To eksempler – begge fra Kommunikationsforum – er Rene Fredensborg, der synes det er for indforstået og ikke skuer ud i verden og Søren Schultz Jørgensen, der synes det er herligt og overskudsagtigt at det er svært tilgængeligt og ikke lefler for nogen.

“Et magasin for, om og af københavnere”, står der på forsiden. Lad os lige gå det igennem:

“Et magasin” – ja, det er det vel. Men ikke den slags, som de to friske fyre på K-forum har anmeldt.

For med al den fiktion, det er fyldt af, er det nærmere en slags antologi (hvor de litterære indslag godt nok afbrydes hist og her af lidt fotoreportage og et par interviews). Men i bund og grund er det primært essays, erindringer og noveller, vi får serveret. Så lad os lige få den varedeklaration på plads.

Og hvad så med kvaliteten? Tjo, bum bum. Maria Gerhardt (Djuna Barnes), Claus Pogel, Martin Kongstad og Morten Lindberg (Master Fatman) stiller alle op med afdæmpede minder fra barndommen/ungdommen på/i hhv. Amager, Sydhavnen, Kartoffelrækkerne og Centrum/Hvidovre. Ikke noget at gøre et stort nummer ud af, desværre. Så er der et essay af Kim Las om en sang med I Got YOu on Tape – ok, men ikke noget særligt.

Jesper Dahl (Jokeren) bidrager med en velskrevet, men lidt klichefyldt novelle om en familiefar der ernærer sig som pusher. Ikke desto mindre et lyspunkt. Tüxen skriver en alternativ fortælling om det forliste parforhold. Og så er der også et romanuddrag af Roxanna Anne Albeck, der er ret fint.

Så alt i alt bestået, hvis man altså læser magasinet mere som en antologi. Interessant, varieret og med med flere gode bidrag.

Der er også noget, der nærmer sig journalistisk. Rune Skyum-Nielsen har leget med interviewformen i sit interview med DJ Tanja, hvilket virker rigtig godt. Maria Gerhardt kommer mindre heldigt fra det i sine interviews – de er alle ret uinteressante. Ex forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der desværre ikke handler så meget om Kidd, men mere om tilblivelsen af selve historien. Meget meta, men det er synd, fordi det er ikke den gode historie ( og så er det i øvrigt dårligt skrevet).

“For københavnere” – ja, det er det vel også (det er i hvert fald ikke for nogen andre end københavnere).

MEN det er nogle særlige københavnere – nogen, der interessererer sig for særligt litteratur og for musikscenen i Danmark. Ikke kun fordi meget af “Københavner” er skønlitterær af natur, men også fordi gruppeinterviewet med Jokum Rohde, Søren Ulrik Thomsen og Steen Jørgensen primært handler om danske forfattere og musikere – og der er altså ikke lige en faktaboks, der forklarer hvem Mogens Mogensen er.

Man skal også interesserer sig for fotografi – der er i hvert fald et par fotoserier i bladet. Nogle af dem flotte, og nogle af dem også lidt intetsigende.

Og så skal man generelt bare være lidt “med” på en eller anden udefinerbar måde. For det er vel ikke lige alle læsere, der umiddelbart kan nikke genkendende til at “Horder af københavnere med forskellige baggrund er på vej over til Sara” (Sara er flyttet til Los Angeles, som åbenbart er det nye)…

(og så kan han sige hvad han vil, ham Kongstad. Men er på den måde altså ret ekskluderende…)

“Om københavnere” – det kan der ikke være tvivl om.

MEN det er en bestem type københavnere. For eksempel hende Sara, som er flyttet til L.A., og som bliver stillet interessante spørgsmål som “Hvordan er vejret” og “Din sidste ret du lavede til aftensmad?” (svaret er “Mango”!). Eller Chris og Jesper, som gjorde sig i nattelivet “omkring årtusindeskiftet”. Eller Nadja og Christian, som “bor i en villalejlighed på Frederiksberg med deres to sammenbragte piger, der hedder noget så passende som Carmen og Electra.” (“Ud over solbriller og gamle filmplakater samler Christian også på vinylplader”!). Eller alle dem, der kom på U-Matic i ’86 (og det var vist “alle”).

