granns.net

Da jeg sad i saunaen i går fitnesscentret ved siden af en anden mand, der højlydt prustede over varmen, kom jeg i tanker om at jeg i mit sidste indlæg sådan lidt halvt havde afsluttet med at skrive at jeg ville fortælle lidt om min tur til Helsinki.

Der er nu ikke så meget at fortælle. Ikke så meget fordi det ikke er en spændende by eller et spændende land – mere fordi det meste af turen gik op i hat og briller, øl og finsk sprut, tung mad og heavy metal-karaoke – du ved hvordan det er…

Men en ting er dog interessant og ligger nogenlunde usløret i erindringen. Nemlig at være i sauna.

Og da det jo er en finsk ting, så er der selvfølgelig regler og skikke forbundet med sådan noget, som vi danskere ikke er bekendte med, sauna-fornægtere som vi er.

Der er, som den venlige unge sauna-dørmand informerede os om, en særlig Finnish way at gå i sauna. Den indebærer at være i saunaen i lang tid, hvor man skiftevis bader, er i sauna og slapper af i omklædningsrummet eller endda udenfor (gerne i minusgrader). Derfor anbefalede han os at gå ned i supermarkedet og købe seks øl hver (!) inden vi gik ind, da han desværre selv kun kunne selve os light-øl. Så det gjorde vi.

Ja, kønt ser det ikke ud. Men det kan anbefales!

Og så er der nogle ting, som man åbenbart bare skal gøre, når man er i sauna. Her blev jeg særligt opmærksom på tre:

1. Når man forlader saunaen – og dermed passerer selve ovnen – skal man altid spørge de, der sidder tilbage, om den skal have lidt mere gas (altså om man skal hælde vand på stenene, og der dermed bliver skudt en bølge varm luft ud i saunaen).

2. Når man sidder i saunaen og bliver spurgt, om der skal gives gas med vand på stenene, skal man altid sige ja.

Lad mig straks her sige, at det altså ikke var en lille sauna, vi besøgte. Den kunne altså rumme en del mennesker, og det gav selvfølgelig også en vis trafik ind og ud. Og den kvikke læser har jo nok allerede regnet ud hvad det betød for temperaturen i saunaen. Den var – for en sauna-nybegynder som undertegnede – noget nær ulidelig.

Og det er her min tredje observation kommer ind i billedet:

3. I saunaen faldt vi i snak med en finne, som fortalte lidt om Finland og ikke mindst om saunaer. Og det er her min prustende fitnesssauna-medsidder kommer ind i historien, for vores finske ven indviede os i denne gyldne regel:

“You never show pain in the sauna. Never!”

(Nu plejer man at skrive “min kursivering”, hvis man kursiverer et citat. Men nu hørte jeg det jo blive udtalt, og jeg kan forsikre om, at det også blev udtalt med kursiv!) Det fremgår ikke hvad konsekvenserne ved ikke at følge hans råd er, men jeg skal ikke kunne garantere at der ikke har været øjeblikke i varmen hvor jeg ikke er kommet til det. Og man kan altså også konstatere, at det er blandt saunaeliten i Finland, at reglerne gælder. Men det er også godt at vide, hvis man skulle befinde sig dér på et tidspunkt!

Der er i øvrigt mange slags saunaer, fortalte vores finske ven os. Der findes blandt andet særlige røgsaunaer, som man skal sørge for at forberede ved at varme dem godt nok op og på den rigtige måde, så man ikke dør af røgforgiftning, når man går i saunaen. Det prøvede vi ikke… (Vi piskede os heller med birkegrene, som ellers var til rådighed i forafkølet stand og i rigeligt antal.)

Sjovt nok er der færre offentlige saunaer i Helsinki end nogensinde – kun tre (hvor af kun den ene, som vi var i, er brændeopvarmet!), mod tidligere over 80. Men det skyldes, lærte vi, at alle efterhånden har sauna derhjemme, også i lejlighedsbygninger. “How can you live without sauna”, som vi forundret blev spurgt.

Det kan ikke være helt CO2-venligt, tænker jeg. Gad vide om ikke man kunne gøre en forskel på den front med en “Sluk saunaen Helsinki”-kampagne – det ville i hvert fald være noget mere virksomt end vores egen vattede “Sluk lyset”-pendant. Finner, Ideen er hermed givet videre…

Næsten just hjemvendt derovrefra – det tog lige lidt tid at få tømt kufferten for alle nyindkøbene – vil jeg lige kort dele lidt ud af erfaringerne. Alle kender vel nogen, der lige har været i New York og er fuld af gode ideer, men alligevel. Here goes – tilføj gerne i kommentarerne:

Litteratur/guides
Der er mange gode rejsebøger til New York. Der er også mange dårlige.

