Jeg bruger Runkeeper på iPhone når jeg løber. Den plejer altid at skære lidt hjørner hist og her, men ikke noget i den her liga. Prøv lige at se her i lidt mere close up, altså:

Nå, den lyse side er, at statistikken nu siger, at jeg har løbet væsentlig længere end jeg i virkeligheden har gjort. Jeg er nu en bedre løber på papiret end i praksis…

Under graviditeten havde vi lavet en spilleliste, som vi spillede for hende af og til ved at sætte et sæt hovedtelefoner på mors mave.

Meget nørdet, I know. Og jeg har intet belæg for at det gør nogen forskel – det tror jeg faktisk slet ikke, det gør. Men det var vel lige så meget noget, vi selv kunne tage os til mens vi ventede.

Og så var det sjovt at tænke over, hvad der skulle med på spillelisten. Hvilken musik spiller man for sit ufødte barn? Det er vel om ikke andet en slags hensigtserklæring om, hvilken musikalsk opdragelse, man vil give sit barn (ud over selvfølgelig melodien fra Teletubbies og hele “De små synger”…).

Her er det, vi spillede for hende (i fuldstændig tilfældig rækkefølge):

1. Brian Eno: Ultramarine
2. Johnny Cash: I Walk The Line
3. Cornelis Vreeswijk: Deirdres Samba
4. Kraftwerk: The Model
5. Alice Cooper: Poison
6. Elvis Presley: Suspicious Minds
7. Nik & Jay: Boing!
8. Povl Dissing: Kvælerslangen
9. Prince: Kiss
10. The Notorious B.I.G.: Juicy
11. The Sugarhill Gang: Rapper’s Delight
12. Duke Ellington & John Coltrane: In A Sentimental Mood
13. Ella Fitzgerald & Louis Armstrong: Can’t We Be Friends
14. Jan Johansson: Visa Från Utanmyra
15. Beethoven Symphony #6 In F, Op. 68, “Pastoral” – 3. Allegro
16. Nielsen Symphony No 3 “Sinfonia espansiva” – Maskarade Overture – Aladdin Suite
17. The Beach Boys: I Get Around
18. The Beatles: Can’t Buy Me Love
19. Bruce Springsteen: Atlantic City
20. David Bowie: Life On Mars?
21. Rolling Stones: Gimme shelter
22. Milton Nascimento: Tudo Que Você Podia Ser
23. AC/DC: Back In Black
24. Lisa Ekdahl: Vem Vet
25. Oscar: Livet Är En Smörgås
26. Sebastian: Nana
27. Bob Marley & The Wailers: Is This Love
28. The Ramones: Blitzkrieg Bop
29. José González: Heartbeats
30. Bill Withers: Ain’t No Sunshine
31. Raphael Saadiq: Sure Hope You Mean It
32. Sam Cooke: A Change Is Gonna Come
33. Stevie Wonder: As
34. Depeche Mode: Walking In My Shoes

Mangler der noget?

Jeg skriver “deltog i” og ikke “løb”, fordi jeg ikke løb hele vejen. “12 km med krampe” kunne jeg også have kaldt indlægget, for efter 30 km begyndte jeg så småt at mærke energien være væk og kramperne komme snigende, og de sidste 8 km brugte jeg på skiftevis at strække ud, småløbe og gå.

Det var hårdt. Og svært at forlige sig med at begynde at gå (men svært at lade være med krampe i forlår, baglår og læg i begge ben!), når nu man havde en målsætning om at løbe hele vejen.

Det var også mit mål at komme under 4 timer. Tiden endte på 4.08.23. Så egentlig en lille skuffelse, men bagefter er det glemt. Det er en stor oplevelse at gennemføre.

Efter ca. 25 km. Og også lige efter tyve minutters regnvejr. Stadig ved godt mod.

