granns.net

En af mine gode venners far kan to jokes (hvilket, i øvrigt, er to flere end undertegnede). Den ene lyder nogenlunde sådan her:

Der sidder to mænd i en [indsæt tilfældigt sted her - lad os bare sige en togkupé]. Den ene tager en stegepande frem og begynder at slå sig selv hårdt i hovedet igen og igen med den. “Hvorfor slår du dig selv i hovedet med en stegepande”, spørger den anden mand, hvortil den første mand svarer: “Det er fordi det er så rart, når jeg holder op.”

Jeg er ikke sikker på hvad min vens far selv mener er moralen i den historie, men den har under alle omstændigheder blandt os gutter givet navn til fænomenet “stegepanden”, hvilket dækker over at nogen gør noget fordi det er rart når det holder op.

Og den definition kan faktisk strækkes og gradbøjes vidt, så betegnelsen kan finde anvendelse oftere end man tror. Jeg er eksempelvis på det seneste blevet meget glad for at drikke Manhattan, og den er der rent faktisk lidt “stegepande” over.

En Manhattan er faktisk sindrigt opbygget til at bringe maksimal stegepande-effekt til cocktailnyderen. Bevares, blandingen af Bourbon og rød vermouth (i forholdet ca. 2 til 1 – ja, dér er jeg lidt en tøsedreng, vil nogen nok mene) med et rundhåndet stænk af Angostura-bitter er ganske vist velsmagende når man lærer det lidt at kende, men det er også stærkt, lidt surt og ganske bittert.

Voila, ind kommer den sidste og meget afgørende ingrediens: Cocktailkirsebærret, som ligger og svømmer rundt stille og roligt på bunden af glasset mens man sipper sig igennem resten af drinken. Og for at forstå denne cocktails psykologi skal man være på det rene med, at cocktailkirsebær i sig selv altså ikke smager godt – de er søde og vamle og alt for meget. Men som punktum for bourbon-vermouth-angostura-kombinationen er det lige præcist rigtigt – sødt og rundt og rart og dejligt, og det perfekt modspil til selve drinken. Men det ville ikke smage nær så godt, hvis man ikke forinden havde pint sig igennem de 8-10 cl. stærk alkohol (eller have slået sig selv med en rigtig stegepande, for den sags skyld).

Selv foretrækker jeg at maksimere stegepandeeffekten i min Manhattan yderligere på flere måder: Drinken får et twist (også kaldet en lille smule citronskal) for ekstra surhed, og derudover anvendes ikke bare et enkelt, men hele tre cocktailkirsebær (også kaldet “Sørensen-style” blandt venner. Det er ikke mig, der Sørensen, men sjovt nok en, der hedder Sørensen), så man kan få tre gange stegepande i stedet for bare én.

Af samme grund har jeg købt ind så der er til at lave de næste par hundrede manhattans – også hvis de skal være til mig eller Sørensen (jeps – det skal være cocktailkirsebær på glas. De andre, tørre nogle, man køber i supermarkedet er ikke værd at investere i). En liter cocktailkirsebær, værsågod:

Jeg foretrækker desuden Wild Turkey eller Maker’s Mark på bourbonfronten. Og i forhold til den røde vermouth kan du jo altid konsultere smagenoterne.

…Den anden joke, min vens far kan, lyder i øvrigt sådan her (bemærk ligheden i opbygning):

Der sidder to mænd i en togkupé. Den ene tager en banan op af sin taske, kommer salt og peber på den, åbner derefter vinduet og smider bananen ud. Lidt efter tager han endnu en banan frem og gentager hele processen. Det sker et par gange før den anden mand spørger: “Hvorfor smider du bananerne ud af vinduet?”, hvortil den første mand svarer: “Kan du måske lide bananer med salt og peber?”

Jeg har været så (u)heldig at få en pakke Bassett’s Allsorts foræret. Der er imidlertid ikke tale om den traditionelle lakridskonfekt, Bassett’s Liquorice Allsorts (som er grundigt beskrevet på slikleksikon.org). Nope, der er tale om lakridskonfekt uden lakrids (!?!) i form af Basset’s Fruit Allsorts.

Konceptet er enkelt: Man har fjernet lakridsen, der jo eller udgjorde en dynamisk duo (eller måske ligefrem en tasty treenighed) sammen med kokos-sukker-”frugt”-pladerne (som der jo som regel er to af – deraf treenigheden), og erstattet det med noget rødt, halvsurt (jeg kunne have skrevet “syrligt”, men jeg synes alligevel det klinger lidt for positivt) stads. Derudover har man også valgt lige at give farverne et ekstra neon-nøk.

