granns.net

Icon

Kan du finde på en smart tagline, måske?…

Når nu hun rent faktisk var grim, må man så ikke sige det?…

Jeg zappede tilfældigvis forbi programmet “De døde” på DR2 forleden og blev hængende, fordi det faktisk var et ganske fængende og godt indblik i, hvordan nogle mennesker lever mange år isoleret og alene i byen, og hvad der sker med dem, når de dør. Omdrejningspunktet var to dødsannoncer af “eventuelle pårørende bedes henvende sig”-typen – altså folk, der er blevet fundet alene i deres lejligheder, og som ikke umiddelbart savnes eller har slægtninge, der kan forestå formaliteterne omkring begravelse osv.

Anders Lund Madsen var “reporteren”, og hans lidt pudsige, men velmenende blanding af underspillet medfølelse og småupassende direkthed gjorde sig faktisk godt i interviewene med de få mennesker, der havde kendt eller kendt til de to afdøde. Eksempelvis i interviewet med naboerne til en ældre kvinde, hvor moderen diplomatisk siger, at “hun vist ikke rigtigt kendte nogen” (eller sådan noget), mens sønnen får mumlet, at han faktisk var lidt bange for hende. “Hun var grim?”, spørger Lund Madsen, og med et lille smil af lettelse må de to interviewede give ham ret i, at det var hun nok. Meget grim, endda.

Det virkede ganske vist lidt grænseoverskridende når Lund Madsen var inde og filme i de afdødes lejligheder, særligt i den omtalte kvindes, fordi hun netop slet ikke havde nogen pårørende. I stedet så man hvordan en ISS-rengøringsmand var i gang med at gøre rent i lejligheden, hvilket også inkluderede at fjerne gulvbrædderne fordi “ligvæskerne” fra damen var løbet ned imellem gulvbrædderne og havde skabt lugtskader. Må man godt filme sådan noget, bare fordi der ikke er nogen til at sige, at man ikke må?

Nå, I Aftenshowet forleden, som jeg ikke så, var Lund Madsen inde og fortælle om udsendelsen, og nævnte blandt andet den her gamle dame, og at grunden til at hun var så isoleret netop var, at hun var grim (lidt lige på, må man sige – det kommer bedre frem i selve udsendelsen). Det er – selvfølgelig – faldet en seer for brystet, hvilket – selvfølgelig – igen har fanget en journalists interesse. Resultat: Artikel på avisen.dk med overskriften Anders Lund Madsen kalder ensom, afdød dame for ‘grim’.

Det er pudsigt( og, desværre, typisk), at det ender med at være sådan noget, man diskuterer på baggrund af udsendelsen, og ikke i stedet hvordan man kan afhjælpe problemet eller måske det mere principielle i at grave i disse menneskers liv uden at have fået tilladelse til det. Portrætterne af de to afdøde var dog meget indfølte, og programmet er værd at se, hvis du har en halv time tilovers. Det kan du gøre på DR’s hjemmeside. (Hvor man vist også kan se Aftenshowet-indslaget.)

"Log ind her og se hvad du hedder” – når kundeservicemanualen bliver taget lidt for bogstaveligt

Jeg har nu i nogle år haft, Hotmail Plus, en udvidet Hotmail-konto. Den anskaffede jeg mig dengang der endnu ikke fandtes Gmail, og Hotmail kun var med 10 MB lagerplads og mulighed for at sende mails på op til 2 MB.

Det var smart da jeg fik det, men er det efterhånden ikke mere. Dels fordi jeg nu også har en Gmail-konto, dels fordi Hotmail (som jeg holder fast i min Hotmail, fordi jeg har haft den i 10 år og det er den, alle vennerne kender og bruger) nu snart også opgraderes for almindelige brugere.

Men så til mysteriet: Hvordan opsiger man sit Hotmail Plus-abonnement? Jo, det gør man ved at logge ind på billing.microsoft.com, klikke sig hen til den tjeneste, det drejer sig om, klikke “Annuller min tjeneste”, hvilket åbner en oversigt over annuleringsmuligheder, der fortæller mig, at jeg skal gå til “hjælp”! det fører mig til en formular, der bruges til at rapportere problemer.

For hurtigt at kunne løse problemet skal du angive så mange oplysninger som muligt, herunder dato og klokkeslæt, da problemet opstod, en beskrivelse af, og hvad du forsøgte at gøre på det pågældende tidspunkt. Desuden skal du give en detaljeret beskrivelse af, hvad du foretog dig, umiddelbart inden problemet opstod, og hvilke fejlmeddelelser du modtog.

