Ikke alle lige originale, men hvad:

”Ord Delings Bloggen” - aversions-dokumentation

”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” - afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren

”Mit skrivebord klokken 12” - kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen

”To do” - måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.

”Broen var oppe” - jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.

Hvis Banksy havde boet på Norgesgade? Eller noget…:

Ja, overskriften kan vel egentlig både betyde, at de bliver slået sammen, og at de nu skal sidde i sammen lokaler når de skal op og toppes med hinanden. For de to københavnske filmfestivaler har annonceret, at de arbejder på at fusionere, således at alle deres aktiviteter bliver samlet i en organisation. Jon Steffensen fra Natfilm udtaler til Politiken:

“Det er ikke noget, vi gør, fordi kommunen eller andre insisterer på det. Eller fordi de truer os økonomisk, hvis vi ikke gør det. Der er ikke tale om et tvangsægteskab – den slags er nemlig forbudt her i landet. Vi gør det, fordi tiden nu er moden hos begge parter. Og med de kvaliteter, som vi hver især har, kan vi skabe den helt rigtige og unikke filmfestival i København.”

OK så. Men det er i hvert fald også sådan, at de københavnske politikere, som yder et betragteligt tilskud til begge festivaler, ikke har brudt sig om den måde, de to festivaler “bekrigede hinanden” (siger Martin Geertsen i samme artikel). Så fortsat økonomisk støtte er nu afhængig af en sammenlægning.

En sammenlægning vil også betyde, at der fremover kun vil være en filmfestival i København (ud over CPH:DOX, som man må formode kører videre i sin nuværende form. Lad os se…). Og det er ikke sådan, at den ene af de to eksisterende vil opsluge den anden - de vil begge blive nedlagt, og en helt ny festival vil blive startet.

Forskellige profiler
De to festivaler var meget forskellige, med NatFilm som den skæve, folkelige og CIFF som den mere snobbede. Men efter at CIFF havde en noget sløv start, så var jeg personligt blevet meget begejstret for den også.

NatFilm udmærkede sig ved at vise film fra alle dele af verden, og var stedet, hvor man kunne se mærkelige, pudsige, sjove indslag, som ellers ikke ville nå vores breddegrader (eller længdegrader, for den sags skyld). CIFF var derimod mere klassisk, og holdt sig til europæiske film af mere klassisk tilsnit.

Så hvad betyder sammenlægningen for den profil, en ny festival vil få? Tja, jeg vil ikke mene man kan holde sig til rene europæiske film - særligt med den succes, NatFilms asiatiske temaserier havde. Derudover havde NatFilm uden tvivl bedre fat i det københavnske publikum - så mon ikke det var en ide at bibeholde den lidt skæve profil og ideen om, at man godt kan sætte film på programmet uden at de er helstøbte, men blot fordi de har noget sjovt at byde på?

Økonomi og kultur
Derudover er der spørgsmålet om, hvordan den nye festival vil blive drevet. NatFilm har altid været den frække, folkelige græsrodsfestival, mens CIFF fra starten var noget mere professionelt og internationalt orienteret. Skal det være røde løbere og kendte jurymedlemmer eller uformel københavnerkultur. Vi ender nok med en mellemløsning, hvor programmet i høj grad vil afspejle NatFilm-profilen, mens enkelte film måske vil være udvalgt til konkurrence og give festivalen en international profil.

For der er også forskel på det økonomiske fundament for de to festivaler. NatFilm havde et budget på 3,1 mill. mens CIFF’s budget var på 8,2 mill. Til gengæld viste NatFilm flere film (185) end CIFF (147) og lokkede flere i biografen - de to festivaler havde hhv. 31.500 og 25.000 gæster. Så det er da nærliggende at spørge sig selv hvad de ekstra 5,1 mill. i CIFF’s kasse blev brugt til.

Godt nok havde CIFF en jurykonkurrence, og det er da heller ikke utænkeligt at filmene på NatFilms program generelt måske var lidt billigere at få til festivalen. Men alligevel.

Hvem taber og hvem vinder på sammenlægningen?
Min umiddelbare tanke er, at de københavnske filmfans mister meget på det her. For vi får kun en filmfestival fremover - og den vil jo langt fra blive dobbelt så stor som nogen af de to nuværende festivaler.