Wallpaper-guiden er ikke værd at investere i. Den er alt for kort og alt for optaget af pæne billeder af hotelinteriør til at være bare en smule brugbar.

Lonely Planet er OK til baggrundsinfo og er god at have hvis man skal uden for Manhattan, hvor mange andre guidebøger kommer til kort. Men den er tung og ikke synderlig up to date. Og ikke mindst er du fælles med alle de andre om den, så du ender med at gå de samme steder hen som alle de andre turister.

Der er bøger, der i virkeligheden lige så meget er “portrætter af byen” – i denne kategori havde vi “New York New York” og “NYC – head over (high) heels” – som er meget sjove og gode til at give en ide om, hvad “man” gør i New York, men ikke overraskende ikke er meget bevendte som rejseguides.

Hvis man gerne vil vide hvor man skal shoppe, så skal man købe en “NYC Superguide“, som er en pdf, man betaler 20 dollars for at hente. Til gengæld er den opdateret med de nyeste butikker, barer mv. senest for en måned siden. Rigtig god.

Og så anbefaler jeg også “Not for tourists NYC” (der findes også en “Not for tourists Brooklyn”), som kan fås på bog, men meget mere praktisk, som iPhone-applikation. Den kan altid fortælle dig hvor der er gode restauranter, barer mv. i nærheden. Og ikke mindst kan den altid pege dig til nærmeste Starbucks, når du er tissetrængende. Uundværlig!

Endelig er det en god ide at finde en Village Voice eller købe en Time Out New York (kommer hver onsdag) når man ankommer. Der kan man læse om film, koncerter, teatret og hvor man ellers skal gå ud i byen lige nu.

Where to go?
Vi tog et område/kvarter af gangen og brugte en hel dag næsten alle de steder, vi var. Man skal ikke snyde sig selv for at komme uden for Manhattan – vi havde vores bedste dage i Brooklyn (dag i DUMBO med udsigt til Manhattan og aften omkring Smith St. og Boerum Hill) og i Williamsburg.

Derurover er der hyggeligt både i West Village/Meatpacking-området og i East Village/Lower East Side. Hvis man vover sig til Queens, så kan man snuppe både det verdensberømte graffitisted 5 pointz og MoMA-”dattermuseet” P.S.1 på et par timer – det kan anbefales.

Man kan shoppe alle steder. SoHo og 5th Av./Madison Av.-områderne var lidt hektiske, synes jeg. Så var både Brooklyn/Williamburg og East+West Village bedre. Generelt er tøjet lidt mere “sporty” derovre end herhjemme. (det er også rart at vide, hvis man gerne vil se lidt smart ud selv :-)), men man kan sagtens finde “europæisk” mode. Selv nogle af de europæiske designere var billigere derovre (men hvor længe bliver dollarkursen på en femmer?).

Et par specifikke steder, jeg lige vil nævne:
På Clover Club på Smith St. i Brooklyn er der live jazz hver onsdag. Den dag, vi var der, var det noget meget autentisk lydende 20′er-jazz med Chet Baker-vokal – virkelig herligt. Og fik jeg nævnt at de laver nogle supergode cocktails?

I det hele taget er Smith St. et fint sted med masser af butikker, restauranter og cafeer. Det samme gælder til dels også nabogaden Court St.

Nu vi snakker om cafeer: Hvis du befinder dig i NoLita-kvarteret, og er lidt sulten, så ligger der to rigtig gode cafeer/spisesteder lige ved siden af hinanden på Prince St.: Cafe Gitane  på hjørnet af Prince og Mott St. er fransk og serverer byens bedste couscous. Prøv et glas agurkesaft (!) til – det er overraskende godt. Cafe Habana er cubansk – her skal man spise majs, som man får serveret på en pind med masser af krydderi og ost på. Skyl ned med en Pacifico – ah!

Hvis du kun skal på et (kunst)museum i New York, så lad være at tage på MoMA. De har mange gode værker, men der er ingen sammenhæng i udstillingerne og alt for mange mennesker.

Hvis MoMA er som en dårlig “Best of the [indsæt selv årti]“-plade, så er Metropolitan til gengæld et fint udvalg af de bedste skiver fra samme periode. Her er færre af de helt store hits, men flere af de helt store kunstnere (jeg opgav at tælle Picasso’er), og vigtigst af alt: Det hele er pænt arrangeret i sammenhængende temaer og udstillinger. Museet er så stort, at du lige så godt kan opgive at se det hele – en slags amerikansk svar på Louvre – men kan til gengæld opfylde dit behov for at se alt fra oldgræske vaser, klassisk koreansk kunsthåndværk og maya-indianske åndemaner-kostumer, når du er træt af at kigge på kunst.

