granns.net

Jeg benyttede årets sidste sommerdag til at skyde et par billeder i aftensolen på Sydhavnen og på baneterrænet ved Fisketorvet.

granns.net – nu med slideshow:

Og så kan C.V. Jørgensen ellers få ordet. Husk regnjakken i de kommende dage…

From the makers of Slikleksikon: HVIS DU er til sjov og spas med slik og søde sager, så følg med i videojulekalenderen Sweet Christmas om Mr. Nom Nom (rørende spillet af en Karen Volf-kage), der leder efter julen (eller noget) ovre hos Emme. (Eller hos Mikkel, men Emme har en særlig julegrafik!).

Her er første afsnit:

NOGET ANDERLEDES er den invitation til juleglögg, jeg har fået fra en af min venner. Smukke og dystre indtryk fra København klokken nat og tidlig morgen i mørke, flotte billeder, der giver julen et noget mere mystisk skær.

Still:

Se selv videoen. Ved ikke om alle er inviteret, selv om videoen er tilgængelig for alle :-)

Selv om jeg bor på Amager og arbejder i City (eller “Midtbyen”, som man ville sige der hvor fire-toget kommer fra), er det sjældent, jeg rent faktisk har mulighed for at sige at “broen var oppe”, hvis jeg kommer lidt for sent. Jeg tror bropasserne har luret det der med, at der er mange, der skal møde lige på den anden side af broen klokken hel, eller måske er det en tilfældighed, men der er i hvert fald ikke noget skibstrafik underbroerne lige lidt i 8 og lidt i 9.

Men det er der til gengæld lidt over 9. Og det betyder, at når man endelig sandfærdigt kan sige, at broen var oppe, så er det en dag, hvor man allerede var forsinket.

Således også for mig i morges, hvor jeg lidt over ni ræser afsted med høj puls og høj rock i hovedtelefonerne i et forsøg på ikke at komme alt for sent. Og selvølgelig bliver ekstra stresset, da jeg oppe på det første stykke af broen så, at stopskiltet var nede.

Lige idet jeg sætter forden i jorden for at vente sammen med alle de andre cyklister, slutter det nummer, der kører på min iPod, og erstattes af Modest Mouse’s “Littel Motel”. Så soundtracket til broklapperne, der åbner sig, og skibet, der langsomt glider igennem, er altså Isaac Brock, der afdæmpet og messende gentager, at “that’s what I’m waiting for“. Præcis, og så endda på et nummer fra en plade, der hedder “We were dead even before the ship sank“. Det gjorde det nu ikke…

Det var meget rammende til den her situation, en slags ufrivillig ”frozen Langebro”. Hør selv, og forestil dig at du står på Langebro mens morgensolen kaster lange skygger, og du ikke kan gøre andet end at stå stille og vente de næste par minutter:

…og så videre ud i byen med mere høj rock i ørerne.

Ikke alle lige originale, men hvad:

”Ord Delings Bloggen” – aversions-dokumentation

”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” – afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren

”Mit skrivebord klokken 12” – kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen

”To do” – måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.

”Broen var oppe” – jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.

Hvis Banksy havde boet på Norgesgade? Eller noget…:

Ja, overskriften kan vel egentlig både betyde, at de bliver slået sammen, og at de nu skal sidde i sammen lokaler når de skal op og toppes med hinanden. For de to københavnske filmfestivaler har annonceret, at de arbejder på at fusionere, således at alle deres aktiviteter bliver samlet i en organisation. Jon Steffensen fra Natfilm udtaler til Politiken:

“Det er ikke noget, vi gør, fordi kommunen eller andre insisterer på det. Eller fordi de truer os økonomisk, hvis vi ikke gør det. Der er ikke tale om et tvangsægteskab – den slags er nemlig forbudt her i landet. Vi gør det, fordi tiden nu er moden hos begge parter. Og med de kvaliteter, som vi hver især har, kan vi skabe den helt rigtige og unikke filmfestival i København.”

OK så. Men det er i hvert fald også sådan, at de københavnske politikere, som yder et betragteligt tilskud til begge festivaler, ikke har brudt sig om den måde, de to festivaler “bekrigede hinanden” (siger Martin Geertsen i samme artikel). Så fortsat økonomisk støtte er nu afhængig af en sammenlægning.

