Under den nyligt overståede ferie viste det sig, at vi ikke rigtigt havde noget musik med til at høre på de mange lange køreture (ingen cd’er med og min iPod-radio-dims gik ikke rigtigt igennem…). Og de lokale radiostationer gik ikke særligt godt igennem i det bjergfyldte landskab.

Heldigvis lå der i huset, vi havde lånt, en cd-mappe, som vi åbnede med stor forventning. Den indeholdt tre cd’er med klassisk musik (ikke lige køremusik i min bog!) og så en, der hed “Dansk Musik”. Så den blev det!

Og man finder hurtigt sine yndlige på sådan en skive. Derfor har vi hørt fire numre urimeligt mange gange i løbet af de sidste to uger:

• Henning Stærk: Small Town, Saturday Night
• Sko/Torp: On a Long Lonely Night
• Michael Learns to Rock: The Actor
• Gnags: Mr. Swing King

Og selvom man aner en socialrealistisk skildring af livet i provinsen hos Henning Stærk, selvom Søren Sko på en mærkelig facon både er sørgmodig, selvfed og lidt glad, og selvom Sasha Richters engelske udtale virkelig er en kunst i sig selv, så er det Mr. Swing King der er mest interessant på det lyriske plan. Det er virkelig fascinerende, hvad Peter A.G. har krænget ud af sig selv i en eller anden kurvandsrus.

Lad os prøve at kigge på første vers:

Der er afgjort et barndomstema på spil i de første tre linjer. Men man undres: Hvad er det for et hul, de faldt ned i? Derudover må “Fryden når vi ride ride ranke” være en af de mest mærkværdige åbningslinjer til en popsang. Derefter introduceres karrusel-temaet, som går igen i det absolut fængende omkvæd:

Karruselkongen - Mr. Swing King
Velkommen Mr. Swing King

Tanke har dog strejfet mig, om ikke “karruselkongen” blot er valgt fordi det i Peter A.G.’s mund rimer så smart på “velkommen”. I det hele taget stiger mistanken i løbet af sangen, om ikke teksten i virkeligheden består af småbidder, der hver for sig lyder fikse og finurlige, men sammen bare lyder rodet. Lad os derfor kigge på andet vers:

Når alting snerper sammen og blir cool og cash
Når alt bliver business og noget for noget
Så væk mig med jeg ved ikke hvad, kammerat, men vi finder på’et
Et steady blik i øjet når det flimrer ud
En hånd i tågen, når alting blir tåget
Væk mig med et nip af det som fugle får pip af og sådan noget

Efter lidt poetisk kritik af kapitalismen - det kommer man vist ikke uden om hos Gnags - går det op for lytteren, at Peter A.G. (eller måske bare “fortælleren”?) gerne vil vækkes - han sover eller drømmer åbenbart. Måske ligger det i forlængelse af barndomstemaet, men det er sikkert bare mit forsøg på at skabe sammenhæng. Under alle omstændigheder har det ikke meget med karruselkonger at gøre, tror jeg. Det er heller ikke til at sige, om det er kapitalismen, der får det til at flimre ud for Peter A.G. (ikke usandsynligt) eller karruselkongen, der er omtåget i anden del af verset. Det sidste lyder jo plausibelt, men betyder samtidig, at kapitalismen må være karrusellen, mens Peter A.G. er karruselkongen (som vel at mærke bliver omtåget og skal vækkes!).

Man bør dog ikke lægge sig fast på en bestemt fortolkning allerede. For efter endnu et omkvæd kommer det psykedeliske C-stykke, som vi skynder os at bringe:

Ta’ toget fra den dybe brønd
Elektrisk sporskift og bomme rejser sig og blinker
Lidt á la H.C. Andersen
Og papmachebjerge
Og underlige dværge
Står og vinker
Og selv de største mænd bli’r lisom børn igen…

Ja, man troede lige, man havde grejet den, og så melder der sig flere spørgsmål igen: Hvad er det for et tog, man kan tage nede i en brønd? Og hvordan kan bomme (og muligvis også elektriske sporskift) blinke “lidt á la H.C. Andersen”? Og hvad er det for noget papmachebjerge og underlige dværge (igen et fint, fikst rim i sig selv - det må man give ham!).

Er det drømmemotivet fra forrige vers, der fortsættes? Det passer ikke umiddelbart med kapitalismen som drømmetilstanden, vel? Næh, snarere må man formode at det er et helt andet tema (”vanvid”?), der introduceres, omend den sidste linje antyder, at vi skal trække tråde til de indledende barndomsbilleder.

Jeg tror aldrig helt, vi bliver kloge på den sang. I stedet slutter vi af med en video af netop Peter A.G., der er med i et kinesisk tv-program, hvor han får høretelefoner på og skal synge de kinesiske sange, han hører, hvorefter nogle kinesere skal gætte sangene (og her troede man kun det var Michael Learns to Rock og Pretty Maids, der slog igennem i Østen). Afslutningsvis mimes der til netop Mr. Swing King. Enjoy!

