granns.net

Dagpengeland, bloggen der beskrev absurditeterne i dagpengesystemet, er muligvis på vej som tv-serie. I hvert fald er der lige blevet offentliggjort et pilotafsnit. Og det virker egentlig lovende.

Men der er også nogle grundlæggende problemer. Det, der gjorde bloggen så fantastisk underholdende, var, at man hele tiden nev sig selv i armen, fordi virkeligheden gang på gang overgik ens værste mareridt om håbløs- og formålsløsheden i aktiviteterne, man udsættes for, hvis man står uden for arbejdsmarkedet. Den følelse forsvinder, synes jeg, når man flytter fortællingen over i et semi-fiktionaliseret univers, som sådan en tv-føljeton er (og også ville være, selv hvis den holdt sig helt stramt til bloggen uden overhovedet at digte lidt videre, som man har valgt at gøre).

I stedet får man en slags konstruerethed, hvor situationerne næsten virker for kunstige og pinlige (skuespillerne spiller også lige til kanten og nok også lidt til). Det underbygges kun af, at hovedpersonen Lau ofte kigger indforstået ind i kameraet, som om man har en fælles forståelse med ham af, at det jo også er for mærkeligt, det her. I stedet burde man gå efter at skabe en mere dokumentarisk fornemmelse, synes jeg.

Men der er også gode ting. De pinlige tavsheder og akavede samtaler virker fint. Og så bliver det spændende at se, hvordan man kan integrere de vilde plancher, som næsten var det sjoveste på bloggen, i tv-formatet.

Men døm selv: Her er pilotafsnittet. Nedenunder en to minutters teaser.

Pilot:

Teaser:

Jeg har tidligere skrevet to blogindlæg om Dagpengeland (det første og det andet). Det ene blev også til en artikel på Kommunikationsforum.

Mit seneste blogindlæg er i let omskrevet form blevet transmogrifferet om til en artikel på Kommunikationsforum. Det var det om bloggen Dagpengeland, der er en beskrivelse af det absurde system, man trækkes igennem som arbejdsløs.

Strategien: Gør det uudholdeligt
Mere præcist handler det primært om et forløb hos en såkaldt anden aktør, dvs. et privat firma, som de ledige sendes i forløb hos. I tilfældet Dagpengeland er det et jobsøgningskursus hos firmaet Integro.

Så vidt jeg ved får anden aktør-firmaerne en signifikant beløb, hvis man kommer i arbejde under/efter et forløb hos dem. Og hvis man skal tage Dagpengeland for gode varer – og det gør jeg, selv om jeg aldrig selv har været igennem sådan et forløb, for der er mange, der kan nikke genkendende til bloggens beskrivelser – så synes strategien hos Integro at være, at gøre det så ulideligt for kursisterne, at de gør deres yderste for at finde et job på egen hånd så hurtigt som muligt.

På den måde behøver man jo heller ikke at forny sig. Once ulidelig, altid ulidelig – en sikker vinderstrategi!

“Den der trekant over de ting, vi har brug for”
Se bare det seneste indlæg, hvor man i forløbet er nået til nye psykologiske dybder. For eksempel har de godt styr på den teoretiske ballast, idet kursisterne præsenteres for “den der trekant over de ting, vi har brug for”.

Ikke at de sådan rigtigt bruger den til noget. Men det er da en fin slide!

Efterfølgende bliver det endnu mere intenst, varsles der:

»Nå, skal vi lige trække noget luft? Så tager vi OFUS-personlighedstesten efter pausen. Kender I den? Lige en advarsel så: Den er dyb. Den er rigtig dyb. Gud-da-jøsses, siger jeg bare. Man kan godt lige tænke, huuuuu-uuu, den går gånnåk lige tæt nok på. Det er der mange, der siger til os bagefter. For man får altså nogle ting at vide, det gør man.«

Det hele varetages af ingen ringere end Integros grundlægger. Det er med andre ord lidt ligesom at nå til slutmonsteret i et computerspil. Og hun er da om ikke andet speciel, hende Jytte.

Læs selv indlægget – det er et langt guldkorn!