Og så er meget af indholdet altså – som bladet også er blevet kritiseret for – koncentreret om personligheder, der ligger lidt tilbage i firserne. Så er der de to fra “omkring årtusindeskiftet”, og så er det et langt (men godt!) interview med DJ Tanja, der huserede primært i halvfemserne på de elektroniske klubber i København. Og interviewet med koryfæerne Rohde, SUT og Jørgensen, som vel heller ikke er dem, der “rykker” mest p.t.

Egentlig er det næsten kun forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der er helt topaktuel. Ærgerligt at den ikke er værd at læse.

“Af københavnere” – det kan man vist ikke rigtigt sige noget til. Også selv om Rene Fredensborg lidt drillende kalder Martin Kongstad for “Konge af Tisvilde”.

For lige at opsummere, så burde “Et magasin for, om og af københavnere” nok erstattes af noget i retning af “Nærmest en litterær antologi for kulturnørdede københavnere, der er “med”, om byens kultur mestendels for 10-25 år siden skrevet af en ekstremt heterogen redaktion.”

…Så der er virkelig tale om en nicheudgivelse. Eller sådan ender “Københavner” i hvert fald med at fremstå, selv om det måske bare er resultatet af et ønske om at lade de gode historier tale for sig selv.

En ting er hvordan man placerer paraplyen på den horisontale akse i forhold til sig selv. For langt frem og man risikerer at det regner ned på skuldertasken. For langt tilbage og dråberne, der triller ned fra paraplyens forreste side, falder lige ned på ens egne sko og bukser. Her kan den rutinerede paraplygænger eventuelt kompensere ved at vinkle paraplyen lidt. Husk i øvrigt at tage højde for vindforholdene!

En anden ting er, i hvilken højde man skal holde paraplyen! Her gælder det om at ramme den svære balance mellem at holde den så lavt, at man risikerer at prikke øjnene ud på andre fodgængere, og så højt, at den slet ikke skærmer et stort nok område længere.

At finde den rette “indstilling” på paraply-holde-armen er som regel ikke så svært, når man lige kommer ud af døren derhjemme. Men så støder man ind i de andre paraply-fodgængere…

Billedet viser umiddelbart velkoordineret paraplyfærdsel. Men bare vent til de støder ind i de "modgående". Så har vi balladen!

…Og det er her, spillet for alvor begynder. For den rette højde for mig er som regel også den rette højde for en del andre. Og ved op-/nedgangen til en metrostation – eller andre, lignende steder med høj fodgængerdensitet – færdes man så tæt, at man bliver nødt til at koordinere paraplyhøjde med de andre fodgængere.

Det er ikke nogen let sag! For som sagt er det acceptable højdeinterval for paraplyhold ikke stort – for lavt er potentielt farligt, for højt indebærer risiko for unødig regn på paraplyholderen selv. Læg dertil at menensker jo har forskellige højder og paraplyer forskellige størrelser og former! Der er med andre ord ekstremt begrænset manøvrerum.

Så her gælder det om at holde øjnene åbne og hele tiden justere sin egen paraply for at undgå det værste: Et paraplysammenstød. Det er en katastrofe, der i værste fald kan medføre flere sekunders uoverdækket stilstand i regnen. Man bliver våd og kommer ingen vegne – det er dobbelt ulykkeligt.

Samtidig er det et kynisk waiting game. For justerer de andre fodgængere i tide højden på deres paraplyer, behøver jeg jo ikke at justere min egen. Det siger derfor sig selv, at de, der er allerbedst til paraplyhøjde-spillet er dem, der slet ikke har opdaget, at det finder sted.

Men nu ved du det! God mandag…

Til sidst vil jeg ønske Islands Brygge tillykke med deres nye interaktive bænk til en million kroner. Den må være afsindigt sjovt at sidde på. Hvis ikke, så kan i jo hoppe en tur i Havnebadet, eller grille langs med Bryggen. Lege på en af legepladserne. Gå en tur på voldene. Tage en tur over cykel broen til Kalvebod Brygge og Diamanten.

Jeg vil også gerne lykønske Havnegade med deres nye forskønnelse og promenade. Hvor FEDT. Blomsterbede og bænke med udsigt til vandet og havnebusserne. Hvis man altså ikke lige orker Nyhavn, det nye skuespilhus eller Kongens Have den dag.

Og så er det, man kommer til at tænke på, hvad det er for principper, der ligger bag den måde, vi planlægger og forbedrer vores by(er). Er det for at opnå det, man kalder en “Bilbao-effekt” – altså at tiltrække turister ved at bygge opsigtsvækkende nye storbyggerier (det kunne vist også have heddet Dubai-metoden”…)? Eller er det for at at gøre den bedre for dem, der bor i den?

