granns.net

Julen var bare meget bedre i gamle dage, men den er ved at blive helt OK igen. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra min liste over 10 gode juleplader. Listen er herunder – du kan også hoppe direkte til en Spotify-playliste med det bedste fra de ti plader og nogle ekstra julegodter oveni (mere om den nederst).

Når jeg skriver “god juleplade”, så mener jeg primært noget andet og bedre end den årlige Absolute Christmas med det samme Tuborg-sneøl-cover og den samme samling ensformige julehits. Allerede inden man hører Last Christmas, Do They Know It’s Christmas og Jul Det’ Cool første gang i løbet af november hver år, er man allerede træt af dem. Men jeg mener også en plade, der stadig lyder af jul – det er der faktisk meget julemusik, der ikke gør.

Og så er det heldigt, at der rent faktisk findes masser af god – ja, god – julemusik. Her er listen der består af seks plader fra 57-65, to mere fra 2003 og to mere fra i år, i kronologisk rækkefølge:

1. Elvis Presley: The Christmas Album (1957)

Når kongen stemmer i “Here Comes Santa Claus” og det bopper derudaf med kontrabas og “ba-boobi-doobi”-kor, så bliver man bare glad! Og er det ikke det, en juleplade skal?

2. Ella Wishes You a Swinging Christmas (1960)

Det er Ella, og det swinger. Hvad mere har man brug for?

3. Johnny Cash: The Christmas Spirit (1963)

Det er knastørt, og nok ikke lige så spændende som livepladerne fra San Quentin eller Folsom, men selv når han er i hyggehumør, kan han noget, ham Johnny…

4. A Christmas Gift for You From Phil Spector (1963)

Lidt ekstra bjældeklang gør ikke den store forskel ovenpå alt det andet honning og fløde, Phil Spector allerede har smurt ud over numrene. Og når navne som “The Ronettes” spiller, så kan det jo kun være godt.

5. The Beach Boys’ Christmas Album (1964)

Når julesangene ryger igennem Wilson-maskinen og kommer firstemmige ud i den anden ende, er der ikke vildt meget jul tilbage. Til gengæld lyder det sprødt.

6. The Ventures Christmas Album (1965)

Hvis Quentin Tarantino nogensinde lavede en julefilm, ville det her være soundtracket. Det er surf rock-versioner af datidens hits, der alle lige pludselig bliver til versioner af klassiske julesange. Flabet!

Vi springer 70′erne over, for selv om Cash lavede flere juleplader (og Beach Boys var lige ved), så er den mest tidstypiske juleplade Carpenters’ “Christmas Portrait”, der lyder som den plade, man hiver ned fra hylden i Hollywood, hver gang man skal lægge musik på den næste familiejulekomedie. 80′erne var Wham og Band Aid, så videre derfra, og 90′erne var Mariah Carey og S.O.A.P., så dem springer vi også over, og går direkte videre til to halvnye og to helnye lytværdige juleskiver:

7. Harry Connick, Jr.: Harry For The Holidays (2003)

Michael Bublé kan lave lige så mange juleplader, han vil, men han kommer aldrig i nærheden af Harry. Det er lækker big band med en snert af New Orleans til at give lidt kant. Lækkert!

8. The Blind Boys of Alabama: Go Tell It On The Mountain (2003)

Soul/gospel-versioner af juleklassikere (altså nogle rigtige nogen, ikke dem fra 80′erne) med prominente gæstenavne som Tom Waits, MeShell Nedgeocello, George Clinton, Solomon Burke med flere.

9. A Very She & Him Christmas (2011)

Når Zooey Deschanel synger så nuttet og M. Ward spiller sin Hawaii-guitar så hyggeligt, så lyder julen ikke rød og hvid, men præcis lige så hipster-indie-pastelfarvet som resten af året. Og det er jo slet ikke så slemt…

10. Smith & Burrows: Funny Looking Angels (2011)

Forsangeren fra Editors synger julesange? Nej vel… Men der er nok også snarere tale om en mørk, tungsindig vinterplade fuld af bundsolide sange, der kan holde helt indtil dagene bliver lange igen.

Jeg har samlet lidt numre fra de af de ti plader, der er tilgængelige på Spotify, i en playliste sammen med nogle andre gode julenumre, hvoraf ingen selvfølgelig er med Wham eller Mariah Carey. Enjoy!

Åbn playlisten i Spotify

Bonus: Måske verdens mest triste julesang:

I dag er min datter en uge gammel.

