granns.net

Toiletpapirreklamen er en svær genre – der er alt aldet lige tale om et produkt, der er svært at gøre sexet.

Man skulle tro, det i det mindste kunne gøres sjovt, men af tidligere toiletpapirreklamer kan jeg kun lige komme i tanke om Lambi-manden, der har foret skjorten med toiletpapir for at se stærk ud, og af en eller anden grund må hoppe i en swimmingpool, som selvfølgelig drænes helt tør da han gør det. Hmmm… Eller var det i virkeligheden køkkenrullens sugeevner, han demonstrerede?…

I øjeblikket kører der reklamer for Lotus toiletpapir i fjernsynet. Konceptet er, at der er en person ude på et toilet, som gør et eller andet spøjst med toiletpapiret, ex pigen, der har mistet sin kæreste og derfor udlever sine bryllupsdrømme med et toiletpapir-slør, eller fyren, der er træt af svigermor og derfor svinger toiletpapiret som et par nunchakuer til lyden af “Everybody Was Kung Fu Fighting”. Reklamerne afsluttes med det fantastiske slogan “Alle kan få brug for en Lotus pause”. Jeg kunne kun finde den på fransk:

Og så er det, jeg undrer mig: Hvad er det lige, Lotusfolkene tror at folk vil forbinde den efter dem opkaldte pause med? Jeg kan godt se reklamefolkenes ide med at toilettet er et sted, hvor man kan være sig selv, alene og få en lille pause. Men altså – de fleste gange jeg går på toilettet er det altså ikke det primære formål. Og bortset fra selve kummen og børsten er toiletpapiret vel den ting, der i allerhøjest grad leder tankerne hen på det, man normalt befinder sig på toilettet for at gøre.

Og så er det, jeg tænker, en “Lotus pause”? Seriously? I bedste fald er det en dårlig betegnelse for det, man også kan kalde “Nummer 2″ – i værste fald bare et dårligt gennemtænkt slogan. Nope – toiletpapir sælges bedst på at være billigt, blødt, miljøvenligt eller noget i den dur.

Nå, jeg vil smutte. Jeg skal lige have en “Lotus pause”, hvis I forstår hvad jeg mener…

(men OK, de har da fået mig til at skrive om det. Og de har fået de her to piger til at genindspille den ene af reklamerne. Så vi kan da i hvert fald huske det…)

…er hvad Lois Kelly sammen med et par kolleger har fundet på. God ide – mange corporate blogs er enten lidt indholds-eller blodfattige. Hurtigt oversat er listen her – læs mere uddybende på Lois egen blog.

• Konferencer: Kommentér på talere, interessante pointer – evt. i listeform.
• Nye rapporter og analyser: Hvad er de tre-fem hovedpointer (Lois er glad for lister…)
• Relevante YouTube-videoer: Godt indhold, der ikke nødvendigvis behøver mange ord med på vejen.
• Boganbefalinger
• Mails eller andte fra medarbejdere/kunder/patrnere, der er værd at dele.
• Historier om mennesker. Kan give et billede af virksomhedens kultur.
• Kommentér nyhedshistorier: Hvad er relevant for jer/læserne og hvorfor?
• Møder med kunder: Hvad snakker de om og hvilket billed giver det af branchen?
• Et gæsteinterview: Send tre spørgsmål pr. mail til en person i branchen eller ekspert på området, og læg det hele på bloggen. Værdifuldt og samtidig let genereret indhold.
• Del virksomhedens best practices eller ledelsens staldtips, som andre kan lære af.
• Jeres egne præsentationer fra konferencer og møder
• “10 ting, der overraskede mig”… Igen: Lois er glad for lister, men de kan være en god og sjov måde at sige tingene på uden for meget omsvøb, og kan tit give plads til de lidt skævere vinkler. Hun foreslår ex ”10 ting, der overraskede mig i min første måned her i virksomheden”.
• Vær storsindet: Skriv om andre virksomheders bedrifter.
• Brug metaforer: Gør situationer vedkommende/forståelige for læseren ved at sammenligne med ex sport (en klassiker!)
• Konstruktiv kritik til andre blogs, udtalelser I pressen (deltag i samtalen…)
• Vælg side: Hvis der kører sager eller diskussioner I branchen, så fortæl hvor du/I står.
• Historiske paralleller: ”Det kan vi lære af fortiden”/”Det her minder mig om”…

Mange gode pointer, synes jeg. Ikke mindst når det gælder at få virksomheden lidt ud af de traditionelle korporate klæder, den har på i sine pressemeddelelser mm. Lister, anekdoter, kommentarer og “små hurtige” historier egner sig rigtig godt til blogformatet. Så skal man selvfølgelig bare have bloggerne med (det har Lois i øvrigt også skrevet om…).