Michelle fik lejlighed til at spørge daværende Miljø- og teknikborgmester, da hun i efteråret havde lejlighed til at vise ham rundt i sit kvarter:

På min tur rundt i kvarteret spurgte jeg Klaus Bondam hvorfor alle Københavns ”elendigheder” havner ude hos os. Han svarede befriende ærligt og temmelig nedslående, at kommunen jo ikke støder på så meget modstand fra beboerne herude. Dem som kæmper med fattigdom, misbrug, integration, sprogproblemer osv har en tendens til ikke at skrive lange velformulerede klagebreve til kommunen.

Det synes jeg som gammel Norvestbeboer er ærgerligt. Man er klar over, at pengene er knappe, og det er vel også velkendt, at man tit kan få sin vilje lidt hurtigere, hvis man er vedholdende i sine krav til damen fra kommunen i den anden ende af telefonen, men kommunen burde vel netop have et helhedsperspektiv på byens udvikling og på, hvor der er størst behov. Men noget tyder desværre på, at politikerne har mere øje for, hvor der er stemmer at hente ved næste valg.

Øv!

Nu er jeg ikke lige i målgruppen (den er nok lidt yngre end jeg er), så jeg var mest derinde for at se giraffen. Og derfor har jeg selvfølgelig en stribe “sur gammelfar”-kommentarer. Men der er også nogle ting, der er gjort rigtigt smart i det koncept.

Lanceringsstrategi: Vist nok ret genial
Det gav rigtig god foromtale ikke at sige så meget, men bare bygge en stor afskærmning foran facaden på butikken, så man ikke kunne se, hvad der skete på byggepladsen. Det skyldes selvfølgelig det stærke brand, kæden har, og som rygtet var løbet i forvejen om. Der kan ikke være brugt mange reklamekroner – det var ren gratis omtale det hele (men var det genialt eller var det egentlig bare københavnermedierne, der gjorde sig selv rundtossede?).

Casting af ekspedienter: Godt tænkt
En central del i konceptet er, at ekspedienterne skal være lækre (og, var mit indtryk, kun lige akkurat myndige). Og derfor castede man folk på gaden og holdt auditions. Ud over at det giver pæne ekspedienter, så bidrager det også til indtrykket af, at den her butik er anderledes – noget andet. Og så var det med til at bygge forventningen op inden åbningen.

Butiksfacade og dørmandspolitik: Smart
A&F-butikkerne er kendt for altid at have køer af ventende kunder udenfor (det var der dog ikke da jeg var der, men jeg har oplevet det i New York). Men den er så også det eneste, der vidner om, at der er noget til salg inden bag døren, for der er ikke udstillet noget tøj i vinduerne.

Til gengæld er der en dørmand, og han er selvfølgelig lækker. Jeg formoder at han har mere bar mave når vejret er bedre end det var i dag. Heldigvis – synes jeg – var der også nogle “dør-piger”, og de var selvfølgelig også rare at kigge på. Man kunne endda få taget et billede af sig selv med nogle af alle de mange dørmænd m/k (de stod klar med polaroidkameraet), hvis man ville.

Jeg sprang over, men der var masser af mennesker, der tog billeder af sig selv i butikken, både med og uden dørmænd og/eller ekspedienter. Butikken var nu ikke noget særligt (omend lidt labyrintisk indrettet), så det siger nok mere om selve brandet og konceptet.

Sådan så det ikke ligefrem ud. Det gemmer de sikkert til om sommeren. Og hvor bliver dansen af?

Duftkanon: For meget
En del af konceptet er også, at A&F har en særlig duft. Den skal man selvfølgelig have i næsen i butikken, og derfor er der dyser, der sørger for at sende denne vellugt i konstant og rigelig rotation. Faktisk så rigelig, at man kan dufte det et stykke op af Købmagergade. Også så rigelig, at man lugter af det resten af dagen. Det er jo egentlig smart at man på denne måde kan distribuere sit duftvandmærke viralt via sine kunder.

Men det er ret irriterende at gå rundt og lugte af Abercrombie & Fitch resten af dagen. Især hvis man ikke er en mand – vi konkludere i hvert fald, at det nok var en mandeduft. Og det er irriterende at de varer, man køber, skal vaskes før de kan bruges, fordi de jo også lugter.