Under graviditeten havde vi lavet en spilleliste, som vi spillede for hende af og til ved at sætte et sæt hovedtelefoner på mors mave.

Meget nørdet, I know. Og jeg har intet belæg for at det gør nogen forskel – det tror jeg faktisk slet ikke, det gør. Men det var vel lige så meget noget, vi selv kunne tage os til mens vi ventede.

Og så var det sjovt at tænke over, hvad der skulle med på spillelisten. Hvilken musik spiller man for sit ufødte barn? Det er vel om ikke andet en slags hensigtserklæring om, hvilken musikalsk opdragelse, man vil give sit barn (ud over selvfølgelig melodien fra Teletubbies og hele “De små synger”…).

Her er det, vi spillede for hende (i fuldstændig tilfældig rækkefølge):

1. Brian Eno: Ultramarine
2. Johnny Cash: I Walk The Line
3. Cornelis Vreeswijk: Deirdres Samba
4. Kraftwerk: The Model
5. Alice Cooper: Poison
6. Elvis Presley: Suspicious Minds
7. Nik & Jay: Boing!
8. Povl Dissing: Kvælerslangen
9. Prince: Kiss
10. The Notorious B.I.G.: Juicy
11. The Sugarhill Gang: Rapper’s Delight
12. Duke Ellington & John Coltrane: In A Sentimental Mood
13. Ella Fitzgerald & Louis Armstrong: Can’t We Be Friends
14. Jan Johansson: Visa Från Utanmyra
15. Beethoven Symphony #6 In F, Op. 68, “Pastoral” – 3. Allegro
16. Nielsen Symphony No 3 “Sinfonia espansiva” – Maskarade Overture – Aladdin Suite
17. The Beach Boys: I Get Around
18. The Beatles: Can’t Buy Me Love
19. Bruce Springsteen: Atlantic City
20. David Bowie: Life On Mars?
21. Rolling Stones: Gimme shelter
22. Milton Nascimento: Tudo Que Você Podia Ser
23. AC/DC: Back In Black
24. Lisa Ekdahl: Vem Vet
25. Oscar: Livet Är En Smörgås
26. Sebastian: Nana
27. Bob Marley & The Wailers: Is This Love
28. The Ramones: Blitzkrieg Bop
29. José González: Heartbeats
30. Bill Withers: Ain’t No Sunshine
31. Raphael Saadiq: Sure Hope You Mean It
32. Sam Cooke: A Change Is Gonna Come
33. Stevie Wonder: As
34. Depeche Mode: Walking In My Shoes

Mangler der noget?

For nylig blev jeg spurgt af en ven, om jeg ikke ville vende plader (hvilket i praksis ville være foregået med iPod eller bærbar – så meget med på noderne er jeg bare!) en times tid til en fest han skulle holde.

Det kunne jeg desværre ikke. Men som en lille trøstepræmie – nok mest til mig selv – samlede jeg alligevel en times musik. Det blev vist ikke spillet, men det skal jo ikke afholde mig fra at gøre det tilgængeligt for andre.

Derfor kan du nu på granns.net/mix finde en ukurant blanding af spøjs tysk 60′er-funk, gammel fransk pop, en del disco og en lidt større del nyere electro/house. Der er en del, du sikkert kender, men forhåbentlig også noget, du ikke kender! Og så en klassiker til at slutte af på…

Det er ikke mikset sammen (men det kunne ellers have været sjovt) så man kan også høre de enkelte numre for sig. Jeg har i øvrigt brugt Opentape som player – det er superlet.

Jeg lader det nok ligge et stykke tid, så man kan vende tilbage, hvis man synes, det er værd at lytte til. God fornøjelse!

Ja OK, begrebet “cykelplade” er nok ikke så snævert for mig, som det var engang, hvor jeg mente noget i retning af “musik med fremdrift”. Lad mig bare stå ved min alder os sige, at jeg gerne cykler til al slags musik…

…Næsten. Og her har listen alligevel sin berettigelse. For man kan jo ikke cykle til mærkelig ambient-blip blop-musik, og nok heller ikke til meget klassisk – i hvert fald ikke i byens larm. Der skal alligevel ske noget.