Relateret: Granns.net går tæt på DJ Alligators tekster

Også relateret: De 20 dårligste danske sange nogensinde

Fatboy Slim har under navnet BPA (Brighton Port Authority) lavet et nummer sammen med ingen ringere end David Byrne og Dizzee Rascal. Nummeret er udmærket, men videoen er det, der gør det rigtigt sjovt:

Og nej, det er ikke kun på grund af de nydelige unge damer med 70′er-frisurerne. Det er da ret sjovt at de spiller pong, laver figurer og “skyder hinanden” med de sorte bjælker, der lægges henover de unge damers for-, bag- og underdele samt diverse former for obskøn gestik.

In other news: Sandheden om Roskilde Bank-skandalen er nu endelig kommet for en dag! Det er ikke lyssky og onde ejendomsspekulanter, men derimod to forvoksede teenagere med kasketten på sned og bukserne hængende godt nede på lårene, der er involveret i sagen. De er i øvrigt på turne med resten af Grøn Koncert-holdet - hvis du er aktionær kan du evt. benytte lejligheden til at troppe op med protest- eller sympatibannere. Det vil de sikkert sætte pris på :-)

Helt nyt på granns.net: Pladeparade. Et par af mine nye plader (dem af dem, som også er udgivet for nylig) - alle bedømt efter Grann-skalaen. Here goes:

Salem Al Fakir: This Is Who I Am (4 ud af 5)
En svensk dreng, der mest ligner Hodja fra Pjort, har lavet en plade, der mest består af lækker soul, men er tilsat nogle doser svensk folk og lige dele fed funk og fesen feeling. Men det virker: Han synger fantastisk (omend - som sagt - en smule fesent), og numrene er velskrevne og balancerer fint mellem at følge skabelonen og skeje lidt ud i ny og næ.

Så hvis man kan leve med, at der går langstrømpe-funk med violin og det hele i den af og til (og det kan jeg), så er det et godt bud på en søndag eftermiddag-skive. Han spiller i øvrigt alle instrumenterne selv. Start med “Good Song” eller titelnummeret.

Sam Sparro: Sam Sparro (4 ud af 8)
Det er ham med “Black & Gold”, som med god grund er blevet et ret stort hit. Resten af pladen er skåret efter den samme læst, og den der electrofunk-lyd kan godt blive lidt ensformig (og er også hørt før!) - selv om der absolut er andre gode numre på pladen. Jeg ville godt kunne nøjes med singlen på iTunes.

Quiet Village: Silent Movie (4 ud af 4)
Quiet Village er (for det meste) instrumentale og groovy beats. Forestil dig en blanding af U.N.K.L.E., Mad Lib og Zero 7 - så tror jeg vi rammer blandingen af funky bund og elegante strygere mm. meget godt. Selv om det fortrinsvist er instrumentalt, bliver det ikke ensformigt, og numrene er meget afvekslende. Åbneren kunne godt være soundtracket til en James Bond-film, mens “Circus of Horror” er mere 70′er-funky.

Hermed anbefalet! Nogle af numrene kan høres på pladens hjemmeside.

Death Cab for Cutie: Narrow Stairs (4 ud af 6)
Det må være svært at følge op på “Plans”, som var rigtig fin indie-pop-rock. Singlen “I Will Possess Your Heart” lovede rigtigt godt med sin lidt mere eksperimenterende opbygning og atmosfæriske lyd. Men resten af pladen er mere som det gamle, om end med lidt mere tryk på. Så ikke så meget nyt under solen, men et godt genhør.

Goldfrapp: Seventh Tree (4 ud af 6)
Der er ikke meget “Strict Machine” over Goldfrapps nye. Den minder snarere om Mazzy Star eller om deres egen afdæmpede debut, “Felt Mountain”: Stille sange, hvor Allison Goldfrapps småsære men dragende stemme kan flette sig ind i lydlandskaberne. Det er overvejende blødt og næsten akustisk, men man får dog lov at høre elektroniske knitrelyde og svævende synths af og til. Spændende at se hvordan det vil præsentere sig live.

Den iskolde og stålhårde “Machine Gun” fra Portisheads nye minder mig om Brad Fiedels intromusik til Terminator tilbage fra 1984. Er der ikke noget om det?

Det var vist ikke nogen succes at sælge Ace of Base-billetter til 5-600 kroner stykket. Det har imidlertid ikke skræmt arrangørerne af All 90s - den store 90er fest.

