Nu hvor sommeren er forbi vil jeg ikke snyde læserne for en ny udgave af granns rejseguides. Tidligere har vi mestendels koncentreret os om storbyer, men denne gang går turen til Languedoc.

Mere præcist til området omkring det sted, hvor vejret fra Middelhavet og vejret fra Atlanterhavet mødes og i skøn forening skaber masser af skyer (og også en del regn). Lige præcis dér havde vi intetanende lånt et hus i en lille fransk bjergby.

Og der var i sandhed tale om et særligt mikroklima - en slags omvendt orkanens øje - der er blå himmel hele vejen udenom, men lige dér var der for det meste overskyet. Det var åbenbart lige det sted, hvor skyer af engelsk og italiensk herkomst mødtes for at hænge ud. I den anledning bringer vi lige et par billeder af de franske skyer i deres forskellige former.

Der blev dog også tid til at se og opleve lidt - og en del af det faktisk i solskin. Et par højdepunkter:

Gorges d’Heric er en fem km lang slugt, som for det første byder på en flot tur fra bunden og op - der er ca. 300 meters højdeforskel. For det andet løber der en kilde i slugten, som skaber en masse bassiner på hele turen, lige fra helt små til ret store. Man kan finde sin egen swimmingpool og ligge og dase på klipperne.

Her er et snapshot af slugten og et af mig, der hopper ud i et af bassinerne.

Caroux er en højslette ikke langt fra Gorges d’Heric (de rigtigt toughe kan klare begge dele på en dag på en lang vandretur). Man kører i bil op til 1000 meters højde til den lille by Douch, vandrer op gennem en skov og genem et lyngområde før man lige pludselig står med panoramaudsigt over Orb-dalen, der ligger 800 meter længere nede. Husk madpakken.

Her er lidt lyng-view og mig i karate kid-positur (spørg mig ikke hvorfor) på en af klipperne.

I Frankrig er det også en oplevelse i sig selv købe ind, både på markedet og i supermarkedet. Og det er fantastisk at kunne køre ind på en vingård og købe lokal vin. Hvad mange ikke vidste er at ELF-tanken i Faugeres faktisk har et godt udvalg af de rigtigt gode lokale vine - spørg efter vinen og du bliver lukket om i baglokalet til herlighederne. Jeg anbefaler Chateau des Estanilles - den var god (også i overskyet vejr)!

Da jeg var i Rio var jeg, som jeg skrev i mit tidligere indlæg, ude at se et kunstmuseum. Grunden til at jeg så det var imidlertid ikke kunsten, men selve bygningen, kunsten bliver fremvist i. Vi så godt nok selve udstillingen (som viste sig at være om arkitekten, der havde tegnet museet: Oscar Niemeyer), fordi vi nu alligevel var der, og fordi vi også lige ville se bygningen indvendig (og også fordi det kun kostede 12 kroner). Men formålet med turen var at se bygningen. Så vi snupper lige et par billeder mere af den:

Og det fik mig til at tænke på den tendens, der har været, til at bygge museer, der er bemærkelsesværdige og spektakulære alene i kraft af deres arkitektur.

For hvorfor lige museer?

Og hvad betyder det for (oplevelsen af) den kunst, der bliver udstillet?

Jeg er sikker på at det booster besøgstallet til selve stedet og i visse også tiltrækker flere turister til selve området/byen, når man bygger et lækkert museum. Samtidig er et museum belejligt nok også et sted, hvor der i forvejen er åbent for besøg.

Og det er vel egentlig også meget naturligt, at man gerne vil kunne præsentere kunst i omgivelser, der i sig selv er æstetisk behagelige, interessante eller udfordrende. Men i de fleste af de ny, flotte museumsbygninger, jeg har været i, er selve udstillingslokalerne som regel mere anonyme, almindelige, ja, “museumsagtige”. Der skal jo kunne hænge billeder på væggene, ikke…

Til gengæld er det kun få af stederne, jeg rent faktisk er taget til for at se udstillingen. Faktisk anede jeg hverken om det førnævnte museum i Rio, Guggenheim i Bilbao, det tilsvarende i New York eller det jødiske museum i Berlin (som jeg alle tæller som sådan nogle “designede” museer) noget særligt om, hvad der egentlig blev udstillet.

