Der er nu ikke så meget at fortælle. Ikke så meget fordi det ikke er en spændende by eller et spændende land – mere fordi det meste af turen gik op i hat og briller, øl og finsk sprut, tung mad og heavy metal-karaoke – du ved hvordan det er…

Men en ting er dog interessant og ligger nogenlunde usløret i erindringen. Nemlig at være i sauna.

Og da det jo er en finsk ting, så er der selvfølgelig regler og skikke forbundet med sådan noget, som vi danskere ikke er bekendte med, sauna-fornægtere som vi er.

Der er, som den venlige unge sauna-dørmand informerede os om, en særlig Finnish way at gå i sauna. Den indebærer at være i saunaen i lang tid, hvor man skiftevis bader, er i sauna og slapper af i omklædningsrummet eller endda udenfor (gerne i minusgrader). Derfor anbefalede han os at gå ned i supermarkedet og købe seks øl hver (!) inden vi gik ind, da han desværre selv kun kunne selve os light-øl. Så det gjorde vi.

Ja, kønt ser det ikke ud. Men det kan anbefales!

Og så er der nogle ting, som man åbenbart bare skal gøre, når man er i sauna. Her blev jeg særligt opmærksom på tre:

1. Når man forlader saunaen – og dermed passerer selve ovnen – skal man altid spørge de, der sidder tilbage, om den skal have lidt mere gas (altså om man skal hælde vand på stenene, og der dermed bliver skudt en bølge varm luft ud i saunaen).

2. Når man sidder i saunaen og bliver spurgt, om der skal gives gas med vand på stenene, skal man altid sige ja.

Lad mig straks her sige, at det altså ikke var en lille sauna, vi besøgte. Den kunne altså rumme en del mennesker, og det gav selvfølgelig også en vis trafik ind og ud. Og den kvikke læser har jo nok allerede regnet ud hvad det betød for temperaturen i saunaen. Den var – for en sauna-nybegynder som undertegnede – noget nær ulidelig.

Og det er her min tredje observation kommer ind i billedet:

3. I saunaen faldt vi i snak med en finne, som fortalte lidt om Finland og ikke mindst om saunaer. Og det er her min prustende fitnesssauna-medsidder kommer ind i historien, for vores finske ven indviede os i denne gyldne regel:

“You never show pain in the sauna. Never!”

(Nu plejer man at skrive “min kursivering”, hvis man kursiverer et citat. Men nu hørte jeg det jo blive udtalt, og jeg kan forsikre om, at det også blev udtalt med kursiv!) Det fremgår ikke hvad konsekvenserne ved ikke at følge hans råd er, men jeg skal ikke kunne garantere at der ikke har været øjeblikke i varmen hvor jeg ikke er kommet til det. Og man kan altså også konstatere, at det er blandt saunaeliten i Finland, at reglerne gælder. Men det er også godt at vide, hvis man skulle befinde sig dér på et tidspunkt!

Der er i øvrigt mange slags saunaer, fortalte vores finske ven os. Der findes blandt andet særlige røgsaunaer, som man skal sørge for at forberede ved at varme dem godt nok op og på den rigtige måde, så man ikke dør af røgforgiftning, når man går i saunaen. Det prøvede vi ikke… (Vi piskede os heller med birkegrene, som ellers var til rådighed i forafkølet stand og i rigeligt antal.)

Sjovt nok er der færre offentlige saunaer i Helsinki end nogensinde – kun tre (hvor af kun den ene, som vi var i, er brændeopvarmet!), mod tidligere over 80. Men det skyldes, lærte vi, at alle efterhånden har sauna derhjemme, også i lejlighedsbygninger. “How can you live without sauna”, som vi forundret blev spurgt.

Det kan ikke være helt CO2-venligt, tænker jeg. Gad vide om ikke man kunne gøre en forskel på den front med en “Sluk saunaen Helsinki”-kampagne – det ville i hvert fald være noget mere virksomt end vores egen vattede “Sluk lyset”-pendant. Finner, Ideen er hermed givet videre…

Litteratur/guides
Der er mange gode rejsebøger til New York. Der er også mange dårlige.