Besøg fra ministeren
Nå, virkeligheden fortsætter med at overgå fantasien. Det viser sig nemlig, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg har været på besøg hos Integro. Og ”hun lagde især vægt på, at Integro er en virksomhed, der arbejder på et seriøst og gennemprøvet grundlag,” skriver de på deres hjemmeside.

Og her må man give dem ret. Det virker som en overmåde gennemtestet nyfortolkning af Kafkas ”Processen”: Ingen ved hvad de laver der, men der synes at være et klart og velstruktureret system på plads til at administrere formålsløsheden.

Ministeren var også særligt interesseret i en bestemt ting:

”Og hun havde da også et helt konkret spørgsmål, som hun gerne ville drøfte med Integro. Og det handler om, hvorledes Integro som anden aktør kan hjælpe ministeren med at tackle den kritik, der har været af jobcentrenes brug af anden aktør og de metoder, som nogle aktører anvender i deres forløb. Her kunne ledelsen i Integro fortælle ministeren om de seriøse metoder, som Integro anvender for at hjælpe ledige ud på arbejdsmarkedet og ikke mindst om, hvorledes metoderne er udviklet over mange år og gennemprøvet af tusindvis af kursister. Ministeren og Integro er enig om, at det i høj grad handler om at de private aktører skal blive bedre til at informere seriøst om deres arbejde, og at den nye brancheforening har en stor opgave foran sig på netop dette område. ”

Ministeren er altså med i den dystre alliance, der synes, at systemet bare kører derudaf som det skal. Nu skal vi bare have overbevist resten af verden om det.

God fornøjelse med det!

Absurditeterne fortsætter i øvrigt også på Facebook, hvor Dagpengeland har fået en velfortjent hyldestside.

Nu har jeg aldrig prøvet at være arbejdsløs. 7-9-13. Bank under bordet.

Og det er da heller ikke noget, man får mere lyst til at prøve, når man læser bloggen Dagpengeland, der er en personlig beretning om, hvad man skal trækkes igennem som nyuddannet og arbejdsløs akademiker. Politikerne kan sige mange finde ord om, hvad der vigtigt i indsatsen på det område, men de blegner ligesom lidt, når man via bloggen oplever, hvordan et jobsøgningskursus foregår hos Integro, der udbyder kurser i AF-regi 24 steder i Danmark:

En af deltagerne rækker hånden op. Hun kan ikke helt forstå, hvorfor hun er på dette jobsøgningskursus. Hun har nemlig fået konstateret sclerose og med den sygdom er hun ikke arbejdsparat – slet ikke når hun også skal have kræfter til at passe sine to børn. Istedet venter hun på at komme i såkaldt arbejdsprøvning. Sclerosen gør hende træt, men ellers mener lægerne at sygdommen kan holdes nede med medicin, fortæller kursusdeltageren.

Britta er typen, der er god til at forklare selv det allermest komplicerede helt enkelt, sådan lidt som om hun taler til børn. Det er dejligt nemt at forstå. Og emnet sclerose er ingen undtagelse.

»Ved I hvad sclerose er?«, spørger Britta forsamlingen og svarer selv: »Det er en frygtelig, frygtelig sygdom, der ender med at man sidder hjælpeløst bundet til en rullestol.«

»Aaaarh?«, siger en af kursusdeltagerne.

»Jo«, svarer Britta.

Dagpengeland er knastørt konstaterende, bidende skarpt og vrængende skrevet – det minder mig lidt om Michel Houllebecqs stil. Det er næsten for meget, men man fornemmer at det nok skyldes de næsten surrealistiske oplevelser, der videreformidles. Og selvfølgelig får vi sikkert kun genfortalt de situationer, der har fået forfatteren til at tage sig til hovedet, da han oplevede dem, og ikke de brugbare ting, der forhåbentlig har været. Men det er alligevel nok til at give et meget skræmmende billede af virkeligheden i den danske aktiveringsindsats.

Hvad med eksempelvis den her godbid af en sætning:

»Vi tager udgangspunkt i den enkelte, men naturligvis under hensyntagen til økonomi. Det betyder at vi først og fremmest vægter økonomi. Sådan er det.«, som en af jobcentrets medarbejdere udtrykte det.

