granns.net

Min anden Reboot-oplevelse var lige så god og inspirerende som den første. Et par tanker om, hvad der kunne gøres endnu bedre næste år:
Jeg foreslår til næste år at hjemmesiden giver mulighed for at generere sit eget Reboot-program. Jeg brugte i hvert fald meget tid i løbet af konferencen på at sidde og (gen)læse om programpunkterne, fordi jeg ikke kunne huske, hvad jeg på forhånd havde tænkt mig at se. Det burde have været en smal sag, når man nu alligevel havde mulighed for på sitet at angive, om man synes en session var interessant og om man havde tænkt sig at dukke op. Morten har lavet en lille ting, så du selv kunne gøre det i Google Calendar, men det var da oplagt at gøre på selve Reboot-sitet.

Jeg synes i øvrigt, at sitet er interessant og spændende, og at det faktisk fungerede udmærket på trods af den kritik, det fik (for at være for brugerfjendtligt og for ulogisk bygget op). Men det er de helt banale ting, der fungerer: Kommentardiskussioner på session-beskrivelserne, folks profiler, muligheden for at tilkendegive at en session er interessant osv.

Jeg forstår til gengæld ikke præcist, hvilken rolle de nøgleord, hver artefakt (hvad er det i øvrigt for et ord?) har, spiller. Derfor har jeg heller ikke brugt “try me”-funktionen. Og så kunne man måske have tilføjet en eller anden visning af, hvad folk siger om Reboot andetsteds på nettet: Blogs (Technorati), billeder (23, Flickr) og andet (Twitter, Jaiku). Det er da oplagt. Jeg sad alligevel og fulgte med både på Jaiku-kanalen og på Technorati, og af og til også på 23 (hvor der også er en gruppe) og Flickr.

Og så synes jeg, Micropresentations-formatet faktisk fungerede overraskende godt: En taler får mulighed for at vise 15 slides, og hver slide kan vises i 20 sekunder (med et ur, der tæller ned på skærmen), og på en session kan man nå seks-syv folk på scenen. Det giver fokuserede præsentationer, hvor der skal skæres ind til benet og der ikke er tid til udenomssnak. Særligt den første dag var der interessante præsentationer, og jeg endte faktisk med at gå til en senere session på grund af den gode mikropræsentation, taleren (Leisa Reichelt) havde givet. Så mit forslag: Læg mikropræsentationerne tidligt i programmet, så de kan fungere som en slags teasere for de mere udfoldede versioner, der så kommer senere i programmet.

Det var det. Stor ros til arrangørerne i øvrigt!

I deres talk i går om “Trust” her på Reboot brugte Alexander Ljung og Eric Wahlforss Luhmanns tillidsbegreb til at definere, hvad det er, sociale medier på nettet kan/bør kunne, nemlig reducere kompleksitet. Den ideelle sociale platform skal være tillidsskabende i sig selv og gøre det lettere at have tillid til andre (eller i hvert fald gøre det lettere at bestemme, hvem man vil have tillid til), og det er vigtigt fordi man på den måde slipper for at “starte forfra” hver gang, man skal interagere med en anden, fordi man ved, hvor man har vedkommende (eller har besluttet at stole på at man ved det) – man reducerer kompleksiteten.

Luhmann har samtidig i sin systemteori en ide om, at for at reducere kompleksitet øger systemer (men det kan på sin vis også overføres til mennesker) deres kommunikation. På den måde ved andre, hvor de har systemet, og systemet får også lettere ved at bestemme, hvor det har de andre. Og jo højere kompleksiteten er (eksempelvis i form af noget så simpelt som mængden af information), jo større er behovet for at reducere den – altså hele tiden have styr på, hvor man “har” andre.

På den måde kan systemerne flytte sig rund mellem hinanden samtidig med, at de hele tiden har styr på, hvor de andre systemer er. Luhmann bruger en cellemetafor for systemernes måde at flytte sig rundt mellem hinanden: De flytter sig rundt og skubber lidt til hinanden og finder på den måde hele tiden deres plads i forhold til hinanden.

Tom Armitage fremhævede i sin talk om “Manners for web 2.0″ Facebooks “Poke him”-funktion. En funktion, der i sig selv ikke gør noget, men som på sin vis er en måde at øge kommunikationen på: “You’ve been poked”. Noget lignende gør sig gældende i Twitters’ “What are you doing?” og i lignende nye webmedier som Jaiku, IM eller blogging.

Med andre ord: Man kommunikerer mere – og mere åbent – hele tiden for at fortælle andre, hvor man. Og fordi man på baggrund af den kommunikation og den feedback, man får, hele tiden kan bestemme, hvor andre er. Og det er, som Stowe Boyd formulerede det i sin talk (UPDATE: Omfattende kommentarer/referat til Stowe Boyds talk her), nødvendigt at være en del af det kommunikationsflow hele tiden.

…Gerne (eller som en selvfølge) gennem flere medier, og som en udvikling, der står i modsætning til at fokusere på enkelte individuelle opgaveløsninger. For flowet vil også give udslag på den måde, vi arbejder (bedst på): “Network productivity trumps personal productivity”.