Wallpaper-guiden er ikke værd at investere i. Den er alt for kort og alt for optaget af pæne billeder af hotelinteriør til at være bare en smule brugbar.

Lonely Planet er OK til baggrundsinfo og er god at have hvis man skal uden for Manhattan, hvor mange andre guidebøger kommer til kort. Men den er tung og ikke synderlig up to date. Og ikke mindst er du fælles med alle de andre om den, så du ender med at gå de samme steder hen som alle de andre turister.

Der er bøger, der i virkeligheden lige så meget er “portrætter af byen” – i denne kategori havde vi “New York New York” og “NYC – head over (high) heels” – som er meget sjove og gode til at give en ide om, hvad “man” gør i New York, men ikke overraskende ikke er meget bevendte som rejseguides.

Hvis man gerne vil vide hvor man skal shoppe, så skal man købe en “NYC Superguide“, som er en pdf, man betaler 20 dollars for at hente. Til gengæld er den opdateret med de nyeste butikker, barer mv. senest for en måned siden. Rigtig god.

Og så anbefaler jeg også “Not for tourists NYC” (der findes også en “Not for tourists Brooklyn”), som kan fås på bog, men meget mere praktisk, som iPhone-applikation. Den kan altid fortælle dig hvor der er gode restauranter, barer mv. i nærheden. Og ikke mindst kan den altid pege dig til nærmeste Starbucks, når du er tissetrængende. Uundværlig!

Endelig er det en god ide at finde en Village Voice eller købe en Time Out New York (kommer hver onsdag) når man ankommer. Der kan man læse om film, koncerter, teatret og hvor man ellers skal gå ud i byen lige nu.

Where to go?
Vi tog et område/kvarter af gangen og brugte en hel dag næsten alle de steder, vi var. Man skal ikke snyde sig selv for at komme uden for Manhattan – vi havde vores bedste dage i Brooklyn (dag i DUMBO med udsigt til Manhattan og aften omkring Smith St. og Boerum Hill) og i Williamsburg.

Derurover er der hyggeligt både i West Village/Meatpacking-området og i East Village/Lower East Side. Hvis man vover sig til Queens, så kan man snuppe både det verdensberømte graffitisted 5 pointz og MoMA-”dattermuseet” P.S.1 på et par timer – det kan anbefales.

Man kan shoppe alle steder. SoHo og 5th Av./Madison Av.-områderne var lidt hektiske, synes jeg. Så var både Brooklyn/Williamburg og East+West Village bedre. Generelt er tøjet lidt mere “sporty” derovre end herhjemme. (det er også rart at vide, hvis man gerne vil se lidt smart ud selv :-)), men man kan sagtens finde “europæisk” mode. Selv nogle af de europæiske designere var billigere derovre (men hvor længe bliver dollarkursen på en femmer?).

Et par specifikke steder, jeg lige vil nævne:
På Clover Club på Smith St. i Brooklyn er der live jazz hver onsdag. Den dag, vi var der, var det noget meget autentisk lydende 20′er-jazz med Chet Baker-vokal – virkelig herligt. Og fik jeg nævnt at de laver nogle supergode cocktails?

I det hele taget er Smith St. et fint sted med masser af butikker, restauranter og cafeer. Det samme gælder til dels også nabogaden Court St.

Nu vi snakker om cafeer: Hvis du befinder dig i NoLita-kvarteret, og er lidt sulten, så ligger der to rigtig gode cafeer/spisesteder lige ved siden af hinanden på Prince St.: Cafe Gitane  på hjørnet af Prince og Mott St. er fransk og serverer byens bedste couscous. Prøv et glas agurkesaft (!) til – det er overraskende godt. Cafe Habana er cubansk – her skal man spise majs, som man får serveret på en pind med masser af krydderi og ost på. Skyl ned med en Pacifico – ah!

Hvis du kun skal på et (kunst)museum i New York, så lad være at tage på MoMA. De har mange gode værker, men der er ingen sammenhæng i udstillingerne og alt for mange mennesker.