Og med de ord, 2010′s bedste cykelskiver:

1. Turboweekend: Ghost of a Chance
Iørefaldende, friskt og bare herligt. Det lyder umiddelbart let og ubekymret, men det har alligevel noget kant. Den perfekte all-round-cykelplade!
Næsten lige så godt alternativ: Röyksopps Junior er måske lige lovlig lounge-lækkert, men man kan ikke nægte at der er nogle gode numre på…

2. Moderat: Moderat
En solid bund og masser af fantasifulde grooves gør at den her plade bare kører afsted i sit eget tempo. Bedst til at cykle op af en lang, men ikke så stejl bakke.
Næsten lige så godt alternativ: Troels Abrahamsens WHT er nok ikke til bakkekørsel, men den er sgu sprød alligevel.

3.  Soulsavers: Broken
Dystert og tålmodigt svingende – der er ikke meget nyt, men det synes jeg egentlig er en god ting. Egner sig til at cykle igennem byens affolkede gader mens der er kvindehåndboldlandskamp i TV.
Næsten lige så godt alternativ: Fever Ray. Samme beskrivelse gælder sådan set…

4. 2ManyDJs: Introversy “420 intros in 60 minutes”
Et enkelt koncept, som blev ført ud i livet da 2ManyDJs vikarierede for Rob Da Bank på BBC Radio 1. Det er ekstremt hektisk og derfor aldrig kedeligt, men det bliver heldigvis ikke for meget… Bedst til at cykle rigtig hurtigt!
Næsten lige så godt alternativ: Findes vist ikke, for det her er ret specielt…

5. Muse: The Resistance
Man kan sige hvad man vil, men det er sgu en plade der virker som en helhed og også har en stribe oplagte hits. Fin til bykørsel, hvis man altså kan time de røde lys med strygerpassagerne…
Næsten lige så godt alternativ: Raveonettes: In and Out of Control – til rockelskende cyklende, der ikke kan lide symfoniorkestre og/eller Queen-efterligninger i deres øretelefoner.

6. The Whitest Boy Alive: Rules
Lidt mere tempo på end forgængeren, men ellers ikke så meget nyt. Det svinger, og mere skal der ikke til. Også en meget fin all-round-cykelplade…
Næsten lige så godt alternativ: The New Wine: The New Wine (EP). Lyder næsten ligesom Øye & co. – måske var det derfor, de varmede op for dem på turneen?…

Relateret: Årets cykelplader 2008

Man er altid mistroisk når man hører om noget fra nogen, der på den ene eller den anden måde forsøger at sælge det til dig. Det samme gælder sådan set også Roskilde Festivals musikprogram, hvor alle optrædende grupper og solister jo selvfølgelig omtales på en måde, som får det til at lyde som om man ikke kan tillade sig at gå glip af nogle af dem.

Men så er det godt, man har Internettet! For så er der jo bare nogle andre, der laver en alternativ guide til festivalens program, der tør kalde en spade for et spade og et møgband for et møgband. Se eksempelvis denne guide, hvor alle de optrædende får 1 til 5 stjerner og er beskrevet noget anderledes end på festivalens hjemmeside.

Der er også andre mere nicheprægede guides, eksempelvis til jazz på festivalen eller til elektronisk musik (eller mangel på samme). (lidt relateret: guide til YourSpace-programmet).

Den klart sjoveste guide at læse er dog bibliotekaren Karsten Olesens, der i år udkommer for syvende gang. Og det er både informativt, men i særdeleshed underholdende – mere end jeg husker at den tidligere har været. Hør eksempel beskrivelsen af det interessante navn Gang Gang Dance, som

“lyder som afrikanske perkussionister der står på en flodbred og battler deres talenter overfor en håndfuld vestlige kulturturister – med grime og dubstep!”

Dem har jeg kun endnu mere lyst til at se nu! Eller hvad med finske Paavoharju, som får følgende ord med på vejen:

“Musikken, på nu to albums siden 2005, er sære barkskrab fra gamle ekkoer i skove, folkemusik i den mest nære og direkte dialog med sang, lette anslag på klaveret, kvindelig skønsang fra moser og mellem blomster”.

Det lyder da heller ikke dårligt. Men der er også kunstnere, der virkelig får på puklen. Hør for eksempel hvad Olesen mener om Lil Wayne og hans brug af autotune:

“…autotune? Gå frygtsomt ind på DR’s hjemmeside, slå op under satire, og find her siden for Pharfar og Chapper, derefter deres video med Hønse og Krasser der gir den gas med ”Damhussangen” – verdens bedste autotunesang, og ren røv at trutte i for Timbaland. Og Lil Wayne.”

Det er rene ord for pengene! Jeg skrev også om Karsten Olesens guide for to år siden.