Og tilsvarende kan jeg faktisk ikke rigtigt huske hvad jeg så nogen af stederne. OK - det hører med til historien at jeg blev positivt overrasket over en Wim Wenders-fotoudstilling i Bilbao. Men ellers er jeg blank. Og er det egentlig ikke lidt synd for kunsten? (eller for den vist nok meget store og kedelige udstilling om jødisk kultur i mellemkrigstiden i Tyskland, der vist nok var at se i Liebeskinds museum i Berlin?)

I søndags kom jeg hjem fra lidt over to uger i Argentina og Brasilien. Og tænk, jeg blive ikke en gang hverken røvet eller truet i Rio!!! (omend jeg steg ud af flyveren med en god portion opbygget paranoia efter at have hørt masser af historier og rygter, men det forsvandt heldigvis hurtigt).

Turen startede i Buenos Aires og gik med et par mellemstationer derfra nordpå til Iguazu. Derefter med fly til Rio, hvor vi først havde nogle dage i Badebyen Buzios og derefter et par dage i selve Rio. Et par højdepunkter:

1. Iguazu
Der hvor Argentina, Brasilien og Paraguay støder op til hinanden ligger et lille område tæt pakket af 270 vandfald, mange af dem kæmpestore. De billeder, jeg har med hjem derfra, er en meget utilstrækkelig beskrivelse af, hvordan det ser ud og føles at stå omringet af smukke vandfald og ikke kunne høre sidemanden for larmen fra vandet, der falder 80 meter. Men I får lige et skud derfra alligevel:

2. Buenos Aires
Buenos Aires kan som sådan ikke byde på nogen rigtig store sites, med mindre man meget optaget af landets historie eller musicalen Evita. Men der er noget særligt over byens stemning, når der danses tango på gadehjørnerne eller når man er på marked i den gamle bydel, San Telmo. Der skal jeg helt sikkert tilbage til! Og nå ja, så er det også en rigtig fed by at shoppe i, skulle jeg hilse og sige - ikke mindst fra min kæreste…

3. Udsigten fra Sukkertoppen i Rio
Der var fuldstændig tåget, da vi var oppe på Corcovado (der, hvor Kristusstatuen står), så det fik vi ikke meget ud af. Heldigvis stod vi på toppen af byens andet vartegn, den store “knold” der kaldes Sukkertoppen, lige ved solnedgangstid. Der kan man virkelig se, hvordan byen ligger klemt ind mellem vandet og bjergene.

4. En god bøf
Det er ikke for sjov når man siger, at man får serveret godt kød i Argentina. Det gælder faktisk også Brasilien.

5. På Natklub i Lapa
I Rios mere trendy kvarter ligger der en del natklubber, hvor de spiller samba og det, der ligner, og både i nye og mere klassiske former. Vi var på en af de store, Rio Scenarium, der er indrettet i en gammel og kæmpestor treetagers antikvitetsbiks, og hvor både unge og gamle dansede til livemusikken. Og efter at have kigget lidt og forsikret os om, at der ikke var nogen faste regler for, hvordan man skulle gøre det, vovede vi os også ud i at stå og trippe lidt i udkanten af danskegulvet. Det var sjovt!

6. Oscars Niemeyers arkitektur
Oscar Niemeyer er arkitekten, der har tegnet/planlagt Brasiliens hovedstad, Brasilia, som vi desværre ikke besøgte. Til gengæld er der mange eksempler på hans arbejde i Rio, og vi fik da set lidt af det. Jeg blev mest imponeret over hans flyvende tallerken af et museum, der ligger ud til vandet lige på den anden side af Rio. Det skilte sig virkelig ud, og var også enormt flot. Det er i øvrigt Sukkertoppen i baggrunden:

7. Caipirinha
…Som vel er Brasiliens nationaldrik. De smager altså lidt bedre når man sidder på Copacabana…

Der er lidt flere billeder at se på 23. Redaktionen må i øvrigt efter dybdeborende observationer og omstændige optællinger indrømme, at der rent faktisk er flere argentinske steakhouses i Buenos Aires end i Amsterdam. I Buenos Aires hedder de bare restauranter.

