granns.net

Jeg har helt glemt at skrive, at jeg for et par uger siden fik den endelige godkendelse af mit speciale. Og det blev på begge de to fag, Kommunikation og Virksomhedsstudier, bedømt til et 12-tal (som jeg – lidt kryptisk, god nok – også har tweetet).

Og det er jo herligt. Et specialeforløb – især et, der er så langt som mit – kan let gøre at man mister fornemmelsen for, hvornår noget er godt nok, eller bare godt. Så egentlig havde jeg faktisk ikke de store fornemmelse for, hvor godt det, jeg havde lavet, var. Men både vejleder/censor-parret på Kommunikation og Virksomhedsstudier har altså bedømt det i top. Sjovt nok lægger de vægt på nogle lidt forskellige ting i deres udtalelser.

En ting kan de dog blive enige om! Jeg citerer fra de to udtalelser (min kursivering):

CG’s valg af teori og metode synes særdeles velovervejet, og hans kritiske forholden til sig teoriernes og metodernes forskellige styrker og svagheder skal fremhæves her, hvor ikke mindst CG’s forskellige meget detaljerede fodnoter yder en centralt bidrag til selvrefleksionen – om end det meget store antal fodnoter og det centrale indhold i mange af noterne måske kunne have givet anledning til at integrere nogle af dem i teksten.

Generelt er specialet veldisponeret og analysen underbygget med relevant teori, der viser forfatterens evne til at forholde sig til et givet emne på en kritisk og videnskabelig måde. Specielt kan fremhæves brugen af uddybende fodnoter som et godt supplement til den gennemførte analyse.

At der for store dele af noternes vedkommende var tale om, at der skulle skæres voldsomt i specialets længde, men at jeg ikke nænnede at smide meget af det, jeg skar ud, helt væk, og derfor smed det ned i noterne, siger vi ikke til nogen :-)

Så hvis du var i tvivl om det var noget, kan du nu kaste dig ud i læsningen af marathonværket med statens anbefaling i ryggen. Husk at læse fodnoterne.

Jeg har startet endnu en blog.

På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.

Der ligger allerede indlæg om tre bøger på bogbloggen: En lille håndbog om webkommunikation, Michel Houllebecqs Elementarpartiker og Jonas T. Bengtssons Submarino. Jeg har også skrevet en side om bloggen.

Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.

(Og stadig i WordPress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)

Jeg har endelig – og efter meget lang tids researchen, tøven og tvivlen – investeret i et digitalt spejlreflekskamera. Ikke at jeg var utilfreds med mit almindelige kompaktkamera, et Minolta DiMAGE G500, for det tog faktisk rigtigt gode billeder og holdt solide 5 megapixel. Men jeg savnede bare selv at kunne skrue på knapper til fokus, blænde, lukketid osv.

Udgangspunktet var at det skulle være Nikon eller Canon – der går man ikke galt i bye, har jeg ladet mig fortælle. Det skulle ikke være noget dyrt og alt for avanceret, så jeg havde egentlig bestemt mig for Nikons D40, som skulle være endda rigtigt godt til prisen. Og der har alligevel været et stykke op til den billigste Canon-model (450D).

Jeg havde egentlig gået og været lidt betænkelig over, at Nikon-kameraet ikke havde indbygget fokusmotor, så man var begrænset til at købe bestemte (og sikkert også dyrere) objektiver med motor. Og selvom man får at vide at det ikke er så vigtigt, så lyder modellens 6 megapixel altså heller ikke af så meget i disse tider.

Derfor var det rigtigt heldigt at jeg faktisk lige den dag, jeg havde besluttet mig for at “nu skulle det være”, liige kiggede en ekstra gang for at sammenligne. Og så så jeg, at Canon netop var kommet med en ny model, 1000D, som i virkeligheden er en “450D-light” (ja, tallene snyder vist lidt…), og derfor heller ikke lige så dyr.

Jeg lod mig overbevise i butikken, da jeg stod med de to kameraer ved siden af hinanden, og de begge føltes lette og lækre, og den flinke ekspedient forsikrede mig at Canon var lige så nemt at finde rundt i som Nikon mht. menuer og brugervenlighed. Og det er det vitterligt, synes jeg.

Kameraet kommer med når jeg snart skal to uger til Languedoc-Roussilion i Frankrig. Men både jeg og kæresten har allerede øvet os lidt i sommerhuset og taget nogle af den slags billeder, man vist altid render rundt og tager, når man lige har fået nyt kamera – se herunder. Næste skridt er selvfølgelig at begynde at kigge på flere objektiver, men det må jeg tage lidt hen ad vejen. Indtil videre er jeg godt tilfreds med købet!

