Det er næsten altid interessant, når dygtige kunstnere tager andre kunstneres værker og bruger dem på nye måder eller gør dem til deres egne. Det kan være ved at remixe, lave mashups eller bare noget så simpelt som coverversioner. Men det kræver altså mavefornemmelse og kreativitet, hvis det ikke bare skal være kedelig plagiering.

Kanye West, der ellers er en glimrende og ikke mindst dygtig producer (ex på hans egen debut eller på Commons “Be”) har på det seneste gjort sig bemærket ved relativt tandløse “jeg tager et andet nummer og rapper lidt indover”-numre. Det er godt håndværk, men det er ikke særligt fantasifuldt.

Det foreløbige lavpunkt er hans kommende single, “Stronger”, hvor han har taget et Daft Punk-nummer, sænket tempoet en smule og smidt en anelse synths indover og så ellers bare lagt et par rim ovenpå. Jeg synes simpelthen det er for letkøbt. Men døm selv:

(Her er en, der mener det modsatte. Du kan også se Daft Punks originale nummer, der faktisk også er et stort tyveri af Edwin Birdsongs sang “Cola Bottle Baby” - men dog udført mere elegant og lidt mere gennemarbejdet end Kanyes ditto.)

Så er programmet for Roskilde festival mere eller mindre på plads, selv om der nok bliver tilføjet 12-15 (antallet har jeg læst på festivalens intranet) navne i mellem- og upcoming-størrelsen. Der har været mange kritiske røster, men jeg synes faktisk, programmet er ret godt.

Der er, indrømmet, en række kunstnere, der ville være åbenlyse tilføjelser (se længere nede), men på den anden side er der rig mulighed for at komme godt rundt i genrerne og både se gamle kendinge, upcoming navne og gøre sig helt nye bekendtskaber. Der kan godt risikere at komme lidt færre fulde huse på Orange, men det kan man ikke bebrejde festivalens bookere. Jeg tror på “stigende band-fees og mere fragmenteret forbrugsmønster også på musikfronten”-forklaringen.

Nå, her er et par bud på festivalnavne der helt sikkert vil blive fantastiske, navne der meget vel kan vise sig at blive det, og endelig navne der burde have lov at lege med.

De sikre kort (baseret på tidligere gode koncertoplevelser):
The Whitest Boy Alive - har nu to gange i DK (Vega og RF-release event) formået at få taget til at lette selv om det er det mest nørdede band, der findes. Og, nå ja, pladen er også god.
Muse - superkoncert på festivalen for to år siden, og nu med ny fantastisk plade.
Thomas Dybdahl - har været en fantastisk oplevelse, der kan få Store Vega til at være både helt tyst og fuld af rock ‘n roll og Elvis-sjæl i løbet af sine koncerter.
Arctic Monkeys - som med Muse: de var gode sidst på festivalen, og den nye plade ser lovende ud.
Gadens historie - et projekt hvor Per Vers, der altid er god, sætter hip hoppens historie på Vers med hjælp fra et dansk-svensk all star-crew.

De interessante, der kunne blive supergode:
Talib Kweli - politisk rap over sprøde beats - Talib Kweli er en undervurderet superrapper, der står i skyggen af bling bling-figurerne, der gør sig til allerforrest på scenen. Men kan han også live?
CSS - brasiliansk festmusik, der hænger i ørerne og sæter sig i kroppen. Koncerten på Loppen skulle efter sigende have været helt hysterisk.
Hayseed Dixie - de spiller (blandt andet) bluegrass-coverversioner af AC/DC (deraf navnet). Det lyder sjovt, og når nu the real thing ikke spiller festivaljobs af pricip.
Trentemøller - kommer med en superfed og stemningsfuld plade i ryggen, og kan også trække på sine mange singler og remixes. Men holder det live - og vælger han at gøre det til en fest eller en chill out-ting?
Moi Caprice - jeg er forfalden til Moi Caprices dekadente stobypoplyd, og har længe glædet mig til at se dem live. Jeg håber, at forsangeren synger lige så godt på scenen som i studiet.