Hvis MoMA er som en dårlig “Best of the [indsæt selv årti]“-plade, så er Metropolitan til gengæld et fint udvalg af de bedste skiver fra samme periode. Her er færre af de helt store hits, men flere af de helt store kunstnere (jeg opgav at tælle Picasso’er), og vigtigst af alt: Det hele er pænt arrangeret i sammenhængende temaer og udstillinger. Museet er så stort, at du lige så godt kan opgive at se det hele – en slags amerikansk svar på Louvre – men kan til gengæld opfylde dit behov for at se alt fra oldgræske vaser, klassisk koreansk kunsthåndværk og maya-indianske åndemaner-kostumer, når du er træt af at kigge på kunst.

Hvis du nu alligevel tager på MoMA, så gem billetstumpen til gratis adgang på P.S.1, museets rebelske teenagebarn med beliggenhed i Queens. Fin eksperimenterende nymodens kunst i seje lokaler.

Gå ikke glip af en gåtur på den nye park The High Line, som er resultatet af årelangt arbejde for at få noget godt ud af resterne af den gamle togbane, hvor man indtil for 20 år siden transporterede kød rundt i The Meat Packing District. Men nu er det altså en park – arkitektonisk velgennemtænkt og et rigtig rart sted at nyde lidt solstråler og få en lille smule fred på det sydlige Manhattan.

Hvis du – ligesom undertegnede – ikke er til store musicals eller teateropsætninger, men hellere vil prøve noget lidt anderledes, så book en billet til et af de mange mindre teatre, der ligger i byen. I USA er der en lidt anden scenetradition end i Europa, med mindre fokus på smarte ideer og scenografi og mere på det intime samspil mellem skuespillerne – kort sagt: Et par stolerækker i et rum, så har man et teater. Det er forfriskende, og der er meget talent, får man indtryk af. Vi så stykket “Circle Mirror Transformation” på teatret Playwrights Horizons, som er kendt for at være nytænkende og præsentere opsætninger, der ender med at rykke over på Broadway. Det var fantastisk!

Vi kom også ud og se sport – det endte med en basketballkamp mellem Knicks og Celtics. Og ud over at niveauet er højt, så er det også en oplevelse ud over det sædvanlige, at alt er så mega-kommercialiseret. Der er musik under kampen og alt er sponsoreret af nogen (selv playlisten). Og så blev nationalsangen selvfølgelig afsunget af en spinkel 9-årig pige med en stemme som en 30-årig. Prøv det eller en footballkamp, hvis vejret er til det (eller baseball, hvis du er den rigtigt tålmodige type).

Bliv væk fra området omkring Times Square – også selv om den danske arkitekt Jan Gehl har været med til at lave det om, så det nu er gågade og udesidning og alt det der. Det er stadig et lyshelvede med masser af mennesker  – også af den slags, der vil sælge dig alt muligt. Tag japanermodellen: Op af subway’en, tag billedet, og så videre.

Jeg bliver lidt paralyseret når jeg træder ind i en Barnes & Noble megastore – der er simpelthen så meget at vælge imellem, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. New Yorks bedste (men ikke største) boghandel ligger i Williamsburg og hedder Spoonbill and Sugartown. Udvalget er rigtig godt med fokus på skønlitteratur, bøger om design, typografi, foto mv. og så alt det lidt skæve. Der kunne jeg sagtens have tilbragt mange timer.

Når jeg kommer tilbage, vil jeg nok også:
Høre jazz hjemme hos Marjorie Eliot, der hver søndag klokken 16 åbner sit hjem (555 Edgecombe Av., apt. 3F) op for alle, der gerne vil høre både etablerede og nye talenter inden for jazzen spille i stuen. Sådan har det været de sidste 14 år, og det er gratis.

Prøve en guidet tur med en, der virkelig kender byen eller en lille bid af den. Det kunne være en dansk journalist eller en lokal.