Lois kommer i øvrigt på Community Conference i København snart.

Jeg har lige opsagt mit bredbåndsabonnement og mit fastnetabonnement hos TDC, da jeg skal flytte (og da det hhv er dyrere end hos alle de andre og ikke nødvendigt længere!).

Jeg havde en rigtig god oplevelse, da jeg ringede til kundeservice for at opsige det – det tog lige præcis halvandet minut at få klaret, og der var ingen sure miner eller næsvise spørgsmål hos damen i den anden ende af røret.
Men to dage efter får jeg så et brev med overskriften “Nedtagning af bredbåndsabonnement”, hvor de første par afsnit lyder:

“TDC har 30. december 2008 erfaret, at forbindelsen som dit TDC Bredbånd er etableret på bliver nedtaget.

Vi vil derfor bede dig om at kontakte kundeservice, således at vi kan aftale hvad der skal ske med din installation.

Du bedes kontakte os inden den 31. januar 2009 da din forbindelse ellers vil blive afbrudt denne dag.”

Ja, men det er jo for helvede det, jeg har bestilt hos jer. Og det er jo så ikke et problem, at telefonlinjen også lukkes. Men det virker som om at fastnet-divisionen og bredbåndsdivisionen ikke snakker sammen derinde? Eller at der når at blive genereret sådan et brev fordi fastnetabonnementet er blevet registreret som ophørt et nanosekund inden bredbåndsabonnementet? Hvis det er tilfældet, så skal systemet enten lige tweakes lidt, eller også skal kundeservicemedarbejderne lære at opsige bredbåndsabonnementet først i sådan et tilfælde. For sådan et brev kan da godt være forvirrende…

Nå, men selve opsigelsesprocessen var som sagt overraskende smertefri, hvilket var en positiv overraskelse og et eksempel på at også afviklingen af kunder er en del af kundecyklussen, man kan optimere.

Jeg har i øvrigt valgt at tegne bredbåndsabonnement hos Fullrate i den nye lejlighed. Overvejede kort Perspektiv Bredbånd, men kom lidt i tvivl efter at have læst om nogle dårlige kundeoplevelser på diverse forums.

…eller sin begivenhed, dims, service eller hvad ved jeg, så har jeg tidligere pointeret, at det efter min mening ikke giver mening bare at sende pressemeddelelser eller masseudsendte mails til bloggere (selvom Cisions blogundersøgelse øjensynligt peger på noget andet).

Det mener jeg af to grunde: 1) Det er ikke “velset”, som i stemmer ikke med genren, kulturen, kald det hvad du vil, og 2) Blogs er netop ikke massemedier, men personlige medier – derfor vil bloggere tit også nusses bag ørerne og trykkes blidt på maven: De skal føle at de er blevet udvalgt til at få henvendelsen.

Så virksomheder eller konsulentbureauer, der gerne vil have omtale på blogs rundt omkring kan med fordel læse indlægget “How to pitch a blogger” på 27&more-bloggen. Det er ikke en mirakelkur, men jeg synes punkterne giver god mening.

Det gælder især anbefalingen “only pitch a blogger with material the blogger actual writes and cares about”, særligt når man tænker på hvad det er, der er særligt ved blogmediet: Det personlige, det autentiske osv. osv.

(Måske hvis jeg så begynder at skrive en masse om iPhones, at nogen vil være så flinke at sende mig en, jeg kan skrive om? Nå, ikke. Back to the drawing board, så…)

27&more-indlægget tager sjovt nok udgangspunkt i et andet blogindlæg, der mere handler om, hvordan man pitcher til en journalist. Bliv dog ikke forvirret – det giver god mening i begge sammenhænge.