Formiddag inden jeg skal i lufthavnen. På vej ned til bageren - Jaguaren skilter med formiddagspriser (”Fisker, 13 kr.”!), Slagteren skilter som sædvanligt med tilbud på finker og inde i bageren spiller Laid Back med Bakerman mens jeg køber Limfjordsporter-boller.

Granns.net kører på lavt blus de næste to uger, da vi har valgt at sende hele redaktionen til Sydamerika for at finde ud af, om det overhovedet kan lade sig gøre at samle flere agentinian steakhouses på et sted end de har gjort i Amsterdam. For der er fandeme mange…

Vi vender tilbage med resultatet så snart det er i hus!

I Wallpapers city guides er der ingen mennesker på nogen billederne. Det gælder i hvert fald guiden til Rio, som jeg netop har erhvervet mig, og de billedeksempler der ligger på hjemmesiden.

Man bladrer derfor igennem side efter side med flotte bygninger, fantastiske sites og elegante hoteller, klubber og restauranter. Men det føles ikke som om det kunne være et rart/fedt/spændende sted at være - kun at se. Man får indtryk af, hvor flotte steder er - men det er vel ikke kun derfor, man rejser? Og det står i stærk modsætning til teksterne i bogen, der igen og igen bruger ord som “atmosphere”, “buzz”, “people” i deres beskrivelse af stederne.

Men man må give dem at (billed)stilen er gennemført: selv strande og strandpromenader på Ipanema er menesketomme - men til gengæld får man heller ikke lov at se det store panorama - kun udsnit bliver det til. Der er nok mennesker sådan nogle steder lige meget hvor tidligt, man står op…

Gad vide om de i guiden til New York har et billede af Times Square? Eller andre lignende steder? … Jeg tvivler, når man ved, hvor svært det kan være at få ryddet sådan nogle steder for mennesker …

Jeg tilbragte pinsen i Sverige, og blev - som hver gang, jeg er der - forundret over de små forskelle, man støder på i de svenske supermarkeder, set i forhold til de danske. Jovist, de bruger snus og alt det der, men det er de mindre ting - variationen i de ting, vi kender - der er rigtig interessant.

For eksempel kan svenskerne simpelthen ikke lade være at putte sukker i alting. Selv det mørkeste rugbrød og den stærkeste sennep får et skud sukker, så det glider lidt lettere ned. Omvendt er de ikke rigtigt glade for meget salt lakrids (i hvert fald i Sydsverige, hvor jeg var), hvilket betyder at det så udbredte (og billige - helt ned til 3,90 svenske kroner/100 g) lösgodis-fænomen de fleste steder er et rent festfyrværkeri af pastelfarver.

En anden ting, der er tydelig, er at svenskerne er meget mere til frugt og især bær - og gerne i alle mulige mærkelige blandinger. Man kan få danskvand (svenskvand?) med mange flere forskellige smagsvariationer end herhjemme - Loka laver fx vand med päron-, hallon/grape-, passionsfrukt-, tranbär/citron- og björnbär-smag.

Og Yoggi-yoghurt fås i Sverige med kungsbär, blåbär/banan/vanilj, passion/mango, blodapelsin/guava/mandarin, citrus/vanilj, äpple/vanilj/kanel og jordgubb/smultron-smag. Og det går igen i andre varegrupper, lige fra syltetøj til lösgodis. Jeg anbefaler selv vand med pæresmag, yoghurt med citron/vaniljesmag og hjortronsylt - multebærsyltetøj.

Bær- og frugt-teorien understøttes af en artikel i Ugeskrift for Læger, der desværre ikke nævner noget om sukkertrang på de to sider af sundet. Til gengæld fremgår det - lidt overraskende for mig - at svenskerne spiser mere fisk end os, mens vi spiser mere kød og fedt (!).

Se i øvrigt også denne artikel om forskelle på svenskere og danskere - blandt andet, hvordan vi har et forskelligt forhold til det at holde pause. Eller læs min forrige rapport fra broderlandet.

