granns.net

…er helt bogstaveligt noget anderledes end københavnernes egne. Det kan man se på dette billede, der er en illustration af, hvor i København hhv. lokale og turister har fotograferet. Det er baseret på billeder lagt på billeddelingstjenesten Flickr.

De røde prikker er turistbilleder, de blå billeder fra lokale, mens de gule er dem, der ikke var mulige at bestemme.

Læg mærke til de to store røde koncentrationer på hvad der må være Tivoli og Strøget. Til gengæld fotograferer de lokale mere på især Nørrebro. (se kæmpestor version af billedet)

Det er da fascinerende. Og afspejler egentlig meget godt den følelse, man selv kan have, når man rejser. Nemlig at man de steder, man besøger, er udenforstående, fremmed. At man færdes i turisthobe sammen med de andre tilrejsende.

Men det er jo omvendt også et fænomen, der er svært at undgå, med mindre man kender nogle lokale. Mange af de blå prikker på illustrationen er jo garanteret også taget hjemme hos folk, og ikke nødvendigvis “ude i byen”. Der kommer man af gode grunde ikke som turist.

Men man ville nok ønske at man kunne?…

(der er flere illustrationer fra New York, Stockholm, Berlin og mange andre byer på Flickr)

I nogle år kunne man over for KUA-bygningerne se et stykke graffiti, der er gået hen og blevet noget af en klassiker.

På den oprindelige “FOUCAULT ER BØSSE” er “ER” blevet rettet til “VAR” for at præcisere, at Foucault jo altså er (var!) død. Senere er tilføjet ordene “MEN HANS DILLER LEVER” som en både lavkomisk kommentar og en indforstået henvisning til den lidet kendte tyske klassiske filolog Hans Diller.

Det bliver ikke meget mere humanistisk-akademisk, sådan at kapre gadekunsten til at udtrykke sine egne indforståede ordspil i form af et værk, der i sig selv er udtryk for en lille dialog. Hvor meta-agtigt! Læs meget gerne den interessante diskussion af værket ovre på Torben Sangilds blog.

Hans Diller døde i øvrigt i 1977. Det fremgår i hvert fald af den tyske Wikipedia-side om ham. Hele værkets anden halvdel (altså tilføjelsen) er altså bogstaveligt talt løgn, og må derfor forstås i overført betydning: At hans ånd eller forskning – i modsætning til Foucaults – lever videre. Det er jo direkte provokerende, i og med at Foucault fortsat er en ofte anvendt teoretiker, og provokationen får yderligere luft af, at Hans Diller faktisk flirtede alvorligt med det tyske nazistparti (han var medlem) i tiden omkring 2. verdenskrig.

Der er altså mange lag i graffitien på Amager. Men sidste år var det slut med at godte sig over det. Noget, mange evighedsstuderende sikkert har ærgret sig over. Bygningen, der lagde mur til værket, blev revet ned, og der er nu kun en tom plads tilbage.

Der er dog sket noget i sagen igen! For på den byggeplads, som KUA efterhånden er blevet til (godt i øvrigt, at der endelig sker noget på den front) er der på en af træafskærmningerne ind til selve bygningerne lavet et nyt graffitiværk, der kopierer ordene fra det oprindelige mesterstykke, men i et noget andet udtryk.

Med andre ord: En gendigtning, en parafrase, en coverversion, ja måske ligefrem en pastiche! Så er det hornbrillerne på og frem med Baudrillard-bøgerne, folkens!

Visuelt er der nu ikke længere tale om den slags graffiti, man typisk forbinder med politiske slagord (som vi kender det fra muren på Assistenskirkegården) og simple tags, men snarere den slags, man kender fra større pieces, eksempelvis på s-togene. Det umiddelbare fokus er nu på æstetikken, og et sted inde i/bag den gemmer den oprindelige mere naivistiske form sig.

Ved således at flytte værkets akademiske diskurs ind i et andet kunsterisk udtryk, får det et nyt udtryk, som samtidig fordobles af bevidstheden om eksistensen af det oprindelige værk. Det svarer lidt til at lave en glad coverversion af en alvorlig sang (som eksempelvis Nouvelle Vagues easy listening-version af Love Will Teas Us Apart (original)).

