I dag var jeg nede for at købe ind. “Fryseposer”, stod der på indkøbssedlen. Men fryseposernes plads på hylderne var tom. Og ingen servicemedarbejder i sigte. Øv så.

Ved kassen stod jeg lige bag en mand, der købte 10 (ti!) pakker/ruller/hvaddetnuhedder fryseposer. Det er flere fryseposer end jeg bruger på et årti, tror jeg! Derfor den tomme hylde.

Manden købte i øvrigt også:

- 30 dåser koncentreret tomatpuré
- 24 dåser flåede tomater
- 12 liter koncentreret sportssaft
- det var stort set det…

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal mene om det. Hvem fanden køber det? Og hvordan passer det med det astronomiske antal fryseposer?

Jeg overvejede i øvrigt et meget kort øjeblik at spørge manden, om han ikke kunne undvære en stak fryseposer til mig. Men hvordan spørger man om det uden at antyde, at han nok købte/brugte lidt for mange fryseposer? (hvilket på en eller anden måde ville være ret mærkeligt)
Så det…

Jeg er af og til pennefører, når der på mit arbejde skal skrives en stillingsannonce. Her har vi besluttet os for at droppe den sædvanlige afslutning “Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset” fulgt af et antal karakteristika, der som regel er køn, race, religion, etnisk tilhørsforhold og alder, men som lige så godt kunne være hvorvidt man bruger mælk i kaffen, ryger, er A- eller B-menneske, politisk ståsted eller yndlingsfarve.

Det relle formål med at bruge den afslutning er formodentlig primært at signalere, at alle etniciteter er velkomne. Det virker for mig som en efterhånden lidt malplaceret standardsætning, der har mistet sin reelle værdi, og måske endda også sin signalværdi (ikke dermed sagt, at der ikke er behov for at gøre en indsats eller at der ikke er noget problem!).

Det er med andre ord spild af plads, og den plads i vores stillingsannoncer vil vi hellere bruge til at fortælle om vores weblog, der giver et udmærket indblik i, hvad vi render og laver.

Og det er vist godt det samme. For det går åbenbart ikke så godt med integrationen på arbejdspladsen - i hvert fald ikke, hvis man skal tro vores IT-folk. Her et klip fra Granns indbakke, hvor integrationen åbenbart er gået fra dårlig til værre:

Heldigvis blev problemet hurtigt løst igen:

Det er hermed sagt i fuld offentlighed. Alle er velkomne hos os :-)

Troels Mylenberg, der leder journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, gav i morgen-tv sit bud på, hvad udfordringen er for JP/Politikens hus og Det Berlingske Officin, når de skal vurdere om det er værd at blive ved at hælde penge ud af vinduet for at konkurere med Nyhedsavisen:

“Det handler ikke bare om at finde et hul i avismarkedet. Det handler også om at finde ud af, om der er et marked nede i det hul.”

Er det måske en filosofi, man kan overføre til andre markeder? En slags Kulsort Ocean Strategies?

…var “Den långa svansen” så blevet en lige så stor succes? På en eller anden måde lyder det som et koncept, der er lidt sværere at sælge…

(Det er nu ikke fordi, jeg ikke kan lide Sverige eller svenskere. Faktisk er jeg tosset med Sverige.)

Det var ikke meget Tour de France, jeg fik set denne sommer. Men der skal heller ikke meget til, for at det går op for en, at det var meget sjovere med Mader og Leth ved roret. Det kunne umiddelbart virke uinteressant at høre dem rable om slotte, vinbønder, diverse geografiske og historiske detaljer og i øvrigt excellere i metaforer fra det platte til det makabre, Men for mig er det nu også klart, at det var det ideelle soundtrack til rytternes færd gennem det franske landskab. Jeg savner dem!

Man kan finde lidt trøst rundt omkring. Der er flere forskellige sites med citater omkring - nogle sammenstiller eller analyserer endda de to herrers sprogblomster på nye måder.

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale den plade, som Jørgen Leth har lavet: “Han er nu malet blå”. Det er nogle af hans gamle digte - blandt andet fra hans “Sportsdigte” - han læser op til Abdullah S’s sprøde beats. Også godt live, i øvrigt…

Jeg overhørte følgende samtale mellem en far og hans to børn - piger på 8-9 år - på Høje Taastrup Station i går:

(…)
Far: Vi må ikke have kaniner på vores matrikel. Det står i lokalplanen.
Pige/r: Hvad så med katte?
Far: Det går heller ikke. Vi må slet ikke have nogen kæledyr på vores matrikel.
Pige/r: Men vi har jo guldfisk. Det ved du jo godt.
Far: Ja, men jeg er jo heller ikke fra kommunen.

…Gad vide om han var byplanlægningsarkitekt eller noget i den retning? Det er i hvert fald tidligt at begynde at hive lokalplanen ind som trumf i diskussioner med børnene.