granns.net

Ja OK, begrebet “cykelplade” er nok ikke så snævert for mig, som det var engang, hvor jeg mente noget i retning af “musik med fremdrift”. Lad mig bare stå ved min alder os sige, at jeg gerne cykler til al slags musik…

…Næsten. Og her har listen alligevel sin berettigelse. For man kan jo ikke cykle til mærkelig ambient-blip blop-musik, og nok heller ikke til meget klassisk – i hvert fald ikke i byens larm. Der skal alligevel ske noget.

Og med de ord, 2010’s bedste cykelskiver:

1. Turboweekend: Ghost of a Chance
Iørefaldende, friskt og bare herligt. Det lyder umiddelbart let og ubekymret, men det har alligevel noget kant. Den perfekte all-round-cykelplade!
Næsten lige så godt alternativ: Röyksopps Junior er måske lige lovlig lounge-lækkert, men man kan ikke nægte at der er nogle gode numre på…

2. Moderat: Moderat
En solid bund og masser af fantasifulde grooves gør at den her plade bare kører afsted i sit eget tempo. Bedst til at cykle op af en lang, men ikke så stejl bakke.
Næsten lige så godt alternativ: Troels Abrahamsens WHT er nok ikke til bakkekørsel, men den er sgu sprød alligevel.

3.  Soulsavers: Broken
Dystert og tålmodigt svingende – der er ikke meget nyt, men det synes jeg egentlig er en god ting. Egner sig til at cykle igennem byens affolkede gader mens der er kvindehåndboldlandskamp i TV.
Næsten lige så godt alternativ: Fever Ray. Samme beskrivelse gælder sådan set…

4. 2ManyDJs: Introversy “420 intros in 60 minutes”
Et enkelt koncept, som blev ført ud i livet da 2ManyDJs vikarierede for Rob Da Bank på BBC Radio 1. Det er ekstremt hektisk og derfor aldrig kedeligt, men det bliver heldigvis ikke for meget… Bedst til at cykle rigtig hurtigt!
Næsten lige så godt alternativ: Findes vist ikke, for det her er ret specielt…

5. Muse: The Resistance
Man kan sige hvad man vil, men det er sgu en plade der virker som en helhed og også har en stribe oplagte hits. Fin til bykørsel, hvis man altså kan time de røde lys med strygerpassagerne…
Næsten lige så godt alternativ: Raveonettes: In and Out of Control – til rockelskende cyklende, der ikke kan lide symfoniorkestre og/eller Queen-efterligninger i deres øretelefoner.

6. The Whitest Boy Alive: Rules
Lidt mere tempo på end forgængeren, men ellers ikke så meget nyt. Det svinger, og mere skal der ikke til. Også en meget fin all-round-cykelplade…
Næsten lige så godt alternativ: The New Wine: The New Wine (EP). Lyder næsten ligesom Øye & co. – måske var det derfor, de varmede op for dem på turneen?…

Relateret: Årets cykelplader 2008

Man er altid mistroisk når man hører om noget fra nogen, der på den ene eller den anden måde forsøger at sælge det til dig. Det samme gælder sådan set også Roskilde Festivals musikprogram, hvor alle optrædende grupper og solister jo selvfølgelig omtales på en måde, som får det til at lyde som om man ikke kan tillade sig at gå glip af nogle af dem.

Men så er det godt, man har Internettet! For så er der jo bare nogle andre, der laver en alternativ guide til festivalens program, der tør kalde en spade for et spade og et møgband for et møgband. Se eksempelvis denne guide, hvor alle de optrædende får 1 til 5 stjerner og er beskrevet noget anderledes end på festivalens hjemmeside.

Der er også andre mere nicheprægede guides, eksempelvis til jazz på festivalen eller til elektronisk musik (eller mangel på samme). (lidt relateret: guide til YourSpace-programmet).

Den klart sjoveste guide at læse er dog bibliotekaren Karsten Olesens, der i år udkommer for syvende gang. Og det er både informativt, men i særdeleshed underholdende – mere end jeg husker at den tidligere har været. Hør eksempel beskrivelsen af det interessante navn Gang Gang Dance, som

“lyder som afrikanske perkussionister der står på en flodbred og battler deres talenter overfor en håndfuld vestlige kulturturister – med grime og dubstep!”