En sammenlægning vil også betyde, at der fremover kun vil være en filmfestival i København (ud over CPH:DOX, som man må formode kører videre i sin nuværende form. Lad os se…). Og det er ikke sådan, at den ene af de to eksisterende vil opsluge den anden – de vil begge blive nedlagt, og en helt ny festival vil blive startet.

Forskellige profiler
De to festivaler var meget forskellige, med NatFilm som den skæve, folkelige og CIFF som den mere snobbede. Men efter at CIFF havde en noget sløv start, så var jeg personligt blevet meget begejstret for den også.

NatFilm udmærkede sig ved at vise film fra alle dele af verden, og var stedet, hvor man kunne se mærkelige, pudsige, sjove indslag, som ellers ikke ville nå vores breddegrader (eller længdegrader, for den sags skyld). CIFF var derimod mere klassisk, og holdt sig til europæiske film af mere klassisk tilsnit.

Så hvad betyder sammenlægningen for den profil, en ny festival vil få? Tja, jeg vil ikke mene man kan holde sig til rene europæiske film – særligt med den succes, NatFilms asiatiske temaserier havde. Derudover havde NatFilm uden tvivl bedre fat i det københavnske publikum – så mon ikke det var en ide at bibeholde den lidt skæve profil og ideen om, at man godt kan sætte film på programmet uden at de er helstøbte, men blot fordi de har noget sjovt at byde på?

Økonomi og kultur
Derudover er der spørgsmålet om, hvordan den nye festival vil blive drevet. NatFilm har altid været den frække, folkelige græsrodsfestival, mens CIFF fra starten var noget mere professionelt og internationalt orienteret. Skal det være røde løbere og kendte jurymedlemmer eller uformel københavnerkultur. Vi ender nok med en mellemløsning, hvor programmet i høj grad vil afspejle NatFilm-profilen, mens enkelte film måske vil være udvalgt til konkurrence og give festivalen en international profil.

For der er også forskel på det økonomiske fundament for de to festivaler. NatFilm havde et budget på 3,1 mill. mens CIFF’s budget var på 8,2 mill. Til gengæld viste NatFilm flere film (185) end CIFF (147) og lokkede flere i biografen – de to festivaler havde hhv. 31.500 og 25.000 gæster. Så det er da nærliggende at spørge sig selv hvad de ekstra 5,1 mill. i CIFF’s kasse blev brugt til.

Godt nok havde CIFF en jurykonkurrence, og det er da heller ikke utænkeligt at filmene på NatFilms program generelt måske var lidt billigere at få til festivalen. Men alligevel.

Hvem taber og hvem vinder på sammenlægningen?
Min umiddelbare tanke er, at de københavnske filmfans mister meget på det her. For vi får kun en filmfestival fremover – og den vil jo langt fra blive dobbelt så stor som nogen af de to nuværende festivaler.

Det er en nærliggende tanke, at det bare er en anledning for kommunen til at spare nogle penge på budgettet. For jeg synes faktisk, at de to festivaler sagtens kunne leve ved siden af hinanden. Og nu skal man i stedet til at starte helt forfra med at opbygge en ny profil for en ny festival – også over for udlandet.

(Det skal lige siges, at NatFilm vil finde sted i 2008 som planlagt – det har de annonceret i deres nyhedsbrev og på deres hjemmeside. CIFF, som lige har overstået deres 2007-festival, har ikke noget at sige, hvis man skal dømme efter deres hjemmeside.

Jeg zappede tilfældigvis forbi programmet “De døde” på DR2 forleden og blev hængende, fordi det faktisk var et ganske fængende og godt indblik i, hvordan nogle mennesker lever mange år isoleret og alene i byen, og hvad der sker med dem, når de dør. Omdrejningspunktet var to dødsannoncer af “eventuelle pårørende bedes henvende sig”-typen – altså folk, der er blevet fundet alene i deres lejligheder, og som ikke umiddelbart savnes eller har slægtninge, der kan forestå formaliteterne omkring begravelse osv.