Så jeg rapporterer mit problem: At jeg kl 11.37 d. 15. august ønsker at afmelde mit Hotmail Plus-abonnement. Dagen efter får jeg en flink mail fra Leonard hos Microsoft (min kursivering):

Mit navn er Leonard, og jeg skal med glæde besvare dit spørgsmål. Såvidt jeg kan forstå på din henvendelse, ønsker du at afmelde dit Hotmail Plus abonnement.For at gøre dette skal jeg bede om følgende oplysninger der er tilknyttet din konto:
Din email adresse
Dit fulde navn
Dit Telefon nummer
Din adresse
De sidste 4 cifre af dit kreditkort
Du kan finde disse oplysninger på siden http://billing.microsoft.com

Du kan også kontakte vores gratis telefon support på nummeret: 80 88 10 67 på hverdage mellem 10 og 19.

Tak fordi du benytter MSN Hotmail. Jeg håber at dette besvarer dit spørgsmål, ellers er du meget velkommen til at vende tilbage til os.

Med venlig hilsen

Leonard
MSN Hotmail Support

Så nu har jeg svaret Leonard, at det er fuldstændig korrekt absolut rigtigt forstået, og jeg har også givet ham e nødvendige oplysninger. Jeg behøvede dog ikke at logge ind for at få fat i dem. Jeg kunne faktisk huske dem alle sammen (pyha) – undtagen kreditkortnummeret, men det stod hendigvis på mit kreditkort (pyha igen).

Nu ser vi, om det rent faktisk lykkes.

PS. Dette indlæg er skrevet i Flock, som jeg har leget lidt med de sidste par uger. Jeg krydser fingre for at det ser pænt ud ude på bloggen… UPDATE: Det gjorde det ikke helt, så nu har jeg pillet lidt ved det. Men smart, at den viser tags:

Tags: , ,

Følelsesporno og flowmedier

Jeg faldt i dag mens jeg så lidt fjernsyn over et program, hvor to hold af meget overvægtige mennesker kæmpede mod hinanden om at opnå det største samlede procentuelle ugentlige vægttab. Ja, konceptet vidner bestemt også om, at TV-branchen har været nødt til at sætte fantasien på arbejde for at finde på nye måder, folk kan krænge deres sjæl ud på skærmen på. Det er lang tid siden, man bare kunne spærre 10 mennesker inde i et hus og se hvad der skete.

Det er svært at vurdere, om reality-tv som sådan er et fænomen, der er på vej nedad. At dømme ud fra de programzapninger, jeg jævnligt foretager når der er reklamepauser eller bare ikke er noget overhovedet i TV, er der i hvert fald kommet flere forskellige reality-programmer. Folk får ordnet have, bliver gift, køber og sælger huse, får fedtsugninger, børn og nye møbler, spærres inde og ude, og indgår i alle mulige forskellige slags spilkoncepter for åben skærm. Der er bestemt noget for enhver smag.

Men måske er er det et tegn på, at reality-genren bare er ved at blive en del af alle de tv-koncepter, vi kendte i forvejen. For der er vist ingen tvivl om, at TV generelt har oplevet sin storhedstid. Vi er på vej væk fra flowmedier (“lad os se hvad der kommer nu”), for i stedet at kaste os over on demand-medier (“duer ikke, næste”). Og nå ja, så er vi jo også i højere og højere grad på vej mod deltagelse frem for passiv konsumption. Det er vist old news efterhånden.

Hvor passer reality-begrebet ind i det nye mediebillede?
Og det er her, jeg undrer mig over reality-tv. For jo, godt nok er der nogen, der deltager, men det er stadig TV, der i ekstrem grad er designet til tilskueren, som regel ud fra enten “Hvad hvis det var mig?”- eller “Godt det ikke er mig!”-princippet. Det er den passive udlevelse af det følelsesregister, der udfolder sig på skærmen, der er i fokus. Betegnelsen følelsesporno er godt nok en kliche, men det er altså også en god betegnelse for genren.

Og så er der det med flow vs. on demand. For det, der slog mig ved den afmagringskonkurrence, jeg nævnte indledningsvis, var, hvor langsomt det gik. Det er typisk for genren, men det sprang bare virkeligt i øjnene (måske på grund af manglen på indhold).

Det handlede i høj grad om at strække små, afgørende øjeblikke i det uendelige: Den tykke kvindes ansigtsudtryk lige inden hun får at vide, hvor meget hun har tabt sig, suppleres med interviewbidder med de andre deltagere, inden værten trækker det hele lidt ekstra i langdrag før hun endelig giver den stakkels kvinde sit tal. Men inden hun gjorde det, kunne vi lige nå en reklameblok og derefter en gentagelse af de sidste godt og vel to minutter, vi lige havde set inden reklamerne.

Er det den nye slags fjernsyn? Den, der som en falleret kaptajn bliver på den synkende skude, mens alt det, der er mere interessant, for længst er flyttet videre til andre platforme? Det går jo for fanden så uendeligt langsomt! Og der er åbenbart også gået reality-tv i resten af sendefladen: Emme synes i hvert fald at også, at TV-avisen er alt for langsom i sin fortælleform. Hun er vant til nettet. Og hun er nok ikke den eneste.