Dem har jeg kun endnu mere lyst til at se nu! Eller hvad med finske Paavoharju, som får følgende ord med på vejen:

“Musikken, på nu to albums siden 2005, er sære barkskrab fra gamle ekkoer i skove, folkemusik i den mest nære og direkte dialog med sang, lette anslag på klaveret, kvindelig skønsang fra moser og mellem blomster”.

Det lyder da heller ikke dårligt. Men der er også kunstnere, der virkelig får på puklen. Hør for eksempel hvad Olesen mener om Lil Wayne og hans brug af autotune:

“…autotune? Gå frygtsomt ind på DR’s hjemmeside, slå op under satire, og find her siden for Pharfar og Chapper, derefter deres video med Hønse og Krasser der gir den gas med ”Damhussangen” – verdens bedste autotunesang, og ren røv at trutte i for Timbaland. Og Lil Wayne.”

Det er rene ord for pengene! Jeg skrev også om Karsten Olesens guide for to år siden.

Jeg er skamløst sent på den med min årlige “årets plader”-liste (se 2007 og 2006), men når den nu har ligget i kladderne i næsten en måned og bare lige manglet det sidste, kan jeg lige så godt få den skudt af. Væk er denne gang skåret alt det ikke-essentielle, og der er nu kun selve cykelpladelisten, som fik sin debut sidste år, tilbage. Here goes:

1. Justice: (Rejected) Fabric Mix
Den franske duo skejer ud med gammel fransk disco, ny britisk rock, alt det indimellem og lidt til i et fedt mix lavet til Fabriclive-serien. Det er hektisk, men dog slet ikke så hektisk som meget af deres eget musik (hvilket er godt i min bog). Fabric afviste af en eller anden grund mixet, så de to gutter smed det i stedet ud på nettet. Det kan let findes ved at google “Justice Fabric mix”. God fornøjelse – til al slags cykling.
Næsten lige så godt alternativ: ikke noget

2. Quiet Village: Silent Movie
Jeg har skrevet om den tidligere, og jeg hører den stadig jævnligt, fordi det er en både fandens funky og bigtime behagelig skive. Den er lounge-lækker på den rigtige måde, men samtidig så tilpas hip hop’et og skæv at den ikke bliver kedelig. God til at cykle til arbejde til.
Næsten lige så godt alternativ: Gnarls Barkley: The Odd Couple (endnu bedre og absolut mere behagelig end debuten)

3. Cut Copy: In Ghost Colours
Cut Copy laver intelligent, udfordrende electro-rock-pop, der samtidig kan være glad og ikke mindst iørefaldende musik. Og det er sjældent. Rigtig god til at cykle på vej til byen fredag aften til.
Næsten lige så godt alternativ: Hot Chip: Made in the Dark (sjov og finurlig skive, der dog svinger lidt. Men der er store højdepunker på – også blandt de stille numre)

4. Girl Talk: Feed the Animals
Girl Talk vælger næsten konsekvent den løsning, der pleaser publikum, når han skal mashe numre sammen. Så der er en del hits og slagere blandt de flere hundrede numre, der er røget i blenderen til den her plade, men der er også sjove og overraskende momenter imellem. Rigtig god når man skal cykle stærkt!
Næsten lige så godt alternativ: Den Sorte Skole: Lektion#2 (som er mere helstøbt en Girl Talk, men sværere at cykle til…)

5. Al Green: Lay It Down
Jeg kender ikke meget til Al Green ud over fra Pulp Fiction-soundtracket. Men det skal være slut – for den her plade er rigtig god. Han har en fantastisk stemme, pladen er lækkert produceret af Questlove fra The Roots, og rigtig smukt bliver det på de numre hvor Anthony Hamilton også kigger forbi og synger kor. Bedst til at cykle til bageren søndag morgen.
Næsten lige så godt alternativ: Raphael Saadiq: The Way I See It (lyder på den gode måde som var den lavet sidst i 60′erne)