De sidste, smertefulde kilometer fylder nok 95 procent af min erindring om løbet. Og på den måde er der en verden til forskel på ex at løbe en halvmarathon og så komme ud over den grænse, hvor man risikerer at “ramme muren”, som det hedder når kroppens (kulhydrat)reserver er sluppet op. Jeg kan huske at jeg efter 25 km tænkte at “det er da ikke så slemt – hvor bliver den store prøvelse af?”. Det fandt jeg så ud af ikke så mange kilometer senere!

Lige nu tænker jeg både “aldrig igen” og “det vil jeg gøre bedre næste gang”. Jeg har dog ikke den store lyst til at løbe lige nu, men jeg tror nok jeg ender med at løbe et marathon igen en gang.

På opløbsstrækningen. Jeg tvang mig selv til at lunte de sidste 150 meter…

Skal du løbe marathon, så køb dig et par gode sko, følg et godt træningsprogram, prøv at løbe nogle “rigtige” løb (med nummer på brystet og væskestationer undervejs) og få nogle “heppere” til at stå undervejs på ruten. Andreas har flere gode råd i sit indlæg “Alle kan løbe en marathon”. Selv synes jeg – set i bakspejlet – ikke, jeg har trænet nok, så også det kan jeg vist gøre bedre (du kan se mine løbedagbog her).

Man kan se mine mellemtider (læg mærke til at det tog mig over 17 minutter at komme de sidste 2.195 km!) og også en video, hvor jeg kommer i mål med et helt tomt udtryk i ansigtet her på Politikens hjemmeside.

Tor Rønnow har taget billeder under hele turen (og den kvikke læser kan finde mig på to af dem!). Og her er en helt anden – og sjov – marathonhistorie…

Vi ses – måske – næste år…

Nu er jeg ikke grafisk designer. Desværre. Men jeg har alligevel samlet lidt tal på min gøre og laden i 2010. Det interessante ved de her tal og lister er, at der stort set udelukkende er tale om information, der er offentligt tilgængelig og kan findes på nettet. På nettet kan man se hvad jeg interesserer mig for, hvad jeg siger og mener om en masse ting, hvor tit og hvor langt, jeg løber, hvilket musik, jeg hører, og man kan også finde ud af rigtigt meget ved at kigge på de billeder, jeg lægger på nettet. For nu bare at nævne nogle få ting.

Derfor er tallene og listerne egentlig bare “optællinger” af offentligt tilgængeligt data. Det eneste, jeg så har tilføjet, er smagspræferencer enkelte steder (ved ex at kåre “de bedste” i en eller anden kategori). Til gengæld kårer jeg i år ikke de bedste cykelplader…

Men her er Granns personlige årsrapport. Lad os kalde det en betaversion:

Tweets: 255

Heraf nævnt i Tveskovs Twitmøllen™ 2010:

1. Bullshit bingo-sprog = “bureaussisk”? (1. dec)
2. Fantastisk forkortelse: Dansk Institut for Militære Studier, DIMS… (10. sept.)
3. Hvor heldig/uheldig har man *egentlig* lov at være? Er der regler? Og hvem laver dem? (12. juni)

Pics på Flickr: 6.875

Heraf offentlige: 4.063
Taget i 2010: 1.142
Billeder postet på Tumblr: 531

Kilometer løbet: 607,6

Længste distance 23,4 km

Dage i udlandet: 29

Rotterdam: 2×3
Hamburg: 3
Marrakech: 7
Kjuge: 3
Paris: 4
Stockholm: 5
Malmø: 1

FS-checkins: 185

Mayorships: 4
(Blandt andet hos: Min frisør)
Oftest set her: Danske Fysioterapeuter og 2300 Norgesgade

Bøger læst (færdig): 15

Bedste skønlitterære reads:

Miranda July: No one belongs here more than you.
Dave Eggers: Zeitoun
Mark Z. Danielewski: House of Leaves
Chris Ware: Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth

Bedste faglitterære reads:

David Byrne: Bicycle Diaries
Rem Koolhaas: Delirious New York
Herfra hvor vi står (red. Edvard Nørregård-Nielsen)
Steven Levitt & Stephen J. Dubner: Freakonomics