Ja, udgangspunkt i den enkelte. Man får virkelig et personligt, skræddersyet forløb, som det så glimrende illustreres her:

»Læg mærke til, at jeg ikke spurgte efter jeres navn da I kom, men efter jeres personnummer. Det er fordi, vi her i vores system registrerer jer efter personnummer og ikke navn. Jeg spurgte efter jeres personnummer og så kunne jeg se, hvad I hedder. Så spurgte jeg om I hedder det og det. På den måde tjekkede jeg om det var den rette person, der dukkede op her.«

Og noget tyder i det hele taget på, at der er tale om et system, der er gået helt i stå (eller måske i selvsving) og har lukket sig fuldstændigt om sig selv. Det virker i hvert fald som om at udsynet til resten af verden ikke er det, der præger arbejdsgangene mest:

»Vi sender jer på jobsøgningskursus nu her. I har måske læst, at det ikke er alle de her jobsøgningskurser, der er lige populære. Ja, jeg vil sige det sådan, at vi endnu ikke har oplevet folk sige, “det var vel godt nok godt, det her. Giv mig lige en tur til!”
Men det er altså fordi folk ikke fatter, hvad det går ud på. Når vi sætter folk til at stable søm eller finde ud af hvilken fugl de er, så er det jo ikke for sjov. Det er en samarbejdsøvelse! «

»S-A-M-A-R-B-E-J-D-S-Ø-V-E-L-S-E!«, gentager han og kigger på forsamlingen med det der “jeg har fattet det, men det har I ikke”-look.

Beskrivelserne af undervisningssessionerne hos Integro er vildt sjove. Og kursisterne har endda fået uddelt de overhead-slides, der bliver brugt på kurserne, som så også bringes på bloggen – det er heldigt, for de er underholdende.

»Altså, det her kursus er jo for folk under 30 år«, siger en kursusdeltager.

»Ja?«, svarer Britta spørgende.

»De fleste af os kan jo godt bruget nettet«, siger min medkursist og fortsætter: »Jeg synes bare det er svært at tage det seriøst, når I udleverer sådan noget undervisningsmateriale her.«

»Jamen, det kan da godt være at du kan finde ud af det«, svarer Britta. »Men hvad med alle dem, der ikke kan?«

Den er svær at komme igen på. Det må kursusdeltageren også sande.

Men hvordan finder man så jobs på det der internets?

Åh nej, ikke anførselstegn. De er så besværlige at indtaste. Der må da være en anden måde, et andet tegn, et-eller-andet?

Bindestreg er markant nemmere end anførselstegn. Tak.

Åh, sådan. Javel.

Integros kurser er virkelig for alle. Selv de mange grafikere med internethandikap kommer styrket ud.

Men selv om det er sjovt, er det jo i virkeligheden mest tragisk. Jeg kan godt se at et system, der er så skrækkeligt at befinde sig i, at man vil gøre alt for at slippe ud af det, fungerer fint som redskab til at få folk i arbejde. Men det er nok en sandhed, der gælder mere i opgangstider end i krisetider. Og det er vel også spørgsmålet, om det er sådan, vi gerne vil indrette vores samfund, og sådan, vi vil behandle de, der ikke kan finde arbejde.

Det kan i hvert fald ikke være hverken særligt udviklende eller motiverende.

Men det skal ikke afholde dig fra at læse Dagpengeland. Det er den bedste blog, jeg er faldet over i lang tid. Så skynd dig derind og læs de fire indlæg, der ligger indtil videre!

Det er helt gået min opmærksomhed forbi, at Island her oven på landets økonmiske kollaps har fået sin helt egen politiske Haugaard-historie. Jon Gnarr, den islandske komiker, der stillede op til byrådsvalget i Reykjavik, er bare noget sejere end Jacob Haugaard.

Under valgkampen lovede han eksempelvis gratis håndklæder i alle hovedstadens svømmehaller, en ny isbjørn til byen zoologiske have og at parlamentet skulle blive “drug-free” i 2020. Han lovede angiveligt også en flok skolelever at bygge et Disneyland ved lufthavnen.