Lidt længere ud i Brooklyn og Williamsburg, hvor man ikke allerede snakker om at tingene ikke er som de var en gang og man måske kan være et skridt foran guidebøgerne når det gælder om at finde det næste nye…

Mere…
Du kan også se billeder fra vores tur, hvis du af en eller anden grund skulle have lyst til det.

Relateret: Blandt andet Granns tips til Berlin og observationer omkring antallet af argentinske steakhouses i Amsterdam.

Muligvis coming up: Granns guide til Helsinki (!)

Tyrolean Air er slet ikke så sjovt som det lyder. Ikke at de ikke flyver fint og sikkert og alt det der, men med det navn havde jeg forventet at sikkerhedsinstruktionerne nærmest blev fremført jodlende, og at stewardesserne alle havde lederhosen på og måske kunne synge sange fra “The Sound of Music” på request. Der blev jeg skuffet…

Sådan her kunne de eksempelvis have set ud

(selskabet viste sig i stedet at være et mærkværdigt datterselskab af Austrian Airlines, hvorfor hele kabinepersonalet var klædt i rødt fra top til tå og der blev spillet vals inden take off og efter landing. Også interessant, men ikke nok!)

Lidt billeder fra den nyligt overståede tur til Slovenien og Kroatien (med et meget kort afbræk i Trieste) findes såmænd lige her til de interesserede…

Smugkig her:

Og det var lige her, du også kunne se hvad der gemte sig neden under skyerne på turen.

Mere præcist til området omkring det sted, hvor vejret fra Middelhavet og vejret fra Atlanterhavet mødes og i skøn forening skaber masser af skyer (og også en del regn). Lige præcis dér havde vi intetanende lånt et hus i en lille fransk bjergby.

Og der var i sandhed tale om et særligt mikroklima – en slags omvendt orkanens øje – der er blå himmel hele vejen udenom, men lige dér var der for det meste overskyet. Det var åbenbart lige det sted, hvor skyer af engelsk og italiensk herkomst mødtes for at hænge ud. I den anledning bringer vi lige et par billeder af de franske skyer i deres forskellige former.

Der blev dog også tid til at se og opleve lidt – og en del af det faktisk i solskin. Et par højdepunkter:

Gorges d’Heric er en fem km lang slugt, som for det første byder på en flot tur fra bunden og op – der er ca. 300 meters højdeforskel. For det andet løber der en kilde i slugten, som skaber en masse bassiner på hele turen, lige fra helt små til ret store. Man kan finde sin egen swimmingpool og ligge og dase på klipperne.

Her er et snapshot af slugten og et af mig, der hopper ud i et af bassinerne.

Caroux er en højslette ikke langt fra Gorges d’Heric (de rigtigt toughe kan klare begge dele på en dag på en lang vandretur). Man kører i bil op til 1000 meters højde til den lille by Douch, vandrer op gennem en skov og genem et lyngområde før man lige pludselig står med panoramaudsigt over Orb-dalen, der ligger 800 meter længere nede. Husk madpakken.

Her er lidt lyng-view og mig i karate kid-positur (spørg mig ikke hvorfor) på en af klipperne.

I Frankrig er det også en oplevelse i sig selv købe ind, både på markedet og i supermarkedet. Og det er fantastisk at kunne køre ind på en vingård og købe lokal vin. Hvad mange ikke vidste er at ELF-tanken i Faugeres faktisk har et godt udvalg af de rigtigt gode lokale vine – spørg efter vinen og du bliver lukket om i baglokalet til herlighederne. Jeg anbefaler Chateau des Estanilles – den var god (også i overskyet vejr)!

Og det fik mig til at tænke på den tendens, der har været, til at bygge museer, der er bemærkelsesværdige og spektakulære alene i kraft af deres arkitektur.

For hvorfor lige museer?

Og hvad betyder det for (oplevelsen af) den kunst, der bliver udstillet?

Jeg er sikker på at det booster besøgstallet til selve stedet og i visse også tiltrækker flere turister til selve området/byen, når man bygger et lækkert museum. Samtidig er et museum belejligt nok også et sted, hvor der i forvejen er åbent for besøg.