Sad lige og skrev nogle rejsetips til nogle venner om Berlin, og tænkte, jeg lige så godt kunne smide dem her på bloggen. Så here goes:

Et par tips
Der er ikke meget sjov i det gamle Vestberlin. Kun hvis man gerne vil i stormagasiner, eller absolut vil se Gedächtsnichtskirche og Kurfürstendamm. Jeg synes ikke det er noget særligt - og de fleste gange, vi har været dernede, har vi knap nok bevæget os ud af det gamle Østberlin.

Man kan stå i kø i rigtigt lang tid for at se den nye Rigsdagsbygning. Det synes jeg kun man skal gøre, hvis man er meget arkitekturinteresseret. I stedet kan I stille jer i kø ved det gamle TV-tårn på Alexanderplatz - ventetiden er som regel den samme. Her er udsigten væsentlig bedre fra toppen, og så er det værd at stå de tyve minutter ekstra i kø for at få lov at komme op på den øverste etage og drikke en kop kaffe (eller vin eller noget). Det er en restaurant, der drejer rundt, så man på en halv time får set udsigten hele vejen rundt. Gør det en af de sidste dage I er der, så I har en fornemmelse af, hvad I ser.

Hvis du skal shoppe, vil jeg anbefale at gå op ad Kastanien Allee og droppe ned af nogle af sidegaderne undervejs. Det er sjovest oppe i den del af gaden, der ligger tættest på Prenzlauer Berg (og er man heldig får man et glas champagne mens man prøver bukser). Der ligger også mange små, sjove butikker side om side med dyre designbutikker nede i Mitte, i kvarteret mellem de tre U-bahn-stationer Rosenthaler Platz, Oranienburger Str. og Rosa-Luxemburg-Platz (i samme område ligger i øvrigt et rigtigt flot fotogalleri/-butik, der hedder Lumas, og også en masse sjove barer i den del af kvarteret over mod Oranienburger Str.).

Kvarterer
Prenzlauer Berg er det hyggeligste kvarter dernede, og der ligger en del hyggelige cafeer og også mange butikker. Det foregår primært i området mellem de to gader Schönhauser Allee og Prenzlauer Allee. Det er sådan en lidt mere Berlin’sk udgave af Østerbro. Lychener Str- er en lang parade af forskellige etniske restauranter.

Men kvarteret Friedrichshain er lidt mere det, man forventer sig af Østberlin. Grafitti, punkere med hunde, genbrugsbutikker og skumle barer - men der er hyggeligt, og det er ved at blive meget mere mondænt efterhånden. Klart mit foretrukne hood dernede :-). Gå fx en tur ned af den første kilometer af Karl Marx-Allee fra Alexanderplatz. Den blev bygget til arbejderne i Østberlin, og det var også her, man holdt militærparader. derfor er gaden meget bred, og husene er synkrone på de to sider af vejen - det er fascistbyggeri når det er bedst! På Simon-Dach Str. ligger der masser af cafeer og barer, og der er også gang i den om aftenen - ex på Dachkammer, hvor de laver gode drinks. Og om lørdagen er der loppemarked på Boxhagener Platz, hvor man kan fine masser af retro-stuff.

Kvarteret Kreuzberg synes jeg er lidt overvurderet. Men hvis du gerne vil derned, så tag dels til området omkring Oranienstr. og til området omkring Bergmannstr. - begge steder er der tøjbutikker og gode alternative pladebutikker.

Et par tips mere
Gå ud og spis brunch. Det er billigt og godt mange steder, og er også tit sådan noget buffet-noget, man kan sidde og hygge sig med.

Der er masser af rigtig gode museer dernede. Neue Nationalgalerie er en flot bygning og har tit også flotte kunstudstillinger. Men også de mere klassiske museer på Museumsøen er værd at kigge på, hvis man er interesseret.

Hvis du skal i byen, og gerne vil se et Berlin’sk sted uden at det bliver alt for undergrunds-agtigt, så ligger der en sky-bar (dvs. en klub med udsigt over byen) på Alexanderplatz på 13. etage i en af kontorbygningerne. den hedder Week-end, og de spiller house og techno, men det er en oplevelse at være der også hvis man ikke er til den slags.

