Det er altså forestillingen om at det ikke er godt at revidere kursen, selv hvis man bliver klogere eller får ny information – sådan meget forsimplet, altså! Stiafhængighed kalder man det vist i strategilitteraturen.

I politik er den regel næsten så selvfølgelig, at man kun overvejer at ændre kurs, hvis det viser sig at være en blindgyde, man har bevæget sig ind i. Man må simpelthen ikke indrømme, at man tog fejl eller at man er blevet klogere. Det er heller ikke gængst at tænke i mønstret “Hvis vi nu skulle bygge det her system op forfra, ville det så virkelig se sådan her ud?” (tag bare som eksempel at de årlige finanslovsforhandlinger i virkeligheden kun handler om at rykke på en ekstremt lille del af statsbudgettet).

Det gælder i nogen grad for politikere generelt, men i særlig grad for magthavere, dvs. regeringen. Og det bliver især tydeligt når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Hvilket leder til nogle åbenlyst absurde situationer.

Tag bare angivelsen af at Irak havde atomvåben som årsag til at invadere. Den holdt man vist fast indtil det var helt sikkert, at det var en dead end…

Nå, grunden til at jeg kommer til at tænke på det, er at Danmark stadig ikke vil anerkende at tyrkernes massakrer på armenere for ca. 100 år siden var et folkedrab. Hvorfor skulle man det – det er jo meget lettere at lade være og “lade det være op til historikerne”, som Lene Espersen sagde i Deadline.

“Pinligt”, siger Monggard på Twitter. Jeg er enig. (Og jo, “Folkemord” er kun en etiket – det ændrer ikke noget rigtigt at nogen kalder en spade for en spade. Men ville det ikke være det rigtige at gøre, trods besværet, trods alt? Det ville desuden været et signal til både Tyrkiet og til Armenien, hvor jeg har været, og kan sige fra personlig erfaring, at det ville betyde rigtigt meget for armenerne!).

Sverige, derimod, har valgt den sværere vej: Riksdagen har lige vedtaget at betegne det som et folkedrab. Med kæmpe diplomatisk krise med Tyrkiet til følge, selvfølgelig. Men til gengæld har man nu anerkendt det, som alle ved er korrekt.

(Stiafhængigheden kan selvfølgelig også føre til aktiv beslutningstagen om at rette på sejlet. Men så gør man det ikke for at ændre kurs, men fordi vinden er skiftet. Et eksempel er at man nu vil lukke for adgang til udenlandske spiludbydere for at bevare statens monopol på hasardspil i DK. Læs et rigtigt interessant indlæg om det på Sunes Pokerblog.)

Nå. Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at det fungerer sådan – man kan jo bare starte med at forestille sig det politiske kaos, der ville opstå, hvis regeringen hele tiden blev klogere. Men også et stift embedsapparat, kritiske modstandere, der stempler den mindste kursændring som løftebrud, gør sit. Og så er alle systemer jo træge – man kan ikke bare beslutte at lave alting om uden omkostninger – det viste kommunalreformen jo med al tydelighed.

…Og så selvfølgelig det, at alting bliver lettere, når man gør som forventet – vel især på den internationale scene. Ingen bryder sig om statsledere, der vender på en tallerken – eller: der vil i hvert fald altid være nogen – nemlig dem, der ikke har gavn af at man ændrer kurs – der gør modstand. Og nu gik det jo også lige så fint alligevel…

Omvendt er Barack Obamas retorik (og til dels hans politik, men kun til dels) et eksempel på et forsøg på at bryde med en udstukket kurs, eksempelvis når det gælder viljen til at mødes med mellemøstlige staters ledere, og måske også hvad angår det overordnede paradigme for hele den amerikanske udenrigspolitik (fra konfrontatorisk til øh, ja, i hvert fald noget lidt mindre konfrontatorisk).