Her er kampagnevideoen, hvor partitoppen, der er plukket i Reykjaviks punkmiljø, synger om deres vision for byen – selvfølgelig til melodien “Simply the Best”:

Gnarr blev ikke bare valgt ind. Hans parti, der bærer navnet “Det bedste parti”, blev det største parti i byrådet med 6 ud af de 15 pladser, og Gnarr er derfor nu blevet borgmester. New York Times har også historien, og skriver blandt andet:

In his acceptance speech he tried to calm the fears of the other 65.3 percent. “No one has to be afraid of the Best Party,” he said, “because it is the best party. If it wasn’t, it would be called the Worst Party or the Bad Party. We would never work with a party like that.”

With his party having won 6 of the City Council’s 15 seats, Mr. Gnarr needed a coalition partner, but ruled out any party whose members had not seen all five seasons of “The Wire.”

Det er en mand efter mit hoved! Men det er ikke sjov det hele:

“Just because something is funny doesn’t mean it isn’t serious,” said Mr. Gnarr, whose foreign relations experience includes a radio show in which he regularly crank-called the White House, the C.I.A., the F.B.I. and police stations in the Bronx to see if they had found his lost wallet.

THE polar bear idea, for example, was not totally facetious. As a result of global warming, a handful of polar bears have swum to Iceland in recent years and been shot. Better, Mr. Gnarr said, to capture them and put them in the zoo.

The free towels? That evolved from an idea to attract more tourists by attaining spa status for the city’s public pools, which have seawater and sulfur baths. For accreditation under certain European Union rules, however, a spa has to offer free towels, so that became a campaign slogan.

Det er både sjovere og mere alvorligt end Haugaard, og markerer da virkelig nye tider på rådhuset. Måske er det det, der skal til?…

Herhjemme har det nye parti Fælleslisten, der vil have mere fokus på Udkantsdanmark, ny fået et modsvar fra storbyens kreative klasse: Hipsterlisten. Her er de første ti – alle meget hippe – valgløfter:

• Samtlige historiske bygninger i København skal udsmykkes af Damien Hirst, Banksy og vores hjemlige kunstnere. Tal R er blevet stillet rundetårn i udsigt.
• Al industri, uromantisk landbrug og triviel produktion flyttes ud i Udkantsdanmark.
• Værnepligten afskaffes og erstattes af et års obligatorisk ophold på en kreativ højskole inden for musik, kunst, arkitektur, design eller creative business.
• Bjarke Ingels skal ha’ helt frie rammer og midler til udfoldelsen af sin visionære arkitektur.
• Bompenge ved alle indfaldveje, så fixien langt om længe kan nå sin topfart.
• Genoprettelse af Den Fri til alle jer kreative, der mangler det sidste klap på skulderen for at få sparke karrieren igang.
• Kirkeasyl i alle Nørrebros kirker.
• Personlig coaching over sygesikringen.
• Opdyrkelse af alle grønne arealer i København til bio-dynamisk jordbrug efter alle post-industrialist og DR2-vært, Frank Bonderøvs foreskrifter.
• Scala-bygningen rives ned og erstattes af verdens største chill-out område med fri chai, yoga, hvedegræs shots, terapi og meditation. Naturligvis koordineret af Kong Baden – “I lukker ikke flere ind med mindre de kommer fra Carlsberg!”

Smukt!

Jeg tror nu ikke den økonomiske krise har været alvorlig nok hernede til at bringe Hipsterlisten hverken i Borgerrepræsentationen eller Folketinget (jeg har også mine tvivl når det gælder Fælleslisten). Men læs indlægget på Copenhipster – det er sjovt (ligesom resten af bloggen, i øvrigt)!

Der er en mekanisme i politik, som samtidig er ekstremt naturlig, men også undrer mig en lille smule, nemlig ideen om at status quo som hovedregel er godt. Ikke status quo som i “der skal overhovedet ikke ske noget”, men status quo som i “hold kursen, så skal vi nok nå frem til et eller andet sted”.