Ønskelisten - navne, der er kommet med roste plader og ville passe fint ind på festivalen:
Maximo Park (og de er superfede live - blev kåret til årets koncert i Vega i 2005, så vidt jeg husker)
Bloc Party (er vel selvskrevne. Det kunne også være Razorlight)
Black Rebel Disco Club (fransk electro, der lyder som i 1982)
Thom Yorke (også selvskrevet - men er vist i studiet med Radiohead)
Hot Chip (det ville være god stil at få dem på plakaten)

Jeg synes egentlig ikke at 50 Cents “In Da Club” er et særligt interessant nummer. Og heller ikke at temaet fra Benny Hill er andet end et middelmådig falde på halen-soundtrack. Men når man kombinerer de to, så bliver det lige pludselig meget sjovere. Så hvis du går og er lidt sur og tvær…

Benny Hill In Da Club

Jeg låner tit cd’er på biblioteket. Bestiller endda ting, jeg gerne vil høre, men ikke er sikker på at jeg vil købe (ja, jeg ved godt at på MySpace kan man alt det der allerede, men jeg synes, der er noget mere rigtigt ved at kunne kigge på cover og rent faktisk kunne smide en skive i afspilleren).

For noget tid siden havde jeg bestilt en cd med System - det er dem, der en gang hed Future 3. Så fik jeg en besked om, at den nu kunne afhentes på mit lokale bibliotek. Så dér gik jeg ned og fandt frem til cd’en.

Eller det vil sige - jeg fandt frem til coveret. Og det så sådan her ud:

Bibliotekarerne på biblioteket er altid hjælpsomme, men her har dem på Vesterbro måske været lidt for servicemindede. “Lånerne skal da have lov at låne den her, også selv om der ikke længere følger en cd med. Bare skriv en seddel på, at cd’en mangler og send den afsted. Det bliver han glad for!”

Det stod jeg så og smågrinede lidt over på biblioteket, og besluttede mig for at låne cd’en alligevel, så jeg kunne nuppe et billede af den. Jeg spurgte bibliotekaren, om det var normal praksis for forsvundne cd’er. Det mente hun nu ikke - havde faktisk ikke set det før. men hun rådede mig til at ringe til Vesterbro bibliotek og høre.

Hjælpsomme, det er de. Og jeg blev også på en eller anden sjov måde glad for cd’en (som ikke var en cd).

…så havde de her tre tøser besat tre af rollerne som nogle af Lisbon-søstrene. Det er de fem piger, som for drengene i gaden, inklusiv bogens fortæller, er en slags mystiske, nærmest overnaturlige væsener, fordi de aldrig får lov at komme ud for deres strenge forældre.

De her har nu fået lov at komme lidt ud. For de er fra Brooklyn, men i går var de i København for at give koncert på Loppen. Og som de står der og smiler genert i deres halvfjerdserkjoler kunne de sagtens passe ind i Jeffrey Eugenides bog (eller Sofia Coppolas film). De står bag hver deres stak af keyboards, og som de får varmet maskinerne og publikum op med deres melankolske pige-electropop, begynder de også selv at smile, fjolle og danse lidt.

Koncerten var nu, som Soundvenues anmeldelse også fortæller, en smule ensformig i længden. Men musikken er god og rar og varm og går godt til kaffe og avis en formiddag i weekenden. Du kan høre lidt af den på bandets MySpace-side, og på deres egen hjemmeside kan du også downloade et enkelt nummer.

(ja, ok - overskriften er corny. Jeg ved det godt, men jeg kunne ikke lade være)

Claus Buhl har et interessant indlæg om, hvorvidt det er rent tyveri eller en naturlig del af vores remix-mashup-kultur, at musikken i en køkkenreklame, han har set, minder bemærkelsesværdigt meget om et gammelt Pointer Sisters-nummer (døm selv).

Det er klart en grov udnyttelse af det originale nummer, var min første tanke. Hvilket jeg også skrev i kommentarerne ovre hos Claus. Det eksempel, der har forarget mig mest, var da Danske Bank i en af deres første “Gør det du er bedst til”-reklamer brugte et stykke musik, der næsten var en eksakt kopi af Radioheads “Everything in its right place”.