Ligesom mange andre danske bloggere modtog jeg noget tid siden en mail fra PR-firmaet Cision.  Det er dem, der tidligere har bestemt, at min blog var mere indflydelsesrig end statsministerens, men lad nu dem om det – jeg lever fint i troen.

I mailen spurgte Cision om jeg ville svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene handlede om hvordan bloggere har det med blogging på opfordring fra ex bestemte firmaer eller ligefrem mod betaling, om man var villig til selv at skrive om bestemt produkter mod betaling og flere spørgsmål i den dur.

Man kan diskutere meget frem og tilbage om det ikke var spam overhovedet at sende mailen og om ikke man netop gik PR-branchens ærinde ved overhovedet at besvare spørgeskemaet. Derfor er der rigtigt mange, der ikke besvarede spørgeskemaet – forståeligt nok.

Det valgte jeg nu at gøre alligevel, ud fra den tankegang at “nogen skal jo fortælle dem, at deres nuværende tilgang i hvert fald ikke virker”.

Blogs er blevet en etableret del af mediebilledet på nettet, og det betyder også, at det vil blive genstand for virksomheders og PR-folks opmærksomhed. Og så kan man vel lige så godt medvirke til at kaste lys over, hvordan samspillet mellem ikke-kommercielle bloggere og kommercielle interesser kan fungere på en anstændig og langtidsholdbar facon.

Og her er min holdning, at det skal være synligt, når der er kommercielle interesser på spil, og at det i virkeligheden miskrediterer både produkt, virksomhed og PR-firma hvis tilgangen er at masseudsende mails til “populære” bloggere. Det ville jeg da gerne fortælle Cision.

(Jeg tror ikke selv, jeg kunne tænke mig at blogge “on demand” eller for penge/produkter på den måde, men man ved vel aldrig. Hvis nu jeg fik en mail fra et pladeselskab om, at de havde set at jeg tit bloggede om musik og at de på min last.fm-profil kunne se, at jeg havde hørt et bestemt band en del på det seneste, og a de derfor godt ville sende mig deres nyeste skive, og at jeg selv kunne bestemme om jeg ville skrive om den, så kunne det da måske godt være. Måske…)

På trods af det meget lille antal besvarelser  – 72 (ud af de 220, mailen er blevet sendt til) – er undersøgelsen selvfølgelig alligevel blevet til en historie i pressen. Og man kan sige meget om både Cision for at sælge den ind og Børsen for at tage den op, men sådan er spillet nu bare.

Og historien er selvfølgelig vinklet sådan – i korte træk – at bloggere har det fint med at blogge for penge.  Men mon ikke mange af de, der netop ikke har valgt at svare, er nogle af dem, der er mere kritiske (eller fromme – afhængigt af, hvordan man ser på det)? Det tyder reaktionerne erfterfølgende i hvert fald på.

En god pointe (som jeg læste et sted) i den sammenhæng synes jeg er, at mange af de “populære” bloggere, som er blevet bedt om at svare, nok er væsensforskellige fra størstedelen af de danske bloggere i dag – dem, som ex blogger på TV2,s Urbans blogportaler, og ikke på samme måde har en form for pionerårnd i forhold til mediet og genren.

Det gør jo undersøgelsen endnu mindre valid. Så hele diskussionen om den er, som Morten siger det, måske lidt af en storm i et glas vand?

Du kan se hele undersøgelsen (som alle deltagerne i øvrigt har fået tilsendt) og spørgsmålene, og også læse om Cisions tanker om den i en artikel på Kommunikationsforum. Det bliver desuden diskuteret en del rundt omkring på blogs, eksempelvis hos Trine-Maria og Ernst Poulsen.

Alting på arbejdet handler i øjeblikket om overenskomstforhandlinger og i særlig grad om den forestående konflikt (forvirret? bliv klogere).

I den forbindelse skal man jo have nogle slogans, som kan kan skrive på T-shirts, kasketter, plakater og så videre, og som kan indgå i velmente og entusiastiske lejlighedssange når de strejkende skal holde stemmebåndene og sig selv varme mens de er ude og aktionere på de danske gader og stræder.

Derfor har vi selvfølgelig lagt hjernerne i blød og fundet på nogle af slagsen, som du om føje tid vil kunne se på bemeldte beklædningsgenstande og høre i de medfølgende sange.