Hvis du nu alligevel tager på MoMA, så gem billetstumpen til gratis adgang på P.S.1, museets rebelske teenagebarn med beliggenhed i Queens. Fin eksperimenterende nymodens kunst i seje lokaler.

Gå ikke glip af en gåtur på den nye park The High Line, som er resultatet af årelangt arbejde for at få noget godt ud af resterne af den gamle togbane, hvor man indtil for 20 år siden transporterede kød rundt i The Meat Packing District. Men nu er det altså en park – arkitektonisk velgennemtænkt og et rigtig rart sted at nyde lidt solstråler og få en lille smule fred på det sydlige Manhattan.

Hvis du – ligesom undertegnede – ikke er til store musicals eller teateropsætninger, men hellere vil prøve noget lidt anderledes, så book en billet til et af de mange mindre teatre, der ligger i byen. I USA er der en lidt anden scenetradition end i Europa, med mindre fokus på smarte ideer og scenografi og mere på det intime samspil mellem skuespillerne – kort sagt: Et par stolerækker i et rum, så har man et teater. Det er forfriskende, og der er meget talent, får man indtryk af. Vi så stykket “Circle Mirror Transformation” på teatret Playwrights Horizons, som er kendt for at være nytænkende og præsentere opsætninger, der ender med at rykke over på Broadway. Det var fantastisk!

Vi kom også ud og se sport – det endte med en basketballkamp mellem Knicks og Celtics. Og ud over at niveauet er højt, så er det også en oplevelse ud over det sædvanlige, at alt er så mega-kommercialiseret. Der er musik under kampen og alt er sponsoreret af nogen (selv playlisten). Og så blev nationalsangen selvfølgelig afsunget af en spinkel 9-årig pige med en stemme som en 30-årig. Prøv det eller en footballkamp, hvis vejret er til det (eller baseball, hvis du er den rigtigt tålmodige type).

Bliv væk fra området omkring Times Square – også selv om den danske arkitekt Jan Gehl har været med til at lave det om, så det nu er gågade og udesidning og alt det der. Det er stadig et lyshelvede med masser af mennesker  – også af den slags, der vil sælge dig alt muligt. Tag japanermodellen: Op af subway’en, tag billedet, og så videre.

Jeg bliver lidt paralyseret når jeg træder ind i en Barnes & Noble megastore – der er simpelthen så meget at vælge imellem, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. New Yorks bedste (men ikke største) boghandel ligger i Williamsburg og hedder Spoonbill and Sugartown. Udvalget er rigtig godt med fokus på skønlitteratur, bøger om design, typografi, foto mv. og så alt det lidt skæve. Der kunne jeg sagtens have tilbragt mange timer.

Når jeg kommer tilbage, vil jeg nok også:
Høre jazz hjemme hos Marjorie Eliot, der hver søndag klokken 16 åbner sit hjem (555 Edgecombe Av., apt. 3F) op for alle, der gerne vil høre både etablerede og nye talenter inden for jazzen spille i stuen. Sådan har det været de sidste 14 år, og det er gratis.

Prøve en guidet tur med en, der virkelig kender byen eller en lille bid af den. Det kunne være en dansk journalist eller en lokal.

Lidt længere ud i Brooklyn og Williamsburg, hvor man ikke allerede snakker om at tingene ikke er som de var en gang og man måske kan være et skridt foran guidebøgerne når det gælder om at finde det næste nye…

Mere…
Du kan også se billeder fra vores tur, hvis du af en eller anden grund skulle have lyst til det.

Relateret: Blandt andet Granns tips til Berlin og observationer omkring antallet af argentinske steakhouses i Amsterdam.

Muligvis coming up: Granns guide til Helsinki (!)

En kort efter-ferie-observation:

Tyrolean Air er slet ikke så sjovt som det lyder. Ikke at de ikke flyver fint og sikkert og alt det der, men med det navn havde jeg forventet at sikkerhedsinstruktionerne nærmest blev fremført jodlende, og at stewardesserne alle havde lederhosen på og måske kunne synge sange fra “The Sound of Music” på request. Der blev jeg skuffet…

Sådan her kunne de eksempelvis have set ud

(selskabet viste sig i stedet at være et mærkværdigt datterselskab af Austrian Airlines, hvorfor hele kabinepersonalet var klædt i rødt fra top til tå og der blev spillet vals inden take off og efter landing. Også interessant, men ikke nok!)

Lidt billeder fra den nyligt overståede tur til Slovenien og Kroatien (med et meget kort afbræk i Trieste) findes såmænd lige her til de interesserede…

Smugkig her:

Og det var lige her, du også kunne se hvad der gemte sig neden under skyerne på turen.