Resultat: Lakridskonfekt hvor man savner smagen af lakrids, bliver irriteret over det sure røde stads og synes, det hele er lidt for neonfarvet. Fruit Allsorts, be gone! Og til gavegiveren: bare de almindelige næste gang tak.

I er hermed advaret!

Bonuslinks for de slik- og Tolkien interesserede: Modeller af de store slag fra Ringenes Herre – udført i slik!
The Battle of Helm’s Deep
The Battle of Minas Tirith

(set hos Emme)

Jelly Beans er virkelighedens svar på Bertie Bott’s Every Flavor Beans – det slik, der i Harry Potter-bøgerne smager af alt fra almindelige sliksmagsvarianter til mere bizarre smage som ørevoks eller bræk. jelly beans kommer i 50 standardvarianter, lige fra hindbær, kokos eller lakrids til pina colada, chocolate pudding, toasted marshmallow eller jalapeno. Det er sjovt at spise (og så smager det faktisk godt).

På slikleksikonet fortæller en bruger om, hvordan man med flere bønner kan sammensætte sin egen “menu” – eksempel: 2 med popcorn m. smør-smag og en med kanelsmag og voila, så er der risengrød. (andre har fået lignende ideer).

Og minsandten om man ikke kan købe jelly beans med Harry Potter-smagene (der er mange smagsvariationer, og de fleste er lige klamme). jeg tror jeg springer over. men de almindelige bønner er hermed anbefalet!

Avisernes spalter er fulde af vinklummer, der kyndigt og med stor omhu anmelder ugens vine og guider læserne til de gode fund på markedet. Og hver bydel har efterhånden ikke bare deres egen ølbar (nej, ikke sådan nogle som Jaguaren eller Voldens Bodega), men også nærmest deres eget bryggeri (vi mangler vel bare Mjølnerparken Bryghus eller sådan noget…).

Men smitter denne begejstring af på sprut-, likør- eller endsige bittermarkedet i lille Danmark? Nope! Så granns.net tager det første skridt i revolutionen med en kort reportage fra forrige weekends hurtige smagning af rød vermouth hjemme hos en af vennerne (hell – hvis man har seks forskellige slags rød vermouth, så kan man sgu lige så godt gå dem igennem…).

The usual – and not quite so usual – suspects:

Det korte resultat:

Cinzano: Undervurderet

Martini: Overvurderet

Noilly Prat: Testvinder – især til prisen

Punt e Mes: Udmærket – en del kraftigere

Carpano: Også god – men vil man virkelig spendere 200 kr. på en flaske vermouth?

Picon: Vermouth med appelsinsmag? Hmmm… måske i drinks?

“Den sidste” (som jeg ikke kan huske hvad hedder): Ingefærsmag? Av, den brænder næsten på tungen af ingefær. Sjovt, men ikke rigtigt godt for noget.

Det var det. Næste gang smager vi på madeira og træsprit. God weekend :-)

Kender du ikke det, når nogen har haft morgenbrød/slik/kage med på arbejdet, og det hele ikke bliver spist, at resterne så alligevel på mystisk vis forsvinder i løbet af eftermiddagen?

Her på mit nye arbejde er den praksis blevet fuldstændig institutionaliseret. Når nogen har noget med, bliver det stillet frem i køkkenet, og der bilver sendt en mail rundt til alle. Seneste eksempel lyder ”Flødeboller i køkkenet NU – Fra Johnny” – bemærk understregningen af, at man altså skal skynde sig, hvis man skal have en flødebolle.

Det skyldes at de ansatte som følge af denne praksis har udviklet en veludviklet sans for at slå til når chancen er der. Som gribbe cirker de om køkkenet (“jeg henter kaffe, skal du have noget med”…), klar til at kaste sig over kringleresterne fra chefens møde.

Her er seneste eksempel – resterne af, hvad der en gang var et stort slikdyr, men nu blot er et gennemtygget chokoladeådsel. At der endnu er noget tilbage af liget skyldes blot, at der er tale om en af de helt store Tobleroner – 4 kg., tror jeg nok (bemærk størrelsen ved sammenligning med kniven). Og gribbene har jo lige fået flødeboller…

Chokoladeådsel

Man må endelig ikke salte sit kød inden man steger det. Ellers bliver det tørt. Det gør det altså.

Eller?…

Plottet tykner, idet der nu er kommet nye oplysninger frem i denne sag. Således påstar forfatteren af denne artikel, at man med fordel kan pøse flere teskefulde af salt på hver side af sin bøf, fordi det faktisk gør den mere saftig. Man skal bare gøre det ca. en time inden, den skal steges:

Massively salt your steaks 1 hour before grilling.
Notice that I didn’t say, “sprinkle liberally” or even “season generously.” I’m talking about taking a small handful of kosher salt and literally coating your meat until you can’t see red.