Det er ikke bare meta – det er meta-meta, og må være guf for KUA-folket.

(Men jeg kunne nu bedre lide den gamle…)

Folkene bag Politikens ret fine Set i Byen-blog, der viser sjove eksempler på street art, grafitti og alt sådan noget, er på en eller anden måde faldet over mit indlæg om “kærlighedshængelåsene” på Bryggebroen. De spurgte mig, om de måtte bruge billedet på deres blog, og det sagde jeg selvfølgelig ja til.

Derfor kan du nu se mine københavnerbilleder på Set i Byen-bloggen. En overgang lå et af dem også på forsiden af pol.dk, om end et godt stykke nede, men det er vist fjernet igen nu.

I kommentarerne til Set i Byen-blogindlægget kastes der lidt mere lys over hvor skikken med som kærester at skrive sine navne på en hængelås og hænge den et offentligt sted kunne komme fra. Det er i hvert fald blevet observeret både i Østeuropa, Sevilla og Paris.

Derudover har jeg nu følt på egen krop/blog hvad det vil sige at blive udsat for journalisters citatpraksis. Det er vist ingen hemmelighed, at journalister ikke skammer sig over at bruge copy/paste-funktionen, hvilket jeg også tidligere har skrevet om. Og således har Ditte, der har skrevet Set i Byen-blogindlægget også mere eller mindre kopieret mit blogindlæg, også selv om de egentlig kun havde spurgt om lov til at bruge billederne.

Men fred være med det – jeg er bare glad for at billederne kommer ud. Det kunne dog have været fedt, hvis de havde gidet at linke til mit oprindelige blogindlæg. Men det er nok bare enten forglemmelse (måske?) eller endnu et eksempel på netavisernes dårlige linkpolitik (måske?)…

Opdatering 8/5: Hov, så dukkede der et pingback op på mit blogindlæg. Tak Ditte :-)
(og det er altså også helt OK at du har genbrugt min suttetræ-intro)

I det kvarter hvor jeg voksede op, var der et suttetræ. Det var ikke et træ, man suttede på, ja, faktisk var det ikke en gang et træ, men nærmere en busk. Men det var et sted, hvor forældre kunne gå hen med deres børn og hænge sutterne – helt bogstaveligt – når ungen var blevet stor nok til at ikke at bruge sut længere. En slags rituel overgang til den næste fase i livet (eller måske bare en skinmanøvre, der tjener til at gøre et pinefuldt øjeblik for barnet til en sjov leg?).

Det er åbenbart et kendt fænomen, der både kan slås op på Wikipedia og findes adskillige billeder af.

Så stod der sådan en busk og blomstrede med gennemtyggede sutter året rundt. Man kommer til at tænke på, hvem der startede?…

Nå, forleden observerede jeg starten på et nyt og lignende ritual. På Bryggebroen hang der nemlig to hængelåse hver med navnet på, hvad jeg formoder er et kærestepar. Således har både Emma & Flemming og Charlotte & Michael nu forkyndt deres kærlighed for verden med galvaniseret stål og forseglet den ved at smide nøglen i kanalen.

Det må det nye, urbane svar på at ridse i barken på et træ! Noget siger mig dog, at fænomenet alligevel ikke er helt nyt – jeg tror nok jeg har set det i – af alle steder – et rejseprogram om Kina med Troels Kløvedal, hvor man ligeledes skrev sine navne på en lås, som man låste fast på et rækværk ved en dyb kløft og derefter kastede nøglen ned i kløften.

Måske man skulle ned og købe en lås og være med på den nye trend?

Jeg benyttede årets sidste sommerdag til at skyde et par billeder i aftensolen på Sydhavnen og på baneterrænet ved Fisketorvet.

granns.net – nu med slideshow:

Og så kan C.V. Jørgensen ellers få ordet. Husk regnjakken i de kommende dage…