Jeg har nu overstået min fjerde arbejdsdag på mit nye arbejde hos Danske Fysioterapeuter, hvor jeg sammen med Anne skal stå for foreningens aktiviteter på interwebben. Jeg synes allerede de (vi!) er langt fremme i forhold til at anvende nettet som kommunikationsplatform, blandt andet i kraft af en række meget omfattende hjemmesider, og der er også allerede sat flere mere brugerinvolverende skibe i søen: Der kommer både meget mere personaliseret indhold og noget profil-halløj for medlemmerne hvor de kan diskutere faglige problemstillinger og interagere på alle mulige andre måder. Og planerne for foreningens første blog er allerede langt undervejs. Alt sammen superspændende.

Lidt statistik:

• Antal medlemmer: Lidt over 10.000
• Hyppighed af fejring af det ene eller det andet med morgenbrød på arbejdspladsen: 75% (3 ud af 4 dage indtil videre)
• Andel af ansatte, der kunne slå mig på en 5-kilometer: stort set dem alle sammen, tror jeg (mange ansatte er ivrige løbere, og jeg er allerede blevet spurgt om jeg ikke også ville deltage i Alt For Damernes kvindeløb. Ved ikke helt hvad jeg skal lægge i det…)

…Og hvad så med specialet, vil den opmærksomme læser nok spørge. Jo, det er bestemt ikke glemt, svarer jeg prompte (og får dermed samtidig sagt, at det dog heller ikke på nogen måde er afleveret). Det betyder, at jeg p.t. skriver speciale efter arbejde og i weekenderne. Det er allerede stressende, men også OK. Jeg er til gengæld meget glad for at slippe for dagpengeverdenen i første omgang efter aflevering – den har jeg hørt mange grusomme historier om.

En af mine rigtigt gode venner er lige kommet hjem efter at have været næsten et år ude at rejse. “Men hvad med dig, hvad har du så lavet?”, spurgte hun efter den obligatoriske og efterhånden godt indøvede rejsegenemgang med bountyreklame-lignende slideshow og forudsigelig “glæder mig til rugbrødsmad med leverpostej”-konklusion.

Så her er en liste, hverken i prioriteret eller kronologisk rækkefølge, ej heller udtømmende:

Jeg har fået nyt arbejde. To gange endda. Først på Novozymes, hvor jeg blandt meget andet var med til at lave den her (og den tilsvarende danske version). Og så i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg var med til at lave den her. Hmmm, der tegner sig et mønster. Heldigvis har jeg også lavet andre ting på arbejdet…

Jeg er, sandsynligvis som en indirekte følge af den der film dér, blevet enormt glad for Johnny Cash. Ender som regel med at sætte det på når vi har gæster, uanset om de kan lide det eller ej. Kan de ikke, så må de sgu lære det! I samme boldgade har jeg også igen kastet mig over både Tom Waits og Neil Young. Så det…

Jeg er begyndt at blogge. Om alting og ingenting og mest for min egen skyld. Faktisk har jeg i de otte måneder, det nu har stået på, ikke kigget på min statistik for den her hjemmeside en eneste gang. For det er skidesjovt, og det har givet mig et bedre blik for de store og små historier i hverdagen og i avisen og rundt omkring.

Jeg er ikke blevet gift, har ikke fået børn, er ikke flyttet. Det hører jo sådan set ikke med på en liste over, hvad man har lavet, men jeg synes lige, jeg ville tage det med alligevel.

Jeg har købt mit tredje jakkesæt. Men det her er sejt. (Det første jakkesæt var også sejt, og jeg bruger stadig jakken, men at købe bukserne med var altså en lige lovlig forhastet beslutning. Det andet jakkesæt var et decideret fejlkøb. Sådan noget outlet-noget med en jakke til 450 kr., hvor man kan få bukserne med for en halvtredser. Det kommer der ikke noget godt ud af.)

Jeg er begyndt at spise havregryn om morgenen igen.

Jeg er kommet med i bestyrelsen i min andelsboligforening. Det er lige så besværligt og omstændigt, som jeg havde regnet med. Men det føles godt at deltage i arbejdet.

Jeg bliver nødt til at skrive igen, at jeg er begyndt at blogge. Og begyndt at læse rigtig mange andre blogs. Og at interessere mig for blogging sådan generelt. Og på den måde har jeg mød en masse spændende mennesker, faktisk. Og så glemte jeg også i første omgang at skrive, at jeg også blogger på mit arbejde.

Faktisk synes jeg blogging er så spændende, at jeg skriver speciale om det. Sådan da… (jeg forventer dog en kraftig opgradering af specialeaktiviteterne i dette forår!)

Jeg har fået ny computer. Og kan nu aldrig forestille mig at købe en PC igen.

Det var alt, hvad jeg lige kunne finde på. Men det er utvivlsomt ikke det hele. Heldigvis :-)