De røde prikker er turistbilleder, de blå billeder fra lokale, mens de gule er dem, der ikke var mulige at bestemme.

Læg mærke til de to store røde koncentrationer på hvad der må være Tivoli og Strøget. Til gengæld fotograferer de lokale mere på især Nørrebro. (se kæmpestor version af billedet)

Det er da fascinerende. Og afspejler egentlig meget godt den følelse, man selv kan have, når man rejser. Nemlig at man de steder, man besøger, er udenforstående, fremmed. At man færdes i turisthobe sammen med de andre tilrejsende.

Men det er jo omvendt også et fænomen, der er svært at undgå, med mindre man kender nogle lokale. Mange af de blå prikker på illustrationen er jo garanteret også taget hjemme hos folk, og ikke nødvendigvis “ude i byen”. Der kommer man af gode grunde ikke som turist.

Men man ville nok ønske at man kunne?…

(der er flere illustrationer fra New York, Stockholm, Berlin og mange andre byer på Flickr)

På den oprindelige “FOUCAULT ER BØSSE” er “ER” blevet rettet til “VAR” for at præcisere, at Foucault jo altså er (var!) død. Senere er tilføjet ordene “MEN HANS DILLER LEVER” som en både lavkomisk kommentar og en indforstået henvisning til den lidet kendte tyske klassiske filolog Hans Diller.

Det bliver ikke meget mere humanistisk-akademisk, sådan at kapre gadekunsten til at udtrykke sine egne indforståede ordspil i form af et værk, der i sig selv er udtryk for en lille dialog. Hvor meta-agtigt! Læs meget gerne den interessante diskussion af værket ovre på Torben Sangilds blog.

Hans Diller døde i øvrigt i 1977. Det fremgår i hvert fald af den tyske Wikipedia-side om ham. Hele værkets anden halvdel (altså tilføjelsen) er altså bogstaveligt talt løgn, og må derfor forstås i overført betydning: At hans ånd eller forskning – i modsætning til Foucaults – lever videre. Det er jo direkte provokerende, i og med at Foucault fortsat er en ofte anvendt teoretiker, og provokationen får yderligere luft af, at Hans Diller faktisk flirtede alvorligt med det tyske nazistparti (han var medlem) i tiden omkring 2. verdenskrig.

Der er altså mange lag i graffitien på Amager. Men sidste år var det slut med at godte sig over det. Noget, mange evighedsstuderende sikkert har ærgret sig over. Bygningen, der lagde mur til værket, blev revet ned, og der er nu kun en tom plads tilbage.

Der er dog sket noget i sagen igen! For på den byggeplads, som KUA efterhånden er blevet til (godt i øvrigt, at der endelig sker noget på den front) er der på en af træafskærmningerne ind til selve bygningerne lavet et nyt graffitiværk, der kopierer ordene fra det oprindelige mesterstykke, men i et noget andet udtryk.

Med andre ord: En gendigtning, en parafrase, en coverversion, ja måske ligefrem en pastiche! Så er det hornbrillerne på og frem med Baudrillard-bøgerne, folkens!

Visuelt er der nu ikke længere tale om den slags graffiti, man typisk forbinder med politiske slagord (som vi kender det fra muren på Assistenskirkegården) og simple tags, men snarere den slags, man kender fra større pieces, eksempelvis på s-togene. Det umiddelbare fokus er nu på æstetikken, og et sted inde i/bag den gemmer den oprindelige mere naivistiske form sig.

Ved således at flytte værkets akademiske diskurs ind i et andet kunsterisk udtryk, får det et nyt udtryk, som samtidig fordobles af bevidstheden om eksistensen af det oprindelige værk. Det svarer lidt til at lave en glad coverversion af en alvorlig sang (som eksempelvis Nouvelle Vagues easy listening-version af Love Will Teas Us Apart (original)).

Det er ikke bare meta – det er meta-meta, og må være guf for KUA-folket.

(Men jeg kunne nu bedre lide den gamle…)

Derfor kan du nu se mine københavnerbilleder på Set i Byen-bloggen. En overgang lå et af dem også på forsiden af pol.dk, om end et godt stykke nede, men det er vist fjernet igen nu.