(det var lidt rodet, indrømmet. Beklager… Gå gerne videre ud af tangenten i kommentarerne)

I sin micro presentation om “Ambient intimacy” nævnte Leisa Reichelt i en sidebemærkning, at hun en dag var blevet helt forskrækket over på Last.fm at se, at Robbie Williams rent faktisk var den kunstner, hun hørte næstmest.

Det fik mig til at tænke på, om de sociale rum, vi bevæger os rundt i på nettet og de spilleregler, de har, også potentielt kan have den modsatte virkning af, hvad der er meningen?

Eksempel: At man vælger at høre noget bestemt musik fordi det så vil figurere på statistikkerne over, hvad man hører. Eller bare at skippe videre fra et nummer før det er helt færdigt, fordi det så ikke kommer til at optræde på ens “recently played”-visning på ens blog.

Nu er det ikke fordi, jeg skammer mig over min last.fm-playlist – men et eller andet sted ligger det da i baghovedet, at det siger noget om mig, hvordan min Last-fm-profil ser ud, og at den profil udelukkende er styret af, hvad jeg hører.

Kan man forestille sig det samme med Twitter, Jaiku, Flickr eller blogging? Ex at man blogger noget for at være “blog-agtig”? Eller føler, at man “snart bør Twitte”? Og kan de kommunikationsstrukturer, vi selv har skabt og valgt at bruge, på den måde virke tilbage på os på måder, der – vel egentlig – er uhensigtsmæssige?

Bare en tanke…

(…som selvfølgelig er nært beslægtet med diskussionen af, hvordan man kan/skal forholde sig til sin digitale identitet i forhold til sin fysiske identitet, som både Jeremy Keith og Markus Breuer har snakket om tidligere på dagen. Dem hørte jeg desværre ikke…)

På Reboot benyttede Robert Paterson sin taletid (UPDATE: Han har nu lagt sine slides online) på at fremme en aristotelisk tanke om, at alting i sig har et iboende potentiale til at blive det, det optimalt kan blive. Det forudsætter, at det har de rigtige (op)vækstbetingelser. Det billedlige symbol herpå var Fibonacci-sekvensen – altså den talsekvens, hvor hvert tal er summen af de to forrige, og som giver en pæn og nydelig spiral, hvis man tegner den i kvartcirkler.

Det er et mønster, der også findes i naturen (eksempelvis i blomkål!). Og Paterson mener, at det går igen i mennesket. Dels i det enkelte menneskes udvikling og i den måde, mennesker optimalt danner sociale relationer.

Hans pointe var den, at det allermest essentielle, når man opdrager et barn, starter en virksomhed eller organiserer en aktivitet, er at starte det rigtigt. Altså give det de optimale betingelser for at udvikle sig til det, det har potentialet til.

Hvad angår det enkelte menneske brugte han som eksempel det faktum, at børn, der har lært et vist antal ord i to-års-alderen (= har fået de optimale udviklingsbetingelser) har lært mange flere ord allerede i 15-års-alderen (= i højere grad har realiseret deres potentiale – eller er blevet til en pæn spiral!). De, der derimod havde lært bare halvt så mange ord i to-års-alderen, havde kun lært en femtedel ord i 15-års-alderen, og kom faktisk aldrig rigtigt videre (= de blev bare en cirkel, og ikke en spiral).

Hvad angår relationen mellem mennesker, brugte Paterson organiseringen af de romerske legionærer som eksempel. Det viser sig nemlig, at de er organiseret i delenheder, der rent størrelsesmæssigt giver de bedste muligheder for udviklingen af den mest holdbare organisering over tid: delenheder på 7-8 mennesker, organiseret i større enheder på 70-80. Beregningerne gik hen over hovedet på mig (var de der overhovedet?), men tallene giver god mening ex i forhold til, hvor mange rigtigt gode venner, man kan have (7-8?).

Egentlig ikke noget nyt under solen. Aristoteles’ tanke, om at enhver ting i sig har potentialet – ja, nærmest viljen – til at realisere sig til sin optimale tilstand (ideen om sit væsen), er jo ikke filosofisk/fænomenologisk holdbar, men er en god måde at tænke på mennesket på. Og menneskets optimale tilstand – det, vi vil – er ifølge Paterson at være i touch og conversation med hinanden. Touch ikke nødvendigvis forstået som fysisk kontakt, men at “komme hinanden ved”.

Hvem sagde web 2.0?

…eller er der et eller andet forkert i, at det danske herrehåndboldlandshold reklamerer for Nutella? (så passer det bedre med mine forestillinger, at Michael Laudrup reklamerer for Ota Solgryn)

…eller har de folk, der har fundet på Roskilde Banks slogan “København findes i virkeligheden – gør din bank også det?” (eller sådan noget lignende) set Philadelphia Eksperimentet og måske Allegro lidt for mange gange?

…eller har de danske supermarkedskæder fødselsdag lige lovligt ofte? (i disse dage er det Fakta, der fejrer, at de fylder 26. Jeg tror bare marketingfolkene har slået 2d20 for at finde det tal…)

Beklager – det skulle bare lige ud. Så kan der bootes!