butikken var fyldt med lækre små dansealfer var der kun tre kasseekspedienter. Så selve kundeoplevelsen lod en del tilbage at ønske. Og er det ikke den gode oplevelse, der gør, at man kommer tilbage? Man har vel kun brug for ét billede med ham den lækre dørmand?

At tøjet så overhovedet ikke er i min smag, er en helt anden sag (det er stort set umuligt at få noget, der ikke 1) har sweatshirttykkelse (gælder også t-shirts og skjorter), og 2) har en elg (A&F’s logo) eller noget større og mere iøjefaldende klistret på brystet. Det er ikke lige mig. Men de fik da lokket mig derind for at se hvad det var :-)

Overraskende nok var det heller ikke særligt dyrt (synes jeg). og det overrasker mig egentlig lidt, for når man får en oplevelse sammen med en vare, så er det som regel en måde at tilføre varen værdi og dermed hæve prisen – det er jo regel nummer et i oplevelsesøkonomien. Og som ovenstående også vidner om, så er iscenesættelsen og forventningen noget større end den faktisk oplevelse.

Charlene Li og Josh Bernoff har (blandt andet i deres bog Groundswell) kategoriseret seks måder, folk går til sociale medier på (her gengivet fra dSenestes anmeldelse af bogen):

1. Creators – blogger, uploader videoer og skriver artikler;
2. Critics – skriver anmeldelser og kommentarer, deltager i fora og bidrager til wikier;
3. Collectors – benytter RSS, tjenester som delicious og stemmer artikler op og ned på tjenester som Digg eller aNyhed;
4. Joiners – har en profil på tjenester som Facebook;
5. Spectators – læser blogs og ser videoer men deltager ikke;
6. Inactives – er slet ikke med.

I begyndelsen af i år besluttede de at tilføje en ekstra kategori til disse 6, nemlig den, de kalder Conversationalists. Det er dem, der opdaterer deres status på sociale netværk og – især – benytter sig af Twitter.

Ud over at give Twitter et sted, hvor den passer ordentligt ind i kategorierne, så synes jeg også det giver overordentligt god mening at skelne mellem dem, der konverserer og dem, der blot kommenterer. Det er nemlig to vidt forskellige ting!

Det faldt mig ind da jeg læste kommentarerne på denne Ekstra Bladet-artikel. Artiklen handler om Odders borgmester, der er utilfreds med at hans kommunaldirektør får mere i løn end han selv gør. Det kan man mene om, hvad man vil.

…Og det tillader kommentatorerne sig så at gøre. Jeg bed særligt mærke i denne korte udveksling:

…Som jeg synes ganske godt illustrerer hvorfor en critic ikke nødvendigvis er det samme som en conversationalist. Begge de to herover er klart critics, og ikke interesseret i dialogen, men mere i at tåge ud med deres egne kæpheste eller nedgøre de andres. Det er en helt anden rolle at positionere sig selv i.

Nu er debatkulturen på Ekstra Bladet nok også et ekstremt eksempel, men man finder også lignende tendenser på eksempelvis Information. Læs i øvrigt også gerne resten af kommentarerne på Ekstra Bladet-artiklen – det er altså underholdende stof.

Hos Forrester blogger de i øvrigt også om deres research om sociale medier, hvis man vil vide mere.