Det er altså forestillingen om at det ikke er godt at revidere kursen, selv hvis man bliver klogere eller får ny information – sådan meget forsimplet, altså! Stiafhængighed kalder man det vist i strategilitteraturen.

I politik er den regel næsten så selvfølgelig, at man kun overvejer at ændre kurs, hvis det viser sig at være en blindgyde, man har bevæget sig ind i. Man må simpelthen ikke indrømme, at man tog fejl eller at man er blevet klogere. Det er heller ikke gængst at tænke i mønstret “Hvis vi nu skulle bygge det her system op forfra, ville det så virkelig se sådan her ud?” (tag bare som eksempel at de årlige finanslovsforhandlinger i virkeligheden kun handler om at rykke på en ekstremt lille del af statsbudgettet).

Det gælder i nogen grad for politikere generelt, men i særlig grad for magthavere, dvs. regeringen. Og det bliver især tydeligt når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Hvilket leder til nogle åbenlyst absurde situationer.

Tag bare angivelsen af at Irak havde atomvåben som årsag til at invadere. Den holdt man vist fast indtil det var helt sikkert, at det var en dead end…

Nå, grunden til at jeg kommer til at tænke på det, er at Danmark stadig ikke vil anerkende at tyrkernes massakrer på armenere for ca. 100 år siden var et folkedrab. Hvorfor skulle man det – det er jo meget lettere at lade være og “lade det være op til historikerne”, som Lene Espersen sagde i Deadline.

“Pinligt”, siger Monggard på Twitter. Jeg er enig. (Og jo, “Folkemord” er kun en etiket – det ændrer ikke noget rigtigt at nogen kalder en spade for en spade. Men ville det ikke være det rigtige at gøre, trods besværet, trods alt? Det ville desuden været et signal til både Tyrkiet og til Armenien, hvor jeg har været, og kan sige fra personlig erfaring, at det ville betyde rigtigt meget for armenerne!).

Sverige, derimod, har valgt den sværere vej: Riksdagen har lige vedtaget at betegne det som et folkedrab. Med kæmpe diplomatisk krise med Tyrkiet til følge, selvfølgelig. Men til gengæld har man nu anerkendt det, som alle ved er korrekt.

(Stiafhængigheden kan selvfølgelig også føre til aktiv beslutningstagen om at rette på sejlet. Men så gør man det ikke for at ændre kurs, men fordi vinden er skiftet. Et eksempel er at man nu vil lukke for adgang til udenlandske spiludbydere for at bevare statens monopol på hasardspil i DK. Læs et rigtigt interessant indlæg om det på Sunes Pokerblog.)

Nå. Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at det fungerer sådan – man kan jo bare starte med at forestille sig det politiske kaos, der ville opstå, hvis regeringen hele tiden blev klogere. Men også et stift embedsapparat, kritiske modstandere, der stempler den mindste kursændring som løftebrud, gør sit. Og så er alle systemer jo træge – man kan ikke bare beslutte at lave alting om uden omkostninger – det viste kommunalreformen jo med al tydelighed.

…Og så selvfølgelig det, at alting bliver lettere, når man gør som forventet – vel især på den internationale scene. Ingen bryder sig om statsledere, der vender på en tallerken – eller: der vil i hvert fald altid være nogen – nemlig dem, der ikke har gavn af at man ændrer kurs – der gør modstand. Og nu gik det jo også lige så fint alligevel…

Omvendt er Barack Obamas retorik (og til dels hans politik, men kun til dels) et eksempel på et forsøg på at bryde med en udstukket kurs, eksempelvis når det gælder viljen til at mødes med mellemøstlige staters ledere, og måske også hvad angår det overordnede paradigme for hele den amerikanske udenrigspolitik (fra konfrontatorisk til øh, ja, i hvert fald noget lidt mindre konfrontatorisk).

(Under det hele ligger selvfølgelig præmissen, at også politikere nyttemaksimerer – altså gør det, der bedst kan betale sig. Så det undrer mig i virkeligheden ikke, at der så sjældent sker politiske (paradigme)skift. Men det er da alligevel lidt ærgerligt…)