Og det er vel egentlig også meget naturligt, at man gerne vil kunne præsentere kunst i omgivelser, der i sig selv er æstetisk behagelige, interessante eller udfordrende. Men i de fleste af de ny, flotte museumsbygninger, jeg har været i, er selve udstillingslokalerne som regel mere anonyme, almindelige, ja, “museumsagtige”. Der skal jo kunne hænge billeder på væggene, ikke…

Til gengæld er det kun få af stederne, jeg rent faktisk er taget til for at se udstillingen. Faktisk anede jeg hverken om det førnævnte museum i Rio, Guggenheim i Bilbao, det tilsvarende i New York eller det jødiske museum i Berlin (som jeg alle tæller som sådan nogle “designede” museer) noget særligt om, hvad der egentlig blev udstillet.

Og tilsvarende kan jeg faktisk ikke rigtigt huske hvad jeg så nogen af stederne. OK – det hører med til historien at jeg blev positivt overrasket over en Wim Wenders-fotoudstilling i Bilbao. Men ellers er jeg blank. Og er det egentlig ikke lidt synd for kunsten? (eller for den vist nok meget store og kedelige udstilling om jødisk kultur i mellemkrigstiden i Tyskland, der vist nok var at se i Liebeskinds museum i Berlin?)

Turen startede i Buenos Aires og gik med et par mellemstationer derfra nordpå til Iguazu. Derefter med fly til Rio, hvor vi først havde nogle dage i Badebyen Buzios og derefter et par dage i selve Rio. Et par højdepunkter:

1. Iguazu
Der hvor Argentina, Brasilien og Paraguay støder op til hinanden ligger et lille område tæt pakket af 270 vandfald, mange af dem kæmpestore. De billeder, jeg har med hjem derfra, er en meget utilstrækkelig beskrivelse af, hvordan det ser ud og føles at stå omringet af smukke vandfald og ikke kunne høre sidemanden for larmen fra vandet, der falder 80 meter. Men I får lige et skud derfra alligevel:

2. Buenos Aires
Buenos Aires kan som sådan ikke byde på nogen rigtig store sites, med mindre man meget optaget af landets historie eller musicalen Evita. Men der er noget særligt over byens stemning, når der danses tango på gadehjørnerne eller når man er på marked i den gamle bydel, San Telmo. Der skal jeg helt sikkert tilbage til! Og nå ja, så er det også en rigtig fed by at shoppe i, skulle jeg hilse og sige – ikke mindst fra min kæreste…

3. Udsigten fra Sukkertoppen i Rio
Der var fuldstændig tåget, da vi var oppe på Corcovado (der, hvor Kristusstatuen står), så det fik vi ikke meget ud af. Heldigvis stod vi på toppen af byens andet vartegn, den store “knold” der kaldes Sukkertoppen, lige ved solnedgangstid. Der kan man virkelig se, hvordan byen ligger klemt ind mellem vandet og bjergene.

4. En god bøf
Det er ikke for sjov når man siger, at man får serveret godt kød i Argentina. Det gælder faktisk også Brasilien.

5. På Natklub i Lapa
I Rios mere trendy kvarter ligger der en del natklubber, hvor de spiller samba og det, der ligner, og både i nye og mere klassiske former. Vi var på en af de store, Rio Scenarium, der er indrettet i en gammel og kæmpestor treetagers antikvitetsbiks, og hvor både unge og gamle dansede til livemusikken. Og efter at have kigget lidt og forsikret os om, at der ikke var nogen faste regler for, hvordan man skulle gøre det, vovede vi os også ud i at stå og trippe lidt i udkanten af danskegulvet. Det var sjovt!

