Og her er to, der bare er fede på retro-måden. Jeg kender ikke “Carlos”, men hvis den er lige så god som plakaten er sej, så skal den ses…

Udgangspunktet var at det skulle være Nikon eller Canon – der går man ikke galt i bye, har jeg ladet mig fortælle. Det skulle ikke være noget dyrt og alt for avanceret, så jeg havde egentlig bestemt mig for Nikons D40, som skulle være endda rigtigt godt til prisen. Og der har alligevel været et stykke op til den billigste Canon-model (450D).

Jeg havde egentlig gået og været lidt betænkelig over, at Nikon-kameraet ikke havde indbygget fokusmotor, så man var begrænset til at købe bestemte (og sikkert også dyrere) objektiver med motor. Og selvom man får at vide at det ikke er så vigtigt, så lyder modellens 6 megapixel altså heller ikke af så meget i disse tider.

Derfor var det rigtigt heldigt at jeg faktisk lige den dag, jeg havde besluttet mig for at “nu skulle det være”, liige kiggede en ekstra gang for at sammenligne. Og så så jeg, at Canon netop var kommet med en ny model, 1000D, som i virkeligheden er en “450D-light” (ja, tallene snyder vist lidt…), og derfor heller ikke lige så dyr.

Jeg lod mig overbevise i butikken, da jeg stod med de to kameraer ved siden af hinanden, og de begge føltes lette og lækre, og den flinke ekspedient forsikrede mig at Canon var lige så nemt at finde rundt i som Nikon mht. menuer og brugervenlighed. Og det er det vitterligt, synes jeg.

Kameraet kommer med når jeg snart skal to uger til Languedoc-Roussilion i Frankrig. Men både jeg og kæresten har allerede øvet os lidt i sommerhuset og taget nogle af den slags billeder, man vist altid render rundt og tager, når man lige har fået nyt kamera – se herunder. Næste skridt er selvfølgelig at begynde at kigge på flere objektiver, men det må jeg tage lidt hen ad vejen. Indtil videre er jeg godt tilfreds med købet!

Det giver endnu mere mening når man kigger på de tre niveauer, vi erkender kunst (som altså i denne forbindelse er lig skønhed) på, som Bowles præsenterede. De tre niveauer er:

*Visceral: Appelerer det her umiddelbart til mig?
*Behavioural: Fungerer det for mig – er jeg glad for den måde, det opfører sig på?
*Reflective: Hvad får jeg ud af det her? Gør det mig lykkelig?

Han mente endvidere, at vi endnu kun er nået til webdesign, der fungerer på det andet niveau, og da det tredje niveau selvsagt er mere “tilfredsstillende” på lang sigt end det første, mener han altså, at vi ikke endnu laver webdesign, der for alvor gør folk lykkelige.

OK så. Lad mig lige understrege at webdesign i dene forbindelse ikke bare er farven på knapperne og valget af typografi. Det handler selvfølgelig også om interaktionsdesign, opbygning mv.

Og her bliver det mudret. For hvis man virkelig skal lave webdesign, der er tilfredsstillende på et refleksivt niveau, så bliver man jo også nødt til at inkludere et sites indhold og endda formål. Selve udseendet og opbygningen kan vel sjældent blive meget mere end godt håndværk?

Bowles nævnte selv Wefeelfine.org som et af meget få nuværende eksempler på “webdesign, er gør lykkelig”. Og her er selv sitet jo nærmest i sig selv en kunstinstallation, og jeg er enig – det er et fantastisk site. Men spørgsmålet står så tilbage: Kan hjemmesider med mere konventionelle formål og mere konventionelt indhold så nogensinde blive rigtigt skønne i den betydning, Bowles hentyder til?

Nå, Bowles selv definerer i hvert fald en række ting, vi selv kan gøre og tænke over, hvis vi vil arbejde henimod mere skønhed på internettet – og hvem vil ikke det. Bliv klogere/udfordret af slides’ne fra præsentationen. (Bonus: Der er også billeder af kunst!)

Han lister syv tips til bedre design:

1. first impressions last
…som en varm velkomst til et hotel. Brugerne vil ofte bedømme kvaliteten af et website ud fra designet af forsiden på helt ned til 50 milisekunder.

2. attentive service
…som når hotelportieren hilser og åbner døren efter en lang dags sightseeing. Det giver værdi, hvis man eksempelvis laver gode “velkomstfeatures” på sit site.

3. personalisation and customisation
…som en personlig hilsen eller muligheden for at sammensætte sin egen kaffe på starbucks. Brugerne vil ex gerne betale for ikke at ligne en newbie.

4. attention to detail
…som designet af lyden når bildøren lukker. De små, sjove, varme detaljer kan betale sig at investere i.

5. feedback
…som når man får et bib eller en reaktion når man putter en quarter i en slot machine, og på den måde bliver opslugt af en feedback cycle. Feedback fortæller dig også, at der sker noge og hjælper til med at afstemme brugernes forventninger (ex ved ventetid: “du er nr. 3 i køen”).Design knapperne så de giver feedback når man klikker, og fortæl brugeren hvor langt, han er i ex en registrerings- eller checkout-proces (“People don’t like leaving things uncomplete”). Det er også vigtigt at have hjælpsomme og venlige “fejlbeskeder”.