(Og lineuppet ser da også “fint” ud: Right Said Fred, Dr. Alban, Haddaway, Robin S, Corona og Snap!. Jeg tror nu nok, jeg springer over alligevel, men billetten kan blive din for 350 kroner…)

Linket til All 90s herover er til Billetlugen. Det er fordi selve arrangementet har en ualmindeligt irriterende hjemmeside (eller er det bare mig, der hader hjemmesider, der laver lyd?). Næsten lige så irriterende som The Plaze i Nykøbing. Men de kan vist også placeres i samme genre…

Det er en særlig kunstform at kunne følge 90′er-hitopskriften, som de ovenstående navne gjorde - og dengang var det jo virkelig det, folk (eller nogen folk, i hvert fald) ville have.

Fantastisk (og) dårlig musik
Noget helt andet er at lave musik med en målsætning om at så få som muligt skal kunne lide det. Det er i hvert fald hvad to russere har gjort. De har nemlig lavet musik baseret på, hvilke instrumenter, vokaltyper, sangstrukturer og tekstemner, færrest mennesker bryder sig om.

Resultatet er med Krogsholms ord “et 25 minutter langt stykke musik, hvor en sopran rapper atonalt om cowboys, mens baslinjen spilles på tuba og med breaks på banjo og et børnekor synger om Labour Day, jul og Yom Kippur. Blandt meget andet.”

Og det er ret mærkeligt. Men faktisk også pissemorsomt. Und dig selv at høre det. Det er meningsmålingskunst af bedste skuffe!

Jeg bliver lige nødt til at poste traileren for dokumentaren om Roskilde Festival, som kommer til maj. Det ser udmærket ud - der er i hvert fald gjort meget ud af at få det til at ligne en rigtig film. I modsætning til den DVD, festivalen selv lavede for et par år siden (og som jeg i øvrigt var med til at stable på benene, hmmm…).

Der er også en hjemmeside for filmen. Premiere 16. maj…

Use appealing graphics, they create motivation
You have animation - please use with moderation
‘Cuz search engines can’t index the information

Tjek den her video, hvor man bliver belært om hvordan man bedst koder sit web site, så det bliver indekseret korrekt af søgemaskiner, loader hurtigst og bliver vist korrekt i alle forskellige browsere. Det hele formidlet af en kølig fyr over et laid back west coast groove:

Det holder!

You use CSS your page’ll load quicker
Clients satisfied like they eatin’ on a Snicker
They stuck on your page like you made it with a sticker
And then they convert, now that’s the real kicker
Made you a lil’ richer, your site a lil’ slicker
Design and codewritin’, man, I hope you get the picture

Du kan også se Chuck, som fyren hedder, rappe om link building, om at tjene penge på sine netkampagner, om at starte en pay-per-click-kampagne eller om social media.

Nu handler det ikke normalt særligt meget om sport her på bloggen. Men det er da også mere for de filmiske kvaliteter, introen til Spike Jonzes (m.fl.) skaterfilm Fully Flared er interessant. Brugen af special effects (og sikkert også noget CGI) gør det anderledes end de fleste andre skaterklip, jeg har set. Og nå ja, musikken passer også rigtigt godt til - det er M83’s nummer “Lower Your Eyelids to Die with the Sun” (@ HypeMachine).

Se - og hør - selv. Jeg synes det er vanvittigt flot:

Musik-bonusinfo: Der er nyt på vej fra WhoMadeWho og Gnarls Barkley. (Begge links peger til smagsprøver, og begge smagsprøver lyder godt. Enjoy!)

For et år siden kom jeg med mit bud på årets bedste plader. Så det vil jeg gøre igen. Der er masser at tage af, synes jeg (men dog færre end sidste år!), så her kommer blot de fire bedste ifølge Grann. Anbefalinger til relateret lytning er velkomne!

1. Hempler: Return of the Yes Man
Jeg er ellers ikke til den slags rock-pop, men der er noget retro-crooner over Claus Hemplers plade, der bare gør den lidt mere cool. Sangene er velskrevne, og gode uden at være så iørefaldende at man bliver træt af dem for hurtigt. Heldigvis…

2. Soulsavers: It’s Not How Far You Fall, It’s the Way You Land
Meget anderledes end den (også rigtigt gode) elektroniske debut - her er vi snarere ude i en slags dyster lounge-gospel. Med dommedagscrooneren Mark Lanegan i front har man en stemme, der kan sælge de fleste melodier. Indrømmet - der er også nogle lidt anonyme numre iblandt, men åbneren, “Revival”, opvejer det hele.

3. Radiohead: In Rainbows
Ikke kun den meget omtalte distributionsmodel er værd at nævne - selve pladen er altså også god. Den fortsætter trådene fra forgængeren, som jeg i årets løb tog op igen (se nedenfor), men er måske lidt mere varieret.

