Mit seneste blogindlæg er i let omskrevet form blevet transmogrifferet om til en artikel på Kommunikationsforum. Det var det om bloggen Dagpengeland, der er en beskrivelse af det absurde system, man trækkes igennem som arbejdsløs.

Strategien: Gør det uudholdeligt
Mere præcist handler det primært om et forløb hos en såkaldt anden aktør, dvs. et privat firma, som de ledige sendes i forløb hos. I tilfældet Dagpengeland er det et jobsøgningskursus hos firmaet Integro.

Så vidt jeg ved får anden aktør-firmaerne en signifikant beløb, hvis man kommer i arbejde under/efter et forløb hos dem. Og hvis man skal tage Dagpengeland for gode varer – og det gør jeg, selv om jeg aldrig selv har været igennem sådan et forløb, for der er mange, der kan nikke genkendende til bloggens beskrivelser – så synes strategien hos Integro at være, at gøre det så ulideligt for kursisterne, at de gør deres yderste for at finde et job på egen hånd så hurtigt som muligt.

På den måde behøver man jo heller ikke at forny sig. Once ulidelig, altid ulidelig – en sikker vinderstrategi!

“Den der trekant over de ting, vi har brug for”
Se bare det seneste indlæg, hvor man i forløbet er nået til nye psykologiske dybder. For eksempel har de godt styr på den teoretiske ballast, idet kursisterne præsenteres for “den der trekant over de ting, vi har brug for”.

Ikke at de sådan rigtigt bruger den til noget. Men det er da en fin slide!

Efterfølgende bliver det endnu mere intenst, varsles der:

»Nå, skal vi lige trække noget luft? Så tager vi OFUS-personlighedstesten efter pausen. Kender I den? Lige en advarsel så: Den er dyb. Den er rigtig dyb. Gud-da-jøsses, siger jeg bare. Man kan godt lige tænke, huuuuu-uuu, den går gånnåk lige tæt nok på. Det er der mange, der siger til os bagefter. For man får altså nogle ting at vide, det gør man.«

Det hele varetages af ingen ringere end Integros grundlægger. Det er med andre ord lidt ligesom at nå til slutmonsteret i et computerspil. Og hun er da om ikke andet speciel, hende Jytte.

Læs selv indlægget – det er et langt guldkorn!

Besøg fra ministeren
Nå, virkeligheden fortsætter med at overgå fantasien. Det viser sig nemlig, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg har været på besøg hos Integro. Og ”hun lagde især vægt på, at Integro er en virksomhed, der arbejder på et seriøst og gennemprøvet grundlag,” skriver de på deres hjemmeside.

Og her må man give dem ret. Det virker som en overmåde gennemtestet nyfortolkning af Kafkas ”Processen”: Ingen ved hvad de laver der, men der synes at være et klart og velstruktureret system på plads til at administrere formålsløsheden.

Ministeren var også særligt interesseret i en bestemt ting:

”Og hun havde da også et helt konkret spørgsmål, som hun gerne ville drøfte med Integro. Og det handler om, hvorledes Integro som anden aktør kan hjælpe ministeren med at tackle den kritik, der har været af jobcentrenes brug af anden aktør og de metoder, som nogle aktører anvender i deres forløb. Her kunne ledelsen i Integro fortælle ministeren om de seriøse metoder, som Integro anvender for at hjælpe ledige ud på arbejdsmarkedet og ikke mindst om, hvorledes metoderne er udviklet over mange år og gennemprøvet af tusindvis af kursister. Ministeren og Integro er enig om, at det i høj grad handler om at de private aktører skal blive bedre til at informere seriøst om deres arbejde, og at den nye brancheforening har en stor opgave foran sig på netop dette område. ”

Ministeren er altså med i den dystre alliance, der synes, at systemet bare kører derudaf som det skal. Nu skal vi bare have overbevist resten af verden om det.

God fornøjelse med det!

Absurditeterne fortsætter i øvrigt også på Facebook, hvor Dagpengeland har fået en velfortjent hyldestside.

Nu har jeg aldrig prøvet at være arbejdsløs. 7-9-13. Bank under bordet.

Og det er da heller ikke noget, man får mere lyst til at prøve, når man læser bloggen Dagpengeland, der er en personlig beretning om, hvad man skal trækkes igennem som nyuddannet og arbejdsløs akademiker. Politikerne kan sige mange finde ord om, hvad der vigtigt i indsatsen på det område, men de blegner ligesom lidt, når man via bloggen oplever, hvordan et jobsøgningskursus foregår hos Integro, der udbyder kurser i AF-regi 24 steder i Danmark:

En af deltagerne rækker hånden op. Hun kan ikke helt forstå, hvorfor hun er på dette jobsøgningskursus. Hun har nemlig fået konstateret sclerose og med den sygdom er hun ikke arbejdsparat – slet ikke når hun også skal have kræfter til at passe sine to børn. Istedet venter hun på at komme i såkaldt arbejdsprøvning. Sclerosen gør hende træt, men ellers mener lægerne at sygdommen kan holdes nede med medicin, fortæller kursusdeltageren.