(Under det hele ligger selvfølgelig præmissen, at også politikere nyttemaksimerer – altså gør det, der bedst kan betale sig. Så det undrer mig i virkeligheden ikke, at der så sjældent sker politiske (paradigme)skift. Men det er da alligevel lidt ærgerligt…)

• Niarns lyttere ville stemme DF
• Aqua-fans stemmer Venstre
• Hører man Burhan G stemmer man Khader
• Mew- og Kashmir-fans stemmer på SF

Ud over en undren over hvad jeg så selv ville stemme (eksempelvis når jeg hører Disco (CentrumDemokraterne?)), så giver det også anledning til at kommentere smagen hos de, der åbenbart lægger stemmer til regeringsgrundlaget. Niarn og Aqua? Come on…

Og smag er hvad det handler om! En af SF’s folketingskandidater i København, Marie Fugl, har faktisk dokumenteret i sit speciale, at smag – og ikke fornuft – er bestemmende for, hvor vi sætter vores kryds. Hun skriver bl.a.:

“At vælgerne på denne måde kan stemme ‘irrationelt’, vil mange politologer erklære sig enige i, så længe det drejer sig om de lag i befolkningen, de ikke selv tilhører. Man kan imidlertid påvise, at både de højtuddannede og de kortuddannede – f.eks. både Det Radikale Venstres og Dansk Folkepartis vælgere – stemmer efter smag, selv om de ikke er lige dygtige til efterfølgende at begrunde deres valg. De højtuddannede er langt bedre til at tale om politik på den ‘legitime’ måde.”

Det at stemme er altså blevet et symbolsk valg (om end mere åbenlyst symbolsk for nogle). Hvilket jo stemmer meget godt overens med, at man i ringere grad (kun) stemmer efter hvor partierne placerer sig på en fordelingspolitisk skala, men i mindst lige så høj grad efter hvor de placerer sig på en værdipolitisk skala (som behandlet tidligere).

Valg 2.0 (“electiontuåw”?)
Jeg øjner straks nye muligheder. Hvad med noget mashup af last.fm og MTV-undersøgelsens data, så vi kan få realtime-prognoser baseret på, hvad folk lytter til? Eller løbende prognoser baseret på ugens hitliste?

Og nu kan politikerne også vælge deres valgsange ud fra, hvilke vælgere, de gerne vil appellere til (når nu DF-vælgere er til Niarn, var det så klogt af SF at lave en valg-rap?). Slut med at vælge af helt arbitrære grunde som personlig præference – som Ritts valg af Springsteen – eller tekstindhold – som Al Gores valg af “You can call me Al” (i parentes bemærket kunne Manu Sareen ud fra samme princip vel i øvrigt fint have valgt “Numa Numa”?…).

Jeg får sagt alt som en veldresseret sælger
Jeg lyver og velsigner den sandhed du vælger
Sov sødt og drøm om nye alliancer
Om nye succeser i nye brancer

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro

Jeg har set dig fortryde i dine røde kinder
Men selv en muldvarp bliver glad når solen skinner
Den er blind, men den satser med et muldvarpeskud
Vis mig i mørket din solbrændte hud

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro
Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro

Tag din sælger til nåde når du vågner af din døs
Lad dumdristigheden råde – slip de røde kinder løs
Sov sødt og drøm om dugfriske øjne
Og alt hvad du ser med muldvarpens øjne

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro
Jeg giver et hverdagscruise for to
Lad nu din mand få lov at ro

Gad vide, hvad Guldanden ville sige til den? Han er jo altid klar med gode råd til Khader & co.

Højre-venstre-opdelingen giver mere mening, hvis man foretager den på to dimensioner (forestil dig et diagram): Fordelingspolitik og værdipolitik (jeps – det er ikke helt forkert at tænke Bourdieu her). Så vil man klarere se, at den måde, fraktionerne i folketinget ser ud på følger den fordelingspolitiske akse, mens den værdipolitiske til gengæld dikterer en forholdsvis større del af debatten i medierne. Det minder lidt om det her.

Men politikken er ikke det eneste, der er rod i. Omend det stadig kan anskues på en enkelt akse, er der åbenbart klare fløjdannelser i spørgsmålet om, hvorvide den løsthængende flap på toiletpapirrullen skal hænge ind mod eller væk fra væggen – repræsenteret af henholdsvis inder- og yderfløjen (ikke at forveksle med inder- og yderkredsen). Torben Sangild bekender kulør her – hvor hører du til på skalaen? Selv er jeg sofavælger i den forbindelse…

Det er et godt initiativ, og alle de andre partier, der står bag SU-forliget er hoppet med på vognen og vil også gerne “se på det”. Men det skal være for at skabe et alternativ, der ikke er mere administrativt besværligt end den nuværende ordning. Fint så.

