Et lidt sent “efter Roskilde”-indlæg, men jeg synes det er værd at fortælle at:

…Da man først fik gransket programmet manglede der ikke navne, jeg gerne vile bruge tid på at se. Der var knap så mange spilletidpunktssammenfald på min bandønskeliste som sidste år, og jeg fik endda også et par indlagte pauser i programmet, men man skal jo spise!

…De “mindre” navne fyldte scenerne rigtigt godt ud, både hvad angår kvalitet og publikum. Og det endda selv om der sådan set manglede 8000 mennesker derude i forhold til, hvad der var planlagt fra festivalens side.

…Blandt andre skal fremhæves The Streets og især Kings of Leon, hvis seje rock stod perfekt til Orange Scene, og de danske bands, der var blevet opgraderet fra Odeon til Arena (Veto og Spleen United).

…Der som sædvanlig var gode overraskelser at hente, hvis man så et band, man ikke kendte. For mig blev Nicole Atkins & The Sea en sådan rigtig god oplevelse.

De bedste koncerter:

1. Hot Chip. Absolut min bedste oplevelse. På plade bliver det let en smule for blip blop’et og finurligt, men med lidt mere bund live rykker det helt vildt. Eneste minus var at favoritnummeret “And I Was A Boy From School” blev pakket ind i et medley, til gengæld er der bonuspoints for lige at flette første vers af “Nothing Compares 2 U” ind i “In the Privacy of Our Love”

2. Spleen United. På trods af tekniske problemer fik bandet deres mørke musik til at blive til noget af en fest. Ikke sådan en med fællessang, men bare sådan en hvor alle står og hopper i takt. og de er altså også sjove, de fester.

3. Girl Talk. Det er sådan set bare nogle lydstumper fra andre sange, Greg Gillis står og mikser sammen. Og han gør det, så det lyder foruroligende magen til hans plade. Men det virker fandeme godt, og der var riiimeligt godt gang i teltet.

4. The Streets. Havde vist været nummer et hvis jeg havde set hele koncerten, hvis man skal dømme efter anmeldelserne (men jeg skulle se Spleen United, jo…).  Ligsom med Hot Chip blev det live til mere og bedre end det er på plade.

5. Sharon Jones & The Dap Kings. Satte fut under teltet søndag eftermiddag med funky soul som vor mor og James Brown lavede den. Meget behageligt og smittende, og især forsangerinden reddede dagen.

Jeg sidder i en lille gruppe, der skal hjælpe Roskilde Festival med at finde på gode ideer til, hvordan man kan bruge mobiltelefonmediet til at kommunikere med og aktivere publikum før, under og efter festivalen.

Men der er andre end os, der har gode ideer! Ildsjæle har eksempelvis lavet en Friend Finder, hvor man kan plotte sin egen placering på et kort over festivalen og se hvor ens venner befinder sig. Det glæder jeg mig til at prøve.

Og hvis man har en N95 (eller måske andre telefoner med GPS) kan man være med til at smide geotaggede billeder ind på et kort på siden LocoMash. Der er allerede engageret masser af folk, så bagmændene regner med at der kommer mindst 1000 billeder op.

Vi kigger selvfølgelig også på den “officielle” Roskilde 2008-mobilapplikation, som er lavet af firmaet Little Big Ideas. Den er lavet i Flash Lite, så den skal også downloades til telefonen. Det giver så også adgang til ølspil, spilleplan mm. og muligheden for at sende tekst og billeder op på festivalens storskærme før og efter koncerterne.

Hvis nogen kender til flere festival-mobil-tiltag, så sig til i kommentarerne.

Og lad os lige slutte med lidt opvarmning til selve festivalen. Det er Campbell Brothers, som jeg faldt over på YouTube, og som jeg faktisk glæder mig rigtigt meget til at se alene ud fra de videoklip, jeg har set med dem.

Air-koncerten i Vega i går vidnede om, at bandets tidligste materiale er langt det mest holdbare. Selv om senere værker som eksempelvis Talkie Walkie er fine plader, så er de det først og fremmest i kraft af deres eminente produktion, hvorimod særligt Moon Safari (og første halvdel af 10.000 Hz. Legend) rummer gode melodier.

