granns.net

Det er helt gået min opmærksomhed forbi, at Island her oven på landets økonmiske kollaps har fået sin helt egen politiske Haugaard-historie. Jon Gnarr, den islandske komiker, der stillede op til byrådsvalget i Reykjavik, er bare noget sejere end Jacob Haugaard.

Under valgkampen lovede han eksempelvis gratis håndklæder i alle hovedstadens svømmehaller, en ny isbjørn til byen zoologiske have og at parlamentet skulle blive “drug-free” i 2020. Han lovede angiveligt også en flok skolelever at bygge et Disneyland ved lufthavnen.

Her er kampagnevideoen, hvor partitoppen, der er plukket i Reykjaviks punkmiljø, synger om deres vision for byen – selvfølgelig til melodien “Simply the Best”:

Gnarr blev ikke bare valgt ind. Hans parti, der bærer navnet “Det bedste parti”, blev det største parti i byrådet med 6 ud af de 15 pladser, og Gnarr er derfor nu blevet borgmester. New York Times har også historien, og skriver blandt andet:

In his acceptance speech he tried to calm the fears of the other 65.3 percent. “No one has to be afraid of the Best Party,” he said, “because it is the best party. If it wasn’t, it would be called the Worst Party or the Bad Party. We would never work with a party like that.”

With his party having won 6 of the City Council’s 15 seats, Mr. Gnarr needed a coalition partner, but ruled out any party whose members had not seen all five seasons of “The Wire.”

Det er en mand efter mit hoved! Men det er ikke sjov det hele:

“Just because something is funny doesn’t mean it isn’t serious,” said Mr. Gnarr, whose foreign relations experience includes a radio show in which he regularly crank-called the White House, the C.I.A., the F.B.I. and police stations in the Bronx to see if they had found his lost wallet.

THE polar bear idea, for example, was not totally facetious. As a result of global warming, a handful of polar bears have swum to Iceland in recent years and been shot. Better, Mr. Gnarr said, to capture them and put them in the zoo.

The free towels? That evolved from an idea to attract more tourists by attaining spa status for the city’s public pools, which have seawater and sulfur baths. For accreditation under certain European Union rules, however, a spa has to offer free towels, so that became a campaign slogan.

Det er både sjovere og mere alvorligt end Haugaard, og markerer da virkelig nye tider på rådhuset. Måske er det det, der skal til?…

Herhjemme har det nye parti Fælleslisten, der vil have mere fokus på Udkantsdanmark, ny fået et modsvar fra storbyens kreative klasse: Hipsterlisten. Her er de første ti – alle meget hippe – valgløfter:

• Samtlige historiske bygninger i København skal udsmykkes af Damien Hirst, Banksy og vores hjemlige kunstnere. Tal R er blevet stillet rundetårn i udsigt.
• Al industri, uromantisk landbrug og triviel produktion flyttes ud i Udkantsdanmark.
• Værnepligten afskaffes og erstattes af et års obligatorisk ophold på en kreativ højskole inden for musik, kunst, arkitektur, design eller creative business.
• Bjarke Ingels skal ha’ helt frie rammer og midler til udfoldelsen af sin visionære arkitektur.
• Bompenge ved alle indfaldveje, så fixien langt om længe kan nå sin topfart.
• Genoprettelse af Den Fri til alle jer kreative, der mangler det sidste klap på skulderen for at få sparke karrieren igang.
• Kirkeasyl i alle Nørrebros kirker.
• Personlig coaching over sygesikringen.
• Opdyrkelse af alle grønne arealer i København til bio-dynamisk jordbrug efter alle post-industrialist og DR2-vært, Frank Bonderøvs foreskrifter.
• Scala-bygningen rives ned og erstattes af verdens største chill-out område med fri chai, yoga, hvedegræs shots, terapi og meditation. Naturligvis koordineret af Kong Baden – “I lukker ikke flere ind med mindre de kommer fra Carlsberg!”

Smukt!

Jeg tror nu ikke den økonomiske krise har været alvorlig nok hernede til at bringe Hipsterlisten hverken i Borgerrepræsentationen eller Folketinget (jeg har også mine tvivl når det gælder Fælleslisten). Men læs indlægget på Copenhipster – det er sjovt (ligesom resten af bloggen, i øvrigt)!

Der er en mekanisme i politik, som samtidig er ekstremt naturlig, men også undrer mig en lille smule, nemlig ideen om at status quo som hovedregel er godt. Ikke status quo som i “der skal overhovedet ikke ske noget”, men status quo som i “hold kursen, så skal vi nok nå frem til et eller andet sted”.

