granns.net

Avisernes spalter er fulde af vinklummer, der kyndigt og med stor omhu anmelder ugens vine og guider læserne til de gode fund på markedet. Og hver bydel har efterhånden ikke bare deres egen ølbar (nej, ikke sådan nogle som Jaguaren eller Voldens Bodega), men også nærmest deres eget bryggeri (vi mangler vel bare Mjølnerparken Bryghus eller sådan noget…).

Men smitter denne begejstring af på sprut-, likør- eller endsige bittermarkedet i lille Danmark? Nope! Så granns.net tager det første skridt i revolutionen med en kort reportage fra forrige weekends hurtige smagning af rød vermouth hjemme hos en af vennerne (hell – hvis man har seks forskellige slags rød vermouth, så kan man sgu lige så godt gå dem igennem…).

The usual – and not quite so usual – suspects:

Det korte resultat:

Cinzano: Undervurderet

Martini: Overvurderet

Noilly Prat: Testvinder – især til prisen

Punt e Mes: Udmærket – en del kraftigere

Carpano: Også god – men vil man virkelig spendere 200 kr. på en flaske vermouth?

Picon: Vermouth med appelsinsmag? Hmmm… måske i drinks?

“Den sidste” (som jeg ikke kan huske hvad hedder): Ingefærsmag? Av, den brænder næsten på tungen af ingefær. Sjovt, men ikke rigtigt godt for noget.

Det var det. Næste gang smager vi på madeira og træsprit. God weekend :-)

Kender du ikke det, når nogen har haft morgenbrød/slik/kage med på arbejdet, og det hele ikke bliver spist, at resterne så alligevel på mystisk vis forsvinder i løbet af eftermiddagen?

Her på mit nye arbejde er den praksis blevet fuldstændig institutionaliseret. Når nogen har noget med, bliver det stillet frem i køkkenet, og der bilver sendt en mail rundt til alle. Seneste eksempel lyder ”Flødeboller i køkkenet NU – Fra Johnny” – bemærk understregningen af, at man altså skal skynde sig, hvis man skal have en flødebolle.

Det skyldes at de ansatte som følge af denne praksis har udviklet en veludviklet sans for at slå til når chancen er der. Som gribbe cirker de om køkkenet (“jeg henter kaffe, skal du have noget med”…), klar til at kaste sig over kringleresterne fra chefens møde.

Her er seneste eksempel – resterne af, hvad der en gang var et stort slikdyr, men nu blot er et gennemtygget chokoladeådsel. At der endnu er noget tilbage af liget skyldes blot, at der er tale om en af de helt store Tobleroner – 4 kg., tror jeg nok (bemærk størrelsen ved sammenligning med kniven). Og gribbene har jo lige fået flødeboller…

Chokoladeådsel

Man må endelig ikke salte sit kød inden man steger det. Ellers bliver det tørt. Det gør det altså.

Eller?…

Plottet tykner, idet der nu er kommet nye oplysninger frem i denne sag. Således påstar forfatteren af denne artikel, at man med fordel kan pøse flere teskefulde af salt på hver side af sin bøf, fordi det faktisk gør den mere saftig. Man skal bare gøre det ca. en time inden, den skal steges:

Massively salt your steaks 1 hour before grilling.
Notice that I didn’t say, “sprinkle liberally” or even “season generously.” I’m talking about taking a small handful of kosher salt and literally coating your meat until you can’t see red.

Jeg har ikke prøvet det, men det kan da godt være et forsøg værd. Artiklens forklaring både lyder troværdig og er også ganske sjov:

I understand that this method will cause chaos, confusion and controversy in your household. But I encourage you to experiment — try adding spices, crushed garlic and rosemary sprigs to the salt, which will then act like Christina Aguilera dragging its entourage of flavors with it into the meat.

Læs artiklen. Jeg må i slagteren…

Jeg tilbragte pinsen i Sverige, og blev – som hver gang, jeg er der – forundret over de små forskelle, man støder på i de svenske supermarkeder, set i forhold til de danske. Jovist, de bruger snus og alt det der, men det er de mindre ting – variationen i de ting, vi kender – der er rigtig interessant.

For eksempel kan svenskerne simpelthen ikke lade være at putte sukker i alting. Selv det mørkeste rugbrød og den stærkeste sennep får et skud sukker, så det glider lidt lettere ned. Omvendt er de ikke rigtigt glade for meget salt lakrids (i hvert fald i Sydsverige, hvor jeg var), hvilket betyder at det så udbredte (og billige – helt ned til 3,90 svenske kroner/100 g) lösgodis-fænomen de fleste steder er et rent festfyrværkeri af pastelfarver.

En anden ting, der er tydelig, er at svenskerne er meget mere til frugt og især bær – og gerne i alle mulige mærkelige blandinger. Man kan få danskvand (svenskvand?) med mange flere forskellige smagsvariationer end herhjemme – Loka laver fx vand med päron-, hallon/grape-, passionsfrukt-, tranbär/citron- og björnbär-smag.

Og Yoggi-yoghurt fås i Sverige med kungsbär, blåbär/banan/vanilj, passion/mango, blodapelsin/guava/mandarin, citrus/vanilj, äpple/vanilj/kanel og jordgubb/smultron-smag. Og det går igen i andre varegrupper, lige fra syltetøj til lösgodis. Jeg anbefaler selv vand med pæresmag, yoghurt med citron/vaniljesmag og hjortronsylt – multebærsyltetøj.

Bær- og frugt-teorien understøttes af en artikel i Ugeskrift for Læger, der desværre ikke nævner noget om sukkertrang på de to sider af sundet. Til gengæld fremgår det – lidt overraskende for mig – at svenskerne spiser mere fisk end os, mens vi spiser mere kød og fedt (!).

Se i øvrigt også denne artikel om forskelle på svenskere og danskere – blandt andet, hvordan vi har et forskelligt forhold til det at holde pause. Eller læs min forrige rapport fra broderlandet.