Og gode melodier holder live - også selv om de mister den pomp og fylde, som produktionen giver dem på pladen. Derfor var det de fire numre fra Moon Safari, der var oplevelsen til koncerten, mens mere eller mindre resten (bortset fra åbneren, Electronic Performers) var noget af en skuffelse.

Det blev ikke bedre af, at bege de to herrer faktisk ikke synger særligt godt (hvilket vocoderen slører så ganske belejligt på Moon Safari-numrene), at udtrykket lå et sjovt sted mellem hygge-lounge, rock og electronica, og at sceneoptrædenen ikke virkede synderligt engageret.

Soundvenues anmeldelse siger det meget passende: “Endnu en dag på kontoret”. Men nu har man da set giraffen…

Apropos Daft Punk, så har jeg efterhånden på en del musikblogs læst, at deres shows rundt omkring i USA skulle have været helt hysterisk gode, blandt andet på Lollapalooza-festivalen (læg mærke til, hvor mange, der rent faktisk står og filmer med deres mobiltelefoner - det er helt vildt). Læs også Pitchforks anmeldelse (og se flere live-billeder på Flickr).

Setup’et er en stor pyramidelignende ting, der laver nogle åbenbart helt fantastiske lyseffekter (hvem sagde mobildiskotek?), lange versioner af alle klassikerne fra Daft Punks sangkatalog, der bygges langsomt op til klimaks, og så to herrer med robotmasker, der står lige midt i det hele.

Det lød godt, tænkte jeg, og hoppede ind på Roskilde Festivals bandønske-side, hvor man kan komme med forslag til bands til næste års festival. Men forgæves:

Roskilde Festival holder en pause med registreringen af bandønsker.

For at fokusere arbejdet har vi særligt brug for at høre alle jeres ønsker i oktober og januar. Vi håber derfor, I vil vende tilbage da og give jeres bud på, hvilke bands og artister I gerne vil se til Roskilde Festival 2008.

Vi takker for de foreløbige ønsker til næste års festival og vender tilbage, når vi igen har brug for jeres mening.

Når I igen har brug for vores mening? Jamen så gemmer jeg den da bare, til I igen holder audiens for pøbelen, eller… Er det for meget at forlange, at I bare holder kanalen åben, og så venter med at checke databasen til I selv har tid?

Nå, festivalens brugerflade er i det hele taget på lavt blus i øjeblikket. Den ellers udmærkede blog holder vist lidt ferie (siger Shevy), men vender forhåbentlig snart tilbage igen. I mellemtiden er nordmændene allerede gået i gang med at tippe på og komme med ønsker til næste års bands. Så kan festivalens musikgruppe jo kigge dér, når de en gang har lyst til at høre, hvad gæsterne synes.

…så havde de her tre tøser besat tre af rollerne som nogle af Lisbon-søstrene. Det er de fem piger, som for drengene i gaden, inklusiv bogens fortæller, er en slags mystiske, nærmest overnaturlige væsener, fordi de aldrig får lov at komme ud for deres strenge forældre.

De her har nu fået lov at komme lidt ud. For de er fra Brooklyn, men i går var de i København for at give koncert på Loppen. Og som de står der og smiler genert i deres halvfjerdserkjoler kunne de sagtens passe ind i Jeffrey Eugenides bog (eller Sofia Coppolas film). De står bag hver deres stak af keyboards, og som de får varmet maskinerne og publikum op med deres melankolske pige-electropop, begynder de også selv at smile, fjolle og danse lidt.

Koncerten var nu, som Soundvenues anmeldelse også fortæller, en smule ensformig i længden. Men musikken er god og rar og varm og går godt til kaffe og avis en formiddag i weekenden. Du kan høre lidt af den på bandets MySpace-side, og på deres egen hjemmeside kan du også downloade et enkelt nummer.

Jeg har lige været til dobbeltkoncert på Loppen. Det var releasefest for det nye nummer af det ganske udmærkede musikmagasin Soundvenue, og i den anledning spillede de to ganske hypede bands Oh No Ono og The Pipettes.

