granns.net

Apropos Daft Punk, så har jeg efterhånden på en del musikblogs læst, at deres shows rundt omkring i USA skulle have været helt hysterisk gode, blandt andet på Lollapalooza-festivalen (læg mærke til, hvor mange, der rent faktisk står og filmer med deres mobiltelefoner – det er helt vildt). Læs også Pitchforks anmeldelse (og se flere live-billeder på Flickr).

Setup’et er en stor pyramidelignende ting, der laver nogle åbenbart helt fantastiske lyseffekter (hvem sagde mobildiskotek?), lange versioner af alle klassikerne fra Daft Punks sangkatalog, der bygges langsomt op til klimaks, og så to herrer med robotmasker, der står lige midt i det hele.

Det lød godt, tænkte jeg, og hoppede ind på Roskilde Festivals bandønske-side, hvor man kan komme med forslag til bands til næste års festival. Men forgæves:

Roskilde Festival holder en pause med registreringen af bandønsker.

For at fokusere arbejdet har vi særligt brug for at høre alle jeres ønsker i oktober og januar. Vi håber derfor, I vil vende tilbage da og give jeres bud på, hvilke bands og artister I gerne vil se til Roskilde Festival 2008.

Vi takker for de foreløbige ønsker til næste års festival og vender tilbage, når vi igen har brug for jeres mening.

Når I igen har brug for vores mening? Jamen så gemmer jeg den da bare, til I igen holder audiens for pøbelen, eller… Er det for meget at forlange, at I bare holder kanalen åben, og så venter med at checke databasen til I selv har tid?

Nå, festivalens brugerflade er i det hele taget på lavt blus i øjeblikket. Den ellers udmærkede blog holder vist lidt ferie (siger Shevy), men vender forhåbentlig snart tilbage igen. I mellemtiden er nordmændene allerede gået i gang med at tippe på og komme med ønsker til næste års bands. Så kan festivalens musikgruppe jo kigge dér, når de en gang har lyst til at høre, hvad gæsterne synes.

…så havde de her tre tøser besat tre af rollerne som nogle af Lisbon-søstrene. Det er de fem piger, som for drengene i gaden, inklusiv bogens fortæller, er en slags mystiske, nærmest overnaturlige væsener, fordi de aldrig får lov at komme ud for deres strenge forældre.

De her har nu fået lov at komme lidt ud. For de er fra Brooklyn, men i går var de i København for at give koncert på Loppen. Og som de står der og smiler genert i deres halvfjerdserkjoler kunne de sagtens passe ind i Jeffrey Eugenides bog (eller Sofia Coppolas film). De står bag hver deres stak af keyboards, og som de får varmet maskinerne og publikum op med deres melankolske pige-electropop, begynder de også selv at smile, fjolle og danse lidt.

Koncerten var nu, som Soundvenues anmeldelse også fortæller, en smule ensformig i længden. Men musikken er god og rar og varm og går godt til kaffe og avis en formiddag i weekenden. Du kan høre lidt af den på bandets MySpace-side, og på deres egen hjemmeside kan du også downloade et enkelt nummer.

Jeg har lige været til dobbeltkoncert på Loppen. Det var releasefest for det nye nummer af det ganske udmærkede musikmagasin Soundvenue, og i den anledning spillede de to ganske hypede bands Oh No Ono og The Pipettes.

The Pipettes lagde ud med deres retro-60′er-sange, bakket op af de fire fyre i backingbandet The Casettes. Og det var superfedt. På plade er musikken god, men ikke noget særligt. Men når der står tre tøser i polkaprikkede kjoler og synger harmonier mens de laver små koreograferede danse og småflirter med hele publikum, samtidig med at musikken lige får lidt ekstra bund og trommerne lidt ekstra tæsk, så er det altså svært at stå stille.

Det er et konceptband, men de står ved det (og det er deres eget koncept), og det er gennemført. Også gennemført fedt.

Efter lidt for lang ventetid gik Oh No Ono på. De havde ikke matchende tøj på, men havde til gengæld koordineret deres frisurer, så alle de tre i front havde store bonghårs-krøller på hovedet. Oh No Onos musik er sådan en lidt firser-agtig prog-rock – ikke ulig Superheroes.