I kommentarerne til Set i Byen-blogindlægget kastes der lidt mere lys over hvor skikken med som kærester at skrive sine navne på en hængelås og hænge den et offentligt sted kunne komme fra. Det er i hvert fald blevet observeret både i Østeuropa, Sevilla og Paris.

Derudover har jeg nu følt på egen krop/blog hvad det vil sige at blive udsat for journalisters citatpraksis. Det er vist ingen hemmelighed, at journalister ikke skammer sig over at bruge copy/paste-funktionen, hvilket jeg også tidligere har skrevet om. Og således har Ditte, der har skrevet Set i Byen-blogindlægget også mere eller mindre kopieret mit blogindlæg, også selv om de egentlig kun havde spurgt om lov til at bruge billederne.

Men fred være med det – jeg er bare glad for at billederne kommer ud. Det kunne dog have været fedt, hvis de havde gidet at linke til mit oprindelige blogindlæg. Men det er nok bare enten forglemmelse (måske?) eller endnu et eksempel på netavisernes dårlige linkpolitik (måske?)…

Opdatering 8/5: Hov, så dukkede der et pingback op på mit blogindlæg. Tak Ditte :-)
(og det er altså også helt OK at du har genbrugt min suttetræ-intro)

Det er åbenbart et kendt fænomen, der både kan slås op på Wikipedia og findes adskillige billeder af.

Så stod der sådan en busk og blomstrede med gennemtyggede sutter året rundt. Man kommer til at tænke på, hvem der startede?…

Nå, forleden observerede jeg starten på et nyt og lignende ritual. På Bryggebroen hang der nemlig to hængelåse hver med navnet på, hvad jeg formoder er et kærestepar. Således har både Emma & Flemming og Charlotte & Michael nu forkyndt deres kærlighed for verden med galvaniseret stål og forseglet den ved at smide nøglen i kanalen.

Det må det nye, urbane svar på at ridse i barken på et træ! Noget siger mig dog, at fænomenet alligevel ikke er helt nyt – jeg tror nok jeg har set det i – af alle steder – et rejseprogram om Kina med Troels Kløvedal, hvor man ligeledes skrev sine navne på en lås, som man låste fast på et rækværk ved en dyb kløft og derefter kastede nøglen ned i kløften.

Måske man skulle ned og købe en lås og være med på den nye trend?

granns.net – nu med slideshow:

Og så kan C.V. Jørgensen ellers få ordet. Husk regnjakken i de kommende dage…

Her er første afsnit:

Klik her for at se den indsatte video.

NOGET ANDERLEDES er den invitation til juleglögg, jeg har fået fra en af min venner. Smukke og dystre indtryk fra København klokken nat og tidlig morgen i mørke, flotte billeder, der giver julen et noget mere mystisk skær.

Still:

Se selv videoen. Ved ikke om alle er inviteret, selv om videoen er tilgængelig for alle :-)

Men det er der til gengæld lidt over 9. Og det betyder, at når man endelig sandfærdigt kan sige, at broen var oppe, så er det en dag, hvor man allerede var forsinket.

Således også for mig i morges, hvor jeg lidt over ni ræser afsted med høj puls og høj rock i hovedtelefonerne i et forsøg på ikke at komme alt for sent. Og selvølgelig bliver ekstra stresset, da jeg oppe på det første stykke af broen så, at stopskiltet var nede.

Lige idet jeg sætter forden i jorden for at vente sammen med alle de andre cyklister, slutter det nummer, der kører på min iPod, og erstattes af Modest Mouse’s “Littel Motel”. Så soundtracket til broklapperne, der åbner sig, og skibet, der langsomt glider igennem, er altså Isaac Brock, der afdæmpet og messende gentager, at “that’s what I’m waiting for“. Præcis, og så endda på et nummer fra en plade, der hedder “We were dead even before the ship sank“. Det gjorde det nu ikke…

Det var meget rammende til den her situation, en slags ufrivillig ”frozen Langebro”. Hør selv, og forestil dig at du står på Langebro mens morgensolen kaster lange skygger, og du ikke kan gøre andet end at stå stille og vente de næste par minutter:

Klik her for at se den indsatte video.

…og så videre ud i byen med mere høj rock i ørerne.

”Ord Delings Bloggen” – aversions-dokumentation

”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” – afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren

”Mit skrivebord klokken 12” – kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen

”To do” – måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.