Men vi har en håndfuld til overs. En lille kollektion, kan man vel nærmest kalde det, som blev til i frokostpausen. Og dér har de sikkert bedst af at blive, for de illustrerer – hvor velmente de end er – ikke rigtigt hvorfor det lige er, at vi strejker og såd’n.

Til gengæld knytter de på glimrende vis an til nogle kollektive myter, som de samtidig på postmoderne facon bryder med for at danne nye sammenhænge og dermed også blive til en slags meta-observation omkring selve sloganets natur. Eller noget.

Og derudover er der en klar rød tråd. Se selv:

Der er den klassiske, hvor man også altid kan skyde skylden på svenskerne:

Hisse-husse-hej-sa-sa
Vi vil have mere i løn!

Så er der spejderversionen, som har en god rytme:

Tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav
Vi vil have mere i løn!

Fodboldversionen, som ligesom giver anledning til at råbe ekstra højt:

Lå lå lå lå lå lå lå lå lååå
Vi vil have mere i løn!

Sidstnævnte kan man sagtens forestille sig flere varianter af. Men det må vist blive en anden gang…

(Note to self ved gennemlæsning af ovenstående: Jeg mangler en “Man skulle nok have været der”-kategori her på bloggen. Det kommer på to do-listen… )

Eksempel 1:
Sidste fredag fik jeg en ordentlig moppedreng af en “kunderapport” ind af brevsprækken sammen med Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Rapporten var fra Kunde & Co., og jeg forstod den virkelig ikke. Godt nok skal der sikkert kun en enkelt ny storkundeopgave til at sådan en 100-siders-sag i det oplag har tjent sig selv hjem, men alligevel.

Rapporten lægger sig i en jovial business-tone (“Hvis du har Fulgt Kunde & Co. de sidste små 20 år, er det næppe nogen nyhed, at vi ser markedsføring som et hækkeløb”) med masser af de dyre ord (CRM, ROI, Corporate Concept, Corporate Alignment, Corporate Religion og “Kunde & Co.’s internetbaserede system til optimering af workflow…” – for bare at nævne nogle få) og også en del fyld (Eksempelvis laver de “Filmproduktion, viral film, virksomheds- og produktpræsentationer, film til kick off, mood films” – det klinger altså lidt af det samme for mig…).

Og så præsenterer den en lang række cases i artikler med titler som “Eventyrlig kampagne løfter akvavitkategorien” og “Ny kommunikation skaber fornyet dynamik omkring Codans position”, og som indeholder små testimonials, hvor kunderne siger stort set det samme, som Kunde & Co. har skrevet i selve artiklen.

Det er sgu old school. Virkelig 1.0. Instinktivt tænker jeg, at det også er gammeldags og uopfindsomt, men et bureau som Kunde & Co. har vel gjort deres hjemmearbejde, og man må gå ud fra at det virker. Det virker bare ikke opfindsomt :-)

Eksempel 2:
Helt anderledes principper ligger bag Wibroe, Duckert & Partners’ hjemmeside. På den er der ikke noget indhold fra bureauet selv. I stedet blot en række links i en fram-menu i venstre side, der viser forskellige Google-søgninger på resten af siden. En på bureauets navn, en på “Peoplegroup”, og så ellers på fem forskellige cases (ex en søgning på “Squash Buddies” og en på “Cybercity reklame”), og endelig en krak-søgning på bureauets navn når man klikker på “Kontakt”.

Meget opfindsomt! Det fik mig først til at tænke på Cluetrain Manifesto’s (site / Granns kommentarer) læresætning om, at samtalerne om ens virksomhed allerede findes derude, og man lige så godt kan forholde sig til dem. Hvor 2.0! Men på den anden side … det er jo ikke ligefrem fordi WDP selv blander sig i samtalerne – ja, faktisk siger de slet ikke noget selv på deres hjemmeside.

Det er altså i den helt modsatte grøft sammenlignet med Kunde & Co. Men i virkeligheden synes jeg, det ender med at fremstå som et sjovt kunst-agtigt web-eksperiment (og meta-bonus for at det er sitet selv, der ligger øverst i den ene Google-søgning, det viser). Interessant og anderledes er vist ordene.