Det er altså forestillingen om at det ikke er godt at revidere kursen, selv hvis man bliver klogere eller får ny information – sådan meget forsimplet, altså! Stiafhængighed kalder man det vist i strategilitteraturen.

I politik er den regel næsten så selvfølgelig, at man kun overvejer at ændre kurs, hvis det viser sig at være en blindgyde, man har bevæget sig ind i. Man må simpelthen ikke indrømme, at man tog fejl eller at man er blevet klogere. Det er heller ikke gængst at tænke i mønstret “Hvis vi nu skulle bygge det her system op forfra, ville det så virkelig se sådan her ud?” (tag bare som eksempel at de årlige finanslovsforhandlinger i virkeligheden kun handler om at rykke på en ekstremt lille del af statsbudgettet).

Det gælder i nogen grad for politikere generelt, men i særlig grad for magthavere, dvs. regeringen. Og det bliver især tydeligt når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Hvilket leder til nogle åbenlyst absurde situationer.

Tag bare angivelsen af at Irak havde atomvåben som årsag til at invadere. Den holdt man vist fast indtil det var helt sikkert, at det var en dead end…

Nå, grunden til at jeg kommer til at tænke på det, er at Danmark stadig ikke vil anerkende at tyrkernes massakrer på armenere for ca. 100 år siden var et folkedrab. Hvorfor skulle man det – det er jo meget lettere at lade være og “lade det være op til historikerne”, som Lene Espersen sagde i Deadline.

“Pinligt”, siger Monggard på Twitter. Jeg er enig. (Og jo, “Folkemord” er kun en etiket – det ændrer ikke noget rigtigt at nogen kalder en spade for en spade. Men ville det ikke være det rigtige at gøre, trods besværet, trods alt? Det ville desuden været et signal til både Tyrkiet og til Armenien, hvor jeg har været, og kan sige fra personlig erfaring, at det ville betyde rigtigt meget for armenerne!).

Sverige, derimod, har valgt den sværere vej: Riksdagen har lige vedtaget at betegne det som et folkedrab. Med kæmpe diplomatisk krise med Tyrkiet til følge, selvfølgelig. Men til gengæld har man nu anerkendt det, som alle ved er korrekt.

(Stiafhængigheden kan selvfølgelig også føre til aktiv beslutningstagen om at rette på sejlet. Men så gør man det ikke for at ændre kurs, men fordi vinden er skiftet. Et eksempel er at man nu vil lukke for adgang til udenlandske spiludbydere for at bevare statens monopol på hasardspil i DK. Læs et rigtigt interessant indlæg om det på Sunes Pokerblog.)

Nå. Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at det fungerer sådan – man kan jo bare starte med at forestille sig det politiske kaos, der ville opstå, hvis regeringen hele tiden blev klogere. Men også et stift embedsapparat, kritiske modstandere, der stempler den mindste kursændring som løftebrud, gør sit. Og så er alle systemer jo træge – man kan ikke bare beslutte at lave alting om uden omkostninger – det viste kommunalreformen jo med al tydelighed.

…Og så selvfølgelig det, at alting bliver lettere, når man gør som forventet – vel især på den internationale scene. Ingen bryder sig om statsledere, der vender på en tallerken – eller: der vil i hvert fald altid være nogen – nemlig dem, der ikke har gavn af at man ændrer kurs – der gør modstand. Og nu gik det jo også lige så fint alligevel…

Omvendt er Barack Obamas retorik (og til dels hans politik, men kun til dels) et eksempel på et forsøg på at bryde med en udstukket kurs, eksempelvis når det gælder viljen til at mødes med mellemøstlige staters ledere, og måske også hvad angår det overordnede paradigme for hele den amerikanske udenrigspolitik (fra konfrontatorisk til øh, ja, i hvert fald noget lidt mindre konfrontatorisk).

(Under det hele ligger selvfølgelig præmissen, at også politikere nyttemaksimerer – altså gør det, der bedst kan betale sig. Så det undrer mig i virkeligheden ikke, at der så sjældent sker politiske (paradigme)skift. Men det er da alligevel lidt ærgerligt…)

En ny undersøgelse, MTV har lavet, sammenkæder unges musiksmag med hvad de ville stemme ved folketingsvalget. Soundvenue beretter, at

• Niarns lyttere ville stemme DF
• Aqua-fans stemmer Venstre
• Hører man Burhan G stemmer man Khader
• Mew- og Kashmir-fans stemmer på SF

Ud over en undren over hvad jeg så selv ville stemme (eksempelvis når jeg hører Disco (CentrumDemokraterne?)), så giver det også anledning til at kommentere smagen hos de, der åbenbart lægger stemmer til regeringsgrundlaget. Niarn og Aqua? Come on…