Blogindlæg: 26

Links på Delicious/Pinboard: 744
Heraf tagget med “photographers”: 41
Links til absurde dyrehjemmesider delt på Facebook: 4

Sange hørt: 12.449

Svarende til 34 om dagen

Bedste koncerter:

Jamie Lidell på Jazzhouse, november
Stereo Total på Loppen, maj
Prince i Forum, oktober
Robyn på Roskilde Festival, juli
Amorphis på Amager Bio, november

Heavy rotation:

1. Mulatu Astatke – Yekermo Sew
2. Menahan Street Band – Make the Road by Walking
3. Miike Snow – Animal
4. Metallica – Whiskey in the Jar
5. Miike Snow – Song for No One
6. Foo Fighters – All My Life
7. Queens of the Stone Age – Go With The Flow
8. Hot Chip – And I Was A Boy From School

De bedste nye plader:

Kanye West: My beautiful dark twisted fantasy
Janelle Monáe: The ArchAndroid
Per Vers: 10-20-30
Hot Chip: One Life Stand
Bruce Springsteen: The Promise
Sage Francis: Li
Yoav: A Foolproof Escape Plan
Shackleton: Fabric 52

Mest hørte:

1. Bruce Springsteen
2. Hot Chip
3. Jan Johansson
4. David Bowie
5. The Beatles
6. Miike Snow
7. Kanye West
8. Mulatu Astatke

Måske skulle jeg allerede nu begynde at samle data til nye kategorier, der kan præsenteres næste år. Emme er eksempelvis begyndt at gøre op, hvor meget slik og kage, hun spiser.  Jeg kunne jo tælle hvor mange TV-serie-afsnit, jeg ser, hvor mange glas vin, jeg drikker eller hvor mange gange kæden hopper af min cykel fordi jeg ikke gider at smøre den. Hmmm – eller måske ikke…

For nylig besluttede Yahoo, som er ejere af Delicious, at tjenesten ikke er en prioriteret indsats hos dem længere (der går endda rygter om at den helt nedlægges). Det er lidt uklart, hvad der ender med at ske, men den kommer i hvert fald ikke til at leve videre i Yahoo-familien (hvor den også er blevet noget stedmoderligt behandlet de sidste par år!). Den ser dog heldigvis heller ikke ud til at blive slået ihjel lige med det samme.

Derfor er jeg nu på forsøgsbasis gået over til at bruge den konkurrerende tjeneste Pinboard i stedet. Det betyder, at mine links fremover kan findes her. Og feed-url’en til at abonnere på dem her.

Mine links vil fortsat være synlige i højre side på granns.net.

Måske vil jeg hoppe tilbage til Delicious, afhængigt af, hvad der sker. Men Pinboard ser rigtig fint ud, snakker godt sammen med andre tjenester som Instapaper, Google Reader og Twitter, som jeg også bruger, og har også både Google Chrome-extensions og Firefox-plugins og alt sådan noget. Så nu giver jeg det en chance, og så kan det være, jeg bliver glad for det…

Jeg vil fortsat følge med i  hvilke links, mit delicious-netværk poster. Men giv lige et praj hvis I kommer over på Pinboard – så kan vi netværke derovre i stedet!

Vær opmærksom på, at det koster ca. 8 dollars at oprette sig på Pinboard. Der er ikke noget abonnement. Hvis man ikke vil betale, så er der andre alternativer til Delicious. Jeg valgte bare Pinboard, fordi det er den, der kan mest af det, jeg skulle bruge, og fordi det var helt uproblematisk at overføre mine over 3000 gemte links fra Delicious til Pinboard.

Klassikeren The Big Picture, som er Boston Globes billedblog, hvor de i temaer samler aktualitets’ og nyhedsfotografi. Tænk World Press Photo.

Set i Byen er Politikens samling af street art og lignende. Både sjove og flotte ting imellem.

Lolitas er en svensk blog, der oftest bringer billeder med en støvet nordisk, melankolsk stemning. Og af en eller anden grund også af og til billeder af Kate Moss.