6. Kings of Leon: Only by the Night
Selv om sangene stadig vugger afsted, klæder det også Kings of Leon at være blevet lidt mere “alternative” og lidt mindre redneck-agtige. For det har samtidig sat mere fokus på de gode melodier. Det bedste er forsangerens smertefulde stemme, der virkelig lyder som om han krænger sig selv ud. Cykelsoundtracket til truende mørke skyer eller til når man skal lukke et strøg fuldt af juleshopperede ude.
Næsten lige så godt alternativ: Kings of Leon: Because of the Times (forløberen fra sidste år, som man kan vende tilbage til når man bliver træt af “Only by the Night”)

7. Spleen United: Neanderthal
Den dystre version af Cut Copy, kan man sige. Og absolut et album i international klasse. Jeg synes det er n god drejning, Spleen United har taget her – med lidt mere 90′er-lyd a la Chemical Brothers, men stadig med en tung, tung lyd. TIl at cykle gennem byen på vej fra et sted til et andet ved midnat i weekenden.
Næsten lige så godt alternativ: The Presets: Apocalypso (lidt mere kantet og energisk end Spleen United)

8. Sigur Ros: Me› su› í eyrum vi› spilum endalaust
Meget stemningsfuldt og særegent. Perfekt til at cykle hjem gennem byens tomme gader efter en lang nat om morgenen når solen er ved at stå op.
Næsten lige så godt alternativ: Isobel Campbell & Mark Lanegan: Sunday at Devil Dirt (Mark Lanegans stemme er fantastisk imponerende)

Et par hurtige anbefalinger af musikpodcasts – en supergod måde at høre ny og spændende musik på, synes jeg. Jeg hører blandt andet:

The Fabric podcast
Londonnatklubben, der også har sit eget label, har for nylig startet sit eget podcast, hvor personligheder fra særligt den elektroniske musiks verden blander forbløffende mange forskellige slags musik i deres episoder. Hrø for eksempel Andrew Weatherall spille Bowi og T. Rex, eller hør fede episoder med Peanut Butter Wolf, labelbossen fra Stones Throw, Jonny Trunk, den førende britiske ekspert i “vintage film music”, eller eksempelvis Jazzanova eller Howie B.

Beats in Space
Fra Kosmisk Disco med norske Todd Terje eller beskidt ditto fra LCD Soundsystem over sjældenheder fra Quiet Village eller Four Tet til sessions med Laurent Garnier eller Andy Butler fra Hercules & Love Affair. Værten Tim Sweeney styrer løjerne i programmet, som regel med gæstesets af interessante navne.

Resident Advisor
Igen i den elektroniske genre, overvejende lidt hårdere/minimalistisk end de to førstnævnte, selv om man også kan finde sjove anderledes indslag som Johnno Burgess session med silkeblød Yacht Rock fra 80′erne. Hør sets fra eksempelvis Slam, Ewan Pearson, M.A.N.D.Y., Pole og Derrick Carter – eneste minus er at kun de seneste fire episoder er tilgængelige på sitet og i feedet.

Gilles Peterson Worldwide
Hvis man kan lide Gilles Petersons BBC1-show, hans compilations med musik fra forskellige verdensdele eller bare er nysgerrig over for verdensmusik i det hele taget, så er her en guldgrube af groovy musik i næsten alle genrer. Hver episode koncentrerer sig om en kunstner, en genre, et label, et bestemt sted eller lignende, så man for eksempel kan høre (om) The Cinematic Orchestra, en “digs America”-episode og flere episoder med fokus på Brasilien, som vist er hans yndlingssted. Og så er han bare altid så begejstret…

NYUB
…Som står for “Not Your Usual Bollocks”, og har taglinen “Because mainstream radio is shit”. Så ved vi vist hvad det går ud på – genren er alt, hvad der kan kaldes “alternativt”, med andre ord alt det, som Last.fm og især Hype Machine har masser af. Men her mikset belejligt sammen i timelange episoder, der udkommer jævnligt. Hop selv ind på hjemmesiden og se en typisk playlist.

Andre gode podcast-tips er velkomne. Også den slags uden musik.

…tænkte jeg forundret, da jeg forleden havde lagt en god blanding af podcasts og dj-sets ind på den og derefter var begivet mig ud på en lang løbetur. Jeg skiftede flere gange til næste nummer, men det viste sig, at den kun skiftede mellem de “almindelige” numre – altså dem, der ikke ligger under “podcasts” i iTunes.