6.make it fun
…som når man kan få lov at samle og dele, især hvis der er et payoff, hvis man samler “hele pakken” (eller får points for antal). Og som når man kan få lov at gå på opdagelse. Og som når man kan få lov at sigte efter et flueklistermærke i urinalet på et herretoilet. Brugerne kan lide at samle venner, “merits”/”badges” og lignende  -men hvis det bliver for bogstaveligt med points, går pointjagten ud over hele systemet.

7. create the perfect environment
…som når Starbucks går hele kaffekøbet til en oplevelse. Eller som Las Vegas! Det samme skal gøre sig gældende på hjemmesider.
Oplevelsesøkonomien længe leve.

Og det fik mig til at tænke på den tendens, der har været, til at bygge museer, der er bemærkelsesværdige og spektakulære alene i kraft af deres arkitektur.

For hvorfor lige museer?

Og hvad betyder det for (oplevelsen af) den kunst, der bliver udstillet?

Jeg er sikker på at det booster besøgstallet til selve stedet og i visse også tiltrækker flere turister til selve området/byen, når man bygger et lækkert museum. Samtidig er et museum belejligt nok også et sted, hvor der i forvejen er åbent for besøg.

Og det er vel egentlig også meget naturligt, at man gerne vil kunne præsentere kunst i omgivelser, der i sig selv er æstetisk behagelige, interessante eller udfordrende. Men i de fleste af de ny, flotte museumsbygninger, jeg har været i, er selve udstillingslokalerne som regel mere anonyme, almindelige, ja, “museumsagtige”. Der skal jo kunne hænge billeder på væggene, ikke…

Til gengæld er det kun få af stederne, jeg rent faktisk er taget til for at se udstillingen. Faktisk anede jeg hverken om det førnævnte museum i Rio, Guggenheim i Bilbao, det tilsvarende i New York eller det jødiske museum i Berlin (som jeg alle tæller som sådan nogle “designede” museer) noget særligt om, hvad der egentlig blev udstillet.

Og tilsvarende kan jeg faktisk ikke rigtigt huske hvad jeg så nogen af stederne. OK – det hører med til historien at jeg blev positivt overrasket over en Wim Wenders-fotoudstilling i Bilbao. Men ellers er jeg blank. Og er det egentlig ikke lidt synd for kunsten? (eller for den vist nok meget store og kedelige udstilling om jødisk kultur i mellemkrigstiden i Tyskland, der vist nok var at se i Liebeskinds museum i Berlin?)

Siden har også et stort galleri med billeder af graffiti i KBH. Tak til Terkel for linket.

Men også i computerspil får man lidt ekstra hjælp. I Grand Theft Auto er der en pil, der viser hvilken vej, man skal køre. I World of Warcraft står avatarernes navne svævende over hver af dem. Og lignende eksempler kan sagtens findes i andre computerspil eller i Second Life, for den sags skyld.

Det er ting, der umiddelbart og intuitivt giver mening for os i de virtuelle rum, de fungerer i. Men hvad sker der hvis man løfter markørerne ud af deres virtuelle sammenhæng og loader dem ind i vores dagligdag i stedet?

Det har den hollandske kunstner Aram Bartholl udforsket, og det er der kommet nogle pudsige scenerier ud af. Men de er samtidig også interessante, fordi de provokerer os til at tænke over, hvor grænserne går, hvordan vi forestiller os verden, og om de virtuelle verdener måske i nogle tilfælde er lettere at navigere rundt i?

Via Guerilla Innovation

I Weekendavisen har jeg så læst, at lignende fænomen nu også er observeret i Finland. Og det kan man selvfølgelig også finde billeder af. Jeg ville allerhelst have fundet billedet, der er i avisen, af to piger med rokokoparaplyer, hvide knæstrømper og lyseblå kjoler. De er sjove – men jeg fandt ikke billedet.

Men hvad fanden – sådan nogle dér har vi da også i København! Galskaben nærmer sig…

(og dog: med en søgning på street fashion copenhagen på Google er øverste hit en artikel om fotoudstillingen, som WA-artiklen handler om. Nå – så kan man gå derind og finde noget inspiration…)

Der er flere eksempler på denne hjemmeside, som jeg fandt et link til hos Webmercial. Siden har i øvrigt også en masse andre billeder af sjove ting, du kan støde på i Moskvas gader.

Men det stopper ikke her. Eller rettere: Det gør det. Men der har været vildere ideer på tegnebrættet hos arkitekterne i Sovjetunionen. Nogle af dem kan du se på hjemmesiden Unrealised Moscow, og det er i hvert fald ikke fantasi og ekstreme visioner, der har manglet. Se for eksempel tegningen af dette palads, der er et godt eksempel på storladen fascist-/kommunist-arkitektur når det er værst/bedst.

P.S. Italienerne kan også, i øvrigt…