Alting på arbejdet handler i øjeblikket om overenskomstforhandlinger og i særlig grad om den forestående konflikt (forvirret? bliv klogere).

I den forbindelse skal man jo have nogle slogans, som kan kan skrive på T-shirts, kasketter, plakater og så videre, og som kan indgå i velmente og entusiastiske lejlighedssange når de strejkende skal holde stemmebåndene og sig selv varme mens de er ude og aktionere på de danske gader og stræder.

Derfor har vi selvfølgelig lagt hjernerne i blød og fundet på nogle af slagsen, som du om føje tid vil kunne se på bemeldte beklædningsgenstande og høre i de medfølgende sange.

Men vi har en håndfuld til overs. En lille kollektion, kan man vel nærmest kalde det, som blev til i frokostpausen. Og dér har de sikkert bedst af at blive, for de illustrerer - hvor velmente de end er - ikke rigtigt hvorfor det lige er, at vi strejker og såd’n.

Til gengæld knytter de på glimrende vis an til nogle kollektive myter, som de samtidig på postmoderne facon bryder med for at danne nye sammenhænge og dermed også blive til en slags meta-observation omkring selve sloganets natur. Eller noget.

Og derudover er der en klar rød tråd. Se selv:

Der er den klassiske, hvor man også altid kan skyde skylden på svenskerne:

Hisse-husse-hej-sa-sa
Vi vil have mere i løn!

Så er der spejderversionen, som har en god rytme:

Tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav
Vi vil have mere i løn!

Fodboldversionen, som ligesom giver anledning til at råbe ekstra højt:

Lå lå lå lå lå lå lå lå lååå
Vi vil have mere i løn!

Sidstnævnte kan man sagtens forestille sig flere varianter af. Men det må vist blive en anden gang…

(Note to self ved gennemlæsning af ovenstående: Jeg mangler en “Man skulle nok have været der”-kategori her på bloggen. Det kommer på to do-listen… )

Eksempel 1:
Sidste fredag fik jeg en ordentlig moppedreng af en “kunderapport” ind af brevsprækken sammen med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Rapporten var fra Kunde & Co., og jeg forstod den virkelig ikke. Godt nok skal der sikkert kun en enkelt ny storkundeopgave til at sådan en 100-siders-sag i det oplag har tjent sig selv hjem, men alligevel.

Rapporten lægger sig i en jovial business-tone (”Hvis du har Fulgt Kunde & Co. de sidste små 20 år, er det næppe nogen nyhed, at vi ser markedsføring som et hækkeløb”) med masser af de dyre ord (CRM, ROI, Corporate Concept, Corporate Alignment, Corporate Religion og “Kunde & Co.’s internetbaserede system til optimering af workflow…” - for bare at nævne nogle få) og også en del fyld (Eksempelvis laver de “Filmproduktion, viral film, virksomheds- og produktpræsentationer, film til kick off, mood films” - det klinger altså lidt af det samme for mig…).

Og så præsenterer den en lang række cases i artikler med titler som “Eventyrlig kampagne løfter akvavitkategorien” og “Ny kommunikation skaber fornyet dynamik omkring Codans position”, og som indeholder små testimonials, hvor kunderne siger stort set det samme, som Kunde & Co. har skrevet i selve artiklen.

Det er sgu old school. Virkelig 1.0. Instinktivt tænker jeg, at det også er gammeldags og uopfindsomt, men et bureau som Kunde & Co. har vel gjort deres hjemmearbejde, og man må gå ud fra at det virker. Det virker bare ikke opfindsomt :-)

Eksempel 2:
Helt anderledes principper ligger bag Wibroe, Duckert & Partners’ hjemmeside. På den er der ikke noget indhold fra bureauet selv. I stedet blot en række links i en fram-menu i venstre side, der viser forskellige Google-søgninger på resten af siden. En på bureauets navn, en på “Peoplegroup”, og så ellers på fem forskellige cases (ex en søgning på “Squash Buddies” og en på “Cybercity reklame”), og endelig en krak-søgning på bureauets navn når man klikker på “Kontakt”.

Meget opfindsomt! Det fik mig først til at tænke på Cluetrain Manifesto’s (site / Granns kommentarer) læresætning om, at samtalerne om ens virksomhed allerede findes derude, og man lige så godt kan forholde sig til dem. Hvor 2.0! Men på den anden side … det er jo ikke ligefrem fordi WDP selv blander sig i samtalerne - ja, faktisk siger de slet ikke noget selv på deres hjemmeside.