Haarder foreslår, at der i stedet for på årsbasis skal opgøres på månedsbasis. Det løser jo umiddelbart problemet, men jeg tror også, det vil skabe et nyt. For der er masser af studerende, der har eget firma eller fungerer som (projekt-)konsulenter, og derfor ofte får deres løn udbetalt i store klumper.

Er man i den situation, skal man så enten leve med ikke at kunne få SU i den/de måned(er), hvor man får udbetalt en stor sum penge, eller også skal man sørge for at få udbetalt den som mange små klumper i stedet. Det første er ikke ideelt, og det andet vil bare skubbe det øgede administrationsarbejde videre til de studerendes kunder/arbejdsgivere (hvis det overhovedet kan lade sig gøre for alle – af og til får man jo altså først pengene for sit arbejde, når varen er leveret eller projektet overstået).

Omvendt kan en månedsvis opgørelse også fungere som et smuthul for netop de, der får deres løn i klumper. Så kan man nemlig få SU 11 måneder om året, og en kæmpe check den sidste måned, uden at man skal betale noget tilbage, lige meget hvor stor den check så måtte være…

jeg foreslår i stedet at ordningen kører på halvårsbasis. Eller endnu bedre: som nu – bortset fra på sidste år, hvor “kontoen lukkes” så snart man er færdig.

På Kommunikationsforum går Christian Kock lidt diskursanalytisk-agtigt til værks, og kigger på, hvad Fogh har valgt at sige og dermed samtidig ikke at sige, og særligt på, hvad Fogh forudsætter i sine udsagn. Der er nemlig flere steder i nytårtalen, der optræder disse ikke helt uproblematiske antagelser (eller præsuppositioner, som det vist hedder på sprog-sprog).

For eksempel påpeger Kock, at Fogh antager, at debatten om Muhammedtegningerne bund og grund handlede om ytringsfrihed. Og det er netop denne framing af debatten, som regeringen og Dansk Folkeparti har anvendt gennemgående hele året.

Det er også en interessant iagttagelse, at Fogh siger, at de danske soldater i Irak gør tjeneste “for Danmark”. Han kunne vel også have valgt at fremhæve, at de arbejder for Irak eller for FN, som Kock så rigtigt skriver.

Læs selv artiklen på Kommunikationsforum (der samtidig markerer, at Kommunikationsforum nu er over agurketiden – tillykke herfra).

På GCI Mannovs blog kigger Charlotte Thorsen på Fogh Rasmussens mundtlige levering af talen. Det er skarpt, provokerende og meget kritisk – og jeg kan kun være enig. Han talte altså meget langsomt, og det hele virkede sådan lidt gumpetungt og enformigt. Et par pluk fra konklusionerne:

“Det er naturligvis vældig godt, hvis man taler til hørehæmmede”
“Statsministeren har faktisk en smuk stemme, men den er hæmmet af spændinger og lyder derfor, som om han taler gennem en dåse.”
“Jeg mener egentlig, at statsministeren virkede troværdig. Hvis man altså er tilhænger af oldgamle landsfædre og af at bevare tingenes tilstand.”

Læs selv indlægget

Der er ikke særligt mange danske politikere, der blogger. Javist, Morten Helveg Petersen og Søren Pind har ganske vist noget, der ligner en form for blog eller dagbog. Og  jo, Mariann Fischer Boel har i al ubemærkethed været gæsteblogger hos den svenske EU-kommisær Margot Wallstrøm. Og så er der utvivlsomt også mange lokalpolitikere, der blogger. Men det er vist også det (med forbehold for fejl – jeg har selvfølgelig ikke tjekket op på samtlige medlemer af folketinget).

Nu har der jo lige været valg i Sverige. Og der viser en hurtig optælling, af 23 procent af de valgte brugte blogging som en del af deres kampagner. Det skriver Fredrik Wackå på sin blog. Det burde jo også vække opmærksomhed hos kampagneplanlæggerne på de politiske sekretariater i Danmark. Det bliver spændende at se, om de tør bruge bloggen som kommunikationsform og kampagneværktøj, og om de tør at gøre det helhjertet, åbent og ærligt.