På produkter fra Supermarco er der ingen danske oversættelser af opskrifterne på emballagen. Jeg kan ikke italiensk, og så må man have hjælp af babelfisken, når man skal finde ud af, hvor længe minestrone-bønnerne skal koges og om de skal ligge i vand først og såd’n.
Det er ikke sidste gang, jeg har brugt den. Det er både sjovt, og giver jo også på sin helt egen engrish-agtige facon svar på spørgsmålet:
you together place the prepared one in a pot for average liter of every water 100 g. door to boiling, therefore you cover and you cook to slow fire for 60 minuteren approximately you add only knows them to baking nearly completed. in pot to pressure 35 minuteren from the beginning are sufficient of hiss of the pot.
Men hvem er “the prepared one”?
Når man er til ølsmagning hos Carlsberg får man serveret elefantøl som velkomstdrink. Sådan! Ingen dikkedarer dér.
På den måde er de også sikre på, at alle de efterfølgende øl smager lidt bedre. Og det er jo godt, når nu de vælger kun at servere deres egne øl.
…Selvfølgelig gør de da det, indvender du måske. Men Carlsberg er også importør af alverdens drikkelige og udrikkelige øl, som de sagtens kunne have smidt nogle af på bordet – sådan bare for variationens skyld. Men nej.
I stedet blev det til en håndfuld af husets egne produkter. Kun lige knap nok til at blive halvsnaldret, men det er vel også OK på en hverdag :-). Til gengæld lærte jeg (endnu en gang), at porter ikke er noget for mig. Måske skulle man prøve med en citronvand til?
(Nej, der er ingen links til Carlsberg i dette indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide Carlsberg – men bare fordi de har et nederen flash site, der gør, at man ikke kan linke ind til f.eks. deres kalender, hvor man kan læse om ølsmagninger. Måske Krak skulle overveje at lave hele deres site i flash. Så slipper de for al den ballade om “dybe links”…)
…Bragt direkte til døren af Aarstiderne (og let uskarpt portrætteret af Grann med mobilkamera):
Bonuslink: Fraktal-blomkål på Wikipedia
Jeg var for nylig i Amsterdam. Da vi er ankommet til hotellet om aftenen var vi sultne, og spurgte derfor receptionisten om der var nogle gode restauranter i nærheden.
(Receptionisten var i øvrigt en oplevelse i sig selv: En ung, nørdet og bleg fyr med langt sort hår. Altid klædt i (lidt for stort) sort jakkesæt, en enkelt gang endda med en skjorte med flæser på brystet og ærmerne. En slags fesen society-goth, kan man vel kalde ham. Jeg ville ønske jeg havde taget et billede…)
Nå. Han svarede efter lang tids moden overvejelse “I think there’s a couple of nice Argentinian steakhouses up that way” og pegede en retning ud. OK, tænkte vi, men var ikke lige i humør til steak. Vi tænkte også, at det var pudsigt, at det ikke bare var almindelige, men argentinske steakhouses (også selv om argentina er kendt for gode steaks). Og at der endda lå to lige i nærheden af hinanden.
Vores ture rundt i byen afslørede efterhånden, at det ikke var to enlige svaler (?), den kære receptionist havde peget os i retning af. Amsterdam må være den by i verden med den højeste Argentinian Steakhouse-tæthed. Her dokumenteret fotografisk:
Og her et par af de – må man tro – chanceløse konkurrenter: Den måske lidt for u-eksotiske spanske, den lidt mere kuriøse uruguay’ske (hedder det det?), og den muligvis lidt for identitesløse sydamerikanske: 
Vi fik i øvrigt aldrig spist på et argentinsk steakhouse. Men vi fik da oplevet dem…
Jeg har tidligere skrevet om PR-firmaet GCI Mannovs svære begyndelse i blogosfæren. Nu går det bedre for dem, og de skriver på deres blog om emner som kommunikationsstrategi og troværdighed, og har endda vovet sig ud i et indlæg om det der nymodens RSS-halløj. Men det virker rigtigt i forhold til, at det sikkert er deres kunder, der er den primære målgruppe for bloggen.
Sjovt nok har de også en underside af bloggen, der drives af kokken på deres kontor. Her er det meningen, at der være opskrifter på det mad, han laver. Det er et sjovt og lidt pudsigt kig ind i virksomheden Mannov, men ikke desto mindre et godt initiativ, synes jeg. PR-firmaer har traditionelt været lidt lukkede – det er jo ikke sig selv, de lever af at promovere.
Jeg tillader mig at foreslå nogle billeder af maden. Det kan være både sjovt, æstetisk og informativt. Som eksempelvis her. Jeg tillader mig også at undre mig over, at der ikke er nogle Mannov-medarbejdere, der har deres egen blog. Eller – hvis der er – at der ikke linkes til dem i blog roll’en. Men det er småting.
Et andet kommunikationsfirma, der har fået en blog, er 1508, der blogger på 15all.wordpress.com. Deres blog er lidt mindre korporat end Mannovs, og lidt mere fremme i skoen på sådan en “vi vil gerne være med på det der web 2.0″-agtig måde. Og der kommer af og til nogle interessante links med i købet, for eksempel dette indlæg om Powerpoint (som er ganske anderledes end et andet godt bud på, hvordan det kan gøres).
Begge blogs tegner på hver sin måde godt, synes jeg…