”Broen var oppe” – jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.

“Det er ikke noget, vi gør, fordi kommunen eller andre insisterer på det. Eller fordi de truer os økonomisk, hvis vi ikke gør det. Der er ikke tale om et tvangsægteskab – den slags er nemlig forbudt her i landet. Vi gør det, fordi tiden nu er moden hos begge parter. Og med de kvaliteter, som vi hver især har, kan vi skabe den helt rigtige og unikke filmfestival i København.”

OK så. Men det er i hvert fald også sådan, at de københavnske politikere, som yder et betragteligt tilskud til begge festivaler, ikke har brudt sig om den måde, de to festivaler “bekrigede hinanden” (siger Martin Geertsen i samme artikel). Så fortsat økonomisk støtte er nu afhængig af en sammenlægning.

En sammenlægning vil også betyde, at der fremover kun vil være en filmfestival i København (ud over CPH:DOX, som man må formode kører videre i sin nuværende form. Lad os se…). Og det er ikke sådan, at den ene af de to eksisterende vil opsluge den anden – de vil begge blive nedlagt, og en helt ny festival vil blive startet.

Forskellige profiler
De to festivaler var meget forskellige, med NatFilm som den skæve, folkelige og CIFF som den mere snobbede. Men efter at CIFF havde en noget sløv start, så var jeg personligt blevet meget begejstret for den også.

NatFilm udmærkede sig ved at vise film fra alle dele af verden, og var stedet, hvor man kunne se mærkelige, pudsige, sjove indslag, som ellers ikke ville nå vores breddegrader (eller længdegrader, for den sags skyld). CIFF var derimod mere klassisk, og holdt sig til europæiske film af mere klassisk tilsnit.

Så hvad betyder sammenlægningen for den profil, en ny festival vil få? Tja, jeg vil ikke mene man kan holde sig til rene europæiske film – særligt med den succes, NatFilms asiatiske temaserier havde. Derudover havde NatFilm uden tvivl bedre fat i det københavnske publikum – så mon ikke det var en ide at bibeholde den lidt skæve profil og ideen om, at man godt kan sætte film på programmet uden at de er helstøbte, men blot fordi de har noget sjovt at byde på?

Økonomi og kultur
Derudover er der spørgsmålet om, hvordan den nye festival vil blive drevet. NatFilm har altid været den frække, folkelige græsrodsfestival, mens CIFF fra starten var noget mere professionelt og internationalt orienteret. Skal det være røde løbere og kendte jurymedlemmer eller uformel københavnerkultur. Vi ender nok med en mellemløsning, hvor programmet i høj grad vil afspejle NatFilm-profilen, mens enkelte film måske vil være udvalgt til konkurrence og give festivalen en international profil.

For der er også forskel på det økonomiske fundament for de to festivaler. NatFilm havde et budget på 3,1 mill. mens CIFF’s budget var på 8,2 mill. Til gengæld viste NatFilm flere film (185) end CIFF (147) og lokkede flere i biografen – de to festivaler havde hhv. 31.500 og 25.000 gæster. Så det er da nærliggende at spørge sig selv hvad de ekstra 5,1 mill. i CIFF’s kasse blev brugt til.

Godt nok havde CIFF en jurykonkurrence, og det er da heller ikke utænkeligt at filmene på NatFilms program generelt måske var lidt billigere at få til festivalen. Men alligevel.

Hvem taber og hvem vinder på sammenlægningen?
Min umiddelbare tanke er, at de københavnske filmfans mister meget på det her. For vi får kun en filmfestival fremover – og den vil jo langt fra blive dobbelt så stor som nogen af de to nuværende festivaler.

Det er en nærliggende tanke, at det bare er en anledning for kommunen til at spare nogle penge på budgettet. For jeg synes faktisk, at de to festivaler sagtens kunne leve ved siden af hinanden. Og nu skal man i stedet til at starte helt forfra med at opbygge en ny profil for en ny festival – også over for udlandet.

(Det skal lige siges, at NatFilm vil finde sted i 2008 som planlagt – det har de annonceret i deres nyhedsbrev og på deres hjemmeside. CIFF, som lige har overstået deres 2007-festival, har ikke noget at sige, hvis man skal dømme efter deres hjemmeside.