granns.net

Da jeg var i Rio var jeg, som jeg skrev i mit tidligere indlæg, ude at se et kunstmuseum. Grunden til at jeg så det var imidlertid ikke kunsten, men selve bygningen, kunsten bliver fremvist i. Vi så godt nok selve udstillingen (som viste sig at være om arkitekten, der havde tegnet museet: Oscar Niemeyer), fordi vi nu alligevel var der, og fordi vi også lige ville se bygningen indvendig (og også fordi det kun kostede 12 kroner). Men formålet med turen var at se bygningen. Så vi snupper lige et par billeder mere af den:

Og det fik mig til at tænke på den tendens, der har været, til at bygge museer, der er bemærkelsesværdige og spektakulære alene i kraft af deres arkitektur.

For hvorfor lige museer?

Og hvad betyder det for (oplevelsen af) den kunst, der bliver udstillet?

Jeg er sikker på at det booster besøgstallet til selve stedet og i visse også tiltrækker flere turister til selve området/byen, når man bygger et lækkert museum. Samtidig er et museum belejligt nok også et sted, hvor der i forvejen er åbent for besøg.

Og det er vel egentlig også meget naturligt, at man gerne vil kunne præsentere kunst i omgivelser, der i sig selv er æstetisk behagelige, interessante eller udfordrende. Men i de fleste af de ny, flotte museumsbygninger, jeg har været i, er selve udstillingslokalerne som regel mere anonyme, almindelige, ja, “museumsagtige”. Der skal jo kunne hænge billeder på væggene, ikke…

Til gengæld er det kun få af stederne, jeg rent faktisk er taget til for at se udstillingen. Faktisk anede jeg hverken om det førnævnte museum i Rio, Guggenheim i Bilbao, det tilsvarende i New York eller det jødiske museum i Berlin (som jeg alle tæller som sådan nogle “designede” museer) noget særligt om, hvad der egentlig blev udstillet.

Og tilsvarende kan jeg faktisk ikke rigtigt huske hvad jeg så nogen af stederne. OK – det hører med til historien at jeg blev positivt overrasket over en Wim Wenders-fotoudstilling i Bilbao. Men ellers er jeg blank. Og er det egentlig ikke lidt synd for kunsten? (eller for den vist nok meget store og kedelige udstilling om jødisk kultur i mellemkrigstiden i Tyskland, der vist nok var at se i Liebeskinds museum i Berlin?)

På graffitihjemmesiden sketzh.com kan man se en fed lille film, hvor udvalgte danske malere (graffitimalere, forstås) hver har malet en togvogn. Det er bare ikke rigtige togvogne, men små modeltog. Sejt!

Siden har også et stort galleri med billeder af graffiti i KBH. Tak til Terkel for linket.

De fleste virtuelle verdener imiterer i relativ høj grad den “virkelige”, fysiske verden. Men i de virtuelle af slagsen guides vi ofte af elektroniske markører af forskellig art. Mest tydeligt i de, der rent faktisk skal fungere som paralleller til den fysiske verden: I Google Maps markeres steder med røde pile og tekstfelter.

Men også i computerspil får man lidt ekstra hjælp. I Grand Theft Auto er der en pil, der viser hvilken vej, man skal køre. I World of Warcraft står avatarernes navne svævende over hver af dem. Og lignende eksempler kan sagtens findes i andre computerspil eller i Second Life, for den sags skyld.

Det er ting, der umiddelbart og intuitivt giver mening for os i de virtuelle rum, de fungerer i. Men hvad sker der hvis man løfter markørerne ud af deres virtuelle sammenhæng og loader dem ind i vores dagligdag i stedet?

Det har den hollandske kunstner Aram Bartholl udforsket, og det er der kommet nogle pudsige scenerier ud af. Men de er samtidig også interessante, fordi de provokerer os til at tænke over, hvor grænserne går, hvordan vi forestiller os verden, og om de virtuelle verdener måske i nogle tilfælde er lettere at navigere rundt i?

Via Guerilla Innovation

Normalt er det altid fra Tokyo, man ser billeder af unge mennesker i mærkelige outfits, der et par år senere af en eller anden grund er at finde på catwalks i Milano. Deter et pudsigt fænomen, som da også er grundigt beskrevet og kategoriseret – også på Wikipedia, og selvfølgelig også på billeder.

I Weekendavisen har jeg så læst, at lignende fænomen nu også er observeret i Finland. Og det kan man selvfølgelig også finde billeder af. Jeg ville allerhelst have fundet billedet, der er i avisen, af to piger med rokokoparaplyer, hvide knæstrømper og lyseblå kjoler. De er sjove – men jeg fandt ikke billedet.

Men hvad fanden – sådan nogle dér har vi da også i København! Galskaben nærmer sig…

(og dog: med en søgning på street fashion copenhagen på Google er øverste hit en artikel om fotoudstillingen, som WA-artiklen handler om. Nå – så kan man gå derind og finde noget inspiration…)

Det er ikke kun japanerne, der er skøre. Russerne kan også være med. Hos dem kommer det for eksempel til udtryk i deres arkitektur – her er det et vist State department for traffic i Tblisi.

Der er flere eksempler på denne hjemmeside, som jeg fandt et link til hos Webmercial. Siden har i øvrigt også en masse andre billeder af sjove ting, du kan støde på i Moskvas gader.

Men det stopper ikke her. Eller rettere: Det gør det. Men der har været vildere ideer på tegnebrættet hos arkitekterne i Sovjetunionen. Nogle af dem kan du se på hjemmesiden Unrealised Moscow, og det er i hvert fald ikke fantasi og ekstreme visioner, der har manglet. Se for eksempel tegningen af dette palads, der er et godt eksempel på storladen fascist-/kommunist-arkitektur når det er værst/bedst.

P.S. Italienerne kan også, i øvrigt…