Nå, løsningen er faktisk ret enkel, om end jeg ikke helt er med på logikken i den: iPod Shuffle spiller kun podcasts, når den ikke står på shuffle. (…Man skal altså sætte den på “loop” – dvs. “spil numrene i rækkefølge”-indstillingen.)

Det er jo på sin vis meget praktisk, fordi man så kunne lægge alle sine podcasts først ind og vælge denne indstilling hvis man gerne ville høre dem, men til gengæld bare kan vælge “shuffle”-indstillingen, hvis man gerne vil høre musik og ikke afbrydes af kedelige podcasts.

Men hvad så hvis man, som mig, mest hører musik-podcasts, som jeg gerne vil have blandet sammen med resten af min musik, når jeg er ude at løbe? Faktisk har jeg kun “lange numre” (podcasts og dj-sets) på min Shuffle, som jeg så hører når jeg løber eller har forvildet mig ned i fitnesscentret, og på den måde gerne vil bruge som en slags “kæmpe-shuffle”.

Men det kan man altså ikke, for så bliver podcasts sorteret fra. Det er lidt pudsigt, at de på den måde kategoriseres som “andet” i forhold til almindelige musiknumre, da mange podcasts jo også er korte eller består af musik.

En løsning, der af og til virker, er selvfølgelig at hente de enkelte podcasts som mp3-filer på podcastets hjemmeside – så havner det ikke i “podcasts” i iTunes. Til gengæld kan man så heller ikke bruge den automatiske “subscribe”-funktion…

Under den nyligt overståede ferie viste det sig, at vi ikke rigtigt havde noget musik med til at høre på de mange lange køreture (ingen cd’er med og min iPod-radio-dims gik ikke rigtigt igennem…). Og de lokale radiostationer gik ikke særligt godt igennem i det bjergfyldte landskab.

Heldigvis lå der i huset, vi havde lånt, en cd-mappe, som vi åbnede med stor forventning. Den indeholdt tre cd’er med klassisk musik (ikke lige køremusik i min bog!) og så en, der hed “Dansk Musik”. Så den blev det!

Og man finder hurtigt sine yndlige på sådan en skive. Derfor har vi hørt fire numre urimeligt mange gange i løbet af de sidste to uger:

• Henning Stærk: Small Town, Saturday Night
• Sko/Torp: On a Long Lonely Night
• Michael Learns to Rock: The Actor
• Gnags: Mr. Swing King

Og selvom man aner en socialrealistisk skildring af livet i provinsen hos Henning Stærk, selvom Søren Sko på en mærkelig facon både er sørgmodig, selvfed og lidt glad, og selvom Sasha Richters engelske udtale virkelig er en kunst i sig selv, så er det Mr. Swing King der er mest interessant på det lyriske plan. Det er virkelig fascinerende, hvad Peter A.G. har krænget ud af sig selv i en eller anden kurvandsrus.

Lad os prøve at kigge på første vers:

Der er afgjort et barndomstema på spil i de første tre linjer. Men man undres: Hvad er det for et hul, de faldt ned i? Derudover må “Fryden når vi ride ride ranke” være en af de mest mærkværdige åbningslinjer til en popsang. Derefter introduceres karrusel-temaet, som går igen i det absolut fængende omkvæd:

Karruselkongen – Mr. Swing King
Velkommen Mr. Swing King

Tanke har dog strejfet mig, om ikke “karruselkongen” blot er valgt fordi det i Peter A.G.’s mund rimer så smart på “velkommen”. I det hele taget stiger mistanken i løbet af sangen, om ikke teksten i virkeligheden består af småbidder, der hver for sig lyder fikse og finurlige, men sammen bare lyder rodet. Lad os derfor kigge på andet vers:

Når alting snerper sammen og blir cool og cash
Når alt bliver business og noget for noget
Så væk mig med jeg ved ikke hvad, kammerat, men vi finder på’et
Et steady blik i øjet når det flimrer ud
En hånd i tågen, når alting blir tåget
Væk mig med et nip af det som fugle får pip af og sådan noget