6. Oscars Niemeyers arkitektur
Oscar Niemeyer er arkitekten, der har tegnet/planlagt Brasiliens hovedstad, Brasilia, som vi desværre ikke besøgte. Til gengæld er der mange eksempler på hans arbejde i Rio, og vi fik da set lidt af det. Jeg blev mest imponeret over hans flyvende tallerken af et museum, der ligger ud til vandet lige på den anden side af Rio. Det skilte sig virkelig ud, og var også enormt flot. Det er i øvrigt Sukkertoppen i baggrunden:

7. Caipirinha
…Som vel er Brasiliens nationaldrik. De smager altså lidt bedre når man sidder på Copacabana…

Der er lidt flere billeder at se på 23. Redaktionen må i øvrigt efter dybdeborende observationer og omstændige optællinger indrømme, at der rent faktisk er flere argentinske steakhouses i Buenos Aires end i Amsterdam. I Buenos Aires hedder de bare restauranter.

Granns.net kører på lavt blus de næste to uger, da vi har valgt at sende hele redaktionen til Sydamerika for at finde ud af, om det overhovedet kan lade sig gøre at samle flere agentinian steakhouses på et sted end de har gjort i Amsterdam. For der er fandeme mange…

Vi vender tilbage med resultatet så snart det er i hus!

Man bladrer derfor igennem side efter side med flotte bygninger, fantastiske sites og elegante hoteller, klubber og restauranter. Men det føles ikke som om det kunne være et rart/fedt/spændende sted at være – kun at se. Man får indtryk af, hvor flotte steder er – men det er vel ikke kun derfor, man rejser? Og det står i stærk modsætning til teksterne i bogen, der igen og igen bruger ord som “atmosphere”, “buzz”, “people” i deres beskrivelse af stederne.

Men man må give dem at (billed)stilen er gennemført: selv strande og strandpromenader på Ipanema er menesketomme – men til gengæld får man heller ikke lov at se det store panorama – kun udsnit bliver det til. Der er nok mennesker sådan nogle steder lige meget hvor tidligt, man står op…

Gad vide om de i guiden til New York har et billede af Times Square? Eller andre lignende steder? … Jeg tvivler, når man ved, hvor svært det kan være at få ryddet sådan nogle steder for mennesker …

For eksempel kan svenskerne simpelthen ikke lade være at putte sukker i alting. Selv det mørkeste rugbrød og den stærkeste sennep får et skud sukker, så det glider lidt lettere ned. Omvendt er de ikke rigtigt glade for meget salt lakrids (i hvert fald i Sydsverige, hvor jeg var), hvilket betyder at det så udbredte (og billige – helt ned til 3,90 svenske kroner/100 g) lösgodis-fænomen de fleste steder er et rent festfyrværkeri af pastelfarver.

En anden ting, der er tydelig, er at svenskerne er meget mere til frugt og især bær – og gerne i alle mulige mærkelige blandinger. Man kan få danskvand (svenskvand?) med mange flere forskellige smagsvariationer end herhjemme – Loka laver fx vand med päron-, hallon/grape-, passionsfrukt-, tranbär/citron- og björnbär-smag.

Og Yoggi-yoghurt fås i Sverige med kungsbär, blåbär/banan/vanilj, passion/mango, blodapelsin/guava/mandarin, citrus/vanilj, äpple/vanilj/kanel og jordgubb/smultron-smag. Og det går igen i andre varegrupper, lige fra syltetøj til lösgodis. Jeg anbefaler selv vand med pæresmag, yoghurt med citron/vaniljesmag og hjortronsylt – multebærsyltetøj.

Bær- og frugt-teorien understøttes af en artikel i Ugeskrift for Læger, der desværre ikke nævner noget om sukkertrang på de to sider af sundet. Til gengæld fremgår det – lidt overraskende for mig – at svenskerne spiser mere fisk end os, mens vi spiser mere kød og fedt (!).

Se i øvrigt også denne artikel om forskelle på svenskere og danskere – blandt andet, hvordan vi har et forskelligt forhold til det at holde pause. Eller læs min forrige rapport fra broderlandet.

Et par tips
Der er ikke meget sjov i det gamle Vestberlin. Kun hvis man gerne vil i stormagasiner, eller absolut vil se Gedächtsnichtskirche og Kurfürstendamm. Jeg synes ikke det er noget særligt – og de fleste gange, vi har været dernede, har vi knap nok bevæget os ud af det gamle Østberlin.