Heller ikke Oh No Ono synes jeg er så spændende på plade, selv om det efterhånden er ved at gå op for mig, hvad de kan. Og at de kunne noget kommer også virkelig til udtryk live, hvor man kan se og høre, at de har brugt lang tid i øveren så de er godt sammenspillede, og også at de er ekstremt dygtige.

Alligevel synes jeg aldrig koncerten blev helt spændende, selv om der var tryk på og publikum også var godt med. Det bliver lidt for overgearet, krukket og hektisk til mig. Derfor gik jeg også inden de var helt færdige, og jeg er derfor sikkert gået glip af en masse. Lad det være en disclaimer for min bedømmelse af koncerten.

Du kan se billeder af polkaprik-kjolerne (og tøserne i dem) og krusedulle-bonghårs-hovederne (og fyrene der bar dem) hos Soundvenue.

Her i weekenden var jeg til barnedåb. Og jeg er ikke den store kirkegænger – der er nok gået en fire-fem år siden jeg sidst var i kirke, tror jeg. Men det var en vældig hyggelig affære, og børnene skreg selvfølgelig alt hvad de kunne for at overdøve præsten, og ingen kunne synge med på andet end “I Østen Stiger Solen Op” osv.

Og midt i det hele fik jeg den tanke, at sådan en gudstjeneste-ting jo egentlig ikke er så forskellig fra for eksempel Danish Music Awards. Til barnedåben holdt præsten en lille tale (prædiken?) om dåben, og han refererede lidt til bibelen, og blandede også lidt humor ind i det hele. Lidt ligesom værterne gør til sådan en prisoverrækkelse.

Og når man var blevet træt af at se og høre på ham, ja, så tog vi da bare lige et lille nummer. Der var optrædende i form af organisten og kirkesangerne, men publikum var selvfølgelig velkomne til at synge med eller måske bare huje eller klappe (det var der nu ingen, der gjorde) hvis de ville.

Og alle havde fint tøj på (ja ok – Tina Dickow herunder ligner mere en, der skal konfirmeres end til barnedåb). Og til sidst blev prisen så overrakt, nemlig Guds velsignelse i form af tre våde klap på hovedet fra præsten til ungerne. I stedet for en eller anden grim skulptur fik de så en børnebibel – jeg tror egentlig, jeg ville have valgt det samme.

Og bagefter tog vi så videre til afterparty…

Berlin er jo ikke ligefrem nogen smuk by. Men det er en hyggelig, rå, overraskende, udfordrende og sjov by. Og til Love Parade viser den alle disse egenskaber og mere til frem efter bedste evne. I år var begivenheden tilbage efter to års pause, og 1.200.000 mennesker ville være en del af løjerne.

Det betød at der var masser at kigge på. For mig var det første gang, hvilket ikke gjorde oplevelsen mindre overvældende. Masser af skøre mennesker i skøre kostumer der dansede skørt. Samtidig var der også overraskende mange, der bare var der for at se, hvad det var for noget: ældre mennesker eller turister med deres kameraer, som holdt sig i baggrunden for at observere og kommentere. Jeg og vennerne var vel et sted midt imellem.

Musikken var ikke noget at skrive hjem om – men det er nu alligevel noget særligt at stå og danse foran en af de mange vogne – floats – der triller op og ned ad gaden i Tiergarten og forsøger at overdøve hinanden med masser af baslyd og ikke så meget andet.

Så var jeg faktisk meget mere imponeret over nogle af de klubber, Berlin kunne byde på. Vi nåede et par af slagsen, som var meget berlin’ske: Week-end Bar, som er Berlins sky bar (enhver storby med respekt for sig selv har en) og ligger på Alexanderplatz med udsigt over hele byen, og Panorama Bar, som ligger i en gammel industribygning i den skumle del af Friedrichshain i det gamle Østberlin. Begge steder var mørke, grænsende til det dystre, men alligevel var der super gang i festen og rigtig god stemning. Musikken var selvfølgelig hård techno. Sådan nogle steder finder man ikke i København…

Et par billeder mere