Anders Lund Madsen var “reporteren”, og hans lidt pudsige, men velmenende blanding af underspillet medfølelse og småupassende direkthed gjorde sig faktisk godt i interviewene med de få mennesker, der havde kendt eller kendt til de to afdøde. Eksempelvis i interviewet med naboerne til en ældre kvinde, hvor moderen diplomatisk siger, at “hun vist ikke rigtigt kendte nogen” (eller sådan noget), mens sønnen får mumlet, at han faktisk var lidt bange for hende. “Hun var grim?”, spørger Lund Madsen, og med et lille smil af lettelse må de to interviewede give ham ret i, at det var hun nok. Meget grim, endda.

Det virkede ganske vist lidt grænseoverskridende når Lund Madsen var inde og filme i de afdødes lejligheder, særligt i den omtalte kvindes, fordi hun netop slet ikke havde nogen pårørende. I stedet så man hvordan en ISS-rengøringsmand var i gang med at gøre rent i lejligheden, hvilket også inkluderede at fjerne gulvbrædderne fordi “ligvæskerne” fra damen var løbet ned imellem gulvbrædderne og havde skabt lugtskader. Må man godt filme sådan noget, bare fordi der ikke er nogen til at sige, at man ikke må?

Nå, I Aftenshowet forleden, som jeg ikke så, var Lund Madsen inde og fortælle om udsendelsen, og nævnte blandt andet den her gamle dame, og at grunden til at hun var så isoleret netop var, at hun var grim (lidt lige på, må man sige – det kommer bedre frem i selve udsendelsen). Det er – selvfølgelig – faldet en seer for brystet, hvilket – selvfølgelig – igen har fanget en journalists interesse. Resultat: Artikel på avisen.dk med overskriften Anders Lund Madsen kalder ensom, afdød dame for ‘grim’.

Det er pudsigt( og, desværre, typisk), at det ender med at være sådan noget, man diskuterer på baggrund af udsendelsen, og ikke i stedet hvordan man kan afhjælpe problemet eller måske det mere principielle i at grave i disse menneskers liv uden at have fået tilladelse til det. Portrætterne af de to afdøde var dog meget indfølte, og programmet er værd at se, hvis du har en halv time tilovers. Det kan du gøre på DR’s hjemmeside. (Hvor man vist også kan se Aftenshowet-indslaget.)

På graffitihjemmesiden sketzh.com kan man se en fed lille film, hvor udvalgte danske malere (graffitimalere, forstås) hver har malet en togvogn. Det er bare ikke rigtige togvogne, men små modeltog. Sejt!

Siden har også et stort galleri med billeder af graffiti i KBH. Tak til Terkel for linket.

Natfilm er også muligheden for at se film fra dele af verden, man normalt ikke ville se film fra. Så det har jeg også gjort.

Ten Canoes er den første film udelukkende med aboriginal-skuespillere. Det er et slags hverdagsdrama sat i Australiens sumpe, hvor man jager i kano, kæmper med spyd, har flere koner og maler sig med kridt.

Ten Canoes er på mange måder et modstykke til Mel Gibsons Apocalypto, for hvor Gibsons film hurtigt blev kold, seriøs, episk og storslået er Rolf de Heers film en lun hverdagshistorie uden de store armbevægelser, hvor de indfødte ikke har langt til et smil og også historien er fortalt med et glimt i øjet. Absolut seværdig og også visuelt interessant. Se selv:

Men min stemme på Nafilms bedste film er allerede blevet givet til den israelske Aviva My Love – også et hverdagsdrama. Og for en gangs skyld en historie fra Israel, der nærmest ikke nævner konflikten mellem jøder og palæstinensere.

I stedet handler det om Aviva, der samtidig med at hun forsøger at forsørge sin familie finder tid til at krænge sin forfattersjæl ud på papir. Men både familien, der består af mere eller mindre mærkelige, men dog hele vejen rundt meget menneskelige karakterer, og hendes skrivementor kommer i vejen for hendes bestræbelser på at få sine skriverier udgivet.

Eller også er det skriverierne, der kommer imellem hende og famililen? Der er ingen lette svar, men masser af rørende og varme scener, og vist også en slags lykkelig slutning i Aviva My Love. For mig var det lidt som Almodovar, bare uden at der nødvendigvis er nogen, der skal have store hemmeligheder eller blive slået ihjel. Den kan absolut anbefales! Og det er ærgerligt, at der ikke er plads til sådan nogle film i det sædvanlige biograf-repertoire i Danmark.

(Mere NatFilm hos Grann)