Efter lidt poetisk kritik af kapitalismen – det kommer man vist ikke uden om hos Gnags – går det op for lytteren, at Peter A.G. (eller måske bare “fortælleren”?) gerne vil vækkes – han sover eller drømmer åbenbart. Måske ligger det i forlængelse af barndomstemaet, men det er sikkert bare mit forsøg på at skabe sammenhæng. Under alle omstændigheder har det ikke meget med karruselkonger at gøre, tror jeg. Det er heller ikke til at sige, om det er kapitalismen, der får det til at flimre ud for Peter A.G. (ikke usandsynligt) eller karruselkongen, der er omtåget i anden del af verset. Det sidste lyder jo plausibelt, men betyder samtidig, at kapitalismen må være karrusellen, mens Peter A.G. er karruselkongen (som vel at mærke bliver omtåget og skal vækkes!).

Man bør dog ikke lægge sig fast på en bestemt fortolkning allerede. For efter endnu et omkvæd kommer det psykedeliske C-stykke, som vi skynder os at bringe:

Ta’ toget fra den dybe brønd
Elektrisk sporskift og bomme rejser sig og blinker
Lidt á la H.C. Andersen
Og papmachebjerge
Og underlige dværge
Står og vinker
Og selv de største mænd bli’r lisom børn igen…

Ja, man troede lige, man havde grejet den, og så melder der sig flere spørgsmål igen: Hvad er det for et tog, man kan tage nede i en brønd? Og hvordan kan bomme (og muligvis også elektriske sporskift) blinke “lidt á la H.C. Andersen”? Og hvad er det for noget papmachebjerge og underlige dværge (igen et fint, fikst rim i sig selv – det må man give ham!).

Er det drømmemotivet fra forrige vers, der fortsættes? Det passer ikke umiddelbart med kapitalismen som drømmetilstanden, vel? Næh, snarere må man formode at det er et helt andet tema (“vanvid”?), der introduceres, omend den sidste linje antyder, at vi skal trække tråde til de indledende barndomsbilleder.

Jeg tror aldrig helt, vi bliver kloge på den sang. I stedet slutter vi af med en video af netop Peter A.G., der er med i et kinesisk tv-program, hvor han får høretelefoner på og skal synge de kinesiske sange, han hører, hvorefter nogle kinesere skal gætte sangene (og her troede man kun det var Michael Learns to Rock og Pretty Maids, der slog igennem i Østen). Afslutningsvis mimes der til netop Mr. Swing King. Enjoy!

Relateret: Granns.net går tæt på DJ Alligators tekster

Også relateret: De 20 dårligste danske sange nogensinde

Fatboy Slim har under navnet BPA (Brighton Port Authority) lavet et nummer sammen med ingen ringere end David Byrne og Dizzee Rascal. Nummeret er udmærket, men videoen er det, der gør det rigtigt sjovt:

Og nej, det er ikke kun på grund af de nydelige unge damer med 70′er-frisurerne. Det er da ret sjovt at de spiller pong, laver figurer og “skyder hinanden” med de sorte bjælker, der lægges henover de unge damers for-, bag- og underdele samt diverse former for obskøn gestik.

In other news: Sandheden om Roskilde Bank-skandalen er nu endelig kommet for en dag! Det er ikke lyssky og onde ejendomsspekulanter, men derimod to forvoksede teenagere med kasketten på sned og bukserne hængende godt nede på lårene, der er involveret i sagen. De er i øvrigt på turne med resten af Grøn Koncert-holdet – hvis du er aktionær kan du evt. benytte lejligheden til at troppe op med protest- eller sympatibannere. Det vil de sikkert sætte pris på :-)

Helt nyt på granns.net: Pladeparade. Et par af mine nye plader (dem af dem, som også er udgivet for nylig) – alle bedømt efter Grann-skalaen. Here goes:

Salem Al Fakir: This Is Who I Am (4 ud af 5)
En svensk dreng, der mest ligner Hodja fra Pjort, har lavet en plade, der mest består af lækker soul, men er tilsat nogle doser svensk folk og lige dele fed funk og fesen feeling. Men det virker: Han synger fantastisk (omend – som sagt – en smule fesent), og numrene er velskrevne og balancerer fint mellem at følge skabelonen og skeje lidt ud i ny og næ.