Jannike Viveka er min nye favoritfotoblog. Hvert indlæg er udvalgte billeder af en fotograf, hun har fundet. Når det altså ikke lige er en omgang fund fra Flickr. Altid spændende.

Informations fotoblog er ikke pressefotos, men kunstfotografi. Hvert indlæg stiller skarpt på en fotograf eller en udstilling, og ofte er de blevet til i samarbejde med kunstnerne.

Aerial Photography er lige præcis det, titlen antyder. Billeder taget fra luften. Det er ikke Yann Arthus-Bertrand-stilen, men nærmere mønstre og små sjove detaljer.

Darling, I’m eager er en tumblr fyldt med minimalistiske, stemningsfulde fotos.

A King of Kings (også Tumblr) er retrofarvede naturbilleder og støvede closeups.

Jeg samler selv billeder på Tumblr, når jeg falder over noget, der er sjovt, mærkeligt eller flot. Følg med på grann.tumblr.com (billede herunder).  Og ellers samler jeg løbende links på Delicious, hvis jeg finder spændende fotosites, eksempelvis hjemmesider for gode fotografer.

Links til andre gode fotosites er velkomne!

På godt og ondt blev jeg mindet om i hvor høj grad universitetsverdenen kan være sprogligt og metodemæssigt socialiserende og ekskluderende på sin egen snobbede og egentlig ret verdensfjerne måde:

• Det giver altid point at sige noget klogt, men ikke nødvendigvis at sige noget brugbart.  Derfor er der altid fokus på observationer (gerne kritiske) frem for på eksempelvis praktiske anbefalinger.
• Det er mindst lige så godt at bruge energi på at dække sig ind teoretisk, metodisk og videnskabsteoretisk som det er at komme med gode analyser og skarpe pointer. Og en analyse eller en diskussion kan sagtens konkludere hvad der i praksis er “bom bom, tjah – på den ene side og på den anden side”.
• Det gælder om at skrive klogt: Gerne lange, snørklede sætninger med indskud, forbehold, uforklarede begreber, henvisninger og i det hele taget en uforholdsmæssig høj grad af akademiseren (Det kan egentlig være fint, hvis man mestrer at gøre det på en overskuelig og uprætentiøs måde, men det gør de færreste desværre. De få, der kan det, er som regel forskere og ikke studerende).

…Men da jeg læste projektet, blev heldigvis også mindet om hvor gode observationer, man egentlig kan komme med, når man har god tid til at læse, analysere og diskutere et problem.  Og især om, hvor opslugt man kan blive af et lillebitte hjørne af verden (den virkelige eller den teoretiske), når man bare sætter sig nok ind i det.

Jeg skrev en gang selv sammen med en gruppe et projekt om socialkonstruktionismen – en erkendelsesteoretisk retning der grundlæggende siger, at virkelighed og sandhed kun er det, vi selv konstruerer gennem vores handlinger og sprogbrug. I det projekt var vi rigtigt gode til de snørklede formuleringer og argumenter (det ligger ligesom i emnevalget). Her er et godt guldkorn, jeg lige har gravet frem:

Der melder sig dog endnu et problem med den relativistiske holdning til sandhedsbegrebet. Burr hævder, at der ikke er noget, der er mere sandt end andet. Men hvordan kan hun gøre dette uden at mene, at netop denne påstand er sand? Man må gå ud fra, at hun selv anser den påstand, hun fremsætter for at være sand – hvorfor skulle hun ellers fremføre den? Og hvis man antager dette, bliver det en selvmodsigelse; det eneste, der er absolut sandt, er at der ikke er en absolut sandhed.

Det løser ikke problemet, hvis Burr tilføjer, at andre meninger i princippet kan være lige så gyldige som hendes egne, da dette også leder til en selvmodsigelse af typen ’det, jeg siger, er ikke sandt’. Hvis man lyver, fortæller man sandheden, og hvis det er sandheden, man siger, så er det jo løgn.