Senere har Danske Bank måske fået et større musikbudget, for nu er det rent faktisk den “rigtige” version af rapperen Nas’ nummer “I can”, der spiller på seneste generation af bankens branding i reklameblokkene. På den anden side minder guitarstykket i en anden af de reklamer fra koncernen, der kører i øjeblikket, mig utroligt meget om guitarstykket i The Streets “Fit but you know it”. (Det er den pension-reklame med ham den irriterende sanger-fyr, der dukker op alle steder, men hver gang bliver afvist af en stakkels pensions-ignorant med et “whatever”.)

Jeg ville i øvrigt gerne have linket til de tilsvarende Danske Bank-reklamer, hvis jeg havde kune finde dem. Det kan jeg desværre ikke. Men er du PC-bruger, kan du måske - for banken har et arkiv over nogle af deres reklamefilm, som desværre kræver Windows og Media Player (damn you, Mac-incompatibility!).

I kommentarerne hos Claus gik jeg endda videre til at skelne mellem kommerciel udnyttelse af et stykke musik og musik for musikkens skyld. Men kan man virkelig se det på den måde? Bare fordi et stykke musik er et bestillingsarbejde, skal det vel ligne et andet stykke musik rigtig meget for at man kan tale om, at det bare er noget, der bliver spyttet ud af samlebåndet for indtjeningens skyld?

Og er der i virkeligheden noget galt med musik, der er blevet spyttet ud af et samlebånd? Instinktivt siger jeg ja, eksempelvis når det gælder det metervarestads, der skabes i hænderne på ferme sangskrivere, der følger en bestemt formel for at skrue det næste hit sammen til Britney, Christina, Mariah, Nelly eller nogle af de andre lignende figurer på musikscenen. Det er musik jeg hader af et godt hjerte (men mine følelser for det bliver som regel varmere efter en 10-15 fadøl).

Men det, at musikken bare er lavet for at tjene nogle penge, er måske først og fremmest en egenskab, vi som forbrugere tillægger den? For der er også masser af eksempler på samlebåndsmusik af højere kunstnerisk kvalitet: Kunstnere som Mark Knopfler/Dire Straits og Ryan Adams spytter(/ede) gerne en tre-fire plader ud om året, og producere som Pharell/Neptunes, Timbaland har også travlt. Og der er garanteret masser af andre eksempler (også på musik, som du synes har høj kvalitet, hvis du ikke mener det om dem, jeg har nævnt).

Så hvornår har en kunstner “solgt ud”? (jeg er stadig ikke så meget i tvivl når det gælder reklame-bestillingsarbejde-musikken)

Anna David er hende, der blev kendt på at lave en dansk pendant til Eamons “Fuck it” (kan ses på YouTube) med sin “Fuck dig”. Det bragte hende lige ind i “Vild med dans”, og så skulle hun være sikret dækning i sladderblade og formiddagsaviser et godt stykke ud i fremtiden.

Nu vil hun også gøre sig på tysk. Men “Fick dich” klinger altså ikke lige af succes i mine ører. Døm selv:

Hvad bliver det næste? David Owe kunne måske lave tysksprogede coverversioner af sine egne engelsksprogede coversioner? Jeg glæder mig…

Politikens anmeldere har kåret de ti bedste danske og udenlandske albums i 2006. nummer et er henholdsvis Kim Larsens “Hammel Hankat” og Red Hot Chili Peppers’ “Stadium Arcadium”. Og det skal de da have love at mene.

Men der er mange, der er uenige. Det er tydeligt på den debatside, Politiken har oprettet, så man selv kan komme med sit bud på årets bedste plader. Se for eksempel dette indlæg fra en vis Kim:

Årets bedste album må enten være “The New Black” af Strapping Young Lad eller “Suffocation” med Suffocation. Begge plader beviser, at death metal er den eneste musikgenre, der kan betegnes som kunst.