Man kan (selvfølgelig) også købe duften – sammen med flere andre – i butikken.

Relateret til duftkanonen var musikken, der blev blæst ud i butikken med mindst lige så stor styrke som duften. Min umiddelbare mistanke er at A&F har sin helt egen remixer, der tager en god blanding af gamle kendinge, tidens popmusik og i øjeblikket også julemusik og giver det en tur i dåselyds-dance-maskinen. Det passer fint til konceptet, og jeg er egentlig overrasket over, at man ikke kunne købe en A&F-compilation (ideen er hermed giver videre).

Det må være ulideligt at stå i den forretning en hel dag, tænker jeg. Men de kan sikkert tage, de unge friske mennesker…

Ekspedient-manual: Absurd
Ekspedienterne skal ikke bare stå og se godt ud. Eller rettere: Ekspedienterne skal sørge for at stå og se godt ud på en bestemt måde. De skal nemlig stå og danse, når de ikke lige har noget tøj at lægge sammen eller en kunde at hjælpe – for ligesom at understrege den løsslupne feststemning, som lækkerheden og musikken ligesom også skal være med til at skabe. Ud over at det er fjollet, så var det faktisk ikke så meget dansen, jeg så. Måske de lige skal i gang?

Derudover skal de hilse på alle kunderne med et kækt smilende “Hey, what’s up?” (hos nogle fik vi dog det helt ureglementerede “Hey, what’s going on?” i stedet). Måske er det en ung og smart-modreaktion til de mange års “Vi taler dansk”-tegnefilm? Jeg ved ikke rigtigt, hvad det handlede om.

Og det gælder ikke bare dømændene m/k, men alle ekspedienterne, hvilket resulterer i at man går rundt i et veritabelt “Hey, whats up?”-helvede og er gammelmandsforvirret om, hvorvidt man nu skal spørge dem på dansk eller engelsk om, hvor fanden kassen egentlig er henne (den er til generel oplysning gemt på øverste etage, så langt væk fra indgangen, man kan komme)…

Service: Forfærdelig
Vi spurgte om en skjorte fandtes i en anden størrelse, som ikke lige lå fremme, hvilket fik ekspedientens kække smil til at erstattes af noget, der mere mindede om pauseskærm. Det tog hende da også næsten ti minutter at undersøge det på lageret og vende tilbage med beskeden om, at det var der ikke. Den samme oplevelse fik vi igen med en anden skjorte – og en anden ekspedient – lidt senere.

Ved kassen fik vi også lov at vente fem-ti minutter på at blive ekspederet. På trods af at butikken var fyldt med lækre små dansealfer var der kun tre kasseekspedienter. Så selve kundeoplevelsen lod en del tilbage at ønske. Og er det ikke den gode oplevelse, der gør, at man kommer tilbage? Man har vel kun brug for ét billede med ham den lækre dørmand?

At tøjet så overhovedet ikke er i min smag, er en helt anden sag (det er stort set umuligt at få noget, der ikke 1) har sweatshirttykkelse (gælder også t-shirts og skjorter), og 2) har en elg (A&F’s logo) eller noget større og mere iøjefaldende klistret på brystet. Det er ikke lige mig. Men de fik da lokket mig derind for at se hvad det var :-)

Overraskende nok var det heller ikke særligt dyrt (synes jeg). og det overrasker mig egentlig lidt, for når man får en oplevelse sammen med en vare, så er det som regel en måde at tilføre varen værdi og dermed hæve prisen – det er jo regel nummer et i oplevelsesøkonomien. Og som ovenstående også vidner om, så er iscenesættelsen og forventningen noget større end den faktisk oplevelse.

…men det gjorde den ikke. Selv om jeg har spist på Noma før, så var det en fuldstændig uforlignelig og overrumplende eftermiddag. Mest fordi det er så meget mere end bare et restaurantbesøg. Det er vel nærmere en slags totaloplevelse.

Der er en perfektionisme, som gennemsyrer alting. Alle retter sidder bare lige i skabet. Det hele er superstramt både smagsmæssigt og visuelt, men men det går ikke ud over hvor overvældende og vildt. det er. Der er også plads til pudsige overraskelser.