Så hvis man kan leve med, at der går langstrømpe-funk med violin og det hele i den af og til (og det kan jeg), så er det et godt bud på en søndag eftermiddag-skive. Han spiller i øvrigt alle instrumenterne selv. Start med “Good Song” eller titelnummeret.

Sam Sparro: Sam Sparro (4 ud af 8)
Det er ham med “Black & Gold”, som med god grund er blevet et ret stort hit. Resten af pladen er skåret efter den samme læst, og den der electrofunk-lyd kan godt blive lidt ensformig (og er også hørt før!) – selv om der absolut er andre gode numre på pladen. Jeg ville godt kunne nøjes med singlen på iTunes.

Quiet Village: Silent Movie (4 ud af 4)
Quiet Village er (for det meste) instrumentale og groovy beats. Forestil dig en blanding af U.N.K.L.E., Mad Lib og Zero 7 – så tror jeg vi rammer blandingen af funky bund og elegante strygere mm. meget godt. Selv om det fortrinsvist er instrumentalt, bliver det ikke ensformigt, og numrene er meget afvekslende. Åbneren kunne godt være soundtracket til en James Bond-film, mens “Circus of Horror” er mere 70′er-funky.

Hermed anbefalet! Nogle af numrene kan høres på pladens hjemmeside.

Death Cab for Cutie: Narrow Stairs (4 ud af 6)
Det må være svært at følge op på “Plans”, som var rigtig fin indie-pop-rock. Singlen “I Will Possess Your Heart” lovede rigtigt godt med sin lidt mere eksperimenterende opbygning og atmosfæriske lyd. Men resten af pladen er mere som det gamle, om end med lidt mere tryk på. Så ikke så meget nyt under solen, men et godt genhør.

Goldfrapp: Seventh Tree (4 ud af 6)
Der er ikke meget “Strict Machine” over Goldfrapps nye. Den minder snarere om Mazzy Star eller om deres egen afdæmpede debut, “Felt Mountain”: Stille sange, hvor Allison Goldfrapps småsære men dragende stemme kan flette sig ind i lydlandskaberne. Det er overvejende blødt og næsten akustisk, men man får dog lov at høre elektroniske knitrelyde og svævende synths af og til. Spændende at se hvordan det vil præsentere sig live.

Den iskolde og stålhårde “Machine Gun” fra Portisheads nye minder mig om Brad Fiedels intromusik til Terminator tilbage fra 1984. Er der ikke noget om det?

Det var vist ikke nogen succes at sælge Ace of Base-billetter til 5-600 kroner stykket. Det har imidlertid ikke skræmt arrangørerne af All 90s – den store 90er fest.

(Og lineuppet ser da også “fint” ud: Right Said Fred, Dr. Alban, Haddaway, Robin S, Corona og Snap!. Jeg tror nu nok, jeg springer over alligevel, men billetten kan blive din for 350 kroner…)

Linket til All 90s herover er til Billetlugen. Det er fordi selve arrangementet har en ualmindeligt irriterende hjemmeside (eller er det bare mig, der hader hjemmesider, der laver lyd?). Næsten lige så irriterende som The Plaze i Nykøbing. Men de kan vist også placeres i samme genre…

Det er en særlig kunstform at kunne følge 90′er-hitopskriften, som de ovenstående navne gjorde – og dengang var det jo virkelig det, folk (eller nogen folk, i hvert fald) ville have.

Fantastisk (og) dårlig musik
Noget helt andet er at lave musik med en målsætning om at så få som muligt skal kunne lide det. Det er i hvert fald hvad to russere har gjort. De har nemlig lavet musik baseret på, hvilke instrumenter, vokaltyper, sangstrukturer og tekstemner, færrest mennesker bryder sig om.

Resultatet er med Krogsholms ord “et 25 minutter langt stykke musik, hvor en sopran rapper atonalt om cowboys, mens baslinjen spilles på tuba og med breaks på banjo og et børnekor synger om Labour Day, jul og Yom Kippur. Blandt meget andet.”

Og det er ret mærkeligt. Men faktisk også pissemorsomt. Und dig selv at høre det. Det er meningsmålingskunst af bedste skuffe!