Man kan stå i kø i rigtigt lang tid for at se den nye Rigsdagsbygning. Det synes jeg kun man skal gøre, hvis man er meget arkitekturinteresseret. I stedet kan I stille jer i kø ved det gamle TV-tårn på Alexanderplatz – ventetiden er som regel den samme. Her er udsigten væsentlig bedre fra toppen, og så er det værd at stå de tyve minutter ekstra i kø for at få lov at komme op på den øverste etage og drikke en kop kaffe (eller vin eller noget). Det er en restaurant, der drejer rundt, så man på en halv time får set udsigten hele vejen rundt. Gør det en af de sidste dage I er der, så I har en fornemmelse af, hvad I ser.

Hvis du skal shoppe, vil jeg anbefale at gå op ad Kastanien Allee og droppe ned af nogle af sidegaderne undervejs. Det er sjovest oppe i den del af gaden, der ligger tættest på Prenzlauer Berg (og er man heldig får man et glas champagne mens man prøver bukser). Der ligger også mange små, sjove butikker side om side med dyre designbutikker nede i Mitte, i kvarteret mellem de tre U-bahn-stationer Rosenthaler Platz, Oranienburger Str. og Rosa-Luxemburg-Platz (i samme område ligger i øvrigt et rigtigt flot fotogalleri/-butik, der hedder Lumas, og også en masse sjove barer i den del af kvarteret over mod Oranienburger Str.).

Kvarterer
Prenzlauer Berg er det hyggeligste kvarter dernede, og der ligger en del hyggelige cafeer og også mange butikker. Det foregår primært i området mellem de to gader Schönhauser Allee og Prenzlauer Allee. Det er sådan en lidt mere Berlin’sk udgave af Østerbro. Lychener Str- er en lang parade af forskellige etniske restauranter.

Men kvarteret Friedrichshain er lidt mere det, man forventer sig af Østberlin. Grafitti, punkere med hunde, genbrugsbutikker og skumle barer – men der er hyggeligt, og det er ved at blive meget mere mondænt efterhånden. Klart mit foretrukne hood dernede :-). Gå fx en tur ned af den første kilometer af Karl Marx-Allee fra Alexanderplatz. Den blev bygget til arbejderne i Østberlin, og det var også her, man holdt militærparader. derfor er gaden meget bred, og husene er synkrone på de to sider af vejen – det er fascistbyggeri når det er bedst! På Simon-Dach Str. ligger der masser af cafeer og barer, og der er også gang i den om aftenen – ex på Dachkammer, hvor de laver gode drinks. Og om lørdagen er der loppemarked på Boxhagener Platz, hvor man kan fine masser af retro-stuff.

Kvarteret Kreuzberg synes jeg er lidt overvurderet. Men hvis du gerne vil derned, så tag dels til området omkring Oranienstr. og til området omkring Bergmannstr. – begge steder er der tøjbutikker og gode alternative pladebutikker.

Et par tips mere
Gå ud og spis brunch. Det er billigt og godt mange steder, og er også tit sådan noget buffet-noget, man kan sidde og hygge sig med.

Der er masser af rigtig gode museer dernede. Neue Nationalgalerie er en flot bygning og har tit også flotte kunstudstillinger. Men også de mere klassiske museer på Museumsøen er værd at kigge på, hvis man er interesseret.

Hvis du skal i byen, og gerne vil se et Berlin’sk sted uden at det bliver alt for undergrunds-agtigt, så ligger der en sky-bar (dvs. en klub med udsigt over byen) på Alexanderplatz på 13. etage i en af kontorbygningerne. den hedder Week-end, og de spiller house og techno, men det er en oplevelse at være der også hvis man ikke er til den slags.

Og så er det også værd at se mindesmærket for de jøder, der blev dræbt under 2. verdenskrig. Det ligger lige i nærheden af Brandenburger Tor og Unter den Linden, som man så lige kan nuppe samtidig.

Der er i øvrigt flere Berlin-tips hos Lindgreen. God tur :-)