…Bragt direkte til døren af Aarstiderne (og let uskarpt portrætteret af Grann med mobilkamera):

Bonuslink: Fraktal-blomkål på Wikipedia

Jeg var for nylig i Amsterdam. Da vi er ankommet til hotellet om aftenen var vi sultne, og spurgte derfor receptionisten om der var nogle gode restauranter i nærheden.

(Receptionisten var i øvrigt en oplevelse i sig selv: En ung, nørdet og bleg fyr med langt sort hår. Altid klædt i (lidt for stort) sort jakkesæt, en enkelt gang endda med en skjorte med flæser på brystet og ærmerne. En slags fesen society-goth, kan man vel kalde ham. Jeg ville ønske jeg havde taget et billede…)

Nå. Han svarede efter lang tids moden overvejelse “I think there’s a couple of nice Argentinian steakhouses up that way” og pegede en retning ud. OK, tænkte vi, men var ikke lige i humør til steak. Vi tænkte også, at det var pudsigt, at det ikke bare var almindelige, men argentinske steakhouses (også selv om argentina er kendt for gode steaks). Og at der endda lå to lige i nærheden af hinanden.

Vores ture rundt i byen afslørede efterhånden, at det ikke var to enlige svaler (?), den kære receptionist havde peget os i retning af. Amsterdam må være den by i verden med den højeste Argentinian Steakhouse-tæthed. Her dokumenteret fotografisk:

Og her et par af de - må man tro - chanceløse konkurrenter: Den måske lidt for u-eksotiske spanske, den lidt mere kuriøse uruguay’ske (hedder det det?), og den muligvis lidt for identitesløse sydamerikanske:

Vi fik i øvrigt aldrig spist på et argentinsk steakhouse. Men vi fik da oplevet dem…

Jeg har tidligere skrevet om PR-firmaet GCI Mannovs svære begyndelse i blogosfæren. Nu går det bedre for dem, og de skriver på deres blog om emner som kommunikationsstrategi og troværdighed, og har endda vovet sig ud i et indlæg om det der nymodens RSS-halløj. Men det virker rigtigt i forhold til, at det sikkert er deres kunder, der er den primære målgruppe for bloggen.

Sjovt nok har de også en underside af bloggen, der drives af kokken på deres kontor. Her er det meningen, at der være opskrifter på det mad, han laver. Det er et sjovt og lidt pudsigt kig ind i virksomheden Mannov, men ikke desto mindre et godt initiativ, synes jeg. PR-firmaer har traditionelt været lidt lukkede - det er jo ikke sig selv, de lever af at promovere.

Jeg tillader mig at foreslå nogle billeder af maden. Det kan være både sjovt, æstetisk og informativt. Som eksempelvis her. Jeg tillader mig også at undre mig over, at der ikke er nogle Mannov-medarbejdere, der har deres egen blog. Eller - hvis der er - at der ikke linkes til dem i blog roll’en. Men det er småting.

Et andet kommunikationsfirma, der har fået en blog, er 1508, der blogger på 15all.wordpress.com. Deres blog er lidt mindre korporat end Mannovs, og lidt mere fremme i skoen på sådan en “vi vil gerne være med på det der web 2.0″-agtig måde. Og der kommer af og til nogle interessante links med i købet, for eksempel dette indlæg om Powerpoint (som er ganske anderledes end et andet godt bud på, hvordan det kan gøres).

Begge blogs tegner på hver sin måde godt, synes jeg…

Nogle ting er kedelige. De skal bare overstås. For eksempel at børste tænder. Eller at køre i tog til arbejde hver morgen.

Nogle ting er sjove. Dem vil man gerne. For eksempel at læse en god bog. Eller at lave god mad.

At piske flødeskum ligger lige midt imellem. Det starter med at være sjovt. Men så bliver det hurtigt ret ensformigt. Også selv om det faktisk ikke tager så lang tid at piske flødeskum.

Og når noget bliver ensformigt, mister man let koncentrationen. Og så er det, det går galt. Og så er det at man lige pludselig har abstrakt kunst i hele køkkenet. Som hvis Jackson Pollock havde været der, men kun havde taget den hvide maling med.

Her er et par kunst-shots fra weekendens udstilling:

For god ordens skyld skal jeg sige, at udstillingen nu kan findes hos R98.

Efter et besøg på  har “fem halve” lige pudselig fået en helt anden og meget mere mættende betydning end før… (der er fem halve og lidt til på fadet på billedet - dog minus brød)

Jeg har i dag spist min første portion havregryn i flere år. Det var bedre end jeg husker det.

Ikke noget med bran, spelt, sunde bakterier eller alt muligt andet nymodens stads. Næh, havregryn (de her var af solgryn-varianten) med mælk og så nogle rosiner for lige at runde af. Ikke så meget pis der. Og man er ikke sulten igen så snart man er ude af døren.

Nu mangler jeg bare at komme i tanke om, hvorfor jeg på et eller andet tidspunkt for nogle år siden ikke gad at spise havregryn mere…

I forgårs var jeg på Restaurant Noma, som vist nok er det tætteste, vi i Danmark har på to Michelinstjerner. Her spiste jeg otte retters skaldyrsmenu, med en til lejligheden sammensat vinmenu. Og det var meget, megt godt! (også dyrt)

Det var også meget fantasifuldt og originalt. Restauranten bruger kun nordiske råvarer - blandt andet det ældgamle, islandske mælkeprodukt skyr (ja, det er opskriften, der er ældgammel, altså) - men sammensætter dem til moderne, spændende retter.

Og jeg synes man må tage hatten af for enhver kok, der kan finde på at lave krabbe med agurkesauce (ikke sovs - sauce!), müesli af kartoffelskræller, dertil sne (jeps - sne!) af kærnemælk og peberrod - og så få det til at smage, som om de ting bare hører sammen. Og jo, sneen ikke bare lignede, men havde også samme konsistens som sne.

Derudover var servicen selvfølgelig perfekt. Bemærk også, at det på en fin restaurant ikke hedder “og” eller “og så er der også” eller sådan noget. Nej, “dertil” hedder det - hver gang.