The Pipettes lagde ud med deres retro-60′er-sange, bakket op af de fire fyre i backingbandet The Casettes. Og det var superfedt. På plade er musikken god, men ikke noget særligt. Men når der står tre tøser i polkaprikkede kjoler og synger harmonier mens de laver små koreograferede danse og småflirter med hele publikum, samtidig med at musikken lige får lidt ekstra bund og trommerne lidt ekstra tæsk, så er det altså svært at stå stille.

Det er et konceptband, men de står ved det (og det er deres eget koncept), og det er gennemført. Også gennemført fedt.

Efter lidt for lang ventetid gik Oh No Ono på. De havde ikke matchende tøj på, men havde til gengæld koordineret deres frisurer, så alle de tre i front havde store bonghårs-krøller på hovedet. Oh No Onos musik er sådan en lidt firser-agtig prog-rock - ikke ulig Superheroes.

Heller ikke Oh No Ono synes jeg er så spændende på plade, selv om det efterhånden er ved at gå op for mig, hvad de kan. Og at de kunne noget kommer også virkelig til udtryk live, hvor man kan se og høre, at de har brugt lang tid i øveren så de er godt sammenspillede, og også at de er ekstremt dygtige.

Alligevel synes jeg aldrig koncerten blev helt spændende, selv om der var tryk på og publikum også var godt med. Det bliver lidt for overgearet, krukket og hektisk til mig. Derfor gik jeg også inden de var helt færdige, og jeg er derfor sikkert gået glip af en masse. Lad det være en disclaimer for min bedømmelse af koncerten.

Du kan se billeder af polkaprik-kjolerne (og tøserne i dem) og krusedulle-bonghårs-hovederne (og fyrene der bar dem) hos Soundvenue.

Her i weekenden var jeg til barnedåb. Og jeg er ikke den store kirkegænger - der er nok gået en fire-fem år siden jeg sidst var i kirke, tror jeg. Men det var en vældig hyggelig affære, og børnene skreg selvfølgelig alt hvad de kunne for at overdøve præsten, og ingen kunne synge med på andet end “I Østen Stiger Solen Op” osv.

Og midt i det hele fik jeg den tanke, at sådan en gudstjeneste-ting jo egentlig ikke er så forskellig fra for eksempel Danish Music Awards. Til barnedåben holdt præsten en lille tale (prædiken?) om dåben, og han refererede lidt til bibelen, og blandede også lidt humor ind i det hele. Lidt ligesom værterne gør til sådan en prisoverrækkelse.

Og når man var blevet træt af at se og høre på ham, ja, så tog vi da bare lige et lille nummer. Der var optrædende i form af organisten og kirkesangerne, men publikum var selvfølgelig velkomne til at synge med eller måske bare huje eller klappe (det var der nu ingen, der gjorde) hvis de ville.

Og alle havde fint tøj på (ja ok - Tina Dickow herunder ligner mere en, der skal konfirmeres end til barnedåb). Og til sidst blev prisen så overrakt, nemlig Guds velsignelse i form af tre våde klap på hovedet fra præsten til ungerne. I stedet for en eller anden grim skulptur fik de så en børnebibel - jeg tror egentlig, jeg ville have valgt det samme.

Og bagefter tog vi så videre til afterparty…

Berlin er jo ikke ligefrem nogen smuk by. Men det er en hyggelig, rå, overraskende, udfordrende og sjov by. Og til Love Parade viser den alle disse egenskaber og mere til frem efter bedste evne. I år var begivenheden tilbage efter to års pause, og 1.200.000 mennesker ville være en del af løjerne.

Det betød at der var masser at kigge på. For mig var det første gang, hvilket ikke gjorde oplevelsen mindre overvældende. Masser af skøre mennesker i skøre kostumer der dansede skørt. Samtidig var der også overraskende mange, der bare var der for at se, hvad det var for noget: ældre mennesker eller turister med deres kameraer, som holdt sig i baggrunden for at observere og kommentere. Jeg og vennerne var vel et sted midt imellem.

Musikken var ikke noget at skrive hjem om - men det er nu alligevel noget særligt at stå og danse foran en af de mange vogne - floats - der triller op og ned ad gaden i Tiergarten og forsøger at overdøve hinanden med masser af baslyd og ikke så meget andet.

