Det siger sig selv at en argentinsk oksemørbrad købt i Føtex er blevet transporteret hertil fra Argentina. Og også at når en iPod er “Made i China”, så er den blevet sejlet eller fløjet hertil derfra.

Men det er jo kun slutproduktet, det handler om. Hvad der til gengæld er svært at gennemskue er, hvad der er sket med de enkelte dele af produktet inden det er blevet til en hel iPod. Med oksemørbraden er det regnskab nok ikke så kompliceret, da der jo kun er kødet og emballagen. Men netop med mere sammensatte produkter, er det i disse CO2-bevidste tider ganske relevant at vide.

Og det gælder jo for den sags skyld også madvarer, for så snart det ikke er råvarer, men færdigretter eller marmelader i supermarkedet eller menuen på restauranten, så er det jo ikke altid ligetil at se, hvor ingredienserne kommer fra og ad hvilke veje de er endt i din indkøbskurv eller på din tallerken.

En gruppe forskere og studerende fra San Francisco satte sig for at finde ud af netop det. De brugte som eksempel den taco, man køber hos den lokale Taco shed (deres svar på en pølsevogn):

Our premise was that a seemingly simple, familiar food like the taco truck taco could provide visceral insight into the connections between the systems we were exploring [in our studio's investigation of the city]. By thoroughly learning the process of formation and lifecycle for what it takes to make a taco, we would be better able to propose and design a speculative model of a holistic and sustainable urban future. What resulted was a richly complex network of systems, flows and ecologies that we call the global Tacoshed.

Og det er altså ikke bare fra lokalområdet og sådan lige fra syd for grænsen mellem USA og Mexico, der bliver kørt lidt ingredienser op, når der skal laves tacos. Faktisk kommer vi hele kloden rundt, som det kort, de har udarbejdet, viser:

Klik for større version

Gad vide om vores pølsevogne har et bedre CO2-regnskab? Og gad vide om det er mere eller mindre CO2-neutralt at købe sin franske hotdog på tanken, i 7/11 eller ved pølsevognen?

Nå, tilbage til iPod’en, som jeg nævnte allerførst. På Sourcemap.org kan man se for forskellige varer, hvorfra de forskellige råvarer/dele kommer fra. Det er brugerne selv, der opretter kortene.

Der er forskellige slags mere eller mindre detaljerede kort, både for produktion af et produkt, men også for hele produktets livscyklus, og så er der særlige kort for travel og food. Her er kortet for produktionen af iPod’en.

Via BLDGBLOG

En af mine gode venners far kan to jokes (hvilket, i øvrigt, er to flere end undertegnede). Den ene lyder nogenlunde sådan her:

Der sidder to mænd i en [indsæt tilfældigt sted her - lad os bare sige en togkupé]. Den ene tager en stegepande frem og begynder at slå sig selv hårdt i hovedet igen og igen med den. “Hvorfor slår du dig selv i hovedet med en stegepande”, spørger den anden mand, hvortil den første mand svarer: “Det er fordi det er så rart, når jeg holder op.”

Jeg er ikke sikker på hvad min vens far selv mener er moralen i den historie, men den har under alle omstændigheder blandt os gutter givet navn til fænomenet “stegepanden”, hvilket dækker over at nogen gør noget fordi det er rart når det holder op.

Og den definition kan faktisk strækkes og gradbøjes vidt, så betegnelsen kan finde anvendelse oftere end man tror. Jeg er eksempelvis på det seneste blevet meget glad for at drikke Manhattan, og den er der rent faktisk lidt “stegepande” over.

En Manhattan er faktisk sindrigt opbygget til at bringe maksimal stegepande-effekt til cocktailnyderen. Bevares, blandingen af Bourbon og rød vermouth (i forholdet ca. 2 til 1 – ja, dér er jeg lidt en tøsedreng, vil nogen nok mene) med et rundhåndet stænk af Angostura-bitter er ganske vist velsmagende når man lærer det lidt at kende, men det er også stærkt, lidt surt og ganske bittert.

Voila, ind kommer den sidste og meget afgørende ingrediens: Cocktailkirsebærret, som ligger og svømmer rundt stille og roligt på bunden af glasset mens man sipper sig igennem resten af drinken. Og for at forstå denne cocktails psykologi skal man være på det rene med, at cocktailkirsebær i sig selv altså ikke smager godt – de er søde og vamle og alt for meget. Men som punktum for bourbon-vermouth-angostura-kombinationen er det lige præcist rigtigt – sødt og rundt og rart og dejligt, og det perfekt modspil til selve drinken. Men det ville ikke smage nær så godt, hvis man ikke forinden havde pint sig igennem de 8-10 cl. stærk alkohol (eller have slået sig selv med en rigtig stegepande, for den sags skyld).

Selv foretrækker jeg at maksimere stegepandeeffekten i min Manhattan yderligere på flere måder: Drinken får et twist (også kaldet en lille smule citronskal) for ekstra surhed, og derudover anvendes ikke bare et enkelt, men hele tre cocktailkirsebær (også kaldet “Sørensen-style” blandt venner. Det er ikke mig, der Sørensen, men sjovt nok en, der hedder Sørensen), så man kan få tre gange stegepande i stedet for bare én.

Af samme grund har jeg købt ind så der er til at lave de næste par hundrede manhattans – også hvis de skal være til mig eller Sørensen (jeps – det skal være cocktailkirsebær på glas. De andre, tørre nogle, man køber i supermarkedet er ikke værd at investere i). En liter cocktailkirsebær, værsågod:

Jeg foretrækker desuden Wild Turkey eller Maker’s Mark på bourbonfronten. Og i forhold til den røde vermouth kan du jo altid konsultere smagenoterne.

…Den anden joke, min vens far kan, lyder i øvrigt sådan her (bemærk ligheden i opbygning):

Der sidder to mænd i en togkupé. Den ene tager en banan op af sin taske, kommer salt og peber på den, åbner derefter vinduet og smider bananen ud. Lidt efter tager han endnu en banan frem og gentager hele processen. Det sker et par gange før den anden mand spørger: “Hvorfor smider du bananerne ud af vinduet?”, hvortil den første mand svarer: “Kan du måske lide bananer med salt og peber?”