Det er altså i den helt modsatte grøft sammenlignet med Kunde & Co. Men i virkeligheden synes jeg, det ender med at fremstå som et sjovt kunst-agtigt web-eksperiment (og meta-bonus for at det er sitet selv, der ligger øverst i den ene Google-søgning, det viser). Interessant og anderledes er vist ordene.

Ingen af løsningerne synes jeg er optimale. Og ingen af løsningerne synes jeg åbner rigtigt op for en fornemmelse af, hvad virksomhederne står for og hvem der befolker dem (selv om Kunde-rapporten som sagt har masser af info om deres filosofier, modeller mv.). Jeg tror at sådan nogle bureauer får allerflest kunder gennem netværk (deres egne eller deres kunders), og det må man da kunne facilitere bedre i sine egne medier? Jeg ved dog ikke helt hvordan det skulle gøres…

Eksempel 3:
Lige til sidst vil jeg lige nævne en tredje måde at gøre tingene på. Jeg faldt over en hjemmeside for et hollandsk bureau, Kesselkramer, der i praksis består af en masse småsites, der alle er ekstremt grimme. Virkelig grimme, mener jeg (selv Jakob Nielsen ville være enig). Refresh siden eller klik lidt rundt via de forskellige bannere for at se de forskellige sites, der hver især er et site for et fiktivt, langt ude produkt eller foretagende.

Men rundt omkring på disse sites har bureauet alligevel formået at flette lidt selvpromovering ind hist og her, blandt andet i form af videoer, eksempler på kampagner mm. Prøv at klikke på nogle links - måske er du også heldig (jeg fandt en meget flot video på det site, der reklamerer for en “få sluppet sommerfugle løs til dit bryllup”-service!).

Der er stadig ikke meget samtale over det. Men det er i hvert fald kreativt. (jeg læste om det her).

I dag fik nogen på arbejdet leveret noget i en kasse. På kassen var der logoer og tagline for det firma, der havde lavet produktet, som blev leveret. Jeg kan ikke huske firmanavnet, men taglinen var:

“Visual presentation products”

Inde i kassen var der en opslagstavle…

Jeg blev forbløffet forleden, da jeg læste mig igennem det meste af debattråden på dette indlæg af Joachim Sperling på Business.dk om Apples iPhone (bemærk at kommentarerne står i “omvendt rækkefølge” - altså med den nyeste først. Modsat ex blogs). Det virkede kun som et spørgsmål om tid før Goodwins lov ville kunne finde anvendelse:

Goodwins lov: “As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches one.”

Men tele- og Apple-interesserede er åbenbart ikke de værste, når det kommer til at gå efter manden i stedet for bolden i en diskussion. Se selv her på Kommunikationsforum - det er faktisk ganske underholdende læsning. Og det er både professorer og praktikere, der mestrer mudderkastningens ædle kunst. Herunder lige et uddrag - det er Roy Langer der slår sig løs (det skal dog siges, at han ikke er alene om det!):

“Tak for denne omgang
Tåbeligheder vælter domino-brikker i en uendelig tåbelighed. Se fx Kim Nøhr Skibsted, Bjarne og Bjarne - der blot har meldt sig ud, den ene bl.a. af DKF, den anden ud af kommunikationsbranchen, selvom han er ansat i en kommunikationsvirksomhed. Den tredje spørger efter skæbnefælleskab, men har tilsyneladende aldrig hørt om tid og rum i sociologien.

Hvor dum har man lov til at være og samtidig at løbe rundt med et velbetalt direktør-visitkort i lommen? Fint at melde sig ud, men så hold da endelig kæft, kære venner! Ergo: Tåbeligheder giver blot yderligere plads til tåber og tabere.

Roy”

Er det bare mig, eller er det lidt mærkeligt at det er så fantastisk, at man nu selv kan lave ringetoner i iTunes for “kun” 1 dollar? Jeg mener, der er vel masser af gratis software, der kan bruges til at lave ringetoner. Og selv i iTunes kan man selv vælge, hvornår sange skal starte og slutte, når man afspiller dem, så den feature kunne man jo også bare bruge.