Så var jeg faktisk meget mere imponeret over nogle af de klubber, Berlin kunne byde på. Vi nåede et par af slagsen, som var meget berlin’ske: Week-end Bar, som er Berlins sky bar (enhver storby med respekt for sig selv har en) og ligger på Alexanderplatz med udsigt over hele byen, og Panorama Bar, som ligger i en gammel industribygning i den skumle del af Friedrichshain i det gamle Østberlin. Begge steder var mørke, grænsende til det dystre, men alligevel var der super gang i festen og rigtig god stemning. Musikken var selvfølgelig hård techno. Sådan nogle steder finder man ikke i København…

Et par billeder mere

Kom fuldstændigt smadret hjem i går fra Roskilde Festival efter en uge med masser af musik, øl, sol og gode oplevelser. Musikalsk var højdepunkterne nok Death Cab For Cutie, Morrissey, WhoMadeWho og hele søndagen, der bød på rock fra Arctic Monkeys, Strokes, Franz Ferdinand og Roger Waters.

Bundskraberen var (selvfølgelig) Guns N’ Roses, der på uforklarlig vis formåede at ødelægge deres koncert fuldstændigt ved hele tiden at bryde stemningen hver gang de havde formået at bygge noget godt op. 10 minutter lange guitarsoloer og mærkelige funkbreaks (?!?) mens Axl Rose er ude bagved og skifte tøj eller sniffe mere coke er altså ikke noget, der lige bidrager positivt til oplevelsen.

Selv om jeg, da jeg arbejder for festivalen, har adgang til Mediebyen, fik jeg endnu en gang bekræftet at der er meget sjovere ude hos alle de almindelige dødelige. Det er selvfølgelig rart at have et sted hvor man kan have arbejdsro (=kontor), men det er ærligt talt ikke særligt sjovt derinde. Jeg fik tiltusket mig et “fri øl i Tuborg teltet”-armbånd og fik også adgang til Tuborg-zonen, hvor konkurrencevindere og andet godtfolk bor, men nåede faktisk ikke at bruge nogle af delene. Jeg havde også lejlighed til at spise på festivalen VIP-restaurant, hvilket efter min mening heller ikke var særligt meget bedre end hvad man kunne få mange steder ude på selve pladsen.

For derude er der den stemning og nerve, som mangler inde i bagområderne. Det er da også derfor, at festivalen forsøgsvis har flyttet nogle af de mindre pladeselskaber ned i Pavillion-området - ud til publikum. Det synes jeg er en supergod ide. Lad os se hvad de (vi) finder på næste år…

I forgårs var jeg til den meget hypede koncert i Vega med Gnarls Barkley. Havde givet min lillebror en billet i 18-års fødselsdagsgave og også taget kæresten med. Brormand var nok også en af de eneste under 25 - men det skyldes måske at billetterne var relativt dyre (270,-/stk.). Vega var derimod fyldt med 25-35-årige, så Gnarls Barkley må have godt fat i det segment.

Bandets plade, St. Elsewhere, er en rigtig fed skive. Desværre var der ikke føjet meget ekstra til materialet når det blev spillet live. Dog var det et stort plus at de ellers lidt maskinelle og minimalistiske beats i Vega blev fremført af et 12-mands band med rytmesektion, korsangere og strygere - alle klædt i hvide kitler. Lyden var dog ret mudret hele koncerten igennem, hvilket ødelagde oplevelsen lidt.

Alligevel var der godt gang i Vega lige fra start. Bandet med Danger Mouse lagde en god bund, og forsangeren Cee-Lo sang lige så godt som på pladen, og havde et glimt i øjet, der gjorde, at sangene, der ellers kredser om emner som skizofreni, sygdom og såd’n, faktisk i stedet blev til lydsporet til en god fest. Så meget for de hvide kitler…

Hele seancen var overstået på omkring en time. Men hvad kunne man også forvente af et band, der kun har udgivet en plade, der varer omkring 40 minutter. Ud over numre derfra blev der også plads til et enkelt cover af The Greenhornes There Is an End.

Alt i alt en god oplevelse, men måske lige lovligt dyr. 270 kr. er meget bare for at “se giraffen”. Det vigtigste var, at min bror blev glad - men han havde jo heller ikke betalt…