Det er en nærliggende tanke, at det bare er en anledning for kommunen til at spare nogle penge på budgettet. For jeg synes faktisk, at de to festivaler sagtens kunne leve ved siden af hinanden. Og nu skal man i stedet til at starte helt forfra med at opbygge en ny profil for en ny festival - også over for udlandet.

(Det skal lige siges, at NatFilm vil finde sted i 2008 som planlagt - det har de annonceret i deres nyhedsbrev og på deres hjemmeside. CIFF, som lige har overstået deres 2007-festival, har ikke noget at sige, hvis man skal dømme efter deres hjemmeside.

Jeg zappede tilfældigvis forbi programmet “De døde” på DR2 forleden og blev hængende, fordi det faktisk var et ganske fængende og godt indblik i, hvordan nogle mennesker lever mange år isoleret og alene i byen, og hvad der sker med dem, når de dør. Omdrejningspunktet var to dødsannoncer af “eventuelle pårørende bedes henvende sig”-typen - altså folk, der er blevet fundet alene i deres lejligheder, og som ikke umiddelbart savnes eller har slægtninge, der kan forestå formaliteterne omkring begravelse osv.

Anders Lund Madsen var “reporteren”, og hans lidt pudsige, men velmenende blanding af underspillet medfølelse og småupassende direkthed gjorde sig faktisk godt i interviewene med de få mennesker, der havde kendt eller kendt til de to afdøde. Eksempelvis i interviewet med naboerne til en ældre kvinde, hvor moderen diplomatisk siger, at “hun vist ikke rigtigt kendte nogen” (eller sådan noget), mens sønnen får mumlet, at han faktisk var lidt bange for hende. “Hun var grim?”, spørger Lund Madsen, og med et lille smil af lettelse må de to interviewede give ham ret i, at det var hun nok. Meget grim, endda.

Det virkede ganske vist lidt grænseoverskridende når Lund Madsen var inde og filme i de afdødes lejligheder, særligt i den omtalte kvindes, fordi hun netop slet ikke havde nogen pårørende. I stedet så man hvordan en ISS-rengøringsmand var i gang med at gøre rent i lejligheden, hvilket også inkluderede at fjerne gulvbrædderne fordi “ligvæskerne” fra damen var løbet ned imellem gulvbrædderne og havde skabt lugtskader. Må man godt filme sådan noget, bare fordi der ikke er nogen til at sige, at man ikke må?

Nå, I Aftenshowet forleden, som jeg ikke så, var Lund Madsen inde og fortælle om udsendelsen, og nævnte blandt andet den her gamle dame, og at grunden til at hun var så isoleret netop var, at hun var grim (lidt lige på, må man sige - det kommer bedre frem i selve udsendelsen). Det er - selvfølgelig - faldet en seer for brystet, hvilket - selvfølgelig - igen har fanget en journalists interesse. Resultat: Artikel på avisen.dk med overskriften Anders Lund Madsen kalder ensom, afdød dame for ‘grim’.

Det er pudsigt( og, desværre, typisk), at det ender med at være sådan noget, man diskuterer på baggrund af udsendelsen, og ikke i stedet hvordan man kan afhjælpe problemet eller måske det mere principielle i at grave i disse menneskers liv uden at have fået tilladelse til det. Portrætterne af de to afdøde var dog meget indfølte, og programmet er værd at se, hvis du har en halv time tilovers. Det kan du gøre på DR’s hjemmeside. (Hvor man vist også kan se Aftenshowet-indslaget.)

På graffitihjemmesiden sketzh.com kan man se en fed lille film, hvor udvalgte danske malere (graffitimalere, forstås) hver har malet en togvogn. Det er bare ikke rigtige togvogne, men små modeltog. Sejt!

Siden har også et stort galleri med billeder af graffiti i KBH. Tak til Terkel for linket.

Natfilm er også muligheden for at se film fra dele af verden, man normalt ikke ville se film fra. Så det har jeg også gjort.

Ten Canoes er den første film udelukkende med aboriginal-skuespillere. Det er et slags hverdagsdrama sat i Australiens sumpe, hvor man jager i kano, kæmper med spyd, har flere koner og maler sig med kridt.