Nu hvor sommeren er forbi vil jeg ikke snyde læserne for en ny udgave af granns rejseguides. Tidligere har vi mestendels koncentreret os om storbyer, men denne gang går turen til Languedoc.

Mere præcist til området omkring det sted, hvor vejret fra Middelhavet og vejret fra Atlanterhavet mødes og i skøn forening skaber masser af skyer (og også en del regn). Lige præcis dér havde vi intetanende lånt et hus i en lille fransk bjergby.

Og der var i sandhed tale om et særligt mikroklima – en slags omvendt orkanens øje – der er blå himmel hele vejen udenom, men lige dér var der for det meste overskyet. Det var åbenbart lige det sted, hvor skyer af engelsk og italiensk herkomst mødtes for at hænge ud. I den anledning bringer vi lige et par billeder af de franske skyer i deres forskellige former.

Der blev dog også tid til at se og opleve lidt – og en del af det faktisk i solskin. Et par højdepunkter:

Gorges d’Heric er en fem km lang slugt, som for det første byder på en flot tur fra bunden og op – der er ca. 300 meters højdeforskel. For det andet løber der en kilde i slugten, som skaber en masse bassiner på hele turen, lige fra helt små til ret store. Man kan finde sin egen swimmingpool og ligge og dase på klipperne.

Her er et snapshot af slugten og et af mig, der hopper ud i et af bassinerne.

Caroux er en højslette ikke langt fra Gorges d’Heric (de rigtigt toughe kan klare begge dele på en dag på en lang vandretur). Man kører i bil op til 1000 meters højde til den lille by Douch, vandrer op gennem en skov og genem et lyngområde før man lige pludselig står med panoramaudsigt over Orb-dalen, der ligger 800 meter længere nede. Husk madpakken.

Her er lidt lyng-view og mig i karate kid-positur (spørg mig ikke hvorfor) på en af klipperne.

I Frankrig er det også en oplevelse i sig selv købe ind, både på markedet og i supermarkedet. Og det er fantastisk at kunne køre ind på en vingård og købe lokal vin. Hvad mange ikke vidste er at ELF-tanken i Faugeres faktisk har et godt udvalg af de rigtigt gode lokale vine – spørg efter vinen og du bliver lukket om i baglokalet til herlighederne. Jeg anbefaler Chateau des Estanilles – den var god (også i overskyet vejr)!

Da jeg var i Rio var jeg, som jeg skrev i mit tidligere indlæg, ude at se et kunstmuseum. Grunden til at jeg så det var imidlertid ikke kunsten, men selve bygningen, kunsten bliver fremvist i. Vi så godt nok selve udstillingen (som viste sig at være om arkitekten, der havde tegnet museet: Oscar Niemeyer), fordi vi nu alligevel var der, og fordi vi også lige ville se bygningen indvendig (og også fordi det kun kostede 12 kroner). Men formålet med turen var at se bygningen. Så vi snupper lige et par billeder mere af den:

Og det fik mig til at tænke på den tendens, der har været, til at bygge museer, der er bemærkelsesværdige og spektakulære alene i kraft af deres arkitektur.

For hvorfor lige museer?

Og hvad betyder det for (oplevelsen af) den kunst, der bliver udstillet?

Jeg er sikker på at det booster besøgstallet til selve stedet og i visse også tiltrækker flere turister til selve området/byen, når man bygger et lækkert museum. Samtidig er et museum belejligt nok også et sted, hvor der i forvejen er åbent for besøg.

Og det er vel egentlig også meget naturligt, at man gerne vil kunne præsentere kunst i omgivelser, der i sig selv er æstetisk behagelige, interessante eller udfordrende. Men i de fleste af de ny, flotte museumsbygninger, jeg har været i, er selve udstillingslokalerne som regel mere anonyme, almindelige, ja, “museumsagtige”. Der skal jo kunne hænge billeder på væggene, ikke…

Til gengæld er det kun få af stederne, jeg rent faktisk er taget til for at se udstillingen. Faktisk anede jeg hverken om det førnævnte museum i Rio, Guggenheim i Bilbao, det tilsvarende i New York eller det jødiske museum i Berlin (som jeg alle tæller som sådan nogle “designede” museer) noget særligt om, hvad der egentlig blev udstillet.

Og tilsvarende kan jeg faktisk ikke rigtigt huske hvad jeg så nogen af stederne. OK – det hører med til historien at jeg blev positivt overrasket over en Wim Wenders-fotoudstilling i Bilbao. Men ellers er jeg blank. Og er det egentlig ikke lidt synd for kunsten? (eller for den vist nok meget store og kedelige udstilling om jødisk kultur i mellemkrigstiden i Tyskland, der vist nok var at se i Liebeskinds museum i Berlin?)