Jeg har ikke prøvet det, men det kan da godt være et forsøg værd. Artiklens forklaring både lyder troværdig og er også ganske sjov:

I understand that this method will cause chaos, confusion and controversy in your household. But I encourage you to experiment — try adding spices, crushed garlic and rosemary sprigs to the salt, which will then act like Christina Aguilera dragging its entourage of flavors with it into the meat.

Læs artiklen. Jeg må i slagteren…

Jeg tilbragte pinsen i Sverige, og blev – som hver gang, jeg er der – forundret over de små forskelle, man støder på i de svenske supermarkeder, set i forhold til de danske. Jovist, de bruger snus og alt det der, men det er de mindre ting – variationen i de ting, vi kender – der er rigtig interessant.

For eksempel kan svenskerne simpelthen ikke lade være at putte sukker i alting. Selv det mørkeste rugbrød og den stærkeste sennep får et skud sukker, så det glider lidt lettere ned. Omvendt er de ikke rigtigt glade for meget salt lakrids (i hvert fald i Sydsverige, hvor jeg var), hvilket betyder at det så udbredte (og billige – helt ned til 3,90 svenske kroner/100 g) lösgodis-fænomen de fleste steder er et rent festfyrværkeri af pastelfarver.

En anden ting, der er tydelig, er at svenskerne er meget mere til frugt og især bær – og gerne i alle mulige mærkelige blandinger. Man kan få danskvand (svenskvand?) med mange flere forskellige smagsvariationer end herhjemme – Loka laver fx vand med päron-, hallon/grape-, passionsfrukt-, tranbär/citron- og björnbär-smag.

Og Yoggi-yoghurt fås i Sverige med kungsbär, blåbär/banan/vanilj, passion/mango, blodapelsin/guava/mandarin, citrus/vanilj, äpple/vanilj/kanel og jordgubb/smultron-smag. Og det går igen i andre varegrupper, lige fra syltetøj til lösgodis. Jeg anbefaler selv vand med pæresmag, yoghurt med citron/vaniljesmag og hjortronsylt – multebærsyltetøj.

Bær- og frugt-teorien understøttes af en artikel i Ugeskrift for Læger, der desværre ikke nævner noget om sukkertrang på de to sider af sundet. Til gengæld fremgår det – lidt overraskende for mig – at svenskerne spiser mere fisk end os, mens vi spiser mere kød og fedt (!).

Se i øvrigt også denne artikel om forskelle på svenskere og danskere – blandt andet, hvordan vi har et forskelligt forhold til det at holde pause. Eller læs min forrige rapport fra broderlandet.

På produkter fra Supermarco er der ingen danske oversættelser af opskrifterne på emballagen. Jeg kan ikke italiensk, og så må man have hjælp af babelfisken, når man skal finde ud af, hvor længe minestrone-bønnerne skal koges og om de skal ligge i vand først og såd’n.

Det er ikke sidste gang, jeg har brugt den. Det er både sjovt, og giver jo også på sin helt egen engrish-agtige facon svar på spørgsmålet:

you together place the prepared one in a pot for average liter of every water 100 g. door to boiling, therefore you cover and you cook to slow fire for 60 minuteren approximately you add only knows them to baking nearly completed. in pot to pressure 35 minuteren from the beginning are sufficient of hiss of the pot.

Men hvem er “the prepared one”?

Når man er til ølsmagning hos Carlsberg får man serveret elefantøl som velkomstdrink. Sådan! Ingen dikkedarer dér.

På den måde er de også sikre på, at alle de efterfølgende øl smager lidt bedre. Og det er jo godt, når nu de vælger kun at servere deres egne øl.

…Selvfølgelig gør de da det, indvender du måske. Men Carlsberg er også importør af alverdens drikkelige og udrikkelige øl, som de sagtens kunne have smidt nogle af på bordet – sådan bare for variationens skyld. Men nej.

I stedet blev det til en håndfuld af husets egne produkter. Kun lige knap nok til at blive halvsnaldret, men det er vel også OK på en hverdag :-). Til gengæld lærte jeg (endnu en gang), at porter ikke er noget for mig. Måske skulle man prøve med en citronvand til?

(Nej, der er ingen links til Carlsberg i dette indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide Carlsberg – men bare fordi de har et nederen flash site, der gør, at man ikke kan linke ind til f.eks. deres kalender, hvor man kan læse om ølsmagninger. Måske Krak skulle overveje at lave hele deres site i flash. Så slipper de for al den ballade om “dybe links”…)