granns.net

Kom fuldstændigt smadret hjem i går fra Roskilde Festival efter en uge med masser af musik, øl, sol og gode oplevelser. Musikalsk var højdepunkterne nok Death Cab For Cutie, Morrissey, WhoMadeWho og hele søndagen, der bød på rock fra Arctic Monkeys, Strokes, Franz Ferdinand og Roger Waters.

Bundskraberen var (selvfølgelig) Guns N’ Roses, der på uforklarlig vis formåede at ødelægge deres koncert fuldstændigt ved hele tiden at bryde stemningen hver gang de havde formået at bygge noget godt op. 10 minutter lange guitarsoloer og mærkelige funkbreaks (?!?) mens Axl Rose er ude bagved og skifte tøj eller sniffe mere coke er altså ikke noget, der lige bidrager positivt til oplevelsen.

Selv om jeg, da jeg arbejder for festivalen, har adgang til Mediebyen, fik jeg endnu en gang bekræftet at der er meget sjovere ude hos alle de almindelige dødelige. Det er selvfølgelig rart at have et sted hvor man kan have arbejdsro (=kontor), men det er ærligt talt ikke særligt sjovt derinde. Jeg fik tiltusket mig et “fri øl i Tuborg teltet”-armbånd og fik også adgang til Tuborg-zonen, hvor konkurrencevindere og andet godtfolk bor, men nåede faktisk ikke at bruge nogle af delene. Jeg havde også lejlighed til at spise på festivalen VIP-restaurant, hvilket efter min mening heller ikke var særligt meget bedre end hvad man kunne få mange steder ude på selve pladsen.

For derude er der den stemning og nerve, som mangler inde i bagområderne. Det er da også derfor, at festivalen forsøgsvis har flyttet nogle af de mindre pladeselskaber ned i Pavillion-området – ud til publikum. Det synes jeg er en supergod ide. Lad os se hvad de (vi) finder på næste år…

I forgårs var jeg til den meget hypede koncert i Vega med Gnarls Barkley. Havde givet min lillebror en billet i 18-års fødselsdagsgave og også taget kæresten med. Brormand var nok også en af de eneste under 25 – men det skyldes måske at billetterne var relativt dyre (270,-/stk.). Vega var derimod fyldt med 25-35-årige, så Gnarls Barkley må have godt fat i det segment.

Bandets plade, St. Elsewhere, er en rigtig fed skive. Desværre var der ikke føjet meget ekstra til materialet når det blev spillet live. Dog var det et stort plus at de ellers lidt maskinelle og minimalistiske beats i Vega blev fremført af et 12-mands band med rytmesektion, korsangere og strygere – alle klædt i hvide kitler. Lyden var dog ret mudret hele koncerten igennem, hvilket ødelagde oplevelsen lidt.

Alligevel var der godt gang i Vega lige fra start. Bandet med Danger Mouse lagde en god bund, og forsangeren Cee-Lo sang lige så godt som på pladen, og havde et glimt i øjet, der gjorde, at sangene, der ellers kredser om emner som skizofreni, sygdom og såd’n, faktisk i stedet blev til lydsporet til en god fest. Så meget for de hvide kitler…

Hele seancen var overstået på omkring en time. Men hvad kunne man også forvente af et band, der kun har udgivet en plade, der varer omkring 40 minutter. Ud over numre derfra blev der også plads til et enkelt cover af The Greenhornes There Is an End.

Alt i alt en god oplevelse, men måske lige lovligt dyr. 270 kr. er meget bare for at “se giraffen”. Det vigtigste var, at min bror blev glad – men han havde jo heller ikke betalt…