Nu er jeg ikke typen, der skal have den nyeste med Britney (eller noget musik overhovedet) som ringetone. Det undrer mig bare. For det var da ikke fordi det skortede på rigtige nyheder i den seneste keynote…

(Relateret: iPod Touch ser i øvrigt rigtig fin ud. Og det gør mig ikke det store, at man ikke kan snakke i telefon i den - sådan en har jeg allerede (en telefon, altså). Det virker logisk at have en device til ting, man lige hurtigt skal (snakke i telefon, knipse billeder) og en anden til lidt mere omfattende/længerevarende operationer (lytte til musik, surfe på nettet). Tveskov peger på en glimrende artikel om netop dette.)

…eller er der et eller andet forkert i, at det danske herrehåndboldlandshold reklamerer for Nutella? (så passer det bedre med mine forestillinger, at Michael Laudrup reklamerer for Ota Solgryn)

…eller har de folk, der har fundet på Roskilde Banks slogan “København findes i virkeligheden - gør din bank også det?” (eller sådan noget lignende) set Philadelphia Eksperimentet og måske Allegro lidt for mange gange?

…eller har de danske supermarkedskæder fødselsdag lige lovligt ofte? (i disse dage er det Fakta, der fejrer, at de fylder 26. Jeg tror bare marketingfolkene har slået 2d20 for at finde det tal…)

Beklager - det skulle bare lige ud. Så kan der bootes!

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det ikke ligefrem er god kundeservice, der kendetegner elektronikbranchen. Eller i hvert fald, at der er overordentligt mange tilfælde af dårlig kundeservice. Det gælder for eksempel, når man køber en iPod hos Fona, som Politikens blog-jurist beretter om. Og det ser vist heller ikke så godt ud for Humac, hvis man skal dømme efter debattrådene på Mac-forummet Mediamac.dk (se ex her, her og især her).

(Note: Begge steder er der dog også nogle, der i kommentarerne forsvarer forhandlerne. Men de er vist klart i undertal. Der er også enkelte positive historier på Mediamac.dk. Min egen oplevelse med Humac er, at det er søde, entusiastiske og hjælpsomme ekspedienter. Jeg har dog aldrig haft noget, der skulle repareres.)

Apples egen kundeservice er vist ikke meget bedre, så vidt jeg husker at have læst rundt omkring. Men dog lidt (om end vist ikke nok til at blive nr. 18 i verden!). Torben Sangild har en historie om lang tids besvær med at komme igennem til supporten, få udfyldt de rigtige formularer på hjemmesiden og så videre. Historien ender dog med, at han får en helt ny iPod uden spørgsmål. Altså dårlig kommunikation, men et udmærket resultat.

Jeg har selv en lignende historie. Jeg købte i september en MacBook på Apples hjemmeside, og benyttede mig af et særligt tilbud til studerende, hvor man - ud over den sædvanlige studierabat - kunne spare over 1000 kr. på en iPod, hvis man købte den samtidig. Sådan en stod kæresten nemlig og manglede…

Men at få ekstra-rabatten var ikke ligetil. Jeg skulle nemlig betale fuld pris, og så kunne jeg få rabatten refunderet ved at udfylde en formular og sende den ind sammen med nogle bestemte dele af papkassen, produkterne blev leveret i. Vejledningen til at opnå rabatten var ikke helt let at forstå. Så jeg ringede til Apples kundeservice (i Irland) for at være helt sikker på, hvad det var, jeg skulle sende ind og hvordan og hvorledes.

Nå, det fandt jeg ud af, og fik så sendt brevet afsted til Apple (i Irland). Og så ventede jeg. Indtil jeg checkede betingelserne igen og fandt ud af, at man ikke skulle regne med at høre noget de første 8 uger. Så jeg ventede noget mere. Og da de to måneder var gået, havde jeg næsten glemt, at jeg skulle følge op på sagen. Af og til dukkede det op i mine tanker, og jeg besluttede mig hver gang for at “ringe i morgen”. Hvilket jeg hver gang glemte igen, men dog huskede nok til at bande Apple langt væk med jævne mellemrum.

Men så pludselig, ved at af mine sjældne login på netbank, fandt jeg for nylig ud af at der den 18. januar er ringet 1.180 kroner ind på kontoen fra et eller andet obskurt engelsk promotionselskab. Ingen besked fra Apple i form af mail eller brev. Men pengene kom da.