Ten Canoes er på mange måder et modstykke til Mel Gibsons Apocalypto, for hvor Gibsons film hurtigt blev kold, seriøs, episk og storslået er Rolf de Heers film en lun hverdagshistorie uden de store armbevægelser, hvor de indfødte ikke har langt til et smil og også historien er fortalt med et glimt i øjet. Absolut seværdig og også visuelt interessant. Se selv:

Men min stemme på Nafilms bedste film er allerede blevet givet til den israelske Aviva My Love - også et hverdagsdrama. Og for en gangs skyld en historie fra Israel, der nærmest ikke nævner konflikten mellem jøder og palæstinensere.

I stedet handler det om Aviva, der samtidig med at hun forsøger at forsørge sin familie finder tid til at krænge sin forfattersjæl ud på papir. Men både familien, der består af mere eller mindre mærkelige, men dog hele vejen rundt meget menneskelige karakterer, og hendes skrivementor kommer i vejen for hendes bestræbelser på at få sine skriverier udgivet.

Eller også er det skriverierne, der kommer imellem hende og famililen? Der er ingen lette svar, men masser af rørende og varme scener, og vist også en slags lykkelig slutning i Aviva My Love. For mig var det lidt som Almodovar, bare uden at der nødvendigvis er nogen, der skal have store hemmeligheder eller blive slået ihjel. Den kan absolut anbefales! Og det er ærgerligt, at der ikke er plads til sådan nogle film i det sædvanlige biograf-repertoire i Danmark.

(Mere NatFilm hos Grann)

Jeg har seks film på mit NatFilm-program i år. Ikke så mange som jeg gerne ville, måske, men nok næsten flere end jeg har tid til. Meget af programmet har jeg allerede været igennem.

A Ticket to Outer Space var en fransk rumfilms-spoof som Mel Brooks kunne have lavet den. Den slags film er som regel ikke særligt morsomme, men har enkelte scener, der er hysteriske morsomme. Og den her var ingen undtagelse. Både Armageddon, Rumrejsen år 2001, Mænd af den rette støbning, Alien-serien og flere bliver der plads til at parodiere hen ad vejen. Og efter en sløv start gik filmen faktisk hen og blev ret underholdende - kulminerende med scenen hvor forskerens medbragte forsøgskalkun forvandler sig til en slimet kæmpe-monsterkalkun i bedste Alien-stil.

Så var der mere spas at hente i den meget mærkelige japanske komedie The Calamari Wrestler, der handler - hvis man overhovedet kan bruge det ord - om en pro-wrestler, der skal kæmpe mod en kæmpe blæksprutte. Det viser sig at blæksprutten samtidig er hans gamle konkurrent, og at de begge er forelskede i den samme pige. Og så er der også en form for insket-wrestler, der blander sig i miseren.

Filmen er billigt lavet og dårligt klippet, har kitschet musik og grimme kostumer og manuskriptet følger bestemt ikke den sædvanlige spændingskurve. Det er meget sort, men også meget, meget morsomt. Snyd ikke dig selv for traileren her, hvor blæksprutten både får tid til at gå tur i solnedgangen, løfte vægte, lege med børn og - selvfølgelig - wrestle.

Instruktøren, Minoru Kawasaki, har også lavet Executive Koala, og har efter sigende planer om at lave The Crab Goalkeeper. Er det en ny genre, man her ser i sin spæde form?

Endelig var Fay Grim en amerikansk independent spion-thriller-komedie-drama-ting. Det er vist en fortsættelse af en af Hal Hartleys tidligere film, og det var måske derfor, den var lidt forvirrende.

Det tror jeg nu ikke, for filmens måde at være sjov på, bestod netop ikke i falde-på-halen sjov, men i stedet af at historien havde så mange løse ender, MacGuffins og plot twists, at man blev helt rundt på gulvet. Og på den måde blev det en slags pastiche på den sædvanlige spionfilm. Samtidig var der castet en sjov blanding af underspillere (ex Jeff Goldblum) og overspillere (ex Parker Posey og Saffron Burrows), hvilket gjorde, at man aldrig rigtigt vidste hvor man havde hverken filmen eller dens karakterer. To stive timer var nok lidt for meget af det gode, men ellers var den faktisk underholdende nok.

