Det der københavnerblad
sep 14, 2011 2
Nå, jeg har jo også læst det der blad, “Københavner”. Som mange har ment meget om da det kom ud for en måneds tid siden.
To eksempler – begge fra Kommunikationsforum – er Rene Fredensborg, der synes det er for indforstået og ikke skuer ud i verden og Søren Schultz Jørgensen, der synes det er herligt og overskudsagtigt at det er svært tilgængeligt og ikke lefler for nogen.
“Et magasin for, om og af københavnere”, står der på forsiden. Lad os lige gå det igennem:
“Et magasin” – ja, det er det vel. Men ikke den slags, som de to friske fyre på K-forum har anmeldt.
For med al den fiktion, det er fyldt af, er det nærmere en slags antologi (hvor de litterære indslag godt nok afbrydes hist og her af lidt fotoreportage og et par interviews). Men i bund og grund er det primært essays, erindringer og noveller, vi får serveret. Så lad os lige få den varedeklaration på plads.
Og hvad så med kvaliteten? Tjo, bum bum. Maria Gerhardt (Djuna Barnes), Claus Pogel, Martin Kongstad og Morten Lindberg (Master Fatman) stiller alle op med afdæmpede minder fra barndommen/ungdommen på/i hhv. Amager, Sydhavnen, Kartoffelrækkerne og Centrum/Hvidovre. Ikke noget at gøre et stort nummer ud af, desværre. Så er der et essay af Kim Las om en sang med I Got YOu on Tape – ok, men ikke noget særligt.
Jesper Dahl (Jokeren) bidrager med en velskrevet, men lidt klichefyldt novelle om en familiefar der ernærer sig som pusher. Ikke desto mindre et lyspunkt. Tüxen skriver en alternativ fortælling om det forliste parforhold. Og så er der også et romanuddrag af Roxanna Anne Albeck, der er ret fint.
Så alt i alt bestået, hvis man altså læser magasinet mere som en antologi. Interessant, varieret og med med flere gode bidrag.
Der er også noget, der nærmer sig journalistisk. Rune Skyum-Nielsen har leget med interviewformen i sit interview med DJ Tanja, hvilket virker rigtig godt. Maria Gerhardt kommer mindre heldigt fra det i sine interviews – de er alle ret uinteressante. Ex forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der desværre ikke handler så meget om Kidd, men mere om tilblivelsen af selve historien. Meget meta, men det er synd, fordi det er ikke den gode historie ( og så er det i øvrigt dårligt skrevet).
“For københavnere” – ja, det er det vel også (det er i hvert fald ikke for nogen andre end københavnere).
MEN det er nogle særlige københavnere – nogen, der interessererer sig for særligt litteratur og for musikscenen i Danmark. Ikke kun fordi meget af “Københavner” er skønlitterær af natur, men også fordi gruppeinterviewet med Jokum Rohde, Søren Ulrik Thomsen og Steen Jørgensen primært handler om danske forfattere og musikere – og der er altså ikke lige en faktaboks, der forklarer hvem Mogens Mogensen er.
Man skal også interesserer sig for fotografi – der er i hvert fald et par fotoserier i bladet. Nogle af dem flotte, og nogle af dem også lidt intetsigende.
Og så skal man generelt bare være lidt “med” på en eller anden udefinerbar måde. For det er vel ikke lige alle læsere, der umiddelbart kan nikke genkendende til at “Horder af københavnere med forskellige baggrund er på vej over til Sara” (Sara er flyttet til Los Angeles, som åbenbart er det nye)…
(og så kan han sige hvad han vil, ham Kongstad. Men er på den måde altså ret ekskluderende…)
“Om københavnere” – det kan der ikke være tvivl om.
MEN det er en bestem type københavnere. For eksempel hende Sara, som er flyttet til L.A., og som bliver stillet interessante spørgsmål som “Hvordan er vejret” og “Din sidste ret du lavede til aftensmad?” (svaret er “Mango”!). Eller Chris og Jesper, som gjorde sig i nattelivet “omkring årtusindeskiftet”. Eller Nadja og Christian, som “bor i en villalejlighed på Frederiksberg med deres to sammenbragte piger, der hedder noget så passende som Carmen og Electra.” (“Ud over solbriller og gamle filmplakater samler Christian også på vinylplader”!). Eller alle dem, der kom på U-Matic i ’86 (og det var vist “alle”).
Og så er meget af indholdet altså – som bladet også er blevet kritiseret for – koncentreret om personligheder, der ligger lidt tilbage i firserne. Så er der de to fra “omkring årtusindeskiftet”, og så er det et langt (men godt!) interview med DJ Tanja, der huserede primært i halvfemserne på de elektroniske klubber i København. Og interviewet med koryfæerne Rohde, SUT og Jørgensen, som vel heller ikke er dem, der “rykker” mest p.t.
Egentlig er det næsten kun forsidehistorien om Nørrebro-rapperen Kidd, der er helt topaktuel. Ærgerligt at den ikke er værd at læse.
“Af københavnere” – det kan man vist ikke rigtigt sige noget til. Også selv om Rene Fredensborg lidt drillende kalder Martin Kongstad for “Konge af Tisvilde”.
For lige at opsummere, så burde “Et magasin for, om og af københavnere” nok erstattes af noget i retning af “Nærmest en litterær antologi for kulturnørdede københavnere, der er “med”, om byens kultur mestendels for 10-25 år siden skrevet af en ekstremt heterogen redaktion.”
…Så der er virkelig tale om en nicheudgivelse. Eller sådan ender “Københavner” i hvert fald med at fremstå, selv om det måske bare er resultatet af et ønske om at lade de gode historier tale for sig selv.

