Nu håber jeg bare ikke at hverken min iPod (købt i Humac) eller nogle af Apple-indkøbene går i stykker. Det er vist en sikker vej til besvær lige meget hvad…

Lisbeth Knudsen rejser på sin blog en meget interessant diskussion om pressens rolle i forbindelse med urolighederne på Nørrebro: Var deres konstante dækning noget, de unge oprørere regnede med og handlede efter? Og var det på den måde i virkeligheden med til at holde liv i optøjerne? Hun skriver blandt andet:

Da sociale uroligheder brød ud i forstæderne i Paris i november 2005 med bilafbrændinger, gadekampe, masseanholdelser og mange sårede traf de franske tv-stationer efter nogle døgn den aldeles kontroversielle beslutning at lade være med at tage rundt hver aften med sendebilerne for at filme aftenens og nattens vold og brandstiftelse, fordi de registrerede, at de unges aktioner blev organiseret efter medietilstedeværelsen. Tv-stationerne rapporterede i stedet næste morgen om, hvad der var sket, men medvirkede ikke til en ”iscenesættelse af volden”, som de franske medieledere kaldte det. CNN, BBC World og andre var helt uenige i den redaktionelle beslutning. Medier har til opgave at rapportere, hvad der sker, og ikke at forholde befolkningen nyhederne, mente de. En utrolig principiel diskussion, når man fulgte dagene på Nørrebro på direkte tv. Blev brandene, volden og gadekampene vedligeholdt af og optrappet af, at både DR og TV2 sendte nonstop i timevis fra dem?

I hvert fald formåede demonstranterne at få masser af opmærksomhed, da pressen uden videre smed alt hvad de havde i hænderne for at komme til Nørrebro så de kunne træde hinanden over tæerne. De havde endda så travlt, at de glemte at stille de kritiske spørgsmål til begge parter, som Claus Buhl så rigtigt har påpeget.

Men tilbage til de unge, der vist endegyldigt skød sig selv i foden da de brød ind på Christianshavns Gymnasium. Gad vide om det var en del af deres tilsyneladende relativt velplanlagte aktioner?

Omvendt klarede politiet det relativt godt, sådan rent kommunikationsmæssigt, som Jesper Lynghus beskriver det på GCI Mannovs blog, selv om jeg nu lige så meget vil skyde skylden på pressens lidt ukritiske mikrofonholderi. Professionalisme er vel det mindste, man kan forvente af politiet, også når det gælder kommunikation (omend man ikke skal mange år tilbage for at det slet ikke var tilfældet). Og det billede af en fuldstændig fejlfri kommunikationsindsats, som Lynghus maler, bliver i mine øjne unægteligt punkteret i disse dage efterhånden som historierne om grundløse anholdelser og overilet brug af livsfarlige våben dukker op til overfladen. Også her er politiet imponerende strategiske i deres kommunikation - de vælger nemlig i langt højere grad ikke at stille op.
Så jeg vil ikke sige, at politiet vandt “kommunikationskampen” om Nørrebro. Det var vel nærmere sådan, at de unge allerede havde tabt den?

(ja, ok - overskriften er corny. Jeg ved det godt, men jeg kunne ikke lade være)

Claus Buhl har et interessant indlæg om, hvorvidt det er rent tyveri eller en naturlig del af vores remix-mashup-kultur, at musikken i en køkkenreklame, han har set, minder bemærkelsesværdigt meget om et gammelt Pointer Sisters-nummer (døm selv).

Det er klart en grov udnyttelse af det originale nummer, var min første tanke. Hvilket jeg også skrev i kommentarerne ovre hos Claus. Det eksempel, der har forarget mig mest, var da Danske Bank i en af deres første “Gør det du er bedst til”-reklamer brugte et stykke musik, der næsten var en eksakt kopi af Radioheads “Everything in its right place”.

Senere har Danske Bank måske fået et større musikbudget, for nu er det rent faktisk den “rigtige” version af rapperen Nas’ nummer “I can”, der spiller på seneste generation af bankens branding i reklameblokkene. På den anden side minder guitarstykket i en anden af de reklamer fra koncernen, der kører i øjeblikket, mig utroligt meget om guitarstykket i The Streets “Fit but you know it”. (Det er den pension-reklame med ham den irriterende sanger-fyr, der dukker op alle steder, men hver gang bliver afvist af en stakkels pensions-ignorant med et “whatever”.)

Jeg ville i øvrigt gerne have linket til de tilsvarende Danske Bank-reklamer, hvis jeg havde kune finde dem. Det kan jeg desværre ikke. Men er du PC-bruger, kan du måske - for banken har et arkiv over nogle af deres reklamefilm, som desværre kræver Windows og Media Player (damn you, Mac-incompatibility!).