Med andre ord tilbageviser Burrs påstand sig selv uanset, hvordan den fremstilles.

Den lader vi lige stå et øjeblik…

Alle skulle læse en universitetsopgave en gang imellem (måske bare ikke lige min om socialkonstruktionismen)! Både som en slags sprogligt reality check, men også for at blive lidt klogere på verden – et lillebitte hjørne ad gangen.

Det har jeg gjort ved hjælp af @font-face-css-reglen, som alle de store browsere nu understøtter. Det betyder kort sagt, at man kan bruge en font på sit site uden at brugeren skal have den installeret på sin computer. I stedet henviser man til en font-fil, som ligger på nettet et sted.

Med andre ord: Slut med kun at skulle vælge mellem Arial, Verdana, Baskerville og alle de andre usual suspects, som man kender lidt for godt fra Word.

Den font-fil, man skal henvise til, kan enten ligge på dit eget site eller et andet sted på nettet. Nu har jeg ikke lige licens til nogle fonte, så jeg har valgt det sidste. Det lyder meget teknisk, men det er det sådan set ikke – der er flere simple services, man kan bruge.

Jeg har brugt Typekit, som kommer både i en gratis version og i flere betalingsversioner, hvor man kan vælge mellem flere fonte. (“Prisen” for at bruge den gratis version er, at du får en lille Typekit-boks nederst til højre på din side, som jeg også har det nu – men den generer egentlig ikke, synes jeg)

Her opretter man en profil, sætter et lille stykke kode ind på sit site, vælger en font og peger på den i sin css. Sådan!

Jeg har valgt fonten Droid Serif, som jeg synes er meget fin. Sådan lidt legende og krummeluret, men også let at læse. Den er ikke helt god i overskrifterne, men det er alligevel meget bedre end før!

Allerhelst ville jeg have brugt fonten Tisa, som ex bliver brugt her hos Frank Chimero, men den er kun med i betalingsversionerne, så det bliver næste gang.

Og det er jo herligt. Et specialeforløb – især et, der er så langt som mit – kan let gøre at man mister fornemmelsen for, hvornår noget er godt nok, eller bare godt. Så egentlig havde jeg faktisk ikke de store fornemmelse for, hvor godt det, jeg havde lavet, var. Men både vejleder/censor-parret på Kommunikation og Virksomhedsstudier har altså bedømt det i top. Sjovt nok lægger de vægt på nogle lidt forskellige ting i deres udtalelser.

En ting kan de dog blive enige om! Jeg citerer fra de to udtalelser (min kursivering):

CG’s valg af teori og metode synes særdeles velovervejet, og hans kritiske forholden til sig teoriernes og metodernes forskellige styrker og svagheder skal fremhæves her, hvor ikke mindst CG’s forskellige meget detaljerede fodnoter yder en centralt bidrag til selvrefleksionen – om end det meget store antal fodnoter og det centrale indhold i mange af noterne måske kunne have givet anledning til at integrere nogle af dem i teksten.

Generelt er specialet veldisponeret og analysen underbygget med relevant teori, der viser forfatterens evne til at forholde sig til et givet emne på en kritisk og videnskabelig måde. Specielt kan fremhæves brugen af uddybende fodnoter som et godt supplement til den gennemførte analyse.

At der for store dele af noternes vedkommende var tale om, at der skulle skæres voldsomt i specialets længde, men at jeg ikke nænnede at smide meget af det, jeg skar ud, helt væk, og derfor smed det ned i noterne, siger vi ikke til nogen :-)

Så hvis du var i tvivl om det var noget, kan du nu kaste dig ud i læsningen af marathonværket med statens anbefaling i ryggen. Husk at læse fodnoterne.

På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.

Der ligger allerede indlæg om tre bøger på bogbloggen: En lille håndbog om webkommunikation, Michel Houllebecqs Elementarpartiker og Jonas T. Bengtssons Submarino. Jeg har også skrevet en side om bloggen.

Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.

(Og stadig i WordPress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)