(Mere NatFilm hos Grann)

Lisbeth Knudsen rejser på sin blog en meget interessant diskussion om pressens rolle i forbindelse med urolighederne på Nørrebro: Var deres konstante dækning noget, de unge oprørere regnede med og handlede efter? Og var det på den måde i virkeligheden med til at holde liv i optøjerne? Hun skriver blandt andet:

Da sociale uroligheder brød ud i forstæderne i Paris i november 2005 med bilafbrændinger, gadekampe, masseanholdelser og mange sårede traf de franske tv-stationer efter nogle døgn den aldeles kontroversielle beslutning at lade være med at tage rundt hver aften med sendebilerne for at filme aftenens og nattens vold og brandstiftelse, fordi de registrerede, at de unges aktioner blev organiseret efter medietilstedeværelsen. Tv-stationerne rapporterede i stedet næste morgen om, hvad der var sket, men medvirkede ikke til en ”iscenesættelse af volden”, som de franske medieledere kaldte det. CNN, BBC World og andre var helt uenige i den redaktionelle beslutning. Medier har til opgave at rapportere, hvad der sker, og ikke at forholde befolkningen nyhederne, mente de. En utrolig principiel diskussion, når man fulgte dagene på Nørrebro på direkte tv. Blev brandene, volden og gadekampene vedligeholdt af og optrappet af, at både DR og TV2 sendte nonstop i timevis fra dem?

I hvert fald formåede demonstranterne at få masser af opmærksomhed, da pressen uden videre smed alt hvad de havde i hænderne for at komme til Nørrebro så de kunne træde hinanden over tæerne. De havde endda så travlt, at de glemte at stille de kritiske spørgsmål til begge parter, som Claus Buhl så rigtigt har påpeget.

Men tilbage til de unge, der vist endegyldigt skød sig selv i foden da de brød ind på Christianshavns Gymnasium. Gad vide om det var en del af deres tilsyneladende relativt velplanlagte aktioner?

Omvendt klarede politiet det relativt godt, sådan rent kommunikationsmæssigt, som Jesper Lynghus beskriver det på GCI Mannovs blog, selv om jeg nu lige så meget vil skyde skylden på pressens lidt ukritiske mikrofonholderi. Professionalisme er vel det mindste, man kan forvente af politiet, også når det gælder kommunikation (omend man ikke skal mange år tilbage for at det slet ikke var tilfældet). Og det billede af en fuldstændig fejlfri kommunikationsindsats, som Lynghus maler, bliver i mine øjne unægteligt punkteret i disse dage efterhånden som historierne om grundløse anholdelser og overilet brug af livsfarlige våben dukker op til overfladen. Også her er politiet imponerende strategiske i deres kommunikation - de vælger nemlig i langt højere grad ikke at stille op.
Så jeg vil ikke sige, at politiet vandt “kommunikationskampen” om Nørrebro. Det var vel nærmere sådan, at de unge allerede havde tabt den?

Når man er til ølsmagning hos Carlsberg får man serveret elefantøl som velkomstdrink. Sådan! Ingen dikkedarer dér.

På den måde er de også sikre på, at alle de efterfølgende øl smager lidt bedre. Og det er jo godt, når nu de vælger kun at servere deres egne øl.

…Selvfølgelig gør de da det, indvender du måske. Men Carlsberg er også importør af alverdens drikkelige og udrikkelige øl, som de sagtens kunne have smidt nogle af på bordet - sådan bare for variationens skyld. Men nej.

I stedet blev det til en håndfuld af husets egne produkter. Kun lige knap nok til at blive halvsnaldret, men det er vel også OK på en hverdag :-). Til gengæld lærte jeg (endnu en gang), at porter ikke er noget for mig. Måske skulle man prøve med en citronvand til?

(Nej, der er ingen links til Carlsberg i dette indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide Carlsberg - men bare fordi de har et nederen flash site, der gør, at man ikke kan linke ind til f.eks. deres kalender, hvor man kan læse om ølsmagninger. Måske Krak skulle overveje at lave hele deres site i flash. Så slipper de for al den ballade om “dybe links”…)