I kommentarerne hos Claus gik jeg endda videre til at skelne mellem kommerciel udnyttelse af et stykke musik og musik for musikkens skyld. Men kan man virkelig se det på den måde? Bare fordi et stykke musik er et bestillingsarbejde, skal det vel ligne et andet stykke musik rigtig meget for at man kan tale om, at det bare er noget, der bliver spyttet ud af samlebåndet for indtjeningens skyld?

Og er der i virkeligheden noget galt med musik, der er blevet spyttet ud af et samlebånd? Instinktivt siger jeg ja, eksempelvis når det gælder det metervarestads, der skabes i hænderne på ferme sangskrivere, der følger en bestemt formel for at skrue det næste hit sammen til Britney, Christina, Mariah, Nelly eller nogle af de andre lignende figurer på musikscenen. Det er musik jeg hader af et godt hjerte (men mine følelser for det bliver som regel varmere efter en 10-15 fadøl).

Men det, at musikken bare er lavet for at tjene nogle penge, er måske først og fremmest en egenskab, vi som forbrugere tillægger den? For der er også masser af eksempler på samlebåndsmusik af højere kunstnerisk kvalitet: Kunstnere som Mark Knopfler/Dire Straits og Ryan Adams spytter(/ede) gerne en tre-fire plader ud om året, og producere som Pharell/Neptunes, Timbaland har også travlt. Og der er garanteret masser af andre eksempler (også på musik, som du synes har høj kvalitet, hvis du ikke mener det om dem, jeg har nævnt).

Så hvornår har en kunstner “solgt ud”? (jeg er stadig ikke så meget i tvivl når det gælder reklame-bestillingsarbejde-musikken)

Jeg har tidligere brokket mig over K-profil-tiltaget på Kommunikationsforum, hvor man kan oprette profiler, blogge og diskutere med ligesindede. Og jeg har egentlig lyst til at brokke mig noget mere over det. Jeg kunne for eksempel skrive:

…at stedet er hjemsted for ikke bare en, men flere falske profiler. De er dog ret sjove, men er det det, det (tre i træk, alligevel!) handler om?

…at netværket markedsføres ved at opfordre udvalgte mennesker til at oprette profiler, som ex Line er blevet det. Det er der sådan set ikke noget galt i - og så alligevel. Man markedsfører produkter og services, og en sådan salgshenvendelse giver i hvert fald mig en dårlig smag i munden, når den kommer fra et sted som Kforum - de burde da vide bedre.

…at der jævnligt er tekniske problemer. Men sådan er det vel, når man er i beta…

…at det øjensynligt er muligt at blive en slags K-profil-berømthed, som en vis Sophie Egede-Schrøder er blevet det ifølge denne artikel (fjerde afsnit i brødteksten) af Joachim Sperling. (Ikke et ondt ord om nogen af dem, i øvrigt!)

…at sitet har en mærkværdig feature i form af en side med en pauseskærm.

MEN jeg brokker mig ikke. For jeg har endelig gennemskuet, hvad K-profil egentlig er. Det er slet ikke det faglige netværk, det giver sig ud for. Tværtimod er det et godt, gedigent stykke underholdning. Reality-TV for kommunikationsbranchen. Et onlinespil, hvor det gælder om at få flest points, så man kan vinde. Hør for eksempel Joachim Sperlings opsummering:

“Det er nemt at se, om en person er outsider eller insider i branchen, og det skal man naturligvis lige tænke over, inden man kaster sin profil i grams. Hvis man efter to måneder stadig kun linker til sin chef og kun er blevet læst af 14 personer, er det måske spørgsmålet, om man ikke bare skulle chekke ud igen.”

Samme erkendelse må altså også gælde LinkedIn, som jeg heller ikke rigtig har vidst, hvad jeg skal bruge til (hvor jeg også af en eller anden grund har en profil). Men nu hvor det ligger klart, at det også der er et spil, hvor pointene bare hedder “Connections” har jeg straks taget konsekvensen og sendt invitationer ud til 13 gamle kolleger, jeg opsporede derinde.

Nu håber jeg bare ikke, jeg bliver alt for bidt af det. Men så kan jeg måske hyre en kineser, der til en billig penge kan spille mig op til det højeste level?…