Og så er det også værd at se mindesmærket for de jøder, der blev dræbt under 2. verdenskrig. Det ligger lige i nærheden af Brandenburger Tor og Unter den Linden, som man så lige kan nuppe samtidig.

Der er i øvrigt flere Berlin-tips hos Lindgreen. God tur :-)

Jeg var for nylig i Amsterdam. Da vi er ankommet til hotellet om aftenen var vi sultne, og spurgte derfor receptionisten om der var nogle gode restauranter i nærheden.

(Receptionisten var i øvrigt en oplevelse i sig selv: En ung, nørdet og bleg fyr med langt sort hår. Altid klædt i (lidt for stort) sort jakkesæt, en enkelt gang endda med en skjorte med flæser på brystet og ærmerne. En slags fesen society-goth, kan man vel kalde ham. Jeg ville ønske jeg havde taget et billede…)

Nå. Han svarede efter lang tids moden overvejelse “I think there’s a couple of nice Argentinian steakhouses up that way” og pegede en retning ud. OK, tænkte vi, men var ikke lige i humør til steak. Vi tænkte også, at det var pudsigt, at det ikke bare var almindelige, men argentinske steakhouses (også selv om argentina er kendt for gode steaks). Og at der endda lå to lige i nærheden af hinanden.

Vores ture rundt i byen afslørede efterhånden, at det ikke var to enlige svaler (?), den kære receptionist havde peget os i retning af. Amsterdam må være den by i verden med den højeste Argentinian Steakhouse-tæthed. Her dokumenteret fotografisk:

Og her et par af de - må man tro - chanceløse konkurrenter: Den måske lidt for u-eksotiske spanske, den lidt mere kuriøse uruguay’ske (hedder det det?), og den muligvis lidt for identitesløse sydamerikanske:

Vi fik i øvrigt aldrig spist på et argentinsk steakhouse. Men vi fik da oplevet dem…

Sverige er et herligt land at tilbringe en weekend i. For eksempel kan man:

• Købe et glas mælk på en bar (her er det Anders, der har givet det et forsøg),

• Klatre på klipper (jeps, det er mig, der hænger deroppe. Du kan også se flere billeder af mig af mig, der krampagtigt forsøger at holde mig fast på væggen),

• Købe Lösgodis for 4.95 svenske kroner pr. 100 gram (vi købte for over en halvtredser),

• og slikket købes endda direkte fra fabrikken,

• Så kan man se elge (jeg nåede lige at tage et par snapshots mere),

• Og købe vand med blid brus og en lige så blid smag af pære

…fantastisk, ikke?

Berlin er jo ikke ligefrem nogen smuk by. Men det er en hyggelig, rå, overraskende, udfordrende og sjov by. Og til Love Parade viser den alle disse egenskaber og mere til frem efter bedste evne. I år var begivenheden tilbage efter to års pause, og 1.200.000 mennesker ville være en del af løjerne.

Det betød at der var masser at kigge på. For mig var det første gang, hvilket ikke gjorde oplevelsen mindre overvældende. Masser af skøre mennesker i skøre kostumer der dansede skørt. Samtidig var der også overraskende mange, der bare var der for at se, hvad det var for noget: ældre mennesker eller turister med deres kameraer, som holdt sig i baggrunden for at observere og kommentere. Jeg og vennerne var vel et sted midt imellem.

Musikken var ikke noget at skrive hjem om - men det er nu alligevel noget særligt at stå og danse foran en af de mange vogne - floats - der triller op og ned ad gaden i Tiergarten og forsøger at overdøve hinanden med masser af baslyd og ikke så meget andet.

Så var jeg faktisk meget mere imponeret over nogle af de klubber, Berlin kunne byde på. Vi nåede et par af slagsen, som var meget berlin’ske: Week-end Bar, som er Berlins sky bar (enhver storby med respekt for sig selv har en) og ligger på Alexanderplatz med udsigt over hele byen, og Panorama Bar, som ligger i en gammel industribygning i den skumle del af Friedrichshain i det gamle Østberlin. Begge steder var mørke, grænsende til det dystre, men alligevel var der super gang i festen og rigtig god stemning. Musikken var selvfølgelig hård techno. Sådan nogle steder finder man ikke i København…

Et par billeder mere