Mest af alt fremstår det som af en anden verden. Det kan ses på serveringerne hvor meget tid, leg og eksperimenteren, der er lagt i at nå frem til den kombination af smag, konsistens og anretning, der er resultatet. Og man kan også se hvor mange mandetimer og hvor meget omhyggelighed, der skal til for at frembringe hver tallerken. Det er mad, som man aldrig bare tilnærmelsesvis vil kunne lave derhjemme – og det er det, man betaler for.

Også betjeningen var perfekt, og det var den faktisk i kraft af, at den ikke var så eksklusiv, som man kan komme ud for på restauranter i den prisklasse. Alting er i orden og afstemt, men der er også en forbløffende afslappethed og jovialitet i omgangen med tjenere og kokke. Der er plads til små sjove, kække bemærkninger, dumme spørgsmål og masser af oprigtige smil, og til gengæld er der ikke nogen pegen med lillefinger og “dertil”-sprog. Man føler sig meget velkommen!

Det kan anbefales og er virkelig alle pengene værd! Sid klar hver den 1. klokken 10, når de åbner op for bordbestilling til en ny måned. Jeg vil snart tilbage!…

Her er lidt billeder, og nedenfor har jeg klippet menuen ind.

Menu:
Tørret kammusling og biodynamiske gryn
Brøndkarse og hasselnød

Østers og havet

‘Læsø’ Løg
Løg karse og titmian

Hønen og ægget

Råbuk og vild timian
Rødbede og røde frugter

Hø og kamille
Havesyre og vilde urter

Gammel dansk
Tørret mælk og skovsyre

Vinmenu (østrigsk tema)
(Vi fik også en juicemenu, hvilket også virkelig kan anbefales. Hvis bare man kunne få havtornjuice hver dag til sin morgenmad!…)

2009 Theodora
Gut Oggau
Neusiedlersee

2009 Weissburgunder ‘Klostersatz’’
Weingut Pichler-Krutzler
Wachau

2008 Die Leidenschaft
Martin & Anna Arndorfer
Niederösterreich

2007 Meinklang
Weingut Michlits
Neusiedlersee

2007 Blaufränkisch
Weingut Morich
Mittelburgenland

2009 Roter Veltliner
Weingut Rudolf Fidesser
Niederösterreich

2008 Riesling ‘Beerenauslese’’
Weingut Rainer Wess
Wachau

De røde prikker er turistbilleder, de blå billeder fra lokale, mens de gule er dem, der ikke var mulige at bestemme.

Læg mærke til de to store røde koncentrationer på hvad der må være Tivoli og Strøget. Til gengæld fotograferer de lokale mere på især Nørrebro. (se kæmpestor version af billedet)

Det er da fascinerende. Og afspejler egentlig meget godt den følelse, man selv kan have, når man rejser. Nemlig at man de steder, man besøger, er udenforstående, fremmed. At man færdes i turisthobe sammen med de andre tilrejsende.

Men det er jo omvendt også et fænomen, der er svært at undgå, med mindre man kender nogle lokale. Mange af de blå prikker på illustrationen er jo garanteret også taget hjemme hos folk, og ikke nødvendigvis “ude i byen”. Der kommer man af gode grunde ikke som turist.

Men man ville nok ønske at man kunne?…

(der er flere illustrationer fra New York, Stockholm, Berlin og mange andre byer på Flickr)

På den oprindelige “FOUCAULT ER BØSSE” er “ER” blevet rettet til “VAR” for at præcisere, at Foucault jo altså er (var!) død. Senere er tilføjet ordene “MEN HANS DILLER LEVER” som en både lavkomisk kommentar og en indforstået henvisning til den lidet kendte tyske klassiske filolog Hans Diller.

Det bliver ikke meget mere humanistisk-akademisk, sådan at kapre gadekunsten til at udtrykke sine egne indforståede ordspil i form af et værk, der i sig selv er udtryk for en lille dialog. Hvor meta-agtigt! Læs meget gerne den interessante diskussion af værket ovre på Torben Sangilds blog.

Hans Diller døde i øvrigt i 1977. Det fremgår i hvert fald af den tyske Wikipedia-side om ham. Hele værkets anden halvdel (altså tilføjelsen) er altså bogstaveligt talt løgn, og må derfor forstås i overført betydning: At hans ånd eller forskning – i modsætning til Foucaults – lever videre. Det er jo direkte provokerende, i og med at Foucault fortsat er en ofte anvendt teoretiker, og provokationen får yderligere luft af, at Hans Diller faktisk flirtede alvorligt med det tyske nazistparti (han var medlem) i tiden omkring 2. verdenskrig.

