Efter lang tids tilløb overgav jeg mig endelig til Spotify for et par måneder siden. Og det er rart at så meget musik er tilgængeligt til en fast månedlig pris, men også lidt vemodigt at det at afspille og eje musik nu fungerer på en anden måde.

Jeg kan godt lide at eje musik (og bøger, for den sags skyld), og det mister jeg jo når det nu er Spotify. Jeg synes der er noget over, at man:

• køber et album! Det er ligesom at comitte sig til det på et eller andet plan. Man forpligter sig til at give det en chance og ikke bare droppe det efter første gennemlytning.
• vælger at støtte nogle bestemte kunstnere ved at købe deres plader (der skal mange Spotify-afspilninger til for at matche det, og det er da synd for ex små danske navne).
• har en samling! Når ens samling nu indeholder (noget, der ligner) al musik i verden, så er den jo samtidig ikke-eksisterende. Der er ikke noget, der er min samling – kun noget, der er min lyttehistorik og mine playlister. Det gør det også sværere at vælge…

…Så det skal man altså vænne sig til. Men det gør man også.

Det giver man afkald på:
For mig skal sådan noget musikplatform være enten-eller – jeg gider ikke skulle bruge Spotify nogle gange og iTunes (som jeg har brugt hidtil) andre gange. Det betyder samtidig, at jeg mister adgangen til en masse musik.

Jeg ved godt, at man kan lægge sine egne musikfiler ind i Spotify og også synce dem til andre devices, men det er altså for besværligt, synes jeg. Så hvad er det, man går glip af?

• Det, der er for stort og vigtigt til streaming: Der er ingen Metallica og ingen Beatles, fx
• Det, der er for småt til at Spotify samler det op: Den der børneplade, du hørte da du var lille. Det der mærkelige blip blop-musik, der er udgivet på et obskurt tysk electrolabel. Alle de gode remixes, du har støvet op. Sådan noget…
• Det, der udgiver uden om selskaberne: Du kan ikke finde Frank Oceans “Nostalgia, Ultra”, The Weeknd’s udgivelser, et eller andet hip hop-mixtape eller ikke helt lovlige mashups, fx
• Det, kun du kender: Fætter Sørens børnesang, “Gucci Ya Da”, som han har lavet til sin datter. Dine egne selvindspillede rap-sange fra 9. klasse. Glem det (måske er det også det bedste…).

Hvor meget musik mister man?
Jeg har kopieret nogle “genre-playlister” fra iTunes over i Spotify, og her er lige et par sammenligninger af, hvor meget af min musik, jeg nu har “mistet”:

Jazz: 874 ud af 1215 numre findes i Spotify, dvs. 72 procent
Hip hop: 1466 af 2911 numre findes i Spotify, dvs. 50 procent
Ambient: 286 af 424 numre findes i Spotify, dvs. 67 procent
Soul: 1133 af 1388 numre findes i Spotify, dvs. 82 procent
Rock: 3454 ad 4584 numre findes i Spotify, dvs. 75 procent
House/techno: 536 af 1811 numre findes i Spotify, dvs. 30 procent
Metal: 224 af 387 numre findes i Spotify, dvs. 58 procent
Electronica: 694 af 1185 numre findes i Spotify, dvs. 59 procent
Disco: 59 af 210 numre findes i Spotify, dvs. 28 procent
Soundtrack: 253 af 551 numre findes i Spotify, dvs. 46 procent

Det ser altså ikke vildt godt ud, hvis man sammenligner her. Måske et sted mellem halvdelen og tre fjerdedele af min “gamle” samling har jeg nu adgang til. Særligt når man kommer lidt ud i hjørnerne af musikkens verden, kniber det gevaldigt. Men jeg har også (haft, i hvert fald) en noget outreret musiksmag, så det er måske forventeligt.

Hvorfor så lige Spotify?
Jeg testede også Rdio, en anden lignende service, og den udmærkede sig ved på stort set alle punkter at være bedre en Spotify:

• iPhone- og iPad-apps er bedre, mere overskuelige og brugervenlige (bare det at slippe for den sorte farve!…)
• bedre funktionalitet, ex søgning
• de forskellige funktioner er mere intuitive, ex hvad er My Collection?
• mere fleksibelt – ex behøver man ikke en gang en app, men blot en browser!
• mindre forsinkelse på afspilning over nettet, hurtigere opstart af apps

…altså bedre end Spotify på alle “basis-parametre”! Og det skyldea altså primært, at Spotify bare lader meget tilbage at ønske.

Men det, Spotify er godt til, er at lade en opdage ny musik. Det sker særligt ved

• at man kan se hvad vennerne fra Facebook hører og se deres playlister
• at man kan hente særlige Spotify apps fra ex Hype Machine, Pitchfork, ShareMyPlaylists, Rolling Stone, Gaffa, Def Jam m.fl., hvor man ex kan læse anmeldelser af nye albums og let klikke sig ind til musikken eller oprette en playlist med den. (Der findes også andre apps, der ex er bygget op om kollaborative playlister, koncertkalendere, sangtekster etc.)

Jeg elsker, at man på den måde kan finde “50 beautifully sad songs”, Talib Kwelis top 100 hip hop-numre, en kronologisk liste over David Bowies singler eller en samling af 80′er-subgenren yacht rock. Blandt meeeget andet!

…Og på den måde kan man springe et led over i sin musikopdagelse – da det nu ligger samme sted som selve musikken. Det er godt tænkt, og det er derfor, det endte med Spotify.

Næste skridt er jo film og serier på abonnement med Netflix, HBO eller lignende.

Og så lige lidt musik. Her er Saint Etiennes 100 yndlingsnumre (og de har god smag!):