Den lader vi så lige stå et øjeblik. Jeg tillader mig at være uenig med dem begge to, og kommer derfor med mit eget bud på årets bedste plader:

1. the Whitest Boy Alive: Dreams
Fantastisk blues-disco fra Erlend Øye med backing. Erlend Øye udgiver også i eget navn og er den ene halvdel af fjeldudgaven af Simon & Garfunkel, Kings of Convenience. Og så lagde han stemme til flere sange på Röyksopps første, eksempelvis “Poor Leno”. Pladen her blev i øvrigt fulgt op af en fantastisk koncert i Vega.

2. Thom Yorke: The Eraser
Jeg ved ikke hvad det er, han kan, men denne plade har ligesom de fleste af Radioheads plader en eller anden form for avanceret melodiøsitet. Her bliver der leget endnu mere med tingene end sædvanligt, og kun laptop’en har fået lov at spille med. Det giver en rigtig fed lyd.

3. I’m Not A Gun: We Think As Instruments
Dette er den perfekte læse- eller afslapningsplade. den engelske producer, John Tejada, leverer baggrundstæppet som den japanske guitarist Takeshi Nishimoto væver sine melodier henover. Det er drømmende, men samtidig hele tiden interessant og afslappende. Kan i øvrigt købes for en slik på dotshop.se.

4. Trentemøller: The Last Resort
Hvis du - ligesom Grann - var hurtigt ude, købte du den her i limited edition, så du, udover de nye, drømmende, dystre instrumentale numre, også får alle de gamle singler med. Bonusinfo: Grann har været pædagogmedhjælper halvandet års tid sammen med den dengang knap så kendte hr. Trentemøller.

5. Bent: Intercept!
Bent er to engelske fyre, og ingen af dem hedder Bent. Den her plade er svær at blive klog på, og skal - ligesom Bents tre andre, glimrende plader - høres et par gange, før den rigtigt brager igennem. Det er en sjov og unik blanding af electronica, house og ambient med lige dele inspiration fra new age, klassisk, disco, funk og meget, meget andet.

6. Gnarls Barkley: St. Elsewhere
Det er mest på grund af den der, du ved. Men resten af pladen er faktisk også værd at lytte på, fordi den er en legesyg og eksperimenterende blanding af alt hvad Dj Danger Mouse nu lige har fundet i sin pladetaske. Et par gange bliver det lidt for enerverende, men det må man tage med.

Derudover hørte Grann også en del andet musik. Øverst i stakken lå WhoMadeWho, Johnny Cash, Kashmir, Oh No Ono, Depeche Mode, The Magic Numbers, The Dears, Spleen United, Great Lake Swimmers, Beatles, Josh Rouse, Calexico og Death Cab For Cutie. For bare at nævne et par stykker…

Jeg har til gengæld stadig til gode at høre hele de nye plader fra både Muse og The Killers. Ellers havde de nok også ligget på listen herover…

Relateret:
Rolling Stone: Top 50 albums of 2006
DoCopenhagen: Top 50 music videos of 2006
Min blogbror (“bror? hvordan det?”) uddeler Kammertonen 2006

Her er et par meget forskellige eksempler på akustiske coverversioner. Meget forskellige.

Lige fra det rørende:

…Til det sjove:

…Til det endda meget lytteværdige (hvis man er til den slags):

(Beklager at den sidste ikke er en rigtig video, men bare billeder af ham, der synger. Det var det bedste, jeg kunne finde - og jeg synes virkelig, det er værd at lytte til.)

Stay tuned! Næste gang sætter “Acoustic Moments” fokus på panfløjte-covers…

Den her fyr er ret imponerende. Live på et radioshow freestyler han imitationer af tre meget forskellige kendte rappere - og lyder altså præcis som dem. Det er imitationer af DMX, der ikke er så kendt her i Danmark - men han rammer ham altså godt - og så af Snoop Dogg og Jay-Z. Han imiterer også lige lidt LL Cool J i starten og slutningen. Se selv:

Jeg så det først hos Morten Lund.