Der er altså mange lag i graffitien på Amager. Men sidste år var det slut med at godte sig over det. Noget, mange evighedsstuderende sikkert har ærgret sig over. Bygningen, der lagde mur til værket, blev revet ned, og der er nu kun en tom plads tilbage.

Der er dog sket noget i sagen igen! For på den byggeplads, som KUA efterhånden er blevet til (godt i øvrigt, at der endelig sker noget på den front) er der på en af træafskærmningerne ind til selve bygningerne lavet et nyt graffitiværk, der kopierer ordene fra det oprindelige mesterstykke, men i et noget andet udtryk.

Med andre ord: En gendigtning, en parafrase, en coverversion, ja måske ligefrem en pastiche! Så er det hornbrillerne på og frem med Baudrillard-bøgerne, folkens!

Visuelt er der nu ikke længere tale om den slags graffiti, man typisk forbinder med politiske slagord (som vi kender det fra muren på Assistenskirkegården) og simple tags, men snarere den slags, man kender fra større pieces, eksempelvis på s-togene. Det umiddelbare fokus er nu på æstetikken, og et sted inde i/bag den gemmer den oprindelige mere naivistiske form sig.

Ved således at flytte værkets akademiske diskurs ind i et andet kunsterisk udtryk, får det et nyt udtryk, som samtidig fordobles af bevidstheden om eksistensen af det oprindelige værk. Det svarer lidt til at lave en glad coverversion af en alvorlig sang (som eksempelvis Nouvelle Vagues easy listening-version af Love Will Teas Us Apart (original)).

Det er ikke bare meta – det er meta-meta, og må være guf for KUA-folket.

(Men jeg kunne nu bedre lide den gamle…)

Derfor kan du nu se mine københavnerbilleder på Set i Byen-bloggen. En overgang lå et af dem også på forsiden af pol.dk, om end et godt stykke nede, men det er vist fjernet igen nu.

I kommentarerne til Set i Byen-blogindlægget kastes der lidt mere lys over hvor skikken med som kærester at skrive sine navne på en hængelås og hænge den et offentligt sted kunne komme fra. Det er i hvert fald blevet observeret både i Østeuropa, Sevilla og Paris.

Derudover har jeg nu følt på egen krop/blog hvad det vil sige at blive udsat for journalisters citatpraksis. Det er vist ingen hemmelighed, at journalister ikke skammer sig over at bruge copy/paste-funktionen, hvilket jeg også tidligere har skrevet om. Og således har Ditte, der har skrevet Set i Byen-blogindlægget også mere eller mindre kopieret mit blogindlæg, også selv om de egentlig kun havde spurgt om lov til at bruge billederne.

Men fred være med det – jeg er bare glad for at billederne kommer ud. Det kunne dog have været fedt, hvis de havde gidet at linke til mit oprindelige blogindlæg. Men det er nok bare enten forglemmelse (måske?) eller endnu et eksempel på netavisernes dårlige linkpolitik (måske?)…

Opdatering 8/5: Hov, så dukkede der et pingback op på mit blogindlæg. Tak Ditte :-)
(og det er altså også helt OK at du har genbrugt min suttetræ-intro)

Det er åbenbart et kendt fænomen, der både kan slås op på Wikipedia og findes adskillige billeder af.

Så stod der sådan en busk og blomstrede med gennemtyggede sutter året rundt. Man kommer til at tænke på, hvem der startede?…

Nå, forleden observerede jeg starten på et nyt og lignende ritual. På Bryggebroen hang der nemlig to hængelåse hver med navnet på, hvad jeg formoder er et kærestepar. Således har både Emma & Flemming og Charlotte & Michael nu forkyndt deres kærlighed for verden med galvaniseret stål og forseglet den ved at smide nøglen i kanalen.

Det må det nye, urbane svar på at ridse i barken på et træ! Noget siger mig dog, at fænomenet alligevel ikke er helt nyt – jeg tror nok jeg har set det i – af alle steder – et rejseprogram om Kina med Troels Kløvedal, hvor man ligeledes skrev sine navne på en lås, som man låste fast på et rækværk ved en dyb kløft og derefter kastede nøglen ned i kløften.

Måske man skulle ned og købe en lås og være med på den nye trend?

granns.net – nu med slideshow:

Og så kan C.V. Jørgensen ellers få ordet. Husk regnjakken i de kommende dage…