Min anden Reboot-oplevelse var lige så god og inspirerende som den første. Et par tanker om, hvad der kunne gøres endnu bedre næste år:
Jeg foreslår til næste år at hjemmesiden giver mulighed for at generere sit eget Reboot-program. Jeg brugte i hvert fald meget tid i løbet af konferencen på at sidde og (gen)læse om programpunkterne, fordi jeg ikke kunne huske, hvad jeg på forhånd havde tænkt mig at se. Det burde have været en smal sag, når man nu alligevel havde mulighed for på sitet at angive, om man synes en session var interessant og om man havde tænkt sig at dukke op. Morten har lavet en lille ting, så du selv kunne gøre det i Google Calendar, men det var da oplagt at gøre på selve Reboot-sitet.

Jeg synes i øvrigt, at sitet er interessant og spændende, og at det faktisk fungerede udmærket på trods af den kritik, det fik (for at være for brugerfjendtligt og for ulogisk bygget op). Men det er de helt banale ting, der fungerer: Kommentardiskussioner på session-beskrivelserne, folks profiler, muligheden for at tilkendegive at en session er interessant osv.

Jeg forstår til gengæld ikke præcist, hvilken rolle de nøgleord, hver artefakt (hvad er det i øvrigt for et ord?) har, spiller. Derfor har jeg heller ikke brugt “try me”-funktionen. Og så kunne man måske have tilføjet en eller anden visning af, hvad folk siger om Reboot andetsteds på nettet: Blogs (Technorati), billeder (23, Flickr) og andet (Twitter, Jaiku). Det er da oplagt. Jeg sad alligevel og fulgte med både på Jaiku-kanalen og på Technorati, og af og til også på 23 (hvor der også er en gruppe) og Flickr.

Og så synes jeg, Micropresentations-formatet faktisk fungerede overraskende godt: En taler får mulighed for at vise 15 slides, og hver slide kan vises i 20 sekunder (med et ur, der tæller ned på skærmen), og på en session kan man nå seks-syv folk på scenen. Det giver fokuserede præsentationer, hvor der skal skæres ind til benet og der ikke er tid til udenomssnak. Særligt den første dag var der interessante præsentationer, og jeg endte faktisk med at gå til en senere session på grund af den gode mikropræsentation, taleren (Leisa Reichelt) havde givet. Så mit forslag: Læg mikropræsentationerne tidligt i programmet, så de kan fungere som en slags teasere for de mere udfoldede versioner, der så kommer senere i programmet.

Det var det. Stor ros til arrangørerne i øvrigt!

I sin micro presentation om “Ambient intimacy” nævnte Leisa Reichelt i en sidebemærkning, at hun en dag var blevet helt forskrækket over på Last.fm at se, at Robbie Williams rent faktisk var den kunstner, hun hørte næstmest.

Det fik mig til at tænke på, om de sociale rum, vi bevæger os rundt i på nettet og de spilleregler, de har, også potentielt kan have den modsatte virkning af, hvad der er meningen?

Eksempel: At man vælger at høre noget bestemt musik fordi det så vil figurere på statistikkerne over, hvad man hører. Eller bare at skippe videre fra et nummer før det er helt færdigt, fordi det så ikke kommer til at optræde på ens “recently played”-visning på ens blog.

Nu er det ikke fordi, jeg skammer mig over min last.fm-playlist – men et eller andet sted ligger det da i baghovedet, at det siger noget om mig, hvordan min Last-fm-profil ser ud, og at den profil udelukkende er styret af, hvad jeg hører.

Kan man forestille sig det samme med Twitter, Jaiku, Flickr eller blogging? Ex at man blogger noget for at være “blog-agtig”? Eller føler, at man “snart bør Twitte”? Og kan de kommunikationsstrukturer, vi selv har skabt og valgt at bruge, på den måde virke tilbage på os på måder, der – vel egentlig – er uhensigtsmæssige?

Bare en tanke…

(…som selvfølgelig er nært beslægtet med diskussionen af, hvordan man kan/skal forholde sig til sin digitale identitet i forhold til sin fysiske identitet, som både Jeremy Keith og Markus Breuer har snakket om tidligere på dagen. Dem hørte jeg desværre ikke…)