Og smag er hvad det handler om! En af SF’s folketingskandidater i København, Marie Fugl, har faktisk dokumenteret i sit speciale, at smag – og ikke fornuft – er bestemmende for, hvor vi sætter vores kryds. Hun skriver bl.a.:

“At vælgerne på denne måde kan stemme ‘irrationelt’, vil mange politologer erklære sig enige i, så længe det drejer sig om de lag i befolkningen, de ikke selv tilhører. Man kan imidlertid påvise, at både de højtuddannede og de kortuddannede – f.eks. både Det Radikale Venstres og Dansk Folkepartis vælgere – stemmer efter smag, selv om de ikke er lige dygtige til efterfølgende at begrunde deres valg. De højtuddannede er langt bedre til at tale om politik på den ‘legitime’ måde.”

Det at stemme er altså blevet et symbolsk valg (om end mere åbenlyst symbolsk for nogle). Hvilket jo stemmer meget godt overens med, at man i ringere grad (kun) stemmer efter hvor partierne placerer sig på en fordelingspolitisk skala, men i mindst lige så høj grad efter hvor de placerer sig på en værdipolitisk skala (som behandlet tidligere).

Valg 2.0 (“electiontuåw”?)
Jeg øjner straks nye muligheder. Hvad med noget mashup af last.fm og MTV-undersøgelsens data, så vi kan få realtime-prognoser baseret på, hvad folk lytter til? Eller løbende prognoser baseret på ugens hitliste?

Og nu kan politikerne også vælge deres valgsange ud fra, hvilke vælgere, de gerne vil appellere til (når nu DF-vælgere er til Niarn, var det så klogt af SF at lave en valg-rap?). Slut med at vælge af helt arbitrære grunde som personlig præference – som Ritts valg af Springsteen – eller tekstindhold – som Al Gores valg af “You can call me Al” (i parentes bemærket kunne Manu Sareen ud fra samme princip vel i øvrigt fint have valgt “Numa Numa”?…).

I sangen “Hverdagscruise” af Dissing, Dissing, Las & Dissing fra deres i øvrigt rigtigt gode skive “3″ nævner de “Nye Alliancer” i teksten. Det kan der godt komme en interessant tekstanalyse ud af, tror jeg, omend den måske ikke vil give et så positivt billede af partiet. Jeg tillader mig at gengive teksten her:

Jeg får sagt alt som en veldresseret sælger
Jeg lyver og velsigner den sandhed du vælger
Sov sødt og drøm om nye alliancer
Om nye succeser i nye brancer

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro

Jeg har set dig fortryde i dine røde kinder
Men selv en muldvarp bliver glad når solen skinner
Den er blind, men den satser med et muldvarpeskud
Vis mig i mørket din solbrændte hud

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro
Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro

Tag din sælger til nåde når du vågner af din døs
Lad dumdristigheden råde – slip de røde kinder løs
Sov sødt og drøm om dugfriske øjne
Og alt hvad du ser med muldvarpens øjne

Jeg giver et hverdagscruise for to
Under den hvide bro
Jeg giver et hverdagscruise for to
Lad nu din mand få lov at ro

Gad vide, hvad Guldanden ville sige til den? Han er jo altid klar med gode råd til Khader & co.

Balslev argumenterer for, at den måde, vi placerer mange af dagens politiske fraktioner og skikkelser på på en traditionel højre-venstre-skala (eller venstre-højre-skala) er forkert. Det er der sådan set ikke noget nyt i, men hans eksempler er forfriskende (om end det er et noget forsimplet forståelse af anarkismen, han fremlægger. Det er lidt mere rodet end som så…). Og Khader har ikke ligefrem gjort det lettere for os.

Højre-venstre-opdelingen giver mere mening, hvis man foretager den på to dimensioner (forestil dig et diagram): Fordelingspolitik og værdipolitik (jeps – det er ikke helt forkert at tænke Bourdieu her). Så vil man klarere se, at den måde, fraktionerne i folketinget ser ud på følger den fordelingspolitiske akse, mens den værdipolitiske til gengæld dikterer en forholdsvis større del af debatten i medierne. Det minder lidt om det her.

Men politikken er ikke det eneste, der er rod i. Omend det stadig kan anskues på en enkelt akse, er der åbenbart klare fløjdannelser i spørgsmålet om, hvorvide den løsthængende flap på toiletpapirrullen skal hænge ind mod eller væk fra væggen – repræsenteret af henholdsvis inder- og yderfløjen (ikke at forveksle med inder- og yderkredsen). Torben Sangild bekender kulør her – hvor hører du til på skalaen? Selv er jeg sofavælger i den forbindelse…