Ingen af løsningerne synes jeg er optimale. Og ingen af løsningerne synes jeg åbner rigtigt op for en fornemmelse af, hvad virksomhederne står for og hvem der befolker dem (selv om Kunde-rapporten som sagt har masser af info om deres filosofier, modeller mv.). Jeg tror at sådan nogle bureauer får allerflest kunder gennem netværk (deres egne eller deres kunders), og det må man da kunne facilitere bedre i sine egne medier? Jeg ved dog ikke helt hvordan det skulle gøres…

Eksempel 3:
Lige til sidst vil jeg lige nævne en tredje måde at gøre tingene på. Jeg faldt over en hjemmeside for et hollandsk bureau, Kesselkramer, der i praksis består af en masse småsites, der alle er ekstremt grimme. Virkelig grimme, mener jeg (selv Jakob Nielsen ville være enig). Refresh siden eller klik lidt rundt via de forskellige bannere for at se de forskellige sites, der hver især er et site for et fiktivt, langt ude produkt eller foretagende.

Men rundt omkring på disse sites har bureauet alligevel formået at flette lidt selvpromovering ind hist og her, blandt andet i form af videoer, eksempler på kampagner mm. Prøv at klikke på nogle links – måske er du også heldig (jeg fandt en meget flot video på det site, der reklamerer for en “få sluppet sommerfugle løs til dit bryllup”-service!).

Der er stadig ikke meget samtale over det. Men det er i hvert fald kreativt. (jeg læste om det her).

I dag fik nogen på arbejdet leveret noget i en kasse. På kassen var der logoer og tagline for det firma, der havde lavet produktet, som blev leveret. Jeg kan ikke huske firmanavnet, men taglinen var:

“Visual presentation products”

Inde i kassen var der en opslagstavle…

Jeg blev forbløffet forleden, da jeg læste mig igennem det meste af debattråden på dette indlæg af Joachim Sperling på Business.dk om Apples iPhone (bemærk at kommentarerne står i “omvendt rækkefølge” – altså med den nyeste først. Modsat ex blogs). Det virkede kun som et spørgsmål om tid før Goodwins lov ville kunne finde anvendelse:

Goodwins lov: “As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches one.”

Men tele- og Apple-interesserede er åbenbart ikke de værste, når det kommer til at gå efter manden i stedet for bolden i en diskussion. Se selv her på Kommunikationsforum – det er faktisk ganske underholdende læsning. Og det er både professorer og praktikere, der mestrer mudderkastningens ædle kunst. Herunder lige et uddrag – det er Roy Langer der slår sig løs (det skal dog siges, at han ikke er alene om det!):

“Tak for denne omgang
Tåbeligheder vælter domino-brikker i en uendelig tåbelighed. Se fx Kim Nøhr Skibsted, Bjarne og Bjarne – der blot har meldt sig ud, den ene bl.a. af DKF, den anden ud af kommunikationsbranchen, selvom han er ansat i en kommunikationsvirksomhed. Den tredje spørger efter skæbnefælleskab, men har tilsyneladende aldrig hørt om tid og rum i sociologien.

Hvor dum har man lov til at være og samtidig at løbe rundt med et velbetalt direktør-visitkort i lommen? Fint at melde sig ud, men så hold da endelig kæft, kære venner! Ergo: Tåbeligheder giver blot yderligere plads til tåber og tabere.

Roy”

Er det bare mig, eller er det lidt mærkeligt at det er så fantastisk, at man nu selv kan lave ringetoner i iTunes for “kun” 1 dollar? Jeg mener, der er vel masser af gratis software, der kan bruges til at lave ringetoner. Og selv i iTunes kan man selv vælge, hvornår sange skal starte og slutte, når man afspiller dem, så den feature kunne man jo også bare bruge.

Nu er jeg ikke typen, der skal have den nyeste med Britney (eller noget musik overhovedet) som ringetone. Det undrer mig bare. For det var da ikke fordi det skortede på rigtige nyheder i den seneste keynote…

(Relateret: iPod Touch ser i øvrigt rigtig fin ud. Og det gør mig ikke det store, at man ikke kan snakke i telefon i den – sådan en har jeg allerede (en telefon, altså). Det virker logisk at have en device til ting, man lige hurtigt skal (snakke i telefon, knipse billeder) og en anden til lidt mere omfattende/længerevarende operationer (lytte til musik, surfe på nettet). Tveskov peger på en glimrende artikel om netop dette.)