4. Maxïmo Park: Our Earthly Pleasures
de er ikke lige så hypede som hverken Arctic Monkeys, Bravery eller Bloc Party, og deres musik er måske også lidt mindre spektakulær (men minder dog om alle de tre nævnte). Men de kan deres kram - det her er en plade uden et eneste dårligt nummer, og som også byder på rigtigt mange fede detaljer. Hvorfor var de ikke på Roskilde?!?

—

Med vanlig sans for ikke helt at være opdateret (måske skulle jeg gøre som Rasmus og Plok?) er det dog langt fra ovennævnte skiver, jeg har dyrket mest i året, der er gået. Det er snarere følgende:

1. Muse: Black Holes and Revelations
Et af sidste års bedste album - men jeg fik den først på en julegavebytter efter nytår, og den kom derfor ikke med på sidste års liste. Men er blevet behørigt skamspillet efterfølgende.

2. David Bowie: Low
Stort set hele Bowies bagkatalog kan fås i remastererede udgaver for en halvtredser i TP - det er billigere end på iTunes, og kvaliteten er bedre. Den her er den bedste af hans tre Berlin-plader (de andre er “Heroes” og “Lodger”), og er både funky, jazzet, spacy og rocket.

3. Radiohead: Hail to the Thief
Jeg gav den her en chance mere i foråret efter ikke rigtigt at have følt noget særligt for den da den udkom. Men nu kunne jeg altså rigtig godt lide kombinationen af det elektroniske fra “Kid A” og “Amnesiac” med de gode melodier, som Radiohead også kan. Glæder mig til koncerten til sommer…

4. John Coltrane Quartet: Ballads
Har afløst Coltrane & Ellingtons “In a Sentimental Mood” som den foretrukne søndags-jazz-plade. En klassiker - ikke så meget mere at sige.

…Det kan altså konkluderes, at jeg er mellem 1 og 46 bagefter på musikfronten. Nå…

—

Fordi alle alligevel kårer årets plader, vil jeg skille mig lidt ud og prøve at formulere min helt egen kategori, som jeg kan kåre nogle helt tredje plader ud fra (selv om det også er set før). Og derfor har jeg valgt at udpege de fire plader, der i løbet af året har vist sig allerbedst at køre på cykel til:

1. Fabric 33: Ralph Lawson
Fabric er egentlig en klub i London. Men det er også et label, der udgiver to serier af compilations med elektronisk musik mikset sammen af verdens bedste DJ’s, Fabric og FabricLive. Jeg får selv en Fabric-cd med posten hver andet måned (i de mellemliggende måneder udkommer FabricLive, men dem abonnerer jeg ikke på), og der har været mange gode cykelplader imellem. Den her er den bedste - det er old school hardhouse, minimalistisk men dog ikke helt uden melodiske elementer. Bedst til den lange cykeltur.

2. Bloc Party: A Weekend in the City
Ideel til både den korte og den lange cykeltur: Selv om der er stille numre imellem, gør fremhævelsen af det rytmiske “A Weekend In The City” til en helt OK cykelplade. Jeg skulle lige vænne mig til den, men den er gået hen og blevet en af de plader, jeg har hørt allermest - også når jeg ikke cykler.

3. Ellen Allien & Apparat: Orchestra of Bubbles
Endnu en elektronisk sag - men mere varieret og eksperimenterende end de fleste af Fabric-udgivelserne. Ellen Allien eksperimenterer med sjove lyde og instrumenter, og får det syntetiske til at lyde organisk - samtidig med at der er tryk på! (det meste af tiden, altså)

4. LCD Soundsystem: 45:33
Det kunne også have været “Sound of Silver”, men den har jeg ikke hørt så meget. Og så er “45:33″ lavet til at udfolde sig - den er nemlig lavet som et soundtrack til en løbetur, så den skal naturligvis også med på cykelplade-listen. Der er masser af byggen op og ned og overgange til det næste. Det betyder, at det aldrig bliver kedeligt, men også at pladen absolut bedst til de lange ture. Jeg har i øvrigt tidligere skrevet om pladen.

—

Relateret: Årets plader hos Soundvenue, Shevy, Kurt Strand (og andre på DR’s hjemmeside) og DoCopenhagen. For bare at nævne nogle få…

Grann er i julehumør, og peger i den anledning på lidt interessant julemusica.

Ovre hos Emodreng & Indiepige kan du hente “Last Christmas” i en følsom singer/songwriter-version med Erlend Øye. det er ren Kings of Convenience, og egentlig ganske udmærket, hvis man er lidt træt af Wham-versionen.

Er du helt tosset med skæve versioner af kendte julesange, så smut forbi det her indlæg på en anden musikblog, hvor du blandt andet kan finde en glimrende version af Silent Night med Tom Waits (nr. 22).

Og vil du all in, så er det bare at investere i en Johnny Cashs jule-DVD. Derfor slutter vi også med et lille klip hvor the man in black ønsker god jul med en lille sang: