Jeg var for nylig i Amsterdam. Da vi er ankommet til hotellet om aftenen var vi sultne, og spurgte derfor receptionisten om der var nogle gode restauranter i nærheden.
(Receptionisten var i øvrigt en oplevelse i sig selv: En ung, nørdet og bleg fyr med langt sort hår. Altid klædt i (lidt for stort) sort jakkesæt, en enkelt gang endda med en skjorte med flæser på brystet og ærmerne. En slags fesen society-goth, kan man vel kalde ham. Jeg ville ønske jeg havde taget et billede…)
Nå. Han svarede efter lang tids moden overvejelse “I think there’s a couple of nice Argentinian steakhouses up that way” og pegede en retning ud. OK, tænkte vi, men var ikke lige i humør til steak. Vi tænkte også, at det var pudsigt, at det ikke bare var almindelige, men argentinske steakhouses (også selv om argentina er kendt for gode steaks). Og at der endda lå to lige i nærheden af hinanden.
Vores ture rundt i byen afslørede efterhånden, at det ikke var to enlige svaler (?), den kære receptionist havde peget os i retning af. Amsterdam må være den by i verden med den højeste Argentinian Steakhouse-tæthed. Her dokumenteret fotografisk:
Og her et par af de – må man tro – chanceløse konkurrenter: Den måske lidt for u-eksotiske spanske, den lidt mere kuriøse uruguay’ske (hedder det det?), og den muligvis lidt for identitesløse sydamerikanske: 
Vi fik i øvrigt aldrig spist på et argentinsk steakhouse. Men vi fik da oplevet dem…
Sverige er et herligt land at tilbringe en weekend i. For eksempel kan man:
- Købe et glas mælk på en bar (her er det Anders, der har givet det et forsøg),
- Klatre på klipper (jeps, det er mig, der hænger deroppe. Du kan også se flere billeder af mig af mig, der krampagtigt forsøger at holde mig fast på væggen),
- Købe Lösgodis for 4.95 svenske kroner pr. 100 gram (vi købte for over en halvtredser),
- og slikket købes endda direkte fra fabrikken,
- Og købe vand med blid brus og en lige så blid smag af pære
…fantastisk, ikke?
Berlin er jo ikke ligefrem nogen smuk by. Men det er en hyggelig, rå, overraskende, udfordrende og sjov by. Og til Love Parade viser den alle disse egenskaber og mere til frem efter bedste evne. I år var begivenheden tilbage efter to års pause, og 1.200.000 mennesker ville være en del af løjerne.
Det betød at der var masser at kigge på. For mig var det første gang, hvilket ikke gjorde oplevelsen mindre overvældende. Masser af skøre mennesker i skøre kostumer der dansede skørt. Samtidig var der også overraskende mange, der bare var der for at se, hvad det var for noget: ældre mennesker eller turister med deres kameraer, som holdt sig i baggrunden for at observere og kommentere. Jeg og vennerne var vel et sted midt imellem.
Musikken var ikke noget at skrive hjem om – men det er nu alligevel noget særligt at stå og danse foran en af de mange vogne – floats – der triller op og ned ad gaden i Tiergarten og forsøger at overdøve hinanden med masser af baslyd og ikke så meget andet.
Så var jeg faktisk meget mere imponeret over nogle af de klubber, Berlin kunne byde på. Vi nåede et par af slagsen, som var meget berlin’ske: Week-end Bar, som er Berlins sky bar (enhver storby med respekt for sig selv har en) og ligger på Alexanderplatz med udsigt over hele byen, og Panorama Bar, som ligger i en gammel industribygning i den skumle del af Friedrichshain i det gamle Østberlin. Begge steder var mørke, grænsende til det dystre, men alligevel var der super gang i festen og rigtig god stemning. Musikken var selvfølgelig hård techno. Sådan nogle steder finder man ikke i København…
Et par billeder mere