Britta er typen, der er god til at forklare selv det allermest komplicerede helt enkelt, sådan lidt som om hun taler til børn. Det er dejligt nemt at forstå. Og emnet sclerose er ingen undtagelse.

»Ved I hvad sclerose er?«, spørger Britta forsamlingen og svarer selv: »Det er en frygtelig, frygtelig sygdom, der ender med at man sidder hjælpeløst bundet til en rullestol.«

»Aaaarh?«, siger en af kursusdeltagerne.

»Jo«, svarer Britta.

Dagpengeland er knastørt konstaterende, bidende skarpt og vrængende skrevet – det minder mig lidt om Michel Houllebecqs stil. Det er næsten for meget, men man fornemmer at det nok skyldes de næsten surrealistiske oplevelser, der videreformidles. Og selvfølgelig får vi sikkert kun genfortalt de situationer, der har fået forfatteren til at tage sig til hovedet, da han oplevede dem, og ikke de brugbare ting, der forhåbentlig har været. Men det er alligevel nok til at give et meget skræmmende billede af virkeligheden i den danske aktiveringsindsats.

Hvad med eksempelvis den her godbid af en sætning:

»Vi tager udgangspunkt i den enkelte, men naturligvis under hensyntagen til økonomi. Det betyder at vi først og fremmest vægter økonomi. Sådan er det.«, som en af jobcentrets medarbejdere udtrykte det.

Ja, udgangspunkt i den enkelte. Man får virkelig et personligt, skræddersyet forløb, som det så glimrende illustreres her:

»Læg mærke til, at jeg ikke spurgte efter jeres navn da I kom, men efter jeres personnummer. Det er fordi, vi her i vores system registrerer jer efter personnummer og ikke navn. Jeg spurgte efter jeres personnummer og så kunne jeg se, hvad I hedder. Så spurgte jeg om I hedder det og det. På den måde tjekkede jeg om det var den rette person, der dukkede op her.«

Og noget tyder i det hele taget på, at der er tale om et system, der er gået helt i stå (eller måske i selvsving) og har lukket sig fuldstændigt om sig selv. Det virker i hvert fald som om at udsynet til resten af verden ikke er det, der præger arbejdsgangene mest:

»Vi sender jer på jobsøgningskursus nu her. I har måske læst, at det ikke er alle de her jobsøgningskurser, der er lige populære. Ja, jeg vil sige det sådan, at vi endnu ikke har oplevet folk sige, “det var vel godt nok godt, det her. Giv mig lige en tur til!”
Men det er altså fordi folk ikke fatter, hvad det går ud på. Når vi sætter folk til at stable søm eller finde ud af hvilken fugl de er, så er det jo ikke for sjov. Det er en samarbejdsøvelse! «

»S-A-M-A-R-B-E-J-D-S-Ø-V-E-L-S-E!«, gentager han og kigger på forsamlingen med det der “jeg har fattet det, men det har I ikke”-look.

Beskrivelserne af undervisningssessionerne hos Integro er vildt sjove. Og kursisterne har endda fået uddelt de overhead-slides, der bliver brugt på kurserne, som så også bringes på bloggen – det er heldigt, for de er underholdende.

»Altså, det her kursus er jo for folk under 30 år«, siger en kursusdeltager.

»Ja?«, svarer Britta spørgende.

»De fleste af os kan jo godt bruget nettet«, siger min medkursist og fortsætter: »Jeg synes bare det er svært at tage det seriøst, når I udleverer sådan noget undervisningsmateriale her.«

»Jamen, det kan da godt være at du kan finde ud af det«, svarer Britta. »Men hvad med alle dem, der ikke kan?«

Den er svær at komme igen på. Det må kursusdeltageren også sande.

Men hvordan finder man så jobs på det der internets?

Åh nej, ikke anførselstegn. De er så besværlige at indtaste. Der må da være en anden måde, et andet tegn, et-eller-andet?

Bindestreg er markant nemmere end anførselstegn. Tak.

Åh, sådan. Javel.

Integros kurser er virkelig for alle. Selv de mange grafikere med internethandikap kommer styrket ud.

Men selv om det er sjovt, er det jo i virkeligheden mest tragisk. Jeg kan godt se at et system, der er så skrækkeligt at befinde sig i, at man vil gøre alt for at slippe ud af det, fungerer fint som redskab til at få folk i arbejde. Men det er nok en sandhed, der gælder mere i opgangstider end i krisetider. Og det er vel også spørgsmålet, om det er sådan, vi gerne vil indrette vores samfund, og sådan, vi vil behandle de, der ikke kan finde arbejde.

Det kan i hvert fald ikke være hverken særligt udviklende eller motiverende.

Men det skal ikke afholde dig fra at læse Dagpengeland. Det er den bedste blog, jeg er faldet over i lang tid. Så skynd dig derind og læs de fire indlæg, der ligger indtil videre!