Reality on demand?
Så hvad bliver det næste? Følelsesporno er kommet for at blive, og mon ikke den, ligesom almindelig porno, nok kan finde sin plads på det der internet? Men hvordan passer den ulidelige dvælen ved de øjeblikke, hvor følelserne hænger allermest i laser uden på tøjet, sammen med, at medier i dag skal være hurtigere, altid videre til det næste, og med mulighed for bare at springe videre, hvis man ikke synes, det er interessant.

For reality-genren, som den ser ud på TV, er jo bestemt ikke velegnet til at springe rundt i. Det er vel netop med-, ud- og indlevelsen i lidelser og succeser, nedture og opture, der får folk til at se det. Og den får man ikke, hvis man spoler videre til den næste cliffhanger. For selv cliffhangerne er jo strukket ud i det uendelige.

Eller har vi i virkeligheden allerede den slags reality-on demand-genre, jeg efterlyser? For eksempel i Lonelygirl15′s videoer og alle de lignende ting, nettet flyder over med (eksempelvis også en del blogs)? Og er vi så bare blevet mere kompetente mediebrugere (åh, de klicheer), så vi er i stand til at leve med og leve os ind i det, selv om vi samtidig spoler, springer, skipper rundt i og mellem forskellige tilbud?

ELLER ser vi måske bare slet ikke den slags ting for indlevelsens skyld, men bare for at få et billigt grin?

Whatever happened to…

…alle dem, der var med i Star Wars?

R2D2 er blevet taget for spirituskørsel, Princess Leia røg ud i et misbrug, Chewbacca er blevet amerikansk statsborger, og C3PO har udgivet en tegneserie. Det er vist kun Harrison Ford, der rigtigt har formået at bygge videre på Star Wars’ succes – de andre har bare fået dårlig hud og grimt hår

Hvis du i øvrigt brænder for at vide, hvad der skete med Eddie the Eagle (laver reklamer og underviser), hende fra Cosby & Co. (fik sit talkshow taget off the air), Monica Lewinsky (hun er lige blevet kandidat) eller Right Said Fred (hhv. ejer et fitnesscenter og er vært for et program, der hedder Gaytime TV), så er der hjælp at hente.

Indkøbsmarathon

For nogle år siden havde de danske ishockeyklubber ikke så mange udlændinge til at spille for sig, som de har i dag. De få, de havde, udgjorde som regel A-kæden, og var dem, man satte sit lid til når det virkelig gjaldt.

Samme taktik havde min lokale Netto i dag. Ved 16-tiden, hvor det rigtigt brændte på, havde de skiftet to unge svenskere ind ved kasseapparaterne. A-kæden, skulle man tro.

Men de to import-medarbejdere kunne ikke matche dagens modstander, der var mødt talstærkt op og desuden havde både elegante og ufine tricks i ærmet. Det forekom mig i hvert fald, at et uforholdsmæssigt højt antal varer skulle byttes, havde defekte emballager eller krøllede stregkoder.

Det blev derfor en ulige, men dog alligevel lang kamp. Svenskerne var øjensynligt ikke vant til det høje tempo og niveau i den danske liga, og fik derfor aldrig et ben til jorden.

Selv kom jeg kun med nød og næppe igennem den forlængede spilletid, og det var med stort besvær at jeg mønstrede et høfligt smil som ledsagelse til min “på beløbet tak”-udgangsreplik. Da jeg kom ud, sad en anden cykel fast i min, og i forsøget på at skille de to ad væltede jeg seks andre cykler, som jeg måtte rejse op igen med stort besvær. Så det…

(Lettelsesfaktor: I det mindste var der dog ikke nogen, der tog alle fryseposerne for næsen af mig denne gang)

Grann kigger billeder

best sports pic everdiving...clap clap
style!Fanget!The Eames House, 195
Tangge, Mustang (inWall drawings by SolWard Roberts
......nipple
...Aerial Nudes By John...

Grann hører p.t.

No images to display.

Grann tager billeder

Se flere på Flickr

Hvem er Grann?

granns.net er Christoffer Granns personlige blog. Mere om ham.

Grann twitter

    RSS Granns bogblog

    • Barack Obama: Dreams from My Father – A Story of Race and Inheritance
      Dreams from My Father er skrevet da Obama gik på Harvard, altså inden han sådan rigtigt gik ind i politik (men udgivet da han var på nippet til at gøre det). Den går også forud for hans anden erindringsbog, The Audacity of Hope. Det er en fin og velfortalt historie om Baracks opvækst, familie og [...]
    • Jørgen Leth: Det Uperfekte Menneske
      Det er svært ikke at anmelde den her bog uden også at anmelde Jørgen Leths liv, for det er jo den historie, bogen fortæller. Og det er let at forstå hvorfor dele af historien har forarget og skabt røre – Leth tegner et billede af sig selv som noget af en liderlig gammel gris; jo [...]

    RSS Grann læser